Henrik Pontoppidan
Den 24. Juli 1942 fylder Henrik
Pontoppidan 85 Aar.
Paa Toppen af det danske Parnas troner endnu vor Digtnings "store, gamle Mand", Henrik Pontoppidan, den modneste, myndigste og mandigste af hele vort digtende Laug, en gudbenaadet Fortæller, en Samfundsrevser og Folkets Opdrager, en Sprogets Mester.
Holger Drachmann skrev om den tyske Digter Walther von der Vogelweide, at han "bøded' med sig selv i Fejde for sin dyre Sangergave, ellers var hans Sange glemt." Det samme kan siges om Henrik Pontoppidan. Han har altid ligget i Fejde med noget dobbelt i sin egen Natur. En Romantiker og en Realist, en Drømmer og en Handlingens Mand, en Kristen og en Hedning har kæmpet om Overtaget i ham, og naar han revsede sin Samtids Fantasteri og Veghed, dens Holdningsløshed og Mangel paa Handlekraft, dens ormædte Vilje og Hang til at gaa paa Akkord uden om Vanskelighederne, saa langede han ofte ud efter noget i sig selv. Deraf det underfundig selvspottende, det mærkelige Tvelys over Hovedpersonerne i hans Digterværker. Man vidste aldrig helt bestemt, hvor man havde ham selv, hvad han personlig stod inde for, hvad der var Alvor, og hvad der var Ironi. Derfor har intet Parti, ingen Retning helt kunnet tage ham til Indtægt. Han har staaet over Partier og Retninger og sagt dem allesammen bitre Sandheder ud fra sin personlige, gennem Oplevelse og Lidelse vundne Livserfaring. Han har frygtet for sit Folks Skæbne, tvivlet om dets Fremtid, og denne pinende Frygt og Tvivl gaar som en Understrøm gennem hans Hovedværker, der hver for sig giver et kritisk Danmarksbillede, Firsernes Danmark i "Det forjættede Land", Halvfemsernes 2 i "Lykke-Per" og Førkrigstidens i "De Dødes Rige". Lige efter Genforeningen var det, som om han en kort Tid havde faaet en Slags Fred i Sindet, og den affødte hans skønne Digt "Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage", men Efterkrigsaarenes Mentalitet blev ham atter en bitter Skuffelse, som han gav Luft i sin mest direkte og uforbeholdne Fordømmelsesbog "Mands Himmerig". Man kan mene, at Kritikken af og til og navnlig i denne sidste Bog har skudt over Maalet, men man tør ikke betvivle, at den har været sund. Pontoppidans Kamp mod forloren Romantik, Selvovervurdering, Fantasteri og Livsløgn i dens forskellige Former saavel som hans Lune og Ironi minder om Hørups, og med faa har han vist følt sig nærmere beslægtet. Det skulde da være med Søren Kierkegaard, som ogsaa var Hørups Forudsætning.
*
Henrik Pontoppidan er et Præstegaardsbarn, rundet af en ældgammel Præsteslægt, som har sat mange Spor i dansk Kulturhistorie. Han er født i Fredericia men levede sine egentlige Drengeaar i Randers, hvor han i Modsætning til sine mange Brødre ikke blev Student men nøjedes med Realeksamen. Han følte sig paa mange Maader i Opposition til sit kristelige Hjem, og da han i 1873 kom til København, var det med det faste Forsæt at bryde med Slægtstraditionen og blive Ingeniør. Han tog da ogsaa første Del af Ingeniøreksamen, men opgav saa pludselig Studiet, fordi han alligevel var kommet ind i en aandelig og halvt religiøs Gæringsperiode. I Stedet for blev han saa Lærer i Naturfag ved sin Broder Mortens Højskole i Jørlunde og syslede samtidig med literære Forsøg i 70'ernes Aand og Stil. I 1881 giftede han sig med en Bondepige fra Østby i Hornsherred, opgav Højskolen og levede nu under meget beskedne Kaar i et af Østbys mindste og daarligste Huse, beskæftiget med at skildre den Egn og de Mennesker, som omgav ham. Hans første Bog hed "Stækkede Vinger", og Titlen er symbolsk ligesom senere den lille Fortælling "Ørneflugt", der handler om en ung Ørn, som er udklækket i Præstens Andegaard, men forsøger at gøre sig fri og flyve langt bort til de stolte Bjerge; den taber hurtigt Modet, vender tilbage og falder vingeskudt ned paa Præstens 3 Mødding. "For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden", lyder Pontoppidans pessimistiske Kommentar til H.C. Andersens "Grimme Ælling"-Romantik.
