Pontoppidan
– Spanske indtryk
Uformelle iagttagelser om Henrik Pontoppidan. Om hans narrative styrke.
Om kvinder og præster i hans forfatterskab og om
det ironiske Danmark, som fremgår af hans værker.
Det er med en blanding af vovemod og ydmyghed at vi to spanske læsere efter en dyb indånding står frem ved et seminar om den danske forfatter Henrik Pontoppidan – i hans hjemland og foran et publikum af kendere. Vore iagttagelser bygger på læsning af alle de værker af ham, der er tilgængelige på spansk: Det forjættede land, Lykke-Per, dertil Isbjørnen, Nattevagt, Den kongelige gæst, Thora van Deken og Et kærlighedseventyr. Desuden har vi vovet os ud i at læse De dødes Rige, som endnu ikke er oversat til spansk.
I covid-19 tiden har vi haft lange og gode samtaler med vores kære og mangeårige ven Henrik, som i dag fungerer som tolk og som med sin evne til at inspirere og overtale er skyld i, at vi i dag kan nyde både Tisvilde Højskole og jeres selskab.
Læsningen af Henrik Pontoppidans værker har også ført os tilbage til vores egen litteratur. Pontoppidan var samtidig med de spanske romanforfattere, som var samlet i den såkaldte Generation 98, fx. Benito Pérez Galdós, Leopoldo Alas "Clarín", Emilia Pardo Bazán og Miguel de Unamuno. Vi er ikke i tvivl om, at flere af dem målt på litterær kvalitet også havde været værdige kandidater til en Nobelpris i litteratur.
Faktisk blev Benito Pérez Galdós foreslået i 1912 over for Det svenske Akademi, men han fik aldrig prisen, blandt andet på grund af pres fra datidens spanske regering, som anså forfatteren for at være anti-kirkelig og anti-katolsk.
Læsningen af jeres første nobelpris-vinder i litteratur har ført os frem til mange overvejelser om forskellene på vore kulturer, vore landes åndsliv og vore samfund. I det følgende har vi samlet nogle af hovedindtrykkene: Pontoppidans frigjorte kvinder, hans præster, hans dobbelte syn på religionen og hans overlegne fortælleevne.
Pontoppidans kvinder
Det er velkendt, at den protestantiske kirke i Danmark altid har været førende i at værne om, løfte og bære landets kulturarv. Dette er foregået synligt og i fuld offentlighed. I Spanien, igennem det meste af 1800-tallet og den største del af 1900-tallet, har den katolske kirke på tilsvarende vis haft stor indflydelse på alle samfundsområder – sociale, politiske og kulturelle. Det er dog sket på en måde, der er væsentlig mindre officiel og væsentlig mindre synlig. Styrken i kirkens indflydelse har ligget i, at den har været underforstået og usynlig.
Kirken i Spanien var på Pontoppidans tid i starten af 1900-tallet en privilligeret klasse med stor økonomisk og politisk magt. På den tid havde kirken fokus på at tilbagerulle lovgivning fra de foregående liberale regeringer – og ikke på i debat at medvirke til at udvikle samfundet. Kirken var endda ingen enhed, men delt, så nogle dele af kirken befandt sig i en overordentlig svær økonomisk situation.
Vore forfattere i samtiden – Generacion del 98 – så kirken som en institutionel forhindring for fremskridtet og for den åbning mod Europa, som blev anset for nødvendig i Spanien. Det er i øvrigt den samme åbning, som Georg Brandes opmuntrede de danske intellektuelle til at gå ind i – og lære af de nye litterære og politiske tendenser uden for landets grænser. Der er i den forstand en parallelitet mellem os, idet Spanien befinder sig i den sydlige udkant af de europæiske kulturcentre, Danmark i den nordlige.
Som en kuriositet har vi forstået, at Georg Brandes var af sefardisk oprindelse. Det betyder, at han var efterkommer af de jøder, der blev udvist fra Spanien under "De katolske monarker" – dvs Isabella af Castilien og Ferdinand af Aragonien (1479-1516).
