Knud Pontoppidan

Af Einar Brünniche

I

En betydelig Mand, det saa man straks. Men ogsaa en Mand, hvis Natur trods ydre Beherskelse og Ro ikke gemte Spirerne til Harmoni og Lykke.

Og dog har faa begyndt deres Livsbane under en mere straalende Lykkestjerne. Udgaaet af en flere hundrede Aar gammel, dansk Kulturslægt, opvokset blandt en Flok begavede Søskende, selv aandelig rigt udrustet og efter alles Sigende saare indtagende, blev han tidlig sine Læreres og Studiefællers erklærede Yndling.

Intet lod paa dette Tidspunkt ane den alvorlige Vending, hans Liv senere skulde tage. Han var ungdomsfrisk og munter; han sang og han elskede at danse – en Passion, han i øvrigt dyrkede lige til han, da han fyldte de halvhundrede, pludselig holdt op. Men hvilken mærkelig Dans, den polære Modsætning til den, der nu er moderne! Det var, som udførte han en Tempeltjeneste, eller som var han en Aand, der var stegen ned paa Jorden og mere 504 svævede end gik hen over Gulvet. Hans ualmindelige Rankhed, hans smukt formede Hoved, det fine Minespil om den faste, udtryksfulde Mund, det smukke Smil, Stemmens dæmpet slørede Klang og de mærkelige Øjne, der kunde skifte fra klogt iagttagende til fast gennemtrængende eller til venligt deltagende, forlenede hans Væsen og Fremtræden med et ejendommeligt Trylleri. Udviklet til fuld Modenhed, var han et ædelt Skud af fin, dansk Kultur. Han havde dens Stilfærdighed, dens Lune, dens Ironi og dens Følsomhed. Og alt var det præget af hans overordentlige Herredømme over sig selv. Paa Knud Pontoppidan passede i alt Fald ikke Goethe's Ord: Alle wollen Herren sein, aber keiner ist Herr von sich.

Og det var ikke blot herhjemme, at hans Personlighed virkede fængslende. Da han som ung Læge studerede i England – hvor han fik den stærke Paavirkning af engelsk Tænkemaade og Form, som fulgte ham gennem hele Livet – gjorde han sig stærkt gældende i de ellers saa exclusive, fine, engelske Lægekredse. En fremragende, engelsk Læge har senere, med spøgende Hentydning til Pontoppidans Navnefællesskab med Kong Knud den store, sagt: "Danmark har én Gang sendt os en Canut the great, som underlagde sig England; i vore Dage var det nær ved, at en anden Canut fra Danmark havde gjort det samme én Gang til."

Ogsaa hans tyske Studiekammerater havde en Storhed parat til Sammenligning. Det maa sikkert opfattes som en stor Kompliment, naar de kaldte ham "Der junge Moltke". Hans med Aarene tiltagende Magerhed gjorde for øvrigt en vis ydre Lighed med den store Slagtænker ikke ringere.

Hvor ungdommelig Pontoppidan endnu som moden Mand kunde virke, viser en pudsig Historie. Medens han var Reservelæge paa St. Hans Hospital, kort før han blev Overlæge paa Kommunehospitalet, traf han i en Jærnbanekupe mellem Roskilde og Kjøbenhavn en ældre Herre, som elskværdig gav sig i Snak med den nydelige, unge Mand, hvem han aabenbart antog for en 505 Student. Tilsidst spurgte han velvilligt: "Hvor længe tænker De at fortsætte Deres Studier?" Pontoppidans karakteristiske Svar lød: "Forhaabentlig lige til min Dødsdag."

Efter en grundig, videnskabelig Udvikling kaldtes Pontoppidan i en Alder af 34 Aar til en Stilling med det højeste Ansvar, Overlægepladsen ved Kommunehospitalets sjette Afdeling. Han modtoges af sine Kaldsfællers Sympati og Tillid, og denne Tillid skuffede han ikke. Sjette Afdeling fik Førstedraaberne af hans Aand og hans Handlekraft.