Selv var han en saadan Ørneunge med Udlængsel men uden rigtig Evne til at frigøre sig og hæve Vingerne. Fra Drengeaarene, da han med sin mørke Lød til Slægtens vandblaa Øjne havde følt sig som en fremmed i Præstegaarden, 4 fulgte Uroen i Blodet ham gennem Ungdommen. Han flakkede om i Mellemeuropa med Kæp og Rygsæk og havde ogsaa forberedt sig paa en længere Grønlandsfærd, som dog ikke kom i Stand. Heller ikke som gift og hjemfaren fandt han blivende Sted. Fra Hytten i Østby flyttede han med Kone og Børn til en stor Villa, "Slottet", i Havreholm ved Hornbæk. Herfra tog han en Sommer paa en Ferietur til Løkken1, hvor han forelskede sig hæftigt i en ung Københavnerinde, Datter af en Embedsmand. Det resulterede 1892 i Skilsmisse med hans Bondebrud og nyt Ægteskab med Københavnerinden. I Mellemtiden var han bleven Medarbejder først ved "Politiken", senere ved Ernst Brandes' "Børstidende", og gennem sit nye Ægteskab kom han nu i Forbindelse med det københavnske Bourgeoisi. Nogle Aar tilbragte han i Udlandet, senere boede han forskellige Steder i Nordsjælland, derefter i Hovedstaden med hyppige Rejser i Udlandet og Vandringer i Indlandet, om Sommeren som Regel i Rørvig, og endelig slog han sig tilsidst til Ro i Gentofte. Han har altsaa været en Vandrer, og det er ikke uden Henblik paa sig selv, han lader en af sine Hovedpersoner sige: "Jeg er og bliver en Flygtning her paa Jorden, en fremmed i min egen Slægt, en mistænkt Gæst mellem fremmede". Denne Følelse af at være rodløs og hjemløs, ikke at høre til i nogen Lejr, ligesom at svæve mellem to Poler, er et Hovedmotiv i hans store Romaner og varieres ofte i hans mindre Arbejder, der nogenlunde kan samles i Grupper som Udkast og Forarbejder til Hovedværkerne eller Efterslæt af dem.
*
De store Romaner danner Paralleler til hans eget Livsforløb. "Det forjættede Land" er bygget over hans Indtryk og Oplevelser i Jørlunde og Hornsherred. Hovedpersonen er en ung Mand, Præsten Emanuel Hansted, som vender Hovedstaden Ryggen i Lede for at drage ud i det friske, primitive Bondeland og gøre en stor Gerning dèr som Lærer og Opdrager. Som Pontoppidan selv gifter han sig med en Bondepige. Men alle hans store Planer strander ynkelig paa Virkelighedens Skær. Hans romantiske Idealisme tørner sammen med den urokkelige Bonderealisme. Han kan ikke slaa Rod, fordi han for længe har været rodløs. Selv hans Ægteskab 5 strander, og tilsidst bliver han sindssyg og dør og faar den Gravskrift over sig, at han var Don Quixotes Genganger.
Bogen er en Dom over det danske Fantasisind, der stadig skyder Illusioner ind mellem sig og Virkeligheden, og hvis forjættede Land derfor kun bliver en Luftspejling. Og dog har Pontoppidan ikke gjort Hansted til en Karikatur. Han forstaar ham og har Medfølelse med ham, fordi han i meget er Pontoppidans eget Kød og Blod. Hans Kamp er en Kamp, Pontoppidan har ført med sig selv.
Romanen giver et meget realistisk Billede af 80'ernes landlige Danmark: Højskoleliv, politiske Kampe, religiøse Brydninger, graa Hverdag. Selve Egnen er skildret med stor Anskuelighed og fin Natursans, og det store Persongalleri rummer en Række fængslende Typer, den fanatiske Væver Hansen, den godmodige Sognefoged, den ulykkelige, fordrukne Dyrlæge, den vankelmodige Købmand, den gamle, stive, konservative Provst Tønnesen og hans ranke, frisindede Datter Ragnhild, der er dømt til Resignation. Men først og fremmest Hansigne, Pastor Hansteds Bondebrud, et af de smukkeste Kvindeportrætter, Pontoppidan har tegnet. Her er den Rodfæstethed, den Virkelighedssans og Naturlighed, Fantasten Hansted mangler og forgæves søger. Men han forstaar ikke, at denne mutte men stærke og sikre Kvinde er hans forjættede Land. Han lader hende i Stikken for at forfølge sine Lygtemænd. Og dog er han trods alt Selvbedrag ærlig inde fra set, men ude fra set er han latterlig, fordi han aldrig lærte, at Virkeligheden er alle Tings Prøvesten.
