Naturalismen
Udenfor den Brandes'ske Kreds ...
Udenfor den Brandes'ske Kreds stod Vilhelm Topsøe (1840-1881), der dog i sine Romaner er stærkt paavirket af den moderne evropæiske Litteratur. Hans betydeligste Værker er Jason med det gyldne Skind, Nutidsbilleder og Fra Studiebogen. Han skildrer Nutidens Liv i de højere Samfundskredse, men han undgaar det altfor højrøstede og dristige, der vakte saa megen Modstand for andre Forfattere. "Tiden er træt" hedder det i Nutidsbilleder, og Hovedpersonen i denne Roman er netop en af disse trætte Mænd, et fint dannet og velbegavet Menneske, der ikke kan gribes af nogen bestemt Opgave, men betragter Livet med en vis kølig Interesse. Og Bogen ender med, at denne Mand dog tilsidst ryster Tvivlen og Refleksionerne af sig for ved at sætte sin Person i Vove at vinde Lykken. Det var for Topsøe Lægemidlet mod "Tidens Sygdom". Hans Evne til at skildre de Samfundsklasser, i hvilke hans Romaner foregaar, var betydelig, hans Stil er klar, om end noget gammeldags bred. Topsøe vilde "fortælle", han blander sig stundom selv i Fremstillingen og afbryder derved Handlingens raske Gang. Hans tidlige Død hindrede ham i at arbejde sig frem til den Overlegenhed, der af det rige Stof skærer det bort, der ikke i strængeste Forstand hører med til det en Gang valgte Emne. Højest naar han i Fra Studiebogens Smaafortællinger; i flere af disse findes megen Stemning og Ynde, ligesom hans Sprogkunst ogsaa her er rigest udviklet. Som Dagbladsredaktør spillede Topsøe en Rolle som det gamles lidenskabelige Forfægter paa det politiske eg litterære Omraade. Det politiske Liv kom nemlig i disse Aar til at spille en Rolle ogsaa for det litterære. Den nye Retning sluttede sig til det politiske Frihedsparti ("det litterære Venstre"), og denne politiske Holdning har ofte indvirket paa Dommen over det. Fra den modsatte Side benyttedes da Topsøe som den vigtigste Modvægt; det at ogsaa hans, den Konservatives Digtning slog ind paa de nye Baner viser 228 netop, hvor dybt i Tiden den naturalistiske Bevægelse bundede.
En Række af yngre Forfattere har fortsat i samme Retning, men ved Siden af Virkelighedsskildringerne behandles hos nogle ogsaa mere livsfjerne Emner. Denne Skiften i Produktion findes navnlig hos Karl Gjellerup. Han tog teologisk Embedseksamen, men kom fra Ortodoksi til Fritænkeri og optraadte i sine første Skrifter som det gamles krasseste Angriber og en glødende Tilbeder af Georg Brandes. Han studerede ivrigt Filosofi og var stærkt greben af Darwin (han vandt Guldmedalje for en filosofisk Afhandling). Hans første Romaner og Digte viser hans store Belæsthed, men mangler baade Form og virkelig Personlighed. Et betydeligt Fremskridt var den omfangsrige, til Dels selvbiografiske Roman Germanernes Lærling, det store Opgør med Teologien. I Fortællingerne Romulus og G-Dur er Polemikken forsvundet og Kunsten større; den trættende Bredde fra de tidligere Romaner er undgaaet, og Overlegenheden er steget. Gjellerup viser sig her – ligesom i Romanen Minna – som en dygtig Fortæller med betydelig Evne til at skabe Stemning. I Firserne foretog Gjellerup en større Rejse og modtog i denne Periode stærke personlige Indtryk. Hans Begejstring for G. Brandes og de øvrige Gennembrudsmænd kølnedes nu saa stærkt, at han i Bogen Vandreaaret (1885) paa en stærkt personlig Maade brød med dem. Han har i de følgende Aar frembragt højst uensartede Værker. Han har skrevet nordiske Tragedier, Brynhild, Hagbard og Signe, han har skrevet klassiske Tragedier (Kampen med Muserne, Helikon); han har behandlet historiske Emner, samtidigt med at han tog sit Stof fra Nutiden i Minna og Skuespillene Herman Vandel og Wuthhorn. I de nordiske Tragedier, navnlig i Brynhild, findes mange ypperlige Partier, men stundom bliver han uklar og søgt. I de moderne Skuespil lader han sine Personer tale et klingende og patetisk Sprog, der minder om Schillers, en af de 229 Forfattere, han tidligst følte sig greben af. Han hævder i sine sidste Skuespil med megen Varme den ideelle Kærligheds Ret, den, der ikke lader sig binde af Samfundets Vedtægter.
