Valdemar Vedel
Valdemar Vedel gjorde et Regnskab op, da han i Forordet til sin Disputats om Guldalderen i dansk Digtning skrev: "De store, enkle Linier, hvori man har villet tegne det 19de Aarhundredes Aandsliv, give vel en mægtig kunstnerisk Virkning, men ofte kun mod at afkappe, forarme, fortegne Virkelighedens Mangfoldighed". Det var naturligvis først og fremmest en Hilsen til Hovedstrømningernes Forfatter, – men den aabner et videre Perspektiv. Vedel gav Romantikken den Lov, at den rent og stærkt havde udtrykt grundmenneskelige Følelser og Forestillinger. Og i Stedet for som Brandes at sætte Akcenten over det Tidsbestemte, satte han den over det Grundmenneskelige.
Der var saaledes intet overraskende i, at Vedel snart efter traadte frem med Krav om en gennemgribende Revision af Tidsalderens Livsgrundlag. Den moderne Tid maatte have en Digtning, der var dybere, end Dagen anede. Den maatte bryde ud af Naturalismens sikre, men begrænsede Rum og vinde frem til en "hel" Forstaaelse af Menneskelivet. Derfor genindsatte Vedel den religiøse Følelse i dens Rettigheder, omend knyttet til det nærværende Liv. Han fremhævede det fundamentalt uvisse og uudgrundelige ved Tilværelsen, Mulighedernes Mangfoldighed for den, der holder Sindets Kilder aabne.
Vedel var i sin Kulturforstaaelse af Halvfemsernes Generation, men han var ingen Partigænger. Han formulerede Programmet for at pege paa en frugtbar Udvej, ikke for at opkaste sig til Fører.
Ogsaa som Litteraturhistoriker var han en Vejviser. Han kan henregnes til den Taineske Tradition, forsaavidt som han med sine Hovedværker stræbte efter at udfinde, hvad der var de skiftende Perioders kulturpsykologiske Grundpræg. Med Intellektets Radarøjne gennemlyste han Stoffet, og med stor Sensibilitet fastholdt han dets Egenart. Ogsaa han søgte Synteser, men ikke paa Mangfoldighedens Bekostning. Hans 7 Karakteriseringskunst fejrer sine Triumfer i det Enkelte. Ligesom Aabenhed og Inderlighed spiller en afgørende Rolle i Vedels Livsopfattelse, karakteriserede en vidtdreven Liberalitet hans Kritik. Det Substantielle var for ham aldrig Bevægelsesretningen eller Problemdebattens Aktualitet, men tværtom Sindets Spændkraft og Udtrykkets Intensitet og almenmenneskelige Gyldighed.
Det kan være illustrerende at sammenligne Vedel med hans jævnaldrende Kollega paa Universitetet, Vilh. Andersen. I al deres Væsensforskellighed var de hinandens Ligemænd. Over for Andersens runde Gemytlighed staar Vedels kantede Aandsaristokratisme, over for Andersens favnende Følsomhed Vedels gennemtrængende Sensibilitet, og over for Andersens Smag for det Nationale Vedels Drift imod det Europæiske. Mens Vilh. Andersen underlagde sig det bekendte, udvidede Vedel bestandig Synsfeltet. Tilsammen udgjorde de paa Litteraturhistoriens Felt den Reaktion imod Georg Brandes, som maatte komme, men Vedel førte – med Vilh. Andersens Ord – Bevægelsen igennem "i et større Stof og en mere moderne Aand". Af de to er han maaske den, der staar vor Tid nærmest.