Fra min Redaktionstid 1884-1892
Det var en Dag i Forsomren 1884, at Boghandler Delbanco kom til mig og paa Forlagsbureauets Vegne spurgte, om jeg vilde overtage Redaktionen af "Illustreret Tidende" og helst med det samme. Peter Hansen, der havde været Bladets literære Leder i de sidste tre fire Aar, havde faaet det Anckerske Legat og skulde ud at rejse, og da han var saa temmelig ked af Virksomheden, der ikke havde bragt ham samme Tilfredsstillelse som Ledelsen af "Nær og Fjern", vilde han helst fratræde straks. – Det kom mig lidt overvældende – jeg sad midt i Forarbejdet til et stort illustreret Værk: Danmark i Skildringer og Billeder af danske Forfattere og Kunstnere – men da de to Virksomheder nok lod sig forene, og da det for Bladet gjaldt om at vinde netop de Forfattere og Kunstnere, jeg arbejdede med, og som under den tidligere Redaktion havde, om ikke boycottet Bladet, saa dog holdt sig borte derfra og støttet Konkurrenten "Ude og Hjemme", saa syntes der at være god Mening i, at jeg modtog Tilbudet og atter forsøgte mig som Mægler mellem det ny og det gamle, det unge literære Venstre og det gamle konservative Højre, der betragtede "Illustreret Tidende" som fortrinsvis sit Organ. Jeg havde allerede en Gang før, som literær Medarbejder ved "Dagbladet" under Topsøe, efter Evne og Lejlighed søgt at virke i denne gode Sags Tjeneste, men jeg havde maattet opgive det, da Topsøe døde, og en ny Aand blev raadende i Bladet. Til Støtte for Forsøget vilde Forlagsbureauet købe eller overtage "Ude og Hjemme," ligesom det i sin Tid havde overtaget "Nær og Fjern". Dengang fulgte Redaktionen med i Købet, og nu var Borchsenius, der i nogle Aar havde været Xylograf Hendriksens Medudgiver af "Ude og Hjemme," ikke utilbøjelig til ogsaa at følge med, men da der ikke var Brug for to fortrinsvis literære Redaktører, og da Borchsenius tilmed havde taget Parti i Konflikten Drachmann: Brandes efter Udgivelsen af Drachmanns "Skyggebilleder" (Ostende-Brügge), blev der intet af denne Ordning.
Jeg skulde altsaa have hele den redaktionelle Ledelse, baade af Tekst og Billeder. Billed-Redaktionen havde Boghandler C.C. Lose besørget lige fra Bladets Stiftelse i 1859, og han vilde ogsaa gerne fortsætte dermed, thi det var om ikke hans eneste saa dog hans væsenligste Beskæftigelse. Han omfattede den utvivlsomt med virkelig Interesse, men han havde i Aarenes Løb stødt mange Kunstnere fra sig, saa de ikke vilde tegne for Bladet, og selve Arbejdet med Tilvejebringelse og Ordning af Billedstoffet lod nok ogsaa adskilligt tilbage at ønske. Det var derfor hans Medudgiveres Mening, at Bladet havde bedst af at faa en helt ny og samlet Ledelse, saa at kun én Mand havde Ansvaret for det. Dertil havde de altsaa udset mig.
