Den mandhaftige Lykke-Per

- eller – At være nogen er at være noget man ikke er

En allé af bipersoner

Lykke-Pers indre og ydre udvikling hænger tæt sammen med hans forhold til det andet køn. Eller for at være mere præcis: Fortælleren demonstrerer Lykke-Pers identitet og udviklingshistorie gennem hans forhold til køn og seksualitet som det ytrer sig i samspillet med kærester og koner. Georg Brandes siger i Det moderne Gjennembruds Mænd om J.P. Jacobsens roman, at Niels Lyhne tager læseren med "gjennem en Allé af Bipersoner"1.1 Et lignende billede kan man bruge om Lykke-Pers forhold til kvinderne. Med den forskel at Pontoppidan holder fokus på alleen, altså på sin hovedpersons udvikling, mens Jakobsen – i hvert fald efter Brandes´ mening – fortaber sig i beskrivelser af alt muligt andet. Om Fru Marie Grubbe (1876) siger han samme sted at "Heltindens Levnet er den Snor, på hvilke de løse Billeder ere trukne". Og løse billeder giver altså efter Brandes´ opfattelse ingen helstøbt roman. Pontoppidan er mere traditionel, bipersoner er bipersoner, eller mere teknisk – kvinderne er karaktanter, dvs. karakterer hvis primære opgave er at uddybe billedet af tekstens vigtigste karakter og det forløb som han indgår i. Lad os da i en citatkollage se på den allé af kvinder som Lykke-Per vandrer igennem, for at blive klogere på hvad det er for en mand han prøver at blive gennem forholdet til dem.

Idet vi i første omgang lader Lykke-Pers bekymrede og evigt sengeliggende mor hvile, går vi ind i alléen af kvindeskikkelser ved mødet med pigen Oline hjemme i Randers. Pubertets-Per har i al hemmelighed forladt hjemmet en vinteraften til fordel for "de store Bakker nordfor Byen, hvor en livlig Skare halvvoksen Ungdom i disse aftener drev Slædesport i det klare Maaneskin." Læseren kan roligt bide fast i ordene livlig, Skare og halvvoksen. Livlig, for det er netop modsætningen mellem hjemmets tyngende mørke og den frie livsudfoldelse i sneen der er hovedsagen. Skare, for scenen handler ikke bare om et erotisk ladet møde, men også om det erotiske som en måde at hævde sig over andre. Halvvoksen, fordi det jo selvsagt handler om hormonernes tidsalder, det tidspunkt hvor drifterne ikke bare melder sig, men også kommer til udfoldelse i handling, enten det nu er til baller eller, som her, ved forbuden vintersport:

Imidlertid havde en af de større Læredrenge faaet en af Pigerne lokket med paa sin Slæde, et Syn, der øjeblikkelig fik Ærgerrigheden til at flamme op i Peter Andreas' Bryst. Midt under Nedfarten standsede han udfor en Klynge lattermilde Pigebørn og indbød den allerlængste af dem til at slå Følge. Efter lidt Nølen gav hun efter og satte sig foran ham overskrævs paa Slæden. Dristigt slyngede han Armen om sin Erobring, – og Blodørnen foer afsted.

"Varsko!" brølte han af sine Lungers fulde Kraft; han maatte forkynde Verden sin Triumf.

"Saae du Peter Andreas? ... Ja, det var jo Per!" hørte han i Forbifarten fra et Par af Kammeraterne, der var paa Vej opefter med deres Slæder. Hans Hjerte svulmede. Han havde opfanget den ufrivillige Beundring i Tonefaldet.

Ogsaa Pigebarnet – en sortøjet og sortlokket Tiggertøs – vendte sig under den vilde Fart anerkendende om imod ham og grinte med en stor, rød, halvaaben Mund, der fik hans Kinder til at brænde. Gamle Drømme vaagnede paany i hans Bryst,... Drømme om Natmandsliv og Natmandslykke paa den store, frie Hede, Drømme om et sorgløst Vandrerliv, om et Hjem i et Telt eller en jordhytte, ene med Stjernerne og de flyvende Skyer.

