Henrik Pontoppidan
Henrik Pontoppidans Bøger udkom oprindeligt paa Philipsens Forlag, og da dette gik sammen med Nordisk Forlag og dette igen med Gyldendal i 1903, var jeg saa heldig i en lang Aarrække at have med Pontoppidans Bøgers Udgivelse at gøre, samt møde ham personligt. Han boede altid uden for København, og det var forholdsvis sjældent, han kom ind paa Forlaget. Han benyttede ikke som saa mange andre Forlaget som en Art Klub, hvor man ofte kom, dels for at erfare Nyt, dels for at faa Forskud. Han aflagde os Besøg nærmest af Høflighed, omtrent som Folk fra Tid til anden besøger deres Sognepræst. Det rent forretningsmæssige kan jo altid – og nemmest – afgøres pr. Brev. Pontoppidan hørte til Ernst Bojesens Hof, absolut ikke til Nansens. Bojesen var smigret, han var hans fineste og fornemste Mand. Naar han kom ind i Stuen, virkede han ved sin fornemme Ro, sin Ligevægt. Han satte sig i Ro og Mag og gjorde en Pause, før han talte. Haar og Skæg var stærkt graasprængt og nu sidst helt hvidt. Man kunde sige, Pontoppidan var en forfinet dansk Udgave af en voldsom Aandsperson som Bjørnstjerne Bjørnson. Den ene lige stor i Format som i Aand, den anden reserveret, forfinet og dansk. Saavel Henrik Pontoppidan som hans Brødre, Præsten Morten og Lægen Erik havde dette uhaandgribelige Præg af Kultur og Aand, som fryder En, naar man møder det. Pontoppidan var dertil en meget smuk Mand. Han var ikke høj af Vækst, men fint bygget, og der var, som sagt, altid en værdig Ro over ham. Hans Øjne var store, helt aabne og stærke, han saa lige paa En, og længe, men Blikket var et venligt Kommen En i Møde, ikke noget der forvirrede En. Hans Ansigtsudstryk var ikke indadvendt, nærmest vilde man sige aabent og Udtrykket let forundret paa Grund af de hævede Bryn. Hans Træk var ikke furede eller forpinte, til Trods for at han i Aarevis havde lidt af en smertefuld Nervebetændelse i Ansigtet. Man vilde, naar man saa ham, ikke tøve med at sige, at hans Ansigt var ædelt.
I Forretningssager var han let at have at gøre med. Den eneste Mislyd, jeg mindes, var vist den, at Pontoppidan somme Tider – nu sidst med Erindringerne – modsatte sig Optryk af sine Bøger, naar de var udsolgt, noget vi gerne vilde, og Forbud af den Art var vist ikke før forekommet i 129 Forlagets Historie. Ogsaa paa et andet Punkt afveg Pontoppidan fra den almindelige Type af Forfattere. Han havde den Særegenhed, at han lod en god og nær Ven – ikke en litterær Kritiker – læse sine Bøger igennem, inden de gik i Trykken. En lydhør og forstaaende Læser, som han havde Tiltro til. Friske Øjne, der saa paa Kunstværket, medens det endnu kunde afpudses. Tænk, hvor mange Bøger der trænger til en Vens kritiske Øje, før de forelægges for Publikum. Ingen skrivende Mand bør være blind for, hvor vanskeligt det er at bedømme sine egne Arbejder med en Læsers Øjne.