Det var just ikke nogen talrig Stab af Medarbejdere, der stod til Redaktionens Tjeneste. Den kunde fristes til at citere Fritz Jürgensens Drenge: Rid længer borte du, vi er et helt Regiment! Da jeg spurgte Peter Hansen om dem, rakte han sin højre Haand frem og sagde: Det er den, der gør det meste! Og sikkert var det saa. Hans fire Aargange af Bladet er gennemtrukne af Artikler af P. H., foruden det meget rent redaktionelle Stof, der ikke er signeret. Iøvrigt skrev H. Vodskov om Literatur, Angul Hammerich om Musik, Sigurd Müller om Kunst, og saa var der Marcher, den utrættelige Gaadeforfatter s-r, der fortsatte sin mærkelige Virksomhed, til han selv, ved sin Død nogle Maaneder efter Redaktionsskiftet, fik Livets store Gaade løst. Hammerich skrev sine solide saglige Artikler endnu i et Par Aar, indtil han overtog en bedre lønnet og mere omfattende Stilling ved "Nationaltidende", Sig. Müller gik snart efter til Kolding som Rektor, og Vodskov ønskede ikke at fortsætte under den ny Redaktion. Jeg ved ikke, om jeg stødte den meget ømtaalige Mand ved at ytre, at det literære Element for Fremtiden maatte begrænses noget. Hans Artikler var nemlig efterhaanden blevet lange Tidsskrift-Artikler, og hvor interessante og livfuld skrevne de end var, egnede de sig ikke rigtig for et Ugeblad af saa alment Indhold som "Illustreret Tidende". Mulig laa det ogsaa i, at han ikke vilde være med til den ved Redaktionsskiftet indtrædende Kursvending over ad det literære Venstre til. Hans Forhold til den realistiske Retning var det, at han nok i Princip anerkendte dens Berettigelse og Betydning, men i Praksis stillede sig udenfor det literære Venstre og polemiserede mod "Partiet" og "Tendensen" i de realistiske Forfatteres Skrifter, et ikke ualmindeligt Standpunkt i de Tider; Peter Hansen og Topsøe stod paa det samme. Skønt Forlagsbureauet, som det skrev, ikke havde skyet at bringe betydelige Ofre for at erhverve "Ude og Hjemme" og saaledes "samle alle Kræfter i Kunstens som i Literaturens Verden om ét Blad", blev det derfor ikke saa let, dette med at samle "Kræfterne". Bruddet i December 1883 mellem Berg og Hørup, imellem det danske Venstre og den "europæiske" Radikalisme, og Hørups og Edv. Brandes' Uddrivelse af "Morgenbladets" Paradis medførte, hen paa Somren, "Politikens" Startning, og dette Foretagende lagde ogsaa Beslag paa "Kræfterne" i det literære Venstre. Dertil kom, at Borchsenius begyndte et nyt illustreret Ugeblad "Hjemme og Ude". Det gik ganske vist kun et Kvartal eller to, men det bandt i det mindste saalænge flere Medarbejdere. Saaledes skrev Drachmann i Septbr. 84 til mig: Jeg tror vanskeligt, at "Illustreret Tidende" vil, som du siger, blive et neutralt Mødested. Dertil var dine Ord hos Hegels i Vinter for tydeligt rettede imod mine Bestræbelser og for Brandesianerne*). Hvis jeg nu vedblivende skriver hos Borchsenius, da er det netop, fordi Brandesianerne ikke længer er der. De Herrer faar jo nu deres eget Organ ("Politiken"), og hvis de tilmed kommer ind i "Illustreret Tidende", saa er dette ikke neutralt, og jeg vil være neutral. Der har du det hele i faa Ord.
*) Bruddet mellem G. Brandes og Drachmann, foranlediget ved Drachmann-Artiklen i Brandes' "Det moderne Gennembruds Mænd" – Drachmanns Artikel i "Dagbladet" mod Brandes og hans Angreb i "Ostende-Brügge" paa "den moderne franske Aand" samt Sammenstødet imellem Drachmann og Pingel ved Souperen efter den liberale Vælger-Forenings Kasino-Møde var foregaaet i December 1883.
Dette var ikke videre opmuntrende, tilmed da Udgiverne under Interregnet, medens Peter Hansen endnu stod som Redaktør, gentagne Gange lod mig høre, at jeg var for "dristig" – f.Eks. da jeg efter det berømte Folketingsvalg 25. Juni 1884, hvor bl.a. Skræder Holm slog Prof. Goos i 5te Valgkres, bragte store Billeder af Valghandlingen paa Eksercerpladsen, derimellem et med Holm paa Talerstolen, og det uagtet jeg i den ledsagende Tekst gjorde det Kunststykke end ikke at nævne Holms Navn. Det forsonede ikke Lose, at der i et følgende Nummer kom endnu større Billeder fra Væddeløbsbanen paa Eremitagesletten, der var hans Arena, og da Udgiverne erfarede, at jeg havde faaet Erik Skram og Peter Nansen til faste Medarbejdere, tror jeg nok, at i det mindste de tre af dem fortrød, at de havde indladt sig med mig.
Betænkelighederne svandt vel heller ikke helt, da det første Numer under mit Navn udkom i Oktober. Det aabnedes ganske vist med en stor Artikel af C.St.A. Bille om den nys afdøde national-liberale Eksminister C. E. Fenger, men det indeholdt ogsaa en Artikel af G. Brandes, og det tilmed om et saa upatriotisk Emne som Feltmarskal Grev Moltke; hvad hjalp det, at den var glimrende skrevet; det var jo dog ikke det, man ventede i et "nationalt" Blad.
