Det store Menneske, Kulturens Kilde
I.
Det er ikke min Vane at besvare Angreb eller Kritiker. Ikke at jeg miskender eller undervurderer deres praktiske Betydning; hvad Værd de end for øvrigt have, men jeg er saa hyppigt eller rettere saa stadigt Genstand for dem, at Besvarelsen vilde tvinge mig til hvert Øjeblik at forlade selvvalgte Sysselsættelser. Denne Gang har jeg imidlertid haft det Held at blive Genstand for et velment Angreb af en Mand, der staar højt ved Talent, højere endnu ved Kundskaber og Karakter, og jeg vil da ikke nægte mig den Fornøjelse for en Gangs Skyld at kritisere min Kritiker.
Det er ikke første Gang i mit Liv, at jeg møder Hr. Prof. Høffding paa min Vej nedlæggende en Indsigelse. Det er snart 24 Aar siden at det skete første Gang. Der er noget idyllisk, noget der virker som en Art Symbol paa Lidenheden og Ensformigheden af de nordiske Forhold, i dette, at man en Menneskealder igennem med passende Mellemrum møder de selvsamme Personligheder som Modstandere. Det hændte mig for to Aar siden med Digteren Bjørnson som nu med Tænkeren Høffding. Og som de samme betydelige Modstandere nu og da rette deres Vaaben imod én, saaledes har man i mere end en Snes Aar de samme smaa Fjender i sine Hæle. Det kan hænde én, omtrent som den, der stadigt bebor samme Landsby, at man i lange Tider Dag ud Dag ind forfølges med Gøen af den selvsamme Køter.
Man maa da prise sin gode Skæbne, naar det er saa fremragende Personer som Bjørnstjerne Bjørnson eller Prof. Høffding, af hvem man imødegaas. Allerede ved den Anseelse, de nyde, kaste de en vis Glans over den, de udpege som Modstander. Naar de alligevel som Nedlæggere af Indsigelser imponere mig personligt mindre, saa beror det netop paa, at jeg allerede før 2 har truffet dem paa min Vej i denne Egenskab og har set dem med samme Overbevisning, med lignende Overlegenhed og Varme bekæmpe mig ud fra Standpunkter, som jeg den Gang ansaa for forkastelige og som de nu selv betragte som aldeles uholdbare, medens jeg har samme Blik paa deres fordums Meninger nu som da.
Hr. Høffding var den Gang allerede Filosof, men en teologisk Filosof, en begejstret Tilhænger af R. Nielsens Lære om Foreneligheden af Tro og Viden som absolut uénsartede Principer i én Bevidsthed. Han gik ud fra, at der mellem Videnskaben og Livet fandtes en saadan Modsætning, at naar det godes Idé praktisk skulde virkeliggøres, aabenbarede den rationelle Etik sin Utilstrækkelighed og "Religionens" Nødvendighed blev indlysende. Han mente at Grundideernes Logik holdt Miraklets Mulighed aaben. Han udgav et Stridsskrift "Filosofi og Teologi", i hvis Slutning han tog mine Vildfarelser under Behandling.
Jeg vilde ikke have opfrisket disse gamle Minder, hvis jeg ikke nu i mine Artikler fra de Dage havde bidt Mærke i en Passus, der forekommer mig at finde Anvendelse ogsaa paa Professor Høffdings sidste Indlæg imod mig. Jeg henpeger dèr til den Erfaring, at selv den mindre gode Skuespiller kan høste Klap og Bifald, "naar han som Uskyldighedens eller Troens Ridder har en ædel Maxime", og paaviser hos "min ærede Modstander Hr. Høffding" en vis Tendens til "at faa Rollerne saaledes fordelte imellem os, at han kommer til at spille en Lysets Engel og jeg en Mørkets Dæmon". ("Fædrelandet" for 27 Februar 1866).
Den Mand, der den Gang brød en Lanse med mig, gør mig nu (i Indledningen til sin Artikel) den Ære at tillægge mig en vis Ævne til psykologisk Karakteristik. Jeg tror at have bevist den ved disse 24 Aar gamle Linjer. Professor Høffding er den fødte Advokat for den ædle Sag. Ved den ædle mener jeg den i Tidsalderens dannede Kredse anerkendt gode, altsaa for saa vidt populære Sag. Deraf en vis Tilbøjelighed til at tage dygtig Afstand fra Personligheder som mig, hvis Lod i Livet er blevet den, altid at maatte føre den upopulære Sag.
Ikke at Professor Høffding bevidst tilstræber de ædle Roller. Men de ligge saaledes for ham, at han uvilkaarligt smutter i dem. Hovedindtrykket paa Læseren, naar han nogen Tid har fulgt ham, er ikke just dette: Hvilken dyb eller hvilken skarpsindig Forfatter! men dette: Hvilken fortræffelig Mand! Derfor er det 3 saa betegnende, at en Læser, der ikke netop er Fagmand, som Bjørnstjerne Bjørnson, kunde samle sine Indtryk i dette, der forekommer i hans Anmældelse af "Etiken": "Forfatteren er utvivlsomt en af de ædleste Personligheder iblandt os". Jeg har hørt Mænd, som tiltroede Bjørnson en Naivetet, jeg ikke tillægger ham, udlede dette Udbrud af den populære Mening, at jo ædlere den Materie er, der behandles, des ædlere er den skrivende selv, saa at Høffding, hvis han havde indskrænket sig til at skrive om Psykologi, kun vilde have staaet for Anmælderen som dygtig og lærerig, men nu, som Forfatter af en Etik, avancerede til ædel. Jeg deler ikke denne Anskuelse. Allerede naar man staar overfor Høffdings tidligste Skrifter, er Hovedindtrykket det af Forfatterens brave Karakter.
Jeg tror derfor heller ikke, at Professor Høffding ser rigtigt paa sig selv, naar han (i sin Afhandlings Overskrift) betegner sig som en demokratisk Radikaler. Jeg finder intet radikalt i hans Tankegang, hverken her eller andensteds. Jeg tror lige saa lidt, at Professor Høffding ser rigtigt paa sig selv, naar han (i sin Afhandling S. 860) antyder, at han hører til de revolutionære Aander. Jeg finder intet revolutionært i hans Aandsretning eller Holdning. Han har af Naturen et Hang til aandeligt at opslaa sine Pauluner der, hvor rolig Fornuft, stille Respektabilitet, hæderlig Flid, en prøvende og forsigtig Skønsomhed vurderes og hersker. For ham som for de fleste her til Lands er i Grunden intet alvorligt undtagen Alvor. Han kommer ubevidst eller halvbevidst altid til at staa som Talsmand for Idealer, der enten allerede er anerkendte eller dog let kunne blive anerkendte, fordi de ere i nær Slægt med de religiøse og moralske Idealer, som Kirken har opdraget Befolkningen til at dyrke eller som Politiken har opøvet Befolkningen til at tro paa. Deraf det "milde" i hans Tankegang. Deraf det lidt faderlige i hans Tone. Han begyndte som Teolog og, uden at han aner det, sidder Teologen ham endnu i Kroppen.
Heraf kommer det ogsaa, at saa fintdannet og fordomsfri han end staar overfor et Forfatterskab af afgjort antiteologisk Art, saa er det ham dog uvilkaarligt imod. Han føler sig saaret deraf, selv hvor det synes ikke at angaa ham.
