Fra min "Tilskuer"-Tid
Af Tilskuerens halvhundrede Aargange har jeg som Redaktør Ansvaret for otte (1893-1900). Ansvaret har ikke trykket mig i de siden da forløbne 33 Aar; først nu, jeg har faaet den venlige Anmodning om at skrive nogle Linier i Anledning af Tidsskriftets Jubilæum, mærker jeg det igen. Det er saa længe siden, jeg har beskæftiget mig med Tilskueren fra de gamle Dage. Men jeg har alle Bindene staaende i min Reol, og nu har jeg taget de otte Aargange ud af den og givet mig til at blade i dem, studere Indholdsangivelserne og hist og her læse nogle Sider af en og anden Artikel. Og under dette vaagner Minderne, jeg husker baade Mennesker og Møder med dem, Problemer, der var oppe i Tiden, Spørgsmaal, der stod paa Dagsordenen, Begivenheder, der vakte Opsigt.
Jeg husker ogsaa, da Gustav Philipsen i det lille Kontor i Bogladen paa Højbroplads overraskede eller rettere overfaldt mig med det pludselige Spørgsmaal: "Vil De være Redaktør af Tilskueren? – Neergaard maa over til Aarhus for at faa Gang i Aarhus Amtstidende. Det gælder om at holde sammen paa Partiet; det er nok ved at revne." – "Ja – men Neergaard – –." – "Neergaard mener som jeg. De kan lige saa godt sige Ja med det samme." Og saa sa jeg Ja, om ikke den Dag, saa den næste.
Jeg frygtede ikke for Samarbejdet med Philipsen. Jeg vidste af Erfaring, at han var en god Arbejdsgiver, der kun i yderste Nødsfald blandede sig i Sagerne og gjorde sin Vilje gældende.
409 Jeg hade kendt Gustav Philipsen i mange Aar og stod i venskabeligt Forhold ogsaa til hans Familie, ikke mindst til hans Bror Ludvig, Medejer af Forretningen og en dygtig Forretningsmand, men Epileptiker, der hade vanskeligt ved at tale forstaaeligt, saa Gustav maatte føre alle mundtlige Forhandlinger. Det var sikkert ogsaa Grunden til, at han hade afbrudt sin lovende juridiske Karriere, da Faren P. G. Philipsen, Grundlæggeren af Forretningen, døde 1877. Da Ludvig døde 1895 opgav han ogsaa at føre den videre alene. Han fik den forenet med Ernst Bojesens Nordiske Forlag, i hvis Bestyrelse han blev Formand. Tilskueren fik saa fra Nytaar 1896 sit Bomærke ombyttet med Nordisk Forlags.
Mit Forhold til Ernst Bojesen som Arbejdsgiver blev i alle Maader godt. Han var en behagelig Mand at ha at gøre med, elskværdig og livlig i det daglige Samvær, energisk og fuld af 410 Ideer, naar det gjaldt Forretningsforetagender. Han elskede at arrangere og ordne, især naar der kunde være Anvendelse for noget, der hade med Kunst at gøre; han var da næsten lige saa meget Kunstner som Forretningsmand. Da Tilskueren kom under hans Ressort, syntes han, at der maatte gøres noget ved det, pyntes lidt paa det; dets Udseende svarede ikke til dets Anseelse. Indholdet fandt han altid fortræffeligt, selv om jeg trak lidt paa min Mening derom, fordi jeg hade anbragt i det en mindre god Artikel, som jeg hade haft liggende i over Aar og Dag. Han hade rimeligvis slet ikke læst den. Indholdet laa ham mindre paa Sinde end Udseendet, og Omslaget syntes ham noget af det vigtigste. Han lod saa Gerh. Heilmann tegne Omslag og Vignetter, hvert Aar nyt Omslag og nye Vignetter; jeg hade heller beholdt det gamle gule, der hade faaet Hævd, men Bojesen paastod, at de nye ganske anderledes gjorde sig i et Udstillingsvindue og paa en Disk; de fik Folk til at abonnere. Det er muligt; han hade jo sine Erfaringer paa det Omraade. Der var et andet Forhold ved Tidsskriftet, som trængte til at ændres, og som Bojesen ogsaa var ude efter, men hvor han ikke fik sin Vilje; det var Expeditionen. Den var elendig. Hefterne udsendtes snart den 1. snart den 15. eller 20. eller et Stykke ind i den følgende Maaned. Skyldtes det Trykkeriet eller Redaktionen? Rimeligvis begge. Men de var enige om, at det ikke kunde være anderledes, for Forfatterne afleverede aldrig Manuskripterne, naar de skulde. Det var da ogsaa temmelig ligegyldigt, om Abonnenterne fik Heftet den 1. eller den 15. Naar det kom, kom det saa som en behagelig Overraskelse. Og det var der maaske ogsaa noget i. Forandret blev det i hvert Fald ikke i min Tid.
