Fra de unge Aar i det gamle København
I.
Jeg var nylig fyldt 16 Aar, da jeg i Marts 1861 fra mit Hjem i Helsingør sendtes til København for at "absolvere", som det hed, første Del af Examen artium.
Det lød af noget i den lille Provinsby, hvor ingen før hade gjort det Kunststykke, og jeg var naturligvis ikke lidt vigtig overfor Kammeraterne af, at jeg skulde ta Examen ved selve Universitetet og overhøres af virkelige Professorer. Jeg rejste med min rare Rektors bedste Ønsker og med Forsikring af en af mine Lærere om, at jeg vilde dumpe i hans Fag. Vi var ikke videre gode Venner. Jeg hævnede mig ved at faa mg. I de tre fire Maaneder inden Examen fik jeg den sidste Overhaling i Dahl og Nansens Kursus, der forberedte Privatister til Artium. Hidtil hade Underbibliotekar ved Universitets-Biblioteket Gundorph ledet et saadant Kursus, vistnok det eneste i Hovedstaden, og til ham var vi blevet henvist. Far og jeg søgte ham i Biblioteket, der endnu dengang var oppe paa Loftet over Trinitatis Kirke med Opgang i Rundetaarn; men den forestaaende Flytning af Biblioteket til Herholdts ny Bygning ved Universitetet, tog nu hans Tid, saa han hade maattet opgi alt andet. Han sendte os til Magister Dahl, der hade overtaget Ledelsen af Kursuset. Det var den senere bekendte Slagelse-Rektor.
Dahl var Magister udi Filosofi. Fars Ængstelse for, at han skulde være en indbildsk Magister Stygotius, viste sig ganske ugrundet; han var ligetil og forekommende. Da han hade hørt, hvad jeg hade bedrevet af Skolestudier, mente han, at det nok skulde gaa at lave mig til Student i Løbet af to Aar. Mest vilde det knibe med de gamle Sprog; men foreløbig gjaldt det de fire Fag til første Del: Tysk, Fransk, Geografi og Naturhistorie. Det var bedst, jeg tog fat med det samme og mødte næste Morgen Kl. 8 hos ham. Dermed var det bestilt.
Far fulgte mig saa til mit fremtidige Hjem, et Pensionat1, som en 10 ældre Frøken, vi kendte lidt til, hade i Studiestræde for en halv Snes unge Mennesker af begge Køn og i forskellige Aldre fra 16-36. De var meget livlige og flirtede bravt og forlovede sig ogsaa en Gang imellem med hinanden. Som den yngste var jeg Askepot og blev overset eller nedladende behandlet; men værre var det, at jeg maatte nøjes med foreløbig at være taalt Sambo paa et lille Kvistværelse med en lidt ældre ung Herre af den adelige Familie v. Habenichts, der paa forskellig Maade lod mig føle sin Overlegenhed baade i Alder, social Anseelse og Livserfaring og navnlig i Kendskab til Sager, som en 16 Aars Dreng har bedst af ikke at kende for meget til. Pensionatet var af den billige Slags med nogle Skiver Spegepølse og en tør holstensk Ost til Frokost samt Grynsuppe og Frikadeller jævnlig til Middag. Alligevel var jeg nok faldet til Ro dær og hade befundet mig vel blandt den anden Ungdom; men saa blev jeg syg og kom til at ligge halve Dage muttersene oppe paa det triste Kvistkammer, og jeg laa da og længtes saa meget efter min Mor og mit Hjem og lidt mere Omhu og Venlighed, end der her var Tid til, at jeg fast besluttede at søge andetsteds hen, naar jeg atter blev rask.
Det gjorde jeg paa egen Haand uden at sige noget til mine Forældre derom, og ved et Tilfælde var jeg saa heldig at finde et nyt og bedre Sted at være, et virkeligt Hjem. Det var hos Tømmerhandler og Grosserer Daniel Guldberg2, der bode i en af "de seks Søstre", den ejendommelige Række Købmandshuse, der dengang laa mellem Børsen og Knippelsbro, hvor nu den brovtende Privatbank-Bygning ligger. Husrækken kaldtes "Nybørs". Husene var opført af Rentemester Henrik Müller i Midten af det 17. Aarhundrede, og navnlig det, som Guldberg ejede og bebode, og dets Nabo stod vistnok i alt væsentlig uforandret, som de hade staaet i to hundrede Aar. "Søstrene" var forenede to og to gennem en Fælles-Frontispice, en høj Gavl, i hvis Midte den skillende Brandmur mellem Ejendommene gik. Desværre hade Ejeren af en af de midterste Ejendomme forvandlet sin Halvdel af Spidsgavlen til en ny Etage paa Huset, hvad der skæmmede baade dette Hus og Husrækken som Helhed.
Den Guldbergske Ejendom gav et ganske godt Begreb om et velhavende Borgerhus i det 17. - 18. Aarh., om dets Bygningsejendommeligheder som om dets Bekvemmeligheder og Ubekvemmeligheder. Foruden Kælder var der i Forhuset kun Stue og første Sal samt et Par Loftsværelser i Tagetagen. To meget smalle Sidelænger forbandt Forhuset med Baghuset, der vendte ud til Børsgraven, mens Forhuset havde Facade mod Havnen. Forhuset var beregnet til Forretningsbrug, 11 Kontor og Lager i Stue og Kælder, og til Beboelse paa første Sal; i Sidelængerne var Udenomslejlighed, i Baghuset Stald, Vognremise og Lofter. I Kælderen var der nu Urtekramhandel, Stuen var indrettet til Beboelse, og dær bode den døvstumme Portrætmaler Hunæus3, der netop i de Aar malede sit bekendte Genrebillede "Store Bededag paa Volden". Første Sal optoges af Ejeren, og paa Kvisten residerede jeg i et stort Værelse med Alkove og Brænderum bag. Den Guldbergske Lejlighed, karakteristisk for den Tid, bestod af en stor, smuk Sal i Midten og et Etfagsværelse paa hver Side af Salen. Der var Fløjdøre mellem de 5 Alen høje Stuer, og naar Dørene stod aabne, tog det hele sig meget herskabeligt ud. Til Gengæld var Stuerne bag ved smaa og mørke og vendte ud til en ussel lille Gaard med de i Datiden nødvendige Anstalter, Vandpost, Skarnkule og Nødtørftshus. Ogsaa Økonomilejligheden var elendig. Baghuset var nu i den øvre Etage indrettet til Beboelse. Det vendte, som sagt, ud til Børsgraven, der dengang gik fra Havnen ved Knippelsbro op forbi Børsen til Christiansborg Slotsplads, hvor Slotsholms Vagt, en Toetagesbygning laa for Enden af Graven med Vagtstuer, Skilderhuse og Skildvagter. I den øvre Etage, der ved et Galleri var forbundet med Børsen, hade der i ældre Tider været kongelig Skræddersal; senere benyttede Mønten Lokalerne.
Nu er det alt forsvundet og Børsgraven forvandlet til den brede Slotsholmsgade.
Ejendommens Hovedfacade vendte ud imod Havnearmen, der gaar ind forbi Holmens Kirke og rundt om Slotsholmen. Man saa tværs over den til Gammelholm, hvor et lille Haveanlæg og Græsmarker omgav Admiralens palæmæssige Bolig, medens Holmens Lagerbygninger og Værksteder holdt sig i sømmelig Afstand i Baggrunden. Det var et helt idyllisk Landskab derovre paa Gammelholmen, især om Somren, naar Admiralens Ko græssede paa Marken og Pigen kom med Spand og Stol og satte sig til at malke den, mens Aftenklokkerne ringede henne i Holmens Kirke. Udsigten var dog kun helt fri, naar Finneskibene ikke fyldte Havnen her. De hade nemlig deres faste Plads ved Bulværket udfor Nybørs. De kom gerne hen paa Vaaren, saasnart Isforholdene oppe i Østersøen tillod det, kom toplastede med Brædder, Planker og Bjælker til højt op paa Masterne. Det var store tremastede Barkskibe, og ved den knap tilmaalte Kajplads laa de Side om Side med Stævn og Bovspryd ragende langt ind over Gaden. Her holdt Tømmerhandlernes Vogne i Række og paalæssedes af Finnematroserne, der under en tungsindig 12 Tællesang løftede Brædder og Planker op paa deres Skuldre og bar dem i Land. Naar Skibet var losset, haledes det baglæns ud af Rækken, blev af en Robaad møjsommelig bugseret ud i Havneløbet, hvor det satte lidt Sejl til og manøvrerede sig videre gennem Havnen paa Hjemrejse efter en ny Ladning, hvis Aarstiden var dertil. En Skipper, der var lidt rask i Vendingen og hade Vinden med sig, kunde gøre Rejsen to-tre Gange i Løbet af Somren og Efteraaret. Losningen gav Liv og Røre i Gaden Dagen igennem, men efter Fyraften og om Søndagen var der stille. Der fandtes kun et Par skikkelige Beværtninger i Gaden, og Finnerne hade til daglig ikke mange Penge til Raadighed. De var ogsaa dødtrætte efter den fjorten Timers Arbejdsdag og Slæbet med den svære Trælast. Det var forholdsvis sjælden, at en fuld Finne gjorde Halløj i Gaden; for, naar han drak, drak han sig gerne døddrukken med det samme, saa han maatte bæres ombord. Om Søndagen holdtes der Storvask for aaben Scene paa Morgenstunden, og om Eftermiddagen, naar Mandskabet hade Landlov, sad der gerne en enlig Vagtmand med en Harmonika og forlystede eller trøstede sig ved at spille sit Hjemlands tungsindige Melodier og en Gang imellem synge til, hvad der blot gav Stemningen et endnu tungsindigere Præg af Forladthed.
Kvarteret ved Børsen hade dengang et Særpræg, som det senere har mistet. Selve Børsen var ganske vist ikke længer den Salgshalle, som jeg huskede fra mine Barndomsbesøg i Hovedstaden, da man gik gennem Børsen i hele dens Længde fra Indgangen over Børsrampen til Udgangen i den modsatte Ende, som gennem en Basar med Boder til begge Sider og Udsalg af alskens Sager, Kramvarer, Bøger og Brugsgenstande. Nu var Salen ryddet og udelukkende bestemt til Børsbrug, og Udsalgene var henvist til Boder i Bygningens Stueetage ud til baade Børsgraven og Havnen, men naar man passerede disse, særlig om Somren, mens Dørene stod aabne, indaandede man den samme duftsvangre Luft som tidligere oppe i Salen, nu yderligere tilsat en kraftig Dosis Lugt af Søvand og Sejldug, Tjære og Trælast, som stammede fra Skibene og Havnen paa den anden Side af Gaden. Hele Formiddagen og et godt Stykke ud paa Eftermiddagen var der livlig Færdsel af forretningstravle Mennesker, helt forskellig fra den Passagetrafik, som nu foregaar der mellem Byen og Christianshavn. Børskvarteret var som en lille Verden for sig; det var ikke langt fra, at alle Mennesker, som hørte til der, kendte hverandre, og naar jeg fra mit daglige Arbejde i det lærde Kvarter omkring Frueplads kom dertil og gik langs Børsen 13 gennem de vekslende Dufte fra Butikerne og saa paa Skibene og hørte Finnematrosernes Opsang, var det ligesom jeg kom hjem, hjem til noget, jeg kendte fra Barndommen af.
Og det var ikke underligt, for jeg fik meget hurtig et virkeligt Hjem i det Guldbergske Hus. Herren i Huset var en udpræget Tidstype, stokkonservativ, gennemtrængt af Aanden fra "Vi alene vide"-Tiden. Frederik VI var hans Ideal, Christian VIII hade været svag og eftergivende, og Frederik VII var umulig og forargede ved sit Ægteskab med "Grevinden". Den almindelige Valgret var en Ulykke for Landet; Grundloven ogsaa; Ørsted og Bluhme var de eneste Statsmænd, Danmark hade haft i dette Aarhundrede, Hall, Lehmann og de andre nationalliberale Rodhuggere endte nok med at sætte Landets Eksistens til ved deres Eiderpolitik; Censuren burde aldrig været afskaffet, Ploug og Bille nedbrød Respekten for Autoriteterne, og Bondebæsterne bildte sig nu ind, at de skulde være med om at styre Land og Rige. Det var en Himlens Lykke, at Rotwitt gik hen og døde saa hurtig, for ellers var det vel endt med, at vi hade faaet "Skomageren" I. A. Hansen, den gale Tscherning og Balthasar Christensen til Ministre. Det hade været en nydelig Skandale, men som jo for Resten passede til den anden med Berling og "Grevinden". End ikke Monrads Dygtighed som Indenrigsminister vilde han anerkende. Han hade jo i den forløbne Rigsdagssamling ved sin Fæstelovgivning ødelagt det gode Forhold mellem Godsejerne og deres Fæstere, og om hans Omordning af det københavnske Skattevæsen var heldig, skulde først Tiden vise. "Flyveposten", det konservative og helstatlige Blad, der redigeredes af Sisbye og Davidsen, og som endnu dengang bevarede noget af den Anseelse, det hade erhvervet sig i 40rne som arg Modstander af al Nationalliberalisme og Skandinavisme, var hans Livorgan, men han holdt ogsaa "Berlingske Tidende", og begge Blade blev grundig gennemlæste hver Aften, undtagen de, han tilbragte i "Logen". For han var høj Frimurer, hvad han vistnok kunde takke for, at han trods et finansielt Sammenbrud under Pengekrisen i 1857 holdt sig nogenlunde oven Vande og reddede baade Ejendom og Forretning. Men til tidligere Velstand naade han aldrig mere. Han hade engang været en velstaaende Mand; hade 1822 arvet en god Forretning efter sin Far, der var en kendt københavnsk Borger i Aarhundredets Begyndelse, Tømmerhandler, Grosserer, Kaptajn i Borgervæbningen og Ejer af Jordegods4 i Syd-Vestsjælland, hvor en af hans Døtre blev gift med en Qvistgaard af den kendte Godsejerfamilie.
14 Af den fordums Herlighed var der nu ikke meget igen. Men Guldberg hade ikke mistet Fornemmelsen af, at han var født til den og egentlig hørte hjemme i de højere Krese af Samfundet. Han var Selvhersker baade paa sin Tømmerplads og hjemme i sit Hus, dog ikke synderlig farlig for sine Omgivelser. Men det var alligevel en Lettelse for dem, naar han efter Hjemkomsten fra Pladsen forlod Dagligstuen og satte sig ind i Kontoret og med sin Merskumspibe og en Kæmpe-Kontorkop Te gav sig til at læse Aften-Berlingeren; for saa kom han ikke igen før ved Sengetid, og saa passerede han i Almindelighed kun Stuen paa Vej til Sovekamret. Han hade et Træben og gik med Stok, saa vi kunde altid høre, naar han kom, og indrettede os derefter. Træbenet hade han som ganske ung hæderlig erhvervet sig tillige med et Par andre mindre Læsioner under et Redningsforsøg ved en Ildebrand, hvor et Stykke Mur var styrtet ned over ham. Han gjorde sig aldrig til af sin Uforfærdethed ved denne Lejlighed, og det øgede jo Ens Respekt for ham. Han hade ondt ved at gaa og kørte derfor altid til og fra Tømmerpladsen, ude i Dronningens Enghave bag Tivoli, i en gammel Kalechevogn med stort Forlæder og uden Buk. Han sad dybt inde under Kalechen med sin gamle Hund "Svip" ved Siden og kørte selv Hesten; den var gammel og skrøbelig som hele det øvrige Køretøj, der ved sit ejendommelige Udseende var kendt i hele København. Ved overordentlige Lejligheder, naar man kørte paa Visit om Søndagen eller omkring i Byen for at se paa Illumination i Anledning af Prinsesse-Brylluper, blev der sat Buk paa Ekvipagen og en Kusk med Sølvtresse om Huen paa Bukken, og de to Arbejdsheste spændtes for, der til Hverdag gik for Tømmervognen og hade en To5, der var lidt vanskelig at faa striglet glat. Saa kom Herskabsfornemmelsen op i den gamle Herre, dær han sad under Kalechen, saa det fint pibede Kalvekrøs med den store Diamantnaal formelig struttede derved.
Hans Kone6 var en Snes Aar yngre end ham, og hun hade nok ikke taget ham den første Gang, han friede. Men da hun omsider gjorde det, blev hun ham en god Hustru. Hun var et udmærket Menneske, lige saa rettænkende og varmtfølende som uegennyttig og hensynsfuld. Hun var sidst i 30rne, da hun første Gang bød mig velkommen i sit Hjem, og den Tillid og Sympati, hendes venlige Væsen og smukke Skikkelse straks vakte hos mig, bevarede jeg Livet igennem til hendes Død. Og hun døde først 1917, da hun var højt oppe i 90rne, og jeg selv en gammel Mand. Jeg saa altid i hende den, der i min tidlige Ungdom hade taget sig saa moderligt af mig.
Hendes Kaar var ikke helt blide. Hun var ved sit Giftermaal 15 gaaet ind til Velstand, men den var længst forbi. Det gjaldt nu om at holde det gaaende, og det var vistnok derfor, hun tog en Pensionær i Huset. Saa fik hun lidt flere rede Penge mellem Hænderne. Fortjenesten derved kunde ikke være stor; for jeg betalte kun 15 Rgd. om Maaneden for Bolig, Kost og daglig Pasning. Lys og Brændsel holdt jeg mig selv med. Fru Guldberg var en dygtig Husmor, der forstod at bringe det mest mulige ud af det forhaandenværende. Det forstod hun overhodet i alle Livets Forhold. Ikke mindst overfor sin Mand, hvem hun var fuld af Omhu for, og hvis Enehersker-Væsen hun klogt bøjede af for, saa Uoverensstemmelse aldrig blev mærkbar. Hun bevarede derved den Magt over ham, som hendes Ungdom og Skønhed i sin Tid hade givet hende. Han beundrede og paaskønnede hende stadig, og det gav sig nu og da Udtryk i en chevaleresk Elskværdighed, der klædte den strenge gamle Herre.
Vi unge – der var to Døtre og to Sønner7, jævnaldrende med mig – holdt os gerne i ærbødig Afstand fra Husets Herre, og det kunde aldrig falde os ind at tale først til ham. Aanden og Formen fra hans Barndomshjem var den officielle – naar han var tilstede. Ellers ikke. Fru G. var altid med os unge. Dog ikke, naar Bedstemor8 og Tante Rikke9 var i Stuen. Saa var hun ret i Ryggen og utilnærmelig. De to var Hr. G.s Mor og ugifte Søster, begge to højt oppe i Aarene. De bode i en Lejlighed i Baghuset ud mod Børsgraven, men spiste til Middag ved Familiens Bord. Hr. G. var kun om Søndagen med ved Middagen, men de andre tos Tilstedeværelse var nok til at lægge Trense10 paa Livligheden hos os unge. Der blev kun spurt og svaret det allernødvendigste, og naar Maaltidet var til Ende, sad vi og talte Minutterne til, at de to gamle atter vilde forsvinde. Jeg hører endnu Lyden af den gamle bidske Dames Stok gennem Værelserne, naar hun kom, og naar hun gik, og den sidste var unægtelig den behageligste. Naar den svandt i det fjerne, kunde vi godt falde paa at ta hinanden om Livet og danse rundt paa Gulvet. De var ikke elskværdige, de to gamle Damer, i det mindste ikke mod os unge eller mod Fru G. De betragtede hende egenlig som en Slags Outsider og Ægteskabet nærmest som en Mesalliance, deres Søn og Bror hade indgaaet. Han skulde haft en rigere og fornemmere Kone, f. Eks. en af Slægten Jacob Holm & Sønner eller en anden af de store christianshavnske Familier, som man i Velmagtsdagene hade staaet paa Omgangsfod med, og som man endnu ved særlig højtidelige Lejligheder var sammen med. Just den Dag, jeg kom der i Huset, hade Hr. og Fru G. været med ved Hans 16 Albecks og Jacobine Holms Bryllup11, og alt, hvad der var hændet ved denne Lejlighed drøftedes i Uger efter, saa jeg kom grundig ind i de Holmske Familieforhold og fik Rede paa baade Christians og Josephas12 Fuldkommenheder.
Var vi unge – Fru G. indbefattet – alene, hade vi det altid hyggeligt og tit fornøjeligt. Især Søndag Aften, da der gerne kom anden Ungdom i Besøg. Saa blev der leget, nu og da ogsaa danset, men mest leget de da brugelige Selskabslege: Ordsprogsleg, Panteleg, Trillen med Bund, Blindebuk, Tampen brænder m. m. og det gav jo rig Anledning til al Slags Smaaflirt i den Tids Stil. Kunde man i Panteleg redde sig et Kys af den elskede Genstand, selv om hun strittede imod og man under Tilskuernes Jubel fik en Lussing i Tilgift, var man henrykt og overmodig Resten af Aftenen. Hvor det dog alt sammen var uskyldigt! Og hvor nydeligt og graciøst de unge Piger kunde lege med En, overse og indbyde, vælge og vrage, saa man aldrig vidste, om man var købt eller solgt. Lykkelige Ungdom med alle dens Kærlighedssorger! Det var dog dem, der gav Livet dets dyreste Indhold. – Om Somren gjorde vi Skovture til Tømmerpladsen ude bag Tivoli og den gamle Roskilde-Jernbanestation. Det var en helt fremmed Verden, langt borte fra Byen og det daglige Liv. Vi hade Madkurv med, og der var Ildsted og Rekvisiter derude, saa vi kunde varme Mad og koge Vand paa Maskine. Og hvilken Legeplads var der ikke mellem Bræddestablerne, i Lagerrummene og paa Bjælkeflaaderne, der flød nede i "Tømmergraven", eller i Græsset under de store Almetræer13 i Udkanten af den omfangsrige Plads. Det største af disse Træer, en mægtig Poppel ved Indgangen til Pladsen, hvor et Smedejerns-Skilt fra det foregaaende Aarhundrede mellem Snirkler og Sving angav, at her var "Guldbergs Tømmerplads", blev staaende, indtil Gadeanlæget nødvendiggjorde dets Forsvinden. Fru G.s Fødselsdag14, den 4. Juni, fejredes derimod hos Josty i Frederiksberg Have eller ved Schweizerhuset i Søndermarken, hvor vi ogsaa selv bragte Maden med og fik Vand paa Maskine eller Chokolade og Kager, og hvor vi legede Tagfat og Skjul eller To Mand frem for en Enke.
