Henrik Pontoppidan

I tre romaner, hvis størrelse får en til at tænke på Dostojewskis hovedverker, har Henrik Pontoppidan gjort rede for sit indtrykk av sin samtids Danmark. Ingen dansk digter har hittil forsøkt på at gi en så omfattende skildring av sit folk, der er en stor årvåkenhet og energi i romanerne som vækker beundring. Motsætningen mellem landet og hovedstaden, alle åndelige bevægelser: højskolen, pietismen, den såkaldte Brandesianisme, en imponerende række av typisk danske skikkelser blir indtrængende karakterisert i dem.

Blandt alle de meninger, de livsanskuelser som på denne måte får uttryk i Pontoppidans digtning er det rimelig at man leter efter hans egen. Blandt alle de mennesker som han her git vederheftige, stundom fremragende skildringer av er det rimelig at man forsøker på at finde den eller dem som har vundet digterens hjærte, som er dele av ham selv, hans talerør .... det er rimelig at man undersøker om Pontoppidan, som jo nylig fik nobelprisen, der er en påskjønnelse av en digters livsanskuelse, i sine romaner overhodet har optrådt som forkynder, har anvendt dem til at uttrykke et bestemt personlig livssyn.

I.

"Det forjættede land" er forsåvidt den snævreste af de tre romaner som den utelukkende befatter sig med religionens indflydelse på forskjelligartede mennesker. I de to andre blir langt flere spørgsmål behandlet. Handlingen i "Det forjættede land" foregår også utelukkende på et enkelt sted, nabosognene Skibberup og Veilby. Kjøbenhavn spiller en stor rolle for enkelte av dens personer, men Pontoppidan forflytter ikke handlingen dit en eneste gang. Alligevel merker man her, som i de andte romaner hvor stor motsætningen er mellem Kjøbenhavn og "landet", bare man kommer nogen mil utenfor 545 byen lever man efter Pontoppidans opfatning i en anden verden med andre sæder, undergit vidt forskjellige livsbetingelser.

I de to nabosogne eksellerer menneskene i religiøsitet. Til at begynde med regjerer en magtkjær og konservativ provst, han taler for tom kirke, menigheten demonstrerer, den fordrer folkelighet, venlighet, fortrolig og likefrem forkyndelse av ham og da han ikke vil føie den hjælper den sig selv, holder til i bedehuset og styrker sig i troen på sin uangribelighet og Vorherres velvilje. Altså straks: den nidkjære, magtsyke, halvkatolske geistlighet fra et forgangent århundrede personificeret i provsten, den Luthersk-grundtvigske-general Boothske folkelighet koncentreret i menigheten.

Bokens helt, cand. teol. Emmanuel Hansted, kommer fra sit fornemme hjem i Kjøbenhavn ut til al denne religiøse uforsonlighet. Han skal være kapellan hos provsten. Han har tilbragt sin barndom i et verdslig hjem, har ikke fundet forståelse hos sin far eller sine søskende, hans dybe religiøsitet, arvet fra hans avdøde mor og i barndommen næret av hende, gør ham hjemløs i hjemmet. Han går derfor ut til sin gjerning med en utålmodig virketrang, ivrig i troen på sit kald som bare en miskjendt kan være det.

Han utsættes øieblikkelig for den dobbelte ild. Provsten spadserer adstadig op og ned i sit kontor, i et langsomt, velbehageligt foredrag underviser han den uerfarne og ubefestede kappelan i de mange vanskeligheter en Herrens tjener har at kjæmpe med i denne desværre så fordærvede, så dypt sunkne tid. Specielt må han indstændig advare sin unge medtjener mot "disse ulykkessvangre Strømninger, der under Navn av Frihets- og Lighetsbestræbelser er stegne op fra Folkedybet og som nu har fundet Vei også til Kirkens hellige Haller" .... "Landstrygere på Prækestolen, Fattighuslemmer for Alteret! Skomagerdrenge og Læredrenge som Folkets åndelige Formyndere! .... hvor skal dette ende?"