Det blev der i Grunden heller ikke ved Tidsskriftets Plan og Indhold. Neergaards "Tilskuer" var et Venstretidsskrift, nærmest at anse som en Fortsættelse af Brødrene Brandes' Det nittende Aarhundrede, der var blevet meget paaskønnet, mest maaske efter dets pludselige Ophør. Som dette hade ogsaa Tilskueren fornemlig søgt sine Medarbejdere og Bidragydere i den ikke meget store Kres af Meningsfæller, som gerne kaldtes "Brandesianere", selv om de ikke var det. I Indholdsfortegnelserne marcherer de op Maaned efter Maaned som Tordenskjolds Soldater. Og gode Venstremænd er de alle eller næsten alle. I Aargangen 1888 f. Ex. er der vist kun to, som ikke er det, Prof. Frederik Nielsen, den senere Biskop og Rigsarkivaren A. D. Jørgensen, men G. Brandes, 411 Drachmann, Høffding, Marcus Rubin, Schandorph, Herman Bang og Wilkens er der foruden selvfølgelig Neergaard og de to Medarbejdere Will. Behrend og Aumont. Og flere af dem kommer atter og atter igen. Det gav Tidsskriftet et behageligt fast Præg; man var altid sikker paa, at det var godt, det man fik at læse.
Disse gode Mænd blev ogsaa mine Støtter, da jeg overtog Redaktionen efter Neergaard. Jeg kendte dem alle personlig, og de lovede alle at hjælpe mig; saa jeg hade ingen Nød. Det var unægtelig noget andet, end da jeg i sin Tid skulde afløse Peter Hansen som Redaktør af Ill. Tidende. Da jeg spurgte om hans Medarbejdere, rakte han sin højre Haand frem og sa: "Den gør det meste og er den eneste, jeg stoler paa. Ja, saa er der Marcher!" Marcher var den mærkelige Gaademand, Specialist i Logogrifer, der mange Aar igennem hver Fredag paa Klokkeslet afleverede sin Gaade paa Rim i Trykkeriet. De gode Mænd holdt deres Løfter, og jeg blev dem alle Tak skyldig. Der kom adskillige andre til, og det var godt, for de første blev jo Aar efter Aar ældre og efterhaanden ogsaa trætte af at skrive Smaaartikler til et Maanedsskrift. I den sidste Aargang under min Redaktion er der ikke en tilbage af dem; det er lutter nye og yngre Forfattere, der fylder Hefterne. De gamle fulgte dog, stadig, forsikrede de mig, Tilskueren med stor Interesse. Og jeg hade al Grund til at tro dem.
I Tilskuerens Undertitel "Maanedsskrift for Litteratur, Samfundsspørgsmaal og almennyttige videnskabelige Skildringer" laa dets Program. "Litteraturen" var et noget omfattende Begreb, ti derunder maatte baade Teater, bildende Kunst og Musik tages med foruden Bøgerne. Ogsaa de almennyttige videnskabelige Skildringer hade en noget usikker Grænse, og Samfundsspørgsmaalene maatte tage sig af Politiken, hvis den skulde med: Det hele Program var mere til Pynt end til Nytte. Litteraturen kom baade i Neergaards og min Tid til at indtage en ret dominerende Plads, hvis man da regner Anmeldelser ikke blot af Bøger, men ogsaa af Teater, Musik og Kunst med foruden de rent æstetiske Bidrag: Digte, Noveller og dramatiske Skitser. Af dem var der altid nogle i hvert Hefte. De lettede paa Fordøjelsen af den tungere Føde og pyntede ogsaa i typografisk Henseende ved at bringe Afveksling i Stil og Sats. De fandt ligesom Vedels fortrinlige Boganmeldelser mange Læsere. Kunstanmeldelserne krævede nogen Særinteresse; men de var paa saa gode Hænder, at de altid blev læste. Karl Madsen besørgede gerne Kunstudstillingerne, 412 Vilh. Møller Teatrene og Will. Behrend Musiken. Det var godt Stof i hvert Hefte. Ofte var det hele Afhandlinger. De almennyttige videnskabelige Skildringer var en sjeldnere Vare, og kunde jeg faa en tre fire Stykker i en Aargang, ansaa jeg det for godt. Artiklerne om Politik og Samfundsforhold var det lettere at faa; den Slags Spørgsmaal var der mange om, og de gav Anledning til Diskussioner.