–oOo–
Men Livet i disse Aar var jo ikke lutter Leg. Der skulde ogsaa arbejdes, og det blev der. Jeg vidste, at min Far bragte føleligt Offer for at kunne holde mig i København. Hans Indtægter var usikre og ikke altid gode, saa det kneb nok nu og da med at skaffe, hvad mit Ophold og den ret kostbare Undervisning krævede. Men han lod mig det aldrig høre, stak mig endog nu og da en ekstra 17 Femdalerseddel ud til at gaa i Teatret for eller til anden Fornøjelse sammen med mine Kammerater. Der var kun et, han tog Løfte af mig om ikke at gøre, nemlig at spille Billard paa offenlige Steder i København. En Fætter af mig hade været lige ved at gaa i Hundene gennem den Sport. Og det Løfte holdt jeg. Først en Snes Aar efter løste jeg mig fra det og gik som Redaktør af Illustr. Tidende hver Fredag Aften, naar Bladet var færdigt til Trykning, sammen med Bogtrykkerne Nielsen og Lydiche, Xylograf Pauli og "lille Schiøtt", Julius, Ideernes Fader, Redaktøren af "Nordstjernen", der ogsaa blev trykt hos Nielsen og Lydiche og ligeledes var færdigt for Ugen, ud til "Gimle" paa Frederiksberg og spiste til Aften og spillede à la guerre15 til ind i de smaa Klokketimer. Det var jo tilmed ikke engang i København, saa bogstavelig brød jeg heller ikke da Løftet til min Far.
Jeg passede mine Sager forsvarlig og fik gode Vidnesbyrd af mine Lærere. "Det var med megen Glæde," skrev engang min Far til mig, "at jeg for nogle Dage siden fik vedlagte Vidnesbyrd fra vor venlige Dahl. Bed ham modtage min hjerteligste Tak for samme, ligesom ogsaa du selv bedes modtage din kærlige Faders Erkendelse af din Flid og hele Maade at være paa. Imidlertid maa jeg bede dig ikke at lade din Lyst til at glæde mig være en saa stærk Drivfjeder ved Arbejdet, at det kan skade dit Helbred." Da jeg hade underrettet dem hjemme om Udfaldet af den skriftlige Del af Eksamenen, skrev han: "Min kære Dreng! Modtag først min Tak, ikke alene for den saa vel overstaaede skriftlige Del af din Eksamen, men ogsaa for al din Anstrengelse. Det vakte naturligvis overordenlig Glæde hos os alle her hjemme, da jeg efter at have faaet Lov af Moder at aabne Brevet, læste om Udfaldet. Jeg hade lige sagt: Imorgen tidlig har vi nok Brev fra Gutten. Gid det maa have gaaet ham godt. – Jeg sov halvanden Time længere imorges af bare Glæde .... Moder hilser dig saa kærligt, som du nok ved. Naar du atter skriver hjem, saa skriv til hende. Hun bliver altid saa glad, naar hun faar Brev, og jeg faar jo nok alligevel min Del af det."
Det Dahl-Nansenske Kursus til Artium var indrettet saaledes, at Eleverne var delt i Hold paa 4-6, som gik fra den ene Lærer til den anden og fik en lille Time i vedkommendes Fag. De fleste Lærere bode omkring Universitetet, Dahl selv paa Hjørnet af Nørregade og S. Pederstræde; men enkelte bode længer borte som Overlærer Kerrn i Glaciet udenfor Nørreport, Chr. Bruun fra det kgl. Bibliotek nede i Løngangsstræde og Carl Drebolt i Nikolajgade. 18 Bode nogen langt borte som Historikeren Edv. Holm, ude paa Vesterbro, mødtes vi etsteds inde i Byen. Naar jeg senere i Livet traf Professor Holm, mindedes han altid vore Timer i mit Kvistværelse med den vide og ejendommelige Udsigt over Havnen og Gammelholm.
Vi kom godt ud af det med vore Lærere, selv med den noget knarvorne, overpertentlige Kerrn, der nok ikke var videre elsket af sine Elever i Metropolitanskolen. Han læste Græsk med os og var en stiv Grammatik-Pisker, hvad der just ikke skulde gi os Kærlighed til Sproget eller Interesse for Forfatterne. Vi foretrak ubetinget Herodot for Platon; for han var betydelig lettere at oversætte. End ikke Homer kunde han faa vakt vor Smag for; ogsaa han blev det bare Grammatik. Om Aanden i Værkerne var der aldrig Tale. Han hade mere Sans for Aanden i Naturen og især for Ordenen, Havemand som han var. Han var en ivrig Rosedyrker, og naar vi en Sommerdag overraskede ham nede i hans sirlige Have bag Huset, han bode i, og saa foreslog ham at blive, hvor vi var og ta Lektionen dér midt i Rosenduften, skubbede han Kalotten bag i Nakken, bakkede lidt paa sin Merskumspibe og sa saa, idet et godlidende Smil glimtede ud gennem de hornkantede Briller: "Naa, saa det skal være Rosarium idag og ikke Glosarium – ja hvorfor ikke?"
Den Lærer, vi fik det stærkeste Personlighedsheds-Indtryk af, og som derfor hade den største Indflydelse paa os, var selve Kursus-Lederen, Magister Dahl, "F. C. B." som vi kaldte ham efter hans Forbogstaver. Han var Fyr og Flamme, altid oppe, aldrig sløv, og han sled dog i det med det ene Hold efter det andet fra tidlig Morgen til ud paa Eftermiddagen. Han læste Matematik og Naturlære med os, men der blev i hans Timer ogsaa Tid til at drøfte sociale, politiske ja endog religiøse og etiske Spørgsmaal, naar et eller andet gav Anledning dertil. Han var Frihedsmand om en Hals, Republikaner og ikke saa lidt Fritænker i religiøse Sager. Hans Oppositionslyst var stor af Naturen og vistnok næret ved, at han hade faaet en Afhandling for Doktorgraden tilbagesendt, fordi den, som han sa, var for radikal i sit Grundsyn. Han dyrkede Platon og anbefalede os at læse ham, selv om det skulde knibe med altid at forstaa ham. Han holdt engang et helt Foredrag for os om "den store Eros", og han gjorde det med en saadan Ildfuldhed, at han trods sin lange Pibe og de broderede Morgensko ligesom selv blev en Personliggørelse af den Betagelse og Sjæleglød, der er Begrebets inderste Væsen. Selv var han Dyrker af alle de fire Kardinaldyder: Visdom, Mod, Retfærdighed og Maadehold, ikke mindst den sidste, hvad vi følte, naar vi saa de spartanske Forhold, hvorunder han og hans Familie 19 levede deres lykkelige Samliv. Det laa iøvrigt til hele den Dahlske Familie, hans Forældre og Søskende; de dannede et harmonisk og uadskilleligt Hele. Hans Far, den bekendte Overlærer-Professor og Sprogmand, Udgiveren af Meyers Fremmedordbog, bode med Hustru og Døtre i Nærheden, Brødrene Peter og Bent paa Kollegier tæt ved, og Familien mødtes næsten daglig og fulgtes gerne. De fulgtes i Livet, og de to gamle, Professoren og hans Kone, fulgtes ogsaa faa Dage efter hinanden i Døden (i Januar 1864). Det var nogle morsomme smaa Mennesker alle sammen, beskedne og gammeldags i deres Væsen og Fremtræden; kun Frederik, den ældste af Børnene, var livfuld og ilter. Han var et udmærket Menneske, varm og aaben og uforsagt. Hans Elever saa op til ham; Timerne hos ham var de bedste, selv for dem, hvem Sinus og Kosinus og pi med alle dets Decimaler var en Rædsel. Og han var en udmærket Ungdommens-Lærer. Hans Personlighed virkede saa stærkt, i hvert Fald paa mig, at han, vistnok mere end nogen anden af mine Lærere, har været medbestemmende ved Udformningen af mit Syn paa Livet og dets Opgaver. Han har utvivlsomt været en dygtig Leder af Skolen i Slagelse, hvis Styrelse han overtog 1867, Ven og Raadgiver for baade Lærere og Elever. Men at han, Frihedsmanden, ved Folketingsvalget den 3. Jan. 1879 "Opløsningsvalget" paa det vestindiske Spørgsmaal, lod sig opstille og blev valgt som Højres Mand i Sorø Amts 3. Valgkres og derefter repræsenterede Kresen under Provisorietiden til 1892, forstaas kun, naar man har oplevet og til et vist Punkt selv været med i den oprindelig frisindede Nationalliberalismes gradvise Omformning til Konservatisme og Reaktion. Hans Opfattelse af Begrebet "Folket" var nok ogsaa græsk bestemt som omfattende de bærende Borgere i Samfundet, men ikke Demos hverken i Byerne eller paa Landet. Da det ved Valget i 1879 lykkedes ham at slaa sin tidligere Meningsfælle Tauber, der hade repræsenteret Slagelse-Kresen siden 1872 og gjort det gamle Højreblad "Sorø Amtstidende" til et indflydelsesrigt Venstreblad, var Forvandlingen fuldbyrdet for Dahls Vedkommende. Vistnok hade hans Svigersøn, den bekendte Slagelse-Læge og ivrige Højrepolitiker Emanuel Fraenkel, bidraget til dertil. I Tinget kom Dahl ikke til at spille nogen Rolle. Han gik nærmest omkring derinde, som om han ikke rigtig hørte til dær.
Helt forskellig fra Dahl var Kursusets anden Leder, den teologiske Kandidat F. P. Nansen. Han var en Søn af "gamle Nathansen" Berl. Tidendes Redaktør, der levede endnu, en Mand paa over de 80, men rask og rørig nok til nogle Aar efter at genoptage Ledelsen af Bladet, som han var fratraadt nogle Aar forinden. Sønnen hade, 20 ligesom en ældre Bror, skiftet Trosbekendelse og ændret Navn og givet sig til at studere kristelig Teologi. Men han og hans Far var lige gode Venner for det, og den gamle besøgte jævnlig Sønnen i Kronprinsessegade, hvor han bode i en Sidebygning med sin unge Kone, født Buchheister, der nylig hade skænket ham en Søn, hvad han var meget stolt af. Det var Peter Nansen, der bortset fra de enkelte graa Haar, han senere til Tider satte sin Far i Hodet ved sin ikke altid kristelige Vandel og literære Virksomhed, vedblev at være hans Yndling og Stolthed Livet igennem. De var heller ikke saa lidt aandsbeslægtede, hade samme alsidige Sind og hurtige Hode og mildt forstaaende Syn paa Mennesker. Han var meget livlig og meget snakkende, men lod sig let distrahere, saa han kom ind i en ny Tankegang og glemte, hvad han egentlig vilde sige. Vi skrev danske Stile til ham, og Besvarelsen af hans Opgaver førte tit til ivrige Diskussioner; han var nærmest konservativ i sociale og politiske Spørsmaal. En hjertensgod Mand var han, og det kom mer end en af de mindre velstillede Kursusdeltagere til Gode. Han stod nemlig for Regnskabet, og han var en langmodig Gældner, der kun nødig mindede sin Skyldner.
Vore andre Lærere har jeg kun vage Erindringer om som Lærere, og der var dog dygtige Mænd mellem dem som Edv. Holm, den senere historiske Professor, Forfatteren af Danmark-Norges Historie i det 18. Aarh. og Chr. Bruun, der snart efter blev det kgl. Biblioteks Chef. Jeg mindes ikke engang bestemt, hvad vi læste med dem, men det var vist Latin; Cicero med Holm og Æneiden med Bruun; mulig afløste den ene den anden. Men Bekendtskabet med dem begge holdt sig Livet igennem. Naar jeg kom ind i det gamle kgl. Biblioteks smalle Udlaansbaas, hvor Kerberos Brosbøll sad ved Skranken og snerrede ad dem, han ikke kunde lide, og paabød Tavshed, hvis man talte for højt, mens Wahl, Elberling, Weke og Bruun sad ved Pultene bøjet over deres Arbejde, Bruun længst henne ved Vinduet, kom han gerne hen til mig og tog mig med ind i den pompøse Bogsal med Søjlerne og det sort- og hvidtavlede Flisegulv for at vise eller meddele mig et og andet eller maaske bare for at snakke lidt med et andet Menneske end dem derinde ved Pultene. Han hade saadan en blød og behagelig Stemme og talte blidt og sagtmodig som en ægte Bogmand, selv naar hans Domme og Udtalelser om andre var alt andet end blide og sagtmodige. Ogsaa den anden fremragende Biblioteksmand, den senere Overbibliotekar ved Universitetsbiblioteket Soph. Birket Smith hade jeg en kort Tid til Lærer (i Botanik) dog længe nok til at knytte en Venskabsforbindelse, der 21 varede. Der var kun 6-7 Aars Forskel i vor Alder, og vi hade under mine Studieaar literære Interesser tilfælles, ligesom jeg ogsaa dengang færdedes meget inde i selve Biblioteket sammen med ham, mens jeg gennemgik den ældste danske Litteratur, som var hans Speciale. Senere fik vi ikke saa meget med hinanden at gøre, men vi vekslede dog Breve endnu i hans sidste Leveaar, hvor jeg hjalp ham med at finde ud af Forfattermærket under nogle Avisartikler i et helsingørsk Dagblad. Han var da omkring de 80, men arbejdede med samme ihærdige Flid som i de yngre Aar. Nu var det paa Fortsættelsen af Erslews Forfatterlexikon, som han vilde føre 25 Aar frem til 1878, et uhyre Arbejde, som han næsten naade at faa fuldført. Jeg besøgte ham et Par Gange i de Aar og mødtes altid ved min Indtræden af hans blide, lidt vemodige Smil og sad længe og lyttede til hans sagte og sagtmodige Tale. Jeg kendte det ligesom igen fra vor Ungdom af.
Den muntreste og mest kammeratlige af vore Lærere var Carl Drebolt, cand. jur. og ansat i et eller andet ministerielt Revisionskontor. Han læste Historie med os. Han hade en fænomenal Hukommelse, saa han kunde ikke blot citere Alverdens Vers og Sentenser, men han kunde læse en Spalte Avertissementer i Adresse-Avisen to tre Gange igennem og saa ramse dem op baade ovenfra nedefter og omvendt uden at ta fejl. Han kunde selvfølgelig baade Allens Danmarkshistorie og Thriges Verdenshistorie udenad og terpede dem igennem med os, saa i hvert Fald nogle Navne og Aarstal blev uudslettelige i vor Bevidsthed Livet igennem. Det var rigtig Eksamenslæsning; men naar vi var hørt i Lektien, fik vi "Lov". Saa kom han med sine egne Historier og Indfald og Udfald, der kunde være groft sarkastiske, men sjælden saarede. Vi hade en Tid paa Partiet en lang Junker med et langt Navn, der nok holdt af at tale om sit Adelskab og sine Forfædre. Drebolt gjorde Løjer med begge Dele, og da jeg en Dag stemte i med og paastod, at min Slægt kunde føres tilbage til Gallernes og Schyternes forenede Indfald i Italien i det 5te Aarh. f. Kr. gik Drebolt straks ind derpaa og sa, at Slægten i hvert Fald hade været her i Landet siden det 15de Aarh. eft. Kr. og det Par tusen Aar, der var imellem, var det jo ikke værd at tale om. Junkeren, der var rask i Vendingen, replicerede øjeblikkelig, at nu kunde han bedre forstaa det mongolske i min Apparition, for Schyterne var jo Mongoler, og saa var det vel ogsaa mig, der hade lavet den fjollede Vise om Kejseren af Kinesiens Land. Det var ellers Drebolts Mesterværk paa Visens Omraade.
II.
Vi var fem paa det Hold, hvortil jeg hørte. De fire andre var Adolph Jacobi, den senere Fattigborgmester i København, der endte som Konferensraad, Nicolai Bøgh, der som Forfatter og Lærer ved Hærens Underofficerskole blev til Professor, Emil Salomonsen, ældste Søn af Generalkonsulen og Hofurtekræmmeren paa Kongens Nytorv, og Hans Anker N. en Proprietærsøn fra Bornholm. De to sidstes Livsskæbne var ikke saa lysende som de to førstes. Salomonsen var alt dengang højst aparte; han hade været nogle Maaneder i Paris og var blevet en komplet Jean de France, der elskede at anbringe franske Ord og Vendinger i behørig Nasaltone, naar han – med Besvær – skulde udvikle noget paa sit Modersmaal. Vi gjorde Nar af ham og talte "Parlez-vous-Fransk" til ham, og selv kunde han ogsaa le med ad sin Naragtighed; men han nød at gi Rollen og blive lagt Mærke til. Der var en Skrue løs et eller andet Sted i hans ellers ganske gode Hode, og han endte da ogsaa paa en Sindssygeanstalt. – Hans Anker N. var en ret godmodig men energiløs og noget stædig Kavaler. Han hade sat sig i Hodet, at han ikke kunde lære Matematik, og saa var der ikke noget at stille op med ham. Han sad og glode paa den letteste Ligning af 2den Grad, til en af os forbarmede sig over ham og hjalp ham paa Gled. Derimod var han en stiv Græker og ogsaa en dygtig Latiner, men Græsken var hans Force; der var ikke den indviklede Sætningsbygning, han ikke klarede som en Mis, og han citerede lange Stykker af Iliaden udenad paa Græsk. Derfor var han ogsaa Kerrns Yndling, men ved Eksamen dumpede han i Matematik, og saa opgav han at blive Student. Han trøstede sig med, at han altid selv hade sagt, at saadan vilde det gaa. Han var Fatalist og sa tit, halvt i Spøg og halvt i Alvor, at hans Livsskæbne var bestemt, og at han kendte den; han var sikker paa, at han vilde gaa i Hundene. Iøvrigt levede 74 han et stilfærdigt Liv og skejede ikke ud i nogen Henseende, saa vidt vi vidste. Vi kunde alle godt lide ham og hade ondt af ham, da det gik ham ilde ved Eksamen.
I mer end 30 Aar hverken saa jeg ham eller hørte noget om ham andet end, at han hade givet sig til at være Farmaceut. Saa en Dag stod han i min Stue og spurte, om jeg kendte ham. Jeg kendte ham øjeblikkelig; han lignede ganske sig selv: samme lidt kejtede Bevægelser samme lidt forsagte men godlidende Udtryk. "Men det er jo Hans Anker! – Om jeg kender dig?" Hvorpaa jeg begyndte:
Menin aeide, thea, Peleïadeo Achileos
ulomenen, he myri' Achaiois alge' ethekon,
Han lo stort og fortsatte:
pollas d'iftimus psychas Aïdi proïapsen
heroon, autus de heloria teuche kynessin
Han kunde endnu sin Iliade.
Venskabet var fornyet. Jeg bød ham med ind til Frokost, hvorunder han gav en kort Oversigt over sit Levnedsløb i de forløbne 30 Aar. Han var farmaceutisk Kandidat, hade været paa forskellige Apoteker omkring i Landet og hade nu sidst ligget paa Frederiks Hospital, hvor han en Dag hade set mit Navn i Avisen og saa hade tænkt at opsøge mig. Han tog godt for sig af Retterne og drak lidt rigelig til. Da vi bagefter kom til Sæde i min Stue og fik Cigarerne tændt, blev han noget tavs og tankespredt, men kom saa endelig frem med, hvad der laa ham paa Sinde: Han hade faaet Tilbud om en Plads paa et Apotek ovre i Jylland; men han manglede nogle Penge – Hospitalet og bagefter hade kostet – han manglede 30 Kr. til Rejsen. Om jeg vilde laane ham dem?
Jeg blev straks noget overvældet af dette Bevis paa hans Venskab og Tillid; men afvise det, syntes jeg ikke, jeg kunde. Han fik Pengene, vilde gi Kvittering, hvad jeg dog ikke ønskede, takkede rørt, med Taarer i Øjnene og forsvandt snart efter. Der var kommet ret lange Pavser i Samtalen. – Fjorten Dage gik, saa var han der igen. Det var desværre ikke blevet til noget med Pladsen i Jylland, han hade faaet Afbud; men nu hade hans Søster paa Bornholm skrevet, om han vilde komme over til hende og være der, til han fik Plads; det vilde han gerne – han vilde rejse samme Aften med Dampskibet – men det kneb med Penge til Rejsen; de, han hade faaet af mig sidst, hade han maattet leve for. Om jeg vilde laane ham 20 Kr. til, saa skyldte han mig lige 50. – Jeg saa lidt længe paa ham, til han blev nervøs og flakkende i Blikket; saa sa jeg:
75 "Jeg vil gi dig 10 Kr. og slaa en Streg over de 30; men saa maa du ikke komme oftere. – Der har du dem."
Han tog dem; mumlede Tak! uden at se paa mig, vendte sig og gik. Han var noget slap i Koderne, og nu saa jeg først, hvor halvlurvet han var i Klæder og Holdning. – Et Par Dage efter kom jeg tilfældig en Formiddag ind paa en af Fiske-Restauranterne ved Gammelstrand, og hvem sad der ved et veldækket Bord med et pragtfuldt Torskehode, Øl, Snaps osv. og med Servietten stukket ind under Flippen, andre end min Ven Hans Anker. Jeg kunde ikke nære mig, men sa Velbekomme! idet jeg passerede forbi ind til et andet Værelse. Da jeg gik igen, var han forsvundet. Jeg spurte Opvarteren, om han kendte noget til den Herre, og om han ofte kom der. – "Ja naar han har Penge," lød Svaret. "Nu faar han ikke mere Kredit. Det ved han!"
Jeg hørte aldrig mere noget om Hans Anker; men det er jo ret rimeligt, at han med Sindsro selv har fuldbyrdet den Livsskæbne, han i sin Ungdom trode sig forudbestemt til at faa.