Afdelingen blev reformeret fra yderst til inderst, i Lokaliteter, i Sygeplejeforhold, i Arbejdsmetode. Principet var, at den ikke i nogen Retning maatte staa tilbage for hvilkensomhelst velindrettet Hospitalsafdeling. Symbolet herpaa var, at Afdelingen var den første af sin Slags i Verden, som indførte kvindelig Sygepleje for de sindssyge Mænd, et uhyre Fremskridt, der hidtil var anset som umuligt, men som siden har staaet sin Prøve i alle Lande. I et lille Land giver de store Bedrifter mindre Genlyd end i de store. Havde Knud Pontoppidan tilhørt et større Samfund, vilde han maaske været bleven mindet som Pinel, der løste de sindssyges Lænker, eller som John Conolly, der indførte "no-restraint"-Systemet.

Pontoppidans Ry som Lærer blev stort, større maaske end det let vil kunne forstaas af Eftertiden, thi det beroede paa den særlige Art af hans Personlighed. Nye Baner i Videnskaben har han ikke brudt. En stor Arbejdskraft var han næppe heller; hans Fysik slog vel ikke en Gang til hertil. Ja, han kunde maaske endog næppe kaldes en lærd Mand. De af hans litterære Frembringelser, som vel mest vil bevare hans Navn i Erindringen, hans "Psychiatriske Forelæsninger og Studier" ere vist nok blevne til uden store Fødselsveer. Nu vel, Pallas Athene sprang jo ogsaa uden større Veer frem af Zeus's Pande. Og i disse Forelæsninger, hvis Stilkunst er saa betydelig, at Prøver af dem med Ære kunde finde Plads i en klassisk Læsebog, vil man dog finde et, om end 506 vel nok afbleget Billede af det, der var Pontoppidans Charme som Foredragsholder.

Forelæsningerne holdtes om Aftenen i en ganske lille Stue paa Hospitalet, ikke større end en jævnt borgerlig Dagligstue. Arrangementet var aabenbart oprindelig lagt an paa nogle faa Tilhørere, og da Tilstrømningen efter Haanden blev overvældende, steg de ydre Ubehageligheder i tilsvarende Grad. Tilhørernes Interesse kunde maales ved Modsætningsforholdet mellem deres stadige Tilbagevenden og den tropiske Temperatur. Og ikke faa var de, som trodsede Trængsel og Hede og daarlig Luft for at opnaa den ugentlig tilbagevendende Aftens aandelige Fest.

Midt imellem os sad Pontoppidan og Patienten paa en ganske lav Forhøjning, saa at sige i direkte Kontakt med hver enkelt Tilhører. Hvad han sagde, var præget af en overordentlig Klarhed og fri for al spekulativ Germanisme. Han var uden noget som helst Forsøg paa Retorik – hvem vilde vel have kunnet tænke sig Pontoppidan som Bordtaler! – og hans Tale var langsom, velovervejet, uden at der nogensinde forandredes en Stavelse i Sætningsbygningen, en Blanding af dyb Alvor og rigt Lune.

Hvorfor det sagte virkede saa stærkt paa Tilhørerne, lader sig vanskeligt bagefter forklare. Deri bestaar vel Aandens Magt. Men jeg skulde tro, at noget af det, det beroede paa, var, at vi, som oplevede en Tid, hvor Specialismen indenfor Lægevidenskaben skød sine kraftige Skud – en Bevægelse, som rummer en Fare for Forringelse af det humanistiske Præg, som er Lægekunstens umistelige Grundlag – følte det berigende ved at lytte til en Mand, som ogsaa var Specialist, men som dybt forstod, at hans "Specialitet" just bestod i at lære os at betragte alt og at kaste Blikket ud over Fagets snævre Grænser til Livet og Menneskene uden om os.