Men menigheten er også ute efter den nye præst. Dens fører, en underfundig og fordækt mand, væver Hansen, forklarer ham hvad den ønsker av sin præst. "Hvad er det så vore gode Præster altid fortæller os Bønder, docerer han med mange undskyldninger for sin oprigtighet. Det er at vi skal være lydige og dydige og ikke stjæle og ikke bande, men vende os til Gud og stole på Herrens nåde 546 – og sådan videre. Men det kender vi jo dog allesammen i forveien på vores elleve Fingre .... Nei, dersom en mand som Dem, Hr. Pastor Hansted vilde fortælle os noget om Dem selv og ikke om os .... om hvordan De med Deres Læsning og Opdragelse er kommen til det Syn på Kristendommen og Folkelivet .... se, det var noget, vi Bønder kunde lære av."

Nu vel, striden er der og Kappelan Hansted som fort merket at hans fornemme taler ikke en gang opnådde den ære at gå ind av tilhørernes ene øre og ut av det andet: han talte i tomme kirker, han vælger at være som menigheden ønsker ham, der blir brud med provsten, som fordrives fra slagmarken fordi kappelanen både har menigheten og bispen med sig. Emmanuel Hansted blir folkets prest. Han blir ovenikjøpet forelsket i en bondedatter, gifter sig med hende og besegler for alvor sit venskapsforhold til folket.

Det er imidlertid langt fra at Pontoppidan hermed har tat parti for en folkelig religionsforkyndelse og altså fører folkets sak imot embedsmandsvælde og byråkratisme. Tvertimot forblir man i absolut uvidenhet om hvem av de stridende parter Pontoppidan gir ret: den hovmodige, bundkjedsommelige provst eller den lumpne, uvidende, holdningsløse menighet.

Det næste spørgsmål boken reiser er alvorligere. Emmanuel Hansted er blit præst drevet av en dyb religiøs følelse som fuldstændig behersker hans væsen. For ham har konflikten mellem den gamle provst og menigheten nok været oprivende, men da han er uten ærgjærighet, kun besat av viljen til at tjene sin Gud og sine medmennesker ser han i den bare et utslag av Guds vilje og han tar ubekymret fat på sin gjærning. Han mottar ingen løn, han lever av den lille kapital han har og av at dyrke præstegårdens jord. Han organiserer et utstrakt veldædighetsarbeide, gir bort sine penge i øst og vest. Og da han møter motgang: hans eneste søn dør, også han fordrives fra den usandsynlig gemene menighet, hans kjød plager ham, for han er sanselig besværet av den gamle provsts skjønne datter .... så blir han mere og mere fanatisk i sin religiøsitet, han kjæmper som Jacob med sin mægtige Gud, hans rike blir stadig mindre av denne verden: hvad der end sker med ham og omkring 547 ham .... det interesserer ham ikke, han er optat av det ene fornødne. Pontoppidan skildrer altså den kjæmpende kristne, den ubetingede, akkordløse idealist.

Op mot ham stiller han andre kristne. Pastor Pedersen, en mand med sans for mat og vin og kvinder og spil, han sier: "Jeg er nær ved at mene at den væsentligste Opgave for en Præst er den at lære Folk at nyde og elske Livet på rette Made, uden Trods og uden Frygt, taknemlig og tilfreds, sådan som det er vor Pligt overfor den, der gav os det. Derfor er heller ingen mig mere imod end den Slags – nu så stærkt grasserende – Individer, der gjør sig interessante for sig selv og andre ved at vandre smægtende om i Verden som vemodsfulde Naturer, tungsindige Skygger, hjemløse Sjæle osv." .... "Jeg kan ikke være sammen med en sådan Personage, uden at Galden koger i mig. Jeg får en næsten ustyrlig Lyst til trods mine grå Hår at springe op på Bordene og af mine Lungers fulde Kraft råbe et trefoldigt Hurra for Livet."

Og i et ømt litet kapitel fører Pontoppidan os ind til den gamle pastor Momme, en olding, engang en fører, nu en bekymret iagttager av alle tidens nye forløsende retninger. Han ber sin svigerinde læse lidt for sig inden han går tilsengs. Bibelen? Nei. Det er jo bare en samling gamle krøniker, sier de nu. Grundtvigs gamle sangværk? Nei, jeg er for kleinmodig til det nu. Men Brorson ....

Den gamle synger selv det deilige vers:

O, søger de ydmyge Steder,
i Støvet for Frelseren græder,
så får I vor Jesum i Tale,
thi Roserne vokser i Dale ....