Omkring denne Roman samler sig Pontoppidans mange mindre Landsbybilleder, hvoraf ikke faa er ypperlige men af en langt krassere Realisme end 70'ernes saakaldte Naturalisme, der efter Pontoppidans Mening stadig dækkede over adskillig gedulgt Romantik. Denne Naturalismes lyriske Begejstring for "Naturen" vrængede han ad i den lille, underfundige Historie "Vildt", og dens Dyrkelse af de "store Følelser" karikerede han i "Ung Elskov" og "Højsang". Herhen hører ogsaa Novellesamlingen "Skyer", en Række hvast satiriske Billeder fra Provisorietiden, vendt lige skarpt mod Højres Overgreb og Venstres Afmagt.
*
6 Mens "Det forjættede Land" med sin ret uskaansomme Dom over den grundtvigske Højskole er bygget over Henrik Pontoppidans Oplevelser som Højskolemand og i landlige Højskolekredse, er det Ingeniøren, som er Hovedpersonen i hans næste store Roman "Lykke-Per". I denne Roman indgaar som Bestanddele hans Ungdomsoplevelser fra Studieaarene, hans Erfaringer som københavnsk Journalist og hans Indtryk af Hovedstadens Bourgeoisi under hans andet Ægteskab. De selvbiografiske Træk er endnu tydeligere end i den første Roman. Hovedpersonen er en jysk Præstesøn Per Sidenius, der bryder ud af Familietraditionen og læser til Ingeniør med det Formaal at vinde Rigdom og Magt. Han kommer i Forbindelse med rige jødiske Kredse, forelsker sig i den ranke Jødinde Jakobe og udkaster en halvt fantastisk Plan om teknisk Udnyttelse af Jyllands Vandkraft og Vandveje, til hvis Virkeliggørelse han søger finansiel Støtte hos Jakobes Familie. Han har ogsaa – ret dramatisk – brudt med Kristendommen og føler sig som moderne Hedning. Men netop som han skal til at realisere sine store Planer, spiller Slægtsinstinkterne ham alligevel et Puds, den religiøse Følelse bryder op i ham, han svigter baade Jakobe og sit store Projekt, vender tilbage til sine Fædres Tro og sin Hjemstavn, gifter sig med Datteren af en jysk Præst af den grundtvigske Retning og bosætter sig i Jylland. Men saa sker der igen et Omslag i hans Sjæl. Grundtvigianismen tilfredsstiller ham ikke. Han forlader sin Hustru og ender sine Dage som Vejassistent i Thy, hvor har endelig falder til Ro i en kierkegaardiansk Livsfilosofi om Lidelsen og Personlighedens Udvikling som den største Livsværdi.
Romanen om "Lykke-Per" er rent kunstnerisk set Pontoppidans betydeligste Værk. Den giver et omfattende og dybtgaaende Billede af Danmark i 90'erne, denne Gang ikke set fra det sjællandske Bondeland men dels fra København og dels fra Jylland. Især Skildringen af de jødiske Kredse i Hovedstaden hører til det mest fremragende i dansk Romankunst, og i den stolte Jakobe har Pontoppidan paany tegnet et uforglemmeligt Kvindeportræt. Noget svagere er Billederne fra Jylland, men ingen Læser af Bogen vil dog glemme Billedet af Pers stille, opofrende Moder eller af Pers Rejse med 7 Moderens Lig hjem til den jyske Barndomsby. Det er et af de sublimeste Afsnit i Bogen.
Ogsaa Per Sidenius har Fantastsindet i sig, men i Modsætning til Emanuel Hansted finder han efter mange Omsving og Skuffelser sin egen Natur og sejrer i det indre. Man har kaldt Romanen "en omvendt Adam Homo", og som Digterværk staar den ikke tilbage for Paludan-Müllers berømte Epos.
Nærmest til "Lykke-Per" slutter sig en Gruppe "smaa Romaner" og "Krøniker", hvori Pontoppidan varierer forskellige af den store Romans Motiver. Herhen hører ogsaa Skuespillet "De vilde Fugle" og den ejendommelige Fortælling "Det ideale Hjem", hvis Problem, om Børnene skal følge Moderen eller Faderen ved en Skilsmisse, aabenbart har ligget Forfatteren paa Hjerte. Endelig det mesterlige lille Dobbelt-Portræt "Borgmester Hoeck og hans Hustru".