Ikke et Minut har jeg haft ham i mine Tanker, mens jeg skrev "Aristokratisk Radikalisme"; ikke med et Ord sigtes deri til hans Etik – af den gode Grund, at jeg den Gang ikke havde læst den. Ikke des mindre har han med Rette følt, at min Artikel 4 ramte et sygt Punkt i denne Bog, har følt sig "forarget" og har maattet reagere.
Ogsaa Fagmandens Uvilje har rørt sig. Professor Høffding roser mig for, at jeg "egentlig aldrig selv har villet være Tænker". Om jeg har villet være det, er et Spørgsmaal for sig; vist er det, at jeg aldrig har kaldt mig derfor, udgivet mig derfor. Men deraf tør man dog ikke slutte, at jeg ikke efter Ævne har tænkt til Husbehov, heller ikke at jeg skulde være ganske blottet for filosofisk Kundskab eller Dannelse, om jeg end ikke har drevet det til Professor i Filosofi (saa lidt som til Professor i noget andet Fag). Jeg maa trøste mig med, at for min ærede Modstander er selv en filosofisk Forfatter af Nietzsches Rang heller ingen "Tænker". For Prof. Høffding er jeg en "Æstetiker". Ved min Afhandling har jeg villet henvende mig til mine Lige, villet "servere Nietzsche for Æstetikere". Det er længe siden, man her i Danmark brugte dette Ord. Det forekommer mig at passe daarligt paa mig. Jeg ved ikke ret, hvad der af Professoren menes dermed, men indser nok, at det skal betyde noget ikke videre fordelagtigt. Allerede i "Etiken" forekommer nu og da en Hentydning til Æstetikere, der ingenlunde kan betragtes som smigrende for samme; f.Eks. naar det hedder: "Mange af de Angreb, der, især af Æstetikere, rettes imod Ægteskabet i al Almindelighed, skyldes sikkert kun Reminiscenser fra franske og engelske Forfattere, som polemisere mod det uopløselige eller kun af ganske enkelte Grunde opløselige Ægteskab". Fraset at Angreb "paa Ægteskabet i al Almindelighed", selv fra Æstetikeres Side, høre til det meget sjældne, er denne Sætning uendelig karakteristisk for en Forfatter, hvis Arbejder synes at skylde saa vel deres gode Side, deres alt omspændende Systematik, som deres mindre gode, nemlig en vis Mangel paa fængslende Liv, den Omstændighed, at næsten alle Spørgsmaal bæres Forfatteren i Møde ud fra Bøgernes Verden, ikke ud fra Livets Virkelighed. Han kan ikke tænke sig de store Kætterier uden som Reminiscenser fra Læsning.
Det ligger i, at ingen mindre end han har Kætterblod i sine Aarer. Han er baade oplyst og liberal, men han er fremfor alt etisk og i hans Etik ikke en Kant, ikke en Særhed! Den er et Arkiv af de pæneste Meninger, et Menneske kan have. Ikke saaledes at forstaa, at den just vil blive lyst i Kuld og Køn af de egentligt konservative i Religion eller Politik, som have de allerfineste Meninger, men den vil end ikke forarge selv disse 5 synderligt, og den vil være skrevet ud af Hjærtet paa den kompakte Majoritet, hvorom Dr. Stockmann taler. Deraf den Glæde, hvormed den modtoges i den hele liberale Lejr. Som jeg hørte en af vore Politikere sige det med Begejstring: "Dette er Etik for den liberale Vælgerforening!"
Professor H. Høffding er som Etiker, hvad Professor P. Hansen er som Literaturhistoriker. Hans "Etik" svarer til Prof. Hansens "Danske Literaturhistorie". Det er ulastelige, smagfulde Bøger, udførte efter en velordnet Plan, omfattende alt, hvad det vidtløftige Æmne kræver. Man søger intet deri forgæves. Der er hos Prof. Hansen ikke oversprunget nogen som helst Forfatter af Betydning. Der er hos Prof. Høffding ikke forbigaaet nogen som helst Livssfære. Man finder de rigtige Meninger om Holberg og Heiberg, Oehlenschläger og Grundtvig hos den ene, om Elskov og Venskab, Ret og Moral hos den anden. Lutter modne, humane Domme. Og aldrig en Linje som vækker Anstød.
Ikke des mindre ligger det i den Aand, hvori Prof. Høffdings Værk er undfanget, at en saadan Etik stadigt trues af et Skylla, som er dette: Forkyndelsen af evige Sandheder, vi ikke trænge til, (f.Eks.: "Et Parti kan lige saa vel trænge til Reform som hele Staten kan det") og af et Charybdis, som er dette: Forkynden af altfor timelige Sandheder, der fungere som var de evige. Der er jo nemlig ikke den i vore Dage for etisk og definitiv ansete Institution, som ikke finder sin Plads i denne Etik. Den er en Raadgiver for Hvermand, en raadgivende og advarende Videnskab, omtrent som den gammeldags Æstetik, der lærte Poeterne, hvordan de skulde digte, Malerne, hvordan de skulde male, og forklarede, hvad der i Kunsten var tilladt og forbudt. I den gamle Æstetik blev Balladen behandlet som var den en indtil Dagenes Ende nødvendig Kunstform, saaledes behandles her f.Eks. Parlamentarismen. Det hedder: "Det er, hvor politisk Frihed raader, Majoriteten af Vælgerne i Landet, der kommer til at bestemme Sagernes Afgørelse. Dette kan ikke være anderledes. Naar der skal træffes en Afgørelse, er det rimeligere (mere etisk?), at Minoriteten retter sig efter Majoriteten end omvendt osv." Jeg indser det praktiske, men ingenlunde det etiske deri. Jeg har intet tilovers for Minoritetsregimentet i den brutale og aandløse Skikkelse, hvori vi her i Landet kende det. Men jeg kan tænke mig en helt anden Art Mindretal lede et Folk paa en helt anden Maade. Majoritetsregimentet har efter Sagens Natur 6 aldrig været andet end Middelmaadighedsregimente og kan aldrig være andet. Som Enevælden svarede til Overgangstilstanden mellem Lehnsherredømme og Parlamentarisme, saaledes svarer den repræsentative Regeringsform til Pengemagten, og man er i vore Dage temmelig paa det Rene med, at Majoritetsregimente er næsten ligesaa slet som nogen tidligere Art Regimente. Den videnskabelige Anarkist, Fyrst Krapotkin har med Rette henvist til, at Verdenspostforeningen ikke har valgt et internationalt Postparlament for at ordne Posternes Organisation, Europas Jærnbanebestyrelser ikke noget internationalt Jærnbaneparlament til Ordningen af Togenes Gang eller Fordelingen af Trafikens Udbytte. Muligvis er der et Fingerpeg i sligt. Prof. Høffding derimod godkender de bestaaende Institutioner, behandler dem som var de Menneskehedens sidste Ord i Sagerne, og giver saa forstandige, moderate, frisindede, Raad og Vink.
Deraf den Varme, der er saa velgørende hos ham. En anden, der ikke sjældent maa nøjes med at give Læseren en kold Douche, kan ikke have denne Varme; men han vil være vant til at træffe den hos Forfatterne af etiske Systemer. Jeg har i dette Øjeblik den Fornøjelse og Ære at kende ikke mindre end fire saadanne Forfattere personligt. Jeg véd ganske vist, at Etiken er en Videnskab; man kan da sin Børnelærdom. Men vidste jeg det ikke, vilde jeg maaske blive rent ud vantro, ligesom jeg allerede nu og da kan have mine Anfægtelser, naar jeg ser, hvorledes enhver af disse mine fire Bekendte i sin Etik lærer sine mig fra Privatlivet velbekendte Yndlingsmeninger fra sig som den rette Videnskab.