Den altforsagende, ekstatiske kristendom som forvirrer Emmanuel Hansteds sind og driver ham i døden, pastor Pedersens freidige, præsentable gudsdyrkelse, den gamle Mommes blide og blyge ydmyghet .... hvor har Pontoppidan sit hjærte? Vi får ikke vite det. Han fører alles sak med upartisk veltalenhet. Efter at han i sin store roman har fulgt Emmanuel Hansteds liv, hans stormende kampe med gud og mennesker, fortæller han med et mangetydig smil, at en skolelærer "skal være beskjæftiget med at forfatte en på 548 mundtlige Vidnesbyrd støttet Beretning om hans Martyrium, for at hans Liv og Gjærning kan bevares for Efterslægten til taknemlig Ihukommelse."

II.

I "Lykke-Per" fortsættes religionsdiskussionen på en endnu alvorligere måte: det er selve kristendommens eksistensberettigelse det gjælder.

Den strenge, livsfjendtlige kristendom råder i Lykke-Pers barndomshjem, påny et prestehjem. Han har imidlertid en glupsk appetit på tilværelsen, han føler sig vanæret af sin families spartanske, knugede levemåte, hans væsen er erobrerens, han foragter forsagelsen. Den rationelle, fuldstændig ureligiøse opfatning av livet møter han så i den jødiske millionærfamilie. Og i Jacobe Salomon får den sit ideelle uttryk: hun er en udmerket kvinde, klok, kundskapsrik, uhyre sterkt og aktivt virkende ved sit utprægede væsen. Hun er både av natur og av overbevisning antikrist, ikke et øieblik tviler hun, ikke et øieblik anfægtes hun. Hun avskyr Kristus, denne bleke nazarener, det praktiske, livsnære i hendes væsen oprøres av en verdensbetragtning som tilsidesætter det liv vi faktisk lever, til fordel for et liv vi muligvis skal leve efter døden. "Det er for mig netop den væsentligste Anklage, der kan rettes mot Kristendommen med dens Evighedshåb, at den berøver Livet dets dybe Alvor og dermed dets Skjønhed. Når man opfatter vor Tilværelse her på Jorden som bare en Generalprøve på den egentlige Forestilling – hvor bliver da Festligheden af?"

Dette er jo Brandes. Og Jacobe Salomon er en beundrer av Brandes; hvis hun ikke var så oprindelig i sine opfatninger og som personlighet kunde man kalde hende en elev av ham. Hans indflydelse får man talrike beviser for i boken. Hans skrifter læses og diskuteres, hans liv følges med spændt opmerksomhet, en enkelt gang optrær han også personlig, – dr. Nathan.

Motsætningen mellem kristendom og livsnydende rationalisme er den væsentligste av de åndelige konflikter som Pontoppidan beskjæftiger sig med i "Lykke-Per". Men ikke et øieblik tar han parti. Lykke-Per selv, erobreren, har ikke erobrerens stof i sig, barndommens indtrykk, religiøsiteten, forsagelsen, får magt over ham længere 549 ute i livet, han omvender sig .... Men hele hans religiøsitet kan bare virke som en demonstration av religionens magtesløshet: den gir ham ingen styrke, den består i stemninger, som forvilder og kraftstjæler sindet. Heller ikke Jacobe med al sin rationalistiske veltalenhet overbeviser en om at hendes livsanskuelse er identisk med digterens .... Er Kristendommen livets væsentlige værdi? Har den overhovedet eksistensberettigelse? Ikke med et ord forråder digteren sin personlige mening.

"De dødes rige" gir os like lidet besked om Pontoppidans personlige opfatninger. Som i de to andre romaner stiller han en række vigtige spørgsmål op mot hverandre, men han betragter det øiensynlig ikke som sit kald at svare ....

III.

Nu er det selvfølgelig en av de sterkeste sider ved Pontoppidans romaner at de ikke gir sig av med direkte forkyndelse: en avhandling og en roman er to vidt forskjellige ting, og det vilde ikke skade om et par av de mest opstrekne romanforfattere i Norden forstod det like klart som Pontoppidan.

Men la os forsøke at finde digteren på andre måter: i hans personer og i hans stil.