Til alt Held, om jeg saa maa sige, brændte Christiansborg samme Aften, som det første Numer var færdigt fra Trykkeriet. Aldrig i mit Liv har jeg været saa træt, som da jeg Kl. 5-6 næste Morgen gik hjem og lagde mig, efter ikke at have siddet ned i de sidste tolv Timer. Men jeg havde saa ogsaa hele Planen for "Brandnumeret" færdig og flere Tegnere i Arbejde. Bladets eneste faste Tegner, Gamborg, havde jeg faaet purret ud, endnu inden Flammerne slog ud af Taget, og de andre fangede jeg ind under min rastløse Vandren paa og omkring Brandstedet. Der kom virkelig et 628 efter Datids Forhold ganske anseligt Numer ud deraf. Det reves bort, som det kom fra Trykkeriet. Hele Ugen gik to, tre Maskiner med det, og der solgtes vist over 50,000 Stykker. Dette "Svineheld", som Lose betegnede det, fæstnede min Stilling, og da jeg snart efter leverede et Par flotte Holberg-Numre, i Anledning af 200-Aars-Dagen for hans Fødsel, med Bidrag af P. Hansen, Johs. Steenstrup, Jul. Lange, Edv. Brandes, Birket-Smith, Schandorph, Kroman o.fl. og med Billeder af Marstrand, Hans Tegner, H.N. Hansen, Vilh. Rosenstand o.fl. syntes man, at alt var saare godt.
Jeg vil ikke sige at jeg selv syntes det. Medarbejderforholdet voldte Vanskeligheder. Peter Nansen havde allerede efter et Par Forsøg opgivet sine Causerie-Artikler, der under Titlen "Ude og Hjemme" skulde have vedligeholdt Mindet om det kønne Blad; meget og til Dels uvant Arbejde maatte jeg gøre selv, som jeg bedst kunde, men navnlig Billederne skaffede en Del Besvær. Vi havde kun én fast Tegner, den 50-60-aarige Knud Gamborg, og hans Tegninger var i Aarenes Løb kommet i et saadant Vanry, især blandt Kunstnerne, at Bladets Anseelse led derunder. Og det var ganske uhjælpeligt. For den flittige, i Virkeligheden talentfulde, godmodige Mand tog imod alt, hvad man bød ham, men brød sig bare ikke en Smule derom. For han vidste, at han var uundværlig, og at der ikke var en blandt Kunstnerne, der kunde eller vilde fylde hans Plads. Han tegnede jo, hvad det skulde være, og hvordan det skulde være, til Træsnit, til Ætsning, med Streg og med Tone, stort og smaat, ganske som det forlangtes, og med saa kort Frist, som der blev sat. Jeg gjorde adskillige Forsøg paa at komme udenom ham til andre Tegnere, men maatte altid tilbage til ham, og han afvæbnede mig da ganske ved sin Elskværdighed. Rimeligvis smilede han lunt, naar jeg vendte ham Ryggen, for han var en Stoiker, for hvem Dyden (en fyldt Pung) var det eneste Gode, og Lasten (en tom Pung) det eneste Onde, og som Stoiker kendte han heller ikke til Anger, i det mindste ikke overfor sine daarlige Tegninger. Naar han imellem leverede en god, vidste han det godt, og saa smilede den pertentlige gamle Herre over hele sit rare Ansigt.
