Portrætter i Herman Bangs Digtning

Berlingske Søndags Magasin offentliggjorde for nylig en hidtil utrykt Skitse af Herman Bang, den hed: "Erindring" og er skrevet efter hvad en af Digterens Venner har sagt mig, i hans alleryngste Aar. Hvorfor den, indtil nu, kun har eksisteret som Manuskript, skyldtes, efter hvad den samme Kilde meddelte mig, Hensynet til Hovedpersonen og hans Paarørende, som den Gang levede i Horsens. Nu er de alle døde, men "den spinkle Mand", som er Hoved-Personen i "Erindring", var den lille Herman Bangs allerførste Lærer og hed i Virkeligheden som i Fortællingen Hr. Sørensen. "En Erindring" kaldte hos mig paa mange Minder fra Herman Bangs Arbejdsaar, jeg husker hvorledes han i Skørping, medens han skrev Ludvigsbakke, pintes af Angst ved Tanken om, at Hovedpersonerne skulde genkende sig selv, naar Bogen fremkom. Jeg spurgte Bang, om han altid arbejdede efter levende Model, han svarede: alle mine Skikkelser har jeg set og hørt i Livet, men jeg omskaber dem, som jeg føler Lyst til eller rettere, efter Bogens Handling, den skyldes som oftest min Fantasi mere end Virkeligheden, og Skikkelserne maa jeg altsaa skildre saadan, at de passer ind i Handlingen i Ydre som i Indre. Ida, Sygeplejersken i "Ludvigsbakke", havde han mødt paa Kommunehospitalet, Katinka Bay i "Ved Vejen" blev til en Aften, hvor Bang ude paa en lille Bys Jernbane-Station gik og ventede paa det Tog, der skulde føre ham videre. Bang saa, mens han gik frem og tilbage paa Perronen, en Kvinde sidde ved Vinduet i Stations-Forstanderens Bolig, hun sad og saa med mørke, vemodsfulde Øjne i den Retning, hvorfra Toget skulde komme, som ventede hun nogen, men Toget kom, og hun blev siddende med det samme forventningsfulde og smertelige Udtryk – over den Kvinde-Profil skabte Herman Bang den skønne Skikkelse, som han gav Navnet Katinka Bay. I Danserinden Irene Holm har Bang i sjælden udpræget Grad arbejdet med levende Model for Øje; Bang havde i en Provins set en lille gammel-jomfruagtig Skikkelse, som hver Eftermiddag ved Femtiden mødte paa det Hotel, hvor han hvor han boede, for at give Undervisning i Dans. Bang sneg sig til fra Balkonen at se hende undervise Børnene, han talte ogsaa med hende engang imellem, og han gik ned og saa paa hendes Afdansning – hun følte sig meget beæret – og dansede selv en Solo – og paa de Oplevelser blev Irene Holm til. Mange, mange Aar efter kom Herman Bang til Bornholm, og til hans Overraskelse mødte han Irene Holm, der var naaet til Rønne med sine "Kursus i Dans og den højere Plastik". En af Bangs Venner fortalte ham, at Irene Holm havde læst Fortællingen om sig selv – hun hed noget helt andet i Livet – og hun var meget bedrøvet over, at Bang skrev om hendes "græsselige Tænder", ellers syntes hun saa godt om sig selv i Bangs Gengivelse. Det smærtede Herman Bang, at han hade saaret den lille, slidsomme Kvinde og da den Oplæsning, som han gav i Rønne, indbragte ham flere Penge, end han var vant til, sendte han største Delen af Summen hen til Irene Holm, han bad en Ven bringe hende Pengene og sige, at de var til nye Tænder. Frøken Holm takkede og svarede, at det hade hun slet ikke Raad til, for hjemme i København sad en Mor og – hvad hun tav med – et lille Barn, hendes Barn, og ventede paa Penge til Husleje og Mad og Ildebrændsel og Klæder. Det var Irene Holm, der sagde den Replik, som Bang saa ofte citerede med Vemod i Stemme og Smil: der skal saa meget til saa lidt, for vi er da kun saa lidt.

