Aandslivet og Vrængbilledet
Paa mit Bord har der ophobet sig en hel Del Grundtviglitteratur, som jeg skulde anmelde. Der er et Par Bind af Gyldendals store Udgave af Grundtvigs udvalgte Skrifter udgivet af Georg Christensen og Hal Koch, der er det danske Forlags store pragtfulde Udgave af Grundtvigs Sangværk i fem Bind, hvoraf to Bind er udkommet. Men jeg har snart skrevet nok her i Bladet om den Gamle og hans folkelige Værk i Danmark: Højskolesag, Andelssag, Kvindesag, Kirkesag, Landboforeninger, Friskoler, Efterskoler, altsammen i Besættelsesaarene en Barriere mod Nationalismen, Nazismen og Nyfortyskningen. Men jeg vilde ogsaa som Karl Gustav fortsætte et Fremstød mod København; men det er nok gaaet mig som ham; man har forsvaret sig tappert fra Voldene, ogsaa med Tjære og Beg. Det blev til spredte Friskarer inde i den store By, der samlede sig om Højskoleforeningen, Vartov, Borups, Bjerres og Bordings Højskoler; det blev til Grundtvigskirken og Bellahøj … Men Grundtvigværket og den store By fandt aldrig hinanden og i Tidens Løb er Misforstaaelserne groet frodigt imellem dem, selvom de ellers engang har haft Sag fælles i et stort Feltslag mod Nationalliberalismen. Politisk blev Nationalliberalismen ruineret 1864, men som Kulturmagt opretholdt den længe sit Vælde, som Smagens og den aristokratiske Dannelses Vogter, en dansk Enhedskultur bygget paa en ret snæver Overklasse. Dens Vaaben var indflydelsesrige Blade som "Fædrelandet" og "Dagbladet". Mod denne Kultur rykkede den nye Tids to Hære frem: Brandesianismen og Grundtvigianismen for at forfægte et parlamentarisk Demokrati og en ny litterær og folkelig Kultur. Ingen sejrede i denne Kamp, men den nationalliberale Enhedskultur blev brudt ned, uden at en ny demokratisk Enhedskultur kom i Stedet.
De to Fremtids- og Fremskridtshære arbejdede længe jævnsides i Kamp mod den fælles Fjende; en Tid slog de samlet i "Morgenbladet". Men saa brast Forbindelsen. Her blev Spiren lagt til et Skisma mellem det nye litterære København og saa det folkelige Danmark. Til Skade for begge, dog mest for København, der nu havde Muligheden for paa anden Maade end gennem det kvantitative at blive Danmarks Hovedstad. – Brandesianismen var nemlig et Barn af Nationalliberalismen, hvad man ogsaa godt forstod i Fjendens Lejr og derfor slog haardest til Grundtvigfolkets Forsøg paa at skabe en ny folkelig Enhedskultur paa Demokratiets Grund. Efterhaanden overtog Brandesianismen de nationalliberale Forestillinger angaaende den folkelige Kultur, som man troede var en Bondekultur. I de 75 Aar, der er gaaet siden, er man ikke kommet stort videre. Den litterære Brandesianisme er længst opløst i en Række Friskarer, der morderisk fører Krig med hinanden, men de forenes altid, naar det gælder om at levere Folkeligheden en Batalje. Grundtvigs Værk er en Gaade for de fleste. Klichéerne overtages fra Slægtled til Slægtled. Og jeg tvivler om, at det hjælper, at hans Udvalgte Værker og det store Sangværk kommer i ny Udgave. Ogsaa nu vil Vankundigheden være Vrangbilledernes og Vaneforestillingernes Moder.
