To Selvbiografier
Et Liv, genoplevet i Erindringen. Af Johanne Luise Heiberg, I-II (1812-49). Gyldendalske Bghdl.
Erindringer fra min Barndom og Ungdom. Af C. Hostrup. Gyldendalske Bghdl.
Fru Heibergs Memoirer1 blev, som rimeligt var, imødeset fra mange Sider med spændt Forventning. Der gik et stort Ry foran dem; en enkelt Prøve, der offentliggjordes for nogle Aar siden, skærpede Lysten efter mere, og Forfatterindens Liv og Forbindelser lovede i hvert Fald, at hendes Erindringer vilde faa mer end almindelig Interesse. Naar de foreliggende to Bind ikke des mindre er blevne en Skuffelse for mange, kunde det hidrøre fra, at man har ventet sig for meget og derfor ikke skønner paa, hvad man faar. Men Skriftet selv turde dog bære Hovedskylden. I visse Maader giver det alt, hvad Hjærtet kan begære. Det fængsler under Læsningen; Forfatterinden fortæller klart og hurtig og faar Stoffet til at tage sig ud og gøre Indtryk. Om hun end, som hun siger, er Dilettant i Skrivekunsten – hvad man mærker, skønt Skriftet efter Sigende er blevet underkastet et kyndigt Gennemsyn – ses det snart, at hun maa have haft et naturligt Greb paa at føre Pennen. Det Brev fra hende af 7. Juni 1826, der er aftrykt i Tillæget til 1ste Del, kan maaske anføres som Vidnesbyrd herom*).
*) Det ældste Brev (I, s. 518f) kan Fru Heiberg ikke selv have skrevet, hvis det er sandt, at hun paa den Tid "hverken kunde læse eller skrive" (I, 16).
Livet i det heibergske Hus og selve hendes Kunst har vel ogsaa fremmet hendes Evne til at tale let og dermed til at skrive let. Den Færdighed, hvormed hun finder Ordene, er imidlertid ikke altid af det gode. Det er ikke de rammende Betegnelser og Billeder, som ligger hende nærmest, men de blege almindelige, de, der har slidt Farven af sig. Og dog har hun vist oprindelig haft Sans for at bruge særlige og personlige Ord; det aabenbarer sig i Omtalen af hendes "blaa Længsler" o. lign. Men denne Evne mærkes lidet i Bogen. Den er mest skrevet i Dannelsesfilistrenes Sprog, der lyder mat, særlig hvor hun, som hyppig sker, forfalder til Udraab og Apostrofer. Det synes, som den heibergske Kultur her har fordrevet en Frilandsvegetation i hendes Sind. Det abstrakte i Mandens Sprog og Tænkning har smittet hende. Man ser det navnlig af hendes egne Ræsonnementer og Refleksioner. Somme af disse er gode og lærerige, især naar de angaar hendes eget Fag, men mange af dem er unægtelig slemt godtkøbs, fulde af pompøse Truismer, uden friskende ny Syn eller det Dybsind, der overrasker. Det virker ubehagelig: man har hørt Fru Heiberg lovprise som en overordentlig aandfuld Dame, og man ser hende her foredrage Almensætninger med en Salvelse, der ikke tyder paa nogen original Begavelse. Og selv hvor man har Fornøjelse af hendes Belæring, marscherer hun oftest paa Stedet, til Emnet er traadt pinagtig fladt, og man irriteres over de magre Talemaader, hvormed hun indprenter sine Lærdomme. Det kan saaledes være meget rigtigt, hvad hun siger om Ballettens Lyst til at paradere med Skolekunster, men det er en saa nærliggende og selvfølgelig Sandhed, at hun kunde nøjes med at nævne den og gaa videre, i Stedet for at brede sig i en længere Forelæsning, der ikke bider sig fast. Det er til Sammenligning ganske morsomt at se Fru Gyllembourg behandle det samme Æmne. Hun skriver i et Brev: ''Jeg savner nu reent al Sands for den moderne – som mig synes – uqvindelige Dands, hvorved man ligner en Papirsaks, der er falden paa Gulvet og staar paa den ene Spids med den anden horizontalt løftet i Vejret. Jeg er færdig at lukke mine Øine i Theatret, naar deres pas de deux og pas de trois begynder." Disse Ord er ikke saa pretentiøse som Svigerdatterens, men de rammer og bliver staaende. De antyder maaske ogsaa, hvorfra Fru Heiberg har hentet sin Betragtning af denne Sag.
