Jørgen Stein og Lykke-Per

Uddrag af: Aargangen der maatte snuble i Starten1

(…) "Jørgen pustede tungt, han var lige vidt. Det var Sjælens Kredsgang om sig selv.
Selvfølgelig – tænkte han desperat og begyndte forfra – selvfølgelig er den danske Lykke-Pers Historie fuldstændig umulig. At ende som Vejassistent, miste Verden og "vinde sig selv", det er Ord, Ord. Femmer2 og Leif, de kunde maaske sidde i et afsides Hedesogn og avle med deres Sind og Hoved, fordi de er som de er, men Forudsætningen for Gevinst ved at vinde sig selv maa være, at der er noget at vinde. Og er der det, saa er man straks en Personlighed og behøver ikke at være afsides, dagbogsførende Vejassistent. Aa, alt dette elendige, danske, dagbogsførende Sludder! Det betyder intet, at man er fordybet, hvis det ikke er i et Dyb. Men de, der ikke duer, har altid en lyrisk3 Chance for at redde Selvagtelsen ved at føre hemmelige Journaler og søge Eensomheden, stavet med to e'er –
Hvor blev den nu af, den ædle, passive, næsten hvidskæggede Rolle, han havde tiltænkt sig selv? Indbildning, som det andet! Han kunde ikke se Sagerne for lutter to Sider. Man maatte tro, det var Betingelsen for at vinde et positivt Liv –" (…)
Jacob Paludan: Jørgen Stein, citat fra kapitlet "Uløseligt" i bogens anden del Under Regnbuen (1933).

[Af Første Kapitel: Tiden og det menneskelige]

60 […] Hvis man nu foretog det Tankeeksperiment at flytte Helten i Jørgen Stein en Menneskealder tilbage i Udviklingen? Han er en Individualist, som har tabt Troen paa Individet, men satte man ham ind i Tiden omkring Aarhundredskiftet, hvor denne Tro var levende, hvilket Rygstød for hans Refleksion! eller for hans digteriske Evner, forudsat at der virkelig er Gehalt i dem: han kunde sublimere sine Minder til lyrisk Poesi og føle sig i Overensstemmelse med Omgivelserne derved. Hans Liv vilde faa om ikke Harmoni, saa dog et Indhold.

Men lad os gøre Eksperimentet, ikke ved Hjælp af Fantasien, men paa Litteraturens faste Grund; lad os følge Kritikens Henvisning til Pontoppidan, ikke for at finde Ligheder, men for at konstatere Forskel. Vi er i Overensstemmelse med Forfatteren selv, naar vi sætter Lykke-Per op imod Jørgen Stein, han har selv haft denne Figur i Tankerne, ofte virker Jørgen Stein som skrevet imod Lykke-Per. Et enkelt Sted i sidste Kapitel, da Jørgen er i Gang med at gøre sine Livsresultater op, slaar det ud i direkte Polemik:

Selvfølgelig er den danske Lykkepers Historie fuldstændig umulig. At ende som Vejassistent, miste Verden og "vinde sig selv", det er Ord, Ord. – – – Forudsætningen for Gevinst ved at vinde sig selv maa være, at der er noget at vinde. Og er der det, saa er man straks en Personlighed og behøver ikke at være afsides, dagbogsførende Vejassistent. Aa, alt det elendige, danske, dagbogsførende Sludder! Det betyder intet, at man er fordybet, hvis det ikke er i et Dyb. Men de, der ikke dur, har altid en Chance for at redde Selvagtelsen ved at føre hemmelige Journaler og søge Ensomheden, stavet med to e'er.4

Omkring Aar 1900 havde Pontoppidan opstillet Personlighedsproblemet 61 som Livets Grundproblem og løst det med lidenskabelig Patos. Tredive Aar efter fejer Paludan Løsningen til Side som uvæsentlig Lyrik under et ikke mindre dybtgaaende Forsøg paa at erkende sin Generations Livsvilkaar.

Med denne Forskel konstateres ikke blot en Forskel mellem to Forfattere, men en Kontrast mellem to Epokers Menneskelighed. Henrik Pontoppidan og Jacob Paludan, begge Ætlinge af gamle danske Kulturslægter med Rødder tilbage i en lærd Fortids Præstehumanisme, som de ligedannede Navne viser, begge i Besiddelse af deres Tids højeste Dannelse og udstyret med stor kritisk Evne, begge samvittighedsfulde Kunstnere, hver for sig betegnende et Højdepunkt inden for den danske Romans Historie – de to taler ikke hinanden imod blot som Individer, men som to forskellige Epokers Repræsentanter.

For det anlagte Synspunkts Skyld, i Ønsket om at forstaa de sidste Blade af Individualismens Historie i deres Sammenhæng skal da den ældre Romans Hovedfigur sættes ind som Jørgen Steins store Skygge i Fortiden.

Der er intet usædvanligt i Lykke-Pers Livsstart. Ligesom Jørgen Stein stammer han fra danske Embedsmænd, her en Slægt af Præster, hvis Historie er lige saa lang som den lutherske Kirkes. De havde været nidkære Reformationsmænd i det 16. Aarhundrede, senere havde Resens og Brochmands lærde Tidsalder skærpet deres Tanke, og Fromheden i Brorsons Epoke havde styrket deres Tro. Lærd og from som Forfædrene er ogsaa Heltens Fader. Hvad han ejer af oprindelig Natur er tæmmet og afklaret under den nedarvede Kulturs Lydighed, saadanne Sindets Lidenskaber, som hos hans historiske Samtidige, en Paludan-Müller eller en Søren Kierkegaard, hvirvlede vældige Forfatterskaber op, har han ikke kendt, Gæringen er forlængst fuldbyrdet i de ældre Generationer. Men han deler med disse berømte Foragten for det ydre Spektakel og den sikre Forvisning om, at Livets sande Værdier er at finde i den indre Verden. En fast og myndig Personlighed, der giver baade Læ og Tryghed til Omgivelserne. Det erfarer hans Menighed, og det erfarer først og fremmest hans Hustru og Børn.