Der er nu først det folkelige. Det har hos Grundtvig et ganske bestemt Indhold. Det har ikke noget med det sociale, altsaa evt. Bondebefolkningen at gøre; det er ejheller et Udtryk for det nationale. Det folkelige er Driften mod det almenmenneskelige, det mellemfolkelige, det verdensborgerlige Syn. Det folkelige er det, der gennemhuller det nationale i dets Selvtilstrækkelighed; derfor blev Grundtvig den store Anti-Nationalist. Som bekendt kunde det aldrig falde ham ind at skrive en Danmarkshistorie. Han skrev to store Verdenshistorier, og hans "Mands Minde" er en Udsigt over Hovedstrømninger i den europæiske Historie i den sidste Menneskealder. Hans og hans Disciples Kamp mod Nationalliberalismen var Kampen mod en nu lokalt forsnævret Dannelseskultur, der tog Statskirken og især Universitetet til Autoritet i aandelige Spørgsmaal, det københavnsk hjemmestrikkede, der trods alt var hos Nationalliberalismens Heroer, det bornerede og bigotte, deres vanreligiøstfarvede Humanisme. Brandes angreb netop det samme fra sin Side. Hvor Grundtvigfolket sagde (men dog ikke med Eftertryk) Universalisme, sagde han (men med Eftertryk) Europæisme. Begrundelsen var saare forskellig, men Sigtet var det samme. Nu meldte Brandes sig hurtigt ud af Kulturkampen, hvad det politisk-sociale for ikke at sige folkelige Grundlag angik. Han erklærede, at han hverken var liberal eller Demokrat. Og der skulde ikke gaa lang Tid, før han fandt et Fællesskab med Nietzsche i Troen paa det store Menneske som Kulturens Kilde. Men hans Broder og Hørup førte Kampen videre paa det givne demokratiske Grundlag og trak altsaa længe – som nævnt – paa Hammel med Berg og hans Folk.
Paladsrevolutionen i "Morgenbladet" 1883 aabenbarede det dybe Skel mellem de to Grupper. Og vi har siden levet i dette Skels Skygge; det førte baade til Forliget 1894 og over Parlamentarismens Sejr i 1901 til Sprængningen i 1905. Men paa væsentlige Omraader blev det ikke alene et politisk Skel, det blev ogsaa et kulturelt. Og nogen Enhedskultur har vi ikke i Dag, hverken nationalt eller litterært. Og de Forsøg, der gennem Tiderne blev gjort for at knytte sammen, hvad der sprængtes, har været saa temmelig forgæves. Om dette har en Række Navne skrevet her i Kroniken: Morten Pontoppidan, Vald. Brücker, Johan Borup, Begtrup, Jakob Knudsen; navnlig i den sidste spøgte paa mærkelig, ofte paradoksal Maade de to Retninger, der i sin Tid sloges med Nationalliberalismen. Han var baade Brandesianer og Grundtvigianer; ved Siden af de mange Spændinger i hans geniale Værk var dette ogsaa en af de drivende, selv om han, hvor det gjaldt, hørte Grundtvigfolket til. Han var den første, der for Alvor i Litteraturen spejlede det grundtvigske Land, som Pontoppidan i sit Hovedværk med tragisk-ironisk Tonefald kalder det forjættede Land.
Hvor Pontoppidan stod udenfor, stod Jakob Knudsen midt i dette Land, hvis Fejl og Misforhold han paaviste ikke mindre skarpt end sin store Forgænger; men hans Forstaaelse er her adlet til Medviden. Hans "Gæring" og "Afklaring" er stadig det store Værk om Grundtviglandet og dets Folk. Men det maa læses sammen med "Fremskridt" og "To Slægter". Nærmere kan man igennem Litteraturen ikke komme Sagen. Tidshistorisk er Pontoppidans "Det forjættede Land" et Vrængbillede, der har været med til at befordre de Klichéanskuelser angaaende den folkelige Bevægelse, som København endnu huser.
Sidste Del: "Dommens Dag" er direkte fejlagtig for ikke at bruge et stærkere Ord. Han bruger her let gennemskuelige Modeller, men ingen svarer til Virkeligheden. Og selve Motivet: Emanuel Hansted, der fra sit københavnske Societetsmilieu drager ud til Muldens Børn, baaret af den grundtvigske Brise, og omkommer og forkludres dér som Fantast, har mig bekendt intet tilsvarende i Virkeligheden: Schrøder, Nutzhorn, Nørregaard, Bojesen og Brücker døde ældgamle efter en travl, virksom Arbejdsdag blandt Folket uden at have skænket det en Tanke, at de kom fra en saakaldt Overklasse og ud i et helt nyt Milieu.