I end højere Grad virkede Pontoppidan imidlertid vækkende paa den Række af unge Læger, der som Kandidater og Reservelæger havde Lejlighed til at følge Afdelingens intime Liv. Hans 507 Ledelse formede sig paa en helt anden Maade, end vi ellers vare vante til. Kommunehospitalet havde paa den Tid en Række udmærkede, men gennemgaaende ældre Overlæger, hvis daglige Arbejde formede sig omhyggeligt og lærerigt efter Typen la bonne vieille clinique, men allerede den betydelige Aldersforskel kom let til at give det indbyrdes Forhold en vis Fjærnhed. Pontoppidan virkede helt anderledes og friskere. Han har en Gang sagt, at man skal ikke hugge Brænde med en Barberkniv, og man kunde næsten sige, at denne Tanke var den bærende for ham som Afdelingsleder. Alt, hvad de yngre kunde gøre lige saa godt som han selv, overlod han til dem og dækkede dem loyalt med sit Ansvar. Til Gengæld havde han en egen Ævne til at dukke op, hvor han tiltrængtes. Hans Tilsynekomst paa en Sygestue virkede altid som en Begivenhed, og han kunde saa slaa sig ned i lang Tid ved Udredningen af en vanskelig Diagnose eller et andet interessant Tilfælde. Naar han var færdig, forsvandt han atter; der var ikke saa lidt af et Meteor ved Pontoppidan; men nægtes kan det ikke, at noget uberegneligt, lunefuldt kunde dette lægge over hans Væsen. For sine Kandidaters videnskabelige Udvikling interesserede han sig levende. Til andre Tider gik han ned i Haven og spillede lawn-tennis med dem, eller han kunde sidde i Timevis nede i Kælderen og flikke Støvler sammen med Patienterne, særlig naar der var en Observationspatient, hvem det gjaldt om at iagttage udenfor de mere officielle Besøg.

Der herskede en glimrende Aand paa Afdelingen. Det var umuligt ikke at yde sit bedste, hvor Pontoppidan var Chef. Og aldrig har vist nogen set ham blive heftig eller bruge et højrøstet Ord. Dermed være ikke sagt, at han ikke kunde korrigere, men han forstod da i Reglen at finde en Maade, der just ved sin Stilfærdighed virkede knusende og afskar al videre Diskussion. Et Eksempel vil illustrere dette: Der indkom paa Afdelingen en Patient, som foruden sin øvrige Lidelse havde den Defekt at mangle det ene Øje, hvorfor han bar et meget velgjort Glasøje. Den 508 journalskrivende Kandidat begik den Bommert at antage det kunstige Øje for et levende, men sygt Øje, og han havde i Journalen omhyggelig beskrevet Øjeæblets Ubevægelighed og Pupillens Mangel paa Lysreaktion. Da Pontoppidan kom til Sygesengen, ledsaget af sit Følge af Kandidater, Studenter og Sygeplejersker, saa han straks Situationen, men læste ikke desto mindre Journalen rolig højt lige til Enden, uden at en Mine fortrak sig i hans Ansigt. Da han var færdig, sagde han blot: "Maa jeg bede om en Kniv," og da denne var bragt, trak han under almindelig Forventning i Forsamlingen Patientens øvre Øjelaag i Vejret og stødte langsomt, men sikkert Spidsen af Kniven tre Gange haardt mod det kunstige Øje. Den skarpe Lyd af Metallet mod Glasset lød gennem den ellers dødsstille Stue, men Pontoppidan mælede fremdeles ikke et Ord. Endelig brød han Stilheden: "Maa jeg saa bede om Journalen for den næste Patient!"

II

Da Pontoppidan i en endnu ung Alder havde vundet sit Ry som Læge og Lærer, skulde han synes at være en Lykkens Yndling, for hvem den slagne Vej laa aaben til stedse stigende Anseelse og Velstand. Men ingen skænke Guderne alt, og snart skulde han komme til Draabe for Draabe at tømme Skuffelsernes bitre Kalk.

Her skal ikke gaas ind paa den Række af Angreb, som rettedes mod Pontoppidan, ej heller paa den Betydning, som den siden da mere vanskelige Hospitalsindlæggelse og Behandling den Dag i Dag har for mangen sindssyg og for hans Hjem, men kun berøres visse Sider af hans Natur, som bidrog til, at Sagerne for ham maatte tage den Vending, de gjorde. Mangen anden, og maaske netop en ringere Natur, kunde have klaret sig langt bedre, dels ved at undgaa Angrebene eller bøje af for dem, dels ved at ryste dem af sig. Men dertil var Pontoppidan ikke i Stand.