62 Med Undtagelse af den ene Oprører, som Pontoppidan gør til sin Helt.

Der er ikke noget usædvanligt i, at Peter Andreas reagerer imod denne Slægts og dette Hjems Kulturform. Det samme har Snese andre Embedsmandssønner gjort baade samtidig – han er født ca. 1860 – og i de følgende Tiaar. Oprøret er typisk for dem i Modsætning til Jørgen Steins Generation, som ikke havde noget at rebellere imod. Springet ud af Præstegaardens Vinduer til den natlige Lystighed paa Kælkebakken var i Aarene efter 1870 det normale. Man vragede den indre Verden og satte Kursen mod den ydres Herlighed. Det usædvanlige, det, der gør Peter Andreas Sidenius til Lykke-Per, er den Energi, hvormed han styrer ind i Herligheden. Lyst æfor og mørkt æbag er Parolen, da han er kommet løs af Hjemmet. End ikke som Minde skal Præstegaardsatmosfæren faa Lov til at spøge i hans Tilværelse, den unge Polytekniker har luftet grundigt ud i sin Sjæl. Han er fattig som en Kirkerotte, men hans Kræfter er umaadelige og hans Humør overdaadigt, naar han staar og fløjter over Tegnebordet i sit Nyboderlogi. Altfor ekspansiv til at lade sig spærre inde i Læreanstaltens Pedanteri giver han Forelæsninger og skolemæssig Uddannelse en god Dag og arbejder Døgnet rundt paa et Projekt, som tidligt er dæmret for ham, et System af Vandveje i Jylland, hvortil føjes Planer om Udnyttelse af Vandkraften i Vesterhavets Bølgeslag. Han vil intet mindre end omskabe Danmark fra et Bonde- til et Industriland.

En ung Ørn i Starten, udrustet med en genial Fantasi til at digte i Tal og Beregninger.

Men hans Digterværk er ikke Maal i sig selv, han vil veksle det i Berømmelse og Guld og Nydelse, Riget af denne Verden er Maalet.

Under samme Devise marcherer Tidens oppositionelle Kunstnere. Per lærer dem at kende i deres Stamknejpe, Saltvandsmaleren Fritjof Jensen i Sømandspjekkert og med Bølgebrus i Haar og Skæg, Spottefuglen Reeballe, vinglad og vrøvlet, en fortygget Cigarstump i Mundvigen og gulhvidt Bukkeskæg udover et snavset Kravebryst, 63 den syge Enevoldsen, som omstændeligt udciselerer sine farveglødende Vers – nærgaaende Portrætter af Drachmann, Schandorph og J.P. Jacobsen. Trods Fællesskab i Overbevisning føler Per sig fremmed i deres Selskab. Han mangler Sans for deres Maleri og Poesi og nærer en instinktiv Mistillid til deres skønne Ord. Det er to Generationer, Pontoppidan stiller overfor hinanden, den poetiske Revoltes Mænd, som udgaar fra Gennembruddet i 1870'erne, og det kommende Aarhundredes Handlingsmenneske. Da Helten ved et Tilfælde faar Lejlighed til at kaste et Blik om bag den bacchantiske Facade og opdager, at Spøgelserne, Tanken om Døden og det Hinsidige, regerer der, bliver Modsætningen ham bevidst og styrker mægtigt hans Selvfølelse. Naar Tidens frieste Aander stadig er bundne til Mørket, maa han, Per, som én Gang for alle er gaaet ud i Dagens Lys, være en Undtagelse. Det svimler for ham af Fremtidstro og Fremtidslykke. Det gjaldt blot om at ville, hensynsløst og uden Anfægtelser at begære, og alle Livets Herligheder skulde blive hans.

At han i Farten frem mod Erobringen støder paa Modstand er en Selvfølge. Men han er aabenbart en virkelig Lykkeper, og Glimtet af hans Genialitet tiltrækker den geschæftige Ivan Salomon, der antager Rollen som Lampens Aand. Han indfører ham i den Salomon'ske Familie, og hos disse Naturbørn, som hverken er besmittet af et Himmerig eller et Helvede, men med god Samvittighed fryder sig ved Dagens Sol og Livets Gaver, finder han en Temperatur, han kan gro i. Han befæster sit Forhold til dem ved at forlove sig med Datteren Jakobe, og mens han gaar paa Rejse for Jødernes Guld for at sætte sig ind i den moderne Ingeniørkunst paa Europas store Arbejdspladser, danner Ivan et Konsortium til Realisation af det store Projekt. I den Grad har Per Heldet med sig, at et nyt og stærkere Interessentskab staar parat til at bære hans Planer frem, da han umiddelbart efter Hjemkomsten i ubændig Trods har slaaet det første i Stykker. Ja, hans Muligheder gaar langt ud over det praktiske. Samme Aften som hans og Jakobes Forlovelse deklareres ved en Middag paa Salomons Landsted, aabnes der ham Udsigt 64 til Førerstillingen for hele den moderne Ungdom, Høvdingen Dr. Nathan (Brandes) er for meget Skønaand og for lidt Handling til at beholde den. Saa højt naar Per mod Tinderne, saa vældig er hans Flugt, Autoriteterne forbi, de moderne Kunstnere forbi, selve Dr. Brandes forbi! Den Aften betegner hans Banes Kulmination.