"Illustreret Tidende" havde sit eget Atelier for Gengivelse af Billederne. Det lededes af den senere Ejer og Udgiver af Blade G. Pauli, og der arbejdede i det en 4-5 Træskærere. Det var selvfølgelig et kostbart Apparat, og et af mine Formaal skulde være at faa denne Udgiftspost nedbragt. Vejen var givet. Den moderne, i vore Dage overalt benyttede Reproduktionsmaade var allerede den Gang ret udviklet i Tyskland og Frankrig, men anvendtes endnu ikke meget af Bladene. Et Firma i Wien, Angerer, var naaet videst, og her havde Xylograf Hendriksen, "Ude og Hjemme"s Udgiver, lært Metoden, hvorefter han indrettede sig et Atelier herhjemme ved Siden af sit Træskæreri. Hos ham fik vi i de første Aar en Del Billeder gengivet, men selvfølgelig maatte det være vort Maal at faa vort eget Atelier ogsaa for denne Art Reproduktion. Pauli eksperimenterede med beundringsværdig Udholdenhed. Helst var han rejst til Tyskland for ogsaa at lære Fremgangsmaaden der, men han kunde ikke undværes i Atelieret og maatte blive hjemme. Efter et Par Aars Forløb blev der truffet den Ordning, at han for egen Regning skulde overtage Atelieret mod at faa sikret det væsenligste Arbejde for Bladet, og nu begyndte han for Alvor sine Forsøg, antog tyske Ætsere, fik ogsaa mer eller mindre brugeligt Materiale fra Tyskland og skyede i det hele hverken Bekostning eller Arbejde. Lettere Ætsninger kom han snart over, Autotypierne kneb det derimod med, og skulde et Billede gengives paa denne Maade med nogen Sikkerhed, maatte det til Wien, hvis Pauli da ikke foretrak at gribe til sit gamle Værktøj og skære Billedet egenhændig, saadan som det gerne var Tilfældet med større Portrætter af hjemlige Personligheder. Bladet har i disse Aargange ikke faa bredt og flot behandlede Portrætter af denne Art. Ellers fortrængtes Træsnittene mere og mere af Ætsninger, til Sorg for de konservative Udgivere, der jævnlig henstillede til mig at benytte Træskæring i større Omfang. Jeg føjede dem, for saa vidt som jeg forskrev Klichéer fra den berømte Pariser-Træskærer Charles Baude, f.Eks. af Rembrandtske Billeder, men det var en dyr Fornøjelse, som man kun nu og da kunde tillade sig. For Resten var en stor Del af Billederne Omætsninger af Træsnit i de franske og engelske illustrerede Blade, thi dengang kunde man endnu leve kristelig og ernære sig af Rov fra de fremmede Blade, hvad man nu, efter Danmarks Tiltrædelse af Berner Konventionen, ikke mere kan. Jævnlig fik vi da ogsaa at høre, at "Illustreret Tidende" kun var et daarligt Optryk af disse Blade, som Kafé-Publikummet havde kigget igennem i Ugens Løb, men da vi jo kun paa den Maade kunde følge Begivenhederne i Udlandet, og da de fleste at vore Læsere næppe kom paa de københavnske Kaféer, brød vi os ikke om den Kritik. Snarere kunde man have bebrejdet os, at vi bragte for mange tarvelige Gengivelser af udenlandske Genre- og Landskabsmalerier, og jeg vil ikke nægte, at, naar jeg nu blader disse Aargange igennem, minder de lovlig meget om "Familiejournalen". Men det var store Flader, der skulde dækkes med Billeder, og det var den nemmeste og billigste Maade at gøre det paa; for dengang kunde man ikke godt tænke sig "Illustreret Tidende" indrettet efter anden Plan end den, der var, om jeg saa maa sige, lovfæstet gennem Traditionen og fulgtes i alle Udlandets Blade: Ill. Zeitung, Graphic, Ill. London News, Illustration osv. Aktualitets-Billederne tvang dertil. I et Blad som "Ude og Hjemme", hvor det var ligegyldigt, om et Stof bragtes i denne eller næste Uge, kunde der ganske anderledes lægges Vind paa et smagfuldt og kunstnerisk Arrangement af Stoffet og anvendes langt mere Omhu paa Billederne. Nuomstunder, da man illustrerer "paa Maskine" ved Hjælp af Øjebliks-Fotografering og Hurtigætsning, er det ogsaa baade billigere og lettere at skaffe et afvekslende, mangeartet og morsomt Billedstof og fylde et Blad med en Rigdom af Smaabilleder, end det dengang var.