(…)

Da de [igen] havde naaet Bakketoppen, og idet han igen anbragte sig bag paa Slæden for at fare nedover, vendte Pigen sig om imod ham og sagde:

"Er det sandt, hvad de siger, at du er en Søn af Præsten?" Spørgsmaalet trak ham saa hovedkulds tilbage til Virkeligheden, at han formelig blegnede derved.

Nej!" stødte han frem mellem Tænderne – med et Eftertrvk, der forplantede sig helt ned i hans Fødder. Og Blodørnen fløj ned over Bakken, saa Skinnejernene sang.2

Drifterne er her forbundet både med Pers identitetsarbejde indadtil og med hans ønske om at skabe sig en plads til sig selv i verden. Gennem erobringen af Oline hævder han sig blandt den halvvoksne ungdom, men hun indgår samtidig i hans forsøg på finde eller måske snarere skabe sig selv. Nej, siger han, jeg er ikke præstens søn, men "en Kriger, en Viking, der vendte hjem fra Sejrstogt i fremmede Lande og førte sit Krigsbytte med sig, en dejlig Kvinde, en ranet Prinsesse, der nu skulle være ham til Vilje deroppe i hans Bjælkehus" (21). Nøjagtig som senere Lisbeth der bliver Pers første elskerinde i København, er Oline selv er ikke stort mere end sit køn – den store, røde, halvåbne mund – og et socialt tilhørsforhold: tiggertøs. At det for Per drejer sig om noget andet end det seksuelle, kan man se på denne affæres afslutning:

Ogsaa med den sortøjede Oline fra Riisagers Gaard havde han fundet Lejlighed til at forny Bekendtskabet. De havde et Par Gange haft Stævnemøde om Aftenen i en af Byens store Tømmergaarde; men forresten var de hurtig bleven færdig med hinanden. Den altfor grovkornede Ligefremhed i Tøsens Udtryk og Lader havde gjort ham skamfuld, og da hun engang ligefrem forsøgte Angreb paa hans Dyd, havde han med Skyhed slængt hende fra sig og søgte hende ikke tiere. (24)

Scenen her såvel som senere forløbet med Lisbeth og måske hele Lykke-Pers kærlighedsliv er solidt indskrevet i det slidstærke luder-madonna-kompleks. Borgerskabets mænd opsøger tilfredsstillelse uden for deres egen klasse og kan faktisk derigennem samtidig hævde sig over for hinanden, men der er et vist faremoment forbundet hermed. Pirrende javist, men også potentielt risikabelt for deres borgerlige karrierer. Luder-madonna-motivet er her uddybet med en slags rolleombytning. Bemærk at krigeren og vikingen, natmanden, der lever uden for lands lov, ret og smålig moral, ligefrem føler skam ved den "grovkornede Ligefremhed i Tøsen Udtryk og Lader", ligesom han, krigeren mm., bliver objekt for et erobringsforsøg – der får ham til at trække sig. Allerede så tidligt i forløbet kan man da bemærke at Lykke-Pers identitet, herunder kønsidentitet og seksuelle orientering, er ganske kompleks. Ikke bare fordi det erotiske er en slags kampzone hvor jeg'et skal formidle mellem omverdenen, drifterne og overjeg'et – som Freud ville tegne zonen. Nej, sagen er den at Pers udadvendte seksualitet er forbundet med den, han prøver at blive: erobreren, Lykke-Per. Der står langt mere end sex på spil her, det drejer sig om hvad denne Per overhovedet er for noget i sine egne og andres øjne. Langt mere end det ydre udtryk for en indre drift er hans handlinger i forhold til det andet køn et forsøg på at skabe dette indre. Lykke-Per har ikke en indre kerne af sandhed – en svanenatur der kan foldes ud, eller en ørnenatur der kan knægtes i andegården. Lykke-Per findes endnu ikke, og det seksuelle er følgerigtigt ikke noget indre eller privat, men nogle handlinger i en offentlig sammenhæng der skal være med til at skabe subjektet for disse handlinger. Som man klart kan se af denne tidlige scene, vil denne skabelsesproces blive smertefuld og formentlig mislykkes.