Under Stigningen har han vist sig i Besiddelse af sine Ønskers Mod. Længe før hans Kæreste docerer Sætningen om, at man maa ville Midlerne, naar man vil Maalet, har han øvet den i Praksis. En Forelskelse i en foraarsblond Francisca fra Kerteminde har fristet ham til at bytte Nyboderdrømmen om den heroiske Fremtid bort for en sikker Idyl, men han stod sig med en Goethes Standhaftighed. Hans Forhold til Neergaard var for robust til at være fint, og hans Tanke om at lade sig adoptere af den gudelige Enkebaronesse var nær ved at strejfe det kriminelle. I Berlin er han parat til at omskifte Jakobes Kærlighed med hendes rigere Kusines Penge. Hans sociale Betragtninger er ganske fri for Blødsødenhed. Fabrikstidsalderens Brutalitet synes ham en Selvfølge. Ikke uden Grund kaldes han for Prototypen paa det kommende Aarhundredes tankemodige og handlestærke Mand.

Saadan forløber den ydre Udviklingslinje i Værkets første Halvdel. Læserne, der begærligt greb efter de tynde Bind, der kom ét for ét, otte ialt i Aarene 1898-1904, var overbeviste om, at de her bivaanede en ny Mennesketypes Fødsel. Man glædede sig til Fortsættelsen og til at opleve Heltens endelige Sejr over den romantiske Fortid, som Bogen ikke lagde Skjul paa, at jo ogsaa Halvfjerdserne – og Halvfemserne – var stærkt besværet af.

I Traad med Modernismen faldt Pontoppidans naturalistiske Motivering af de ydre Data. Pers Oprør med Hjemmet forklares for det første derved, at han ejer det sorte Faars særegne Fysik: blandt de lysøjede, kirtelblege Søskende syner han som en fremmed med sine teglstensrøde Kinder og stærke hvide Tænder. Et cæsarisk Træk kommer der i Udtrykket, da han modnes, Billedhuggeren, som modelerer ham i Rom, former Busten i antik Stil, med Imperatormine. 65 Endvidere anføres nedarvede Træk som Motiv. Det hedder om Sideniusslægten, at der forekommer enkelte verdsligsindede Herrer blandt dens mange retfærdige Teologer; endnu mindes man den gale Sidenius, en Jægerpræst, som drak med Bønderne i Krostuerne og en Paaskedag slog Degnen i Kirkegulvet, saa Blodet sprøjtede paa Alterdugen.

Per opfattes som en ny Inkarnation af Slægtens tilbagetrængte Livslyst. Der aabenbarede sig tidlig hos ham en overmodig Trods, som hverken Tugt eller Herrens Formaning formaaede at kue. Modsætningen til Hjemmet blev han sig bevidst, da Faderen med Bibelen i Haanden fordømte en Smule Æblerapseri, han havde gjort sig skyldig i. Meget klar som Pontoppidan kan være, saa man undertiden synes at se ham haandtere Pegepinden, siger han, at Mindet om den Middagstime skulde faa skæbnesvanger Betydning, ikke alene for Drengens Forhold til det religiøse. "Der nedlagdes i disse Øjeblikke i hans lidet sorgløse Sind Spiren til et uforsonligt Slægtshad, en trodsig, stridbar Ensomhedsfølelse, der blev Sjælen og Drivkraften i hans fremtidige Liv." Ved typiske Demonstrationer viser Forfatteren, hvorledes denne Følelse animerer Drengens Fantasteri. Han drømmer om at være en Søn af en eller anden Zigøjnerhøvding med blaasorte Lokker og Slængkappe over Skulderen; da han trækker den mørkøjede Tiggertøs op ad Kælkebakken og paa hendes Spørgsmaal fornægter sin Forbindelse med Præstegaarden, vover Drømmen sig ud i Virkeligheden. Han tror selv paa den i det Øjeblik, da han fjernt fra den salmesyngende Familie nede i den beklumrede Stue staar ude under Stjernerne og de sejlende Skyer i den frostklare Vinternat.

Men det kunde nok vække til Eftertanke, naar man saa, hvor bogstaveligt Heltens Trods blev fremstillet som Sjælen i den senere Udvikling. Der lægges ikke Skjul paa, at Pers Afbrydelse af Broerne til Hjemmet blot foregaar i det ydre; i det indre er Forholdet meget aktivt i Historiens første Fase. Det er i Trods mod den fædrene Aandskultur, at han vælger en praktisk Livsbane; selve hans store Projekt er Trods, en Kraftreplik mod Hjemmet i Erindring om Faderens 66 udtalte Ringeagt for en Uddybning af Fjorden, som Byen ligger ved. Og naar Opdriften en Tid har været svækket, kan en Mindelse om Fortiden give den ny Fart: da Broderen Eberhard kommer til ham i en Periode, hvor han fortvivler over sit Arbejde, og fortæller, at Faderen er alvorligt syg, kaster han sig over Beregningerne med genvakt Energi: maaske har han endnu Tid til at vinde Sejr, før den Gamle derhjemme lukker sine Øjne.

Men efterhaanden som Fremtidssynerne forvandles fra Stof for Fantasien til realisable Muligheder, svækkes Spændingen. Og da Faderen dør, mister den helt sin Aktivitet. Per holder sig svævende, efter Inertiens Lov, men Flugten har mistet hans personlige Interesse. Det voldsomme Kampskrift, han havde udgivet i København, forekommer ham allerede i Dresach lovlig ungdommeligt. Han har ingen Lyst til at besvare de Angreb, som rettes mod det, og selve det store Projekt begynder at kede ham en Smule.