Vi sagde, at de spanske forfattere i Generacion del 98 var antikirkelige. Det var nu ikke en blind anti-kirkelighed, som drev forfatterne. Snarere, som vi skal se hos Pontoppidan, en forstående eller tilgivende holdning. Benito Pérez Galdós skrev:
Er en spansk præst fanatisk og despotisk, så er det fordi spanieren er det. Vores mangler og vores kvaliteter er også præsternes.
I Spanien mod slutningen af 1800-tallet mærkedes også som i Danmark stærkt indflydelsen af de liberale ideer, der cirkulerede i det centrale Europa. Landegrænserne var åbne, personer og ideer kunne udveksles over grænserne. I Spanien ser vi i perioden en lang række initiativer, der afspejler en tilsvarende passion som den danske for videnskab og frihed – i opposition til kirkens stadig større lukkethed.
Det er præcis samme konfrontation mellem frihedstrang og bundethed, vi ser i Pontoppidans værk og i forfatteren selv.
Vender vi tilbage til nutiden, så har vi to spanske læsere af Pontoppidan ikke kun set de åbenlyse ligheder mellem Pontoppidan og samtidens spanske forfattere. Vi har også set forskelle.
Måske er de to mest "eksotiske" nedslagspunkter i vores Pontoppidan-læsning disse: den enorme officielle og direkte indflydelse, som den danske kirke har i samfundets udvikling frem mod et egentligt demokrati. Og afledt af dette: de "eksotiske" portrætter af kirkelige figurer og selvstændige kvinder i forfatterens persongalleri.
Det, der hos en spansk læser først og fremmest påkalder sig opmærksomheden, er det "fravær af cølibat", der gælder for protestantiske præster. For os, opvokset og omringet af en solid katolsk tradition, er præstebørns relation til deres præsteforældre meget mærkværdig og i virkeligheden svær at leve sig ind i. Det gælder hos Pontoppidan fx. relationen mellem Per og hans far, pastor Sidenius, det gælder pastor Blomberg med sin familie eller relationen mellem pastor Tønnesen og hans datter Ragnhild. På samme måde er vi uvante med de omskiftelser, der finder sted i samlivet mellem ægtefællerne, når den ene er præst, hos Pontoppidan meget markant mellem Emanuel Hansted og Hansine eller mellem Mads Vestrup og Stine. Vi taler her slet ikke om de udenomsægteskabelige forhold, som nogle af præsterne praktiserer – og endnu mere eksotisk er da historien om præstefruen Ingrid, der er utro som i Et kærlighedseventyr:
I hotellets fremmedbog dernede i byen stod de indskrevne som ægtefolk, men i virkeligheden var de ikke gifte. Indtil for et års tid siden havde fru Ingrid levet sorgløs som velagtet præstekone i en sjællandsk landsby, da hun tilfældigvis lærte dr. Vadum at kende. Som ved trolddom forvandledes hun helt ved dette møde, forlod kort efter sit hjem og sine to små drenge og slog følge med ham ud i verden. Nogen lovformelig skilsmisse var ikke engang kommen i stand.
I Det forjættede land optræder pastor Tønnesen som den typiske repræsentant for den officielle kirke, kritiseret af Pontoppidan gennem hele hans værk, mens Ragnhild, hans datter, på samme måde som Jakobe i Lykke-Per – og en række andre af Pontoppidans kvinder – fører levende bevis for den undertrykkelse af kvinden, som den borgerlige opdragelse og ægteskabet som institution er udtryk for.
Alligevel, under forskellige omstændigheder, lykkes det tre af Pontoppidans kvindelige hovedpersoner at undslippe ægteskabet: Hansine flygter fra sin ægtemand, pastor Hansted, Jakobe nægter at fortsætte sin relation med Per Sidenius, og Jytte i De dødes rige går, meget mere radikal end de andre to, så vidt som ikke engang at tage skridt til at indgå i en seriøs relation – hverken med sin gamle ven Torben Dihmer eller med pastor Gaardbo. Da hun endelig gifter sig, er det med Karsten From, måske den ringeste af de mange bejlere, og hun finder sig hurtigt fejlplaceret og lader sig skille.
