Henrik Pontoppidan
Pontoppidan, Henrik (24.7.1857-21.8.1943), dansk Forfatter. Henrik Pontoppidan er født i Fredericia, men havde fra sit 7. Aar sin Opvækst i Randers, hvor Faderen, Dines Pontoppidan, var Sognepræst. Realeksamen 1873 fra Randers lærde Skole. Adgangseksamen til Polyteknisk Læreanstalt 1874. Første Del af Ingeniøreksamen 1877, men opgav 1879, for at gaa Forfattervejen, 748 at tage den allerede paabegyndte anden Del. Underviste et Par Aar i Naturfag paa Broderens, Morten Pontoppidans, Højskole i Frerslev, siden Hjørlunde, samtidig med at han forberedte sin Debut som Forfatter med Samlingen Stækkede Vinger (1881). Giftede sig samme Aar med en Gaardmandsdatter fra Egnen og levede siden som fri Skribent. Et Par Aar Medarbejder ved Politiken (1887-89) og ved Kjøbenhavns Børstidende (1889-91). Boede snart paa Landet, snart i Købstæder, snart i København. Rejste en Del i Udlandet, især i Firserne. Gift anden Gang med en Embedsmandsdatter 1892. Nobelprisen sammen med Karl Gjellerup 1917. Dr. phil. h. c. i Lund 1929. Æresborger i Randers 1933.
Paa fædrene Side tilhørte Pontoppidan den højtansete Præsteslægt Pontoppidan, der tæller over 300 Præster blandt sine Medlemmer. Moderen, født Oxenbøll, var Datter af en Byfoged i Vordingborg. Drengens mørke Lød og sorte Haar, der mindede mest om Moderens Slægt, fængslede tidligt ham selv, saa han drømte om, at han maaske var en Fremmed i den pontoppidanske Slægt, maaske af Taterblod. Senere blev det om den modne Forfatter offentligt fremsat som en Formodning, at han gennem Moderens Slægt var af jødisk Blod. Pontoppidan har selv i Erindringsbogen Familieliv (1940) afvist Tanken; dog formodende, at der en Gang i Moderens Slægt er sket en Indblanding af sydlandsk Blod. Randers-Aarene blev af den største Betydning for Pontoppidans senere Liv og Forfatterskab. Han var født som den 9. af 16 Søskende. Hans tapre Moder, der var udslidt af sin kvindelige Gerning, var ofte sengeliggende i lange Perioder. Faderen var Grundtvigianer, men uden Frimodighed og Glæde; hjertensgod, men af en puritansk Strenghed1. Drengen, der var stærk og kæk, viste tidligt Trang til Frihed og Selvstændighed; han var flere Gange i Opposition mod Hjemmet og viste Lyst til Vagabondering i Omegnen. Hans Valg af det praktiske, polytekniske Studium var ogsaa et Brud med Slægtens Traditioner.
Som Forfatter tilhørte Pontoppidan den realistiske Retning inden for Novelle og Roman. Naar han sluttede sig til denne Retning, der, indført fra Frankrig af Georg Brandes i 70erne, forelaa fuldt udformet i 80erne, var det sikkert fordi den svarede til det maaske mest dybtliggende Træk i hans Væsen: en ubestikkelig Trang og Vilje til Sandhed og Ærlighed. Karakteristisk for hans Forfatterskab er dets Fremdragen 749 af fortiede Virkelighedstræk eller Afsløring af den sande Virkelighed bag Illusioner, Løgn og Forlorenhed.
I Aarene 1881-91 dyrkede Pontoppidan fortrinsvis den korte Novelle. Hans Debut var lidet lovende, men han udviklede sig snart til en Mester i den klare og faste, stærkt pointerede Fortælling. I 1883 slog han sig for et Par Aar ned i Hustruens Hjemby, Østby ved Roskilde Fjord, og kom i nærmeste Kontakt med Egnens Befolkning. Dette Oplevelsesstof benyttede han i Novellesamlingerne Landsbybilleder (1883) og Fra Hytterne (1887), det mest realistiske i hans Produktion. Han gaar her i Zolas Spor. Roligt konstaterende beskriver han Landproletariatets (Indsiddernes) Kaar i Armod og Uhumskhed, ofte modstillet den selvgode og velstillede Gaardmandsklasse. Disse Bøger, der vil blive staaende i Litteraturen, er Forløbere for den senere social-agitatoriske Hjemstavnsdigtning omkring Aarhundredskiftet (Aakjær, Skjoldborg, Andersen Nexø); men hos Pontoppidan er Harmen og Tendensen oftest tilbageholdt under en behersket, næsten kold objektiv Stil. Mindre originale og betydningsfulde, men karakteristiske ved Emnerne, som Pontoppidan senere udformede i stor Kunst, er Novellesamlingerne Sandinge Menighed (1883), der skildrer tunge Almue-Kaar modstillet den københavnske luftige Grundtvigianisme, og Vildt (1890), hvor Forfatteren lader en ung Københavner med ideale Forestillinger om Naturen opleve denne i al dens Raahed. Perioden afsluttes med den lille Samling Skyer (1890), hvori der med mesterlig Plastik gives Situationsbilleder fra Provisorieaarene. Forfatteren, der alle Dage var Frihedens sikre Mand, vender sig ikke blot mod Provisoristerne, men ogsaa ironisk mod Frihedens lunkne Forkæmpere.