Like litet som han i "Det forjættede land" tok parti for nogen av de meninger som boken gir uttrykk, like litet tar han parti for nogen av de mennesker som personificerer meningerne. Han følger Emmanuel Hansted fra han begynder sit livsarbeide og til han dør, han karakteriserer ham indtrængende og fyldig, han lægger intet til og trækker intet fra, tro, arbeidslyst, tvil, avmagt, trang til askese og livsbegjær .... alt får sin fulde egenværdi, hærger og hærder hans sind. Men digteren sier farvel til sin helt med en ironisk gestus; slik var han, slik gik det ....

Lykke-Per er manden som går ut for at erobre verden. Han er en ypperlig figur, han lever uavladelig, hans sind er i evig bevægelse, optat av ærlig arbeide og små gemene beregninger, fyldt av vild og uegennyttig kjærlighet, i næste øieblik av lummer alkovesanselighet og profitberegninger, kjøp og salg i templet; stundom 550 utdriver han sig selv av helligdommen i desperat selvforagt, stundom vandrer han dit ind igjen i kolblodig blasfemi, – snart skal han nå ære og berømmelse og storme skanserne, så snart chancen er der gider han ikke, for så er der andre ting han skal stelle med. Latterlig og charmerende gut, nedrig bedrager, geni og stymper. Splittelse og magtesløshet.

Det danske folk, sier Lykke-Per, består av et par millioner Sideniuser .... Han står i sit hotelværelse og ser ut over Kongens Nytorv den samme dag han er kommet tilbake fra utlandet: "Det danske Folk! – Mine egne Sideniuser!" tænkte Per og betragtede smilende disse firkantede Skikkelser, der alle syntes ham at ligne hverandre som Brødre og Søstre."

Sideniusernes væsentligste egenskap er smålighet, forsigtighet, dystert alvor, uanfægtelig selvgodhet. Hvem liker digteren bedst: den mislykkede danske himmelstormer eller de danske Sideniuser? Vi får ikke vite det. Lykke-Per gir en mere at tænke på, han er større, et rummeligere menneske, men Sideniuserne er solide, et trægt, men sterkt, uopløselig stof .... Gud vet hvem man skal holde på, den interessante og upålidelige, den uinteressante og pålidelige, det er en smaksak ....

Tænker jeg paa alle hans personer, en efter en, må jeg helt frem til Thorsten Dihmer i "De dødes rige" for at finde en mand som jeg har indtrykk av har eiet digterens sympati. Først og fremst er han en udmerket mand, rank og renslig, et rikt og et varmt sind, upåtrængende, men selvopofrende. Dernæst sætter digteren ham ind i et sørgelig begivenhetsforløp, som sikrer ham vor sympati; evig og altid slås han ned når han nærmer sig det som for ham er lykken. Av alle de skikkelser som Pontoppidan har skapt står han vistnok Pontoppidan nærmest: manden som henvises til sig selv, som hærder sin personlighet, som er ubestikkelig og sterk fordi han "står mest alene", som finder dyb tilfredsstillelse i resignation. I slægt med ham er selvmorderen, pastor Fjaltring, i "Lykke-Per", presten Mads Veirup og lægen Poul Gårdbo i "De dødes rige".

Ellers er vel sandheten den at Pontoppidan enten står kølig overfor sine personer eller ikke liker dem. Presterne rundt omkring i hans bøker, dr. Nathan, maleren Karsten Frohm, journalisten Dyhring, 551 Nanny Salomon, alle forretningsmændene i "Lykke-Per", enten fortæller han ubevæget, refererende om dem eller han håner dem.

IV.

l "Lykke-Per" fortælles der om et kunstnerselskap som stormer ind på en kafé: "Det var Digteren Povl Berger, en af den store Enevoldsens mange Elever og almindelig betragtet som litterær Arvtager efter denne Sprogets Forfiner, der nylig var død under Udarbeidelsen af en Eftersætning." Gud skal vite at Pontoppidan selv ikke er nogen sproglig elev af J.P. Jacobsen, "denne sprogets forfiner". Intet er ham mere fremmed end at bruke sin tid til at forme mærkelige sætninger. Hans sprog er fuldstændig upyntet, det Vilh. Andersen har kaldt "arbeidsprosa", uintim journalistisk. Stor sprogsans har han overhovedet ikke; det er merkelig hvor sjelden man i hans store romaner, som jo rummer fremragende menneskeskildringer træffer et mundtlig utbrudd, en virkelig uforfalsket naturlig replik. Når man læser f. ex. Jacobe Salomons replikker protesterer man uvilkårligt: slik snakker hun ikke, hun har jo et heftig, lidenskabelig gemyt og hun uttaler sig som om hun stadig gjorde mundtlige utkast til avhandlinger.