Nic. Bøgh var en velvoksen, køn Fyr med et aabent Ansigt og det lyse Haar i Krøl. Han kom mig venlig imøde, og jeg blev straks indtaget af ham. Han hade en naturlig Tilbøjelighed til at tækkes alle, og man drog aldrig hans Velvilje i Tvivl. Under vor peripatetiske Tilværelse, mens vi vandrede fra den ene Lærer til den anden, var han en underholdende Ledsager, hade altid noget at berette og gjorde det morsomt. Han var i Huset hos sin Onkel, Præsten ved Garnisonskirken Nic. Blædel, der bode i Bredgade for Enden af S. Anna Plads. Der var kønt og hyggeligt i hans Kvistkammer med Vedbend rundt i Vindueskarmen, Tegninger og Stik i Ramme paa Væggene, og mange Bøger i Reolerne. Han var allerede da en ivrig Samler af Bøger og Billeder, og hans æstetiske Interesser fremmedes i det Blædelske Hjem, som var Samlingssted for meget af det, der dude i de Dage. Og i Kamret ved Siden af bode hans ældre Bror Fredrik B., der formelt studerede Jura men reelt de skønne Videnskaber og Venskabet med ligesindede Skønaander som Vilh. Bergsøe, Fr. Algreen Ussing og Carl Drebolt. Han hade lige udgivet "Valkyrien", nordisk Digt i 20 Sange, et talentfuldt Efterklangs-Digt i Oehlenschlægers Stil, som vakte megen Opsigt i den ellers ret poesifattige Tid. Nic. Bøgh skrev ogsaa Digte og reciterede dem for mig, mens vi gik fra Lærer til Lærer – vi fulgtes gerne ad – og jeg beundrede ham og fandt hans Digte meget bedre end dem, jeg selv lavede, hvad de sikkert ogsaa var. Og med lidt Misundelse og Længsel 76 hørte jeg ham fortælle om alle de fremragende Mennesker, Lærde og Kunstnere og kendte Lægfolk, der kom i det Blædelske Hus, eller som han traf hos sin Bror, og som han besøgte i deres Hjem eller Studier, hvor han gjorde Iagttagelser, der ogsaa var værd at berette. Han samlede allerede da Stof til de Skildringer, han senere gav af Jerichaus, Chr. Winther, Signe Læssøe, H. C. Andersen o. a.
Med hans Eksamenslæsning gik det ikke saa godt. Den kedede ham rent ud sagt, og han gjorde ikke meget ved den. I Timerne kunde han sidde og falde hen og se fraværende og uforstaaende paa Læreren, men enhver Bebrejdelse mødte han med et vindende Smil eller en lille undskyldende Latter. Og saa drømte han videre. Resultatet blev da ogsaa derefter. Enten gik han slet ikke op, eller han faldt fra under Eksamen. Han blev i hvert Fald ikke Student dengang, men først tre Aar senere fra Borgerdydskolen i København. Han hade taget det fornuftige Parti, atter at sætte sig paa Skolebænken, og han trøstede sig ved sine yngre Meddisciples Beundring og Lærernes Velvilje. Da han hade taget Filosoficum, opgav han snart videre Eksamensstudier. Han tænkte nok en Stund paa at studere Teologi; men det blev aldrig til noget. Litterære Sysler con amore og Selskabslivet tog ham. Saa blev han Lærer i Dansk ved Flaadens Underofficerskole og fik som Belønning for sin Virksomhed her den klædelige Professor-Betitling. Nu og da tangerede vore Baner, som da han 1874 kom til Rom som Grosserer Puggaards Ledsager og blev optaget i min Kres. Han sendte mig gerne sine Bøger, og jeg anmeldte flere af dem, med varm Anerkendelse, især den ualmindelig fine Karakter- og Levnedsskildring af Signe Læssøe, vistnok hans bedste Arbejde. Jeg besøgte ham ogsaa nogle Gange i hans smukke Hjem paa en af de stille Villaveje ved Frederiksberg, hvor han levede et vistnok helt harmonisk Liv med sin elskværdige Hustru. I Ydre som i Indre blev han sig lig fra Ungdommen af; Livet gik sporløst hen over ham uden nævneværdige Sorger og Skuffelser eller andet af den Slags, som faar En til at gruble over, hvad Livet egenlig er værd.
Var Nic. Bøgh Holdets Idealist, repræsenterede Adolph Jacobi Realismen, Fornuften, for ikke at sige Snusfornuften. Han var vor Sancho Panza, naar vi andre drog i Leding mod Vejrmøllerne. Han var lidt forvokset og vidste det, men naar han sad trykket ind i sit Sofahjørne og ligesom gemte Deformiteten, følte han sin Overlegenhed og lod saa sin Spot spille mod os i ofte vittige og rammende Bemærkninger. Sine Sager passede han og hade ikke Svinkeærinder 77 af nogen Slags, skrev aldrig Vers uden en enkelt Gang for at vise os, at han ogsaa kunde "rime". Han og jeg læste tit sammen, lige ivrige, og inden vi skulde op i Historie, tog vi det sidste Par Dage hele Historien igennem ved Hjælp af Kofods fragmentariske Verdenshistorie, en ypperlig Bog til den Brug, fuld af kuriøse Smaahistorier. Jacobi og jeg fik ikke videre med hinanden at gøre senere i Livet. Vi var for ulige i Anskuelser og Interesser. I Sommerferien efter vor Eksamen tilbragte jeg en Uges Tid som Gæst i hans Hjem i Køge, hvor hans Far var Toldforvalter, en livlig, sortøjet gammel Herre med udpræget jødiske Træk og en efter Sigende romantisk Livshistorie. Hans Far hade været en bekendt københavnsk Læge, meget godgørende, navnlig overfor sine jødiske Trosfæller. Selv var han ligesom en Bror blevet kristendøbt. Adolphs Mor var født v. Herbst og hade tidligere været gift med en Godsejer; men hun var død, da Adolph var Barn. Sammen med mig var Brødrene Møller i Besøg hos Jacobis, Carl Møller den senere bekendte humoristiske Forfatter, der ogsaa var blevet Student den Sommer, og hans yngre Bror Alfred, senere praktiserende Læge i København. I vort Rus-Overmod og Lyst til Løjer averterede vi i Køge Avis om kvindelige Ledsagere ved en Fest paa "Aasen", hvad der naturligvis vakte dydig Forargelse hos de gamle Damer i Byen, men gjorde Lykke hos de unge, saa vi kom i Vælten paa Dansepladsen og heller ikke savnede Selskab paa Hjemturen i Maaneskin. Men Adolph kunde ikke rigtig goutere den Slags Løjer og opgav under Paaskud af Utilpashed at være med paa en paatænkt Fodtur rundt i Sydsjælland, saa Carl Møller og jeg blev ene om at foretage den.
Andet og mere kom der ikke ud af mit Ungdoms-Bekendtskab til Adolph Jacobi. Han gav sig til at studere Jura, læste flittig paa Parti med Mønster-Juristerne Charles Shaw og Louis Fleron, og sluttede sig til deres Kres, hvor man senere i Livet ikke blot spillede Tarok sammen men ogsaa hjalp hinanden op ad Trinene paa Samfundsstigen. Jacobi kom ind i Magistratens 3. Afdeling, Fattigvæsenet, og blev Fuldmægtig, men tog 1875 sin Afsked, vistnok mindre tilfreds med Forholdene og sine Udsigter dær. Han begyndte saa som Overretssagfører, men da Loven om Fattigvæsenet af 1891 medførte en Omordning af Fattigvæsenet i København, søgte han og fik, til manges Forbavselse, det ledige Borgmesterembede. Han gjorde sikkert god Fyldest i dette, arbejdsdygtig og omhyggelig som han var, uden Bureaukratisme eller Tilbøjelighed til Rethaveri. Han blev rost som en behagelig Overordnet af sine Kres- og Distriktsforstandere 78 og som varmt følende og hjælpsom overfor virkelig Trang. Men han hade bevaret sin Skepsis og sit nøgtern Syn paa Sagerne fra Ungdommen og lod sig ikke narre af Flom og Fraser. Hans største Bedrift som Fattig-Borgmester var, at han gjorde Arbejdsanstalten i Nørre Allé, som Etatsraad Knudsen, hans Formand, hade bestemt til at afløse "Ladegaarden" til et smukt og hyggeligt Hjem for de gamle i Alm. Hospital. Han virkede ogsaa i en Række Aar i Understøttelsesforeningen. Da han først var blevet Borgmester, fulgte alt det andet efter: Tillidshverv, baade lønnede og ulønnede, Ordner og Titler, og hvad der ellers hører til, og han endte ligesom alle den Tids Københavns Borgmestre som Konferensraad. Han hade selv næppe noget imod at være naaet op i Samfundets næstøverste Rangklasse. Jeg fik desværre aldrig Lejlighed til at bevidne ham min Anerkendelse.
Vi fem var Holdets faste Stok, men vi fik undertiden nogle Outsidere, der læste med i et eller andet Fag, indtil et nyt Hold blev dannet. Der var et Par Stykker af disse, jeg lærte lidt nærmere at kende. Den ene var I. U. Laursen, der blev den sidste Indehaver af det i sin Tid saa bekendte v. Westenske Institut paa Nørregade. Han var en tætbygget, lavstammet Bondesøn fra Jylland, tavs, indesluttet, ordknap, uden Smil og yderst nøjsom. Han bode i et Portværelse ude paa Christianshavn og hade kun 14 Rgd. om Maaneden at leve af. De 10 fik han hjemmefra, de 4 tjente han ved at læse Lektier med en Dreng. For dem skulde han skaffe sig Logi, Mad, Klæder, Vask, Brændsel, Bøger osv. Logiet alene tog de 4. Det var ikke nogen misundelsesværdig Tilværelse, og han fik næppe hver Dag, hvad han kunde spise. Men han klagede aldrig. Han hade jo nu naaet sit Maal og faaet Lov til at læse i Stedet for at vogte Faar, og han læste alt, hvad han kunde overkomme. Han læste kun altfor meget, og meget, han ikke kunde fordøje. Navnlig Filosofi. Han hade faaet fat i en Bog om Stoikerne, og da der var saa meget i deres materialistiske Syn paa Tilværelsen, som stemte overens med hans Naturel og Livsvilkaar, søgte han at trænge dybere ind i deres System, navnlig i dets Etik. Han fik derved mange Spørsmaal at gruble over. Han sled i det og fik en god Studenter-Eksamen, men Filosofien drog ham bort fra et regulært Brødstudium og, hvad der var værre, ind i en Hvirvel af mer eller mindre uløselige Problemer. Han kunde i hvert Fald ikke magte dem, og saa endte det med, at han blev sindssyg. Han kom sig igen og ombyttede saa klogelig Filosofien med Filologien; men kunde selvfølgelig ikke helt opgi sine 79 Grublerier over Livet og dets Problemer. Han søgte Skoletimer – han skulde jo leve – og fik dem i Bohrs Skole. Jeg kan ikke tænke mig, at han egnede sig til at være Lærer for Drenge, skønt hans urokkelige Ro nok bidrog til at gøre ham respekteret – i hvert Fald prellede vel Drengestregerne og Drillerierne af paa den, men med den seje Udholdenhed, der var ham egen, opgav han nødig, hvad han hade begyndt paa, og saa endte det med, at da den yngre Bohr, under hvis Styrelse Skolen ikke trivedes, ønskede at fratræde Ledelsen, overtog Laursen Skolen. Han var ved sit Giftermaal kommet i ret gode økonomiske Forhold, og han trode paa sin Evne som Pædagog og Skolebestyrer. Han hade flinke Lærere, blandt andre Herman Trier, og han vilde føre Skolen frem i moderne Retning, men det gik ikke. Han manglede Personlighed, ogsaa overfor Forældrene, Skolen fik Ry for Radikalisme, blandt andet fordi han stillede Lokalerne gratis til Raadighed for Studentersamfundets Arbejderundervisning; der blev mere Afgang end Tilgang af Elever, og da han hade forbrugt, hvad han ejede, maatte han opgi det hele. Han rejste saa med sin dygtige og energiske Hustru, født Buntzen, over til sin Svoger i Vancouver, den fra sin Ungdom som Revy-Forfatter og Dagsavis-Medarbejder i literære Krese kendte og afholdte Johannes Buntzen, der nu var Direktør for et stort engelsk Sporvejsselskab i Kanada. Svogeren skaffede Laursen en Kontorplads, men Aanden og det hele Tempo i amerikansk Samfunds- og Forretningsliv var saa vidt forskellig fra, hvad han var vant til, at han aldrig blev hjemme der. Han længtes kun tilbage til Danmark, og tilsidst maatte Familien lade ham rejse. Han kom hjem som en ældet og noget sløvet Mand, hvem der jo ikke mere var Brug for her hjemme. Sløvheden tog til og gik efterhaanden over til udpræget Sindssyge. Efter et aarelangt Ophold paa S. Hans Hospital fik han endelig Fred.
Ogsaa den anden, der gav Gæsterolle ved vort Hold, fik en ikke almindelig Livsskæbne. Han var rigt begavet, et af de bedste Hoder i hele Kursuset i de Aar, men han var en daarlig Fyr, baade af Karakter og i Levesæt, insinuant overfor Lærerne, overlegen overfor Kammeraterne. Hans Undervisning og Ophold i København bekostedes af en Rigmand i Provinsen, og han antydede lejlighedsvis, at han var af fornem Byrd, men hans Apparition og Optræden var just ikke fornem, snarere forloren, som naar han gav Greven med lyse Glacéhansker til en ellers stærkt medtaget Dragt. Han gjorde en god Eksamen og gav sig saa til at studere Jura, men nogle Aar efter, da hans Beskytter formodenlig hade slaaet Haanden af ham, blev han 80 relegeret – cum infamia, som det hed i det højtidelige Opslag derom i Universitetets Forhal, saaledes som det dengang brugtes til Skræk og Advarsel. Han blev straffet, vistnok for Tyveri, men han hade tillige gjort sig skyldig i den Nederdrægtighed, at lokke letsindige Pigebørn til sig og saa, under Trusel om at ville melde dem til Politiet, tvinge dem til at gi ham deres Skillinger. Efter udstaaet Straf kom han over til Amerika. Han skal der ha slaaet sig op som Journalist og Forfatter af socialistiske Skrifter, og det hed sig, at han spillede en ikke ringe Rolle under Arbejderbevægelserne derovre i Slutningen af 70rne og i 80rne.
Andre Deltagere i det Dahl-Nansenske Kursus i disse Aar gik det bedre i Livet. Der blev baade verdslige og gejstlige Embedsmænd ud af dem, Læger og Sagførere omkring i Landet. Enkelte arvede Storforretninger eller Herregaarde efter deres Fædre, andre nøjedes med at blive Lærere som den livsglade, kaadmundede L., der da han for tredje og sidste Gang var oppe til Artium og kun kunde bestaa, hvis han i det sidste Fag – det var Matematik – fik 2 tg.r og ikke, som han plejede "slet", inden Eksaminationen opsøgte Professor Adolph Steen og saa rørende skildrede sin prekære Situation for den godhjertede Bulderbasse, at han virkelig lod Naade gaa for Ret og gav ham de fornødne 2 tg.r. – Mellem de mere kendte Dahlske Studenter fra 1863 var Forstmanden, Dr. phil. Kammerherre P. E. Müller og Hofmanden, Direktør i Livrenteanstalten, Kammerherre C. A. Rothe. Ogsaa Frederiksberg-Lægen H. P. B. Barfod var mellem dem. Ham omgikkes jeg noget i Aarene omkring 1863. Jeg kom enkelte Gange i hans Hjem i Frederiksberg Allé, og jeg bevarer endnu et ret tydeligt Billede af det med dets mange Familiemedlemmer, lige fra den gamle livfulde Mormor Birkedal, der da var nær ved de 90, til Hans Peters Smaasøskende; han var selv den ældste. Der vrimlede i det gæstfri Hus af Barfoder, Birkedalere og la Courer, og Gubben Frederik Barfod var den selvskrevne Midtfigur i Ensemblet. Han hade allerede da Patriarkens Præg over sig, skønt han nys var fyldt 50 Aar. Han sad ved Sammenkomsterne fast og bred som en Odin i sit Hlidskjalf med Kalot og et stort graahvidt Skæg vældende ned over det brede Bryst. Han saa ærefrygtindgydende ud, tillige mild og vennesæl, hvad han trods sin Ilterhed sikkert ogsaa var. Men han skulde helst være tavs, hvad han hade ondt ved; for hans Organ var lidt læspende, og Gejsten gik af Guden, naar han aabnede Munden. Hans Hustru, Vilh. Birkedals Søster, var en meget sympatisk Husmoder-Skikkelse med 81 kloge Øjne og en karakterfast Mund, og der var en naturlig Friskhed og Frihed over det hele Samliv og Forholdet mellem gamle og unge. Hans Peter, der ligesom sine yngre Søskende ved Daaben hade faaet det affekterte Tilnavn "Gote", var en venlig og velmenende ung Mand af grundtvigiansk Tilsnit, med Venneord paa Læberne – ogsaa lidt kælent læspende – og Varme i Hjertelaget. Han var sig bevidst at være en Barfod og at høre til Patricierne i det grundtvigianske Særsamfund. Det forpligtede. Jeg kom aldrig paa det rene med Dybden af hans Religiøsitet, men jeg antar, at han som god og glad Kristen ansaa sig for at være velbeholden i Vorherres Varetægt, naar han jævnlig gik i Vartov Kirke om Søndagen, og det gjorde han. Derimod la han ikke Skjul paa sine nationale Følelser, sin dansksindede Folkelighed, sin Tro paa Danmark til Ejderen, paa Skandinavien og Nordens Enhed. Efter Christian den Niendes Tronbestigelse, der mødtes med saa megen Mistillid af de Nationalliberale og Danevirke-Mændene, syntes han, at ogsaa han maatte slaa et Slag for Danskheden i Danevang, og da Tyskerne rykkede ind i Holsten Juleaften 1863, satte han sig til at samle "Kong Frederik VII's Sangkrønike", der udkom i Vinterens Løb. Og da hans Morbror, Præsten Vilh. Birkedal, en Søndag i Somren 1864 i Kirkebønnen bad Gud give Kongen (Christian den Niende) et dansk Hjerte "om det var muligt" og senere den 10. August i Rigsraadet rettede et voldsomt Angreb paa Konseilpræsident Bluhme og Regeringen for Fredspræliminærerne, stod dette for Hans Peter som Heltegerninger, man ikke noksom maatte beundre. Han kom senere i Livet til en anden Opfattelse baade af Forholdene dengang og af Kong Christian, og saa gjorde han paa forskellig Maade Afbigt for sin Ungdoms Forvildelse, samlede 1886 Digte, der var skrevet til Kongen, (de blev solgt til Fordel for "Selvbeskatningen"); udgav 1889 et hyperlojalt Festskrift om ham i Anledning af hans 25 Aars Regering, og lod sig endog beskikke til Læge ved Kongens Livjægerkorps. Men hvad! – Han blev jo ikke den eneste Grundtvigianer, der opgav Grundloven og kastede sig ind i Forsvarsrumlen som Indehaver af den ene rette patenterede Fædrelandskærlighed. Han fortæller i sine "Erindringer" om den iltre Dr. C. Rosenberg, den illojale Fanatiker i 1863-64, at han var Medindbyder til Selvbeskatnings-Demonstrationen i Marts 1885, da Folketinget hade forkastet Forsvars-Lovforslaget ved at nægte det Overgang til 3. Behandling. Med den øvrige Komite mødte Rosenberg til Audiens hos Kong Christian, der specielt takkede ham for hans store Bidrag, og derefter hos 82 Kronprins Frederik, for hvem han med en mærkelig Gestus – han løftede det højre Ben og slog sig bag paa Laaret – fortolkede Grundlovens § 11 derhen, at naar Kongen hade Pengene – Selvbeskatningens – kunde han gøre med dem, hvad han vilde, altsaa ogsaa bygge Fæstning om København for dem. Ogsaa senere var Barfod en ivrig Forsvarsmand, var en af Anstifterne af den kuriøse General-Sammensværgelse efter Forliget i 1894 og af den ny Forsvars-Adresse i 1907, der kun fik samlet 75 000 Underskrifter og blev ganske uden Betydning for Sagen.
–oOo–
Da jeg efter Sommerferien kom tilbage til København, skulde jo et nyt Liv begynde, "Studentens glade Liv, Studentens glade Mik-mak-mak" og saa tillige naturligvis de alvorlige Studier ved Universitetet, der efter Immatrikulationen ved den festlige Overrækkelse af det akademiske Borgerbrev gennem Rektors Tale hilste os velkommen og modtog vort Løfte om at ville være alma mater tro og værdige Sønner. Vi var 220 nye Studenter det Aar; hver enkelt blev kaldt frem ved Navn og maatte gaa hen til Rektor og bekræfte Løftet ved sit Haandslag, hvorefter han fik overrakt Borgerbrevet med den pompøse latinske Hilsen: Qvod felix faustumque sit o. s. v. i Snirkler og Sving. Det var meget højtideligt og betagende. I vore Dage, da Tallet paa de ny Minerva-Sønner og -Døtre er omkring de 1500, har Ceremonien maattet forenkles, men Rektors Haandtryk med hver enkelt i den defilerende Skare er dog bibeholdt, ligesom ved den amerikanske Præsidents Audienser i det hvide Hus. Det maa være noget trættende. Til Gengæld er Synet af de tusind unge Mænd og unge Piger i lyse Dragter og med hvide Studenterhuer, der nu efter Højtideligheden strømmer ud fra Universitets-Portalen ned over Trappen og spredes over Pladsen fornøjeligere og festligere end det var dengang, da hverken hvide Huer eller leende unge Ruspiger endnu var opfundne.
Fra Universitetet gik Vejen gerne til Studenterforeningen paa Gammelholm, det andet Samlingssted for den studerende Ungdom. Der skulde man jo ogsaa være hjemme, og det gjaldt om, saa snart som muligt at vise, at man var det. Jeg husker mig selv vandrende med lange Skridt frem og tilbage i Konversationsstuen ivrig diskuterende, men med Bagtanken, at man da ikke kunde se paa mig, at jeg var Rus og nylig kommet til Hovedstaden som en anden Per Nielses Søn i Vigen. Der var jo ikke saa faa Ynglinge, navnlig fra 83 Provinsen, der saa ud som rene Drenge, selv om de var bevæbnede med lange Piber og hade Tobaksskuffe i "Skuffedariet" inde i Avisstuen. Dem følte jeg mig overlegen. Jeg hade jo ogsaa som en Slags Novice-Student – studiosus artium – været med til det store skandinaviske Studentermøde den foregaaende Sommer, hade omfavnet og drukket Dus med svenske og norske Brødre baade i Marienlyst under Udflugten til Nordsjælland og ved Afskeden i Universitetets Gaard inden Afmarchen til Dampskibene, og jeg hade ogsaa været med – ganske vist kun som Tilskuer – da Studenterforeningen nogle Maaneder i Forvejen flyttede Husguderne fra Boldhusgade og Heymanns skumle og skidne Lokaler til den smukke festlige af Herholdt ombyggede "Slavekirke" paa Gammelholm.