Forfatterindens Meninger om Literatur er heller ikke videre friske og betagende. Som oftest er det vel Genlyden af Heibergs Domme, man hører, og den har gærne Efterklangens svækkede Tone. Man faar i hvert Fald ikke Indtryk af, at hun havde nogen selvstændig Forstand paa Bøger. At hun, trods de ydmyge Ord, hun bruger om sine to Duftvaudeviller, lovpriser dem ganske kraftig, forundrer ikke; kunde hun skrive dem, maatte hun vel ogsaa være glad ved dem. Det er mere betegnende for hendes Smag, at hun i det hele kunde skrive dem. Hvor hun taler om andre Bøger paa egen Haand, bruger hun mest abstrakt Udenomslyrik, sjældent Ord, der karakteriserer dem.
Med størst Udbytte læses Bogens historiske Beretninger. Det vilde være sært, om disse ikke skulde interessere. Fru Heiberg var i sit Liv kommen i Berøring med saa mange af Samtidens betydelige eller betydende Mænd og Kvinder, at hun blot behøvede at gribe ned i sine Minder for at faa Træk frem, der kunde vække Opmærksomhed. Mange af de Anekdoter, hun meddeler om forskellige Berømtheder, vil da sikkert ogsaa huskes og yde Bidrag til deres Forstaaelse. Særlig fristes man til at dvæle ved hendes Skildring af Heiberg. Den er nok ensidig, men man venter heller ikke andet. Man ser ikke meget til den hensynsløse Kamphane, han var udadtil; men det kan være gavnligt som Komplement at faa et Billede af ham, som han var i sit Hus og mellem sine Venner, ridderlig og naiv, vennesæl og munter. Hans Hustru har i sin Bog maaske nok malet ham noget for blød i Trækkene, men hun har bevaret en Mængde Minder om ham, der paa lovlig Maade mildner hans skarpe Aasyn og vil modtages med Tak.
Derimod skal man vistnok være grumme forsigtig med i det hele og store at bruge disse Memoirer som historisk Kildeskrift. Hverken de Hændelser, der skildres, eller de Domme, der fældes, synes fuldt troværdige eller paalidelige. Udgiveren har i sine Tillæg henledet Opmærksomheden paa flere Unøjagtigheder hos Forfatterinden. Nogle af disse kan skyldes en Fejlhuskning fra hendes Side, saaledes Fortællingen om, hvorledes hun blev antaget ved Balletskolen (I, 7), der modbevises af Brevene til Zangenberg (I, 518-20). Andre Ting vidner blot om en Lettroenhed, der er forstaaelig, om end lidt kedelig, saaledes den apokryfe Historie om Moderens Flugt. Denne tolvaarige Pige, der tiggede sig frem fra Frankfurt til Hamborg og undervejs gik i Teatret og saa Hamlet, var dog vel skikket til at vække Mistanke. Men dette er kun Ubetydeligheder. Værre er det, at det Helhedsbillede, Bogen giver af Personer og Forhold og særlig af hendes eget Liv, synes forvredet. Det lader, som hun helt igennem har skrevet med det bevidste eller ubevidste Formaal at faa sig og sine til at staa i det mest flatterende Lys og alle andre i tilsvarende Skygge. De, der har hendes Bevaagenhed, faar det nydeligste Skudsmaal; hun ved med en ligefrem forbavsende Færdighed at glatte dem af og sukre dem ind; undertiden tager det sig lidt komisk ud, som hvor hun lovpriser Chr. Molbech for hans uforandrede Venskab og Hengivenhed for Heiberg. Derimod kan hun med dydig Forargelse sige alskens hvasse Ting om dem, der ikke er i Kridthuset hos hende. 229 Men navnlig trættes hun aldrig af at lægge Tingene til Rette, saa hun selv kan komme til at staa i en gylden Glorie som beskyttende Gudinde eller tragisk Heroine. Denne Attitude klæder hende ikke, lige saa lidt som i det virkelige Liv, hvor hun nok ogsaa kunde lide at spille den tragiske Muse. I mildeste Tilfælde lader hun affekteret i denne Rolle. Og der er noget udelikat i hendes Dvælen ved de Barmhjertighedsgerninger, hun har udøvet, en Fisken efter Ros over sin nedladende Ydmyghed. Der skal sikkert en god Konstitution til for ikke at vamles over hendes mystiske, maaske mytiske Bondekone i Hellebæk. Men dertil kommer, at hun fordrejer Kendsgerningerne til sin egen større Forherligelse. Undertiden blot ved en lille Forskydning eller Betoning af det virkelige Forhold. Sammenlign for Eksempel hendes Beretning om Mødet i Ems med de to Prinser – der næppe helt tilfældig indledes med de højnende Ord: "En Dag meldte Tjeneren os, at to danske Prinser ønskede at hilse paa os" – med Heibergs jævne Fortælling i et samtidigt Brev: "Vor danske Krog ved Table d'hôte blev næsten ganske erobret af Tydske; først iforgaars fik vi en flygtig Succurs af de to Prindser af Glücksborg, som reiste her igjennem og ved Middagsbordet erobrede lidt Terrain i vor Krog, uden at tale om, at de tillige erobrede Fräulein v. Hagen fra Berlin", – den tyske Skuespillerinde, som efter Fru Heiberg (I, 393) "spiste hver Middag i samme Sal som vi, omringet af adskillige rige Landjunkere."