Ogsaa de udenlandske Etikere ere udmærkede Mænd. En af dem, Steinthal, er endog paa sit egentlige Omraade, det filologiske, et Geni, en banebrydende Aand; der er faa Videnskabsmænd, jeg skylder saa megen Belæring. En anden, Eduard von Hartmann, der har naaet et Verdensry, er med alle sine Besynderligheder en meget stor Skikkelse og en Skribent af tiltrækkende Originalitet. Den tredje, Friedrich Paulsen, den yngste iblandt dem, er mig lige kær som Filosof og som Historiker. Jeg har i flere Aar til Stadighed nydt hans Omgang, jeg ser i ham en Ven, med hvem enhver Samtale er frugtbringende og af hvem enhver Tanke er værd at veje. Men paa Etikens Omraade staar ingen af disse ypperlige Mænd paa deres Højde. Ja vidste jeg ikke bedre, vilde jeg, naar jeg læser deres Etiker, forsværge at Etiken var andet, 7 end Dr. Eduard von Hartmanns, Professor Steinthals, Prof. Paulsens osv. Meninger om, hvordan vi andre bør bære os ad. Steinthal f.Eks., der ikke blot som Prof. Høffding er en højtoplyst Mand, men som kritisk Forsker en Mand med skærende Logik og forbavsende Gave til historisk Rekonstruktion, tilfredsstiller som Etiker ingenlunde. Som Tysker af den ældre Skole er han i Modsætning til Høffding ingen Ven af Kvindens Emancipation, følgelig er Tanken om Kvindens Deltagelse i det politiske Liv ham saa fremmed, at han end ikke spilder Ord paa den i Etiken. Og hvad Kvindens Forhold til Videnskaben angaar, deciderer han kort: Die Frau hat kein Fachstudium zu treiben. Høffding erklærer (Etik S. 91): Ikke al Kulturvirksomhed er etisk. Steinthal erklærer (Etik S. 169): Kulturen i og for sig er altid sædelig. Men som radikalere Tænker end Høffding anser han Ægteskabet, som vi kende det, for uetisk. Virkeligt etisk bliver det for ham kun i en socialistisk Samfundsorden, hvor det har ophørt at være en Forsørgelse for Kvinden og er blevet "hvad det evigt er og skal være, en aandelig Forbindelse". Ogsaa Paulsen er Socialist, men for Kvindens Frigørelse. For Hartmann er imidlertid enhver socialistisk Samfundsorden uetisk og umulig; for ham er det etisk at behandle Kvinden som det lavere Væsen, hun efter hans og Schopenhauers Mening er o.s.v.
Alt dette skræmmer en Lægmand, der uden at være "Tænker" forsøger at danne sig en Mening om de moderne Etikers Værdi, tilbage fra netop at søge Videnskab i dem. Han er aldrig rigtig vis paa, naar det er Professoren, der taler, og naar det er Etiken. Han glæder sig til Gengæld ved at finde højtbegavede, mere eller mindre ensidige og aandfulde, mere eller mindre frigjorte Skribenters mere eller mindre stemningsrige Udtalelser om alle mulige Forhold mellem Himmel og Jord.
Professor Høffding er nu blandt de moderne Etikere en af de mindst stemningsrige, men ogsaa en af de mindst ensidige. Ingen Tankebevægelse er saa hyppig hos ham som denne: "Paa den anden Side osv." – Han er for tænksom og for grundig til oftere end en yderst sjælden Gang at blive triviel. Men han skyr ikke den ret almindeligt anerkendte Sandhed, der er lige ved at være eller blive det.
Man behøver kun at overveje dette Karaktertræk hos ham for at begribe, i hvilken Grad en Forfatter som Nietzsche maa være ham en Forargelse. En Særling, en Ubændig, en Gaadefuld, 8 en Dæmon, hvis Tanker bevæge sig i lange Spring og lade Mellemleddene ligge, en Filosof, der nedskriver sine Indfald aforistisk, som de komme, uden at ordne dem synderligt bagefter, og som overlader Læseren denne tit ikke ringe Umag, en Forfatter endelig, der henvender sig til den lille Kreds af tvivlsomt lykkelige, man plejer at kalde the happy few og som – for at bruge et Kierkegaardsk Udtryk – skriver "for at misforstaas" af dem, der for ham staa som de profane. Høffdings Bøger kunne blive en Art Folkelæsning for de dannede, aldrig hans.
For Prof. Høffding er Nietzsche ikke nogen Filosof, men en Rhetor, en Digter. Lad Læseren fordybe sig i Nietzsches Skrifter, og han vil føle Utilstrækkeligheden af disse Rubriker. Jeg er ikke sikker paa, at Prof. Høffding selv har læst ham fuldstændigt og omhyggeligt nok til at kunne fælde en saadan Dom. Ja, hvis jeg overfor en Professor i Filosofi turde vove en saadan Hardiesse, vilde jeg sige: jeg er end ikke sikker paa, at Professoren har forstaaet, hvad han har læst. Han gengiver i det mindste Nietzsches Ord og Tanker, hvor han citerer ham for ret at afskrække fra ham, saa urigtigt, at da Muligheden af forsætlig Forvanskning er udelukket, kun den af mangelfuld Forstaaelse bliver tilbage.
Prof. Høffding har et langt Citat af Nietzsche, der lyder ret forrykt og kulminerer i denne højst besynderlige Sætning: "Hvis nu intet var mere guddommeligt end Vildfarelsen, Blindheden, Løgnen?"
Denne Sætning lyder paa Tysk: "Auch wir Erkennenden von Heute, wir Gottlosen und Antimetaphysiker, auch wir nehmen unser Feuer noch von jenem Brande, den ein Jahrtausende alter Glaube entzündet hat, jener Christen-Glaube, der auch der Glaube Plato's war, dass Gott die Wahrheit ist, dass die Wahrheit göttlich ist. Aber wie, wenn gerade dies immer mehr unglaubwürdig wird, wenn Nichts sich mehr als göttlich enrweist; es sei denn der Irrthum, die Blindheit, die Lüge, – wenn Gott selbst sich als unsre längste Lüge erweist?"
Som man ser er i den danske Tekst de forklarende Slutningsord udeladte, Ordene mehr als göttlich oversatte, som stod der als mehr göttlich, og Vendingen "naar intet længere viser sig guddommeligt, (ɔ: stammende fra Gud) det skulde da være Vildfarelsen, Blindheden, Løgnen", gengivet med det ret platte: "Hvis nu intet var guddommeligere end Vildfarelsen, Blindheden, Løgnen!" hvad der selvfølgeligt giver en ganske anden Mening.