I Emanuel Hansted-Skikkelsen har Pontoppidan fornummet sine egne fejlslagne Forhaabninger om en Formæling med Muldens Børn; ogsaa han forsøgte at gaa Vejen som sin Broder og de andre, der var grebet af den Gamles Tanker og Syner; han blev Lærer paa Jørlunde Højskole, giftede sig med en Bondedatter; men han snublede over sit eget Tvesyn og Tvivlersind; han savnede Hengivelsens Naadegave og Selvforglemmelsens, og op af et forvrænget Tidsbillede steg Emanuel Hansted som et fantastisk-tragisk Symbol paa selve Menneskenaturens evige Jason-Færd efter det gyldne Skind, Lykkens, Harmoniens, Idéernes, en Illusionernes Verden, der kunde holde mod de ubønhørlige Hverdages Angreb. Forgyldningen forgaar, men Svinelæderet bestaar. Dette Syn blev siden den patetiske Lidelse – og Lidenskab – i det store Forfatterskab; den Grundsum af Tro og Tillid, af aabenhjertig Lyrik og poetisk Henførelse, han ejede, stødte mod hans Tvesind og Tvivlersind; og hvad der skulde have været Sommerregn, stødte mod kolde Klippesider og faldt ned som Sne og Hagl. Thi han var et Guldalderbarn, der var født paa den forkerte Side af Søren Kierkegaard; da dennes store Troldspejl brast, fik han en Splint i Øjet og saa nu overalt Misforhold: mellem Ideal og Virkelighed, Higen og Mulighed, indtil Misforholdets Psykologi blev selve den mørke Patos i det mandigt-sluttede Forfatterskab.
Bedre gik det heller ikke, da han i "De Dødes Rige" vendte sig mod Brandesianismens Følger i Politik og Københavnerkultur. Med Rette nedlagde Sven Lange her i Kroniken en Protest mod denne næsten dæmoniske Brug af forvrængt Tidshistorie til den evige tungsindige Dialog i hans Hjerte, hvor han aldrig kunde forbinde de Modsætninger, der efter 1864 var den danske Kulturs Skæbne, og bag hin Dialog vældede frem hin Undergangens Angst, der ligesom lægger et Sinai-Mulm over dette Forfatterskab, hvor Selvransagelsen og Tidsransagelsen er spundet ind i hinanden.
Fra Nebo Bjerg til Sinai, fra Synet ind i det forjættede Land og til Dommens Bjerg i Ørkenen! Men han glemte aldrig sin Ungdoms Syn og Færd ud til Folket. Endnu saa sent som i den sidste Roman "Mands Himmerig", dette pamfletagtige Dommedagsværk, siger han i en Karakteristik af den afdøde Stifter af det store liberale Hovedstadsblad, Kresten Paarse:
Hvor meget Forretnings- og Partimanden end i Aarenes Løb var vokset Idealisten over Hovedet hos den bondefødte Jyde — det kunde dog indtil det sidste mærkes paa ham, at han i sin Ungdom havde siddet ved Grundtvigs Fødder.
— — —
København og Landet, Brandes og Grundtvig! Det blev de mere eller mindre tragiske Modstillinger i vort Kulturliv; tragiske, fordi de blev ufrugtbare. Brandes-folket – og hertil hører ogsaa vor Tids anti-brandesianske Brandesianere – har angaaende den grundtvigske Folkelighed fornaglet sig i en hel Række nationalliberale Forestillinger, der troligt har overvintret under hele Kampagnen og som for store Dele er falske, andenhaands, overtaget fra slet Læsning af "Det forjættede Land" eller Aakjærs "Arbejdets Glæde" eller Erindringer, men ikke fra Jakob Knudsen eller Nexøs Erindringer, for ikke at tale om den Gamles egne Værker, der dog er det største poetiske Arsenal, vor Litteratur ejer. Grundtvigfolkets Svaghed var den, at det nok knyttede sig for stærkt til det social-politiske Gennembrud i Bondestanden, som netop skete i Halvfjerdserne og Firserne og ikke løftede den fulde grundtvigske Arv, men fæstede sig ved den nationale Side af den og ikke altid klart saa dens universale og verdensborgerlige Rækkevidde.