En overfladisk Betragtning har af Pontoppidans ydre Kølighed 509 og Fornemhed ment at kunne slutte, at han var kold og ikke havde Hjærte. Intet kunde være mere fejlagtigt. Han kunde vise den fineste Hensynsfuldhed og Forstaaelse overfor sine Patienter. Men han hadede Vrøvl, og Vrøvl er nu en Gang – Gud bedre det! – uløselig forbunden med Behandling af sindssyge og af deres paarørende. Der har været fremragende Sindssygelæger, hvis Storhed for en ikke ringe Del har beroet paa deres Ævne til taalmodig at paahøre en jævn Mands vidtløftige Forklaringer om Konens ganske dagligdags Sygdom og til at lade ham gaa trøstet bort. Men Pontoppidan var ofte svær at faa i Tale for de besøgende; han vilde helst forsvinde og lade en af sine yngre Medarbejdere tage Affære paa sine Vegne.

Pontoppidan var fin, kritisk og tilbageholdende. Han trængte sig ikke paa, men just derved kunde han komme til at støde an. De Par banale Ord, som kunde have glattet over en lille Misstemning, dem ejede han ikke. Men en lille Misstemning kunde stundom vokse op til at blive en stor Misstemning. Og desværre er det saadanne Undtagelsestilfælde, som mest gjør sig gjældende udadtil og som derfor antages for at være Reglen, thi uden al Tvivl nød Pontoppidan som Helhed i høj Grad sine Patienters Tillid og Hengivenhed.

Karakteristisk for Pontoppidan var det, at han var en besynderlig umoderne Mand, som derved kom paa tværs af Forhold, som var gaaet ind i Almenhedens daglige Liv. Bekendt er det, at han aldrig havde en Telefon. "Man kan ikke tale om sindssyge i Telefon," sagde han. I lige Maade var den tiltagende Brug af Cycle blandt Læger ham en Gru. Selv lagde han megen Vægt paa ydre Anstand i sin Fremtræden. Da dette Æmne en Gang var paa Tale, sagde han: "Kunde De tænke Dem for Eksempel Professor B. – Navnet paa en af hans Overlægekolleger paa Hospitalet – køre rundt i Praksis paa Cycle og komme ind til en Patient svedig og halvvejs sportsklædt?"

Pontoppidans Mangel paa Smidighed blev af skæbnesvanger 510 Betydning for ham, da han blev stillet overfor Pressen og dens moderne Virkemidler. Hvor mærkeligt i vore Dage, da hvert andet Menneske skriver i Aviserne, at han, som førte en gudbenaadet Pen, aldrig har henvendt sig til Offentligheden gennem Dagspressen! Han kunde tænke sig at opgive sin Livsgerning og sin sociale og økonomiske Position, men han kunde ikke tænke sig at lade sig interviewe, at udtale sig offentlig om en af sine Patienter og til en Journalist sige de beroligende og forklarende Ord, som skulde søge at vinde Pressens, og dermed den offentlige Menings Tilslutning.

Jeg ser ham endnu staaende i sin lille Stue paa Kommunehospitalet efter Stuegangen, brede en Avis ud for sig og hastigt lade Blikket løbe henover Spalterne, medens han med bitter Ironi sagde: "Lad os nu se, om der er nogle nye Skandaler fra Afdelingen. Mon vi har begaaet nogen ny Skurkestreg? Naa, i Dag dog ikke!", hvorefter han foldede Bladet sammen og lagde det ned med en Langsomhed og en Omhyggelighed, som var et Udtryk for den dybeste Haan.

Da Amalie Skram's Bog udkom, laante Pontoppidan den en Eftermiddag af en af Kandidaterne og afleverede den igen næste Morgen. I intimere Kreds morede det ham senere at kalde sin Søn "den lille Hieronymus".