Livet i Studenterforeningen var ret særpræget dengang. Plougs og Hostrups Aand var stadig raadende, men det var deres Epigoner, der holdt den i Ære. Ploug kom kun ved særlige Lejligheder i Foreningen, Hostrup aldrig. Han sad nu som Præst ude i Hillerød og hade faaet mere Interesse for det aandelige Liv i Folkehøjskolen end for det ved Universitetet og i Studenterforeningen. Blandt de ledende i Foreningen dengang var cand. jur. Vilhelm Rode den ypperste. Han var allerede 1853 som ung Student blevet Senior, og han hade som saadan i de følgende Aar hævdet sin Plads mellem de ikke saa lidt ældre Medseniorer Chr. Richardt, Knud Valløe, C. F. Ricard, N. Madvig, S. Nellemann, H. N. Hansen og andre, der allerede da var udprægede Personligheder. Men Rode var ogsaa et ualmindelig klart og hurtigt Hode og ejede dertil en Charme, som straks afvæbnede enhver Modstander. Han var ung og køn, hade et indtagende Smil og en smuk blød Stemme, som han forstod at bruge, saa hans naturlige Veltalenhed blev om muligt endnu mere bedaarende; han kunde rive med sig enhver Forsamling, han talte til. I 1863 var han ledende Senior, og det var godt for Foreningen, at den under de bevægede Dage efter Frederik VII's Død hade en saa udmærket og afholdt Mand i Spidsen. Foruden ham var Otto Zinck, Skuespilleren og Octavius Hansen samt Matematikeren Zeuthen Seniorer, men kun Rode og Zinck tog sig af Livet i Foreningen og mødte ved Lørdagssammenkomsterne, i hvilke for Resten ikke faa af de ældre Aargange Studenter jævnlig tog Del. Naar Raabet: Vi vil have Sold! Lørdagaften istemtes af de unge, og der i den Anledning blev tændt i den lille Soldesal, fulgte gerne nogle af de gamle med Strømmen af de unge til det uhyggelig kolde og halvmørke Rum, hvor "Solderiet" skulde gaa for sig og Munterheden tit gjorde 84 nogle kaade Bukkespring. Der var Arthur Abrahams, Vrøvletaleren Fr. Wissing, Kr. Mantzius, Sangerne Høegh-Guldberg og Chr. Lund, den stilfærdige Th. Otto, den evig ankende A. C. Lassen, Rasmus Strøm o. fl. De talende mellem dem gav deres Bidrag til Underholdningen og opmuntrede de unge til ogsaa at gi deres. Og vi fulgte i de ældres Spor, holdt Taler for Norden, for Kvinden, for Danmark til Eideren o. s. v. og sang som Indledning: "Længe var Nordens herlige Stamme", "Sparsomt i Norden vi Blomsterne finde" og indledede altid Soldet med "Nu er det stille, han har os forladt, Solen den gamle Urostifter". Vi var lyriske og vi var politiske, men navnlig var vi selvbevidste "Herrer i Aandernes Rige", og da ingen protesterede, hverken Bønder eller "Bluhmister", trode vi naturligvis, at vi virkelig var et betydende Led i Samfundet. Mærkeligt nok fik Studenterne og Studenterforeningen uhindret Lov til at spille en Rolle i det offentlige Liv. Deres skandinaviske Studentermøder blev der tillagt politisk Betydning, og hvor Lejlighed gaves ved deres Fester og Karnevaler gjorde de under Borgerskabets Applaus Halløj med Autoriteterne og haanede de Ministre og Stormænd, der ikke delte deres nationalliberale Meninger og Sympatier.
Den 26. September afholdtes Rusgildet, det første i den ny Bygning. Det gik for sig oppe i den store Festsal, og det var næsten, som om det smukke store, højloftede Rum paavirkede Stemningen og gjorde den mere løftet og alvorlig. Hostrups, Richardts og Peter Heises herlige Rus-Kantate hilste for tiende Gang Aarets Rus:
Hil og velkommen som Vaarsolens Blus,
Pallas' vor Mors allerspædeste Rus!
og Recitativet med Rektoren, Disciplen og Solstraalen vakte som altid stormende Jubel; men i Talerne, der fulgte efter, var der ikke nær saa meget Humør. Tiden var jo ogsaa ret alvorlig. Noteudvekslingen med det tyske Forbund om Holstens fremtidige Forhold til Slesvig og Monarkiet blev mere og mere udæskende efter den kgl. Kundgørelse herom, og for kun en Uge siden hade Forbundsudvalget foreslaaet at skride til Eksekution og foreløbig besætte Holsten og Lauenborg. Fra Trusel til Udførelse var jo et Stykke Vej, og mere forstummende og nedslaaende hade unægtelig Efterretningen virket om, at Planen til et Forsvarsforbund med Sverige-Norge, som Gesandten Hamilton og Sveriges Udenrigsminister Manderstrøm hade foreslaaet og Kong Karl XV billiget, var blevet afvist baade af den svenske Statsminister og af den norske Statsraad som uantagelig, 85 hvis ikke en eller to af Stormagterne vilde stille sig paa Danmarks Side under Konflikten med Tyskland. Dette lagde selvfølgelig ved Rusgildet en Dæmper paa Feststemningen, selv om man hverken betvivlede det danske Folks Evne eller Mod til at møde Tyskerne i Krig eller de andre skandinaviske Folks Villighed til at stille sig ved vor Side trods deres Regeringers Betænkeligheder. Og vi unge raabte begejstret Hurra for et Danmark til Eideren og for Kammeraterne fra de slesvigske Latinskoler, og vi sang "Længe var Nordens herlige Stamme" med samme Appel som under Studentermødet det foregaaende Aar, da de store Løfter om evigt Sammenhold blev afgivet.
I den alvorlige Tid, der nu var inde, forefaldt der dog en lille munter Episode i vort Studenterforeningsliv.
Det var Tradition fra Boldhusgaden, at, naar man ved Midnatstid brød op fra et Sold, fulgtes man i Flok gennem Byen til Volden, hvor man udluftede Punschedampene inden man gik hjem og la sig. Og den Ekspedition foregik ikke i Stilhed. Tværtimod. Man syntes, at Spidsborgerne kunde ha godt af at blive vækkede i deres trygge Slummer, og saa sang man af fuld Hals gennem Gaderne og gjorde Halløj med Vægterne, hvis de var ufornuftige nok til at prøve paa at lægge en Dæmper paa Lystigheden. Men i Forsomren 1863 hade en Omordning af Politiet i København fundet Sted, og den ny Politidirektør Crone, der først og fremmest var en stram Ordenens Mand, kunde naturligvis ikke lukke Øjnene i eller Ørerne til for det Uvæsen, Studenterne drev næsten hver Lørdagnat hele Efteraaret igennem. Altsaa gav han sine Betjente Ordre til at stoppe det.
Det første Par Gange prøvede de ved venlige Henstillinger paa at faa os til at gaa stille og ikke synge eller skraale op, men det førte ikke til noget. Saa optraadte de mere mandstærke og talte i barskere Toner, og tilsidst stod de opmarcherede i en hel Kolonne henne ved Hjørnet af Vingaardsstræde og flankerede vore sluttede Rækker, naar vi kom trampende i Takt for gennem Østergade og Købmagergade at naa op til Nørrevold. Ethvert Forsøg paa Sang eller højrøstet Tale blev øjeblikkelig stoppet med Trusel om Anholdelse; men naar vi omsider kom til Volden, stormede vi under Hurraraab op ad Skrænten, og istemte af fuld Hals Sangen, mens vi marcherede fra Nørreport til Vesterport. Op paa Volden kom Politiet nemlig ikke; den hørte under Kommandantskabet, og nok hade i sin Tid General Hansen, den bekendte absolutistiske Krigsminister i Bluhmes Ministerier, forbudt Hundene at gaa paa Volden, men syngende Studenter 86 hade endnu ingen forbudt at optræde dær. Men da vi den 10. Oktober vilde gentage Manøvren, stormede Betjentene med op og sprængte Geledderne. Politiet hade faaet Kommandantskabets Bemyndigelse til at ordne Affæren ogsaa deroppe. Det stod altsaa nu paa Anholdelse, hvis man gjorde Vrøvl eller støjede op. Den ene Halvdel af Hoben dreves ned over Teglgaardsbroen, den anden fulgtes til Vesterport og videre udefter. De mødtes igen ved Frihedsstøtten, hvor en begejstret Rus gav sig til at holde Tale for Friheden, som et overmodigt Politi nu gjorde et skammeligt Forsøg paa at knægte .... længer kom han ikke, for saa blev han anholdt. Det var Sigurd Müller, den varmhjertede Æstetiker og senere afholdte Rektor i Kolding. Han blev af to Betjente ført bort til Domhuset paa Nytorv. Selvfølgelig fulgte vi andre med og søgte ved venlige Ord og harmfulde Protester at faa Betjentene til at slippe deres Bytte, men det førte kun til at ogsaa et Par andre blev anholdte, den sidste paa Pladsen foran Domhuset. Da Porten ind til Politistationen slog i efter de tre tilfældige Ofre, bruste Indignationen op i mig, og med høj Røst forlangte jeg, at enten skulde de tre gives fri eller ogsaa skulde vi alle anholdes. Vi var vel nok et hundrede Stykker eller flere.
"Vil De saa gerne anholdes," sa en ru Stemme tæt ved mig, "saa er det bedst, at De følger med. De er anholdt!" Og med det samme viste han sit Politiskilt og tog mig ved Armen. Det var en civilklædt Betjent. Det var jo ikke ganske saadan, jeg hade tænkt mig det, men al Protest var frugtesløs, og kort efter hørte ogsaa jeg den svære Port slaa i bag mig. I det skumle, kun af et enkelt Gasblus oplyste Detentionslokale traf jeg mine tre Lidelsesfæller. Det var foruden Sigurd Müller P. E. Kalmer, den senere bekendte Fysikus paa S. Croix, samt Jens Knudsen, senere Herredsskriver paa Fyn. Vi blev beordret til at holde os indenfor Skranken og ikke tale højt. Der sad et Par andre anholdte henne paa en Bænk i Halvmørket; de saa ikke videre hyggelige ud. Efter en lille Times Venten blev vi en for en kaldt ind i et Kontor, hvor vi for en Overbetjent maatte opgi Navn, Fødested, Forældre, Alder, Haandtering og Bopæl, hvorefter vi dimitteredes og blev fulgt hjem af en Betjent, der skulde forvisse sig om, at vi ikke hade løjet ved Opgivelsen af Bolig.
Næste Akt foregik en Uges Tid efter i den offentlige Politiret. Selvfølgelig var vi fire Martyrer disse Dages Helte nede i Studenterforeningen, og da vi hade modtaget Stævningen til at gi Møde i Retten, besluttede man at ledsage os did og overvære Henrettelsen. 87 Det lille beskidte Retslokale blev hurtig overfyldt af Studenter, der ogsaa trængtes og larmede i Gangen og paa Trappen udenfor, indtil disse Udenværker blev ryddede og Studenterne drevet ud paa Torvet. Lidt ungdommeligt og ikke videre vittigt hade vi fire Forbrydere besluttet at møde i Festdragt, Kjole og hvidt, og med hvide Hansker som til Bal, men lidt benovede var vi alligevel ved Situationen – Jens Knudsen rystende og meget bleg – da vi efter Ordre stod opstillede ved Skranken og Assessor Wallich, der forøvrigt selv hade været en lystig Student i sine unge Dage og sikkert mer end en Gang hade drevet Gæk med Betjente og Natvægtere, læste op vore Navne o. s. v. for at konstatere Komparenternes Tilstedeværelse l Retten. Uden at ta mindste Notits af vort festlige Udstyr foreholdt han os i stor Alvor det utilbørlige i vor Adfærd og advarede os og vore Kammerater mod oftere at indlade os paa den Slags. I Betragtning af vor Ungdom og Uerfarenhed vilde han denne Gang lade Naade gaa for Ret og nøjes med at paalægge os en Bøde paa 10 Rdl. hver, som han raadede os til at erlægge frivillig, da en Dom vilde blive os meget dyrere. Vi gjorde ingen Indvendinger, og Jens Knudsen fik atter Blodet op i Kinderne, da han saa, at han hverken blev sat fast eller halshugget. Derpaa blev vi dimitterede og næste Sag paa Dagsordenen raabt op. Det var nogle værre Bøller, der ogsaa hade været paa Nattesjov. Det gav vore egne Bedrifter et ejendommeligt Relief.
Nede paa Torvet blev vi modtaget af vore fra Rettens Hal uddrevne Kammerater med Hurraraab, hvorefter vi i sluttet Trup marcherede ned i Foreningen. Her blev straks en Indsamling sat i Gang, hvorved Størsteparten af de 40 Rdl. indkom. Selv var vi vist nærmest lidt flove ved den hele Affære. Men nogle Dage efter skrev jeg en Artikel om Historien til Forklaring og Forsvar, som Bille optog i "Dagbladet", hvor Sagen hade været omtalt. Det var min Debut som Journalist. Artiklen var holdt spøgende og gjorde ikke noget Nummer ud af Affæren, der iøvrigt heller ikke kom os til Skade paa gode Navn og Rygte; tværtimod. I Helsingør var der naturligvis nogle velvillige Sjæle, der beklagende vilde drøfte Sagen med min Far, men han afviste dem med: "Min Dreng har vist ikke været med til andet, end hvad han kan forsvare," og han var nok ikke langt fra at være lidt stolt af sin "Dreng", da han saa hans Forsvarsindlæg paa Tryk i "Dagbladet".
III.
Det første Skridt efter Indskrivningen ved Universitetet – det allerførste: Studenterhuens Anskaffelse var selvfølgelig foretaget straks efter, at man hade været oppe i det sidste Fag – var Valg af Studium og Indskrivning i et Fakultet, hvis man da ikke foreløbig vilde se Tiden an og nøjes med at læse til Filosoficum, som man jo i hvert Fald skulde ha. Jeg lod mig indskrive i det teologiske Fakultet. Jeg hade fra Barndommen af haft en romantisk Forestilling om en Præsts smukke Virksomhed og om det lykkelige Liv i en Præstegaard paa Landet, som rimeligvis skyldtes min Mors Minder fra og Fortællinger om hendes Ophold i min Farbrors Præstegaard ved Vesteregede. Hun tænkte sig altid, at hendes Søn skulde være Præst, og vi la sammen Planer om, hvordan Præstegaarden skulde være og om, hvordan hun skulde komme og besøge mig om Somren. Noget religiøst Samliv var der ikke i mit Hjem – min Far var udpræget Rationalist – men under min Konfirmations-Forberedelse hade jeg været noget religiøst grebet, og det var endnu ikke helt forduftet, da jeg blev Student. Altsaa indskrev jeg mig i det teologiske Fakultet og begyndte at høre teologiske Forelæsninger. Men det blev ikke af lang Varighed. Da jeg i det første Semester hade hørt exegetiske Forelæsninger af Prof. Scharling, den ældre, og kirke-historiske af Prof. Fr. Hammerich, hade jeg faaet nok af Teologi. Navnlig den sidste betog mig Lysten til mere. Jeg ser ham endnu paa Katedret, berettende og forklarende nogle Mirakler og Undere mens hans Blik flakkede fra Kollegiehæftet, han hade foran sig, op i Loftet og tilbage igen, men aldrig fæstedes paa os Tilhørere, tværtimod, snarere søgte at undgaa os. Det var, som turde han ikke se os i Øjnene, fordi han ikke selv trode paa det, han stod og udviklede for os. Og det var da ogsaa meget lidt troværdigt for en almindelig Menneskeforstand. I Løbet af Semestret opgav jeg Teologien helt og holdt mig foreløbig til Filosofien. Den jeg for Resten heller ikke fik megen Glæde af.
Russerne skulde det Aar indledes i Aandsvidenskaben gennem 172 Prof. Rasmus Nielsens propædeutiske Forelæsninger, mens de for Psykologiens og Logikens Vedkommende kunde vælge mellem Prof. Sibbern og Prof. Brøchner. Sibbern, hed det sig, var det nemmest at komme ud af det med. Naar man bare lærte udenad: "Livet er en fra en indre Kilde kommende o. s. v." og en Snes andre lignende filosofiske Skriftsteder fra hans Lærebøger, og man saa ved Overhøringen stak ham et af dem ud, saadan som man synes det bedst passede til hans Spørsmaal, kunde man være nogenlunde sikker paa at slippe levende fra ham, og det var jo kun derom det gjaldt ved den Eksamen, hvis man da ikke var Stipendie-Jæger, for saa maatte man se at redde sig mindst to laud'er i de tre Fag. Brøchner hade Ord for at være Universitetets dybsindigste Filosof; men han skulde være meget svær at følge. Jeg valgte ikke desmindre ham. Jeg syntes vel, at naar jeg alligevel skulde anvende Arbejde paa det filosofiske Studium, kunde jeg lige saa godt se at faa noget ud af det, og det vilde jeg næppe faa hos gamle Sibbern, der dengang var 78 Aar og nærmest betragtedes som en Lærer, man paa Skoledrengevis kunde gøre Løjer med i Timerne.
Udbyttet af mit filosofiske Arbejde hos Brøchner blev dog ikke stort, skønt jeg gjorde mig al Umage, skrev omhyggelige Referater af Forelæsningerne – vi hade ingen Lærebøger – og vist aldrig forsømte. Jeg fik da ogsaa ved Eksamen et Par laud'er i hans Fag; men det var sikkert mere som Belønning for min Flid end som Værdsættelse af min filosofiske Viden. Men jeg fik et andet Udbytte af disse Timer hos Brøchner. Jeg fik et uudsletteligt Indtryk af et ædelt Menneske, en helstøbt Personlighed, en Sandhedssøger blottet for al Forfængelighed, vistnok et ensomt Menneske med en nok saa stærk Selvfølelse, men dog trods sin tilsyneladende Utilnærmelighed, velvillig og hjælpsom. Der var noget fornemt og ridderligt over hans høje og slanke Skikkelse; men over de smukke Ansigtstræk var der et Præg af Alvor, og hans Blik kunde Tungsind formørke. Man beundrede ham uvilkaarlig og fik ubetinget Tillid til ham. Derfor søgte jeg ogsaa, saa godt jeg formaaede, at følge og forstaa ham; men jeg ønskede tit, at han i Stedet for at staa deroppe paa Katedret og diktere os sine indviklede Udviklinger, fulde af Begrebsbetegnelser fra den spekulative Filosofis Terminologi, vilde komme ned og sætte sig hos os og paa sokratisk Vis samtale med os om Livet og Menneskenaturen, om Guddomsbegrebet i dets mangfoldige Former, om Grænserne mellem Tro og Viden, om det etiske og det religiøse i deres indbyrdes Forhold og alt det andet, der maatte høre ind under Psykologiens og Logikens Omraader, fortælle 173 os, hvordan alle disse Begreber var opstaaede og opfattede ned gennem Tiderne, og navnlig hvorledes han selv opfattede dem. Men det gjorde han ikke. Og vi vidste jo dog, at han paa det aandelige Omraade var en uforfærdet Stridsmand som faa, og at der i sin Tid var nægtet ham Tilladelse til at gaa op til teologisk Attestats, fordi han i sin Ansøgning hade erklæret, at han var i Uoverensstemmelse med de kirkelige Dogmer, vi vidste, at han hade kritiseret Martensens Halvhed og oversat Strauss' Troslære, at Spinoza var hans Forbillede, og at han ligesom denne traadte i Skranken for ikke blot den religiøse Frihed, men ogsaa for den politiske, at han som Folketingsmand hade været med i Kampen mod det Ørstedske Ministerium, og at han i det hele var, hvad det dengang var noget forfærdeligt at være, nemlig Fritænker, og at han vedgik det. Men de Sager indlod han sig aldrig paa. Han stod deroppe paa Katedret i kølig Ophøjethed og udviklede sit filosofiske System for os i sammentrængt, svært fordøjelig Form, og da han i 2det Semester var syg i længere Tid, dikterede han ved sin Tilbagekomst Time efter Time hele sidste Afsnit af sin Psykologi, saa fik vi se, hvad vi paa egen Haand kunde faa ud deraf. Han vilde gi os et afsluttet Hele, ikke et Brudstykke, men han eksaminerede os ikke i det ved Eksamen.
Vi var en meget lille Tilhørerkreds i det triste lille Auditorium Nr. 3, hvor Brøchner forelæste. Af Aarets 220 Russer hade han kun de 5. Resten søgte ovenpaa til det store Rus-Auditorium, hvor Sibbern og Rasmus Nielsen holdt deres Rusforelæsninger for fuldt Hus. De fem var foruden mig: Kr. Møller, Kr. Kaalund, Fr. Winkelhorn og den førnævnte Jens Knudsen. Blandt os var Kr. Møller uden Sammenligning den bedst begavede, en klar og skarp Intelligens, hurtig opfattende og sikkert dømmende, dertil kundskabsrig paa mange Omraader. Han blev den af Brøchner foretrukne, den han helst forhandlede med ved de yderst sparsomme Eksaminatorier, men vi undte ham Forrangen, og vi var ikke langt fra at være stolte af ham, saa meget mere, som han aldrig lod os føle sin Overlegenhed, end ikke naar han ironiserede over en eller anden Dumhed, en anden begik, hvad han nok kunde lide. Selvfølgelig fik han blanke præ'er ved Eksamen, og Forholdet til Brøchner fortsattes fremdeles, da han gjorde Filosofien til sit Hovedstudium. Med Rette ventede man sig meget af ham, men desværre hade han i sig Spiren til Brystsyge, som Lungetuberkulose dengang kaldtes, og den udviklede sig hurtig. I Slutningen af 60erne var vi sammen paa Regensen, hvor han ogsaa kom til at indta en Særstilling som en Slags højeste Appel-Instans, 174 naar vigtige Sager skulde afgøres, og det skønt han af Helbredshensyn kun sjælden deltog i Kammeratskabslivet i den gamle Gaard. De fem seks Aar, der var forløbet siden vi sad paa Bænk sammen i Brøchners Auditorium hade ikke forandret ham hverken i Livssyn eller Optræden; han var stadig den forstaaende og mildt dømmende med et let Anstrøg af Ironi over, at noget i og for sig uvæsenligt skulde tages saa alvorligt. Og efterhaanden, som Sygdommen skred frem, kom han nok til at se paa hele Livet paa samme Vis. Han gik Skridt for Skridt med oprejst Pande mod Døden. Brøchner besøgte ham jævnlig under hans langvarige Ophold paa Hospitalet; Brøchner hade allerede da selv længe kæmpet med samme ubønhørlige Sygdom, og faa Aar efter, i 1875, fulgte han Møller i Graven.