Hvad der vel nok voldte forholdsvis mest Besvær, var de rent æstetiske Bidrag, navnlig de i bunden Stil. Ikke just ved at fremskaffe dem, Tilbudet var forholdsvis rigeligt, men af andre Aarsager. Dels var man ikke altid enig om Digterværkets Værd – ogsaa i Honorarberegningen – dels toges mine Forslag til Ændringer ikke altid naadig op. Jeg hade gennem min Konsulentvirksomhed og kritisk Korrekturarbejde faaet en Tilbøjelighed eller, om man vil, Uvane til at rette i Manuskriptet, selvfølgelig kun forslagsvis. Nogle tog pænt imod det og fulgte mit Raad. Andre blev fornærmede. De bedste var ikke de værste. Johs. V. Jensen, hvis første Bog Danskere jeg paa Bojesens Anmodning hade gennemgaaet kritisk og faaet ændret paa flere Steder, sendte mig senere en historisk Novelleskitse Gregers de Whitte, som optoges efter en saadan kritisk Korrektur, for hvilken han takkede mig. "Jeg har," skrev han, "tilsendt Dem Korrekturen paa Gregers de Whitte og takker for Deres Gennemsyn og modtager alle Ændringerne som Forbedringer. De har set ganske rigtigt, min Mening var at skrive en større Fortælling. Men Emnet var for trist. … Jeg er glad over at De tog Historien i dens Utilstrækkelighed. Herefter er jeg færdig med alt Forfald, al Visnen og Sygdom. Jeg rejser nu til Norge; der vil jeg skrive en Samling Stormsange, noget om farende Vælde, hvileløs Bevægelse, Friskhed. Maa jeg sende en af dem til Tilskueren?
Et andet af Ofrene for min Korrigeringslyst var Gustav Wied. Ogsaa en af hans Romaner hade Bojesen bedt mig om at gennemgaa. Resultatet blev adskillige større og mindre Tekst-Ændringer og en Forkortelse til to Tredjedele. Elskværdig, som han var, tog han mod det med et Smil, men hævnede sig bagefter ved at sende mig Bogen i Pragtbind med en foran skønskrevet varm Tak for "Kastreringen". Jeg maatte klippe Bladet ud for ikke at vække Forargelse i mine Omgivelser. Det er 40 Aar siden. Nu da den Operation diskuteres i Bøger, Blade og store Forsamlinger, hade jeg nok ladet Bladet sidde. Til Gengæld hjalp jeg 413 ham ved en anden Lejlighed. Han hade skrevet en Novelle "Hvorledes Frk. Caroline blev min Moder". Historien var nydelig fortalt, men dens Motiv: Fortælleren faar en gammel Klosterfrøken til at tro, at han er hendes Søn, var nok lidt aparte og forargede følsomme Sjæle, hvad jeg fik skriftlig at vide. Jeg fortalte Wied det, og bad ham lave en Fortsættelse, der kunde neutralisere den ramme Smag; det gjorde han saa godt, at Historien blev til en helt rørende Idyl med Sol over den gamle Frøkens sidste Dage. Men Solen kom rigtignok først flere Maaneder efter og spredte Forargelsen. Wied var mig alligevel taknemlig for mit Raad.