9 Stedet er i sin Sammenhæng ikke saa let at forstaa, som Prof. Høffding har ment, og man kan uden at gaa ham for nær udtale, at den hele Side veltalende Protest om Sandhedens og Videnskabens Værdi, som han knytter hertil, aldeles ikke rammer Nietzsche, men er kraftige Slag i den tomme Luft. Det anførte Sted af "Genealogie der Moral" er selv et Citat af det højst interessante ældre Skrift "Die fröhliche Wissenschaft", hvortil der ogsaa henvises, og Prof. Høffding, som har gjort sig Arbejdet let, har øjensynligt ikke søgt Forklaringen der. Ellers havde det ikke været ham muligt imod en saa dybsindig Forsker som Nietzsche at anføre denne Næsten-Trivialitet: "Aldrig kan en Overbevisnings Styrke være tilstrækkelig Garanti for dens Sandhed", ti i selve den Passus, hvortil der henvises, hedder det hos Nietzsche, at først naar Overbevisningen har ophørt at være Overbevisning, først naar den har været stillet under Politiets Opsigt ɔ: under Opsigt af Mistroens Politi, kan den opnaa Adgang til Videnskaben, saa den videnskabelige Aands Tugt begynder med: ikke at tillade sig Overbevisninger. (Die fröhliche Wissenschaft S. 261).
Der var da ingen Anledning til at forklare Nietzsche Selvfølgeligheder, som blot kunne have Interesse for dem, han i sit energiske Sprog betegner som "akademiske Pattebørn". Han synes heller ikke ubekendt med, at "Livet er i det hele en vanskelig Ting" og deslige.
Men han viser, at om end selvfølgelig Overbevisninger intet betyde i Videnskaben, saa hviler dog nødvendigvis denne, eftersom der ingen "forudsætningsløs" Videnskab gives, paa én Overbevisning, en bydende og ubetinget. Spørgsmaalet om Sandhed er nødvendig, maa ikke alene forud være besvaret med Ja, men være besvaret i den Grad bekræftende, at den Overbevisning, der ligger bagved, kan formuleres saadan: "Intet er saa nødvendigt som Sandhed, og i Forhold til den har alt øvrigt kun en Værdi af anden Rang".
Og som den dybtgravende Psykolog han er, spørger Nietzsche nu: Hvad er, hvad betyder denne ubetingede Attraa efter Sandhed? Er den en Vilje, der har til Indhold ikke at ville lade sig bedrage? Eller er den en Vilje, som har til Indhold ikke at ville bedrage? Ti ogsaa paa den sidste Maade kunde Attraaen efter Sandhed fortolkes, i Fald man under den almindelige Sætning "Jeg vil ikke bedrage" ogsaa indbefattede Tilfældet "jeg vil ikke bedrage mig".
10 Han viser saa, at dersom man atter spørger: Men hvorfor ikke bedrage? Hvorfor ikke lade sig bedrage? saa høre Grundene for det første Hvorfor ganske andensteds hen end Grundene for det andet. Man vil ikke lade sig bedrage – her er Forudsætningen den, at det er skadeligt, farligt, skæbnesvangert at bedrages; saaledes opfattet bliver Videnskaben da Forsigtighed, Nytte, langt udspunden Klogskab, og Indvendingen, som bliver mulig, er den: Er det virkelig saa sikkert, at det ikke at ville lade sig bedrage er mindre skadeligt, farligt, skæbnesvangert? Ved vi forud nok om Tilværelsens Beskaffenhed til at kunne afgøre om den større Fordel er paa den ubetinget mistroiskes eller paa den ubetinget tillidsfuldes Side? Men hvis begge Dele er nødvendige, megen Mistro og megen Tillid, hvorfra tager da Videnskaben sin ubetingede Tro, sin Overbevisning om, at Sandhed er vigtigere end alt andet? Og Nietzsche forklarer, at da i Livet baade Sandhed og Usandhed stadigt vise sig nyttige, kan den videnskabelige Overbevisning ikke have dannet sig ad denne Vej, ikke have sin Oprindelse i en Beregning af Nytten, men maa være opstaaet til Trods for at Unytten og Faren ved at ville Sandhed for enhver Pris, stadigt læres af Livet1.
Følgelig betyder Attraa efter Sandhed ikke "jeg vil ikke lade mig bedrage", men "jeg vil ikke bedrage, heller ikke mig selv" – og dermed staa vi paa Moralens Grund2. Ti man spørge blot grundigt sig selv: Hvorfor vil du ikke bedrage, da dog Livet ser ud som var det anlagt paa Skin, Vildfarelse, Bedrag og Selvforblændelse? Kan dette ikke være et Don Quichoteri? Eller noget endnu værre: et livsfjendtligt Princip? Er Attraaen efter Sandhed ikke en hemmelig Attraa efter Døden? Saa ses det, at Spørgsmaalet: Hvorfor skulle vi have Videnskab? fører tilbage til det moralske Problem: Hvorfor skulle vi overhovedet have Moral, naar Liv, Natur, Historie er "umoralske"? Og saa viser det sig 11 at den sandhedselskende, den sandhedskærlige i den Mening, hvori Videnskaben forudsætter Troen paa Sandhed, aflægger Vidnesbyrd for en anden Verden end Livets, Naturens og Historiens. Saaledes kommer da Nietzsche til den Sætning, der i Høffdings Citat staar saa besynderligt forudsætningsløs, at Videnskabsmanden gaar ud fra en metafysisk Tro, den platoniske og kristne Tro paa at Gud er Sandhed, og – til det tvivlende Spørgsmaal, han lader følge denne Tro.
Er det nu for meget sagt, at Prof. Høffding intet har forstaaet af selve den Tankegang, hvorimod han retter sit første Skud? Jeg mener Nej. Overfor Nietzsches urolige Dybsind, der bag hvert af de gængse Svar har et nyt Spørgsmaal beredt, overfor denne samvittighedsfulde Angest for at slaa sig til Ro ved et let færdigt, og letfærdigt Svar, taler Professoren ret store Ord om Mangel paa "filosofisk Interesse" og Mangel paa "filosofisk Resignation".
De have ikke den rette Adresse.
Prof. Høffding er altfor overlegen overfor Nietzsche. Han oplyser ham f.Eks. om at Spørgsmaalet om en Morals Oprindelse og om den samme Morals Værdi er to forskellige Spørgsmaal, som ingenlunde falde sammen. Han har et populært Billede om Pingvinens Vinge, der historisk set er Flyveredskab, men hvis Værdi beror paa, at den kan bruges til Svømmeredskab, og bruger saa det store Ord: "Om denne Forskydning af Værdibestemmelsen, som i den nyere historiske og filosofiske Etik spiller en stor Rolle, har Nietzsche ingen Anelse." Prof. Høffding vilde ikke have sagt det, i Fald han havde et lidt mere indgaaende Kendskab til Nietzsche end det, som kan indhøstes af en enkelt lille Bog. Ti i "Fröhliche Wissenschaft" S. 265 ff. udvikler Nietzsche netop dette. Han viser her omstændeligt, hvor taabelig den Mening er, at naar man har godtgjort Urigtigheden af et Folks eller et Menneskes Meninger om en Morals Oprindelse, saa denne Moral derved selv skulde være kritiseret. Han bruger derom den slaaende Sammenligning, at det er, som mente man at Virkningen af et Medikament var afhængig af, om den syge tænker som en Videnskabsmand eller som en gammel Kærling om Medicinen.
En lignende Uret gør Prof. Høffding Nietzsche, hvor han forsøger at indvikle denne i en Modsigelse, naar han roser de aktive Følelser paa Tilbageslagsfølelsernes Bekostning. Høffding vil gøre det primitive Aristokratis Selvfølelse til en Tilbageslagsfølelse 12 som de andre. Men denne Selvfølelse er efter Nietzsche vel relativ, og det naturligt nok, ti hvorledes kunde den opstaa udenfor Relationen? men den er ikke derfor reaktiv som Nagfølelsen og Tilbageslagsfølelserne overhovedet er det.