Pauli var god at arbejde sammen med. Han havde en utrolig Energi og Arbejdskraft, og aldrig gik han af Vejen for en Opgave. Lykkedes det, var han stolt og glad; gik det forkert, var han straks parat til at begynde forfra. Undertiden kunde det se galt nok ud, for alt skulde jo være færdig paa Klokkeslet. Jeg husker et Tilfælde. Det var paa Aabningsdagen for den store nordiske Industriudstilling i 1888. Vort Festnumer skulde udkomme paa Dagen og trykkes i Maskiner, der var opstillede af Nielsen & Lydiche i Maskinhallen. Alt var i den skønneste Orden, kun ikke et stort Billede af selve Aabningshøjtideligheden, som vi havde været frække nok til at lave paa Forhaand. Gamborg havde tegnet det; det var ætset og til at sætte i Formen: Kongen og alle de kongelige, Grev Frijs og Honoratiores paa Tribunen, et festklædt Publikum i Udkanterne paa Gulvet, Hallen hvælvende sine kække Buer derover; det var altsammen nydeligt, men hvordan der skulde se ud midt paa Gulvet foran Tribunen, var det endnu Kl. 11 om Formiddagen umuligt at bestemme. Der var et rundt Bassin, der skulde være et Springvand i en Kumme og grønne Planter omkring, men hverken Springvand, Kumme eller Planter var paa Plads, kun et Kaos af Kasser, Materialer og Koner, der gik og fejede. Billedet maatte i Maskinen for at tilrettes. En lille Time før Højtideligheden skulde begynde, var der kommet saa meget Orden i Kaoset, at vi kunde se, at vort Billede var for fantastisk for dette Partis Vedkommende. Det maatte forandres eller kasseres, og vi havde intet andet at sætte i Stedet. Det var fortvivlende. Men Pauli kastede Frakken og gik løs paa Zinkpladen med den tykke Ende af Staalet, gned ud og skar op igen og fik tilsidst noget frem, der i hvert Fald havde en fjern Lighed med de faktiske Forhold, og Kl. 1, da Aabningen foregik og alle Maskinerne i Hallen snurrede løs, gled ogsaa "Illustreret Tidende"s Ark med det dejlige Billede let og pænt frem og imponerede de høje Herskaber, da Bogtrykker Lydiche overrakte dem Festeksemplarer paa glittet Papir og gjorde dem opmærksom paa den Hurtighed, hvormed den højtidelige Handling, de lige havde overværet, var blevet foreviget i Tegning og Tryk.
Men Pauli og jeg lovede hinanden, at det gjorde vi ikke om igen.
629 Mere ublandet Tilfredsstillelse skaffede Arbejdet med Læsestoffet i Bladet. Foruden det Par faste Medarbejdere, der gik med over fra den tidligere Redaktion, havde jeg en tre fire andre, der holdt ud med mig i hele min Redaktionstid. Carl Bruun, Berlingske Tidendes dygtige Medarbejder, skrev under Mærket Cab. om udenlandske politiske Forhold og Personligheder. De indenlandske gik vi derimod helst udenom. Det var i de allerværste Provisorieaar med Gendarmer og Københavns Befæstning, med frivillig Selvbeskatning og "det første Spadestik". Der blev baade af Udgivere og Læsere vogtet paa hvert Ord og hvert Billede, og syntes noget at røbe Sympati til Venstre, skulde jeg nok faa det at høre, baade privat i Breve og offenlig i Aviserne, og det uagtet vore Bestræbelser for "Upartiskhed" gik saa vidt, at f.Eks. Billederne af de tre Parti-Optog paa en Grundlovsdag gjordes nøjagtig lige store, ligesom vi ogsaa altid begravede en fremragende Højremand med samme Honnør som en tilsvarende Venstremand. Eller som da vi bragte et stort Dobbelsides-Billede fra Højesteret under Holstebro-Sagen: det ledsagedes at en historisk Tekst uden Spor af Hentydning til den celebre Sag, der var for i Mødet, videre var det da ikke muligt at gaa i Hensynsfuldhed overfor formentlige Modstandere. Og dog lykkedes det os ikke at faa Upartiskheden anerkendt; tvertimod har jeg Grund til at antage, at Billederne og Artiklerne i Anledning af Dr. G. Brandes 50-Aars Fest og Chr. Bergs Død og Begravelse, der begge faldt i Oktober Kvartal 1891, og hvoraf bl.a. Neergaard havde skrevet Artiklen om Berg, i Forbindelse med et kraftigt Angreb i et Højreblad, foraarsagede en saadan Afgang af Højreabonnenter uden tilsvarende Tilgang af Venstredito, at Udgiverne tog den endelige Beslutning om at skille sig ved Bladet og dermed fri sig for alt Besværet og Vrøvlet med dette just ikke lukrative Foretagende.