Med Sophus Claussen gik det ikke slet saa godt. Jeg hade faaet hans nydelige lille Hyrdespil "Frøken Regnvejr" og var ganske bedaaret deraf. Claussen var paa Rejse i Italien, og jeg skulde selv besørge Korrekturen. Hans Versemaal syntes mig nogle Steder lidt haltende, og jeg rettede paa det, hvad jeg ikke skulde ha gjort. Da han fik Rentrykket at se, fik jeg til Gengæld følgende Brev fra Rom: "Som den Tvivler, jeg efterhaanden er bleven overfor Existensen af menneskelige og literære Autoriteter opgiver jeg for Tid og Evighed den Æresdomstol, der skulde skaffe mig Ret overfor Dem. Jeg vil dog, naar jeg tror, at have noget for Tilskueren, ikke undlade at sende det, og De, hvis De optager det, ikke undlade at forbedre det. Min Overbevisning er fremdeles denne: At skrive mine Vers er nu min Kunst, som jeg forstaar bedst. Gælder det andre Vers, er jeg en uøvet Haand og sætter ikke min rytmiske Sans op mod nogen andens. Det hade naturligvis været fornuftigst af mig ikke at skrive til Dem, hvad jeg skrev. Til syvende og sidst: hvad er saa en Snes Vers, hvis Rytmik var Dem uforstaaelig, og som nu er gjort uforstaaelig for mig, mod den Kendsgerning, at De giver mig Husly i en Tid, da jeg ikke er i Kurs hos de ældre og alene vidende, og mens jeg endnu i Publikums Øjne mangler Autoritet til at have min egen Diktion. Jeg er og bliver Dem forbunden, ogsaa fordi jeg ellers har saa ringe Anledning til at skylde nogen noget af Betydning."
Selvfølgelig hade Claussen Ret. Jeg rørte aldrig senere ved hans Vers, naar han sendte mig nogle; men det morede mig dog at se, da "Frk. Regnvejr" udkom som Bog et Aars Tid efter, at Snesen af molesterede Vers var svundet ind til to, tre; Resten maa altsaa ikke mere ha skurret i hans Øre.
Ogsaa Drachmann blev engang krænket af Tilskueren, men det tog jeg mig ikke nær; jeg vidste, at det hurtigt vilde gaa 414 over igen. Vilh. Møller hade i sin Teateranmeldelse af hans svage Skuespil "Øen i Sydhavet" sagt nogle onde Ord om det, hvorefter Drachmann lod mig vide, at saa længe Møller skrev i Tilskueren vilde han ikke være med. Men da Teatersæsonen var forbi og Møllers Anmeldelser altsaa ogsaa, fik jeg "en Haandfuld Vers", som helst skulde optages med det samme, hvad de ogsaa blev. Drachmann var dengang i Hamborg og trængte til Penge – det var i Edith-Perioden – hvad han ogsaa fik. Han bebudede saa et "Hyrdespil" i Smag med de Melodramer, han tidligere hade overladt mig til en Journalist-Kalender, jeg dengang udgav. Spillet kom dog først et Aars Tid efter og hed "Til Hyrdefløjtens Toner". Hvad han selv mente om det, meddelte han mig i følgende Brev af 1. Jan. 95. – "Kære G. Her har du Hyrdespillet – som en god Nytaarspresent. Det vil – ikke blot ved Stoffet og dets Udarbejdelse, men navnlig ved dets "Aktualitet" næsten knuse de foregaaende Melodramer i Kalenderen – og det vil blive en vældig Trumf for Tilskueren. Og jeg vil komme til at plyndre mig selv i næste Samling – og det burde egenlig være trykt som et særligt Dagbladsnummer og læst af 20000 Mennesker paa én Dag. Thi kraftigere og mere energisk Poesi skrives der overhovedet ikke i Europa for Tiden. Dertil kender jeg Europa godt nok. – Men lige meget! Jeg har lovet dig det, og du skal ha det. Imidlertid: jeg ved, hvad Værdi dette Bidrag har. Hvis jeg var Tysker eller Englænder, vilde dette ene Melodrama gøre mig til en elsket, en frygtet – og en formuende Mand. Nu maa Tidskriftet uden Knauseri og ganske hensynsløst betale mig det højeste Honorar, som man i det hele taget fra Tidsskriftets Side kan give. Man behandler mig nemlig saa hensynsløst derhjemme, at jeg næsten ikke ved, om jeg er dansk levende Digter …"