Det er dog først fra omkring 1890, at Pontoppidan udfolder et storliniet Forfatterskab, der kulminerer i de tre Hovedværker: Det forjættede Land, Lykke-Per og De dødes Rige. De giver tilsammen de mest omfattende og de paalideligste Tidsbilleder, dansk Litteratur ejer, af Perioden fra omkr. 1880 til omkr. 1920. Værkernes korrekte og detailrige Milieuskildringer har gjort, at mange i Pontoppidan nærmest saa en digtende Kulturhistoriker. Selv har han dog protesteret herimod, og om end hans Personer er i høj Grad tidsbestemte, og der ofte paa ret nærgaaende Maade er brugt levende Modeller, maa det siges, at han paa Højdepunkterne i sin Menneskeskildring, i Skæbnemotiverne, er 750 fri Digter, hævet over en blot kulturskildrende Indstilling til Emnerne.
Det forjættede Land (I-III, 1891-95) spiller i 80erne i samme Egn som Sandinge Menighed, hvis Emne Værket udvider. Emanuel Hansted, der er af københavnsk Kulturslægt, kommer som nybagt Kapellan til Landsognet, gribes af Tanken om at vende tilbage til Naturen (Mulden) og leve som sine Sognebørn, gifter sig med en Bondepige og dyrker selv sin Præstegaardsjord som Bonde. Men det lykkes ham ikke at tage "det forjættede Land" i Besiddelse. Han er uden egentlig Livsevne, falder tilbage til sit gamle Milieu, skilles fra sin Hustru og dør sindssyg efter en erotisk, religiøs Krise. Mens Hansted er skildret tvetydigt, svingende mellem blot Fantasteri og virkelig Idealisme, er hans Hustru, Hansine, skildret med den største Nænsomhed og Kærlighed til det ægte, naturgroede Bondesind. – Lykke-Per (I-VIII, 1898-1904, i 1907 forkortet til tre Bind) spiller fortrinsvis i 90erne. Intimt, selvbiografisk Stof er her benyttet ved Skildringen af Heltens Liv indtil den første Ungdomstid: Per Sidenius er af gammel Præsteslægt og fører allerede som Dreng en Frigørelseskamp over for Hjemmet og Slægten; han bliver Polytekniker uden at fuldende dette Studium, der symboliserer hans Trang til det verdslige Liv; han er af Natur og paa Trods hedensk i sin Indstilling, udkaster som Ingeniør et Kæmpeprojekt, der skal gøre Landet rigt, men opgiver paa et afgørende Tidspunkt baade Projektet, sin jødiske Kæreste og dennes rige Familie, der har været villig til at financiere Foretagendet; han vender som Landmaaler tilbage til Landlivet, gifter sig med en Præstedatter, men fanger dog heller ikke Lykken i Idyllen, skilles fra hende og ender som en ensom og puritansk Vejassistent i Jylland, i Fred med sit Sind, udsonet i Tanken med sin Slægt og i en Art stoisk Naturresignation. – De Dødes Rige (I-V, 1912-16, forkortet Udgave 1917), der kaldes "En Fortælling-Kreds", spiller i det første Tiaar af det nye Aarhundrede. Men Perioden er som altid hos Pontoppidan set med Firsernes Øjne og betragtes nærmest som en Likvidation af den forudgaaende Brandes-Hørup-Periode. Materialisme breder sig paa Idealismens Bekostning. Værket er løst komponeret. En Hovedskikkelse er den radikale Høvding Enslev, hvis Alderdom skildres som en Tragedie. Sidestykke til Emanuel Hansted og Lykke-Per er Torben Dihmer, der paa Grund af indre Mangler forfejler 751 sit politiske Kald. Finest og dybest set er Jytte Abildgaard, der ligesom Torben viger tilbage for Livet, skønt hun har Kærlighedstrangen.