Hansine har i Det forjættede land kunnet gifte sig med sin præstemand Emanuel, især fordi hun har gået på højskole og derigennem er blevet løftet ud af bondestanden. Den samme højskoleuddannelse synes også at have givet hende kapacitet til at kunne forlade sin lunefulde ægtemand.
De grundtvigianske højskoler har en fremtrædende plads især i Det forjættede land, måske fordi romanen er skrevet så tæt på Pontoppidans eget virke på sin brors højskole. I ser højskolerne som særligt danske, men faktisk har de en parallel i Spanien i samtidien, i den såkaldte Institucion Libre de Ensenanza (1876-1939). Disse havde "krausismen" som grundlag, en filosofisk metode udviklet af den tyske filosof Friedrich Krause (1781-1832).
I den spanske udgave af højskolerne var disse alle private, uden nogen form for statslig finansiering. Skolerne arbejdede ligesom de danske højskoler aktivt for at kvinder fik adgang til uddannelse, selvom dette i starten skulle foregå uden at støde an mod den etablerede orden, det vil sige, uden at sætte spørgsmålstegn ved familien og ægteskabet. Senere baserede de spanske "krause-skoler" sig på mere tydelige liberale værdier, med et folkeligt "lægmandspræg" og kun forbeholdt elite eller middelklasse. I Spanien var disse skoler de første til at ville integrere kvinderne i samfundet og den professionelle verden.
I parentes bemærket var de allertidligste offentlige spanske undervisningssystemer i 1800-tallet inspireret af de liberale ideer fra den franske revolution. Inspireret af den franske revolutions ideer om et suverænt folk lægges der allerede i den spanske grundlov fra 1812 vægt på betydningen af folkeuddannelse som det første skridt til en folkelig deltagelse i landets ledelse.
I realiteten blev hele denne udvikling rullet tilbage af konservative regeringer og kongemagten i midten af 1800-tallet, hvorefter uddannelsessystemet i Spanien i et stillestående og tilbageskuende samfund igen faldt i hænderne på den katolske kirke.
Derefter, i løbet af de mange politiske forviklinger, der prægede vort land i slutningen af 1800-tallet, nåede vi frem til en situation, hvor uddannelsessystemet igen blev løsnet fra kirken og i det mindste byggede på "lærestolens frihed".
De spanske højskoler – Instituion Libre de Ensenanza – nåede deres højdepunkt i slutningen af 1800-tallet og i starten af 1900-tallet – Pontoppidans periode. Indtil borgerkrigen og Francos diktatur var også vi i Spanien velvilligt indstillede i forhold til også at give kvinderne mulighed for uddannelse. Dette blev brat stoppet af Franco-diktaturet, der hurtigt krævede tilbagevenden til en dogmatisk og konservativ uddannelse, fuldstændig kontrolleret af kirken.
Det var den tradition, der herskede, da selv vi gik i skole i 1960'erne og 1970'erne. I dag er forholdene naturligvis friere, omend den politiske ustabilitet og mangel på konsensus i vort land nu spænder ben for en mere sikker, liberal udvikling af skolesystemet.
Hvis vi igen vender blikket mod Pontoppidan, ved vi, at Jakobe er vokset op i en velhavende jødisk familie i København, en familie med en meget liberal og moderne omgangsform. Hun har desuden, bl.a. gennem studier i Schweiz, lært sig at agere som "en fri kvinde" og i al fald ikke nødvendigvis gøre sit liv afhængigt af en ægtemand. Sin frihedstrang og sin kritiske sans har hun tilfælles med Per. Alligevel lykkes det Pontoppidan at fremstille Jakobe som moralsk og intellektuelt langt stærkere og mere frigjort end sin modpart.