Der var en anden Ting foruden Titlerne i Indholdsfortegnelserne, jeg "reformerede", nemlig Tidsskriftets Retskrivning. Jeg hade været med i en Retskrivnings-Kommission og mente vel saa, at jeg hade nogen Forpligtelse til at være konsekvent i den Sag. Men da Georg Brandes fik sin første Korrektur efter min Tiltrædelse, fik jeg den tilbage med hans Rettelser sammen med følgende Skylle .... "Hvis De havde kjendt mine literære Tilbøjeligheder og Lidenskaber, vilde De have forskaanet mig for spærret Tryk. Jeg kjender i Typografi intet mere Pøbelagtigt. Det ser ud, som Forf. gav sig til at brøle, og jeg bruger det principmæssigt 415 aldrig … Dernæst har De ikke blot helt omkalfatret min Retskrivning, men endog, hvad der i Tilskueren er nyt, afskaffet Flertalsformerne. Hvorfor dog? Er det ikke galt nok, at Aviserne, skændigt lemlæste Sproget? Vi blive saa formfattige tilsidst, at alle Sætninger misforstaas. Og vore Rim blive saa faa og trivielle, at vort Sprog bliver en Gjøen. Og saa skriver De "Bægge"! –
Hvor hele dette Retskrivnings Spørgsmaal nu forekommer mig ligegyldigt. Det blev da heller ikke nogen Kurre paa Traaden mellem os. Dertil var vort Bekendtskab for gammelt og vort gode Forhold for grundfæstet. Han blev en af mine bedste Støtter, altid hjælpsom med et Bidrag, naar jeg trængte til det, og han gjorde aldrig Vrøvl uden om Retskrivningen. Og saa var han den mest ordholdende og akkurate med Manuskript- og Korrekturaflevering, og altid fik man en Times fængslende Underholdning i Tilgift, naar man kom for at tale med ham om et og andet. Han syntes aldrig at ha travlt eller ønske, at man snart vilde gaa, tværtimod. Hvordan han fik Tid til at skrive sine mange og store Bøger og Artikler er ufatteligt. Han omskrev altid sit Manuskript mindst én Gang, og hvis han ikke fik Tid dertil inden Afsendelsen, gjorde han en Undskyldning. Han var den bedste Ven og Medhjælper, et Tidsskrift som Tilskueren kunde faa. Han blev vist ogsaa den, der i de Aar ydede de fleste Bidrag, og de kom aldrig til at vente paa Optagelse.
Jeg kunde ha Lyst til at skrive nogle gode Ord ogsaa om andre af mine Venner fra Tilskuertiden, men det er der nu hverken Tid eller Plads til. Naar jeg gaar mine otte Aargange igennem, stiger den ene efter den anden af dem op for min Erindring. De ældste er døde, men de staar levende for mig. De, der dengang var unge og navnløse, men forventningsfulde, og som jeg bar frem ved deres litterære Daab, er nu i Tresserne graanede baade i Sind og Skind. De har vundet Navn og Anseelse, men mistet den lyse Lød og de lyse Forventninger, der dengang fyldte Sindet. Vanitas vanitatum! –
Med December Heftet 1900 afsluttede jeg min Virksomhed som Tilskuerens Redaktør. I en lille Efterskrift angir jeg som Grund en Følelse af, at jeg ikke længer staar i den levende Rapport til de yngre Forfattere, blandt hvilke Tidsskriftets Medarbejdere for en væsenlig Del skal søges. Det var dog næppe den egenlige Grund. Det var snarere, fordi jeg var blevet træt af Arbejdet, 416 Vanskeligheden ved at faa Folk til at skrive, Gennemsynet af deres Artikler, naar det endelig var lykkedes, Kritiken, der ikke altid blev vel modtaget, ogsaa den trættende Korrekturlæsning og ofte vanskelige Tilrettelæggelse af Hefternes Indhold som Følge af Uordholdenhed, man ikke turde beklage sig over, men kun hade at finde sig i. Der skulde megen Taalmodighed til. Jeg syntes nok ofte, at min Tid og min Arbejdsevne kunde anvendes bedre.
Og saa sa jeg op. Og jeg mindes ikke, at jeg bagefter fortrød det.
Men nu, da Minderne fra min Tilskuertid igen er blevet levende under Arbejdet, synes jeg alligevel, at det var en god Tid, der gav mig mange gode Minder.
Jeg takker for, at de atter er blevet kaldt til Live.
Og saa sætter jeg de otte Aargange tilbage paa deres Plads i Reolen.
M. Galschiøt.