Fra Vampyren til Fransisca af Kerteminde

At der kan være farer i det erotiske, opdager Per længere nede i kærligheds-alléen, nemlig i affæren med den gifte overklassedulle Fru Engelhardt. Efter deres første nat sammen får Per kvaler og vil gå. I døren ser han tilbage:

Trods al Modbydelighed og Skræk følte han sig atter voldelig hendragen til disse store, hvide Fangarme, til disse halvaabne Læber, der endnu blussede af Favntagets Kys. Han næsten ræddedes for sig selv. Han, for hvem Modsigelserne og den indre Splid hidtil ikke havde eksisteret, og hvem særlig Kvinden havde været et ganske ufarligt Stykke Legetøj, kom med eet til at skælve for de dunkle Magter, der driver deres Spil med Skæbner og Viljer som Stormen med Landevejens Støv. For første gang følte han sig i Kamp med de Dæmoner, som??? han ikke havde villet tro paa og overlegent havde smilet af. Dybt inde i hans Øre lød med Faderens myndige Stemme de halvglemte Ord om "Mørkets Magt" og "Satans Snarer" og fik ham til at blegne. (LP1, kapitel 4, s. 82-83).

Igen så soleklart ludersiden af luder-madonna-mønten, men også en orkestrering af Pers vanskeligheder ved at blive den, han gerne vil være: den køllesvingende erobrer der kører kællinger hjem til hulen på sin kælk. Kvinden er her, som i så mange, mange andre skildringer fra omkring århundredeskiftet, ikke bare en social risiko, men en trussel mod mandens identitet.

Fru Engelhardt med de erotiske kødmasser og det lyse hår er ikke just en rødhåret vampyr som i Edvard Munchs berømte billede, men udslettelsestruslen er der i "de store hvide Fangarme". Per synes ligesom manden i Munchs billede at miste sine egne konturer og glide i et med hende. Truslen gælder ikke bare karriere, anseelse og lignende, men er en mere omfattende trussel mod den mandlige identitet.

Scenen med Fru Engelhardt er freudiansk efter bogen. Egoet står på tærsklen mellem mægtige magter: drifterne og overjeg'et der jo her foretager en spektakulær tilbagekomst med faderens myndige røst. Og uden om denne konflikt ligger så den tredje magt: omverdenen. Det er altså ikke så mærkeligt at Per ikke kan håndtere de modsatrettede krav og tager flugten, inden hans skrøbelige identitet som Lykke-Per bryder helt sammen. Som i tilfældet med Oline: "da hun engang ligefrem forsøgte Angreb på hans Dyd, havde han med Skyhed slængt hende fra sig og søgte hende ikke tiere".

Efter denne udflugt til overklassen og dens erotiske muligheder søger han hjem til de brave folk på Nyboder og forelsker sig snart i en egnet modsætning til Fru Engelhardt, den søde Fransisca der egentlig er fra Kerteminde. Og fortælleren slår sømmene i for en sikkerheds skyld: "Virkelig elskede han nu for første gang" (s. 189.). Den mulige vikingen fra før bliver til en mulig ridder: "Det var med en Følelse af at begå helligbrøde, at han berørte hendes jomfruelige Mund og stjal Varmen af hendes Læber". Da nu pigens farbror, der er hendes værge, tvinger Per til en afgørelse, nægter han at gifte sig med hende. Det er ikke mærkeligt. Lå truslen hos luderen Fru Engelhardt i formløshed og forsvinding, truer denne madonna med at få hans flydende form til at stivne for tidligt. Den Per, han kan blive med Fransiska, er ikke den Lykke-Per, han gerne vil være.

Salomon Sisters

Videre i kærlighedsalléen møder vi Jakobe og Nanny Salomon der for en vis betragtning igen er henholdsvis madonnaen og luderen – men så passer pengene alligevel ikke helt. Nok er Nanny den mest attraktive og søsteren den kloge, men Jakobes erotisk anlagte væsen er stærkt understreget. Og det er da også på den måde Per til sidst vinder hende. Fortælleren er også her ganske håndfast. Per er kommet ind i den fine og rige Salomon-familie via sønnen Ivan, der ser den nye tids menneske i ham: stærk, fordomsfri etc. Per begynder da at komme hos Salomons hvor hans manerer dog støder noget an:

