Journalister i litteraturen:
Pontoppidan i hjørneværelset
Henrik Pontoppidans Mands Himmerig (1927) er noget så sjældent som en presseroman på chefredaktørniveau. Handlingen tager sit udgangspunkt i et redaktørskifte på "Friheden", en fiktiv avis, som ligner Politiken, dvs. en partiavis bygget på privat kapital og drevet som forretning. I romanens aktuelle situation, op til udbruddet af 1. Verdenskrig, er avisen tillige regeringsorgan. Hvem der skal have det overordnede ansvar for "Friheden" er et spørgsmål af betydelig offentlig interesse. De andre aviser bringer artikler om det.
Protestaktion
I romanens første kapitel, som sætter scenen ligesom ekspositionen i et drama, holder den afgående chefredaktør møde med en hemmelig gæst på sit kontor, mens hans redaktionsudvalg står uden for døren og venter på at blive kaldt ind. De prøver at opfange noget af samtalen bag den lukkede dør, frygtende, at der bliver truffet beslutninger, som vil svække deres position eller måske sætte dem helt uden for indflydelse.
Som protest mod ikke at være blevet taget med på råd, beslutter de at gå hen på en nærliggende café og ikke vende tilbage, før de har fået opfyldt deres krav.
Deres respekt for chefredaktør Magnus Paarse kan ligge på et meget lille sted. Han holdt kun tre år på posten. Han har aldrig rigtigt kunne fylde stolen ud efter sin legendariske far. Henrik Pontoppidans fortællerstemme tager den grove humor i anvendelse: "Det blev fortalt, at den Gamle en Gang i et mismodigt Øjeblik skulde have sagt, at Vorherre ikke havde Spenderbukserne paa ved Sønnens Tilblivelse."
Han er dog mand nok til selv at ville bestemme, hvem der skal efterfølge ham.
De tre oprørere
De oprørske medarbejdere kommer altså til at vente forgæves. Trioen består af: Mouritzen, "Bladets Spectator, der skrev de politiske Nekrologer og andre Artikler, som ingen læste".
Rømer, dr.phil. og folketingsmand, en "stor, rødmosset mand med et jovialt Ansigt (…) Det var en af hans mange Fuldkommenheder, at han altid kunne spise." Og Jean Minden, en "Eventyrer og Lykkeridder, der allerede som ung Student i Tillid til sit smukke Ydre havde kastet sig ud i Politik med det Formaal at blive Folketribun i den store Stil (…) Som Journalist vidste han for godt, hvad et Navn var værd uden et Blad, der dagligt kunde udraabe det og puste det op."
Som det ses tildeler forfatteren dem alle en nedsættende karakteristik, og holder dem på den måde ude i strakt arm. Læseren må tænke, at den avis vist har behov for fornyelse.
Magister Thorsens lokkemad
Sympatien flyttes dermed over på den kommende redaktør, magister Niels Thorsen, der har synsvinklen i det følgende kapitel.
Thorsen er en kantet og stridbar mand. Hans kone, Asta, har lige forladt ham, så nu er han tillige ensom.
For at fortælle om sin nye stilling og om muligt hyre en håndgangen medarbejder opsøger han en gammel filosofisk ven, Dr. Vadum. Thorsen forsøger sig med det gode og idealiserer journalistikken: "Ser De, for mig er Journalistens Gerning den største af alle – større end baade Videnskab og Kunst, fordi den er en Forening af dem begge." Og han forsøger sig med det onde og kalder den eksisterende presse "en Storindustri i Fruentimmerpjank, Teatersladder og Skandale". Men ligemeget hvad, Thorsen siger, så afviser Dr. Vadum at gå ind i pressearbejde. Hans argumenterer som Søren Kierkegaard: "For at indvirke på Pøbelen, maa man omskabe sig til Pøbel".
Den gode despot
I Thorsens egen forestillingsverden frister magten: "Han vilde i "Friheden" rejse et Skafot, som gjorde kort Proces med de Gavtyve, der ikke kunde rammes af Straffeloven". Han vil være den gode despot og har ingen forventninger om et behageligt arbejdsliv: "Et moderne Redaktionskontor er et Helvede, hvor Skrig og Skraal fra hele Verden strømmer sammen i et Helvede."
Den sidste bemærkning falder i en samtale med Asta, som han opsøger i hendes logi. Han håber at få hende til at komme hjem igen, men han opfører sig så klodset, at han støder hende fra sig igen. Som "en sidste Gunstbevisning" beder han hende lade være med at give interview til aviserne. Han er bange for, at pressen vil begynde at grave i hans privatliv nu, hvor han skal stå i spidsen for "Friheden".