Men tilbage til Medarbejderne. Erik Skram erhvervede sig hurtig Autoritet ved sine aandfulde, velovervejede Teater-Artikler, skønt de, navnlig i Begyndelsen, ved deres lidet traditionelle Maade at se Sagerne paa, jævnlig fremkaldte Protester baade fra Skuespilleres og Læseres Side. For de "bildende" Kunsters Vedkommende havde jeg ingen fast Medarbejder; kunde jeg ikke faa andre til at skrive om det, der skulde skrives om, f.Eks. Foraarsudstillingen, maatte jeg selv gøre det; men forøvrigt bragte Bladet jævnlig Artikler af bl.a. Jul. Lange, Karl Madsen og Emil Hannover, der vistnok begyndte sin Skribentvirksomhed her ligesom Nic. Lützhöft og de senere Docenter Beckett og P. Johansen. Med Julius Lange var det nær kommet til Brud som Følge af en skrap Anmeldelse Skram havde skrevet af hans anonyme Skuespil "Hvorhen", hvis Opførelse blev en Fiasko. Efter Udveksling af nogle Breve kom dog vort venskabelige Forhold i Stand igen. Senere engang sendte han mig et allegorisk Æventyr "Levende Tinsoldater", der satiriserede over den tyske og den østrigske Kejsers Krigslyster og Rustninger. Men han vilde ikke have sit Navn under af Frygt for, at det skulde gaa ham som Herman Bang, der var blevet udvist af Berlin paa Grund af en Artikel til et norsk Blad, hvori han raillerede over Kejserforgudelsen. Da jeg sagde ham, at Historien næppe vilde blive bemærket, hvis hans Navn ikke stod under, men at jeg gerne skulde trykke den uden det, svarede han "... Jeg tvivler ikke om, at De vilde overholde min Anonymitet, saa at jeg trygt vilde kunne studere Museer og Biblioteker i Tyskland uden at forstyrres af en Udvisningsordre som missliebig; men jeg tilstaar, at det dog vilde stride noget mod min Følelse, om der skulde hændes Dem noget i Anledning af min Bedrift ..." Da jeg beroligede ham i saa Henseende, optog Historien og sendte ham Honorar for den, svarede han: "Mange Tak for det tilsendte Honorar, som jo egenlig er hele det paalydende Beløb for stort, eftersom Historien slet ikke burde være trykt. Oplys mig ved Lejlighed, om De har fundet et eneste Menneske, som har erindret disse Tinsoldater eller fattet deres Betydning. Da jeg ikke har fundet noget saadant Menneske, betragter jeg det foreløbig som en Bekræftelse paa den Mening, at De burde have fulgt mine gentagne Raad, at holde Sagen tilbage. Jeg vogter mig vel for at underskrive mit Navn, men anmoder Dem tværtimod om at brænde Brevet og adsplitte Asken godt, for at Bismarck ikke ved en underfundig Undersøgelse af Deres Kakkelovn skal genkende min Haandskrift og erklære mig i Rigets Akt. – Deres hengivne Ignotus. Et ægte Udbrud af Langes Lune!
Musik-Artiklerne besørgede Angul Hammerich i de første Aar, derefter overtog Hother Ploug dem, og sluttelig blev Will. Behrend Bladets Musikanmelder.
De literære Artikler besørgede jeg selv en Tid, men ikke just til egen Tilfredshed. Saa traf jeg i Somren 1885 daværende stud.jur. Niels Møller ved en Regensfest. Gennem hans Kontubernal og gode Ven, den talentfulde unge Forfatter Iver Iversen, kom jeg i nærmere Berøring med ham og snart efter blev han en flittig Medarbejder ved Bladet. Jeg kunde bruge de stærkeste Lovord om hans Dygtighed, og de vilde ikke være overdrevne. Sjælden har jeg truffet et klarere Hoved, en finere Intelligens, en mere retlinet Natur. Og som Medarbejder var han mønsterværdig. Han gjorde alt, hvad han paatog sig, udmærket godt. Det var en Fornøjelse blot at modtage hans Manuskript, for jeg vidste, at der var ikke en Tøddel at ændre deri. Og hans Arbejde spændte efterhaanden over adskilligt; for han vidste alting og overkom alting. Han skrev i Aarenes Løb en Række udmærkede Karakteristiker af Kielland, Lie, G. og E. Brandes, Schandorph, Snoilsky o. a.; hans Literatur-Anmeldelser søgtes af baade Forfattere og Læsere og vakte tit Opsigt. Anmeldelsen at Fru Heibergs overvurderede Bog "Et Liv genoplevet i Erindringen" bragte i den Grad A.D. Jørgensen ud af Sindsligevægt, at han nedlod sig til i sidste Bind af Værket at frakende mig Hæder og Ære i Anledning af denne Anmeldelse; saa godt havde den ramt. Foruden disse Artikler skrev Møller ogsaa Digte og Skitser. Hans pragtfulde, tanketunge, formfuldendte Digte var vel nok Kaviar for Hoben, men paaskønnedes saa meget mere af de faa; hans psykologisk fine Skitser under Pseudonymet Stephen Gourd vakte alles Beundring. Ogsaa mange humoristiske Stykker i grotesk amerikansk Stil skyldes ham, og endelig forsynede han Bladet med Spalter af "Ind- og Udfald", som han samlede allevegne fra.