Han ville paa enhver Vis udmærke sig. Paa Spadsereturene ude i Skoven sprang han over alle Vejbommene og opfordrede de andre Herrer i Selskabet til at gøre ham det efter. Var de ude at ro, tog han straks begge Aarerne for at gøre sig til af sine Armkræfter. – Ogsaa med sin Påklædning stødte han an. Efter tarvelig Mode sad hans Klæder meget stramt omkring ham og fremhævede næsten uanstændigt hans kraftige Legemsformer. Dertil havde han nu til Sommerbrug anskaffet sig en egen Slags dybt udringet Linned, der ikke alene blottede hans muskelsvære Hals, men tillige aabenbarede det øverste af Brystet, hvad der gav ham en vis utækkelig Lighed med den slags unge Mennesker, der ernærer sig af Glædespigernes Kærlighed. (155)

Per beskrives her som en alfons slet og ret, dvs. en person der bærer en udstafferet og overdreven maskulinitet til skue.3 Hans maskulinitet drives her ud over det slet og ret mandige, et absolut plusord i tiden, drives til det mandhaftige. Det ironiske er at det er denne kraftmaskulinitet der i sidste ende overvinder den kloge Jakobes modstand.

Som bekendt får Per i første omgang nej til sit frieri, et frieri hvor han priser Jakobs klogskab og hendes betydning for ham som en slags åndelig fødselshjælper. Det er ved nærmere eftersyn ikke noget sympatisk frieri. Skulle læseren være i tvivl herom, udlægger fortælleren også her teksten med al ønskelig tydelighed:

Der var [ ] noget i selve hans Stemme, der gjorde hende svag. Dens stærke Mandsklang overvældede og bedøvede hende. Tiltrods for, at han i sine sidste Udtalelser havde været mere uklogt aabenhjertig, end han selv vidste, gik det ikke op for hende, at han i grunden hele Tiden havde været mere opfyldt af sig selv end af hende.(175)

Selvom hun skælver i sin grundvold for Pers Mandsklang, siger hendes mund nej – men senere samme aften giver hun efter:

"ja, ja", hviskede hun, gjort vild af Svedlugten fra hans endnu ophedede Legeme, og hendes Hoved sank ned på hans Skulder. (s. 187).

Svedlugten stammer fra en af Pers voldsomme kraftpræstationer, og det er denne kraft der overvinder overklassepigen. Jakobe er en slags ufrivillig Frk. Julie, og kamæleonen Per der i forhold til Oline, Lisbeth og Fransiska havde været den socialt overlegne, gir den nu som tjeneren Jean der med oppumpet Mandsklang og underklassens potens perforerer den sociale orden opad. Igen er pointen den at det på ingen måde er den seksuelle erobring i sig selv der interesserer Per. Som hos Strindbergs Jean er også ønsket om social opstigning en væsentlig drivkraft. Men i sidste ende angår hele komplekset Lykke-Per selv, igen ikke forstået som noget med hans indre udvikling eller lignende, men selve hans væsen, den han vil være. Kun i erobringen af den rige pige kan han blive Lykke-Per, indadtil og udadtil, dvs. den maskuline erobrer-skikkelse som han selv med hjælp fra især den kvindagtige Ivan Salomon og gennem læsningen af Nathans skrifter har opbygget:

Det syntes ham, at selve Grunden under hans Livsværk vilde styrte sammen, dersom Lykken svigtede ham her. – Og dog, alle disse Bekymringer for Fremtiden var i løbet af Dagen trængt mere og mere tilbage i hans Sind af Sorgen og Skuffelsen over ikke at eje Jakobes Kærlighed. Han havde ikke vidst, at hun rent personligt betød saa meget for ham. Skønt han stadig godt kunne se, at hun ikke var nogen egentlig Skønhed, var den Tanke ham nu uudholdelig, at nogen anden skulle besidde hende. Egenkærligheden og hans saarede Forfængelighed havde i de forløbne Timer hidset ham op til den Indbildning, at han virkelig elskede hende (181)