Som Lyriker staar Gjellerup ikke særligt højt; han har ikke megen rytmisk Sans, og det filosofiske Indhold hindrer Versets lette Flugt. Højest naar han i Digtsamlingen Min Kærligheds Bog.
Mere ensartet er Henrik Pontoppidan's Produktion. Han har først langsomt arbejdet sig op i Publikums Bevidsthed. Hvad Pontoppidan formaar at skildre, er fremfor alt Bøndernes Liv, og her har han sit eget Felt. Bønderne i Christian Winthers Træsnit var temmelig nær beslægtede med dem fra Thaarups Idyller, men Pontoppidans er af en ganske anden Race. Han kender de danske Bønder ud og ind, og han vil skildre uden paa noget Punkt at idealisere. Det, der præger hans Digtning, er frem for alt det ærlige, vederhæftige. Hertil slutter sig hans Sprog, der ikke larmer med dristige Ord, men er behersket og klart. Af hans Bøger nævnes Sandinge Menighed, Landsbybilleder; i Skyer skildrer han det politiske Liv og i de to store sammenhængende Romaner Muld og Det forjættede Land religiøse Rørelser i Bøndernes Kreds. Han har et aabent Blik for den danske Natur, dens langsomt rindende Aaløb og tyste Skovtykninger (Ung Elskov, Natur o. fl. a.).
En Modsætning til Pontoppidan danner Herman Bang. Hans Emner er Byens hastige Liv, og hans Stil har intet af Pontoppidans Ro, den er tværtimod nervøs, ubehersket og formløs. Bangs Styrke ligger i hans betydelige Iagttagelsesevne, og hvor det gælder om at skildre det urolige, larmende og opskræmte, er hans Sprog paa rette Plads. Han er stærkt paavirket af de franske naturalistiske Digtere; nogle af dem har han ogsaa skildret i kritiske Skitser. Blandt hans Bøger staar Stille Eksistenser og Stuk højest. I den første er det Samfundets 230 Stifbørn, de upaaagtede og glemte, han dvæler ved; i den sidste maler han i hastige, stærkt gribende Træk det nutidige Københavnerliv. I Romanen Tine skildrer han Forholdene i Sønderjylland under den sidste Krig, den larmende Krigsuro var netop et af de Emner, der egnede sig for hans Pen.
Et mere sanddru og selvoplevet Indtryk gør dog den Skildring, P.F. Rist gav i En Rekrut fra fire og tres og i Efter Dybbøl. Rist er en ypperlig Fortæller; han dvæler i sine Bøger gærne ved Soldaterlivet, hvis forskellige Typper han har et nøje Kendskab til.
En overlegen Form findes ogsaa hos Karl Larsen, Peter Nansen og flere yngre Forfattere. Navnlig de to nævnte har, dels i novellistiske, dels i dramatiske Arbejder, hævet sig til en kunstnerisk Beherskelse af Stoffet.
Af dramatiske Forfattere skal endnu nævnes Otto Benzon. I En Skandale har han med vittig Satire angrebet Snobberne og de uægte Følelser.
Einar Christiansen har foruden Romanen Joppe skrevet en Række Arbejder for Scenen; højest naar han i den lystige Munkekomedie Broder Rus, det lyriske Drama Letizia og det stilfærdige, noble Skuespil Annette.