I sine to store Romaner "Mikaël" og "De uden Fædreland", de to Værker, om hvilke Bang selv sagde, at han skrev dem for at fastslaa sin Verdensberømmelse som en Teknikkens Mester, er Hovedpersonerne skabte over levende Model. Mesteren i "Mikaël" er den berømte norske Maler Fritz Thaulow, Mikaël selv er bygget over to nu afdøde unge Skuespillere, som aldrig slog igennem, men paa hvis Talent Bang trofast stolede fra Nederlag til Nederlag og tit i Stykker med ham selv som Instruktør. I "De uden Fædreland" er Violinvirtuosen Joan ment som et Selv-Portræt af Bang, Kunstner-Ægteparret er Edvard og Nina Grieg. Men Bangs Forsøg paa at skildre sig selv lykkedes ikke, det var han selv den første til at indrømme efter at have læst Kritikkerne – især Udlandets – af hans Værk.

Derimod har Herman Bang i sin Bog: "Masker og Mennesker" i Karakteristikken af Sarah Bernhardt som Hamlet tegnet det eneste værdifulde, eneste sanddru, lige til det intimeste, Portræt af sig selv – han paastod, at det hade han slet ikke tænkt paa under Udarbejdelsen – men det passer ikke, han tænkte mere paa sig selv end paa Shakespeare og Sarah Bernhardt, det følte den, som nedskrev Afhandlingen efter Bangs anstrengte, nervøse og splittede Diktat... Inden Herman Bang begyndte en større Fortælling eller en Roman, nedskrev han ofte paa et Ark Brevpapir Navnene paa de Personer, der skulde optræde i Bogen, og ved Siden af det opdigtede Navn stod saa Navne paa Mennesker, som han havde mødt ude i Livet, altsaa Modellerne. En Autografsamler saa en Dag i Bangs Stue en saadan Liste og tog den, uden at Bang opdagede det, med sig. Da Bang næste Dag vilde begynde Arbejdet, var det ham umuligt at finde Listen, han rasede og han græd og han erklærede, at det var ham umuligt at skrive Bogen nu, da Listen var blevet borte, men han faldt til Ro efter at have lidt alle Slags Kvaler i nogle Dage, og "Ravnene", for det var den Bog, han vilde skrive, blev færdig og udkom. Faa Dage efter, at Gyldendal hade udsendt Bogen, bad en Herre i et høfligt Brev om en kort Samtale med Digteren. Han kom, forestillede sig som Overretssagfører, han nævnte et anset Navn, og spurgte Bang, hvorfor han dog hade brugt ham som Model til den alt andet end sympatiske Overretssagfører-Type. Bang svor paa, at han aldrig havde tænkt paa ham, at han var ham aldeles ubekendt lige til det Øjeblik, da han forestillede sig for ham. Overretssagføreren drog i en bevidst anelsesfuld Bevægelse en Konvolut op fra sin Frakkelomme: Turde jeg be' Hr. Forfatteren, sagde han, se hvad den indeholder. Bang drog med febrilsk Hast et Stykke Brevpapir ud af Konvolutten, det var Listen over Personerne i "Ravnene", og ud for Overretssagførerens Roman-Navn stod hans virkelige. Bang sagde kun: Ja, saa har De altsaa Ret. Han spurgte, hvordan Papiret var kommet i hans Hænder, men det vilde Overretssagføreren ikke svare paa.

Overretssagføreren sagde: Folk kan paa mit Ydre i Bogen se, at det er mig, De har villet skildre – men af Indre er jeg ikke, som De skildrer mig, langtfra.

– Det kan jeg da kun ønske Dem til Lykke med, svarede Bang.

Det blev aldrig opklaret, hvem Autografsamleren var, det Navn, han havde opgivet, var – opdigtet.

En Dag laa der paa Bangs Skrivebord et Manuskript med Titlen "Prinsesse Marie". Prinsessen, der viste Bang en Venlighed, der ikke var uden Overlegenhed, og en Kritik, der ikke var uden Brod, var i Færd med at arrangere en større Velgørenheds-Fest, og Bang hade skrevet en Artikel om hende som Indledning til Program-Hæftet. Prinsessen hade bedt Bang komme ind i Palæet og læse Manuskriptet for hende. Da han kom tilbage, var han mere hvid end gul i Ansigtet... det er kasseret, sagde han bittert, Prinsessen har forbudt mig at lade det trykke. Bang hade blandt meget andet skrevet, at hun, Prinsesse Marie, var én af de faa kongelige Personer, der ejede nogen menneskelig Naturlighed i Tanke og i Tale. Det var den Udtalelse, der hade fornærmet Prinsessen, og hun hade givet Bang Haanden til Farvel med de Ord: Hvordan skulde vi blive naturlige, alle bliver jo unaturlige overfor os – tror De maaske, at De er naturlig... Om Bangs Digtning skal hun engang have sagt: De store Bøger er for iscenesatte, og de smaa er ofte for store Romaner.

