Gustav Wied

Af Georg Brandes

357 I Fortalen til Gildet paa Solhaug taler Henrik Ibsen om Kristiania-Kritiken for halvhundred Aar siden og om en Ejendommelighed hos den, hvis Udspring han længe ikke kunde blive klog paa:

Vore Kritikere plejede, hver Gang en begyndende Forfatter udgav en Bog eller fik et lille Teaterstykke opført, at geraade i en ustyrlig Vrede og at gebærde sig som om der gennem Bogens Udgivelse eller Stykkets Opførelse var tilføjet dem selv og de Aviser, hvori de skrev, en blodig Fornærmelse.

Noget af denne Gnavenhed og Arrigskab synes efter et halvt Aarhundredes Forløb at have forplanlet sig fra Kristiania til Kjøbenhavn, og ikke overfor begyndende Forfattere alene. Det er paafaldende, som Uviljen overfor de ny Frembringelser er i Stigen hos Kritiken, og særligt overfor de Bøger, som anslaar en lystig eller overgiven Tone. Man skærer Ansigter af dem, som havde man smagt paa noget Surt eller Bedsk. Ja, der gives kjøbenhavnske Kritikere, i hvis Ansigtstræk denne Fornemmelse af at smage paa noget Surt har givet sig blivende Udtryk; de er lutter Bravhed, lutter Kærlighed til det Gode og Skønne; de har gen-nemgaaet et Martyrium ved som en Art højere Smørsmagere at maatte tage saa meget mislykket Smør i deres Mund, og nu ser de selv saa beske og harske ud som de Varer, de har vraget.

Naar Carl Ewald udgiver en af sine humoristiske Smaabøger, lægger Ansigterne sig næsten uvilkaarligt i de strengeste Folder. Det er hans Skæbne, ret ofte at falde i Unaade, og er han falden, saa lader man ham ligge. Det er da glemt, at han som James Singleton har anslaaet en lystig, selvironisk Tone, der ganske er hans egen, og under hvilken han har sagt Ubehageligheder til højre og venstre paa den fornøjeligste Maade. Og skriver han en overgiven Bog om en Gris, saa afvises den med en Alvor, der var en bedre Sag værdig. Man kan med Rette hævde, at den Art Bøger ikke er skrevne for Efterverdenen, at de kun indeholder en skemtsom Blanding af Literatur og Journalistik, nu og da rammer ved Siden af; men de morer ikke desmindre ved kaade Indfald, der har satirisk Næb og Klo. Og de staar i 358 ethvert Tilfælde endog blot som Journalistik ikke lidet over de gængse Avis- og Tidsskriftsartikler, der ikke optræder med færre Krav til Læserens Opmærksomhed, og som paaskønnes, blot fordi der i dem ikke er et Smil.

Fra Ewald til Wied kunde Springet synes langt, siden den sidste er meget langt fra at vise den første Retfærdighed. Men deres Lod har i den senere Tid været ens. Man jubler og sørger rundtomkring over, at "de har kulmineret". En dansk Forfatters Liv har nemlig i Reglen to Stadier. Paa det første stræber han at vinde sig et Navn. Under dette ligger Alverden paa Lur efter Fejlgreb og Smagløsheder hos ham; han sammenlignes med de afdøde Store og maa høre, at han aldrig i Verden kan naa dem. Paa det andet Stadium erfarer han derimod med Forbavselse, at han længst har naaet dem, men desværre nu er sunket fra den Højde, han indtog, allerede i lang Tid har været paa Retur og med hver ny Bog synker dybere og dybere. En særlig Nationalsport er da Spejderiet efter Tidspunktet, da Kulminationen tør haabes at være naaet, og Tildelingen af de begejstrede Stød, der med forenede Kræfter gives til den formentlig heldende Vogn!

Den Modtagelse, som Gustav Wieds Dansemus har faaet, er i den Henseende lærerig. Ikke det ringeste Forsøg paa at se Bogen fra dens Forfatters Synspunkt. Lutter Næser, der nyser, som havde de snuset Peber; nyser af sædelig Harme og krænket Skønhedssans. Og der var dog dem, som havde troet, at den danske Nation en Gang for alle tillod denne ene Mand som dens vittige Hofnar et vist Frisprog, og at man vilde betænke sig paa at give ogsaa ham Mundkurven paa for at opnaa Artighed over det Hele.

Gustav Wieds Forfatterbane har ikke været den lige Vej. Saa underligt det lyder, han optraadte i 1889 som Tragiker med Sørgespillet En Hjemkomst, der vel var forfejlet, fordi en virkeligt Sindssyg er umulig som Hovedperson, men hvori der utvivl somt var Evner. Kun vilde det endog for den bedste Kritiker været ugørligt at forudsige, i hvad Temperatur disse Evner maatte udvikles for at bære Frugt. At deres egentlige Klima var den satiriske Overgivenhed, anede Wied end ikke selv.

I de to Samlinger af Smaafortællinger Silhuetter og Barnlige Sjæle nedlagde han sine Iagttagelser, der holdt sig ved Jorden, mest var skemtsomme, dog ogsaa alvorlige, og som gik ud paa Skildring af, hvad man kalder det altfor Menneskelige, særlig 359 maaske Kønslivets Brutaliteter og Latterligheder. Men der var rørende Ting og grelt sørgelige Optrin imellem.