Hans bekymringer viser sig at være både velbegrundede og overflødige: Inden han er kommet i stilling, har bysnakken trukket stolen væk under ham. En af de ivrigste aktører har været hustruen til den afgående chefredaktør. Hun mener, at den uforudsigelige Thorsen ville skabe usikkerhed om avisens økonomi, og dermed om de penge, som familien har bundet i avisen. Et af hendes argumenter er, at Thorsens kone netop har forladt ham!
Thorsen kan sidde og nærstudere kovendingen, som den er udformet i et undskyldende brev fra den afgående chefredaktør. Han erfarer, at Dr. Rømer – manden med den beundringsværdige appetit – er blevet ny chefredaktør.
Stol aldrig på en mands ord
Forløbet har været en lærestreg for Thorsen. Han skulle ikke have fortalt om stillingen, før kontrakten var underskrevet. "Jeg har været saa naiv for en Gangs Skyld at stole paa en Mands Ord uden at have sikret mig to Vitterlighedsvidners Underskrift."
I øvrigt var den lille rundtur til hustruen og Dr. Vadum instinktivt rigtig. En nyudnævnt chefredaktør har brug for et velfungerende bagland og for en garde af duelige folk, som han selv vælger, før alle opportunisterne melder sig til tjeneste.
Thorsens nederlag får hustruen til at forbarme sig over ham. De forsones.
Pressens skønånder
Scenen skifter til den nyudnævnte Dr. Rømer, som sidder omgivet af blomstergaver og lykønskningstelegrammer. Beskrivelsen beror teknisk set på den alvidende forfatter, men i den kritiske holdning er han på linje med Thorsen, f.eks. når han skriver, at Rømer bliver hyldet af "den sædvanlige stræbsomme Flok af Kunstnere og Skønaander, der aldrig forsømte nogen Lejlighed til at gøre Pressen deres Opvartning, fordi de levede af dens Naade og mættedes af dens Velsignelser."
Tilbud om talerstol
"Friheden"s senere udvikling lever op til Thorsens forventninger. I redaktionsledelsen intrigerer de mod hinanden. Og i spalterne begynder der at optræde artikler om sport. Thorsen ser det som et forfald.
Han overvejer at grundlægge sin egen avis, men etableringsudgifterne er for høje. Han er lige ved at opgive pressen og den politiske kamp til fordel for en længe udsat rejse til Italien med hustruen, da der dukker en ny mulighed op: En generaldirektør, der sidder i bestyrelsen for et interessentselskab, der udgiver populæravisen "Døgnet", tilbyder ham en fri talerstol, hvorfra han kan lade sin "manende røst lyde ud over landet til Glæde for alle danske Mænd og Kvinder, hvem Folkets Vel og Flagets Ære virkelig er en Hjertesag." Det er Thorsens militante nationalkonservatisme, interessentselskabet har brug for.
Konflikter på bladet
Thorsen takker ja, men hans kommanderende facon bringer ham hurtigt i konflikt med dem, der hidtil har stået for udgivelsen af bladet. Den tidligere redaktør kan han kun tale med gennem en mellemmand. Sætterne modarbejder hans artikler ved at fabrikere latterlige trykfejl og indsætte uvedkommende tekststykker under ombrydningen. Der er øjeblikke, hvor Thorsen har lyst til at feje alle papirerne ned af bordet og flygte langt væk fra blækkrigen. I sådanne øjeblikke kan han ligne en figur fra en Holberg-komedie. Et er at levere politiske artikler til en avis. Noget andet er selv at redigere avisen. Det er den ene presse-lærdom, man kan uddrage af Niels Thorsens historie. Den anden er, at aviser bevæger sig med betydelig inerti. Næppe har Thorsen forladt "Døgnet", før avisen er faldet tilbage i den gamle skure. Og "Friheden" følger den anlagte kurs med stigende salg og faldende kvalitet.
Pressen er et svinehoved
Pressens forfald er et tema i Mands Himmerig. Under arbejdet med romanen fortæller Pontoppidan i et privatbrev, at gryden nu er over ilden "med et stort Svinehoved (Pressen)" (jf. Behrendt 2019:587).