Også Jytte, den mest radikale af Pontoppidans kvinder, er naturligvis uddannet. Hun har færdiggjort videregående studier – tekniske og musiske – men har aldrig omsat sine kompetencer professionelt. Det er tænkeligt, at hendes lidt passive, hedonistiske tilgang til livet er betinget af hendes familiære omstændigheder: faderen, der døde tidligt (på grund af sin intense politiske aktivitet?), en af brødrene, der begik selvmord og den anden, der er forsvundet under en rejse. Måske af den grund er Jytte resigneret og har valgt at leve med sin mor – som et offer for de tre tab. Jytte er erklæret ateist og formidabelt skildret af Pontoppidan som skeptiker i alle livets forhold.
I samtidens spanske litteratur er det praktisk taget umuligt at møde kvinder som Jytte eller Jakobe.
I det katolske Spanien er det for det første ikke muligt – som for Hansine – for en kvinde at gifte sig med en præst.
Jakobe og hendes fascinerende jødiske familie ville heller ikke være mulig hos os eller i vores litteratur. En frigjort jødisk kvinde, med sin "egen revolution" i livet, med forlovelser og ophævelse af forlovelserne igen. At hun vælger at være enlig mor og engagere sig i det sociale arbejde med dårligt stillede børn ville heller ikke være muligt for en spansk kvinde i tiden. I samtidens Spanien spillede begrebet "blodets renhed" en betydelig rolle. For at være aktive i offentligt eller institutionelt virke måtte både mænd og kvinder bevise, at de i fire generationer ikke var af jødisk, muslimsk eller protestantisk afstamning – og ikke havde haft forfædre, der var blevet straffet af Inkvisitionen. Disse regler, omend afskaffet formelt i 1835, gjaldt i realiteten helt op til starten af det 20. århundrede!
Jytte vil det heller ikke være muligt for os at finde – i virkeligheden eller i litteraturen. Hendes ateisme var ikke mulig at erklære offentligt i samtidens Spanien. Hos Pontoppidan forstår man, at ateismen nærmest synes at have været på mode i Danmark i årene inden Første Verdenskrig. Han har, som en detalje, helt vidunderlige beskrivelser af alternative ikke-kristne bevægelser – længe før disse blev moderne, fx. generalkonsulens hustru, der anser fodbadet som en dåb og "kravlerne" i De dødes rige, som for at vende tilbage til paradiset fandt det nødvendigt igen at gå på alle fire! Man fornemmer i beskrivelsen en stor og hjertelig humor hos forfatteren.
Der er dog altid nuancer og undtagelser: Spanien havde i perioden en enestående feministisk og moderne forfatter: Emilia Pardo Bazán (1851-1921). Hun var grevinde, feminist, romanforfatter, journalist, kritiker, digter, oversætter, lærer og meget andet, meget anerkendt for at have introduceret både naturalisme og feminisme i spansk litteratur.
Ved at læse Pontoppidan har vi som tidligere nævnt haft udfordringer ved at identificere os med de mange præster og de relationer, præsterne indgår i – ægteskab, forældrerolle osv. Det er særligt fascinerende at tænke på, at en præst kan være "et godt parti".
Hos os er det i periodens litteratur (og i samfundet) særdeles almindeligt med en præst i rollen som "åndelig fader" for en kvinde. Det ville i realiteten for jer forekomme eksotisk. Hos os foregår trosbekendelsen direkte foran præsten – ikke som hos jer i enrum gennem bøn.
Når dette er sagt, så har den spanske litteratur i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet også sine små sprækker i præstebilledet. Der kan være ligheder med de præster, vi har mødt hos Pontoppidan – og der kan, i litteraturen og i virkeligheden, være tale om kødelig tiltrækning mellem en katolsk præst og et sognebarn. I litteraturen ser vi det gennem eufemismer som "præstens nevø", gennem kvinder, der er til præstens disposition og i realiteten hans skjulte elskerinde.
Det, der foregår på scenen hos jer, er altid hos os set gennem et prisme af syndighed, af noget forbudt og det ilde sete.