Lystspillet Erotik tog udelukkende Sigte paa de latterlige Forhold, hvori Svagheden for Kønnet bringer komiske Mandfolk (de gerrige som de drøje og de snedige) og komiske Fruentimmer (de magre som de fede og de flove). Her afslørede Wied sig for første Gang som Satyr, og allerede overfor dette lille kaade og lidet dybtgaaende Stykke havde det danske Publikum kunnet sige med Spidsborgerne i Heibergs Digtning:

Jeg føler mod min Ende
Bukkefoden spænde.

Det var dog først med de Fire Satyrspil (1897) at Wied slog afgørende igennem. Den Bog er en af de store Bøger i vor Literatur, en af de vittigste; den er overstadig som sjældent en Bog, der vil tages alvorligt, og paa samme Tid udført paa Grundlag af den omhyggeligste Iagttagelse. Den er overgiven indtil Vildskab, og dog saa behersket, at den ikke rummer en Overdrivelse. Hvad der et Øjeblik kan tage sig ud som Overdrivelse, er her ikke dette, men det Mesterskab, der er saa sikket, at det leger med Stoffet.

Fra da af var Gustav Wied nogle Aar Publikums Yndling. Han fortsatte i samme Retning med adskillige morsomme Bøger som Det svage Køn, hvori der vel er en enkelt mislykket Figur, den tysktalende Fru Sara med sin umulige Mundart, men hvori Mimi og Ane-Marie er Perler. Og under Wieds nu følgende Produktion fik han Mod til at vise sin Flersidighed, idet han tog sin første Ungdoms Hang til det Tragiske op igen og med Den gamle Pavillon (1902) leverede et moderne Sørgespil, dristigt og troværdigt, saa vel anlagt og saa godt afmaalt, at det med Held kunde opføres paa det kongelige Teater.

Med Dansemus har han paany forsøgt at udvide sit Felt. I dette Satyrspil optræder ikke mindre end en halvhundrede Personer, og til Wieds Ære maa det siges, at de saa at sige uden Undtagelse staar levende og klare for Læserens Øjne. Det betyder noget dette, og er ganske nyt hos ham.

Grundsynspunktet er det samme som overalt i Wieds komiske Frembringelser: Forholdet mellem Kønnene opfattet som en uudtømmelig Grube af Latterlighed. Dette Synspunkt er originalt og frugtbart, Wied er ene om det i vor Literatur, maaske i flere Literaturer; man lade ham da faa sin Krig frem, følge roligt, hvad han har at sige, og fremfor alt, man gøre ikke hvad 360 man formaar, for at bringe ham ud af godt Lune! Ingen, der har læst hans Bog, kan overse, at dette Bind er en Begyndelse, hvortil Slutningen endnu ikke foreligger. Det var dog altfor dumt, om man nu fik ham til at kaste Pennen og ikke gøre Bogen færdig.

Da Wied i sin Tid forenede de efterhaanden skrevne Smaastykker: Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde til en Art Hele, foresvævede der ham øjensynlig noget, som han her har forsøgt at virkeliggøre, nemlig en Skildring af vort Samfundslivs Latterlighed gennem alle Samfundsklasser. I dette Øjemed har han søgt Tilknytning til en gammel halvglemt, politisk Retssag, der i sit Anlæg som i sin Udvikling var rent ud aristofanisk i sin Komik, og som end ikke manglede det aristofaniske Moment, at det hele drejede sig om en Fejltagelse. Han har benyttet nogle Træk af denne offenlig behandlede Proces uden ringeste Glimt af politisk, endsige privat Uvilje mod nogen Enkeltmand, alene betænkt paa at udhamre noget af det rige komiske Malm, som laa ubrugt hen, til Ramme om et Spejlbillede af det danske Samfund. Det vil man nu formene ham, idet man ærbart vender Ryg til "Skandalen". Men at Wied ikke har spekuleret i Skandal, kan vel Hvermand se. Allerede da han i sin Tid skrev Mesterværket En Mindefest, mumledes der om, at han var gaaet levende Modeller for nær. Siden gik Modellerne ganske i Glemme over de fortræffelige Sceners Lystighed. Nu er det galt igen med Modellerne. Men naar andre atter og atter maa staa Model i danske, som norske og svenske Bøger, tidt i ret nærgaaende og ondskabsfuldt forvrængede Skildringer, saa er der Ingen, som klager eller raaber paa Skandal, hvorfor da være saa ømskindet overfor en Fremstilling, der er kemisk ren for Ondskab og som alene fremdrager Latterstof, lidt af det rigelige Latterstof, hvoraf vort offentlige Liv er ved at sprænges og som man ikke desmindre er saa bange for at røre ved som var det Dynamit.

Jeg for min Del har en god Del Indvendinger mod Gustav Wieds Dansemus. Han har her desværre mere end en Gang ødelagt en morsom Effekt ved altfor overstadig Overdrivelse, og de mange i og for sig skarpt tegnede og dygtigt henstillede Personer og Optrin kommer altfor sjældent hinanden ved. Bogen er nu og da løs, hvor den burde være fast sammenarbejdet. Men blot saadan noget som Familien Halling med alle dens Medlemmer, med Ven og Tjenestepige og Børn og Svigerfar og Fru Beck er anskuelig og gennemført i hver en Linje, og denne Gruppe er en af Bogens mange.

Det er i Læseverdenens egen Interesse, at dens Digtere ikke taber Humøret.