Da "Sommerdage", den tilsyneladende saa uskyldige lille Fortælling udkom, opstod der straks et vildt Raseri i Bladene, og Aarsagen var den, at Familierne Brasen følte sig krænket over, at Hotelværten i Bogen og hans Kone bar Navnet Brasen. Det tog Bang sig let, men da der en Dag kom et Brev til Bang fra en Ven af ham, og denne Ven i strenge og bitre Ord bebrejdede ham, at han hade udleveret Hr. og Fru Clasen, de kærlige, gæstfri og taalmodige Værtsfolk paa Clasens Hotel i Sæby til Landets Spot og Latter, da brast Bang i Graad. Fru Clasen hade igennem Aarene været som en Moder for Herman Bang, hun elskede ham og hun, den jævne Kone, ejede den kærligste Forstaaelse af Bangs mange smaa og store Skavanker og Særheder. Var han hjemløs, stod der altid en Stue og ventede ham hos hende, var han pengeløs, gjorde det ikke noget, hun skulde nok finde Udvej, og dette sjældne Menneske med den uopslidelige Trofasthed, hun, der hade slidt og stræbt sit hele Liv, hun, hvis Karakter var uden Plet og Lyde, hende hade han bedrøvet saa dybt i Sjælen, at hun en Tid lukkede sig inde i sin Stue, hun vilde ikke, at nogen skulde se hendes Sorg og hendes Taarer. Spurgte man i de Dage Bang, hvorfor han hade taget Navnet Brasen, sagde han med Foragt i Stemmen: Kun fordi det ligger saa nært op ad Clasen, det gjorde mig Skikkelserne lettere, men hvis nogen spurgte ham, hvorfor han hade skildret netop Clasens, hans opofrende Venner, saa rankede han sig stolt: jeg har Geniets Ret og Frihed'1. Hans Venner bad ham om at skrive til Fru Clasen for at bede hende om Tilgivelse, han svarede kun: Det kan jeg ikke, jeg kan det ikke – og i de Ord laa sikkert hans ægte, næsten barnlige Sorg over at have saaret og udleveret et af de meget, meget faa Mennesker, der elskede ham som han var, i Ærlighed og i Kærlighed.... De fleste af Modellerne til Herman Bangs Skikkelser hviler nu i deres Grave rundt om i Verden. En af de sidste og ikke mindst betydende, Fru Anna Levin1, født Ferslew, Datter af Etatsraad Ferslew, Bladfyrsten ved Stranden, døde for nylig. Hendes skønne Skikkelse og ædle, aandelige Rankhed genfinder man i flere af Herman Bangs yngre Kvindeskikkelser, hun øvede gennem sin klare Intelligens og sit poetiske Sind megen Indflydelse paa Herman Bang i de Aar, da han virkede i hendes Faders Hus. Der opstod imellem hende og ham en Hjerternes Sympati, som blev til gensidig Kærlighed, en Kærlighed, der holdt sig levende, lige til Døden lukkede hans Øjne ude i Verden, og hun drog sit sidste Suk paa et københavnsk Hospital. Herman Bang har i flere af sine Bøger sat sin Ungdoms Kærlighed et skønt, et uforglemmeligt Minde.

Christian Houmark.

 
[1] Anna Levin: Anna Ferslew (1862-1937), gift 24.8.1887 m. Harry August Levin (1861-1935). tilbage
['1] Geniets Ret: Da Herman Bangs biograf, Harry Jacobsen, refererer dette sted hos Houmark, kommenterer han:

Man kan ikke tro det. Chr. Houmark har da ogsaa andetsteds fortalt, at Bang blev ulykkelig over at have saaret hende saa dybt og straks tilskrev hende for at bede om Tilgivelse. Det pinte ham, at han ikke fik noget svar. (Den tragiske Herman Bang, 1966, s. 87)

tilbage