Naar man overvejer denne Linje, kan der opstaa visse Tvivl om det helstøbte i Lykke-Pers Virkelighedssind. Alligevel er der endnu ikke noget i Vejen for, at der kan bygges paa hans Grundlag. Hvor mange er ikke begyndt i lidenskabelig Reaktion mod det givne og derigennem naaet frem til et klarere tredje Stadium. Betingelsen er blot, at de Vaaben, Helten har rustet sig med i Kampen mod det givne, beholder deres Værdi, naar de vendes mod mere positive Maal, og at lyst stadig er lyst og mørkt stadig mørkt.

Unge Læsere af de tynde Bind troede paa, at der vilde blive bygget, og at Trætheden fra Udenlandsrejsen vilde vige for en højere Modenhed til Fremførelse af det tyvende Aarhundredes materielle Evangelium.

Men Pontoppidan havde andre Hensigter med sin Helt, og han havde virket for dem i Stilhed. Under den ydre Handling og dens nærmeste psykologiske Motivering ligger som Skildringens dybeste Lag Billedet af Pers egentlige Væsen. Pontoppidan gaar ikke i Detaljer som Sjæleforsker, men han aabenbarer, hvad man behøver at vide, gennem de Reflekslys, han af og til lader Handlingen kaste ned i Dybet. Den opmærksomme Læser er ikke blind for, at Kampen 67 med Hjemmet ikke er afgjort med den trodsige Reaktion. Spøgelserne, som Per saa tappert har vist fra sig, angriber ham bestandig fra Ryggen. Arven fra Slægten er en levende Magt, han ikke saadan kan frigøre sig for. Det første Spor af Dæmonernes Spil ses i Pers Forhold til Fru Engelhardt. Han fabulerer om, at hans første Kærlighedseventyr med en virkelig Dame skal føre ham ind i de højere Nydelsers Verden; men Virkeligheden skræmmer ham, han gyser som et Barn, der har vovet sig for langt ind i de dunkle Skove, og han flygter med bankende Hjærte tilbage til Hjærtensfrydsgade, hvis Navn paa dette Sted faar ironisk Eftertryk. "Det var med et eget Velbehag, en ukendt Tryghedsfølelse, at han igen stod i de to smaa Stuer. – – – Han kastede hurtig Klæderne, og da han puttede sig i sin Seng, var det med en Fornemmelse, som mindede om den, hvormed han som Barn trak Dynerne op om Ørene, naar han havde siddet i Mørke og hørt den gamle enøjede Pige derhjemme i Præstegaarden fortælle sine Spøgelseshistorier." Læseren mindes et andet Eventyr, det, Fru Engelhardts forrige Elsker havde fortalt ham, om Svinedrengen, der vinder Prinsessen og det halve Kongerige, men bliver bleg og mager af lutter Lykke og ligger og flæber i Prinsessens Silkeseng af Længsel efter sin Maren Malkepige.

Alvorligere er Angrebene paa Udenlandsrejsen efter Besøget i Hjemmet og Faderens Død. Per, som i sin Piece har profeteret Menneskeaandens snarlige Sejr over Elementerne, maa i Dresach tilstaa for sig selv, at Menneskene dog stadig lever paa Jorden af Naturens Naade. Han bliver usikker og færdes uden ret at vide det i Faderens Skygge. Han er rejst ud for at studere Teknikens Erobringer og forberede sig til sit kommende Herredom, men i Stedet for giver han sig til at undersøge de sjælelige Forudsætninger for Viljen til Magten. Han giver sig til at læse filosofiske Bøger, nervøst og konfust, for at finde det altudtømmende Ord, der for evig Tid har tilintetgjort alle Forestillinger om et Hinsides. Man husker her en anden dansk Forfatter, som en halv Snes Aar senere skrev, at lige saa trøstesløst og under Lavmaalet, som det er at 68 blive stikkende i Tænkning, lige saa henhørende til almindelig Vækst er det at have tænkt. Mennesket skal blive færdigt og gaa. Men Lykke-Per vinder ingen Johs. V. Jensen'sk Sikkerhed i den Kunst at blive færdig og gaa, hans Tænkning giver ikke det forønskede Resultat. En Stund kan han frelses ud i Dagslyset paa ny, da Jakobe, som er lydhør nok til at lytte sig til hans Nød over Landegrænser, kommer til ham; men Uroen melder sig paany, da hun er borte, og slipper ham ikke mere. Paa den store Forlovelsesaften, da han har forladt det brillante Selskab i Landstedet og er gaaet et Stykke ud ad Villavejen, ser han i en Have en Flok unge Mennesker lege og more sig, saadan som unge Mennesker morer sig i en dansk Højskole- eller Præstegaardshave. Han standser og hører dem slutte Aftenen med Ingemanns Fred hviler over Land og By. Med en smertelig Længsel, han ved ikke selv efter hvad, hører han dem synge Verset: "Der er saa fredeligt, saa tyst – i Himmel og paa Jord! – Vær ogsaa stille i mit Bryst, – du Flygtning, som der bor." Kun saa meget ved han, at han er udenfor, baade i Sangen her og i Selskabet i Millionærvillaen.

Stedet er Vendepunktet i Romanens Handling. Her, hvor Helten staar paa sin Banes Højdepunkt og blot behøver at strække Haanden ud, for at alt det, han har ønsket, skal blive hans, er Grunden under ham hulet ud til Bristepunktet. Det er Forfatterens store ironiske Kunst, at han har kunnet holde de to Tendenser ved Siden af hinanden Skildringen igennem.