Det er altså ikke bare et spørgsmål om seksuel erobring og social opstigning, men et spørgsmål om at Per er Ingen, før han er Lykke-Per, Jakobes tilkommende, "Det Tyvende Aarhundredes Menneske". Hans maskuline kraftnatur er for så vidt slet ikke natur, en lavastrøm fra det indre, men en kraftkultur, en designet støbeform han lægger sit føjelig kød i for gennem en viljens triumf at tage skikkelse af det moderne gennembruds mand. Under sit udlandsophold og efter at Jakobe og han er blevet forenet også i kødet, belæres han af en maler i Rom om noget i den retning. Han fortæller om en borgerlig grimrian der har erobret en ekstremt rig og meget smuk unge kvinde i kraft af selvtillid:

Har De, unge Mand, faaet fat på den ironiske Livsvisdom, der gemmer sig deri? Er det i det hele taget gaaet op for Dem, at det i Virkeligheden betyder mindre, hvad man er, end, hvad man indbilder sig at være? – Mener De maaske, at Løjtnant Napoleon nogensinde var bleven Frankrigs Kejser, dersom han ikke havde haft den forrykte idé, at der flød gammelt fransk Kongeblod i hans Årer.

Det er nemt at undervurdere rækkevidden af denne ironiske Livsvisdom og tro det blot drejer sig om maskespil. Men kernen i sagen er at man er Ingen, indtil man bilder sig ind at være Nogen – fx gennem kanalprojekter og erotiske erobringer. Det seksuelle og kønsidentiteten optræder altså tilsyneladende som noget privat, som hemmeligheder, men er reelt en slags register eller snarere en stilistik som enhver håbefuld ung person må mestre for overhovedet at komme til syne. Lykke-Pers første bind kan da ende med at Per rejser hjem fra Rom for at overtage kontrollen med sit projekt, erobre den lækre og muntre Nanny samt bryde med Jakobe:

Det vilde slet ikke være så let heller for ham at sige dette Farvel. Han skyldte hende uendelig meget; men sin Frihed kunne han ikke ofre hende, sin Fremtid vilde han ikke sætte på Spil. Han matte nu vise, at han ikke forgæves havde siddet ved Cæsarernes Fødder, men lært at gaa Mandsviljens lige Vej over Tvivlraadighedens plumrede Rubicon med et trøstigt: Jacta est alea (310)

De overdrevent banale allusioner og citater i denne ironiske passage antyder, at Lykke-Pers identitet, herunder hans køn og seksualitet, ikke er nogen naturgiven Mandsvilje, men netop en stilistik der er formuleret af andre. Han er for så vidt aldrig mere ufri end i de ofre han bringer det han i fortællerens dækkede gengivelse kalder Frihed og Fremtid.

Ud af alleen

I romanens andet bind opgiver Per som bekendt både sit kanalprojekt og ægteskabet med Jakobe for at leve på landet i frodige omgivelser. I en lidt kortfattet og håndfast psykoanalytisk udlægning hænger dette sammen med en overgang fra fader-opgør til moderlængsel der lader ham skifte register fra mandhaftig verdenserobrer til en mere stilfærdig ægtemand i grønne og grundtvigianske landskaber. Per er selv opmærksom på at han i bruddet med Jakobe og ægteskabet med Inger – den sidste pige i alleen – går ad veje han tidligere har betrådt. I en vis forstand spoler han hele sit hidtidige identitetsprojekt tilbage for at lægge det i moderens i stedet for faderens skygge. Fortælleren understreger omhyggeligt Ingers lighed med Fransisca, ligesom udskiftning af Jakobe med samme Inger gentager velkendte figurer og formuleringer:

Nu gik det op for ham, at det [snarere] maatte være denne friske Uberørthed end bestemte ydre Træk der i hans Øjne straks havde givet hende en vis Lighed med Fransisca. Også omkring hendes Skikkelse havde der staaet denne kyske Kølighed, der mindede om Duften af vilde Roser. Han kunde huske, hvordan den mindste Hentydning til Kærlighedslivets Mysterier havde kunnet bringe Blodet op i hendes Kinder, mens Jakobe – – naa ja, hun havde det altsaa paa en anden Maner, og han kunde jo ikke nægte, at hendes Mangel på Blufærdighed nu og da havde stødt ham, og at han i det hele havde fundet noget usmageligt ved den ubeherskede Lidenskabelighed, hvormed hun var gaaet op i Elskovsforholdet til ham. (148-9)

