Sven Lange og Antisemitismen
Ved et Tilfælde er der blevet mig tilsendt et Numer af Illustreret Tidende1 for 23. Juli, hvori et Brev fra Paris af Hr. Sven Lange har vakt nogen Forundring hos mig.
Det vrimler her af overraskende Paastande. En af de besynderligste, ved hvilken jeg dog ikke vil dvæle, er den, at Frankrigs Kultur og Levevis – halvandet Hundred Aar efter Voltaire, mere end hundred Aar efter Revolutionen, af hvilke dog ingen er gaaede sporløst hen – er i den Grad gennemvævet af den katolske Religions Etik, at Landet efter Adskillelse af Kirke og Stat staar uden Moral og snart vil blive et Land uden Idealer.
Men der er en anden Paastand, som næsten har overrasket mig endnu mere. Det er den, at Paris' Ejendommelighed har lidt og hver Dag taber sig mere "først og fremmest gennem den jødiske Invasion".
Langes Kilde her er den (just ikke fordelagtigt) bekendte Arthur Meyers2 Memoirer3, der af ham betegnes "som en Bog, der er særdeles god at faa Forstand af". Det maa være mig tilladt tørt at ytre min dybe og hjertelige Beklagelse af den – hvem det end er – som skal faa sin Forstand af Arthur Meyer. Gid jeg kunde forelægge denne Sætning for Octave Mirbeau4, der i Rennes af ren Væmmelse tvang Meyer til at forlade det Hotel, hvor Mirbeau først var taget ind: jeg gad se hans Ansigt da! Jeg tør sige, at Sven Lange i ethvert Tilfælde er det første medregnelige Menneske, der har faaet Forstand af at læse Arthur Meyer – og jeg tvivler paa, han har faaet sin ellers saa gode Forstand forøget ved denne Læsning. Ak, hvorfor var Lange ikke til Stede, da Arthur Meyer iforfjor, vel 50 Aar gammel, blev holdt højtideligt over Daaben i Madeleine Kirken! Hvilken Opbyggelse for ham havde det ikke været! Og maaske var han da ogsaa bleven indbudt til Meyers fornemme Bryllup straks derefter. Den Nydøbte som Brudgom var ogsaa "god at faa Forstand af". At tro paa ham var maaske mindre at anbefale, men Lange tror paa ham. Der er det anerkendelsesværdige ved Meyer, at hvor mange Spark i Bagdelen end Hertugen af Orléans har givet ham, er Meyer lige trofast Tilhænger af ham. Meyer skal have den Ære, der tilkommer ham. Men heller ikke mere. Og det forekommer mig, at Lange giver ham mere, at hans "Antisemitisme" er smittet en Smule af paa Lange, der dog ikke er Jyde eller Jøde, som hidtil alle fremragende Antisemitter, og næppe selv 4 betragter sig som "Antisemit".
(I Parentes maa jeg fortælle en pudsig Historie. For et Par Uger siden sagde den bekendte italienske Digterinde Annie Vivanti5 til mig: Jeg kender ikke et Menneske uden Dem i Paris. – Jeg forundret: Ingen? Vi har dog i Fællesskab kendt mange. – Jeg har glemt dem, kender dem ikke mere. Kun én skal jeg tale med, Maurice Muret6. – Jeg: Hvor gider De se det ... ? – Hun: Han skriver paa en Bog om Carducci, Fogazzaro og mig. Er han et ... ? – Jeg mener: den udmærkede Mand. Kender De hans Bog L'Esprit juif med dens Kapitler om Spinoza, Heine og mig? – Nej. – Blandt de forskellige skinvidenskabelige antisemitiske Produkter staar den overmaade højt ved sin fuldkomne Stupiditet. – Dagen efter siger Fru Vivanti: "Jeg har set Manden. Der er for mig ikke ringeste Tvivl om, at han er Jøde. Jeg har sjældent set en saa udpræget Jøde. Han brænder forøvrigt efter at gøre Deres Bekendtskab. Han lo hjerteligt af, hvad De havde kaldt ham, og sagde, at saa meget des mere ønskede han at kende Dem." – Han maatte opgive det Ønske).
Sven Lange gør gældende, at Teatret i Frankrig "næsten udelukkende tilhører de to jødiske Forfattere Henry Bernstein7 og Henry Bataille8".
"Det var som syv Satan", vil maaske en og anden, der har Begreb om fransk Teaterkunst, være fristet til at udbryde. Samtidigt tilstaas endda, at Bernsteins Navn for Tiden ikke findes paa nogen Plakat, da der intet Stykke spilles af ham. Men da der jo mindst er hundrede dramatiske Forfattere i Paris, maa det vel undre, at disse to alene behersker Teatret, ja i Forening uddriver "fransk Aand" af det.