Kr. Kålund var ikke saa lidt aandsbeslægtet med Kr. Møller, ogsaa et godt Hode med en klar Forstand, der hade et fast Tag i alle Stemninger og stærke Følelser, saa de ikke løb af med ham, hvad de jo tit gjorde med os andre. Han var i det hele en Ordenens og Akkuratessens Mand. Han hade sin Dag inddelt og gik sine regelmæssige Ture mellem Læsetimerne; hans Bøger og Kollegiehæfter var velholdte, der flød aldrig Papirer paa hans Skrivebord, og han røg ikke Tobak. Han var sirlig i sin Person og Dragt, lidt formel, men venlig i sit Væsen. En decideret og bevidst Pebersvendenatur. Han forblev ugift; jeg er overbevist om, at han aldrig har været forelsket, end ikke i sin grønne Ungdom; men han var ingenlunde kvindesky; tværtimod. Han holdt endog meget af at konversere smukke unge Damer; men det var nærmest, fordi de interesserede ham som Fænomener, det morede ham at undersøge for at komme efter, hvad de indeholdt. – Ogsaa han var paa Regensen samtidig med mig, og vi omgikkes endel dengang. Vi hade Studium tilfælles – nordiske Sprog og Litteratur – og vi tilhørte samme Kammerat-Gruppe "Lyrikerne", der dengang dominerede den gamle Gaard og delte Hæders- og Tillidsposterne mellem sig. Mærkeligt nok, for hans kølig kritiske Syn anviste ham langt snarere Plads i Oppositionens Rækker. Paa Grund af hans Sans for Orden og Sirlighed blev han valgt til Inspektør for "Trekroner", Gaardens gammeldags indrettede Nødtørftsanstalt, og han røgtede sit Hverv med stor Omhu. Han passede ogsaa sit Studium og tog en smuk Eksamen. Hans Speciale var den oldislandske Litteratur og Kultur i Sagatiden, og for ret at forstaa den, udførte han den Bedrift i to Aar 1872-74 at gennemrejse Island for ved Selvsyn at komme ind i Forholdene, som de nu var, med deres Rester og Minder fra den gamle Tid. Den forsigtige, pedantisk pertentlige 175 Kålund paa Hesteryg over Heder og Moser og rivende Aaer eller om Natten mellem utøjfyldte Faareskind i et islandsk Græstørvshus' lumre Indelukke – det var os ganske ubegribeligt! Men han gennemførte sit Forehavende med Glans, og Resultatet heraf blev et stort Værk, Historisk topografisk Beskrivelse af Island, der endnu, halvhundred Aar efter dets Fremkomst, af endog islandske Fagmænd roses for sine grundige Iagttagelser og sin sunde Kritik, en uundværlig Haandbog ved Studiet af Sagaerne.
Efter et ikke just vellykket Forsøg som Lærer, bl. a. Adjunkt ved Metropolitanskolen, kom han paa sin rette Hylde, da han 1883 blev Bibliotekar ved den Arnemagnæanske Haandskriftsamling og paatog sig Udarbejdelsen af en Katalog over Samlingen. Senere katalogiserede han ogsaa de islandske Haandskrifter i det kgl. Bibliotek. Han blev en udmærket oldislandsk Haandskriftlæser og udgav flere Sagaer efter Haandskrift, saavel som et Palæografisk Atlas i 3 Bd., og alt, hvad han gjorde, prægedes af den bevidste Omhu, vaagne Kritik og redelige Bedømmelse, der var ham egen fra Ungdommen af.
Hans litterære Virksomhed vandt Paaskønnelse; Videnskabernes Selskab optog ham som Medlem. Klog, som han var, hade han allerede i sin tidlige Ungdom indset, at man naade mest ved at begrænse sig, og trods vor Tvivl om det hensigtsmæssige deri valgte han Saga-Litteraturen til sit Speciale og rejste til Island for at studere den paa Stedet. Han fik sit Speciale saa kært, at det gav hans Liv dets væsenligste Indhold, hvad han erkendte, da han ved sin Død 1919 gjorde det islandske Litteraturselskab til sin Hovedarving. Derimod naade han ikke, hvad der hade været hans Livs Maal, at faa udarbejdet en monumental Monografi over sit store Forbillede, den lærde Islænder Arne Magnusson, der i sin Tid c. 1700 hade berejst Island, samlet gamle Haandskrifter, som han blev en Expert i at tyde, gjort statistiske og topografiske Optegnelser til en Jordebog for Landet og sluttelig skænket sin Formue til videre Udnyttelse af den store Haandskriftsamling.
Bredere og mere vidtfavnende, men ogsaa løsere og mere overfladisk i sit aandelige Anlæg var Fredr. Winkel Horn. Han hørte til de let begejstrede, og det vedblev han at gøre Livet igennem. Han begyndte som en ivrig Beundrer af de romantiske Digtere fra den saakaldte Guldalder og endte som en svoren Tilhænger af "Gennembrudets" Mænd. Og han blev vel modtaget af alle; for der var ikke ond Blodsdraabe i ham. Kunde han i sin journalistiske Virksomhed som Litteratur-Kritiker ikke sige noget godt om en Forfatter og hans Værk, foretrak han slet intet at sige. Det gjorde ham bitterlig ondt, 176 naar han ikke selv fik samme Medfart: Da han engang i 70rnes Begyndelse hade udgivet et Bind lyriske Digte, anmeldte jeg det i "Nær og Fjern" sammen med en Bunke anden Lyrik under Titlen "Avner og Evner". Hans Digte kom mellem Avnerne. Da vi kort efter mødtes en Dag paa Gaden, stansede han og bebrejdede mig i blide Ord og med sørgmodigt Blik, at jeg hade været saa skaanselsløs mod en gammel Ven, men inden vi skiltes, var Sorgen glemt og vi lige gode Venner for det. Han var en rigtig scribax16, utrættelig Forfatter og Oversætter. Han skrev og fik Ting trykt og udgivet alt som Rus, og han holdt ikke op, førend Døden slog ham Pennen af Haanden. Han var da i de bedste Manddomsaar, fyldt 54, men han var udtrættet, forslidt – ogsaa af Modgang og Sorger i sit Privatliv. Han hade en Hjerne, der ikke behøvede megen Hvile, og lige fra sin tidligste Ungdom sled han hensynsløst paa den. Jeg saa med Misundelse paa hans Evne til at læse en Bog eller rettere sluge den og dog huske det alt sammen. Han hade derfor let ved at popularisere et videnskabeligt Stof, og hans Bøger om "Mennesket i den forhistoriske Tid" (efter Lubbock) og hans "Udsigt over Nordens Oldtidsminder" kan Lægfolk stadig læse med Udbytte, selv om Videnskaben har taget nogle lange Skridt videre fremad i de halvhundred Aar, der er gaaet, siden Bøgerne udkom.
Men hans litterære Virksomhed omfattede meget andet. Nordisk Oldtidsvidenskab var hans oprindelige Studiefag, og i den tog han sin Magisterkonferens, og den tog han allerede 1868 et Par Aar, forinden Kålund og jeg naade saa vidt med vor Eksamenslæsning. Fra Arkæologien gik han over til den oldnordiske Litteratur, oversatte den ældre Edda i bunden Stil (1869) og islandske Sagaer i "Billeder af Livet paa Island" (1871-76) og i "Nordiske Heltesagaer". Saa var han færdig med det Stof og tog fat paa Litteraturhistorien, oversatte Jul. Scherrs "Almindelige Litteraturhistorie" og bearbejdede deri selvstændig Afsnittene om Skandinaviens Litteratur, og faa Aar efter (1881) udgav han "Den danske Litteraturs Historie" fra dens Begyndelse til vore Dage, ogsaa en Haandbog, der stadig lader sig benytte. Men samtidig med Udarbejdelsen af disse forholdsvis store Bøger oversatte han engelske og tyske Romaner, udgav Antologier og andre Bøger til Skolebrug, underviste, skrev litterære Bladanmeldelser, redigerede et Konversationslexikon og var i nogle Aar en Slags Sekretær hos den italienske Gesandt, der gjorde ham til Ridder af Kroneordenen. Alt kunde han overkomme, og alt tog han fat paa med samme varme Interesse og en Forventning, der ikke altid gik i Opfyldelse. Hans rastløse Arbejdsiver skyldtes maaske noget 177 økonomiske Forhold. Som ung Student maatte han hjælpe til for at holde Hjemmet oppe, og da han giftede sig 1870 kun 25 Aar gammel, blev der jo Anvendelse nok for, hvad han kunde tjene. Men han var Sangviniker og tabte aldrig Troen paa, at det skulde gaa; i hvert Fald ikke i de unge Dage. Senere kom der Sorger og Skuffelser nok til at ta Livsmodet fra et almindeligt Menneske, men han hade endnu i sine sidste ensomme Aar ikke svært ved for en Stund at glemme dem og glæde sig over, hvad Livet ellers bød ham af godt og skønt, og da han laa paa sit Dødsleje, og hans jævnaldrende Ven og Læge lod ham forstaa, hvor syg han var, vilde han paa ingen Maade gaa ind derpaa; han skulde nok komme sig igen.
Om den femte af Brøchner-Holdet, den brave Jens Knudsen, er der ikke saa meget at berette. Han var Søn af Smaakaarsfolk i Svendborg; hans Far døde, da han var en lille Dreng, og hans Mor sad tilbage med ham under trange Forhold, men da han var en god og opvakt Dreng, tog gode Mennesker sig af ham og hjalp ham frem. De hjalp ham endog til at blive Student. Da han, som alt fortalt, var saa uheldig at blive anholdt under Nattesjovet efter et Lørdagssold i Studenterforeningen, var det hans Bekymring, hvad hans Mor og hans Velyndere hjemme i Svendborg vilde sige dertil. Det viste sig heldigvis, at de ikke tog sig det nær eller derfor mistede Tilliden til ham, den han da hellere ikke svigtede. Han var flittig og tog sin Eksamen normalt efter fem Aars Forløb. Saa søgte han tilbage til sit Fødeland Sydfyn, der altid hade været hans Længslers Maal, og dær blev han Resten af sit Liv, begyndte som Herredsfuldmægtig, var en Aarrække Sagfører i Svendborg og blev sluttelig By- og Herredsskriver. Han blev ogsaa Justitsraad, hvad han sikkert satte Pris paa, skønt han i sin Ungdom koketterede ikke saa lidt med al Slags Radikalisme og senere en Overgang hade nogen Tilbøjelighed til Venstrepolitik. Men at den fattige Dreng, der engang hade gaaet i Svendborg Gader og set med Ærefrygt op til Herredsfogedens guldtressede Kasket, nu selv gik i Svendborg Gader med Guldtresse og blev set op til af de smaa Drenge, var jo hans Livs Eventyr, som han med Rette kunde være stolt af. Og han var nu god og venlig mod de smaa Drenge som mod alle sine andre Bysbørn, og derfor blev han anset og afholdt af dem alle. Som ægtefødt Svendborger var han først og fremmest Lokalpatriot, og han var sikkert lige saa stolt af, at han var en Slags "livsvarigt" Medlem af Svendborg Borgerforenings Bestyrelse som af, at han var Formand i Repræsentantskabet for Kreditforeningen af Grundejere i de danske Østifter.
178 Efter Overflyttelsen til Svendborg mødtes vi kun en Gang senere i Livet, nemlig ved Middagen paa Skydebanen i Anledning uf vort 25 Aars Studenterjubilæum. Han var den samme velvillige Sjæl og lige saa blød og hjertevarm i sit fynske Maal og i sit Haandtryk som for 25 Aar siden, da vi daglig sad paa Bænk sammen i Brøchners Auditorium og undtagelsesvis ogsaa en Gang i Raad- og Domhusets Detentionslokale.
Der sad i det første Semester endnu en Tilhører paa Bænken i Brøchners Auditorium, som senere i Livet, desværre, adskillige Gange fik anvist Plads paa Bænken i Detentionslokalet. Det var Valdemar Korfitsen, den nu glemte men engang ret kendte Københavner-Forfatter af den ældre Bohêmetype, den Chievitzske. Da Brøchner lige hade begyndt sit Indledningsforedrag, kom en ældre udseende Student ilsomt ind i Auditoriet og satte sig paa den yderste Bænkeplads ved Døren. Han saa ikke til os andre, og da Brøchner gik ned fra Katedret, forsvandt han lige saa ilsomt ud af Stuen, som han var kommet ind. Jeg sad ved Siden af ham og syntes, jeg hade set ham før; og tilsidst gik det op for mig, hvor og under hvilke Forhold det hade været. Der gik vel et Par Uger, hvor han stadig mødte præcis, ivrig skrev i sit Kollegiehæfte, passede sig selv og end ikke med en Hilsen bemærkede vor Tilværelse. Det var en underlig Fyr. – Saa en Dag hade han glemt sin Pen, og i sin Nød vendte han sig mod mig, der sad ham nærmest og spurte, om jeg ikke kunde laane ham en Pen eller en Blyant. Det kunde jeg, og saa var Forbindelsen etableret. Han sa ikke noget mere til mig, men jeg kunde ikke dy mig.
"Jeg tror, jeg har truffet Dem før", sa jeg.
"Saa", svarede han og saa paa mig med et sarkastisk Smil. "Var jeg fuld dengang?" Det var en ordenlig Næsestyver; men jeg stod for den og svarede igen med et Smil: "Ja, helt ædru var De ikke."
"Saa har det nok sin Rigtighed. – Hvor var det ellers?"
I det samme kom Brøchner ind, saa Samtalen blev afbrudt, men da Timen var forbi, ventede han paa mig udenfor og gentog saa Spørsmaalet.
Jeg fortalte ham da, at jeg for en tre fire Aar siden som Dreng paa en Fodtur en Aften var kommet ind i Billardstuen i Store Kro i Fredensborg, og der hade han gaaet og spillet Billard med et Par Prangere og hade gjort det saa godt, skønt han var temmelig bedugget, at jeg ikke kunde la være højlydt at beundre det. Maaske blev han irriteret deraf – eller han vilde yderligere vise, hvor flot 179 han spillede – pludselig sprængte han en Bal op i Synet paa mig. Han kom straks hen og gjorde mig ævlende en Undskyldning og bød mig paa en Bajer. Da jeg ikke vilde ta imod den og heller ikke mod andre Drikkevarer, som han foreslog, blev han fornærmet, og idet han gav mig et ordentlig Puf væk fra sig, sa han:
"Aa, saa gaa Fa'en i Vold!"
Han lo: "Ja, det lyder troligt nok! Dem husker jeg ikke, hvad De vel tilgir mig, men jeg kan godt huske Billardet. Vi gik og spillede der til den lyse Morgen. Jeg var meget fuld; men jeg vandt dog en Del Penge, og da vi holdt op, stak jeg Hodet ned i Vandtruget ved Posten ude i Gaarden og blev saa nogenlunde ædru, saa jeg vandrede videre omkring Esrom Sø; for jeg var paa Fodtur i Nordsjælland. Og saa hen paa Formiddagen traf jeg en Skolelærer ovre ved Nøddebo, der fandt saa stort Behag i mit Selskab, at han indbød mig til at blive hos ham, saa længe jeg hade Lyst, for det var i Ferien, og han kedede sig. Jeg var der i otte Dage, saa kunde jeg ikke holde ham ud længer. Han vilde altid tale om Religion og Moral og den Slags, og det interesserede mig lige saa lidt dengang som nu."
"Og nu studerer De Filosofi".
"Jeg gør Fanden heller! Men jeg maa jo se at faa Filosoficum. Det er fem Aar, siden jeg blev Student, og den skal man jo ha, hvis man vil ta nogen anden Eksamen."
"Hvad studerer De da?"
"Mest Mennesker, levende, men ogsaa nu og da Kadavere. Jeg bilder Folk ind, at jeg er Mediciner, og jeg har ogsaa i et Par Aar gaaet paa "Almindeligheden", men nu interesserer det mig kun, naar det er Lig af unge Mennesker, især unge Piger; de kan være saa kønne. Jeg er ogsaa Lyriker, Kadaverlyriker à la Heine, og nu skal jeg til at udgi et Vittighedsblad. Det skal hedde "Pierrot". Vil De være Medarbejder?"
Dermed var Bekendtskabet gjort. Det udviklede sig i de følgende Maaneder. Han gav sig nu ogsaa af med de andre paa Holdet og gjorde os den Ære at være med, naar vi samledes til et Symposion paa min Kvist. Dog betingede han sig paa Forhaand en Flaske Madeira, for Romtoddy, som vi andre nød, taalte hans Konstitution ikke, sa han. Han fik Madeiraen og gav sine rigelige og morsomme Bidrag til Underholdningen. Henad Jul begyndte han at forsømme Forelæsningerne, og efter Nytaar blev han helt borte.
Saa en Dag sidst i Maj paa Kongens Nytorv kom der imod mig en smilende og vinkende flot udhalet Søofficer med opknappet Uniformsfrakke, hvid Vest med Guldknapper og hvide Hansker.
180 "Men du himmelske Fader! Er det Dem Korfitsen? Er De blevet Søofficer?"
"Jeg er Underskibslæge i Hs. kgl. Majestæts Fregat "Tordenskjold", og dette er min Uniform. Tager jeg mig ikke ud i den?"
"Hvordan i Alverden er det gaaet til?"
"Jo. Jeg hørte af en Skibslæge, at de i Marinen søgte unge Medicinere, der ikke behøvede at være Kandidater. Og da jeg jo har gaaet paa Almindeligheden og ellers ikke hade noget presserende for, siden jeg opgav Filosofien og Bladet, saa meldte jeg mig. Jeg var beskeden nok til at tro, at der ikke vilde komme noget ud deraf, men en Nat, jeg kommer hjem i en noget løftet Stemning, ligger der et stort Brev med et stort sort Laksegl paa og med Udskrift "Hr. Underskibslæge V. Korfitsen." Det var Ordre til at melde mig næste Dag hos Chefen paa "Tordenskjold" for videre Ordre. Jeg rettede mig uvilkaarlig, slog Hælene sammen og gjorde Honnør for mig selv. – Nu var jeg da endelig blevet til noget."
Han tog sig brillant ud i Uniformen, slank og smidig i sine Bevægelser. Ikke for intet hade han dyrket Fægtekunsten con amore. Jeg følte mig ganske stolt ved at gaa med ham gennem Østergade og se passerende Soldater og Orlogsmatroser ta til Huen og de unge Damer skotte efter den smukke Uniform. Naturligvis endte Mødet med et Glas Madeira i Bestles Vinstue paa Hjørnet af Klosterstræde. Nu var han jo godt beslaaet med Kongens Mønt. – Hans Bedrifter til Søs blev ellers ikke højt vurderede af hans overordnede, Overlægen Dr. Winstedt. Han karakteriserede ham nærmest som ganske umulig baade som Læge og som Kollega. Han kunde ikke stille den simpleste Diagnose og ordinerede for alle mulige Tilfælde blot amerikansk Olie, saa Winstedt turde aldrig forlade Skibet, da han kun hade ham til Assistance, og det var ham en hel Lettelse, da han endelig blev af med ham. Heller ikke i Messen gjorde han sig, men la sig efterhaanden ud med de fleste Officerer ved sine Sarkasmer og sin Mangel paa Respekt.
Det gik ham dog værre, da han næste Gang kom i Uniform. Og Uniformen var heller ikke saa pyntelig. Hans Lægetjeneste til Orlogs friede ham ikke fra anden Værnepligt; han blev taget til Fodfolket og kom som Rekrut til Kronborg. Det var et andet Syn, end da han var i den flotte Søofficersuniform. Han saa mildest talt simpel ud i den gamle forslidte Vaabenfrakke og de lyseblaa Bukser. Og han var i det sorteste Humør. Det var jo Slavetjeneste, syntes han, og saa at man skulde la sig kommandere af en Splejs af en Løjtnant, der næppe nok var blevet tør mellem Skuldrene. Men han 181 løb ogsaa nok en Dag fra det hele. Det truede han med, da han engang besøgte mig i Helsingør; men han gjorde dog ikke Alvor af Truslen. Derimod gjorde han sig skyldig i alle mulige andre Forsyndelser og Forsømmelser, saa at han efterhaanden kom til at gennemgaa alle mulige militære Straffegrader med Undtagelse af "den sorte Kokarde". Heldigvis kunde han bagefter se "stort" paa Ubehagelighederne og gi ganske fornøjelige Skildringer af sine Oplevelser som Krigsmand til Vands og til Lands.
Jeg fik intet mere med ham at gøre, men han fortsatte Livet igennem den Bohême-Tilværelse, han begyndte paa i sin første Ungdom, en mærkværdig Blanding af Driveri, Drikkeri og Skriveri. Det var Drikkeriet, der blev hans som saa mangt andet godt Hoveds Ulykke. For han var et godt Hoved. Og med Hjertet var der heller ikke noget i Vejen. Jeg ved, at han var en god og hensynsfuld Søn og Broder. Han kunde en Tid lang være energisk i sit Arbejde, men naar saa Interessen for det slappedes, hade han ikke Viljekraft nok til at fortsætte alligevel. Det meste af det gjordes jo ogsaa kun til Livets Ophold, og hans Krav i saa Henseende var ikke store. Jeg traf ham engang i den da bekendte Visehandler Jul. Strandbergs Bod, hvor han var inde for at faa Honorar for eller Forskud paa de Viser og Sange, han forsynede Forlaget med; han var ogsaa Leverandør af Farcer og Smaastykker med Sange til de smaa Forstadsteatre.
"Den Slags Digterværker ligger for mit Talent," sagde han. "De skulde gøre mig den Ære at overvære en Forestilling!"