Man har sagt, at disse tre Værker, der efterlader stærke desillusionerende Indtryk, henholdsvis handler om Naturillusionen, Lykkeillusionen og Kærlighedsillusionen (Vilh. Andersen). Slægtskabet mellem Værkernes mandlige Hovedpersoner er tydeligt. En indre ubestemmelig Svaghed slaar dem Livet af Hænde; men de redder sig til sidst over i en ensom Tankeverden, hvori de er Herrer. I Afmagten over for Virkeligheden saa Pontoppidan noget typisk dansk, og fortsætter her paa sin Vis Schacks Phantasterne og I. P. Jacobsens Niels Lyhne. Men sunde og livsnære staar de tre Kvinder: Hansine, Jakobe og Jytte.
Samtidig med de tre Hovedværker skrev Pontoppidan en lang Række Noveller og "Smaa Romaner", alle byggede over et eller andet Livsproblem, et Konfliktstof, ligesom Henrik Ibsens Dramatik, der er en af Pontoppidans vigtigste Forudsætninger. I Nattevagt (1894) behandles især Naturalisme contra Nyromantik; i Hans Kvast og Melusine (1907) demonstreres, at sand Kunst kan skabes paa et forlorent Personlighedsgrundlag. I Den gamle Adam (1894) behandles Erotikkens Illusioner; i Højsang (1896) den store Lidenskabs Ret; i Det ideale Hjem (1900) Forældrenes Forhold til Børnene; i Borgmester Hoeck og Hustru (1905) to Ægtefællers Syn paa deres lykkeløse Samliv; i Den kongelige Gæst (1908) faar et ungt Lægepar paa Landet et foruroligende Besøg af Prins Karneval. I de fleste af disse Bøger skjuler Forfatteren sig helt og lader Læseren om Vurderingen.
Endnu i sin høje Alderdom var Pontoppidan produktiv. Mands Himmerig (1927) skildrer Danmark under den første Verdenskrig; Hovedpersonen gaar ind for Landets Deltagelse i Krigen. De fire selvbiografiske Smaabøger: Drengeaar (1933), Hamskifte (1936), Arv og Gæld (1938) og Familieliv (1940), viser, at Pontoppidans vigtigste Stof var af personlig Art. Kun sjældent skrev Pontoppidan Digte, og da oftest med en ironiserende Tone; men Opmærksomhed vakte et Digt til Georg Brandes' Halvfjerdsaarsdag (1912), hvori en bitter Sarkasme rettes imod Brandesianismen, der stilles i Modsætning til Brandes selv; og ligeledes Genforeningsdigtet "Det lyder som et Eventyr" (1918), hvori en for denne Forfatter sjælden Varme finder enkle, symbolske Udtryk.
752 Pontoppidan, der er blevet betegnet som den nydanske Realismes Klassiker, er inden for sin Periode langt den største og fornemste Beskriver af dansk Land og Folk. Som faa andre levede han med sin Tid, søgte at forstaa den og skildre den med ubestikkelig Sanddruhed. Stærkest virker han, naar han utvetydigt afslører og revser; men ofte fremdrager han blot ligesom Henrik Ibsen Emnets forskellige Sider paa dialektisk Vis. Bag hans objektive Stil mærkes ved nært Bekendtskab et deltagende Sind med svingende Vurderinger og omskiftelig Lidenskabelighed. Med Rette tales om Pontoppidans Tvesyn eller Dobbeltsyn. Han følte sig ofte baade tiltrukket og frastødt af den samme Person eller Sag, hvad Kierkegaard kaldte antipatisk Sympati og sympatisk Antipati, og moderne Psykologi kalder Følelsens Ambivalens. Om næsten alle Tidens Problemer: Natur og Kultur, Fritænkeri og Religiøsitet m. m., har han fældet forskelligartede eller tvetydige Domme. En typisk Roman af Pontoppidan er "en Tendensroman uden Tendens" (H. Kehler). I det lille Eventyr "Ørneflugt" (1897) med Konklusionen, at "Det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden", har man (Vilh. Andersen) ment at finde et sammenfattende Udtryk for Pontoppidans Forfatterpersonlighed. Det inderste heri skulde efter dette være en hedensk Natur, der paa Grund af Slægtens og Milieuets Indvirkning ikke kommer til ligefrem Udfoldelse. Det stærke Præg af Ensomhed, Hjemløshed, Hvileløshed og Glædesløshed, der hviler over det meste af Forfatterskabet, har maaske sin Oprindelse i denne Brydning mellem Natur og Kultur. Fra Tiden efter Aarhundredskiftet mærkes en stigende Bekymring, ja Angst for Fædrelandets Skæbne. Den store Livsalvor, der præger alt hvad Pontoppidan har skrevet, skaffede ham et stort og godt Publikum, der uanset Meningsforskelle med Respekt fulgte den mandige og revsende Forfatter, forstaaende, at Kærnen var at søge i den bestandige Appel til det menneskeligt sande og ægte.
Professor, Dr. phil. Frithiof Brandt.