Til alt dette kommer saa Sproget, eller Dialekten, om man vil; den var højt svunget i guldalderromantisk Stil (men ikke mindre sand og fyldt af Virkelighed af den Grund). Der var to Grundtvigord, der blev et Løsen for hint Slægtled, der tog fat paa Arbejdet med at skabe en Realisme paa folkelig og demokratisk Grund. Det ene var: "Dag og Daad er Kæmperim", der var Ludv. Schrøders Valgsprog, det andet var: "Aandens Løsen er Bedrifter." Og begge pegede ind paa Virkelighed og Virksomhed i Hverdagens jævne Plan. Det er det mærkelige og for en normaltnivelleret Københavner hartad uforstaaeligt og derfor grinagtigt: Den høje Lyrik, Vingesuset i Ordene og saa det sikre sociale Sigte; thi Følgen blev i det snævre en Omlægning og Rationalisering af Landbruget: Andelssag, Forsøgsgaarde, Severin Jørgensen, P. Nielsen, Tystofte, Docent Fjord og hvad de nu hed, de mange, der ogsaa i det praktiske, gennem Dygtighed og Udholdenhed vandt indad, hvad udad var tabt; og jeg kan godt tage Tietgen med i denne grundtvigsk-folkelige Gruppe. Man bryder den Dag i Dag i København baade litterære og ulitterære Hoveder med, hvordan Pokker det er gaaet til, at denne poetiske og højlyriske Tale netop kunde blive Svingkraften for Udfoldelsen af praktiske Bedrifter. Men det er altsaa gaaet til!
Men hvorom al Ting er. De to Grupper, der bekæmpede den fælles Fjende, Nationalliberalismen, skiltes. Følgen af hint Brud mærkes endnu, og ofte er kunstige Modsætninger af denne Grund opretholdt (er det ikke meningsløst, at to saa udmærkede Mænd som Jørgen Jørgensen og Knud Kristensen er i hvert sit Parti; Modsætningen mellem dem ligger mindre i Grundanskuelse end i Akcentueringen). Mange havde haabet, at hint Brud – politisk i hvert Fald – skulde kunne læges i en Mand som Ove Rode; han havde baade Viljen til det og Betingelserne for det. Grundene til, at det ikke skete, er mange; bl. a. den første Verdenskrig, hvor Rode som Indenrigsminister blev saa godt som opslidt.
Kulturelt-litterært er der ikke mange, der har villet paatage sig Opgaven at finde frem til et bærende Syn, der kunde rumme det bestaaende i det nye, der skete i København og i Landet hinsides Valby, der fra nu af gik i Gang med kulturelt at staa paa egne Ben. Jeg har nævnt Jakob Knudsen, men jeg har især nævnt Pontoppidan; i ham blev den stadige og stridigt-uforligelige Modsætning Grundelementet i hint Tvesyn, der ikke alene anerkender og underkender alt paa samme Gang, men som ogsaa med grum Hu tænder høje Stjerner, for at deres Fald i Afgrunden kan blive desto frygteligere.
Han, der i sine Erindringer bekender: "at have deltaget som simpel Soldat i Menneskeaandens Befrielseskamp er mig Ære nok", han trak sig til sidst fra Kulturkampens, Tidens og Blændværkets Verden ud i Ensomheden som Lykke-Per i det store Værk. Men han havde ikke været Pontoppidan, hvis ikke hans dulgte tragiske Humor udløstes i et Selvransagelsens, der tillige var et Selvanklagens Ord. Det er det dybe Ord, hvormed han slutter "Hans Kvast og Melusine", et Nøgleord i hans Forfatterskab, et Ord for os alle, der vil forlige Modsætninger i et frugtbart Sammenspil, stride for mere Rummelighed, Urbanitet og Generøsitet i dansk Aandsliv. Det lyder saadan: "Vi Mennesker naar aldrig at gribe det fuldkomne, saa længe vi forser os paa dets Vrængbilleder."1