En anden af de faste Medarbejdere var Kjartan Müllen, der allerede begyndte at hjælpe mig under Interregnet og blandt andet skrev en fornøjelig Artikel ved Bladets Jubilæum i 1884 om København i 1859. Under ham laa fornemlig, hvad der vedrørte Naturvidenskab, han leverede populære Artikler om herhenhørende Emner og besørgede den maanedlige astronomiske Oversigt. – Endelig havde jeg en udmærket Støtte i den for et Par Aar siden afdøde journalist C. Christensen, der fungerede som Redaktionssekretær, naar et saadant Væsen tiltrængtes. Han havde tidligere været Medarbejder ved "Dagstelegrafen", men fulgte Meyer og Wille, da de brød ud og grundede "Morgentelegrafen", som snart efter gik ind igen. Jeg kendte den stilfærdige Mand fra "Dagbladet", hvor han læste Korrektur og lejlighedsvis skrev om kommunale Forhold. Jeg bad ham hjælpe ogsaa mig med Korrekturen, og under vor Samværen ved dette Arbejde glimtede der nu og da en Humor frem hos ham, der gav mig Idéen til at prøve hans Evner i denne Retning. Det lykkedes over Forventning. Under forskellige Mærker, hvoraf navnlig det til "Kak" forkortede "Kakadue" snart blev kendt, skrev hun mange fornøjelige godmodig satiriserende Artikler over Fænomener fra Samfundslivet som "Om Hunde", "Danmarks Statskalender og Kinas Mandariner", "Naar Kejseren kommer" o. a. samt "Md. Thérards Teaterbreve fra København", som Md. Thénard af Comedie Francaise, der gav Gæsteroller i København, i fuld Alvor fralagde sig Forfatterskabet til. De fleste af disse Artikler illustreredes af Alfred Schmidt med ikke mindre morsomme Tegninger og afgav et udmærket Stof. Ogsaa andre Artikler, særlig vedrørende kommunale Forhold og Personligheder, skyldes ham. Han kom tilbage til "Nationaltidende" og blev Rigsdags-Korrektør, men da vore Veje skiltes, hørte han op med at skrive. I et Brev, jeg nogle Aar efter fik fra ham, klagede han over, at han ikke længer havde mig paa Siden; der, hvor han nu var, brød ingen sig om, hvad han skrev, og derfor havde han helt opgivet at skrive andet end det, han lige skulde.
630 Til disse faste Medarbejdere kom saa alle de tilfældige, som enten af sig selv eller paa Opfordring leverede Bidrag til Bladet. Det var en ret anselig Mængde. For mit første Redaktionsaar 1884-85 viser Indholdsfortegnelsen til Aargangen nogle og tredive ny Forfattere, det vil sige Forfattere, der i hvert Fald ikke findes i den nærmest foregaaende Aargang, deriblandt V. Stuckenberg. Carl Ewald, Iver Iversen, Niels Møller, Schandorph, begge Brødrene Brandes, Erik og Amalie Skram, Karl Madsen, Jul. Lange; de fleste var gode literære Venstremænd; Drachmann kom senere til. Hans første Bidrag var Digtet "Til de to!" i Anledning af Beridersken Elvira Madigans og hendes Elskers Selvmord (Til Side, Hr. Dommer! Tillad mig, Hr. Præst! Her lægger en Krans jeg af Blodbøg paa Graven!), et Digt, der selvfølgelig vakte megen Forargelse – et af hans sidste Bidrag, som han skrev paa min indtrængende Opfordring, var Hilsenen til G. Brandes ved 50-Aars-Festen for denne, dette skønne, vemodsfyldte Digt, der førte de to Venner fra Ungdommen af sammen igen efter deres mangeaarige Strid. Den fremtrædende Rolle, Venstre-Forfatterne saaledes kom til at spille i Bladet, skræmmede dog ikke Højre-Forfatterne bort; i samme Aargang, i samme Numre stod de Spalte om Spalte: Bille og Schandorph, Chr. Richardt og Carl Ewald, Nicolaj Bøgh og Stuckenberg, Bergsøe og Skram, Edv. Brandes og Johs. Steenstrup; de ovennævnte Holberg-Numre var det skønneste Eksempel paa, at "Illustreret Tidende" var blevet "det neutrale Samlingssted", som Udgiverne havde ønsket.