Hvis Prof. Høffding endelig blot vil læse Stedet S. 347 i "Fröhliche Wissenschaft", vil han maatte opgive sin Sætning om, at Nietzsche endnu ser paa alt gennem Schopenhauers Briller.
Man løber ikke saa let til at forstaa en Skribent som Nietzsche. En første Læsning er ikke nok. Jeg véd, at da han for flere Aar siden forestillede sig for mig med Tilsendelsen af det første Skrift, jeg læste af ham, "Jenseits von Gut und Böse" stod jeg, som dog er ret vel vant til at sætte mig ind i en fremmed Tankegang, med den tydelige Følelse af ikke at forstaa, ikke tilgavns, ikke som jeg plejede at forstaa. Der var noget bagved, som undslap mig, og jeg skrev det rent ud til ham, spøgende, med den Vending, at hans Bog var altfor "tysk" for mig. Han svarte bl.a.: Jeg forstaar, at De har Deres Nød med mig saa god en Europæer og Kulturmissionær De end er. Jeg selv tvivler ikke paa, at mine Skrifter i et eller andet Punkt endnu er "meget tyske". … Mange Ord har hos mig inkrusteret sig med andre Salte og smage mig anderledes paa Tungen end de smage mine Læsere. Og det kommer til: I mine Oplevelsers og Tilstandes Skala ligger Overvægten paa de sjældnere, fjærnere, tyndere Tonelag i Modsætning til de normale Mellemtoner. Ogsaa har jeg – for at tale som den gamle Musikant jeg egentlig er – et Øre for Fjærdedelstoner. Endelig – og det gør maaske mest mine Bøger dunkle – findes der hos mig en Mistro til Dialektik, endog til Grunde. Det synes mig mere at komme an paa Modet, paa Styrkegraden af et Menneskes Mod, naar det gælder, hvad han allerede anser for sandt eller endnu ikke anser for sandt. (Jeg selv har kun sjældent Mod til det, som jeg egentlig "véd").
Hverken Udtryksmaade eller Tankegang kan her beskyldes for Fladhed. Og flad er i øvrigt Nietzsche ingensteds – det skulde da være i et Par Aforismer om Literatur i de allersidste Brochurer. Jeg har i al Beskedenhed langsomt, flere Aar efter hinanden, stræbt at trænge ind i hans Synsmaader uden at lade mig afskrække af en paa visse Omraader fremtrædende Brutalitet, som er fjærn fra mit eget Væsen og som jeg i min Afhandling har søgt at forklare ud fra den i det tyske Folk altbeherskende Militarisme. Der synes mig, for at bruge et Udtryk af Prof. Høffding, 13 at være et Stænk af "intellektuelt Hovmod" i Maaden, hvorpaa han affærdiger Nietzsche. Der vil til Trods for det Indtryk, den danske Filosofs overlegne Vurdering af Nietzsche som Tænker utvivlsomt har gjort paa mange, blive en og anden tilbage, som haardnakket vil paastaa, at lægger man et Par Bind af Nietzsche paa den ene Vægtskaal, Professor Høffdings samlede Værker paa den anden, saa bliver det de sidste, som gaa til Vejrs.
II.
I Artiklen "Aristokratisk Radikalisme" havde jeg paavist en tankevækkende Overensstemmelse mellem saa forskelligartede og saa betydelige Nutidsskribenter som Renan, Flaubert og Nietzsche med Hensyn til, hvad der maa opfattes som Historiens Maal. De have alle under forskellige Vendinger fremsat den samme Tanke: "Menneskehedens Formaal er det at frembringe store Mennesker. Frelsen vil komme fra store Mennesker" (S. 574).
Prof. Høffdings Indvending imod denne Tanke og Maaden, hvorpaa den i min Afhandling er fremstillet under forskellige Vendinger, hvorfor jeg selv bærer Ansvaret, er denne: Hvis de store Mennesker virkelig er Maalet, saa er det jo en tydelig Selvmodsigelse, naar der paa flere Steder i Afhandlingen udtrykkelig tales om dem som havde de selv et Formaal – i Professorens Sprog: som var de "Redskaber for mere omfattende Formaal".
Det hedder her hos Professoren: "Mellem de to Grupper af Sætninger maa der træffes et Valg. For dem, der ikke veje deres Nej saa meget som deres Ja, og som derved let komme til at sige Ja og Nej til samme Ting, kan det maaske være vanskeligt at vælge her. Men Ja og Nej er ikke god Filosofi". – Mon nu ogsaa al denne Overlegenhed her er paa rette Plads?
Dersom jeg siger: Menneskehedens Maal er at frembringe store Mennesker – er der da sund Logik i den Indvending: Udrette disse store Mennesker da ikke noget, der altsaa er det egentlige Maal? Jeg synes: Ikke megen, hvis dette Noget ikke kan udrettes af andre.
Dersom jeg siger: Menneskehedens Maal er at frembringe store Mennesker – er der da Dybsind i den Indvending: Enten betragte disse store Mennesker sig selv som Formaal – og i saa Fald er de ikke store. Eller de gør det ikke – i saa Fald ligger Maalet altsaa ikke i de store Mennesker. Jeg finder intet Dybsind deri.
14 Hvis jeg siger: Menneskehedens Maal er at frembringe Mennesker som Sofokles, Cæsar, Jesus, Leonardo, Michel Angelo, Spinoza, Kopernikus, Newton, Goethe, Beethoven – kan man da spørge: Mener du Leonardo med eller uden hans Malerier, Goethe med eller uden hans Værker? Hvor kan man skrælle Manden for hans Livsgerning, skrælle Stjærnen for dens Straaler!
Hvis jeg siger: Historiens Formaal er at frembringe et Menneske som Jesus – jeg vælger dette Navn, fordi det svarer til mine egne Ord om "de i stor Stil gode, de i hvem det godes Genius virker" – er det da en Indvending, den Høffdingske: "Herefter ligger det sidste Maal dog ikke i de store Mennesker, men i det, de virke for"? Hvis et helt Tidsrum, ja et helt Oldtidsfolk kulminerer i Jesus, saa er hans Tilblivelse det historiske Formaal. End ikke Ortodoksien vil benægte det, for hvem dog Hensigten med Jesu Tilblivelse var den ganske bestemte: Menneskehedens Frelse; ti dens Opfordring har bestandig lydt: Bliv ham lig! følg ham efter! Selv for den er Maalet han selv, ikke hans Værk.
Hvad er dette dog for en plump, udialektisk Adskillelse, den, Professoren gør mellem de store Mennesker som Maal og som Midler! Hvortil dog denne unødige Moraliseren om at de virkeligt store bør føle sig som Tjænere og Redskaber! Udelukker det, at de er det historiske Maal? Naar Leonardo malte, saa var hans Maleris Fuldkommenhed hans Maal, men denne Fuldkommenhed faldt sammen med hans egen – han følte sig ikke som Redskab til Opnaaelse af den Nydelse, Maleriet vilde skaffe – om han end frembragte noget, der paa en eller anden Maade kom utallige Mennesker i følgende Slægter til Gode. Ikke at tale om at det store Menneske kan være mere værd end dets Værk. Man ser det selv med Religionsstiftere – som Buddha, Jesus. Endog en saa begejstret Kristen som Søren Kierkegaard skrev mismodigt, at Kristendommen var i Grunden aldrig kommen ind i Verden; det blev ved Forbilledet og højt regnet et Par Apostle. For ham er Jesus den hele Kristendom.