Meget tydeligere kan Per ufærdighed og luder-madonna-kompleksets konstans ikke skrives. Igen vil jeg imidlertid trække det forhold frem at disse tilsyneladende hemmelige "Kærlighedens Mysterier" reelt er noget ydre, en formskabelse. Inger agerer jo den kyske seksualitet Per nu – igen – vil have. Ikke for dens egen skyld, men for hans egen skyld. Inger er jo ikke bare forbundet med Fransisca Madonna-motivet, men også med Pers søster Signe og frem for alt med moderen som stikker ansigtet frem både i det grønne landskab og i den livsglade grundtvigianisme Per nærmer sig. At Pers forhold til kvinderne har med ham selv at gøre, understregede fortælleren meget tydeligt i forbindelse med hans frieri til Jakobe, men arten af denne sammenhæng kan bestemmes nærmere ved at gennem et par citater at sammenstille forholdet til Jakobe med forholdet til Inger.

Det første citat stammer fra den aften hvor Pers og Jakobes forelskelse skal deklareres. Jakobe har gjort sig skyldig i over-dressing, men bemærk lige Pers tanker herom:

Jakobe havde nemlig haft det uheldige Indfald at lade sin Kjole sy med et endog temmelig dybt udskaaret Liv, hvad hun absolut ikke havde Figur til. Den erotiske Betagethed, hvori hun havde ventet sin Brudgom, tilligemed visse, lykkelige Erindringer fra deres Elskovsmøde havde forledt hende til denne Ubesindighed; men hun ramte her Per paa hans mest følsomme Punkt. Han havde lagt mærke til, at et Par Herrer havde trukket på Smilebaandet af hende, da hun kom ind, og han ville derfor i Begyndelsen slet ikke se til den side, hvor hun sad. (41)

Pers erotiske liv er her netop ikke noget indre, men et tegnsystem der skal inkarneres af den anden på en socialt gangbar måde, så han selv kan finde sin form som Lykke-Per, den mandhaftige erobrer. Man kunne jo tro at elskeren ved synet af den elskede der med sin påklædning minder ham om den elskov de har nydt og igen skal nyde, ville undskylde hendes kiksede smag og blot nyde det der er imellem dem. Men Pers begær retter sig kun delvis mod Jakobe og kvinderne i det hele taget, det retter sig mod ham selv, mod den han vil være. Netop derfor er han her ramt på sit mest følsomme punkt, ikke på sin sociale maske, men på selve den identitet han gerne vil besidde.

Et parallelt eksempel har vi i en senere scene, hvor Per til et selskab væmmes over Ingers åbenlyse interesse for "Husholdsningsanliggender og Tjenestefolk". Han pines ved at hun så tydeligt nyder være blandt de brave folk på Egnen med al deres small talk. Men her er det hende der er på hjemmebane, han betragter hende fra den tilbagetrukne eneboerposition han er ved at skabe sig, ligesom han – modsat scenen med Jakobe – kan prise sin kvindes "korrekthed i Væsen og Tænkemaade".

Som bekendt bliver Pers løsning på sine problemer at flytte ud i den ødeste ørken og leve alene. Han bruger igen seksualiteten som redskab til sit identitetsprojekt. Først til at befri sig fra Inger ved hjælp af en opdigtet utroskabshistorie, dernæst ved helt at give afkald på den og leve som Ingen. Per efterlader ved sin død forskellige skriverier, heriblandt en ofte citeret passage om netop identitet, som jeg vil slutte med:

