Bønder
I det sidst udkomne Nummer af Ugebladet "Enhver sit" har Folketingsmand Henning Jensen helliget et af sine "politiske Breve" til den i saa stor en Del af hele Landets Presse nys førte Diskussion om Bønder. Vi gjengiver det hele Brev, uanset at vi for et enkelt Punkts Vedkommende ikke er enig med Forfatteren. Der er saa meget andet i disse Udtalelser, hvorom "Morgenbladet" og "Enhver sit" kan mødes i fuld Samstemning. Brevet lyder saaledes:
Der føres i denne Tid atter en meget hæftig Kamp mellem "Morgenbladet" og "Politiken". Det er ikke en politisk Kamp, men den vil alligevel kunne faa en meget stor politisk Betydning. I Kampens Hede er nemlig forskjellige Forfattere i "Politiken" komne til at give en Skildring af den sædelige Tilstand blandt Bønderne, som ingen, der kjender noget til Bønderne, kan godkjende, og som i "Morgenbladet" har fremkaldt en Række Indsigelser af Mænd, der maa antages at have et nøje Kjendskab til denne Samfundsklasse. Jeg skal tillade mig at slutte mig til disse Indsigelser. At der er braadne Kar i alle Lande, er en Selvfølge. At der er Steder paa Landet, hvor Raaheden og Usædeligheden er stor, særligt blandt den tjenende Klasse, og at der mulig i ethvert Sogn vil kunne fremdrages nogle enkelte Exemplarer, der passer til den Skildring, "Politiken" giver, det indrømmes. Navnlig var Forholdet paa Herregaardene af en saadan Beskaffenhed, at, saa vidt jeg véd, de allerfleste Herregaarde i de senere Aar fuldstændig har maattet forandre Maaden for deres Folkehold og holde lutter gifte Folk i Stedet for som før ugifte Karle og Piger. Det lave Standpunkt, hvorpaa Tyendeklassen adskillige Steder staar, staar i Forbindelse med den beklagelige Kjendsgjerning, at den saadanne Steder er udelukket fra Familielivet. Det viser sig her, hvilken beskyttende Magt der er i et Hjem. Blandt dem, som er knyttet til et Hjem paa Landet, hører Raahed og Usædelighed til Sjældenhederne. Det er kun blandt de hjemløse, den findes. Og hjemløst er ethvert Tyende, som kun staar i et Kontraktsforhold til sin Husbond og Madmoder. Den haardeste Dom skal her ikke rettes mod de hjemløse, men mod dem, der gjør dem hjemløse.
Men naar "Politiken"s Forfattere giver en Skildring af Bondestandens Liv, der kun passer paa Livet blandt Herregaardenes Tjenestefolk – saa forbavses man. Man forbavses to Gange. Den første Forbavselse gjælder Uvidenheden. – Jeg har tidt faaet mig et stille Smil ved at læse "Politiken"s overlegne Bedømmelse af "Skolelærerliteraturen". Disse Mænd, som til Dels selv udspringer af Bondestanden og under alle Omstændigheder har færdedes blandt Bønderne som Ligemænd i mange Aar, disse Mænd har gjentagne Gange i "Politiken" faaet den Besked – at de slet ikke kjender Bønderne. Nej! "Politiken"s Medarbejdere kjender dem meget bedre. De sidder derinde paa Østergade og laver Bønder ud af deres egen indre Bevidsthed. Og det bliver ikke tillokkende Skikkelser. De kommer nærmest til at ligne de Dyr, som i den senere Tid har faaet en saa sørgelig Berømmelse1.
Jeg har i de sidste 15 Aar af mit Liv saa godt som udelukkende omgaaedes Bønder, og jeg gjør det den Dag i Dag. Jeg har mine bedste – næsten mine eneste – Venner iblandt dem. Jeg tillader mig at sætte min Erfaring mod "Politiken"s. De Bønder, der er skildrede i "Skolelærerliteraturen", dem kjender jeg. De findes i tusendvis i Mark og Mose, i Gaard og Huse. Men de Bønder, som "Politiken"s Medarbejdere konstruerer, de er ikke Reglen, men Undtagelser. Jeg maa dog, naar jeg skal give Sandheden Æren, sige, at de Skikkelser, som H. Pontoppidan har tegnet i sin Bog "Fra Hytterne", de er til Dels alle grebne ud af Livet. Men det er ikke "Bønder", H. Pontoppidan har tegnet i denne Bog. Det er de sørgelige Skikkelser, der færdes i "Hytterne", og hans Skildring skal have den Betydning for os, at vi ser, her er et stort Arbejde at gjøre for at hæve disse dybt sunkne Hytteboere. Det er en sørgelig Bog, men det er en sand Bog. Den skal han ikke have Skam for. Men det forekommer mig næsten umuligt at antage, at Morten Pontoppidans Broder kan mene, at han har skildret de egentlige Bønder. At adskillige af "Politiken"s Medarbejdere derimod kan mene dette, finder jeg forklarligt. Thi de kjender ikke mere til Bønderne, end Kjøbenhavnerne gjør.