Jeg vil ikke her forsøge paa at give en litterær Vurdering af Henrik Pontoppidan, kun fremsætte nogle Tanker, jeg har, der tangerer det litterære. Jeg har ofte undret mig over, hvorfor Skildringer af Bønder, Arbejdere og Bohêmer saa ganske dominerer den bedste danske Skønlitteratur. Det, der kaldes Overklasse eller Bourgeoisi, er sjældent skildret og endnu mere sjældent tilforladeligt. Man har endvidere i Litteraturen Gang paa Gang skildret alle Slags skøre Folk, Tyve, Mordere, Ægteskabskrybskytter, perverse Folk, Kunstnere etc., alle undtagen den almindelige pæne Borger. Der har været Tider, hvor man har villet frakende en Mand alt Aandsliv, saa snart han var en almindelig Grosserer, højere Embedsmand, Greve eller Fabrikant. Direktører har man dog somme Tider taget med i Aandsklassen, inden for Litteraturen, men dette skyldes vist, at saa mange af dem har været i Spjældet. Men disse Grosserere i Rigmandsvillaerne – et frygteligt Ord, omtrent som Luksusbil – lever, elsker, lider, ældes og dør akkurat som andre, og deres Sjæleliv er næppe mindre værdifuldt end en Husmands. Hvorfor saa helt udelade dem? Hvad Indtryk faar en ung Højskolestuderende af Bourgeoisiet gennem Litteraturen? En Klasse, han maaske vil have mere Chance for at møde i Livet, end vi andre har for at møde Husmænd og Bønder paa nært Hold. – Her mener jeg, at Henrik Pontoppidan i sine senere Bøger har skildret det danske, dannede Hjem paa en stedkendt og intim Maade og derved har udfyldt et Hul for sin Tid, hvad der utvivlsomt er af stor Værdi. Bondelitteraturen har lukket de dannede Klassers Øjne op for denne Del af Befolkningen. Henrik Pontoppidan har været næsten ene om at fremstille dannede Mennesker i Skønlitteraturen. Det er mit Indtryk, at saavel i Frankrig som i England er Forholdene ikke som her. Der interesserer de dannede Klassers Liv og Aandsliv mere end Daglejerens, og dette har min Sympati.
Man spørger uvilkaarligt sig selv: Hvorfor er Forholdene saaledes her?
Nogle af Pontoppidans smaa Ungdomsbøger er meget skattede og er ikke blevet forældede, men den Bog, der gjorde mest Indtryk paa mig i sin Tid, 130 der lukkede en hel ny Verden op for mig i et stort Billede, netop paa Grund af det for mig nye Milieu, var Trilogien "Muld". Romanen "Lykkeper" har jeg aldrig brudt mig om. Den lille Fortælling "Den kongelige Gæst" viser, at den dannede Klasse ikke behøver at være tomme Træfigurer. Der er i denne Fortælling meget, man husker Aar efter, at man har læst den, navnlig naar man har kendt Drachmann.Henrik Pontoppidan var en god Repræsentant for den dannede og højt kultiverede Aand. Dertil kom saa, at han var en stor Kunstner. En sjælden lykkelig Blanding ikke mindst i dette Land, hvor Litteraturens Skude har stor Slagside til det folkelige. For stor maaske. Pontoppidan var opført paa Finansloven, d.v.s. at Staten gav ham en aarlig Hæderspension. Jeg vil her gerne tilføje, at de aarlige Understøttelser til de bedste af vore Forfattere er latterligt smaa, de burde være tre–fire Gange saa store. For de nye ubekendte – mindre talentfulde – bør Finanslovens Forfatterunderstøttelser være en Opmuntring, en midlertidig Hjælp, en Reklame; men for de helt anerkendte skal det være et rundeligt Levebudget. Man maa i Kunst bort fra det Princip, at det mindre Talent skal hjælpes mere frem end det større. Understøttelsernes Totalsum til danske litterære Forfattere er vist omkring 130,000 aarlig. Jeg ved, der har været Aar, hvor danske Forlags Skatter til Staten har ligget nærmere Millionen end den halve, og hvad er saa 130,000 Kr. i Forhold hertil. For ikke saa længe siden læste jeg i en Avis om en københavnsk Skole, der skulde have 600,000 Kr. alene til en Gymnastiksal. Jeg tænkte paa Forfatterstandens sølle 130,000 Kr. til ca. 25–50 Mennesker. Naar bliver de højeste Understøttelser sat op til deres naturlige Niveau? Naar kommer der en Minister med Ildhu for Aandslivet? – Og saa skal Forfatterne selvfølgelig have Indtægter af deres Bøgers Udlaan i Folkebiblioteket.
Men det var Henrik Pontoppidan, jeg skrev om. Pontoppidan er saa stor som Forfatter, saa tryg og vægtig i sin Kunst, at han i sine Bøger ikke har behøvet at skrive om Psykopater for at blive læst, eller for at hans Bøger skal anses for stor Kunst, og dette er der saare mange, der er vældig glade for. Hvor er vi dog trætte af det andet – vi Læsere.