Men stundum sættes Kendsgerningerne i den Grad paa Hovedet, at Fru Heibergs gode Tro kun kan reddes ved at forudsætte, at hendes Fantasi har løbet usædvanlig løbsk. Dette er saaledes Tilfældet med hendes Omtale af Fru Sødring2 (II, 16-21). Hun fremstiller Forholdet, som om det var hende, der gav den unge Julie Rosenkilde Ideen til hendes Debutrolle Jacinthe i "Den sorte Domino"3, ja ikke blot det, men endogsaa udviklede sin Opfattelse af Figuren for hende, saa at den unge Pige, der straks havde mødt hendes Forslag med Udbruddet: "Hvad – i den kedelige Rolle?" i Henrykkelse sprang op, brast i høj Latter og udbrød: "Nej det er jo mageløst, ja den vil jeg spille!" Den sande Sammenhæng er imidlertid følgende: Inden Julie Rosenkilde nogen Sinde talte med Fru Heiberg, var de to af hendes Debutroller bestemte, nemlig Md. Buurmann i "De Uadskillelige" og Madam Rust i "Sparekassen". Den tredje kunde derimod hun og hendes Fader ikke blive enige om. En Dag sad hun og talte med Fru Nielsen herom, da Høedt4 just traadte ind ad Døren. Fru Nielsen5 sagde i Spøg til ham, om han ikke kunde hjælpe dem med at finde en tredje Rolle, og Høedt svarede da uden Betænkning: "Det kan der jo ikke være Tvivl om; det skal naturligvis være Jacinthe", og saa udviklede han sit Syn paa Rollen. Det blev Jacinthe. Først en Stund efter, men endnu inden Debuten, aflagde Julie Rosenkilde den almægtige Fru Heiberg en Visit efter Faderens Tilskyndelse. Ved 230 denne Lejlighed spurgte Fru H., hvad Jomfru R. havde tænkt at debutere i, og da hun hørte Jacinthe nævne som tredje Debutrolle, studsede hun, men gik straks med Interesse ind paa Ideen og gav saa den unge Pige nogle Raad særlig med Hensyn til, hvorledes hun skulde kostymere sig. Mere end denne ene Gang talte de ikke sammen inden Debuten. – Naar Fru H. endvidere i Slutningen af Stykket om Fru Sødring anfører, at da hun 30 Aar efter traf Hr. og Fru Sødring i Rom, "havde jeg den Glæde, at Sødring i et større Selskab i en Tale til mig med varm Tak mindedes den Andel, jeg havde haft i hans Kones første Optræden i Jacinthes Rolle", saa skal dertil bemærkes, at det "større Selskab" var en meget vellykket Fest, som de Danske i Rom gav til Ære for Fru Sødring – Fru H. var med som enhver anden Deltager – og at Hr. Sødring i sin Tale til Fru Heiberg ganske vist takkede hende for den Interesse, hun altid havde vist hans Kone, men ikke med et Ord berørte den Andel, hun havde haft i Valget af Jacinthes Rolle.