For første Gang i mit Liv læser jeg hos Sven Lange, at Henry Bataille skulde være af jødisk Afstamning. Nu har jeg læst ham og om ham i mangfoldige Aar og aldrig set ringeste Hentydning dertil. Jeg har i ligesaa mange Aar kendt hans nære Veninde, Berthe Bady9; jeg gad vide, om hun nogensinde har hørt det. Jeg maa tro, at Lange i Paris har omgaaedes norske Antisemiter, thi Ingen er dem lig i at opsnuse formentlig jødisk Afstamning. Hvorfor nævner Lange iøvrigt ikke Porto-Riche10, der jævnlig maa høre ilde for sin paastaaede jødiske Herkomst, og i Sammenligning med hvem Ingen i Aar har gjort nævneværdig Lykke med et Drama i Paris?
Hvor kan endelig Lange, der er saa bekymret for fransk Aands Renhed, skrive om det parisiske Publikum: "Og Ingen retleder det. Dagbladskritiken, der for faa Aar siden betjentes af Folk som Catulle Mendès11 og Henri Bauer12 ... skrives nu af halvt eller helt anonyme Penne, Teatrenes og Forfatternes Lejesvende"? Saavel Catulle Mendès som Henri Bauer var jo Jøder.
Men nu Henry Bernstein, fra hvem Hovedfordærvelsen udledes. Jeg gad vide, om Lange nogensinde har set ham eller talt med ham. Han er jo Langes Hovedjøde. Bernstein er saa lang og tynd, som Holger Drachmann var i sin Ungdom. Hverken hans Ansigt eller hans Stemme har noget jødisk Præg. Lange, der synes uskyldig nok til at tro paa Legenden om de nulevende Jøders Nedstamning fra de gamle Jøder i Palæstina og Ægypten, skulde ikke gerne indestaa for Stammemødrenes Troskab gennem 3000 Aar. Og svigter denne blot paa et Punkt eller to, saa ligger jo det Hele. Men i hvert Tilfælde Bernsteins Familie stammer fra Odessa. Den overvejende Sandsynlighed er da for, at han er Khazar og slet ikke Østerlænder. Ogsaa denne Mulighed burde dog tages i Betragtning.
Bernsteins Skuespil er af meget forskellig Art og af højst forskelligt Værd. Han er ung endnu og kan udvikle sig meget. Det forekommer mig, at han bl. a. har skrevet værdifulde Stykker. For Lange er deres Aand i dybeste Forstand ufransk. Bernsteins og Batailles Skuespil mangler som jødiske "ganske Ynde, de er fuldkommen blottede for Vid, de ejer intet Hjertelag, ingen menneskelig Medfølelse – en sær Dødskulde slaar ud fra deres nervøse Fanatisme. Og de fortæller næsten intet om Frankrig, om Paris; Forfatterens Erfaring eller Iagttagelse synes besynderligt begrænset" ... "Disse Stykker har kun den særegne tørre Glød, som Racen ejer".
Er det muligt, at Sven Lange istemmer Race-Teorier, der synes os andre undfangne af en Drukkenbolt i Delirium?
Den jødiske Stammes mest typiske Digter i nyere Tid er vel Heinrich Heine. Mangler han Ynde? Fattes det ham paa Vid? Han har, skulde det synes, nok deraf til Deling imellem to Millioner Antisemiter. Er det jødisk at mangle menneskelig Medfølelse? Den jødiske Stammes berømteste Søn er Jesus. Havde han ingen?
Og nu Bernsteins nervøse Fanatisme. Paa hvilket Punkt har han vist sig fanatisk? Der er mig ikke et eneste Punkt bekendt. Hans Stykker er – hvad Mangler de end forøvrigt har – rent kunstneriske, tendensfri.
Og det insinueres, at han har levet halvvejs udenfor Frankrig, udenfor Paris, han synes som Medlem af en Art Pariakaste kun at kende et snævert Udsnit. Lange, der har agtet endog paa Sladderen om Folks Afstamning i Paris, maa vel alene af Sladderen vide, at Bernsteins nærmeste Forbindelser spænder fra de allerhøjeste adelige Krese, baade af den Bourbonske og den Napoleonske Adel, til den jævne Borgerstand. Hvis Lange kendte en Fjerdedel af det Paris, hvori Bernstein er hjemme, var han den Nordbo, der kendte mest til Paris. Og hvorledes har han læst eller set Bernstein, naar han ikke har sporet dette Kendskab i hans Skuespil! Har han aldrig tænkt over, hvad der ligger bag Stykket Israel? Eller hvorfor Bernstein i de sidste faa Aar har maattet udfægte syv alvorlige Dueller, hvoraf to i denne Uge?