Og navnlig kjender "Politiken" ikke de Bønder, der nu staar som Bondestandens Repræsentanter, nemlig de grundtvigske Bønder. Man behøver ikke at have meget skarpe Øjne for at gjøre den Opdagelse, at "Politiken" forholder sig til den grundtvigske Bevægelse som Tyren til den røde Klud. Men et demokratisk Blad, der gjør dette, det begaar mere end en Dumhed, det begaar en Fejl.
Og her kommer jeg til den anden Grund for min Forbavselse, den politiske Grund. "Politiken"s Optræden i denne Sag vil langt mere end Hr. Bergs Optræden bidrage til at splitte Demokratiet. Den vil nemlig frembringe en Splittelse, som gaar til Bunds. Den af Hr. Berg frembragte Splittelse er af en overfladisk Natur; den kan trække sig sammen igjen, thi her er kun Tale om forskellige Maader at føre den samme Sag paa. Men "Politiken"s Optræden kan og vil vel desværre føre til en Modsætning i Demokratiet, der paa sin Vis er lige saa dyb som Modsætningen mellem Højre og Venstre. Der er ingen Modsætning, der er dybere end den ikke at kunne eller ikke at ville forstaa hinanden. Den politiske Enighed er ikke i Stand til at dække over den Modsætning. Det har ikke været vanskeligt at opdage, at der var en Kløft mellem Landbodemokratiet og det kjøbenhavnske Demokrati. Der maatte fra begge Sider anvendes den største Forsigtighed for ikke at gjøre denne Kløft uoverstigelig. Og der blev anvendt Forsigtighed. Mange af de Mænd, der nærmest repræsenterer det kjøbenhavnske Demokrati, har vist, at de havde en god Vilje til at forstaa Landbodemokratiet. Jeg skal nævne Mænd som Pingel, Trier, Neergaard og flere. Og det er lykkedes. Disse Mænd er lige vel sete og hørte i begge Demokratiets Afdelinger, og de har derved indlagt sig en meget stor Fortjeneste af Demokratiets Sag. Bønderne er glade, naar Folk af andre Samfundsklasser slutter sig til deres Politik. De er saa glade ved det, at man undertiden kan faa det Indtryk af dem, at saa kan det være lige meget med alt det andet. Men dette er en Fejltagelse. Der er noget, de vil have respekteret, og respekterer man ikke det, saa gaar det galt. Men "Politiken" har mange Gange ikke respekteret det, som Bønderne vilde have respekteret. Om det er af Ubekjendtskab med Bondestanden eller af et vist Overmod, skal jeg ikke kunne sige. Nok er det, den har været i en aldeles forbavsende Grad uforsigtig. Men aldrig har den været saa uforsigtig som i den seneste Tid. Den trækker altfor store Vexler paa det politiske Kammeratskab. Vi véd, at "Politiken"s faste Stok er Fritænkere paa en Hals. Det bliver deres Sag. Vi har aldrig haanet dem for deres Fritænkeris Skyld og skal heller aldrig gjøre det. Og naar den kæmper mod den statskirkelige Intolerance, kan den gjøre Regning paa vor ringe Bistand. Men den fritænkeriske Intolerance er ikke et Haar bedre end den statskirkelige, og Intolerancens Hestefod stikker ikke sjældent frem af "Politiken"s Spalter. Den er lige saa bornert i sit Fritænkeri som Statskirken er i sin Kristendom. Vi véd ligeledes, at "Politiken" har andre Anskuelser om Sædelighed end de nu gængse. Hvilke Anskuelser den har, véd vi ikke, da den ikke vil frem med dem. Vi føler os overbevist om, at den mener at kæmpe for Sædeligheden, ligesom vi tror det samme om de saa meget udskregne Forfattere i Norge. Vi har ikke læst Arne Garborgs "Mannfolk" og Krohgs "Albertine" med samme Øjne som "Politiken"s Modstandere. Vi kan ikke skjønne andet, end at der ligger Alvor bag ved disse Bøger, og hele det Skrig, der er rejst imod dem, smager os stærkt af Hykleri. Men naar "Politiken" styrter sig mod Folk, der har andre Meninger om denne Sag, som om det var Livet om at gjøre at knække Halsen paa dem, saa gjør den sig skyldig i ganske den samme Fejl, som den bebrejder sine Modstandere. Og naar den giver Frihaandstegninger af Tilstanden i Bondestanden, som ethvert Menneske, der kjender Forholdene, véd er fuldstændig falske, saa – ja, saa staar ens Forstand fuldstændig stille. Man spørger sig selv, om ikke "Politiken"s megen Oplysning har gjort den rasende. Hvad Enden skal blive paa alt dette, det er virkelig ikke godt at se. Det kan godt være, Enden paa det bliver, at "Politiken" faar 10,000 Abonnenter. Men et Blad lever ikke af Abonnenter alene. Man kan have 10,000 Abonnenter og dog ikke have mere politisk Indflydelse, end om man kun havde 10. Der er et gammelt Ord, der siger, at man skal stikke Fingeren i Jorden og lugte, hvor man er. Men "Politiken" har aldrig brudt sig om de gamle Ord. Den trænger til et Kursus paa en Højskole.