Mit sande Jeg? Den Mand, der i Morges kørte ud i den stride Regn, forstemt, bitter, saa uendelig led ved Livet og dets Besvær, var det mit sande Jeg? Eller den, som i Skumringen sad derhenne ved Kakkelovnen og af Ildens Buldren lod sig lulle ind i lykkelige Mindedrømme om Hus og Hjem og legende Børn, var det mit sande, mit egentlige Jeg? Eller den, som nu sidder her alene ved Lampen, hverken glad eller bedrøvet, hverken gammel eller ung, med den stille, ophøjede Fred i sit Indre, som kun Natten og Ensomheden skænker, er det mig, mig selv, saadan som jeg udgik fra Naturens Haand, uforvansket, ubesmittet? Eller er det alt sammen lige meget mig selv? Det, vi kalder vor Sjæl, er det bare en forbifarende Stemning, et Resultat af vor Nattesøvn og vor Avislæsning, noget, der er afhængigt af Barometerstanden og Torvepriserne? Eller har vi ligesaa mange Sjæle i os, som der er Brikker i en Gnavpose? Hver Gang Posen rystes, kommer der en ny til syne: En Nar, en Hugaf, en Natugle … Jeg spørger! Jeg spørger!

Romanen giver intet svar. Slutningen er uopløseligt tvetydig. Per har sejret ved at have forsonet sig med sig selv i en stoisk pessimisme der minder om faderens afkalds-kristendom – men denne peger omvendt på ham som en forkrøblet og kastreret fantast der ikke var livet og sin egen baggrund mægtig. Skiftende fortolkere har lagt accenten på enten på sejren eller nederlaget – den unge Jørgen Holmgaard f.eks. på nederlagt i en bog fra 1971 med den betegnende titel Dødens Gilding

Dette "budskab" er den sorteste og dybeste politiske reaktion. Det er det, fordi løsningen på menneskets ulykke i en ond verden angives at være en tro på og forening med den evige, mennesketomme natur, dvs. med døden. Oplevelsen af menneskets problemer har således resulteret i en længsel efter de steder, hvor der ingen mennesker er og følgelig ingen problemer. Et meget væsentligt af de oplevede problemer er seksualiteten eller rettere den seksualneurose, der så ganske åbenbart er på færde. (Dødens Gilding, s. 89.)

Man kan vel godt tale om en seksualneurose, men jeg mener ikke romanen derfor kan sammenfattes til et endeligt og reaktionært "budskab". Det er muligt at Lykke-Per og hans forfatter har forestillet sig at Lykke-Pers selvkastration har været en vellykket, om end dyr sjæleplastikkirurgisk vej ud af det mandhaftighedsnummer Per har optrådt med i det sociale cirkus. Men romanen peger dermed på det tilsyneladende private og indre, seksualiteten, som en væsentlig del af den proces hvorigennem vi får identitet, dvs. bliver genkendelige for hinanden og os selv. Det er en smertefuld og altid mere eller mindre mislykket proces, fordi kroppen og begæret aldrig helt kan være identisk med det køn og den seksualitet kroppen skal agere. Per både vinder over og taber til disse processer ved at finde sig selv som Ingen hinsides kvindealléen.

Men romanen peger dermed på det tilsyneladende private og indre, seksualiteten, som en væsentlig del af den proces hvorigennem vi får identitet, dvs. bliver genkendelige for hinanden og os selv. Det er en smertefuld og altid mere eller mindre mislykket proces, fordi kroppen og begæret aldrig helt kan være identisk med det køn og den seksualitet kroppen skal agere.

Om det er sådan det bare er, om man dermed har fundet en eviggyldig sandhed om køn og identitet til afløsning for teorierne om det evigt kvindelige henholdsvis mandlige, vil jeg til slut tillade mig at betvivle. Mig forekommer benægtelsen af kønnets og seksualitetens biologiske sammenhænge undertiden ligeså urimelig som nutidens dybt paradoksale påberåbelse af silikoneoperationer som kongevejen til den rigtige kvindelighed eller mandlighed. Hvad jeg derimod er blevet endnu mere sikker på, er den sure og reaktionære Pontoppidans forsatte relevans, æstetisk såvel som politisk. Vores samtids diskussioner og problemstillinger vedrørende køn og identitet i senmoderniteten er brutalt og bevægende sat på spil i en roman fra dengang det moderne og dens mænd var ved at opfinde sig selv.

 
[1] Det moderne Gjennembruds Mænd, 1883, hhv. s. 190 og s. 172. tilbage
[2] Lykke-Per B etc, kapitel 1. tilbage
[3] Nanna Damsholt gjorde i diskussionen bagefter meget rigtigt gældende at Lykke-Per i det stykke da må ses som en gigolo snarere end en alfons. tilbage