Mere nær tog han sig utvivlsomt Angrebene fra juridisk Side. Han med sin store formalistiske Ævne, som selv i sin Ungdom – skønt ikke-Jurist – havde erhvervet Universitetets Guldmedaille for den juridiske Prisopgave om Tilregnelighed, havde sikkert haabet paa et lykkeligt Samarbejde med den juridiske Videnskab.

Men mest nagede det, at der efter Haanden i Publikum var oparbejdet en fjendsk Stemning, som i Længden maatte virke i høj Grad nedslaaende. Trods Afdelingens dygtige og samvittighedsfulde Arbejde var det en dagligdags Begivenhed i Ord og Minespil hos Patienter og Slægtninge at møde Mistro og Tvivl, om det nu ogsaa gik ærligt til, eller om der stak noget under.

511 En skønne Dag var saa Pontoppidan bleven tilstrækkelig ked af det hele. Hans Afsked var formløs; han fik knapt sagt rigtig Farvel. Paa hans Reol, der var flyttet ud paa Korridoren fra hans Stue, hvor der blev gjort rent efter ham, laa hans Efterladenskaber og flød, Ting som han ikke tog med sig, Bøger, Billeder og Kuriositeter fra Afdelingen. Enhver, som gik forbi, kunde tilegne sig en Erindring. Meteoret var forsvundet for stedse fra dette Himmelstrøg.

Maaske vilde hans Virksomhed der i hvert Fald være bleven forbigaaende. Lidet vilde det stemme med Pontoppidans Natur i ung Alder at gaa ind i en Stilling og blive der Resten af sit Liv. Langt snarere vilde han være tilbøjelig til, naar han fandt at have gjort sin Gerning, da at søge andre Baner for sin Interesse og Virketrang. Bekendt er det, at han tidlig ønskede at efterfølge Steenberg paa St. Hans Hospital, og senere skulde jeg for Eksempel tro, at han kunde have tænkt sig ved den tilstundende Medicinalreform at finde en Plads som tilsynshavende ved samtlige Landets Sindssygehospitaler.

Uløselig følte han sig næppe knyttet til Sjette Afdeling, men hvilken bitter Livets Ironi, at hans Hovedindsats i det skulde komme til at staa for ham som et "Jammersminde", og hvilket Tegn paa Tingenes Bagvendthed, at denne fremragende Reformator og i Ordets bedste Forstand humane Fremskridtsmand skulde fæstes til Skampælen som en forbenet Konservativ og Frihedsberøver! Han var en virkelig tragisk Skikkelse, thi rent bortset fra hvad man mente at kunne anke imod ham, hans Nederlag skyldtes Egenskaber hos ham, som man ikke kan frakende Idealisme.

III

Snart efter Pontoppidans Afgang fra Kommunehospitalet udnævntes han til Overlæge for Jydsk Asyl ved Aarhus, hvor han fandt en smuk Opgave i at modernisere dette Statens ældste Sindssygehospital, 512 men da han med vanlig Overlegenhed havde fuldført dette Reformarbejde, følte han sig næppe tilfredsstillet ved i Længden at falde til Ro i det provinsielle Anstaltsliv. "Aarhus lider af Storhedsvanvid", sagde han, "den tror, den er lige saa stor som Kjøbenhavn."

Da Lejlighed bød sig, søgte han derfor tilbage til Hovedstaden, idet han overtog Professoratet i Retsmedicin, et Fag, som vel har Berøringspunkter fælles med Psykiatrien, men ingenlunde falder sammen med den, og han forlod dermed i en Alder af kun 48 Aar – en Alder, i hvilken mangen anden først er gaaet ind til en ledende Chefsstilling – for stedse sit egentlige Fag. Han blev Professor ved Universitetet, meget finere end at at være Overlæge ved Kommunehospitalet – men Sjette Afdeling var det nu en Gang ikke. Endnu én anselig Stilling opnaaede han, idet han fra 1909 blev Formand for det nyoprettede Retslægeraad, en Virksomhed, som han bevarede ogsaa efter, at han i 60 Aars Alderen havde trukken sig tilbage fra sin Universitetsgerning.