Et godt eksempel finder vi i romanen La Regenta af den spanske forfatter Leopoldo Alas "Clarin" (1852-1901). I romanen, der er fra 1884 – altså udgivet ti år før Det forjættede land – møder vi overvejelserne hos præsten Fermin de Pas, som siger følgende til Ana Ozores i hendes første skriftemål med ham:
… og De, De er syg. Alle de sjæle, som kommer her, er syge. Jeg ved ikke, hvorfor nogen taler ilde om skriftemålet. Vi taler ikke alene om en guddommelig institution, vi taler om en funktion, der er menneskeligt nyttig … forstår De? Og kan de forstå, hvor nødvendig dette sjælehospital er for åndens sygdomme …
Og senere, i en prædiken:
Vi har hørt tale om de brevkasser, som protestanternes aviser bringer for at løse menneskers samvittighedsspørgsmål. De protestantiske kvinder, som ikke har en åndelig fader, henvender sig til pressen. Er det ikke til grin?
I romanen oplever Fermin de Pas og Ana Ozores at få stærke følelser for hinanden, der beskrives som mere kødelige end åndelige. Ana Ozores, fanget i et ægteskab med en ægtemand, der i alder kunne være hendes far og som behandler hende som en datter mere end som en hustru, kæmper intenst med at holde dyden intakt og balancere hele to fristelser: ikke at overgive sig til hverken provinsbyens berygtede "Don Juan" eller, værre endnu, til sin ven og åndelige fader – den katolske præst Fermin de Pas.
Pontoppidans præstefigurer
Vender vi tilbage til Pontoppidan, forstår vi, at han gentagne gange erklærede sig som ateist. Dette er nu ikke hele historien. Han synes igennem hele forfatterskabet at udvise en stor interesse og bekymring for det religiøse – som om han på intet tidspunkt lykkes at slippe ud af den præste-faderlige indflydelse, der prægede barndomshjemmet. Uanset at han vel foregav at være flygtet. Således fremstår han som en skarp førstekritiker af manglen på religiøsitet, når denne er fraværende – uanset om dette skjules bag en maske af kold rationalisme eller tilsyneladende godgørenhed.
Pontoppidan har i det religiøse et dobbelt-syn, som er interessant. Han finder, at den officielle kirke mangler ængstelse og usikkerhed. Han synes i realiteten at være i mere tæt overensstemmelse med Kierkegaards kristendom – et religionssyn, som med sikkerhed inspirerede også vores forfattere – især Miguel de Unamuno.
Direkte kierkegaardsk er pastor Fjaltring i Lykke-Per, en mørk og tragisk figur, med en lærdom, der fremprovokerer afstandtagen og skandale i sit følge, men som også rummer passionens ild. Pontoppidan har ikke samme sympati for pastor Blomberg i samme roman, en udpræget grundtvigianer. Vi forstår, at Pontoppidan nærede respekt for Grundtvigs person, men ikke for hans følgere, der fremstår som tilpassede, selvgode og velbjærgede.
…men aldrig et øjeblik kunne man være i tvivl om, at man havde en gejstlig mand for sig. Dertil var hans skikkelse altfor umiskendelig omskinnet af den ganske særegne art selvgodhed, af den patriarkalske overhøjhedsfølelse, som bliver ved at hænge ved kirkens mænd…
sådan som Per præcist konkluderer, ved sit første møde med sin kommende svigerfar, pastor Blomberg.
Pontoppidans respekt for Grundtvig, synes at rumme en betydelig skuffelse over udeblevne resultater. Tænk sig, hvad Grundtvigs tænkning faktisk kunne have skabt med en bedre anvendelse. Vi ser dette formuleret af væveren i Det forjættede land.
Men det forstår sig jo af sig selv, at det vi som bøndermennesker kan have at fortælle hinanden ikke kan være synderlig bevendt… nej, men kunne vi få en sådan mand som Dem, hr. Pastor, til at besøge os og ganske jævnt snakke med os… For vi synes da, De er sådan et jævnt og ligefremt menneske, som vi nok kunne komme til at slutte os rigtig til.
Vi er overraskede over at have mødt en stor lighed mellem to forfattere, der – skønt samtidige – med stor sikkerhed ikke har haft nogen kontakt, jeres Henrik Pontoppidan og vores Miguel de Unamuno.