I Romanens første Dele er Helten gaaet frem imod Vinden som Tordenskyen, med al dens Voldsomhed. I de følgende driver han med, Energien er udladet. Den naturalistiske Forklaring paa Omslaget giver den gamle Læge, som konstaterer, at Pers Muskulatur er oppustet, at Hjærtet uden Skade kunde være noget mindre ugideligt, og at hans Konstitution i det hele er af den hjemlige sødsuppelige Art. Da Per kort efter hans Besøg tager sit Projekt frem og gennemgaar Beregningerne, er det med voksende Selvbeundring, han genser sit Ungdomsværk, og samtidig med en knugende Fornemmelse af Tilbagegang. Tidligere havde Vanskelighederne bestaaet 69 i at vælge mellem de myldrende Indfald, nu skyder der sig ikke en eneste frugtbar Idé frem i hans Bevidsthed.

Han driver med Vinden, eller i Bogens særlige Sprog: han overgiver sig til de Magter, som han har forstaaet, han ikke kan komme udenom, til Dæmonerne, Sideniusarven, Samvittigheden, om man vil, da det dog er den, han i Slutningen af Bogen identificerer med Spøgelserne, han har bekæmpet. Naar Omslaget indledes med, at han følger sin Mors Kiste over Kattegat, angiver Sejladsen symbolsk Bevægelsens Retning. Men hans Vilje er sat ud af Spillet, han glider med som i et Fald, snart besjælet af en befriende Følelse af, at han gaar et helt nyt Liv i Møde, men hyppigere værner han for sig, holder igen og stritter imod, søgende ind paa Afsatser og Sidespor i Angst for Faldets ukendte Dybder.

Driver- og Drømmerlivet paa Herregaarden Kærsholm'1 lader ham opleve en romantisk Naturmystik, som fjerner ham afgørende fra Jakobe og den jødiske Materialisme og forbereder Jordbunden for den glade blombergske Naturkristendom. Impulsen til Omvendelsen kommer fra hans Kærlighed til Præstedatteren Inger. Hendes blonde Skønhed og raadyragtige Ynde minder ham om Franciska, men hun betyder mere end Idyllen, som dengang havde tilvinket ham, hun har Præstegaardsluft om sig, og ved hendes Side vil han have Adgang til Fred hviler over Land og By-Stemningen. Tror han da! sin Illusionskraft har Lykke-Per ialfald i Behold.

Hvad der er personligt kristeligt Gennembrud, og hvad der er Forelskelse, kan ikke redes ud. Men saa meget erfarer Helten under sin Tiggergang for at sikre sig Landmaalereksamen og Levebrød, at Svigerfaderens Fromhedsform er for billigt Køb. Han skal dybere ned. Og i Ægteskabsaarene, da han har indset, at heller ikke Barndomshjemmets ydmyge Tro giver ham Fred, tager endelig Selvvirksomheden fat, en borende Trang til at komme til Bunds, beslægtet med den, han engang havde oplevet i Dresach, men nu, da han gaar for egen Kraft og har lagt det Sted, hvorfra Slægtens Kalden genlød i hans Samvittighed, bag sig, ikke mere til at standse. De filosofiske Bøger lader han dennegang ligge for de 70 religiøse, alt hvad Fædrene har levet paa, maa han igennem, og i de gamle separatistiske Skrifter, Pietisternes og Hernhuternes saavelsom hos Platon og Inderne, overalt hører han den samme Forkyndelse af Afkaldets Ide. Den synes at have Rødder i selve den menneskelige Urgrund. Fra alle Verdenshjørner lyder den samme Fordring om Jeg'ets Udslettelse og prædikes den samme Lære om Lykken i Forsagelsen i Modsætning til Verdensbørnenes Krav om Selvhævdelse og Viljens Mod og til deres Overbevisning om, at Lykken er at finde i Besiddelsen. Der findes ingen Bro over Svælget, et Valg synes uundgaaeligt. Men Lykke-Per vælger hverken det sidste, hvis Tomhed han forlængst har erkendt og paa ny erindres om under et fortvivlet Københavnsbesøg, eller det første, hvis Fornægtelse af Personlighedsideen gaar imod alle hans Erfaringer. For overalt, hvor han har søgt Gud, har han kun fundet sig selv, siger han til Hustruen. Han savner den troendes Evne til at lade sit Jeg forsvinde i en Verden udenfor Jeg'et, ingen af de objektive Magter, hverken Kristus eller Verden, har nogen Frelse at skænke ham. Derfor kan han ikke dele sin sære Ven Pastor Fjaltrings Religion, men han kan lære Lidelsens Værdi af ham og tage sig Ensomhedens Byrde paa. Ved et fromt Bedrag skiller han sig fra Hustru og Børn og ender som Vejassistent i et afsides Embede paa Vestkysten. Af de Optegnelser, man finder efter hans Død, fremgaar, at han derude har realiseret sine Anlæg, saadan som hans Natur har budt ham det, til yderste Konsekvens, og saaledes naaet den fulde Afklaring. "Uden den urmenneskelige Udfoldelsesdrift, den selvskabende Kraft, der ytrer sig i Lidenskaben, den være nu vendt ud mod Virkelighedens eller ind mod Tankens eller op mod Drømmens Verden, og uden at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed, naar ingen den virkelige Frigjorthed. Derfor priser jeg mig lykkelig, at jeg har levet i en Tid, der kaldte paa denne Drift og styrkede dette Mod. Ellers var jeg blevet et halvfærdigt Menneske, en Sidenius alle mine Dage."