Det er noget vildledende, naar Lange i sin Artikel spiller en Vittighed af Tristan Bernard13 ud mod Bernstein, som denne skal have sagt "forleden ved en Frokost". Vittigheden er godt og vel tre Aar gammel og har ikke ringeste Forhold til Bernstein eller til hans formentlige "Venden op og ned paa normale Slægts- og Blodsforhold". Spøgen gjaldt aldeles ikke Bernstein, men Sofokles "med hans Venden op og ned paa normale Slægts- og Blodsforhold". Og Sofokles i det mindste var kemisk ren for jødisk Blod. Tristan Bernard sagde: "Den moderne Oedipus, der i mange Aar havde levet i det lykkeligste Ægteskab med sin Moder, erfor til sin Skræk en skøn Dag, at han kun var hendes Adoptivbarn, og stak i Fortvivlelse sine Øjne ud. Al hans Lykke var ødelagt for ham".
Sven Lange, der en Gang var en Skeptiker og en Ringeagter af Flertalsfordomme, synes i Paris forvandlet til norsk Antisemit. Norsk, fordi af alle Antisemiter de norske turde være de mest underholdende. I Vinter udkom en Bog14 af en norsk Pænmand, Højesteretsadvokat Saxlund, hvilken uden Overdrivelse tør betegnes som den mest humoristiske Bog, der endnu er skrevet om det moderne Jøderi. Den advarede det arme Norge mod den grumme Undertrykkelse, de halvanden Jøde, der langt om længe i det 19. Arhundrede har faaet Adgang til Landet, vil gøre det til Genstand for. Og en Hr. Theodor Caspari15, saa vidt vides, Digter og, hvis Fader, saa vidt vides, var af jødisk Afstamning saavel paa fædrene som paa mødrene Side, hvad Sønnen imidlertid omhyggeligt fortav, gjorde denne Bog til Objekt for to lange herlige Artikler i Aftenposten, hvori han mildt imødegik Højesteretsadvokaten, og hvori det i Overensstemmelse med den fra Bernstein stammende semitiske Dødskulde i Sven Langes Artikel, om Undertegnede træffende hedder: "Er dette iskolde Pust, der nu i 40 Aar har staaet ind over Skandinavien fra Lysbringeren G. B.s Virksomhed, et Varsel? Et Lys, blændende klart nok, men uden Lysets anden Egenskab: Varme, Hjertelagets, Gemyttets Inderlighed osv. osv."
Da Sven Lange, som antydet, hverken er Jyde eller Jøde, turde der endnu være et svagt Haab om at redde ham ud af Raceteoriernes Vanvid. Jeg vil tillade mig at anbefale ham til Gennemlæsning Jean Finot's Bog16: Fordommen om Racerne.
Georg Brandes.
Et Svar.
Med den største Forbløffelse ser jeg idag i Politiken, at Professor Georg Brandes er bleven lidenskabelig irriteret over en Artikel i Illustreret Tidende, hvori jeg giver en helt objektiv Fremstilling af nogle Indtryk, jeg nylig har modtaget under et Ophold i Paris – Professoren er saagar ikke langt fra at beskylde mig for at være "Antisemit"!
Hvorfor i Alverden?
Enhver, der læser min Artikel med samme Ro som den, hvormed den er skrevet, vil erkende, at den overalt omtaler de jødiske Personer og Fænomener, som den behandler, med Anerkendelse – endog med Beundring.
Undtages maa ganske vist Hr. Arthur Meyer, for hvem jeg nærer ganske de samme Følelser som Prof. Brandes. Men har jeg lagt Skjul paa dem i min Artikel? Om hans Bog siger jeg, at "dens hadefulde Angreb paa Republiken kan ingen tage for gode Varer", og at den er skrevet med "en Blanding af Forargelse og Skadefryd, som virker yderst pudsig. Men ogsaa den Slags "kan jo være særdeles godt at faa Forstand af".
Prof. Brandes maa befri mig for Hr. Meyer – jeg beundrer ham ikke.
For de to jødiske Skribenter Henry Bernstein og Henry Bataille er jeg derimod fuld af Respekt – om just ikke af Sympati. I min Artikel er dette dokumenteret derved, at jeg angreb deres Aand som ufransk, men beundrede deres Dygtighed og Talent og erkendte, at de "i toneangivende Krese betragtedes som det moderne franske Dramas Førstemænd".
Og om de jødiske Finansmænd af germansk Oprindelse, hvis Erobring af den højere parisiske Bankverden har vakt mere Opmærksomhed end maaske noget andet økonomisk Fænomen dernede i de senere Aar, skrev jeg endogsaa, at "de elskede Frankrig", og at "de var blevne saa meget Franskmænd, som de overhovedet kunde blive".
Er dette Beundring? Er det ikke snarere Ømhed?
Hvorfor da Prof. Brandes' Irritation – som ingen mere end jeg kan beklage?
Maa Raceejendommelighederne ikke drøftes i en lidenskabsløs Fremstilling? Maa Ordet Jøde ikke skrives?
Tiden maa dog snart være inde dertil.
Gilleleje, den 26. Juli
Sven Lange.