Der er tale om Emanuel Hansted og om Manuel Becker, hovedpersoner i henholdsvis Det forjættede land og i San Manuel Bueno, martyr – også uanset at der er 40 år mellem de to værker (Unamonus roman udkom 1931, red.).
De to præstefigurer, fraset at den ene er protestant og den anden katolik, har tydelige ligheder. Det er kuriøst, at de har samme navn og dermed refererer til samme bibelske person – Emmanuel, det navn Jesus gav profeten Esajas og hvis betydning er "Gud med os". Begge præstefigurer ser sig selv som visionære skabere af en ny religion, ny ikke i sin form, men i sin inderliggørelse og i sin styrkelse af de enkelte troende.
Den slags ligheder er måske logiske al den stund, at de sikkert repræsenterer bekymringer og overvejelser, der hører samtiden til. Det kunne være interessant at se dybere og meget mere konkret på de fælleseuropæiske strømninger – politisk og litterært – på tværs af Europa i Pontoppidans samtid. Der har ud over personlige bekendtskaber over landegrænser også været åndelige slægtskaber. I hvor høj grad har disse været baseret på, at forfatterne kendte og læste hinanden?
Et eksempel: det er kendt (og ses tydeligst i Lykke-Per), at Pontoppidan var meget optaget af Georg Brandes. Brandes fik et gennembrud i sin radikalisme ved mødet med Nietzsche. De spanske forfattere i Generacion del 98 kendte også alle Nietzsche, Schopenhauer og Bergson. Og ja, Miguel de Unamuno var en meget opmærksom læser af … Georg Brandes.
Af alle Pontoppidans præstefigurer har Mads Vestrup fra De dødes rige imidlertid været den mest spændende og givende for os – i litterær forstand.
Mads Vestrup bliver i første omgang af forfatteren præsenteret som en grotesk og karikeret type, næsten "esperpentico" (et spansk litterært udtryk om den overdrevent groteske eller forvrængede beskrivelse af en person eller en tilstand, red.). Han er forankret i den mest reaktionære fløj i kirken, først i sin samtale med Torben Dihmer, og senere, helt udpræget, i sin sure dialog med professor Asmus Hagen.
Derefter skildres han som en mand med store modsætninger – som en protestantisk præst, der med en tilsyneladende ideel relation til sin hustru og sine børn overgiver sig til det syndefyldte og er sin hustru utro med en gammel veninde.
Så langt, så godt. I fortsættelsen kommer der, i en stort anlagt personskildring, flere nuancer på: Vestrups deltagelse i en politisk kamp op mod et folketingsvalg. På den måde bruger Pontoppidan pastor Vestrup som en sandt hængsel – eller en motor i fortællingen – for bedre at få læseren til at forstå den magtfulde politiker Enslev og også hans rival, pastor Gaardbo.
Gradvist lader Pontoppidan os forstå, at pastor Vestrup er en brik i et større kirkeligt spil – og samtidig fastholder han, at den gode præst fortsat kan se sig selv som en ny Messias – en figurtype, der til overflod findes i Pontoppidans persongalleri:
Det kunne ikke være for at volde den slags ståhej, at Gud havde kaldt ham hertil. Han fik daglig tilsendt forskruede breve fra folk, der kaldte ham en ny messias og udbad sig hans håndskrift eller en hårlok. Han havde besøg af opstadsede damer, der forsikrede ham, at han havde omvendte dem, af selvstruttende digtere, der højmodigt erklærede at ville tage Vorherre til nåde igen i deres næste bog…
De, som trækker i trådene i den danske kirke, lader pastor Vestrup gå løs som en tyr på sine politiske fjender. Til sidst dør Enslev, pastor Gaardbos fraktion får fremgang og endelig kastes Mads Vestrup til side som et redskab, der ikke længere er brugbart:
I et rum, der vendte ud mod en mørk gårdsplads, sad en enlig mand ved et bord, som flød med aviser. Det var Mads Vestrup. Han havde fået den bestilling at gennemlæse den daglig indstrømmende provinspresse og udklippe alle meddelelser, der vedrørte meningshedslivet. Fra klokken ti om formiddagen til fire om eftermiddagen sad han lænket her som en straffefange – "Samson i trædemøllen" kaldtes han af Karl May, der havde ladet sig engagere som bladets tegner. De selvstændige artikler, han nu og da skrev til bladets kirkelige tillæg, blev efter ordre regelmæssigt undertrykte…
Også pastor Gaardbo lider på af messiansk storhedsvanvid – åbenbart en helt almindelig følelse i en tid fyldt med omvæltninger. Efter hans kærestes død – Pontoppidan lader os senere vide, det var et selvmord – er Gaardbo uophørlig i et indre opgør, i kamp mellem præstens inderliggørelse af den religiøse følelse eller hans aktive, fulde deltagelse i et politisk program for at redde kristendommen. Han er således i et konstant modsætningsforhold til såvel Mads Vestrup som sin onkel, Enslev.