"For den, der blev sig sit eget Selv bevidst, er en Gud overflødig," siger han andetsteds. –

71 Vilh. Andersen har sammenstillet Lykke-Pers Historie med Eventyret "Ørneflugt", som Pontoppidan havde skrevet paa i Rom 1893 og ladet trykke i Juleroser 1897: om Ørneungen Klavs, som vokser op mellem Fjerkræet i Præstegaarden, men lokkes til at prøve sine Kræfter af en frisk Søndenvind, som en Foraarsdag blæser ind over Landet. Med et vildt Frydeskrig svinger den sig i en stor Bue op i Luften, og mens Solen synker, stiger og stiger han paa Jagt efter en hvidbrystet Hunørn, helt op, hvor Stenørkenen slipper, og Udsigten aabnes til den evige Sne og de urolige Stjerner. Men deroppe gribes Klavs af Skræk for det hvide Dødningeland. Han hører ikke mere Hunørnens Kalden i den frostklare Luft, men tænker tilbage paa den forladte Andegaard, hvor hans smaa Venner sidder paa Række og sover sødt med Hovedet under Vingen. Stille folder han Vingerne ud og sænker sig den Vej, han var steget. Men Gaardens Avlskarl, som ikke ved noget om hans Flugt, tager ham for en Hønserøver og skyder ham. Moralen er, at det alligevel ikke hjælper noget at have ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden.

Det er muligt, hvad Vilh. Andersen antyder, at Forfatteren oprindelig har set Lykke-Pers Ide i dette Eventyr. Men det er uden Skade for Værkets Struktur og til umistelig Vinding for dets tankemæssige Vægt, at han har besindet sig. Har Handlingsforløbet i de sidste Bind forbløffet de samtidige Abonnenter, maa dog Læseren af det samlede Værk tilstaa, at det virker som tænkt i ét Stykke. Overser man det bagfra, forstaar man først ret klart, at alle Lykke-Pers Sejre over Virkeligheden har været lige saa mange Nederlag, da de har hildet hans Sjæl i, hvad der er fremmed for dens Væsen, mens ethvert Afkald i dybere Forstand har været en Sejr, et Skridt henimod Erobringen af det illusionsfri Selv. Forfatterens ironiske Kunst behersker denne Dobbelthed med Mesterskab. Bagfra set faar Pers Liv, som under Læsningen gik i Bakke-Dal, baade Klarhed og Mening, den hele Handling bestaar i, at Slør paa Slør drages til Side, saa at man tilsidst har for sig en Menneskesjæl i "guddommelig Nøgenhed".

72 Denne Sjæl staar udenfor det menneskelige Samfund, Lykke-Per hører til Don Quixotes Familie. Han er en livsuduelig, ethvert frugtbart Forhold til Mennesker er ham nægtet. Men han dømmes ikke efter det. Romanens Synspunkt er hverken socialt eller etisk, men religiøst, det er denne Menneskesjæls absolute Værdi, der er Tale om, og Per naar det højeste, et Menneske kan naa, den fuldkomne Harmoni med sig selv. Hvor positivt Pontoppidan mener dette, ses ikke blot af Ørnebilledets Genkomst mod Slutningen af Pers Livsbane – "vore Trængsler kan ruge Ørne ud af Spurveæg", siger han i det endelige Opgør med Hustruen; men især af den Moral, som Bogen igennem svarer til dens individualistiske Religion. Dens Udtryk er den direkte Spot, ikke at forveksle med den nævnte Ironi. Forfatteren snærter sin Helt, hvergang han i sin Stræben bliver usand mod sig selv, hvergang han vil skyde nemme Omveje eller gaa paa Akkord, Pisken rammer ham hyppigst i hans Forhold til Jakobe, som er et Kompleks af Pengejagt, Forfængelighed og Kulturambition, men aldrig Kærlighed, paa sit højeste blot en Anelse om Kærlighed: han ligner en Alfons ved sine indledende Besøg i Salomons Hus; efter Forlovelsen gaar han rundt i en lykkelig Pasjafornemmelse og tager tolv Pund paa i Vægt, alene generet af, at den erotiske Atmosfære, Jakobe indhyller ham i, til Tider bliver for tropisk. Hykleriet i de blomstrende indre Monologer, hvormed han vil retfærdiggøre sin Betagelse af Nanny, er grumt afsløret, hans Tilbøjelighed i Verdensmandsdagene for blot at synes, er taget under skarp Behandling, den hjemlige Jeppe skinner tydeligt igennem den foregivne Barons Dragt, hans Kropduebrusen overfor Konsortiemændene, da hans Personlighed og Projektet forlængst er hørt op at dække hinanden, er stærkt understreget. Efter Omslaget overgaar Kritiken fra Forfatteren til Jakobe, som ynker Pers Mangel paa Evne til at se Sandheden i Øjnene, hans uovervindelige Lysskyhed.