Det blev dog ikke til noget. Den sidste Gang, jeg saa ham, var en Eftermiddag paa Købmagergade, hvor han kom midt ad Gaden med en Hob Gadedrenge efter sig, som han var i fuldt Skænderi med, og som drillede ham og hujede ad ham. Jeg lod, som jeg ikke saa ham, men da jeg straks efter vendte mig om for at se efter ham, hade han ogsaa vendt sig om og stod og saa efter mig, og alle Drengene gjorde som han. Jeg har senere i Livet, naar jeg tænkte derpaa, bebrejdet mig, at jeg saaledes fornægtede ham i en Situation, hvor jeg dog maaske kunde ha hjulpet ham.
Det væsentligste Udbytte for mig af Professor Brøchners Forelæsninger var, som sagt, Indtrykket af hans Personlighed. Forelæsningerne anspændte min Fatteevne, men vakte ikke min Interesse, og da jeg engang mange Aar efter tilfældig fik fat i mine pænt skrevne Kollegiehæfter fra dengang og gav mig til at læse i dem, var jeg ikke kommet et Skridt videre. Hvor dog det hele Arbejde 182 til denne underlige Eksamen havde været unyttigt og vistnok ganske uden Betydning for min Udvikling.
Det gik ikke synderlig bedre med Professor Rasmus Nielsens propædeutiske Forelæsninger, men jeg nød dem paa anden Vis og forsømte saa godt som aldrig. I det store Rus-Auditorium, hvor Solen om Formiddagen gennem de højtsiddende Vinduer faldt ned over et Par hundrede morgenmuntre Ungersvende, var det altid fornøjeligt at være med. Det var som paa Legepladsen mellem Timerne i Skoledagene. Der var en Summen og Snakken og Latter, indtil vi hørte Nøglen blive drejet om i Døren ind til Lærerværelset og saa Døren gaa op og Professoren træde ind. Saa var der næsten stille. Vi rejste os og blev staaende, følgende med Blikket den lille, undersætsige, foroverbøjede Skikkelse med den duvende Gang, indtil den naade hen til Katedret og op ad de to-tre Trin og med et hilsende Smil saa ud over Forsamlingen. Da var vi under hans Øjnes Magt, disse stærke Øjne, der kunde lyse af den livfuldeste Interesse og varmeste Hjertelighed, men ogsaa lyne af dyb Indignation eller spille i drillende Haan, saa man blev ganske lammet. Hans ret grove Ansigtstræk gennemlystes af Intelligensen i hans Blik, og han bedaarede alle, han gav sig af med. Han talte meget og gerne, helst for flere Tilhørere, og var der mange, blev han veltalende, selv over det almindeligste Samtaleemne. Man sad ikke og sov eller tænkte paa andre Ting under hans Forelæsninger, alene den Evne, han hade, til at modulere sit bløde fynske Maal og give Talen Karakter og Stemning, var nok til at holde En vaagen og interesseret. Og saa vidste han at gribe og benytte, hvad Tilfældet eller Øjeblikket bød ham.
Han hade i Efteraars-Semestret jævnlig i sine Forelæsninger henvist til Kulturudviklingen i det gamle Grækenland uden at komme ind paa Perserkrigene og deres Betydning for Udviklingen; men da vi efter Nyaar 1864 atter mødtes, var Holsten besat af Forbunds-Eksekutionshæren og Krigen ved at bryde ud. Mandag den 1. Februar Kl. 10 om Formiddagen gik Prins Friedrich Carl og Preusserne over Kieler-Kanalen og Grænsen, og Efterretningerne herom kom til København i Dagens Løb. Da vi Tirsdag Formiddag Kl. 11 samledes i Rus-Auditoriet, var Stemningen i høj Grad præget deraf, og vi blev endnu stærkere grebet, da Rasmus Nielsen, mere bøjet end sædvanlig, med tunge Trin traadte op paa Katedret, en Stund stod tavs og saa ud over den dødsstille Forsamling og derpaa, idet han rømmede sig for at trænge Sindsbevægelsen tilbage, lavrøstet begyndte: "Ja, saa er altsaa Uvejret over os, der saa længe har truet. Hvorledes det vil gaa os, ved ingen, men lad os sætte vor 183 Lid til, at vor Ret er stærkere end den Magt, der vil krænke den, og at det vil gaa os, som det gik Grækerne, da det mægtige Persien vilde overvælde dem". Og han fortsatte saa Forelæsningen med i store Træk at skildre Gangen og Hovedbegivenhederne i Perserkrigen og den store Betydning, den fik for Udviklingen af den græske Kultur. Saa vidt jeg ved, blev han ved dette Emne ogsaa i de nærmest følgende Timer og gik først derefter tilbage til Propædeutiken og Redegørelsen for Filosofiens Forhold til de forskellige Videnskaber og dens Betydning for de akademiske Studier.
En Gang før var jeg blevet grebet af hans Veltalenhed under Behandlingen af Emnet "den stærkeres Ret". Det var, da han ved Reformationsfesten om Efteraaret gav en Skildring af Luther paa Rigsdagen i Worms, som han stod der ene med en klippefast Overbevisning om sin uforkrænkelige Ret, en Overbevisning, der i sit Væsen var Magt og bragte hans Sag Sejr. Rasm. Nielsen endte da sin Tale med at overføre Lignelsen paa vore egne øjeblikkelige Forhold. Den 29. September var Fællesforfatningen blevet forelagt Rigsraadet. Nu skulde Forsøget gøres paa at faa Slesvigs Forhold til Kongeriget endelig ordnet med eller mod de tyske Forbundsmagters Vilje. "Det er ikke noget nyt, vi har for", sagde han. "Ak nej! Det er en gammel Strid – langvarig Rettergang fra Arilds Tid – fra hin Prins Uffe med det rustne Sværd – han greb til Værget, da det gjaldt – og saa igennem Tiders, lange Tiders Veksel ned – indtil de sidste Offere, der faldt – rigt smykkede med Kampens Roser. – Det er en gammel Strid – thi udaf Oldtids Taager, Fortids Skumring samler sig en Hær – en talrig, mægtig Hær, der strider for vor Ret – det er en Forbundshær af stærke Minder – Oh! lad dem være ude paa Kampens Dag – i Farens Stund de bryde frem med samlet Styrke og med Kraft og Ild – som Flammer i en Luthers Aand – som Sværdets Lyn i Gustav Adolphs Haand – at lyse paa vor Vej til Maalet!"
Mægtig løftede sig hans Stemme i disse rytmisk formede skønne Slutningsord, og den store Stilhed, der fulgte efter, viste, hvor grebet Forsamlingen var.
Faa Uger efter, den 13. Novbr., vedtoges Fællesforfatningen, og den 15. Novbr. døde Frederik VII.
Frederik d. VII. Død
361 Efterretningen om Frederik VIIs Død naaede mig Mandag Morgen, da jeg Kl. 8 gik ombord paa Dampskibet i Helsingør for at sejle til København efter Søndagsbesøget i mit Hjem. Budskabet var den foregaaende Aften af Telegrafdirektør Peter Faber paa eget Ansvar, det vil sige uden Ordre, telegraferet ud til alle Stationer, men først sent, ved 10-Tiden, da Folk forlod Teatret, hvor bl. a. Erik Bøghs Lystspil "Tre for En" var blevet opført for et lattermildt Publikum, rygtedes det mellem dem og spredtes i Byen, at Kongen var død om Eftermiddagen. Og da Kronborg hen paa Morgenen om Mandagen begyndte Sørgesalutten med de 27 Minutskud, fik man Rygtet bekræftet og travlt med at tænke paa Sørgetøjet til Landesorgen.
"Horatio" kom til Kvæsthusbroen henad Kl. 11, og jeg naaede lige Slotspladsen, da Udraabelsen af den nye Konge fandt Sted. Pladsen mellem Holmensbro og Højbro var tæt fyldt af Mennesker, der stod i tavs Forventning. Det var raakoldt Graavejr og tung og trist Stemning over det hele. Alles Blik var rettet mod Balkonen over Slotsporten, hvorfra man ventede, at Udraabelsen vilde finde Sted. – Saa blev Fløjdørene ud til Balkonen smækket op af rødklædte Tjenere, og straks efter traadte Konsejlpræsident Hall ud, og højt, saa det hørtes over hele Pladsen, raabte han: Kong Frederik den syvende er død! Længe leve Kong Christian den niende! – Tre Gange raabte han det ud over den dødsstille Folkemasse. Da han havde raabt det tredje Gang, traadte han til Side, og Kong Christian kom ud mellem de mægtige Portalsøjler med en hurtig, ligesom snublende Bevægelse og med halvløftede Arme, en Attitude, der ikke klædte ham. Hvor saa han tynd og spinkel ud mellem de svære Søjler, og hvor tog han sig lidet kongelig ud i Sammenligning med sin Forgænger, hvis omfangsrige Korpus og storladne naadige Haandbevægelse ved saadanne Lejligheder 362 stemplede ham som Landets Konge og Folkets Fader. Idet Kong Christian viste sig, lød der spredte Hurraraab rundt om i Folkestimlen uden synderlig Styrke, og Kongen trak sig ret hurtig tilbage. Da raabtes der etsteds: Leve Fællesforfatningen! Leve Ministeriet! og nu rullede Hurraraabene hen over Pladsen og op mod Slottet, og vilde ikke standse. Saa traadte Kongen atter ud paa Balkonen, og uvilkaarlig holdt Raabene op; man trode mulig, at Kongen vilde tale. Men Kongen nøjedes med hilsende Haandbevægelser, der saa ud som Fingerkys, og forsvandt saa igen, hvorefter Balkondørene lukkedes. Forestillingen var forbi.
Men den fik et Efterspil. Da Kongen kort efter forlod Slottet og over Slotspladsen og Holmensbro ad Holmens Kanal kørte tilbage til det gule Palæ i Amaliegade, var Folkeskaren i Lag med at spredes. Stemningen var ikke Kongen gunstig. Der havde under de langvarige Forfatningsforhandlinger fæstnet sig den Mening, at Tronfølgeren var imod Fælllesforfatningen og holdt paa Helstaten, fordi han som slesvig-holstensk Prins i Virkeligheden var mere tysk end dansk i Syn og Sindelag. At det var ganske urigtigt, skulde der Aar til at overbevise Menigmand om. Helstatsmand var han, det var givet, og Helstatsmænd var ikke populære i det daværende nationalliberale og eiderdanske København, "Fædrelandet"s og "Dagbladet"'s København. Helstatsmænd var "lunkne" Patrioter, de ejede ikke den rette danske Nationalfølelse, mange af dem var Slesvigholstenere og talte Tysk som deres Modersmaal. Kongen selv talte jo kun Dansk med Accent og i hans Familiekreds taltes mere Tysk end Dansk.
Da Kongens Vogn kørte over Holmensbro og maatte sagtne Farten i Menneskestimlen, bøjede Kongen sig frem og hilste ud. De nærmeste stod stille og tog Hatten af, de fjernere saa kun paa, og saa var der nogle, der gav sig til at raabe: Leve Forfatningen! Skriv under! Da flere og flere raabte med, strømmede Folk til og frem mod Vognen, som om de vilde standse den. Kongen rettede sig i Sædet, sad rank, men hilste ikke mere og saa heller ikke ud paa Stimlen. Kusken piskede paa Hestene, da de var over Broen og saa gik det i Fart ned ad Holmens Kanal, mens Ungdommen fulgte efter i Løb og Folk styrtede frem fra Fortovet og Raabet: Skriv under! forplantede sig lige saa hurtig, som Vognen kørte. Vi var en lille Flok Studenter paa Vej til Foreningen, da Vognen naade os, just som vi var kommet over Broen. Vi istemte Raabene og gjorde os til deraf oppe i Foreningen, hvor der var fuldt af Folk og iøvrig Diskussion om, hvad der nu skulde gøres, og hvordan man bedst skulde demonstrere. Vi bildte os ind, at Studenterne, ogsaa vi nyfødte, var selvskrevne til at spille en Rolle ved denne Lejlighed.
Heldigvis stod der en besindig Mand i Spidsen for Foreningen, nemlig 363 cand. jur. Vilhelm Rode, en født Studenterleder, lige indtagende i Person og i Optræden, paa samme Gang Ligemand og Overmand. Ham lyttede man til og lystrede. Hans smukke bløde Stemme føltes næsten som et Kærtegn, naar han talte venlig til En, og det faldt aldrig nogen ind at sætte sig imod hans Ønske. Han paalagde os indstændig foreløbig ikke at demonstrere paa egen Haand under nogen som helst Form og at gøre, hvad vi kunde for ogsaa at holde andre derfra. Nu kunde vi jo samles om Aftenen i Foreningen og tale om Sagerne.
Der var stuvende fuldt den Aften oppe i den store Sal. Rode talte, og hans Udtalelser vidnede just ikke om Lojalitet eller Sympati for Kongen, men han formanede os dog atter til at optræde besindigt, og Skolebestyrer Brix, der var Medlem baade af Landstinget og af Borgerrepræsentationen og hørte til de ældre Studenterforeningsledere, der hade været ivrige Deltagere i Martsdemonstrationerne 1848, hvor det ogsaa gjaldt en ny Forfatning og Forholdet til Slesvig, berettede om Borgerrepræsentationens Møde umiddelbart efter Udraabelsen, hvor en Adresse til Kongen var blevet enstemmig vedtaget, skønt den indeholdt en ganske uforbeholden Opfordring til Kongen om at "fuldbyrde den Gerning, som kun Døden forhindrede Deres højsalige Forgænger fra at afslutte". Ogsaa Ploug talte og fraraadede ved Demonstrationer at øve Tryk eller Tvang paa Kongen, men selv hade han rigtignok nogle Timer forinden i "Fædrelandet" fremholdt, at der herskede megen Tvivl om, hvorvidt "Kongens personlige politiske Anskuelser" staar i Samklang med dem "Folkets oplyste og selvfølende Flertal hylder", og at det var i høj Grad ønskeligt, om noget skete "straks eller meget snart", som kunde overtyde Almenheden om denne Tvivls Urigtighed.
Der skete ellers intet særligt den Aften, hverken i eller udenfor Studenterforeningen. Der var flere Folk i Gaderne end vanligt, og mange la Vejen om ad Amaliegade forbi det gule Palæ; men hele Huset laa mørkt ud til Gaden. Gardisterne vandrede uanfægtet frem og tilbage foran det, og naar Stimlen blev for stillestaaende, anmodede nogle Politibetjente Folk høfligt om at passere Gaden.
Næste Formiddag skulde Kommunalbestyrelsen overbringe Kongen Hovedstadens Lykønskningsadresse, men denne Gang fulgte man ikke Forbilledet fra Martsdagene 1848 og gik i stort Optog fra Raadhuset gennem Byen. Man kørte i lukkede Kareter til Amalienborg tidlig paa Formiddagen og modtoges i Audiens af Kongen og Dronningen Kl. 11. Der samledes en Del Mennesker i Amaliegade, og da Repræsentanterne omsider viste sig og søgte Vognene for at køre tilbage til Raadhuset, stimlede Folk sammen om dem for at faa at vide, hvad Kongen hade sagt, og om 364 han vilde underskrive, men som efter Aftale blev der svaret, at det vilde blive meddelt efter Tilbagekomsten til Raadhuset. Altsaa styrtede vi afsted efter Vognene til Nytorv, og da Overpræsident Lüttichau snart efter traadte frem paa Bredtrinet af Trappen under Kolonaden, blev der lydstille paa Torvet. Synlig grebet af Situationen meddelte han først Hovedindholdet af Adressen og derefter, at Hs. Majestæt paa Henstillingen i Adressen om at stadfæste det af Rigsraadet vedtagne Forfatningsudkast, hade forsikret Deputationen, at han hade et saa oprigtigt dansk Sind som nogen, men at han som konstitutionel Konge hade Ret til kun at beslutte og handle efter modent Overlæg, og at han holdt paa denne sin Ret. Gennem Geheimestatsraadet skulde hans Beslutning blive meddelt. Overpræsidentens Redegørelse tilfredsstillede ikke Folk. Den besvaredes med Leveraab for Kommunalbestyrelsen og for Ministeriet Hall men ikke for Kongen.
Uroen i Byen voksede i Dagens Løb. Der holdtes Møder i Borgerforeningerne, og "Fædrelandet" fortsatte sine tvetydige Opfordringer til at la Kongen ha Ro til sine "overflødige" Overvejelser. Han hade jo kun ét at gøre, nemlig at skrive under. Det kom en Stund hen paa Aftenen til ret højrøstede Demonstrationer foran Palæet i Amaliegade, men Politiet, der var mødt mandsstærkt frem, fik dog Gaden ryddet i Mindelighed. Den nationalliberale Politidirektør Crone, der næppe havde noget imod, at Kongen fik et Indtryk af Stemningen i Befolkningen, hade nok paalagt sine Ordenshaandhævere at fare saa lempelig frem som muligt. En Sværm drev hen foran Studenterforeningen og vilde ha Studenternes Mening at vide, saa en af Seniorerne maatte ud paa Balkonen og gi den en Sludder for en Sladder og udbringe et Leve for Ministeriet. Vilh. Rode var i Øjeblikket ikke tilstede; han var i C. V. Rimestads Arbejderforening for at tale til Folket der.
Den næste Dag skrev Kongen under. Paa det samlede Ministeriums Vegne hade Hall allerunderdanigst henstillet til Kongen at sanktionere Forfatningsudkastet og udtalt, at en Tilsidesættelse af det vilde medføre en Tilstand, hvoraf Ministeriet ikke formaaede at se nogen lykkelig Udgang. Med andre Ord: Ministeriet truede med at gaa af og med Demonstrationer af ubestemt Art, hvis Kongen ikke skrev under. Han skrev saa under i Geheimestatsraadsmødet paa Christiansborg, efter at han Dagen forinden hade konfereret med Andræ, der havde stemt imod Forfatningsudkastet, og med Karl Moltke for at faa en af dem til at danne Ministerium, men uden at det var lykkedes. Kongen kunde overhodet ikke faa nogen til at støtte sig, hvis han nægtede at underskrive Udkastet, og saa skrev han under; men han la ingen Dølgsmaal paa, at han ikke delte Ministeriets Politik, for hvilken det selv maatte ta Ansvaret.
365 Efterretningen om Kongens Underskrift bredte sig hurtigt fra Folkemængden, der ogsaa den Dag under Statsraadsmødet hade samlet sig paa Slotspladsen, ud over Byen og vakte almindelig Glæde og Tilfredshed. Folket hade sat sin Vilje igennem; nu var alt, som det skulde være. Men ude i Amaliegade, hvor Folk atter samledes baade den Aften og den næste, laa det gule Palæ lige mørkt og udeltagende, saa der blev ikke noget af de forventede Hyldestdemonstrationer i de Dage. Fredag den 20. November kom de endelig til Udbrud. Den Dag modtog Kongen Rigsraadet in pleno og Rigsdagens Formænd i stilfuld Audiens paa Christiansborg og fik Lovgivernes Hyldest og Tak i de varmeste og mest anerkendende Udtryk, som Folkemængden paa Slotspladsen gav sin Tilslutning gennem uophørlig Hurraraaben, der tilkendegav, at nu vilde man se og hylde Kongen personlig. Han fulgte Opfordringen. Denne Gang aabnedes dog kun et af de store Vinduer i Trongemakket, Kongen og Dronningen viste sig ved det, og med høj Røst udtalte Kongen sin Tak for den Hengivenhed, der vistes ham og hans Familie. "Jeg ber Dem," sluttede han, "med mig at istemme et Gud velsigne og beskytte Danmark!" Da den kongelige Familie kort efter forlod Slottet og kørte over Slotspladsen, stimlede Folk atter sammen om Vognen og var lige ved at spænde Hestene fra og sig selv for i hyperlojal Begejstring. En anden Stemning end for fire Dage siden.
Der faldt efter dette nogen Ro over Gemytterne. Nu trode man den hellige Grav vel forvaret. De færreste hade Anelse om, i hvor høj Grad Fællesforfatningens Vedtagelse og Regeringens Fastholden ved Eiderpolitiken afsvalede de venligsindede Stormagters Interesse for os. Vi stolede stadig paa, at de ikke vilde taale et Overgreb paa Danmark fra Tysklands Side; men skulde det alligevel ske og vi kom til at staa alene i Kampen, saa hade vi jo i 1848–49–50 vist, at vi kunde staa os mod "Tyskerne", og nu hade vi tilmed den stærke Dannevirkestilling at støtte os til. I hvert Fald vilde da Sverige og Norge gaa med os. Vi var jo lige ved at afslutte en offensiv og defensiv Alliance med vore "Brødre". Dette Haab svandt betydelig ind ved Karl XV's Trontale, da den svenske Rigsdag sluttede den 8. December, men det blussede atter op Ugedagen efter, ved Aug. Sohlmans Telegram til Ploug: "22,000 kommer og han selv," der skyldtes et skriftligt Tilsagn, Kongen hade givet den skaanske Skandinav, Godsejer Rosenmüller. Den Lygtemand drog os kun længer ned i Hængedyndet. Konferencerne mellem Hall og Englands, Ruslands og Frankrigs særlige Sendebud og deres bestemte Erklæringer, at Danmark ikke maatte gøre Regning paa aktiv Hjælp fra deres Side, hvis November-forfatningen ikke toges tilbage, saa der kunde indledes nye Forhandlinger 366 med de tyske Stormagter og Forbundsdagen, fik man kun lidet eller intet at vide om; i hvert Fald sluttede man sig til Halls Mening, at nye Forhandlinger kun vilde medføre ny og resultatløs Forhaling af Konflikten; saa var det bedre at faa Ende paa den med det samme. Den 4. Decbr. var Kundgørelsen af 30. Marts om Holstens Forfatningsforhold, som Forbundsdagen brugte som Paaskud til at true med Exekution, sat ud af Kraft, og det maatte være den yderste Indrømmelse, Danmark kunde gøre. Dette var "Dagbladet"s og "Fædrelandet"s Mening og dermed ogsaa det toneangivende nationalliberale Københavns. Altsaa ogsaa Studenterforeningens. Men ikke Kongens. Det vidste man, selv om han lojalt hade givet efter for den offentlige Mening og "skrevet under". Den Lojalitet, han mødte til Gengæld var, bortset fra Demonstrationen, efter at han hade underskrevet, noget lunken, ikke mindst fra Studenternes Side. Kongen hade aldrig, som Frederik VII, vist nogen særlig Interesse for Studenterne eller Studenterforeningen.