Også fremstillingen er fuldstændig ubevæget av begivenheternes art og intensitetsgrad, den begynder, fortsættes og sluttes i det samme urokkelig tempo. Han skriver bestandig for nogen, han har foredragsstemme, han er aldrig personlig forfærdet eller glad eller eftertænksom ved det han har oplevet og fortæller. Det kan stundom være virkningsfuldt, f. ex. i fortællingen om lille "guttens" død i "Det forjættede land." Men meget ofte virker det som ufølsomhet og manér: "Enslevs død", de journalistiske optegnelser om Lykke-Pers Romaophold osv. I det hele tat læser man lange partier av bøkerne i den ophidselse som et nøkternt avisreferat av oprivende begivenheter kan skape, – og har efterpå den mathetsfølelse som kommer av ensidig, ulikevægtig spænding. Det blir ofte ikke forklaring av livet, ikke det Jacobe kalder dypt alvor, det blir spil og meningsløshet.

V.

Målet for denne lille undersøkelse var at finde Pontoppidans egen mening og livsanskuelse blandt alle de meninger og livsanskuelser 552han fremsætter. Når jeg valgte det utgangspunkt er det fordi den almindelige mening forlængst har forfremmet Pontoppidan fra stor digter til ånd og forkynder.

Og selvfølgelig: en digter av Pontoppidans rang har ikke skrevet sine bøker uten en bestemt hensigt. Men hans hensigt med at stille motsatte meninger og motsatte personligheter op mot hverandre, med at fremstille det hele lidenskapsløst og refererende må da netop være den at gi læseme et indtrykk av livets tilfældighet og meningsløshet. Også i denne forbindelse skal man lægge merke til den dype forståelse han viser i skildringer av desillusionerte, bittert ribbede mænd.

Man kan nemlig tryggt si at Pontoppidan uttrykker dyp avsky for en række typiske personligheter og forhold i Danmark, men like så fort er man i vildrede når det gjælder positive idealer for den danske nations og for individers liv. Så langt fra at få sig fastslåt enkelte sandheter og opreist enkelte håndgripelige idealer lærer man av hans bøker at sandheterne er relative, at de først har reel værdi når de er blit sandheter for individer og at det som oftest er umulig at bygge bro mellem to utprægede individers sandhetsbegreper. Hvor stort er ikke svælget mellem Emmanuel Hansteds og pastor Pedersens, mellem Sideniusernes og Jacobes livsopfatninger. Hvor er det ikke ugjørlig at forene dem! Individet er sandheten, det determinerte følelsesliv er sandheten ....

Hans bøker er dystre beretninger om menneskesindenes veiløse avstand fra hverandre. De rummer dyb indignation og megen hån, men ingen forkyndelse i egentlig forstand, allermindst nogen lys og menneskekjærlig forkyndelse. Det er tvertimod kolde bøker, klare, faktiske fortællinger om menneskenes uophørlige tragedier.

VI.

Men det er deres storhet. Og bare en tid som er syk av længsel efter forkyndelse gjør det mulig at deres enkle mening kan misforstås. Pontoppidan har den store kundskap om mennesker og det sikre udsyn over sit stoff som betinger at et forfatterskap kan bli tidens dokument. Han er heftig grepet av livet, eier både den friske oplagthed og den erfaringsmættede forstemthed i sit syn på dets uophørlige 553 utfoldelse. Hvilket uhyre område av menneskelig sind og samfundsliv han har bragt rede i og gjort rede for! Fremfor alt er det hans fortjeneste at han på en enestående vederheftig måte har skildret religionens nedbrytende og opreisende magt i forskjellige sind.

Selv om man ofte i hans digtning kan savne .... ikke forkyndelse, men gemyt, lidenskap så opvejes det tilfulde netop av hans vederheftighet, hans omfattende kundskaper som er resultatet av en ustillelig tilegnelsestrang. Derved rangerer hans romancyklus blandt verdenslitteraturens store romaner og betegner ubetinget høidepunktet i nutidens danske digtning.

Ronald Fangen.