Men Professor Høffding behøver for at forstaa hvad det er for en daarlig Tale, denne dualistiske, om Modsætningen mellem de udmærkede Mennesker som Midler og som Maal, blot at slaa op hos en Forfatter, hvem han sikkert ikke vil undervurdere. Denne siger: "Der kan gives Mennesker, som ingen egentlig etisk Følelse besidde, og som heller ikke behøve nogen. Det, som de 15 kunne yde, yde de af ganske Hjærte, uden at de anstille nogen Vurderen af deres egne eller andres Handlinger. De gaa fuldstændig op i en Virksomhed, som ganske stemmer med deres Ævner og Drifter, uden nogensinde at tvivle om dens Berettigelse og Betydning, og uden at deres Iver kølnes. Det kan være Dyrkning af Kunst eller Videnskab, Virksomhed i Samfundets Tjæneste eller for deres Families Underhold. Eller de høre til de lykkelige Naturer, der sprede Lys og Glæde omkring sig blot ved at være til". (Høffding: Etik S. 49). De store Mennesker, de som er Menneskehedens Formaal, gøre netop dette sidste.
Andensteds udvikler samme Forfatter (Etik S. 59 ff.), hvorledes vi maa antage en Tilstand for opnaaelig, hvor "en særlig etisk Følelse ikke længere gør sig gældende og heller ikke vil være nødvendig, fordi der vil være bragt Harmoni til Veje mellem Menneskets Instinkter og det, som Hensynet til Slægtens Velfærd fordrer". Og han slutter: "Fuldkomne Væsener have ingen Etik og kunne ingen have, da Ideal og Virkelighed falde sammen. … Der gives (som tidligere omtalt) maaske allerede nu enkelte Naturer, for hvis Vedkommende dette kan siges at være sket".
Jeg tilføjer: Saadanne Mennesker, hvis Formaal ikke falder udenfor dem selv, er Historiens Formaal. Kun at Historiens Formaal ikke er etisk fuldkomne Mennesker alene. Som Prof. Høffding rigtigt siger i sin Etik (S. 298): "Hvad der er vort etiske Viljeslivs højeste Formaal kunne vi ikke erklære for Verdensudviklingens Formaal".
Hovedsagen for mig er denne: Her finder ingen Spaltning Sted mellem den store Mand som Middel og som Maal. Her er intet Valg at træffe. Goethe vil sige: Goethe, hans Livsværk inklusive. Hans smaa Kærlighedsdigte fryde dem, der læse og forstaa dem. Han skrev dem imidlertid ikke for at gavne Menneskeheden, men fordi han maatte skrive dem.
Og om Cæsar, i Anledning af hvem Prof. Høffding gærne vil anføre Mommsen imod mig, gælder nøjagtigt det samme.
For H. er "de store Mennesker store ved at være de store Midler". Ja rigtigt! det er den borgerlige Opfattelse af Geniet. Det er ikke min; det er visselig heller ikke Mommsens af Cæsar. Efter at have fremstilt Mandens Livsgerning siger den store tyske Historiker:
"Saadan var denne enestaaende Mand, hvem det synes let og dog er saa uendeligt svært at skildre. Hans hele Natur er 16 gennemsigtig Klarhed … Dens Hemmelighed ligger i dens Fuldendthed. Menneskeligt som historisk staar Cæsar i det Udjævningspunkt, hvor Tilværelsens store Modsætninger ophæve hinanden. Udrustet med den vældigste Skaberkraft og dog tillige med den mest gennemtrængende Forstand; ikke mere Yngling og endnu ikke Olding; med den højeste Villen og den højeste Fuldbyrden; opfyldt af republikanske Idealer og tillige født til Konge; Romer i sit Væsens dybeste Kærne og dog kaldet til i sig og udenfor sig at forsone og formæle den romerske og den helleniske Udvikling, er Cæsar den hele og fuldstændige Mand. … Men deri ligger ogsaa Vanskeligheden, man kan sige Umuligheden af at skildre Cæsar anskueligt. Som Kunstneren kan male alt, kun ikke den fuldendte Skønhed, saaledes kan ogsaa Historikeren, naar en Gang hvert tusende Aar det fuldkomne møder ham, kun forstumme … Vi maa nøjes med at prise dem lykkelige, der saa denne Fuldkommenhed med deres Øjne, og at indvinde en Anelse om den gennem den Afglans, der uforgængeligt hviler paa de af denne store Natur frembragte Værker; rigtignok bære disse Tidens Stempel".
Læseren ser, at ogsaa Mommsen er uborgerlig nok til ikke i Manden at se det blotte Redskab for et Værk, han ser hans Betydning for Menneskeheden først og fremmest i hans Naturs Fuldkommenhed, af hvilken hans Livsgerning kun giver os en Afglans.
Mommsen skrev denne Karakteristik af Cæsar i Aaret 1857 i den værste tyske Reaktionsperiode, og den liberale Politiker maatte naturligt frygte for, at hans Forherligelse af den store Romer skulde blive taget til Indtægt af smaa "Cæsarer" i Preussen eller Hessen. Han søgte derfor umiddelbart efter en Sætning, hvori den stærkeste Bevægelse og Beundring giver sig Udtryk, Dækning i denne Vending: "Det er her paa rette Sted udtrykkeligt at udtale en Protest, som hos Historieskriveren ellers overalt er en stiltiende Forudsætning, nemlig imod den Skik, som Enfoldighed og Perfidi have tilfælles, at løse historisk Ros og historisk Dadel ud fra de givne Forhold og bruge dem som almengyldig Frase, i dette Tilfælde altsaa mod Omtydningen af Dommen over Cæsar til en Dom over den saakaldte Cæsarisme". Og han udtaler, at saa uovertruffen Cæsars Storhed er, saa nødvendigt og gavnligt hans Værk var, saa leverer hans og det romerske Kejserdømmes Historie "sandelig en skarpere Kritik over den moderne Enevælde 17 end et Menneskes Haand formaar at skrive den". Og herefter følge saa de af Høffding citerede Ord om at "enhver nok saa mangelfuld Forfatning, der giver Spillerum for et Flertal af Borgeres frie Selvbestemmelse, er uendeligt mere værd end den mest geniale og humane Absolutisme". Dette er en god gammel liberal Sætning; ti den Forfatning har visselig aldrig været til, der sikrede et Flertals frie Selvbestemmelse, men disse Ord have i ethvert Tilfælde ikke den Mening, Høffding lægger i dem, at godtgøre, hvor meget bedre det havde været, om Cæsar selv ikke havde været nødvendig. Mommsen vil ikke for Alvor sige, at det havde været bedre om det fuldkomne ikke havde vist sig paa Jorden – ganske fraset det tomme i Tanken at ville digte Historien om. Og naar Høffding anfører disse Ord imod min Vurdering af Cæsar med Vendingen: "Man ser her Forskellen mellem en Æstetikers og en Historikers Vurdering", saa fejler han dobbelt, dels fordi han med sit Yndlingsudtryk atter her gør mig til en "Æstetiker", hvad den forelskede Mommsen vel er i højere Grad end jeg, dels fordi han henfører hine Ord til Mommsens historiske Ævne, da de dog netop kun er den liberale Politikers Parade mod et Misbrug, de samtidige Modstandere kunde ville drive med hans Forgudelse af den store Cajus Julius.