En almindeligere Mand end Pontoppidan kunde da let have følt Ro og Tilfredsstillelse i sin anselige Position og i Erindringen om sin betydningsfulde Livsgerning. Aarene kaster jo et forsonende Skær over saa meget, og selv Mænd, der deres Liv igennem har staaet i Panser og Plade, omformes ofte, naar de naar op i passende Aldersklasse, til at blive en af de fra alle Sider hædrede og urørlige Enhedsmærker. Men Pontoppidans Syn var for skarpt og for bittert hertil. Han vilde ikke blive nogen Art af Jubelolding, og – som det jævnlig ses hos stærkt selvfølende Mænd – forsmaaede han al Anerkendelse. Tværtimod koketterede han med at betegne sig selv som "forhenværende". Han trak sig efterhaanden ud af alle lægelige Sammenslutninger. End ikke i det første Møde af skandinaviske Sindssygelæger, som afholdtes i Kjøbenhavn i 1913, var han, som var det første Navn, til at formaa til at deltage; han var ikke længer Psykiater.

Den stadige Kamp med hans fra Ungdommen skrøbelige Helbred 513 gjorde ham ogsaa bitter og førte i Forbindelse med hans Selvisolering til Særhed og Selvkoncentration. Adskilligt hos ham kunde minde om de sære Ejendommeligheder, der kan findes hos ældre, engelske gentlemen. Eller hans hvileløse Eneboernatur kunde lede Tanken let hen paa den Livsførelse, hvori Hovedpersonerne i hans Broder Henrik Pontoppidan's store Romaner sluttelig havner.

Men sine fine Interesser glemte han ikke. Hans Stivhed tøede ganske op, hvor der blev god Musik; han var levende interesseret i Skuespilkunst; Blomster og Havekunst elskede han; og paa Rejse med ham har jeg set ham frydes ved Alpernes evige Sne og ved Italiens Sol, saa han kunde blive helt ungdommelig og næsten kaad.

Hans Stilling som Professor førte ham stundom frem paa en større Arena som Opponent ved Doktordisputatser, og han viste sig her i sin fulde Glans. Han søgte ingenlunde at slaa sig selv til Ridder paa sin Kontrapart – den, der skriver disse Linier, kan tale med herom – men hans fint afdæmpede Fremtræden og hans dialektiske Ævne, som, naar han fandt Anledning dertil, kunde virke saa stilfærdigt sønderlemmende, viste hele hans gamle Trylleri. Overfor sine fordums Medarbejdere og Elever bevarede han stadig en elskværdig Interesse, og skønt han erklærede sig selv for en udenforstaaende, fulgte han nøje og ved Selvsyn saavel de offentlige som private medicinske Institutioner og søgte stadig ny Belæring.

Den sidste Gang han viste sig i en større Kreds af Standsfæller, var vel nok, da han i Sommer tilfældigvis opholdt sig paa det nye Sindssygehospital ved Nykøbing samtidig med, at de danske Sindssygelæger samledes der til Møde for at give det dets medicinske Indvielse. Han hyldedes med en smuk og varmfølt Tale af det nye Hospitals Overlæge og var øjensynlig glad ved disse Dages Samvær. Ved min sidste Samtale med ham, faa Dage før han kastedes paa sit sidste Leje, talte han meget herom og om 514 Ting, vi der havde oplevet sammen, samt om den nyeste, psykiatriske Litteratur.

Nu er han gaaet bort, og har han vel end nok ment, at Livet ikke skænkede ham, hvad han i Ungdommen havde tænkt sig, og gjorde han end sig selv gammel og ensom før Tiden, hans ranke Ryg og hans stolte Sind skulde dog ingen Alderdom bøje.

Naar Knud Pontoppidan ønskede sig sin Jordefærd i dybeste Stilhed, saa var det sikkert intet Mundsvejr, men et ægte Udtryk for den Ensomhedsfølelse, som vel til syvende og sidst var hans Livs Ulykke.