Mandag den 30. Nvbr. om Eftermiddagen var Frederik VII's Lig ført fra Glücksborg til Flensborg og bragt ombord i Dampskibet "Slesvig", paa hvis Dæk der var rejst en tempelformet Baldakin, under hvilken Katafalken for Kisten var anbragt. "Slesvig" forlod Flensborg samme Aften, eskorteret af en anden Orlogsdamper, men ankom, efter Ordre, først Onsdag Eftermiddag til Københavns Red. Udenfor Bomløbet bragtes den svære Kiste fra Skibet over i en dertil indrettet stor Pram. Kongeflaget blev lagt over den, Kranse og Blomster i Hobe om den, og mellem dem tog tolv Gardister og deres Kaptajn Opstilling som Æresvagt, mens Medlemmer af Hofetaten grupperede sig i Agterstavnen. Det hele Arrangement tog længere Tid end beregnet, saa Klokken blev over fem, inden Paradesejladsen gennem Havnen og Knippelsbro til Tøjhusbryggen kunde gaa for sig. Det var et pragtfuldt Skue. Fra min Kvist var der Udsigt over Gammelholm og Havnen lige til Christiansholm og Dokøen. Det var mørkt med skyet Himmel og næsten stille Luft. Sejlløbet var paa begge Sider garneret af flammende Begkranse, og Baade med Fakler flakkede omkring og gjorde det skvulpende Vand til en lysglitrende Flade, hvorhenover Dødsskibet langsomt gled, bugseret af to Chalupper, hvis dæmpede taktfaste Aareslag ligesom fulgte Rytmen i Kirkeklokkernes Klemten og i Koralen fra Gardens Musikkorps, hvis Baad aabnede Processionen. Oppe i min Kvistkarnap var vi samlet en Del glad Ungdom for at se paa Stadsen, men alt som Optoget kom nærmere og Sørgemusiken lød stærkere og ind imellem Sørgesaluttens Minutskud ude paa Reden, afdæmpedes Latteren og Lystigheden mellem os, og det var ikke frit for, at en og anden af de mere følsomme fik Taarer i Øjnene, selv om Sorgen just ikke gjaldt den afdøde Konge.
367 Et Par Uger henstod Kongeliget i castrum doloris paa Christiansborg, men kun det sidste Par Dage fik Publikum nogle Timer daglig Adgang til at paradere gennem Salen og se den mægtige Egetræs Kiste og det øvrige Arrangement, hvoraf især de fire "Drabanter" ved Kistens fire Hjørner, der stod ubevægelige som Statuer og uden at fortrække en Mine, var Genstand for undrende Opmærksomhed.
Den 18. December blev Kongeliget ført til Roskilde, hvor Bisættelsen i Domkirken skulde finde Sted den næste Dag. Studenterne deltog sammen med Korporationer og Borgerforeninger i Sørgetoget gennem Byen. Vi samledes ved Universitetet og marscherede først til Rosenborg Exercerplads og derfra sammen med de andre Foreninger for at opstilles "en haie" langs Togets Vej. Studenterne fik Plads i Vimmelskaftet, og der stod vi to-tre Timer og ventede. Toget skulde afgaa fra Christiansborg Kl. l½, men kom først i Gang langt senere og naaede ikke os før henad Kl. 4. Det var en slem Ventetid; Vejret var raat, og det blæste ikke saa lidt, saa det kneb med at holde Kulden ude. Vi marscherede paa Stedet og trampede i Takt; nogle gik deres Vej, andre nøjedes med at gaa ned i "Ginnerups Kælder", som vi hade lige ved, og faa noget varmt i Livet. Da Kirkeklokkerne endelig begyndte at ringe og Minutskuddene at dundre fra Jagterne ved Holmens Bro og inde fra Tøjhuset, vidste vi, at nu var Toget i Gang, men det varede alligevel en Evighed, inden vi øjnede Hestgardens Harnisker henne paa Amagertorv og hørte den enstonige klagende Sørgemusik fra deres dæmpede Pavker og Trompeter. Langsomt kom de nærmere og nærmere. Det var egentlig de mest gribende Øjeblikke under hele Optoget. Selve dette gjorde et underlig uordnet Indtryk, mest vistnok ved den Sværm af Hofembedsmænd og Officerer, Lakajer og Staldknegte, der til Hest og til Fods omgav og fulgte alle Ekvipagerne i Kortegen. Ligvognen hade et Forspand af 8 Heste, der var iklædt lange, sorte Mankapper17 og førtes af 8 Officerer med 8 assisterende Staldknegte. Ved Siden af Vognen red 8 Kammerherrer, medens 18 Oberster og Kommandører gik til Fods ligesom de 4 Kammerjunkere, der holdt i Ligklædets fire Snipper; alleryderst gik 12 Officerer som Drabanter med sænkede Sørgepartisaner18. Ogsaa Kong Christians Vogn var forspændt med 8 Heste og omgivet af ridende Hoffolk og Officerer med oprejste Partisaner. I det smalle Vimmelskaft var der ikke Plads til, at alle disse Heste og Mennesker kunde holdes i Orden og Række, og det hele Tog gik da her nærmest i Skuddermudder.
Ret rørende var det at se den afdøde Konges Paradehest, der førtes af to sørgeklædte "Livsadelknægte" umiddelbart efter Ligvognen. Det smukke Dyr med det tomme Generalskaberak19 gik ret rolig og huggede 368 kun nu og da med Hodet, utaalmodig over den langsomme Gang og de hyppige Standsninger. Nu var ogsaa dens Livsgerning afsluttet. Dens Herre skulde ikke mere sidde højt til Hest paa den og i Pasgang passere Fronten og hilsende slaa ud med Haanden til sine "Børn". Egentlig burde de ha været højsatte sammen i en mægtig Kæmpegrav, nu maatte de nøjes med at foreviges sammen i Bissens mægtige Rytterstatue, hvortil Skitsen allerede da var udført og stod i Atelieret i Materialgaarden, hvor de danske Kommuners Lykønskningsdeputation hade taget den i Øjesyn en Uges Tid efter Kongens Død.
Efter den kongelige Kortege kom det store Folkefølge til Fods, et mægtigt Følge paa adskillige tusinde. Det gik i tætsluttede Rækker med floromvundne Bannere og Faner og tog sig imponerende ud. De, der stod i en haie i Gaderne, sluttede til, efterhaanden som Toget passerede. Fra Voldene ved Vesterportgabet fik Kong Frederik Hovedstadens sidste Hilsen i Sang og Salut, og saa fortsatte Toget til "Jernporten"*) ved Indgangen til Frederiksberg Allé, hvor den officielle Opløsning fandt Sted. Men en stor Del af det gaaende Følge fulgte med til Foden af Frederiksberg Bakke paa Vejen til Roskilde. Her tændte de ridende Lakajer deres Fakler, og i Skæret af dem kørte Ligvognen videre eskorteret af den Deling Husarer, der hade afsluttet Toget gennem Byen. Vi stod og saa efter det, til det forsvandt bag om Bakken. I Gæstgiveriet "Sorte Hest" ude i Vesterbrogade sad vi snart efter nogle Stykker og spiste Bøf og drak Kongens Gravøl i Øl fra Kongens Bryghus.
*) Selve den smukke gamle Gitterport var af Hensyn til Færdslen borttaget et Par Maaneder forinden. Sporvejen mellem Frederiksberg Runddel og Acciseboden ved Frihedsstøtten var blevet aabnet den 20. Oktober.
Et Par Dage senere afholdtes Sørgefest i Studenterforeningen i den obligate Stil med blændede Vinduer, floromvundne tændte Lysekroner og Kandelabrer og Kongens Byste mellem Lavrbærtræer. Ploug holdt Mindetalen, der i Øjeblikket gjorde stærkt Indtryk, selv om man ved nærmere Overvejelse tog Forbehold overfor den Slags oratoriske Overdrivelser som, at over denne Konge "sørgede de unge med de gamle, de lave med de høje, de fjerne med de nære, Kvinderne med Mændene, kort sagt alle, som elskede Danmark." Det var da kun faa Aar siden, at hans Popularitet stod paa saare svage Fødder, i hvert Fald i København, hvor "Grevinden og hendes Søskendebarn" tiljubledes af Folket i Casino, og Nyaarsoptøjerne 1860 paa Slotspladsen, fjorten Dage efter Frederiksborg Slots Brand, foruroligede Kongen, saa han atter begyndte at snakke om at nedlægge Kronen. Det var i de Aar heller ikke noget usædvanligt – jeg husker det af Selvsyn – at Folk ikke hilste Kongen, naar han kom 369 kørende, især hvis Grevinden var med i Vognen. Det bør dog ikke glemmes, at han kunde baade vinde og imponere ved sin værdige Optræden; det hade han kort forinden sin Død vist ved Afskedstalen til Prins Vilhelm, der skulde være Grækernes Konge. Det var som en jævn men dybt følt Parafrase af hans smukke Valgsprog: Folkets Kærlighed min Styrke. Da vakte han alles Beundring. Ogsaa hans broderlige Forhold til Kong Karl XV under deres jævnlige Sammenkomster i hans sidste Leveaar og Beretningerne om hans Deltagelse i Borgerballerne ovre i Sønderjylland gjorde ham populær, men "elsket og æret" – det er saadan stærke Ord. At han døde just paa det Tidspunkt, føltes af alle som noget skæbnesvangert, men naar Ploug nu kanoniserede ham som en Folkehelgen og fremhævede hans "Danskhed" paa hans Forgængeres Bekostning og betonede, at han "fuldt ud tilhørte sit Folk," kunde man ikke undlade at vejre en Bagtanke deri med Adresse til hans Efterfølger. Det blev da ogsaa for en stor Del paa Christian IX's Bekostning, at der i de nærmeste Aar efter rundt om i Landets Byer rejstes Statuer og Byster af den "folkekære" Konge og efter Forfatningsændringerne i 1866 af "Grundlovens Giver".
Da Sørgefesterne var vel overstaaet, kom man tilbage til den politiske Situation. Den var hverken blevet klarere eller bedre. Mens vi Søndag den 20. Decbr. holdt Sørgefest i Studenterforeningen, hade den engelske Afsending Wodehouse en afgørende Forhandling med Hall om Novemberforfatningens Tilbagetagelse. Den næste Dag skulde Rigsraadet, der hade vedtaget Forfatningen, sluttes. Baade Kong Christian og Wodehouse søgte at bevæge Hall til at lade Rigsraadet blive inde og se at faa det til at forhandle Spørgsmaalet om Tilbagetagelsen, men Hall vilde ikke; han ansaa det for ganske ørkesløst, og Rigsraadet sluttedes. Kongen gav sig dog ikke endnu. Han kaldte Andræ og opfordrede ham til at danne et Ministerium, der kunde forsøge at faa Forfatningen genophævet; men Andræ ansaa det for haabløst selv at prøve derpaa; kun En kunde gøre det nemlig Hall, og burde, sa Andræ, "lænkes til Taburetten", indtil han hade gjort det. Da Kongen atter indstændig anmodede Hall om at genindkalde Rigsraadet, gav Hall et halvt Løfte om at gøre det, men da han umiddelbart efter raadførte sig med Krieger derom og ikke fik Medhold, tog han sit Løfte tilbage og indgav i Stedet for sin Demissionsbegæring.
Det var Juleaften, samme Dag som hannoveranske og sachsiske Exekutionstropper rykkede ind i Holsten, mens de danske trak sig tilbage til Slesvig. 2. Juledag samledes saa paa Kongens Opfordring det saakaldte "lille Rigsraad", 12 af Rigsraadets mest fremragende Medlemmer, 6 Tilhængere og 6 Modstandere af Novemberforfatningen, for at forhandle om Situationen. Der kom intet ud af Forhandlingen. Hall ventede nu, at Kongen 370 skulde be ham ta Demissionsbegæringen tilbage, men Dagen efter var Monrad, der efterhaanden hade indset, at Hall nu var umulig som Forhandler med de fremmede Magter, hos Kongen, og viste sig villig til at ta Affære. Halls Afskedsbegæring blev saa bevilget den 28. Dcbr. Efter meget Besvær fik Monrad samlet et Ministerium af blandet Art; Nationalliberale og Helstatsmænd, der, da det endelig var fuldtalligt, spottende benævntes "Millionen", fordi det bestod af l (Monrad) med 6 Nuller efter. Dets Politik skulde blive i det Hallske Spor: Novemberforfatningen skulde opretholdes, men nye Forhandlinger med Traktatmagterne indledes. Wodehouse og Ewers mødtes med Monrad, der var villig til at genindkalde Rigsraadet, men ikke til at foreslaa det Forfatningens Genophævelse; hvis Tyskland paaførte Danmark Krig af den Grund, vilde han rejse hele Folket og forsvare Landet Stykke for Stykke, lige til København. Efter den Erklæring opgav de fremmede Afsendinge at bringe Ministeriet Monrad til Fornuft. Et Forslag fra Lord Russell om en Konference i London af samtlige Traktatmagter, mens status quo opretholdtes, ogsaa for Forfatningens Vedkommende, afvistes af Preussen og Østerrig, der forlangte Forfatningen ophævet og truede med Okkupation ogsaa af Slesvig, hvis det ikke uopholdelig skete. I de følgende Uger blev der vekslet Noter og Depecher i en Uendelighed og endelig den 21. Januar erklærede Regeringen sig villig til med Rigsraadets Samtykke at sætte Novemberforfatningen ud af Kraft og ombytte den med en anden, der hvilede paa Bestemmelserne af 28. Jan. 1852. Men da var det for sent. Krigen var der; thi Preussen (Bismarck) vilde det. Vi hade i Novbr., Dcbr. og første Halvdel af Januar indkaldt ialt 42,000 Md. og derefter Forstærkningsmandskab tilbage til 1853 ialt 12,000 Md., hvoraf de ældste aldrig havde haft en Riffel i deres Haand. Vi hade 55,000 Rifler, men manglede adskilligt i det øvrige Udstyr, ogsaa ovre i Danmarksstillingen, hvor der hverken var Barakker nok eller ordnet Intendantur, saa at Mandskabet led utroligt i det vekslende Vejrlig med skiftende stærk Frost og Tø og Regn. Humør og Forhaabninger sank Dag for Dag hos Soldaterne, men ovre i København vedtog Rigsdagen, der var blevet samlet den 11. Jan., en Adresse til Kongen, hvori der tilsagdes ham Støtte til Bevarelsen af Sønderjylland helt og udelt, selv om det skulde koste blodige Kampe og tunge Ofre. Halls Efterfølger Monrad afviste i Landstinget al Tanke om Slesvigs Deling efter Nationaliteterne, og Ploug betvivlede, at noget fornuftigt Menneske kunde tænke derpaa.
Jeg tilbragte Julen og det meste af Januar i Helsingør. Her var Stemningen ganske som i København; man holdt paa Hall og paa Novemberforfatningen 371 og var ikke bange for en Dyst med Tyskerne. Man hade dem her tilmed paa nært Hold, da Garnisonen, 15. Regiment, bestod af Sydslesvigere og Holstenere, der var tysksindede og talte Tysk og hade ondt ved at forstaa Dansk, naar det ikke passede dem. De var indkvarterede paa Kronborg, men hade deres Gang i Byen og paa Beværtningerne, hvor det undertiden kom til Drillerier og Sammenstød. Der hade været et saadant en Søndag i August, som var endt med Slagsmaal, hvorunder en Soldat jog sin Sabel i en Tjenestekarl, der laa over hans Kammerat og kværkede ham. Karlen døde og Soldaten fik tre Aars Forbedringshus. Det blev saa forbudt Soldaterne at bære Sidevaaben udenfor Tjenesten og at opholde sig i Beværtninger efter Kl. 3 om Eftermiddagen; det gjorde dem jo ikke mere venligsindede. Da Regimentet blev forlagt over til Slesvig, skete Afmarschen i al Stilfærdighed uden Sang og Klang og anden Festlighed, som da 2. Jægerkorps i 1848 drog afsted og hele Byen fulgte dem paa Vej og Omegnens Bønder mødte med deres Vogne og kørte Soldaterne til Hillerød. Alligevel beholdt Byen en Fornemmelse af, at Regimentet hørte den til, og da det snart forlød, at Soldaterne derovre ved Dannevirke ikke havde det videre godt, dannede der sig straks Komiteer af Byens Damer og Herrer, som paa forskellig Vis søgte at lindre deres Kaar. Damerne strikkede Uldstrømper og Vanter og Tørklæder og Trøjer, Herrerne sørgede for Skjorter og Tobak i alle Former, lidt Læskedrik blev ogsaa sendt over, omend i mindre Kvanta end Brygger Heymanns 40,000 Bajere. 15. Regiment hørte til Fodfolksreserven og laa indkvarteret lidt nord for Slesvig By. Sendingerne var højst velkomne, og Regimentets Chef, Oberstløjtnant Zepelin takkede for dem.
Ud over dette Velgørenhedsværk naaede Krigsinteressen egentlig ikke. Hele Januar igennem vidste man jo ikke, hvad det vilde blive til. Man haabede stadig, at England og Rusland ikke vilde tillade Preussen og Østerrig at gaa ind i Slesvig. Holsten, som Forbundstropperne hade besat, maatte de helst beholde med det samme. Saa forlød det, at Ministeriet Monrad alligevel var villig til at forberede Novemberforfatningens Tilbagekaldelse eller til at udsætte dens Ikrafttræden, for at stille de tyske Stormagter tilfreds, saa at Kejser Napoleon var uvillig stemt mod Danmark og for at faa en Støtte i de tyske Mellemstater fraterniserede med sin "Fætter" Hertug-Prætendenten, som Preussen ikke vilde vide af, saa at Lord Palmerstone haanede Danmark for dets Fordringsfuldhed og Magtløshed, kort sagt, man vidste hverken, om man var købt eller solgt, og det bidrog just ikke til at højne Interessen eller opflamme Krigsmodet. Uldtøjet og Tobakken blev de væsentligste Bidrag, Helsingør bragte til Fædrelandets Forsvar. Kursen paa Stillingsmænd gik i Vejret, og værnepligtige 372 af ældre Aargange, der kunde risikere Indkaldelse, søgte Optagelse i det borgerlige Artillerikorps, hvis Ophævelse hade været paatænkt, men som man nu paa Grund af Forholdene besluttede at opretholde. Byen var i sit Forretningsliv midt i en travl Periode. Der arbejdedes med mange Mand baade ved den ny Havneudvidelse, som man lovede sig saa meget af, og ved Nordbanens Anlæg og dens Stationsbygninger. Et Par kraftige Storme i December fyldte Havnen med Skibe og Havarister, som der altid tjentes godt paa; den ny Patentophalingsbedding og Skibsværfterne hade fuldt op at gøre, og det Par Provianteringsforretninger, der var tilbage fra Sundtoldens Tid, hade ikke siden da haft saa stor Omsætning. De offentlige Forlystelser kom atter i Gang et Par Dage efter Konge-Bisættelsen, Teatret spillede "Herren ser dine Veje", det "kgl. priviligerede" Skydeselskab holdt Julebal, og i "Engelsk Kirke" dansede den letsindige Ungdom fra Gaden og Havnen. Ogsaa den private Selskabelighed florerede; de færreste tænkte paa, at man dansede paa en Vulkan, og at Udbruddet kunde komme, naar det skulde være. De færreste anede ogsaa, hvor slet det i Virkeligheden stod til med vort hele Krigsberedskab. Man stolede paa Dannevirkes, om ikke Uindtagelighed, saa dog store Modstandsevne, man vidste ikke, hvor svært det vilde være at holde den vidtstrakte Stilling, naar Slien og de øvrige store Oversvømmelser frøs til, hvor utilstrækkelig Hærstyrken var, og hvor meget der endnu manglede. Man fik først en Anelse derom, da man i Januar saa "Forglemmigejerne" skyde frem, de indkaldte Forstærkningsmænd, hvis Mundering bestod af gamle lyseblaa Kapper over islandske Uldtrøjer. De fleste af dem var gifte Folk, der hade Kone og Børn hjemme, og de var ikke glade for at skulle over og slaas med Tyskerne. Det var for saa vidt heller ikke alle de unge, der indkaldtes, og hvoraf et tusind Stykker samledes i Rekrutskolen paa Kronborg. De var for en Del indkvarterede i Byen, saa man hade jo Lejlighed til at snakke med dem. Deres Uddannelse var meget tarvelig; det gjaldt kun om, syntes de selv, at faa dem saa hurtig som muligt afsted, over til Kanonføde paa Dybbøl.
Heller ikke i København var Stemningen videre krigersk. Ministerskiftet hade taget meget af Løftelsen; Tilliden til Monrad var ikke ubetinget. Ploug og "Fædrelandet" støttede ham. Bille og "Dagbladet" forholdt sig reserveret. Der kom stadig intet ud af Forhandlingerne med de fremmede Gesandter. Tanken om Slesvigs Deling fremførtes og fik nogen Tilslutning, men Monrad erklærede, ligesom Frederik VII i sin Tid: "Det skal ej ske." Det samme holdt de nationalliberale paa, og det blev Hovedpunktet i Martsforeningens Program trods Dannevirkes Opgivelse og Dybbøls forestaaende Fald.
373 Den 31. Januar om Aftenen, da Krigen var erklæret, rejste Kongen og Monrad over til Hæren, nærmest vistnok for at styrke Stemningen, der sank som Følge af de Savn og Strabadser, Vinterkulden og den daarlige Forsyning medførte. Da Kongen naaede Slesvig By tidlig om Morgenen den 1. Februar var Preusserne rede til at gaa over Eideren og Kl. 10 var de paa Vej til Eckernførde. Den sidste Dag søgte Prins Friedrich Carl at forcere Overgangen over Slien ved Mysunde, men blev standset og maatte gaa tilbage. Den for os heldige Træfning og Kongens personlige Tilstedeværelse løftede atter Stemningen i Hæren trods Østerrigernes Besættelse af Kongshøj i Forterrænet den næste Dag, og da Kongen og Monrad Torsdag Morgen den 4. Febr. forlod Slesvig, beredte Befalingsmænd og Menige sig til at gi Fjenden en varm Modtagelse, naar han nu i de nærmeste Dage fornyede sit Angreb. Den sløvende og pinlige Uvirksomhed var forbi.