Naar man vil søge Fru Heibergs eget Billede i denne Bog, skal man derfor næppe stole blindt paa hendes Ord. Navnlig synes Skildringen af hendes Barneliv at være dygtig lavet til. Det kan have været ynkværdigt nok; de Forhold, hun levede under, vilde tynge enhver og maa tit have saaret hendes sensible Stolthed. Hun har vel ogsaa tidlig følt sig fremmed i sit Hjem. Men man tror ikke rigtig paa, at hun har været den tungsindige, overjordiske Romanheltinde, hun vil gøre sig til. Man tvivler f. Eks. paa Sandheden af hendes Forklaring om, at det ved Opførelsen af "Aprilsnarrene" intet Øjeblik faldt hende ind, at hun havde nogen Del i Bifaldet (I, 61). Thi man læser i det omtalte Brev til Zangenberg (I, 519): "... jeg er bleven Skuespillerinde ved det kgl. Teater, idet jeg den 22. April debuterede som Trine Rar i Aprilsnarrene; De kan tro, det var en Fryd for mig at høre, hvorledes Publikum klappede og var begejstrede over min Fremstilling, og jeg takkede Gud for, at jeg var naat saa vidt." – Naar Spørgsmaalet er om, hvordan Fru Heiberg var som Barn, er det for øvrigt næppe urimeligt at lægge nogen Vægt paa Trine Rar, der er et samtidigt Billede af hende, idet Heiberg som bekendt skrev denne Rolle med hende for Øje, og efter at han havde haft Lejlighed til at se hende ogsaa uden for Scenen. Trine Rar er ganske sikkert ikke nogen Taareperse. Hun kan være lidt sentimental, hun er en Smule gammelklog, men hun er først og sidst en Spilopmager. Rimeligvis har den lille Johanne Pätges ogsaa haft noget kløgtigt, gaminagtigt ved sig, da Heiberg iagttog hende for at bruge hende i sin Vaudeville. Det synes at stemme godt hermed, naar hun siden (efter Kierkegaard) kunde omtales af enhver Slagtersvend, Garderofficer og Handelskommis som en forbandet nydelig og Satans rask Tøs paa 18 Aar. De hjemlige Pinagtigheder kan have lagt et Tryk paa hende, og det er naturligt, om Barndomstiden har set sortere ud i senere Dages Minde end i Virkeligheden, men over for Detaljen i Beretningen kan man ikke afværge en Mistanke om, at Forfatterinden her spiller en Kende Tragedie for Læserne. Det vilde ogsaa være mærkeligt, om det sorte i hendes Barndom og det hvide i hendes Ungdom skulde staa saa skarpt adskilt. Af Sindelag synes hun nærmest at have været lystig. I hendes senere Liv skal hun til daglig have været naturligst og mest vindende, naar hun holdt sig paa det jævne, hun viste sig da dygtig og forstandig, kunde være vittig og overgiven, tit spids, ikke bange for lidt Sladder og Bagsnak. Hendes Forsøg paa at være dybsindig eller højtidelig tog sig derimod ikke ud. Det samme gjaldt efter Sigende hendes Spil. I tragiske Roller blev hun let affekteret, virkede ved Attituder og fulgte ikke sit eget gode Raad om at skjule Skolen: Balletvanerne stak for meget igennem. I Lystspil og borgerlige Skuespil var hun bedst; der var hendes Spil behersket og hendes Tale naturlig, hvorved hun dannede en behagelig Modsætning til mange af de samtidige Skuespillere, der virkede ved store og drabelige Lader. Der var over hende en umiddelbar Lystighed af lidt drilsk Art, og særlig brugte hun et køligt Koketteri, der lod ane en dulgt Lidenskab, som kunde tendere mod det rørende eller mod Hengivelse, men aldrig forløb sig og aldrig lod sig se helt. Hun legede dristig med Ild, men man vidste, at hun aldrig vilde brænde sig. Dertil var hendes Hoved for koldt, dertil var hun inderst inde for korrekt. Paa denne Evne til at ildne og køle beroede vistnok hendes stærke Magt over saa mange Mænd. Hun betog dem og holdt dem samtidig i ærbødig Afstand. Derimod har hun næppe været nogen stor eller dyb Aand. At hun tog sig saadan ud for adskillige Mænd, der ikke var af de daarligste, skyldes dels Fortryllelsens Bedrag, men kan ogsaa udledes af det Skin af Aand, hun forstod at iklæde sig. Med sit hurtige Hoved vidste hun i en Fart at opfange saa meget af det, der var paa Tale i hendes Kreds, at hun kunde give sit Besyv med, og hun havde Talent nok til, at de Ord, hun tog af andres Mund, kunde tage sig ud som hendes egne. Det, der slaar en stærkest, naar man beskæftiger sig med hendes Liv og hendes Bog, er den Smidighed, hvormed hun formede sig efter sine Omgivelser, som blødt Ler for en Haands Tryk. Viser hun nogetsteds sin Mimebegavelse, er det heri. Man ser af hendes Skrift, hvor hun paavirkes af det wexschallske Hus, da hun faar sit Hjem der; hun istemmer den kaade Tone, hun hører om sig, det aktørmæssige kommer op i hende. Da hun fæster Bo hos Fru Gyllembourg, faar Karret et helt nyt Indhold, hun føjer sig efter de ny Omgivelser saa fuldstændig, at hendes Ord siden lyder som Ekko af Heiberg eller hans Moder. Vil man have Rede paa hendes korte Forlovelseshistorie, maa man sikkert gaa ud fra denne Paavirkelighed hos hende. Den Fortælling, hun selv har om dette Forhold, er aabenbart pyntet. Det er lidet rimeligt, at Forlovelsen fra første Færd har staaet for hende som den Ubesindighed, hun som Fru Heiberg vil gøre den til, eller at hun straks er bleven saa afvisende og isnende kold over for Hvid, som hun fortæller. Saa havde han nok for længst lugtet Lunten. Man tør formode, at de er komne termmelig godt ud af det, saa længe hun var hos Wexschalls, og at det først er gaaet op for hende, at hun har været forblindet af en ond Magt, dengang hun flyttede.