Endelig havde jeg vel Ret til at vente, at naar en Mand af Prof. Høffdings Dannelse skrev imod mig, han da ikke klamrede sig til et enkelt Sted i en enkelt Afhandling, men tog Hensyn til et og andet, jeg ellers havde skrevet om et saadant Punkt. I Forordet til den Samling af "Essays", i hvilken jeg nylig optog Karakteristiken af Nietzsche, udtaler jeg, – des værre forgæves – det Haab at finde Læsere, som kende saa meget til Forfatteren "at de uden vidtløftig Forklaring se udfra hvilken Grundsynsmaade det enkelte maa forstaas, og vide indenfor hvilken Begrænsning det paa hvert enkelt Sted antydede maa betragtes som ment". Men hvis man kender en Historiker paa, at han kan beundre en enevældig Statsmand og dog betragte hans Opstaaen som en tvivlsom Lykke, da vil selv jeg uværdige kunne gøre Fordring paa hin Ærestitel. Dersom Prof. Høffding vil værdiges at slaa op i min Bog Berlin, vil han S. 106 finde denne Passus: "Er Bismarck en Lykke for Tyskland, selv om han ingen Velgører er for Menneskeheden? Spørgsmaalet er ikke saa enkelt som det ser ud. Han er for Tyskland hvad et Par udmærkede, uhyre stærke Briller er for den svagsynede. Det er en stor Lykke for Manden, at han 18 har saa udmærkede Briller, men en stor Ulykke for ham, at han har dem nødig, og hans Øjne svækkes i Længden end yderligere derved".
Jeg har da ikke paa dette Punkt behøvet en Henvisning til samme Tanke hos en anden Skribent, mindst til den med al sin Storhed som Historiker lunefulde, pirrelige, tyskfrisindede Mommsen, for hvem Cæsar er et Ideal, Bismarck en Rædsel og Gambetta noget, der i hans Mund er endnu værre end en Rædsel: la bohême. Og lige saa lidt har jeg behøvet at erindres om, hvor meget selv de største Aander skylde andre Aander, deres Forgængere, overhovedet deres Land og deres Tid. Hvem nægter at de virkeligt store "have modtaget meget" og hvad har det med disse Spørgsmaal at gøre!
Men hvad særlig Nietzsche angaar, saa tage Høffdings Indvendinger imod ham sig ud som hørte man Moralisten fra et borgerligt Skuespil, opfyldt af det til Borgerheld sigtende, rette sin Indsigelse mod en patetisk eller spottende Replik af en Prometheus, Hamlet eller Faust. Indsigelsen skurrer, fordi den udgaar fra en altfor forskellig Sfære, fordi den rettes fra en Aand, der føler sig i sit Element i sin Tidsalder, til en Aand, der føler sig ilde til Mode i sin, men hvem en Verden foresvæver, en Fremtids, "saa overdaadigt rig paa skønne, fremmede, frygtelige og guddommelige Træk", at hans hele Væsen bøjer sig i Spænding frem imod den. Han kan ikke mere nøjes med Samtidens Mennesker. Han har et altfor forskelligt Ideal, Idealet af en Aand, der leger med alt, hvad der hidtil har gjældt for helligt og godt, Idealet af en menneskelig-overmenneskelig Velfærd og Velvilje, der ofte nok vil komme til at synes umenneskelig, naar den nemlig ikke mere tager det alvorligt, der i Samfundet, som vi kende det, var den højeste Alvor. (Smign. Die fröhliche Wissenschaft S. 332).
III.
Det har undret mig at se Professor Høffding rykke ud med et helt humanitært Arsenal i Anledning af en saa ringe Ting som den af mig gengivne Argumentation, med hvilken Nietzsche vil godtgøre Urimeligheden af at skrive Historien ud fra Massernes Synspunkt. (Nietzsche: Vom Nutzen und Nachtheil der Historie für das Leben S. 94 ff.). Hvad han vil protestere imod, er simpelthen det, at betragte Massedrifterne som Hovedsagen i 19 Historien og alle de store Mænd kun som det tydeligste Udtryk for disse – en Protest, jeg for min Del har kunnet istemme, fordi jeg selv har udtalt den, før jeg kendte ham. I den Anledning spiller Prof. Høffding Menneskekærligheden ud imod mig, de "gode og klare og milde Øjne" der kunne opløse Masserne og finde de enkelte ud, af hvilke Massen bestaar. Det er næsten for billig en Maade at komme til milde Øjne paa3.
Naar Goethe skriver:
Zuschlagen kann die Masse,
Da ist sie respektabel,
Urtheilen gelingt ihr miserabel,
vil saa ogsaa Prof. Høffding belære ham om, at den enkelte i Massen ret vel kan fortjæne Deltagelse og være i Stand til at fælde en fornuftig Dom?
Naar Schiller skriver:
Jeder, sieht man ihn einzeln, ist leidlich klug und verständig;
Sind sie in corpore, gleich wird euch ein Dummkopf daraus,
vil Prof. Høffding saa ogsaa forklare Humanitetens store Digter, at man bør se paa Massen med Humanitet?
Naar Søren Kierkegaard skriver: "Mængden er Usandheden", – han mener Angerløsheden, Ansvarsløsheden – vil Prof. Høffding saa ogsaa underrette "hin enkelte"s Forherliger om, at Mængden bestaar af enkelte?
Prof. Høffding er en stille Lærd, og det er sandsynligt at han ikke ret mange Gange i sit Liv har set Masserne som Masser i Drift. Jeg har i nogle faa Tilfælde set det og har bevaret et Indtryk deraf, som er uudsletteligt. Jeg har set Umuligheden af ved saadanne Lejligheder ved nok saa menneskelig Tiltale og nok saa "milde Øjne" at bringe den enkelte i Massen til Menneskelighed endsige til Fornuft – naar man da ikke kan befale eller stille Magt mod Magt. Naar Massernes Lidenskaber komme i Bevægelse, vil det fornuftige Mindretal, endsige den fornuftige enkelte, blive overstemt, skudt til Side eller knust. Massen er ikke 1 + 1 + 1 … (indtil Tallet paa den kommer ud), 20 men 1 + 1 + 1 … + x ɔ: den Bestialitet, der udvikles hos de enkelte, idet de blive Masse. Historien har givet saa mange Eksempler derpaa, at det er unødigt at nævne noget enkelt. Naar Prof. Høffding under en mere tilsyneladende end virkelig Modsigen heraf hævder Nødvendigheden af at udløse stedse flere af Massen til frit, menneskeligt Liv, saa er netop denne Nødvendighed et Vidnesbyrd om Massens ringe menneskelige Værdi som Masse, og om dens Farlighed som Modstand mod de store Mennesker. Denne Farlighed betinger naturligvis tillige dens Brugbarhed som Kraft i det store Menneskes Haand, som Redskab for hans Planer, deriblandt navnlig Planerne til dens eget Bedste.
Den, der protesterer imod at Historien skal skrives ud fra Massernes Synspunkt, røber altsaa ikke derved, at han er uden Hjærte for noget Menneskes, selv det ringestes, Ve og Vel.
Men det er "Velfærdsmoralen" der ligger Professor Høffding paa Hjærte, og Nietzsche har udtalt sig imod den. Jeg for min Del har ikke gjort det og jeg skal sige hvorfor.