Men det blev ganske anderledes. Om Eftermiddagen samlede den øverstkommanderende General de Meza, Divisionscheferne og Cheferne for Artilleriet og Ingeniørerne, ialt 11 af de højeste Officerer, til et Krigsraad for at drøfte Stillingens Holdbarhed. Østerrigernes forholdsvis lette Fremtrængen i Forterrænet den foregaaende Dag hade svækket Tilliden til den under de forhaandenværende Forhold. Udfaldet blev som bekendt, at man mente, at det vilde være bedst for Hæren og Landets Forsvar, om Dannevirkestillingen blev opgivet og Hæren trukket tilbage til Flankestillingerne ved Dybbøl og Fredericia: Af de 11 Deltagere i Krigsraadet stemte 10 for Rømningen; Lüttichau, Artilleri-Generalen, stemte imod; han syntes det var en Skam at efterlade alt det gode Positionsskyts, der var Stillingens Stolthed, inden man hade haft Lejlighed til at anvende det.
Tilbagetoget foregik i god Orden fra Fredag Aften den 5. Februar. Hvad Soldaterne led paa denne triste Marsch mod Nord er noksom bekendt, ogsaa hvor tappert de sloges ved Helligbæk og Sankelmark, da Max Müllers Brigade – 1. og 11. Regiment – stansede Østerrigerne i Forfølgelsen og tilføjede dem saa store Tab, at deres to Brigader maatte trækkes tilbage og erstattes med nye Tropper. I det barske Vintervejr med Modvind og Islag paa Vejene tog det 19 Timer at tilbagelægge de 7 Mil mellem Dannevirke og Flensborg. Hvert Øjeblik maatte Afdelingerne gøre Holdt, fordi der var en Standsning forude, og langs Vejkanterne laa styrtede Heste, efterladt Materiel, bortkastede Vaaben og Soldater, der var segnet om af Træthed, og som man forgæves søgte at faa stablet paa Benene igen. Der var Lidelse og Elendighed nok, men hvilken Massacre var det ikke blevet, hvis Fjenden havde faaet Tid til at omgaa Stillingen og lægge sig i Vejen for Tilbagetoget ved et Frontangreb og Sideindhug!
374 Meddelelsen om Tilbagetoget og Dannevirkes Rømning telegraferedes først til Krigsministeriet Fredag Aften, da det hele var i Gang; tidlig Lørdag Morgen var det foruroligende Rygte paa Fart ud over Byen. For at høre derom søgte Folk til Krigsministeriet bag Børsgraven, hvor der snart samledes Hobe af Mennesker paa Gaden. Da jeg ved 10-Tiden var paa Vej til Universitetet og saa dem, maatte jeg hen og se, hvad det var der foregik, og da jeg hørte om den ganske uventede Katastrofe og saa den Sorg og Harme og fuldstændige Mangel paa Forstaaelse, der greb alle og ogsaa mig, blev Universitetet naturligvis opgivet og Studenterforeningen Stedet, hvor jeg søgte hen. I Løbet af nogle Timer blev der stuvende fuldt af Folk i Foreningen og en stigende Stemning af Forbitrelse. Ingen forstod Sammenhængen og Grunde, alle følte det som en uværdig Handling. Og første Gang hørte jeg her Betegnelsen: Forræderi! blive udslynget. Hvem der var Forræderne, og hvori Forræderiet bestod, blev ikke nærmere angivet, men Ordet i sig selv passede saa godt til Skuffelsen, der føltes, at det straks slog an. Jeg mindes ikke at Kongen just blev kaldt "Forræder", men nok, at det antoges for givet, at han hade haft en Finger med i Spillet. Han søgte for enhver Pris at redde Monarkiet for sig og var sikkert rede baade til at opgive Novemberforfatningen og Sønderjyllands Indlemmelse og til at gaa med til et Hertugdømme Schleswig-Holstein i Personalunion med Kongeriget. Stemningsmanden Monrad var nok slaaet om, da han saa, hvordan Krigen tog sig ud paa nært Hold, og de reaktionære Generaler mente rimeligvis, at de paa den Maade bedst kunde faa de Nationalliberale sat fra Bestillingen som Landets Styrere og Ledere af Forhandlingen om Ordningen af Forholdet til Hertugdømmerne.
Nogle af de ældre og besindige i Foreningen, navnlig Vilh. Rode og Advokaterne H. N. Hansen og Nellemann, søgte at tale Hidsighoderne til Fornuft og imødegaa Fordringerne om, at Foreningen skulde gaa i Spidsen for et eller andet. Indtrængende paabød de os at forholde os rolig afventende, til man fik nærmere Rede paa Forholdene. De Par Gange der i Dagens Løb kom Telegrammer ovre fra Slesvig, strømmede man til for at høre dem oplæses, inden de blev slaaet op paa Tavlen, og der stod man saa bagefter tæt pakket og glode paa Telegramblanketterne med den blaa Skrift og søgte at faa noget ud af deres kortfattede og temmelig indholdsløse Meddelelse. Da "Fædrelandet" kom ved 4–5 Tiden, indeholdt det et voldsomt Angreb paa Hærledelsen. Ogsaa det blev forelæst og bidrog sit til Sindsbevægelsen. En rastløs Uro prægede Stemningen. Det syntes alt sammen saa ydmygende og æreløst.
I Eftermiddagens Løb bredte der sig et Rygte om, at Kongen var kommet tilbage, og det hade til Følge, at Folk søgte ud til Amalienborg 375 og Amaliegade for at demonstrere. Navnlig efter Fyraften tog Folkevandringen til, og der samledes efterhaanden en Masse Mennesker derude. Politidirektør Crone hade forudset, at saadant kunde ske, og hade sendt en betydelig Politistyrke derud. Sammen med Vagten ryddede den først Amalienborg Plads og derefter med mere og mere Besvær den tætfyldte Amaliegade. Da man hade faaet de modstræbende Masser trængt tilbage til S. Anna Plads, blev der slaaet en Dobbelkordon20 af Betjente tværs over Gaden og bag ved den opstillet en Dobbeltrække, to og to, der fik Ordre til at trække Stavene. Mængden hade nemlig begyndt at mase paa for at komme ind i Gaden; Fornærmelser og Skældsord udslyngedes mod Betjentene, et og andet lettere Kastevaaben fulgte med, og Puf og Stød førte til Haandgemæng. Saa aabnedes pludselig Kordonen, og frem skred Dobbeltrækken med løftede Stave og huggede sig Vej ind i Massen, der skrigende og skældende veg for det uventede Angreb.
Jeg var ved et Tilfælde blevet tilbage i Amaliegade, da den blev ryddet, og stod bag Kordonen, da Udfaldet fandt Sted. Jeg hører endnu Lyden af Stavenes Slag paa Rygstykkerne. Det lød, som naar Vaskerkonerne i Sørup bankede Vasketøjet i Esromsø: Klap! Klap! Klap! Klap! taktfast og tydeligt gennem al Raaben og Skrigen. Hoben sprængtes i to Dele. Den ene dreves op mod Bredgade og over gennem Strandstræderne, den anden ned ad Pladsen til Toldbodgade. Da jeg kort efter gik over den tomme S. Anna Plads kom en Deling Husarer i Trav Betjentene til Hjælp, og nu fortsattes Gaderydningen frem til Kongens Nytorv. Her red Hestefolket ind paa Hobene, der samlede sig, og det kom flere Gange til alvorlige Sammenstød. Først over Midnat var Spektaklet forbi.
Næste Dag var det Søndag. Som rimeligt var, ventede man at Optøjerne vilde gentages, naar det blev mørkt. Fornuftige Folk var da kommet til Besindelse og holdt sig hjemme, men der var Janhagel21 nok, der vilde skaffe sig en billig Søndagsfornøjelse ved lidt Sjov i Gaden, og det fik de ogsaa. Den energiske Dronning Louise, der sammen med sine Døtre under Kørslen fra Frue Kirke om Formiddagen var blevet insulteret ved Hujen og haanende Tilraab, kaldte Politidirektør Crone til sig for at konferere med ham om, hvad der burde gøres, hvis Optøjerne fra den foregaaende Aften skulde gentages; hun raadede ham til at prøve Sprøjterne i Stedet for Stavene, et Raad, hun havde faaet af sin Mor, den kloge Landgrevinde Charlotte af Hessen, Christian den VIII's Søster. Det skulde være et probat Middel til at køle ophidsede Hoder med. Det viste sig rigtigt. Da der hen paa Aftenen atter samlede sig Folk i Amaliegade og Stimlen blev tættere og Uroen stærkere i Nærheden af det gule Palæ, uden at det var muligt for Politiet at faa Folk til godvillig at passere Gaden, demaskeredes 376 Sprøjtebatteriet ved Kolonaden og en kraftig Douche sendtes ud over Masserne, som i Hui og Hast og under Skrigen og Latter flygtede tilbage til S. Annæ Plads for at komme udenfor Sprøjternes Rækkevidde. Her opløste det hele sig i Sjov og Løjer. Men andre Steder drev Hobe omkring i Gaderne uden at vide, hvad de egentlig vilde, og flere Gange samledes saadanne foran Studenterforeningen og forlangte, at Studenterne skulde komme ud og gaa i Spidsen. Da det ikke skete, og Gitterporten blev lukket for Næsen af Demonstranterne, gik der nogle Ruder i Løbet, inden en behjertet Senior fra Balkonen fik talt dem saa vidt til Fornuft, at de fortrak. En syngende Sværm drog sent om Aftenen forbi Nybørs paa Vej til Christianshavn for at opvarte Biskop Monrad med Kattemusik, men Politiet kom hurtig til og fik dem drevet tilbage over Knippelsbro; Biskoppen hade dog faaet den Søvn forstyrret, som han i høj Grad trængte til.
Han hade haft en anstrengende Dag. Straks om Morgenen, da han var kommet tilbage fra Sønderborg, hade han kaldt Repræsentanter for "den offentlige Mening" til sig, Redaktørerne af de store Blade, Formændene for Arbejderforeningen af 1860, Industriforeningen og Studenterforeningen, nærmest for gennem dem at faa udspredt, at hverken Kongen eller han hade haft noget at gøre med Dannevirkes Opgivelse, og at de først hade faaet Meddelelse derom Natten til den 6. Februar, da Tilbagetoget alt var i Gang. Det var kommet dem lige saa overraskende som Krigsminister Lundbye, der samtidig hade faaet det at vide. Hele Ansvaret maatte lægges paa den kommanderende General og Krigsraadet. Det samme gentog han for Rigsdagens Medlemmer, som han lod sammenkalde til et Møde Kl. 4 i Folketingets Sal paa Christiansborg.
Jeg hade faaet Nys om Mødet og stillede med et Par Kammerater i god Tid i Kolonaden ved Opgangen til Folketingssalens Tilhørerplads, men der var allerede fuldt af Folk, som Betjente ordnede i Række og i Hold lod komme ind. Tilhørerbænkene var tæt besatte og Rummet bagved stopfuldt af staaende. Vi naaede ikke ind, men blev dog udenfor, og da Dørene ikke holdtes lukkede, kunde vi følge om ikke Forhandlingen saa Stemningen inde i Salen, baade inden og efter, at Formanden, Etatsraad Bregendahl, hade ringet med sin Klokke, og erklæret Mødet aabnet. Forinden han gav Ordet til Konsejlspræsidenten, der "ønskede at gøre Forsamlingen en Meddelelse", paabød han indtrængende Tilhørerne at følge Forhandlingen med Sømmelighed og i Tavshed uden nogen Slags Meningstilkendegivelse. Paabudet besvaredes med tydelige Protester fra Tilhørerbænkene, men der blev lydløst stille, da Monrad tog Ordet. Stilheden varede dog ikke længe. Der kom Tilraab og murrende Meningstilkendegivelser, 377 som kun trevent lod sig standse af Formandens Klokke; de ansporede dog blot Ministeren, saa der kom Klang i hans Stemme og Ild i hans Ord, og han blev hurtig Situationens Herre. "Dagbladet" hade om Morgenen udsendt et Ekstranummer, hvori Opgivelsen af Dannevirke betegnedes som "en uforklarlig og uundskyldelig Fejghed, en national Skændsel og en uoprettelig politisk Fejl". Kongen og Monrad gjordes medansvarlige for den af Generalerne tagne Beslutning. Generalerne, "som ikke med deres Rang forenede det nationale Sind, der alene i Afgørelsens Øjeblik kunde sikre den rette Beslutning". Det besvarede Monrad nu med de stærke Ord: "Et Tegn paa, at en Nation er sin Opløsning nær, er det, naar man slynger Ordet "Forræderi" ud mod dem, som tjener deres Fædreland tro, naar man kaster Mistanke paa dem, som er beredt til at ofre deres Liv for Fædrelandet, og naar der, mens Fjenden staar i Landet, laves Gadeoptøjer eller Tumulter, hvorved man tror at kunne tiltvinge sig visse Beslutninger, saa det blir nødvendigt med Magt at værne den offenlige Orden og Kongehusets Sikkerhed."
Stemningen blandt Rigsdagsmændene var hele Tiden rolig og værdig, men Tilhørerne i Baggrunden af Salen hade atter og atter ved Tilraab søgt at forstyrre Ministeren. Vi, der stod udenfor, kunde følge den skiftende Stemning derinde, og da Folk ved Mødets Slutning strømmede ud, hagede man sig fast i den første den bedste for at faa lidt mere at vide om, hvad Monrad hade sagt. Tilliden til ham var ikke stor. Og til Kongen da for den Sags Skyld heller ikke. Han kom Onsdag Morgen den 10. Febr. med "Slesvig" tilbage fra Sønderborg. Krigsminister Lundbye hade kaldt de Meza til København for at kræve ham til Regnskab for Dannevirkes Rømning. De Meza kom, gentog udførligere sin indsendte Rapport, paatog sig hele Ansvaret og forlangte uopholdelig at komme tilbage til Hæren. Han støttedes heri af de andre Generaler, der henvendte en direkte Anmodning til Kongen som øverste Krigsherre. Denne Henvendelse opirrede Krigsministeren, der nu forlangte de Mezas Fjernelse fra Overkommandoen og truede med sin Demission, hvis det ikke skete. Hverken Monrad eller Kongen turde ta Ministerskifte paa dette og følte sig vel heller ikke tiltalte af de Mezas selvsikre og selvraadige Optræden. Han blev saa forsat til Sjælland, og General Gerlach fik Overkommandoen, hvad han ikke egnede sig til. Hærledelsens Dispositionsret svækkedes, og Følgen blev, at det rette Øjeblik til at opgi Dybbølstillingen forpassedes, hvorved Hæren led et Nederlag og et Tab, der kunde være undgaaet.
Belejringen af Dybbøl stod paa i to Maaneder, men kun i den sidste, da Preusserne hade faaet Batterierne paa Broagerland opkastede og bestykkede, blev Beskydningen af ødelæggende Virkning og Skanserne mer 378 og mindre skudt sammen; der var ikke meget tilbage af dem, i hvert Fald paa venstre Fløj, da Stormen endelig foretoges den 18. April. Det var to drøje Maaneder. Slemme for dem, der gik hjemme og ventede paa Efterretninger fra Krigsskuepladsen og sjelden eller aldrig fik nogen, der kunde virke oplivende, værre for dem derovre, der mere og mere fik Følelsen af, at det hele var til ingen Nytte og før eller senere maatte ende med et Nederlag. Navnlig da Broager-Batterierne begyndte Beskydningen og i det første Par Dage, 15.–16. Marts sendte over 1000 Granater ind over Stillingen, hvis nærmeste Skanser I–II (Ankers) kun laa en god Fjerdingvej borte, indsaa man, at det kun var et Tidsspørgsmaal, og at der ikke kunde være længe igen, inden Dybbølstillingen maatte opgives. Beretningerne om Løjtnant Ankers uforfærdede Svar paa Tiltale, naar Preusserne overdængede hans Skanse med Granater, var som Lysglimt imellem de triste Meddelelser om Fjendens Fremtrængen i Forterrænet, om forgæves Forsøg paa ved Udfald at drive ham tilbage, om Skansernes Demolering, Blokhusenes Ødelæggelse, Besætningens Tilbagetrækning bag den anden Linie, hvor de dækkede sig, saa godt de kunde under Granatregnen, Sønderborgs Brand, den trykkede Stemning blandt Befalingsmænd og Menige. I et Brev, jeg fik engang i April fra en jævnaldrende Ven, der var med som Reserveløjtnant og den Dag, han skrev, laa ovre i Stillingen, skriver han, efter at ha skildret, hvor deprimerende den hele Situation er med de tavse sammenskudte Skanser og den hele Uvirksomhed, mens de ligger og venter paa, at Preusserne en Dag skal storme: I dette Øjeblik lyder der Hurraraab ovre fra Sønderborg. Det er Soldaterne, der raaber. Men du maa ikke tro, at det er af Begejstring over at skulle herover. Tværtimod. De vil ikke herover. De nægter at gaa, og de raaber Hurra i Kor for at vise, at de holder sammen. Jeg prøvede det selv forleden, da mit Kompagni efter kun en Dags Hvile ovre paa Als atter blev beordret herover. Kun ved gode Ord og rolige Forestillinger fik vi dem med os. Med Trusler og Skældsord var det aldrig gaaet. De fulgte os, fordi de ikke vilde la os i Stikken. Men hvordan vil det gaa næste Gang? Hidtil er vi sluppet nogenlunde, men der kan jo ske meget, inden vi atter er ude af dette Helvede." – Min Ven slap levende fra det, men han blev en af de 3000 usaarede Fanger, som Preusserne tog med som Trofæer fra die glorreiche Erstürmung der Düppeler Schanzen.
I den Pavse, der nu indtraadte med Vaabenhvile under Londonner Konferencen, var vi som bekendt, trods Nederlaget, saa forhaabningsfulde og fordringsfulde, at vore Venner ved Konferencen opgav os og vore Fjender løb avet om med os. Krigsminister Lundbye, der ved utidig Indgriben hade hindret Dybbøls Rømning i Tide, blev saa nedbrudt heraf, at han 379 maatte fratræde. Hans Efterfølger, Oberst Reich, var den eneste af Ministeriet Monrads Medlemmer, der stemte for Antagelsen af Fredsbetingelserne paa Londonner Konferencen, fordi vi var ude af Stand til at fortsætte Krigen med Held. Man fulgte ikke hans Advarsel. Konferencen blev sprængt den 25. Juni, og den 29. Juni tog Preusserne Als. Dermed var Danmark uhjælpelig slaaet ned. Det hele hade staaet paa i mindre end 5 Maaneder. Bortset fra Helgolandsaffæren og et Par enkelte hæderlige Smaakampe hade der i al den Tid ikke været andet end Tilbagegang, Nederlag, byrdefulde og pinagtige Forhold under Fjendens Besættelse af det halve Land, Forvirring, Misstemning og Haabløshed i hele Folket.
Vi unge led maaske forholdsvis mindst derunder. Vor Krigsbegejstring og Lyst til at gaa med fik sit første Knæk, da Dannevirke blev forladt, og den rettede sig ikke ved Beretningerne om Forholdene ved Dybbøl, om Hegermann Lindencrones flugtlignende Tilbagetog op gennem Jylland, til han hade lagt Limfjorden mellem sig og Fjenden, eller om Fredericias Indeslutning og Beskydning 20.–21. Marts, hvorunder vi ligesom ved Dybbøl nok besvarede hvert tyvende Skud, og endelig om Dybbøls Fald og Fredericias Rømning, hvor vi ligesom ved Dannevirke maatte efterlade Hundreder af Kanoner og andet Materiale. Det var kun Vigen og Liden paa alle Hold. End ikke det Aarøeske Strejfkorps af halvandet hundrede frivillige Hugafer udrettede noget, der var værd at tale om. Af mit Rushold gik kun et Par Stykker frivillig med. Den ene var den senere bekendte Overlæge ved Øresunds Hospitalet Carl Feilberg, der meldte sig efter Dybbøls Fald, fik tre Ugers Rekrutuddannelse i Odense, kom over i til Als den 26. Juni, blev taget til Fange den 29., flygtede fra Tugthuset i Flensborg og naade efter farefulde Oplevelser over Lübeck og Malmø tilbage til København. Af de foregaaende Aargange var der mange med især af Studenterne fra 58–59–60, men det var værnepligtige, hvoraf en stor Del hade faaet Uddannelse som Reserveofficerer og Aspiranter i Skolerne paa Kronborg og i København. Indkaldelserne lige inden og under Krigen naaede ikke de 19–20aarige, og af de ældre stillede ikke faa for sig. Det ansaas ikke, navnlig da inden Krigens Udbrud, for en Skam ved at købe sig Stillingsmand (for 3–400 Rgd.) at unddrage sig den personlige Deltagelse i Krigen; meget lokkende var den jo heller ikke, som Forholdene efterhaanden udviklede sig.
Jeg mindes ikke, at jeg selv følte nogen særlig Trang til at gaa med som frivillig, skønt jeg, inden Krigen brød ud, hade lavet et højstemt Tyrtaios-Kvad, der begyndte med: Op alle Mand, nu Fjenden staar for Døren osv. Jeg var stærkt optaget af Filosofi-Studierne, og der var ingen af mine Studiekammerater, der for Alvor tænkte paa at gaa med, selv om vi nu 380 og da snakkede om det. Min Familie var dog noget ængstelig for, hvad jeg kunde finde paa, og bad mig, navnlig af Hensyn til min Far, der var ret svag – han døde i Juli – om ikke at gøre det. Senere i Livet har jeg haft Følelsen af, at jeg burde ha været med, en Følelse, der nok første Gang opstod, da jeg en Januar Morgen i 64 var tilstede ved en større Samling Troppers Afrejse fra den gamle Banegaard i København. Den rørende Hyldest, de var Genstand for fra den tætpakkede Folkemasses Side, rørte ogsaa mig og genvakte et af mine tidligste Barndomsminder, da jeg som Fireaars Purk Søndag den 9. September 1849 stod ved Vinduet i mit Hjem paa Stengade i Helsingør og saa 2det Jægerkorps' Indtog gennem Byen med klingende Spil og Officerer til Hest i Spidsen, de uendelige Rækker af støvede Soldater og blanke Bøsseløb, mellem dem de gennemhullede, afblegede Korpsfaner, og saa den Regn af Blomster og Hæderskranse, der faldt over dem, og Jubelen og Hurraraabene, der modtog dem, og Sangen "Dengang jeg drog afsted," som Soldaterne svarede med, mens de vinkede til os og svang deres Huer og greb efter Blomsterne og Gaverne, der kastedes til dem.