Publikums og Dagspressens Forhold til Bladet under disse Aar var nærmest lunkent. Fra Holdere og Læsere hørte man kun, naar de havde noget at klage over og særlig, naar et eller andet stødte deres Sædelighedsbegreber. Og de var meget ømfindtlige. En nydelig lille Skitse af Carl Ewald, "En Skærsommerdrøm", der i vore Dage ikke vilde bringe den sarteste Dyd i Affekt, gav en gammel Borgmester i en lille By Anledning til følgende Udgydelse: "... men i de senere Aar har Bladet indeholdt Ting, som efter mit Skøn er saa slibrige og sansepirrende og (omend maaske kun beregnet paa at bruges som Middel til at tjene Penge) saa vel skikkede til at nedbryde Sædelighedsfølelsen, Sædelighedsbegreberne og Blufærdigheden hos unge ubefæstede, at der er et uberegneligt Ansvar forbundet med at udgive et Blad, der fremmer og udbreder Usædelighed, thi ve den fra hvem Forargelsen kommer! Jo mere fuldendt og raffineret Formen er, desto mere ubemærket falder Giften draabevis paa Hjerterne og sniger sig ind i Bevidstheden og røver Uskylden og gør Tankerne urene og vækker Sanselighedslysterne ..." – Ogsaa Rist bragte ved en af sine første Skitser fra Soldaterlivet, den herlige, muntre Historie om lille Jens og hans Forelskelse i den svenske Malkepige, der fremkom uden Navn og inden "En Rekrut fra 64" var udgivet, en Skylle over Redaktørens Hoved. En "Læser" fandt den forargelig i høj Grad, paa Grund af sin hele Tone ... og hørende til den Slags Skildringer om hvilke der med Rette er sagt, jeg tror, af Carl Ploug, at man nok ved, at der findes Rendestene, men man ønsker dem ikke ledede ind i sit Hus.
Abonnenternes Antal steg noget i det første Aar, sank saa atter. Da Prisen efter et Par Aars Forløb nedsattes fra 20 til 12 Kroner, blev der igen betydelig Tilgang – vi naaede vistnok over de 4000, men en mindre foretagsom Ekspedition og unødig Sparsommelighed, naar det gjaldt Reklame- eller andre Midler til at skaffe Abonnenter, gjorde, at dette Tal ikke kunde holdes, men sank fra Aar til Aar, saa at det ved min Redaktionstids Ophør næppe var mer end et Par Tusind. For en Del skyldtes dette ogsaa Pressen, navnlig Højrepressen, der saa godt som aldrig nævnte Bladet, og naar den gjorde det, som oftest kun angreb det paa Grund af en eller anden Artikel eller et mislykket Billede. Jeg besluttede mig engang til at gøre en Ronde hos mine Kolleger af Dagspressen og bede dem om et "Kvartals-Hyl". Jeg begyndte med Dr. Manicus ved Berlingske. Han modtog mig venlig og sagde, at det skulde han gerne, men da jeg samme Aften læste hans Anbefaling, bestod den i tre-fire Petit-Linier, hvori han betegnede Tidenden som "et af vore bedre illustrerede Blade"; saa syntes jeg, at jeg ikke vilde nedværdige mig til at gaa til de andre. "Politiken" var det eneste Blad, der stillede sig absolut sympatetisk. "Avisen" gik til Gengæld systematisk til Værks med sine Angreb; den vilde tilbageerobre det gamle Højreblad for Partiet, hvis Magt jo i de Aar var i stærk Stigning. Hvorvidt det lykkedes under den ny Ejer og den ny Redaktion, skal jeg ikke udtale nogen Mening om.
M. Galschiøt