Medens man under Læsningen af Fru Heibergs Bog stadig befinder sig som paa gyngende Grund, er man tryg hos Hostrup6. I hans "Erindringer fra min Barndom og Ungdom" har man fast Jord under Fødderne. Modsætningen mellem de to Bøger er paafaldende, og den er ikke til Baade for Fru Heiberg. Den gamle Digter gør sig ingen Umage for at lægge en Alen til sin Vækst. Han fortæller livlig men uden Pynt sine Fortids-Hændelser, smaa dagligdags Begivenheder fra Barne- og Ynglingeaarene, der skildres saa troværdig og fornøjelig, at de faar Interesse. I Fru Heibergs Bog faar man kun et svagt Indtryk af Datidens Liv; hos Hostrup mærker man ganske anderledes et Pust af de svundne Aar; han karakteriserer langt fyldigere paa sin jævne Maade. Man har Frederik VI langt mere levende for sig, naar Hostrup fortæller om, hvordan han som Student paraderer for Kongen i sort Spidskjole med røde Rabatter7 og i hvide Bukser og Majestæten siger: "Jeg takker Dem, mine Herrer! Deres Holdning er møjet god," end naar Fru Heiberg lader ham optræde med Taarer i Øjnene, fordi hun trænger til en Baderejse. Særlig Værdi faar Hostrups Bog ved hvad den beretter om forskellige af hans samtidige, og om hans Stykkers Tilblivelseshistorie og Skæbne. Heriblandt er der en Udtalelse af Heiberg, som viser, hvor snæversindet denne kunde være. Heiberg vilde ikke som Direktør for Teatret lade Hostrups Stykker: "Genboerne", "En Spurv i Tranedans" og "Intrigerne" blive opførte, skønt de tidligere var spillede paa Teatret mod stort Bifald, og erklærede paa en Forespørgsel af Forfatteren, "at ingen af de tre nævnte Stykker mere vilde komme paa det kongelige Teater, hvortil de efter hans Mening aldrig burde have faaet Adgang, og hvad det Honorar angik, som jeg herved gik glip af, bemærkede han fuldkomment træffende, at jeg jo allerede havde tjent meget mere ved dem, end jeg havde ventet, da jeg skrev dem." En saadan Dom af Vaudevillernes Forfatter er dog sikkert et stift Stykke.
Mest Glæde har man dog af Forfatterens Selvskildring. Det er et sjældent sundt og harmonisk Ungdomsliv, man føres ind i, uden dybe Sjælerørelser, i hvert Fald uden at de drages frem, men saa frisk og naturligt i sin Udvikling som en Bøg i Skoven. Man mærker den uforstyrrede Vækst, der fører til Frugt i Stilhed og til rette Tid; han trænger sig ikke forceret frem, holder sig snarere alt for beskeden tilbage. Det er en glad Ungdom; han er ikke uden Sorger, men de ligner Regn en Sommerdag; han nyder, hvad godt Livet bringer, men vil lige villig arbejde for, hvad godt Livet har behov. Det er en Ungdom, der lover en smuk Manddom, som en klar Morgen tyder paa en ren Dag. Og den har holdt sit Løfte.