*
Henrik Pontoppidan havde gennem 80'erne og 90'erne aandelig staaet Brødrene Brandes og Hørup nær, og hans Hjerte var paa det kæmpende Demokratis Side. Men Systemskiftet skuffede ham dybt og hele den literære og aandelige Udvikling ikke mindre. Ved Georg Brandes' 70 Aars Dag offentliggjorde han et Digt, hvori Skuffelsen fandt Udtryk i Vers som disse:
Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,
som favned' saa vidt over Fjorde og Bugter,
forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.
Og Adam, den nye, blev dum som den gamle.
Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven
og aad med hver lysten Gorilla i Haven.
Til denne Skuffelse kom Angsten for Landets Fremtid, en voksende Tvivl om det danske Folks Modstandskraft og Evne til at overleve den Katastrofe, som han følte nærmede sig. Denne Angst og Skuffelse er Grundfølelsen i Pontoppidans Digtning efter Aarhundredskiftet. Man mærker den i Skuespillet "Asgaardsrejen" og i Fortællingerne "Hans Kvast og Melusine" og "Den kongelige Gæst", og for fuldt Orkester bryder den igennem i Pontoppidans tredje store Roman "De Dødes Rige", der giver et gennemført Billede af hele Danmark i Aarene før Verdenskrigen. Billedet er malet sort i sort, og Pontoppidan sparer ikke paa Haanen og Spotten, hvad enten det gælder Politikerne, Aandsmenneskene eller Sundhedsapostlene. Men bag Haanen ligger Angsten, den skælvende Frygt for Danmarks Fremtid.
I formel Henseende er "De Dødes Rige" et Mesterværk. Aldrig havde Pontoppidans Prosa været saa smidig og saa lysende krystalklar som i denne store Bog. Man behøver blot at læse den indledende Skildring af Favsingholm og dets syge Ejer Torben Dihmer for at faa et betagende Indtryk af Forfatterens magtfulde Evne til at fortælle og karakterisere. Og atter i denne Bog har han skabt en fin og ædel Kvindeskikkelse, Bogens Heltinde Jytte Abildgaard, foruden et helt Galleri af karakteristiske Typer fra næste alle Samfundslag. Som en central Skikkelse staar Politikeren Enslev, Hørups Afbillede. Trist og trykkende er Bogen med dens Dommedagsstemning, men den slutter dog med nogle stille Varsler om det nye Liv, der skal følge efter Ragnarok.
I den senere Fortælling "Mands Himmerig" fra 1927 er Angsten derimod steget til Gru. I denne Bog forudses det danske Riges Undergang som selvstændig Nation, og i sin Desperation bliver Hørups gamle Beundrer ivrig Forsvarsven og fælder en skarp og ubillig Dom over al Radikalisme. Hvis Pontoppidan da virkelig identificerer sig selv med Bogens Helt. Men gør han det? Eller er det atter Tvesynet, der spiller ind? Man kan aldrig være helt sikker.
I de seneste Aar har Pontoppidan begyndt at udgive sine Erindringer, en meget dybtgaaende og grundig Selvbiografi, hvoraf der hidtil er udkommet fire Bind, og et femte er i Vente. Det er Digterens indre Historie mere end den ydre, præget af hans sædvanlige Sky for at udlevere sig for stærkt, men uhyre fængslende som Sammenligningsgrundlag med de mere eller mindre selvbiografiske Romaner. Man kikker her ind i selve Digterens Værksted.
*
8 Henrik Pontoppidan er den største Realist i vor Litteratur. Han afslører uden at gyse, men han har en dyb Samhu med dem, han revser. I det Dobbeltskær, der hviler over næsten alt, han har skrevet, blander sig Lyset fra baade Fordømmelse og Medfølelse, Angst og Haab. Han trøster, samtidig med at han haaner. Han er dybt menneskelig. I sit mægtige Værk har han fortalt os mere om Hverdagens Danmark end nogen anden, og hans tre store Romaner rager op over alt andet, der her til Lands er skrevet af realistisk Digtning.
Han er Stormesteren i dansk Romanliteratur. Ingen anden har givet os et Danmarksbillede med saa fine Farver, saa mange fængslende Figurer, saa dybt et Perspektiv.