Pontoppidan var kritisk over for Henrik Cavlings populariseringstiltag ved omlægningen af Politiken fra politisk avis til en avis for alle. Da Cavling i 1904 forsøger at hyre Pontoppidan som skribent, svarer denne, at det nye Politiken sikkert vil blive "et fortræffeligt underholdningsorgan", men det, der var brug for i situationen, var et politisk blad, der kunne sætte en befæstningspolitik på dagsordenen. "Hvem der skriver om Teater og Litteratur synes mig i sammenligning hermed ligegyldigt" (jf. Stangerup, 1968:268).
Fascination af enegængere
Pontoppidan var bekendt med Harald Nielsen og hans kritik af Systemet Politiken, men selv fremhævede han inspirationen fra Erik Henrichsen (1865-1917), en politisk-historisk skribent, som oprindelig havde været radikal, men som havde bevæget sig mod højre uden at blive partigænger. Pontoppidan fascineredes af politiske enegængere. I en skikkelse som magister Niels Thorsen drev han sin pressekritik ud i det ekstreme samtidig med, at han anskueliggjorde de omkostninger engagementet kunne have.
Thorsen betragter sin journalistik som en krigstjeneste. Den er for mænd. Undtaget er dog Ragna Nordby, en kampklar ung kvindelig journalist med en strikketrøje, der sidder som en brynje. I Thorsens mytologiske univers er hun en valkyrie skabt til at "sidde overskrævs paa vilde Heste". Pontoppidan udtænkte figuren til skuespillet Asgaarsreien (ordet betyder "Det vilde ridt") i 1906. Ragna Nordby er en ung pige fra provinsen, som stikker af til København for at blive journalist. I romanen forsvarer hun Thorsen korporligt og må en tur på hospitalet, før hun kan realisere sin drøm om at blive krigskorrespondent (jf. Behrendt 2020:587 ff. og Jørgensen 2012:11 ff.).
Fængslet efter tale
Ragna er et undtagelsesmenneske, kvinden som kriger. Thorsens hustru Asta repræsenterer det traditionelt kvindelige og må igen og igen føle sig tilsidesat. Hun ender med at tage livet af sig med sovepulver. Men det får ikke den krigeriske mand til at ændre kurs. Nu, hvor han ikke mere har avisen, omsætter han sine tanker i provokerende offentlige foredrag. En brandtale holdt på trappen foran Rådhuset gør det nødvendigt for politiet at anholde ham for at beskytte ham mod lynchning. Han havde foreslået, at de køllebærende kæmper i det danske rigsvåben skulle erstattes af et par runde ølkuske. Et par dage i fængslet fik ham til at tænke sig om. Han beslutter at rejse langt væk. Men døden kommer ham i forkøbet.
Virkelighedsgrundlag
Romanens skildring af pressen bygger på iagttagelser og meninger, kun i mindre grad på erfaringer. Henrik Pontoppidan havde i halvandet år (1889-91) været ansat på Kjøbenhavns Børstidende, hvor han publicerede anmeldelser, kommentarer og udkast til sine litterære værker. Pontoppidan havde også fungeret som redaktionssekretær og var altså ikke ukendt med journalistiske forhold set indefra. Han var imidlertid skeptisk over tidens tendenser til glidning mellem journalistik og litteratur. Disse tendenser fandt han personificerede i Peter Nansen, som han lå i polemik med (jf. Karin Bang, 2011:445ff og Behrendt, 2019). I Pontoppidans hovedværk Lykke-Per optræder en moderne journalist, Dyhring, som har gjort karriere ved sin letløbende pen. Ligesom Lucien i Balzacs Bristede illusioner er han villig til at skifte parti for at blive ved med at flyde ovenpå. "Det er ganske øjensynligt, at Pontoppidan med Dyhring har villet give et portræt af oppositionsjournalisten Peter Nansen, der blev direktør i Gyldendal, et kapitalistisk foretagende", skriver Hakon Stangerup (1968:123).
Det særlige ved netop Mands Himmerig er ikke kritikken af disse moderne tendenser i journalistikken, men afprøvningen af muligheden for at genrejse en politisk journalistik. Perspektiverne synes ikke opmuntrende.
Litteratur
Henrik Pontoppidan: Mands Himmerig, 1927; anvendt udgave: 5. oplag med "Oversigt over de forskellige Udgaver af Mands Himmerig, 1961.
Henrik Pontoppidan: Asgaardsrejen. Et Skuespil, 1906.
Karin Bang: Lykkens Kælebarn. En biografi om Peter Nansen, 1-2, 2011.
Flemming Behrendt: Livsrusen. En bog om Henrik Pontoppidan, 2019.
Hakon Stangerup: Henrik Cavling og den moderne avis, 1968.
John Chr. Jørgensen: Da kvinderne blev journalister, 2012:11f.