Naar Bogen læses første Gang, kan denne Spot muligvis virke desorienterende, saa meget mere som den er kædet sammen med den Nationalsatire, Pontoppidan har lagt ind i Værket. Helten ses 73 som ægte Søn af "det lidenskabsløse danske Folk med de blege Øjne og de frygtsomme Sind – – et Puslingefolk med store tænksomme Hoveder, men et Barns kraftløse Lemmer." Man mindes Johs. V. Jensens samtidige Kritik i Kongens Fald, hvor Folkeaanden symboliseres i de to Figurer Mikkel Thøgersen og Kongens Søn Carolus. Men Pontoppidans Satire er mere ætsende. Og den kommer fra Hjærtet. Han elsker ikke sin Helt i hans Egenskab af Type paa disse Svagheder; hans Beundring ligger overhovedet andetsteds end hos Per, den ligger hos Jødinden Jakobe, som kender sig selv og den Vej, hun skal gaa, fra første Færd og blot gør den skæbnesvangre Fejl, at hun tror, hun ogsaa kan faa ham til at gaa den. Det lader sig ikke gøre, for i Spørgsmaalet om at finde sit naturlige Stade kan det ene Menneske ikke meddele det andet Menneske noget Raad, der maa enhver frygtløst give sig det Selvudfoldelsens Instinkt i Vold, som er nedlagt i alt det skabte.

Pontoppidans Beundring tilhører Jakobe. Men netop paa Grund af hendes Klarhed, kunde der ingen Roman skrives om hende. Ialfald kunde Pontoppidan med sine høje kunstneriske Fordringer ikke skrive den, det var jo blot blevet et Portræt og en Række ydre Begivenheder. Det er hans Storhed, at han har vist, at der ogsaa af saa skrøbeligt et Kar og saa uklar en Aand som Lykke-Per kan blive et helt Menneske, naar han ubønhørligt realiserer sin Natur; i en Harmoni, som vel ikke ruster ham til Livet, men til Døden.
 

Sammenstillingen af de to Værker, Jørgen Stein og Lykke-Per, taler for sig selv. Man kan vanskeligt tænke sig større Modsætninger, der er en Afgrund imellem de to Menneskeopfattelser, som dog kun er skilt fra hinanden ved et Tidsrum af tredive Aar. Paa den ene Side en fundamental Tro paa Personlighedens Betydning, paa den anden en fundamental Tvivl. Begge de to Helte ledes af en ideal Stræben, men den fører dem i diametralt modsat Retning, 74 Per Sidenius gaar ud af Fællesskabet med Mennesker, forlader Arbejdet og den Elskede, Hjemmet og Børnene for at søge sig selv, mens Jørgen Stein hemmes i sin Livsdrift af sin Individualisme og først tror at opfylde sin Bestemmelse, da han opgiver sig selv og gaar ind i et menneskeligt Fællesskab.

Selve den kunstneriske Udformning af de to Livsbilleder lyser af henholdsvis Tro og Tvivl. Hos Pontoppidan er den enkeltes Stræben og Vilje Ting, som fordrer ubetinget Respekt. Med aldeles tvivlløs Energi fordyber han sig i den enkeltes Skæbne, Pers Idérigdom og Fremfærd, hans mægtige Stigen og Faldet indtil den sublime Slutning, som ligger hinsides Tid og Rum, i Personlighedens Evighed er sat op i vældige Dimensioner. Under Kampen med Omverdenen høres de klare og fulde Lyd af ukomplicerede Sammenstød og af Projektiler, som rammer lige paa og slaar dybt. Der fremstilles ikke først og fremmest en Menneskeintelligens som hos Paludan, men en Menneskesjæl i alle dens Rørelser, her er Lidenskab og Instinkt, dunkle Magter i Sindet, som raader for Handlingen, et Menneske i Livets Vold. Man har talt om Vanskeligheden ved at gribe det positive i Pontoppidans Forfatterskab, men i Afklaringen af denne Skæbne, Helten, der befrier sig for sin romantiske Arv og bliver en selvstændig Personlighed, er han naivt Troende simpelthen.

Hos Paludan findes ingen tilsvarende Handlingens Dynamik, for det betyder saa lidt i Helheden, hvad den enkelte gør eller tænker. Mens den Fortid Per Sidenius reagerer imod er en levende Kraft, bestaar Kulturen, som Jørgen tager i Arv fra sit Hjem, kun af døde Konventioner, som han nogenlunde smertefrit skiller sig ved, han ligesom glider frem paa sin Bane, indtil det Tidspunkt, da han skal tage sin Skæbne i egne Hænder; da staar han stille i Stedet for at handle, han har Refleksionens Facetøjne, som ser Tingene fra alle Sider, og han berøves Handlekraften derved. Tiden handler for ham, og med ham, først da Frostvinden paa Efterkrigstidens Gade har blæst den besværlige Jegfølelse bort, kan han finde en Slags Havn.

75 Heraf følger den forskellige Rolle, som Tiden spiller i de to Værker. Hos Pontoppidan er den Baggrund, en meget levende Baggrund med Billederne af Jødekulturen og det moderne Gennembruds Mænd. I det ydre er Per en Tidstype, en Mand, som digter i Tal og Beregninger, Livsbilledet er fremstillet under Tidens Betingelser lige indtil den sluttelige Sejr; men i sin Idé er Værket almengyldigt tænkt. Hos Paludan spiller Tiden derimod en Hovedrolle, Livsbilledets Tragik er en Følge af dens Overmagt over Individet. Til Personlighedens Sejr over alt det ydre svarer Nederlaget hos Paludan. Men den Forbindelse er der, at den ældres Opfattelse ligger som en Undertone af Smerte i den yngres, en Drøm, der maatte opgives.
 

Formlen, i hvilken Indtrykket af de to Tidsaldre krystalliserer sig, kan skrives med to Ord: Individualisme-Antiindividualisme.

