Vilhelm Andersen: Henrik Pontoppidan
(Gyldendalske Bogh. – Nordisk Forlag)
Med en Bog paa henved 200 Sider hylder Vilhelm Andersen Forfatteren Henrik Pontoppidan paa dennes 60aarige Fødselsdag.
"Et nydansk Forfatterskab" er Bogens Undertitel. Den er saa selvfølgelig og tillige eller maaske netop derfor saa dybt karakteristisk.
Pontoppidan aabenbarer i Sprog og Stil, i Intelligens og Følelse en inderlig Samhørighed med dansk Land, dansk Folk og dansk Historie, og samtidig kendetegner hans Emnevalg, hans Helhedssyn ham som hørende til det med de store almene Nutidsproblemer og med Nutidsmenneskets Psykologi fortrolige moderne Danmark. Han er i Prosaliteraturen dette Danmarks ypperste Udtryk. I sin Bog fastholder Vilhelm Andersen konsekvent Synspunktet nydansk. Han viser, hvorledes Pontoppidans Kunst overalt samtidigt er Fortsættelse og Fornyelse.
I et fintmærkende og sundt, men ingenlunde let tilgængeligt Sprog gør Vilhelm Andersen Rede for Udviklingsgangen i Pontoppidans Forfatterskab og samler sin Fremstilling om de tre Hovedværker "Det forjættede Land", "Lykke-Per" og "De Dødes Rige", hvortil Grupper af tidligere Arbejder kan betragtes som Forstudier. Med megen Finhed bestemmes Pontoppidans Stilling indenfor Samtidens danske Forfattersamfund. Han er den kloge, objektive Vurderer af Mennesker og Forhold. Han er tillige den manende Røst, der advarer mod romantiske Frasers og rodløst Fantasteris Indflydelse paa jordbundne, oprindelige Naturer, der ikke er egnet til Ørneflugt. Han er endeligt den klartseende og modigt erkendende, som aabent vedgaar, at ingen Del af vort Folk har været modent til at bære de nye, stærke Tanker, der i den sidste Menneskealder har været de bærende paa sociale, politiske, religiøse og kunstneriske Omraader. Mødet mellem disse Tanker og et modtageligt og lidet selvkritisk Folk har ført til Forvirring og Opløsning ikke af Samfundet, men af den enkeltes Personlighed. Det er den, det er gaaet ud over. Den er blevet sprængt, fordi man forlangte for meget af den, nemlig, at den paa en Gang skulde bevare sin Identitet og optage et nyt Samfundsbillede.
Vilhelm Andersens Bog er baaret af en intens Sympati med den skildrede Forfatter. De er beslægtede Naturer. De har samme selvfølgelige Forstaaelse af dansk Natur og Karakter, de ejer begge en levende, lidt angstbetonet Sympati med dem, der lever inden for Danmarks Grænser, men Vilhelm Andersen savner Henrik Pontoppidans demokratiske Temperament, som betinger hans Værkers befriende Indflydelse paa mange, der arbejder i Folkeopdragelsens Tjeneste.
Billedet, Vilhelm Andersen giver af den skildrede Forfatter, er fint, ja genialt "sat op", men det er ikke klart nok og ikke udtømmende nok i sin Karakteristik. Mængden af Vilhelm Andersens Parentheser og Sidebemærkninger skjuler næsten Forfatterskabets monumentale Arkitektur, og Vilhelm Andersen evner ikke, og det har man tidligere kunnet konstatere, at blive en af det brede Lag, at lægge sin Bagage af Lærdom, Aandfuldhed og Aandsoverlegenhed fra sig for at se med Menigmands "Naturøjne". Med saadanne Øjne skal Pontoppidan ogsaa betragtes, hvis hans Betydning fuldt ud skal forstaas; thi hans Forfatterskab er et Forfatterskab midt i Tidens Strøm og bæres af Folkesindets bredt glidende Vove.
Smukkere Hyldest end den foreliggende Bog faar Henrik Pontoppidan vanskeligt. Den er dyb i sin Sympati, den er indtrængende og fin i sin Forstaaelse, og den er poetisk smuk i sin Form. Det er en herlig Bog om Henrik Pontoppidan. Havde Vilhelm Andersen forholdt sig mindre æstetisk og aristokratisk til det politiske og sociale Folkeliv, var det blevet selve Bogen om Pontoppidan!
E. F.