Enslev, den eminente politiker, definerer sig tydeligt som en politisk opposition til den indanvendte kirke:
I det hele taget, professor Bendix – De har naturligvis gjort den samme erfaring som jeg, at når man begynder at rode op i en tvivlsom affære, finder man altid en præst skjult på bunden af den (…). Sådan bør man overfor enhver uredelighed i det offentlige liv spørge: hvor er præsten.
Pontoppidans anti-klerikalisme er mere end tydelig – selv om hans kritik ikke så meget går på manglen på religiøsitet som på den megen overdrevne religiøsitet. Hos forfatteren viser den sig som en kritik af den meget markskrigeriske tone i det religiøse. Han giver en slags bevis for dette i de foredrag, han i 1914 holdt om "Kirken og dens mænd":
Det har ikke været med hensigt at optræde her som forherliger af gammeldags rettroenhed og Luthers katekismus. Jeg er tværtimod overbevist om, at den augsburgske dogmekirke nu går sin endelige opløsning i møde. Dens livskilder er udtørrede, dens moderbryst er blevet goldt. Den er et opsminket lig og den tilværelse, den skænker sine troede børn, er et skinliv, en spøgelsesfærd.
Pontoppidans fortælleteknik
Fortælleteknisk finder vi hos Pontoppidan meget, der er spanske læsere bekendt. Præcis som for århundreder siden hos Miguel de Cervantes og som hos vore forfattere i Generacion del 98, så lykkes det Pontoppidan elegant at distancere sig selv fra sine figurer. Dette giver romanfigurernes meninger og udsagn så meget desto større vægt.
For at holde os til Pontoppidans tre hovedværker: vi ser tydeligt – fra Det forjættede land over Lykke-Per til De dødes rige, at romanpersonerne med tiden bliver mindre flade og mindre arketypiske, i stigende grad modne, nuancerede og dybe.
Således, som alvidende og skeptisk fortæller, præsenterer Pontoppidan os for en række personer, der gennem deres egne modsætninger og kampe tegner samfundet, dets problemstillinger og omvæltninger for os. Disse aktører på armslængdes afstand af forfatteren udgør samtidig fortællingernes motor.
Som hos Cervantes: forfatteren taler aldrig i eget navn i sit værk. Han lader hver enkelt figur tale og agere ud fra vedkommendes egen eksistens, med sine begrænsninger, sine overdrevne træk og sine fejltagelser. Hverken hos Cervantes eller hos Pontoppidan er der figurer, der taler direkte på forfatterens vegne.
De rebelske holdninger hos Pontoppidan, fx. i forhold til kirken eller det sociale, er aldrig lagt direkte i munden på en enkelt romanfigur. Holdningen ligger i hans samlede værk. Som hos os med Cervantes eller Galdós, beskriver Pontoppidan ikke realiteten, men skaber en intern tekstlig realitet, der så at sige har sin egen verden. Teksten selv – og ikke dens eventuelle referencer til verden udenfor – er det, der giver os læsere værdien, indsigten og oplevelsen.
Pontopppidan er, i vores øjne, en sand mester i netop dette. Og i dette mesterskab ligner jeres første nobelpristager i litteratur fuldstændig en af de største i verdenslitteraturen, Miguel de Cervantes y Saavedra.