Det har været Hensigten at lade denne Antitese træde saa skarpt frem som muligt i de første Afsnit, Emnet for Undersøgelsen er dermed slaaet fast. Men jeg er mig bevidst, at Billedet ikke har ubetinget Gyldighed. Vistnok er baade Pontoppidan og Paludan typiske Skikkelser, men de dækker naturligvis ikke helt den Epoke, de hver for sig tilhører. Paludan ansaas for reaktionær af sine Samtidige, og den almindelige Læser af Lykke-Per havde haft større Interesse for Heltens ydre Stigen end for Faldet og havde helst set ham udvikle sig til et Realitetsmenneske i det ny Aarhundredes Aand. Billedet maa derfor suppleres. Og da ikke samtlige Aandslivets Repræsentanter kan fremstilles med denne Udførlighed, vælger jeg at supplere ved Hjælp af Typer, som befinder sig i Modsætning til de to allerede omtalte. Altsaa stilles Johs. V. Jensen, som i sit Forfatterskab realiserede det, Lykke-Per lovede i Romanens første Halvdel, overfor Pontoppidan, og den betydeligste af Tyvernes ikke-reaktionære Forfattere, Tom Kristensen, overfor Paludan.

[Af Andet Kapitel: Individualismens Historie indtil den første Verdenskrig]

76 Der var ingen Sejrstoner omkring Symbolisterne, og Strømmen fra Halvfjerdserne og Firserne fortsatte ind i det nye Aarhundrede, uden at Halvfemserne havde faaet den til at skifte Retning.

Den befinder sig nu ud for Lykke-Pers Position. Men det er jo klart, at den ikke samler sig i Lykke-Per. Pontoppidan protesterer vel ikke imod Naturalismen, den er en Forudsætning, han regner med, men den løser ikke Problemerne for ham. Han er heller ingen Modstander af Fremskridtets realistiske Aand, tværtimod har han behandlet den jødiske Materialisme med megen Sympati. Men det falder ham ikke ind at ophøje Fremskridtstanken til Dogme, han tror overhovedet ikke paa Partisandheder, han kender kun en Sandhed, den personlige. Paa den anden Side lader Brandes' Aandsaristokratisme og heroworship ham ganske kold, langt nærmere staar han Halvfemsernes Jegdyrkere. I Stuckenbergs Bekendelsesdigte5, hvis Mening er, at Sjælen er det blivende i den omskiftelige Tilværelse, har Individualismen faaet religiøs Betydning som i Lykke-Per. Men Pontoppidan er stærkere og mere overlegen end de unge Lyrikere, han forbinder deres Introspektion med dybtgaaende Verdenserfaring, og han har Stof, hvor de savner det. Sammenligner man de Fortællinger, hvori Stuckenberg satte sin Individualisme op som Protest mod Samfundet, Hjemfalden6 og Asmadæus7, med Lykke-Per, faar man det rette Indtryk af hans Myndighed. Han har hele det moderne Gennembrud som Forudsætning, og han har ført dets Hovedlinje igennem ud til den yderste Konsekvens, hvor den tabte Religion er vundet tilbage paa Personlighedsideens Grund.

Men hans Personlighedskrav var ikke for de mange. Det blev ikke Pontoppidan, som kom til at bestemme Strømmens Retning, men Johs. V. Jensen. Han er Aarhundredskiftets store Mand, han har tilført de efterhaanden noget ufriske Vande en ny Sundhed. Hans Greb i Udviklingen bestaar deri, at han drejer Litteraturens Lyskegle, som helt fra J.P. Jacobsens Niels Lyhne8 havde været rettet indefter i psykologisk Undersøgelse paa godt og ondt – drejer den med et haardhændet Tag udad, imod Tingene. Han genindsatte, som han har sagt, Kendsgerningen i dens Rettigheder. Naar han sejrede saa blankt over Forgængere, forstaas det vist ud fra det foregaaende. Han havde Tiden med sig. Lykke-Pers Livsbane havde Læseverdenen fulgt med levende Interesse, saalænge Maskinen og Guldet var Stjernerne, han styrede efter, med mindre Opmærksomhed fra det Øjeblik, Afviklingen af det ydre var begyndt. Johs. V. Jensen interesserede sig lige saa lidt som Publikum for den Art Afvikling. Man husker Verset9: "Her staar jeg med Skjoldet – jeg vil slaa Fornægteren. – Jeg vil bekræfte de raske – i Retten til Riget." Fornægteren er det udgaaende Aarhundredes Selvbetragter, Dekadencepoeten, de raske er Maskinens og Handlingens helstøbte Mænd. Det gamle Bondeblod ruller rødt i denne hedenske Himmerlænding, og Musklerne svulmer. Ikke blot de enkelte Fornægtere i det foregaaende Slægtled slaar han, men hele det blege, livsudygtige Danmark, som mødte ham i Historien, holder han Afregning med.

 
[1] Aargangen …: de afsluttende ord i Jørgen Stein lyder: Han var jo af en Aargang, der maatte snuble i Starten. tilbage
[2] Femmer: det er bemærkelsesværdigt at Femmers fornavne er Peter Andreas ligesom Lykke-Pers. tilbage
[3] lyrisk: senere, antagelig i den af Paludan gennemsete 1959-udgave, ændret til romantisk. tilbage
[4] dette er Paludans tekst i Ernst Frandsens forkortede gengivelse. tilbage
[5] "Bekendelse", digt til Johannes Jørgensen, 1896. tilbage
[6] Hjemfalden: fortælling, 1898. tilbage
[7] Asmadæus: roman, 1899. tilbage
[8] Niels Lyhne: roman, 1880. tilbage
[9] Verset: fra Johs. V. Jensens digt "Tilegnelse" (1904). tilbage
['1] Kærsholm: rettet fra "Kærholm". tilbage