Lykke-Per

Hovedformålet med denne skematiske gennemgang af Lykke-Per er at vise, at Pontoppidans projekt er den episke motor, der driver værket. I sin udfoldelse, den trinvise virkeliggørelse af vage drengedrømme, er projektet den faktor, der fører fra kreds til kreds, som vækker andres initiativ og som samtidig er den reale, borgerlige størrelse, der gør det muligt at positionsbestemme stadierne i Pers udvikling.

En rigtig fremstilling af projektet som episk konstruktionsformel vil kunne vise, hvor bundet fortællerens fantasi er til en grundkapital og dens forrentning. Undersøgelsen og dens videreførelse på forbundne sidetemaer kunne føre til diskussion af det spørgsmål, om der ved tolkning af litteratur kan være tale om andre metoder end den, som består i at acceptere forfatterens.

Undersøgelsen skulle gerne levere materiale til en anden diskussion, den velkendte om Pontoppidans tvesyn, lukkethed, utolkelighed. Der er forfattere som f.eks. Ibsen og Karen Blixen, der med algebraisk præcision gennemfører bestemte temaer, og som derfor, skønt krævende, er definitivt tolkelige. Lignende brug af tilbagevendende temaer i forvandling kan iagttages hos Pontoppidan, endda i meget stort tal, men antal og gennemførelse svarer ikke til hinanden. Samtidig benytter Pontoppidan en anden, jævnere og frodigere fortællemåde, der tillader stemningsomslag hos personerne og udfolder sig i en mere plastisk livfuld, "fabulerende" og opfindsom beretning. Lader disse to fortællemåder sig forene? Kunne man tænke sig, at fortolkningsvanskelighederne beror på, at man overvurderer fortolkningsmulighederne.

Aage Henriksen

  1. Pers oppositionelle drengedrømme fortættes i en fremtidsplan om et kongeligt, frit, eventyrligt liv med ingeniørkunst som erhverv og fjordregulering som speciale. Planen er blevet til i bevidst og symmetrisk negation af hjemmets værdimål. (29, 45).
  2. Den vage drengedrøm revideres første gang, da det viser sig, at polyteknisk læreanstalt kræver borgerdyd og kontorsind. I løbet af tre år udarbejdes det store projekt i fuld isolation. (46-48).
  3. Projektet forkastes første gang af professor Sandrup (56) – den hæmmede kraft søger udvej i det tilfældige eventyr – fru E., Neergaard – moralske anfægtelser fører ham igen hjem, dog som forsørget person. Neergaards testamente, den fatalistiske tro på lykken (83).
  4. Projektet revideres og forkastes anden gang af oberst Bjerregrav (126-27) – den hæmmede kraft vender sig nu i vrede mod hele nationen og søger udvej i tilfældig fribytterlykke i det fjerne – da bekræftes atter hans pagt med lykken, Ivan Salomon står rede, (fristelser 138). Det tekniske projekt og den erotiske fribytterfærd smelter nu sammen for Per i een karriere-plan.
  5. Projektet kommer derved ind under nye stjerner og revideres under indtryk af dr. Nathans skrifter (139,187) og Jakobes indflydelse (183-84) til et bidrag til "Tidens store Frigørelseskamp" (195). Opgøret mod hjemmet er nu blevet en frigørelseskamp mod kristendommen. Pjecen, han udarbejder, kvinden, han erobrer, og frigørelseskampen danner i kap. 8-10 en enhed. I kap. 11, der beruset svælger i kraftmaskiner, magt over naturen, penge, kulminerer planen i fantastiske drømme om erobring af en, der er 50 mill. værd.
  6. Besøget ved faderens dødsleje (kap. 12), romanens vendepunkt, ophæver for stedse muligheden for at overbevise faderen om rigtigheden i Pers vej (45, 105, 282), og oplevelse af faderens frygtløse død og den borgerhæder, som bliver den døde til del, træder forvirrende ind i gamle forestillinger (295). Først bliver Per nøgtern (296). Han vender i tankerne tilbage til Jakobe.
  7. Da han igen er i Berlin, træder storbyens skyggesider ham imøde (300), og senere, i Dresack, oplever han naturen på en ny måde som magt (kyklopisk, titanisk, gigantisk) og føler en højtidelig og dog nedslående følelse af afmagt (309). Dermed ophører Pers direkte tekniske interesse i projektet, pjecen (309), mens han selv i filosofi (311), kraftpræstationer (329) og i Roms titanslægter (365) søger forbundsfæller mod kristendommen. Projektet fornys altså ved et sideskud til den kulturelle overbygning i planer om at bane vej for en ny renæssances overdådige nydelsesliv (386), mens den faktiske plan glider over på andre hænder.
  8. Projektet tages op af Philip Salomon (333), og dannelse af et konsontium påbegyndes. Ivans breve vækker dog kun Pers lede (367), og da han vender hjem med hovedet fyldt af forestillinger om kald, livsværk, det nye rige (II, 10, 16), har han reelt ingen planer og slår blot spillet over ende (II, 24). De vage planer om en ny agitation (37-38) fortoner sig, han føler sig ikke mere som en verdenserobrer (37, 91).
  9. Projektet tages anden gang op på konsortie-plan af hr. Nørrehave, selv oberst Bjerregravs betingelser frafaldes (110), men Per, der slet ikke mere er i stand til at få ideer i det tekniske (41), unddrager sig, og da nyheden om moderens død når ham, flygter han fra alle forpligtelser (115). Han finder nu en Cæsars vælde ringe imod den jyske præstekones (124). Dermed bortfalder for ham også projektets kulturpolitiske side.
  10. Den teknisk-evangeliske tro på menneskets herredømme over naturen, der i alperne veg for en ny, højtideligt isnende naturoplevelse, bliver under ophold på Kærsholm artikuleret af pastor Blomberg (169 o.fl.), samtidig med at Per for anden gang efter eventyrlige udskejelser erotisk søger ind i niveau i et forhold til Blombergs datter, den stille, gode, blufærdige og snæversindede. Nu vågner Pers tekniske idérigdom igen i forbindelse med en åregulering (204) – og han bryder fortiden af.
  11. I København som studerende på landbohøjskolen regner han dog, men også forgæves, med at have kredit som de store løfters og det rige partis mand (kap. 22), men vender så også i det økonomiske tilbage til familien (kap. 23).
  12. Hans følelsesmæssige tilslutning til Blombergs naturevangelium er ved tilbagevenden til Kærsholm veget for et erkendelseskrav i det religiøse (267, 286), og en tiltagende slægtskabsfølelse med sektereres lidelsesforkyndelse (290 o.fl.) fører til en konfessionsløs bekendelse til lidelsen (338). Mens hans gamle projekt som en plagsom æggende skygge lever videre i hans nærhed som det steinerske projekt, bryder han selv til sidst igennem til fuld hengivelse til sin egen inderste, fattige og eneste natur.
  13. Hr. Steiner bliver etatsråd på Pers projekt, der udsprang af viljen til at beherske naturen, mens Per selv er blevet eet med og forsonet med sin egen natur.