For at slutte: lad os endnu engang insistere på, at det for os – opvokset i et samfund med en stærk katolsk tradition (som børn og unge endda i Franco-tiden) – er det umuligt at "føle", hvordan det må være at være søn eller datter af præsten. Vi finder det derfor både overraskende og morsomt, at præstesønnen Pontoppidan lader præstesønnen Per Sidenius sige, at katolikkerne er heldige: de lader ikke præsterne få børn!
… og han tænkte ofte på, hvad det måtte være for en velsignelse for katolikkerne, at deres præster ikke giftede sig, at ikke al den åndelige vanførhed, der opklækkedes af kirkens falske ydmyghed og som i de protestantiske lande gik i arv fra slægt til slægt, forplantede sig ud i befolkningen opefter og nedefter, og endevendte alle begreber ligesom i Kong Pukkelrygs land, hvor det små kaldtes stort og det skæve lige…
Slutning
Vi har haft stor fornøjelse af at lære denne danske forfatter at kende i corona-tiden. Vi kendte ham ikke på forhånd. Nobelprisen i litteratur i 1917 er trods alt glemt – hvis ikke helt hos jer, så i Spanien.
På spansk Wikipedia har det forbavset os at konstatere, at Pontoppidan ikke er nævnt – når nu danske litterære tendenser og andre danske forfattere fra forskellige epoker nævnes.
På spansk har vi – med betydelig besvær – opstøvet et enkelt værk, som indeholder både Det forjættede land og yderligere 11 værker, noveller og små romaner. Værket indgår i serien "Biblioteca Premios Nobel". Og er fra 1957!
I nyere tid har Maria Pilar Lorenzo begået den første spanske oversættelse af Lykke-Per i 2008 og – i 2010 – revideret 1957-oversættelsen af Det forjættede land.
Dermed er to af Pontoppidans tre hovedværker oversat – tillige med en række af de små romaner.
Vi har på Pontoppidan Selskabets hjemmeside fundet en digital version af De dødes rige på dansk. Den har vi stædigt forsøgt at læse, med Google Translator ved siden.
Ville det give mening at oversætte og nyudgive De dødes rige – efter vores mening forfatterens mest interessante værk – på spansk.
Svaret er absolut ja – men på betingelser?
Det ville kræve en oversættelse af god kvalitet – og her vil vi fremhæve oversættelserne fra 2008 og 2010 som forbilleder.
For at romanen skal opnå en bred læserkreds i den store, spansksprogede verden, vil det blive nødvendigt at bringe en kyndig introduktion af forfatteren og af romanens samtid, herunder den "andedam" af et samfund, som Danmark var (og måske stadig er) med en lille elite, hvor alle kender alle og ideer relativt hurtigt virkeliggøres. Et forhold, som præger Pontoppidans værker og som præger jeres innovative samfund også i dag, på godt og ondt.
Der bør, i den bedste af alle verdener, også være gode og udførlige noter.
Pontoppidans litterære kvaliteter – og originaliteten især i mesterværket De dødes rige – er til stede. Spørgsmålet er, om læserne er det – og læserinteressen for en udgave på et verdenssprog som det spanske kan vækkes. Måske en markedsføring i stil med "El Dostoyevskij de los Fiordos" ville være et udgangspunkt?
Tak fordi I lyttede til vore observationer og indtryk. Vi tænker det er på tide at indbyde til at stille spørgsmål og indlede dialog.
Vi har anvendt følgende værker:
Pontoppidan, H. (1957): Obras escogidas. Madrid. Ed. Aguilar S. A. de Ediciones. (Traducciones de Javier Armada, Oscar Haldemyr y José M. Dias Castro).
Pontoppidan, H. (2008): Per el afortunado. Madrid. Ediciones de la Torre. Biblioteca Nordica. (Traduccion de Maria Pilar Lorenzo).
Pontoppidan, H. (2010): La tierra prometida. Madrid. Deiciones de la Torre. Biblioteca Nordica. (Traduccion de Javiar Armada. Revision y prologo de Maria Pilar Lorenzo.