Da jeg, som allerede antydet, tiltrods for alle de Moraler, mine Bekendte i de sidste Aar have skrevet, endnu har en lille Tvivl om Moralen virkelig er en Videnskab, saa betragter jeg de Principer, som nogle af de bedste Hoveder eller varmeste Hjærter i den nyere Tid have gjort gældende for den, som fortræffelige Regulativer, men ikke som mer. Et saadant Regulativ var det Benthamske Nytteprincip; men det var snevert, saa snevert, at f.Eks. Kunsten faldt udenfor det som unyttig. Stuart Mill med sin rigere og flersidigere Aand optog og udviklede Principet videre i sin Utilitarianism, en Bog jeg selv, allerede for sytten Aar siden, da der endnu slet intet var skrevet om engelsk Filosofi eller i dens Retning her til Lands, har oversat paa Dansk fordi jeg ønskede dens Idégang den størst mulige Udbredelse hos os som Modvægt mod Martensens den Gang begyndte "Kristelige Etik". Jeg gav den Navnet "Moral grundet paa Nytte- eller Lykke-Principet". Jeg oversatte den ikke uden Forudsætninger og ikke i Søvne. Jeg har da Ret til at undres over den Bemærkning af Prof. H. i Anledning af nogle Ord i min Artikel, angaaende Forsagelsesmoralen, at den, der har nedskrevet dem "ikke synes at kende noget til den engelske Skole; ellers maatte han vide, at det netop er et af Særkenderne for den Moral, som denne Skole har grundlagt, at den ikke fordrer Forsagelse". En noget opmærksommere Læsning vilde have vist Prof. H. – hvad han forud kunde have sagt sig 21 selv – at disse Ord aldrig hverken af Nietzsche eller af mig kunde være ment som Indvending mod Englænderne. Paa Grund af den stærke Sammentrængen af Stoffet, som var nødvendig hvor Indholdet af 17 Bind skulde gengives paa et Par Ark, følge de i min Afhandling uden videre Overgang paa Indvendingerne mod den engelske Skole.
Da jeg har betragtet Lykkeprincipet som et Regulativ, vel egnet til paa det moralske Omraade at orientere, saa har jeg stræbt at udvide Begrebet Lykke saa stærkt det lod sig gøre. Efter Ævne har jeg ved en saadan Udviden forsvaret det Bentham-Millske Moralprincip mod Angreb4. Den, der vil gøre mig den Ære, at blade i mine ældre Skrifter, vil se, at Prof. Høffdings Argumenter paa dette Punkt ikke lære mig noget Nyt. Selve det vigtige Citat af Stuart Mill, som han anfører og overvejer i sin Etik (S. 87), havde jeg tidligere dvælet ved i to af mine Skrifter (Benjamin Disraeli S. 84, Berlin S. 206).
I sin "Popanilla" spotter nemlig Disraeli Utilitarianernes Beklagen af en Befolknings faa Fornødenheder ved at lade Helten betegne det som sine Landsmænds Ulykke, at de føle sig lykkelige uden Kultur. Jeg udvikler da, at efter min Opfattelse rammes Utilitarianerne ikke for Alvor af dette Angreb: "Kulturfremskridtet fremmer i Virkeligheden Massernes Lykke, Barnets og den Vildes saakaldte Lykke er efter min Overbevisning ikke blot ikke den højeste, men ingen ægte. Stuart Mili siger i sin Utilitarianism: Det er bedre at være et utilfredsstillet Menneske end et tilfredsstillet Svin, bedre at være en utilfredsstillet Sokrates end en veltilfreds Taabe". –
Jeg slutter mig her til Mill med de Ord: "Det er ikke alene bedre, men lykkeligere". – Dog da jeg nogle Maaneder senere omarbejdede Bogen paa Tysk, følte jeg mig selv stødt af Paradoksien i denne Vending, og jeg skrev i Stedet: "Und er hat Recht, denn die höhere Empfänglichkeit auch für den Schmerz ist nicht ein zu theurer Preis für die Steigerung des ganzen Lebensinhalts". Jeg lader altsaa der det Spørgsmaal aabent, om man finder Ordet Lykke adæqvat eller ikke for denne Løftelse af det hele Livsindhold. I min Bog Berlin kommer jeg i Anledning af Eduard v. Hartmanns 22 Forkasten af al Lykkemoral tilbage til Sagen og skriver: "Stuart Mill gaar [paa det anførte Sted] lidt uden om Sagen; ti Spørgsmaalet er jo ikke, om det (moralsk) er bedre at være en utilfredsstillet Sokrates end et veltilfreds Svin, men om hvem der er lykkeligst, Sokrates eller Svinet". Jeg afgør saa Spørgsmaalet, ganske som Høffding nu. Han havde, hvis han havde læst mig, ikke behøvet mod mig at gøre gældende sine Citater af Goethes Clärchen og Auguste Comte (S. 862). Ja jeg gaar her saa vidt i at spænde Ordet Lykke til det yderste, at jeg skriver: "Sokrates er den lykkeligere af de to, lykkeligere selv med Giftbægeret i Haanden. Han havde Ulykke, men var ikke ulykkelig, hans Sjæl var fast. Der er en vis Sandhed i Stoikernes Paradoks; den vise er selv ikke paa Baalet, ikke midt imellem Luerne, ulykkelig. Johan Huss var det ikke, da han paa Baalet udbrød: Sancta simplicitas! Hvor meget mindre er da den udviklede og dannede det som saadan".
Jeg mener nu som da, i Modsætning til Hartmann, at selv om Kulturfremskridtet "paa sin Bane mange Gange krydser og tilintetgør Individernes Velfærd, saa tenderer det ikke des mindre i sidste Instans mod den almindelige Lykke som Maal". Jeg havde sat mig den Opgave at fremstille Nietzsche, ikke at markere ethvert nok saa underordnet Punkt, paa hvilket jeg var uenig med ham. Jeg vilde derved ikke have opnaaet andet end at slaa Skikkelsen i Stykker. Derfor gengav jeg hans Indvendinger mod Lykkemoralen i denne Skikkelse uden Kommentar.
Men det er slet ikke heller paa disse Indvendinger at Vægten ligger. Det er ikke paa dette Omraade at Grunduenigheden aabenbarer sig imellem Prof. Høffding og mig. Dersom en betegner Moralens Formaal som Lykke og saa definerer Lykke saaledes at den bliver omtrent enstydig med Fuldkommenhed, og hvis en anden betegner Formaalet som Fuldkommenhed, men viser at Fuldkommenheden er den sande Lykke, saa er disse to Personer ret enige i Hovedsagen, og Forskellen imellem dem beror nærmest paa det Navn, der gives det af dem anvendte moralske Regulativ. Og paa samme Maade: Dersom man som Prof. Høffding gør, og som jeg selv til Dels har forsøgt det, stræber at udvide Velfærdsmoralens Begreb saaledes, at dette ikke bliver synderligt forskelligt fra Begrebet Udviklingsmoral, saa bliver der ingen væsentlig Strid mellem den, der betoner Ordet Velfærd, og den, der betoner Ordet Udvikling – ligegyldigt om der hos rigurøse Tilhængere 23 af Fuldkommenhedsmoralen som Steinthal eller af Kulturmoralen som Hartmann udtales en sand Afsky for al Velfærdsmoral.
Nej, Uenigheden mellem Prof. Høffding og mig kommer først frem, naar – som det i Afhandlingen Aristokratisk Radikalisme er sket – Spørgsmaalet om de store Mennesker stilles:
Kan den Velfærd, der er Maalet, naas uden om de store Mennesker?
Jeg siger Nej og atter Nej. Prof. Høffding siger Ja og Nej. Men (for at citere en udmærket Forfatter) Ja og Nej er ikke god Filosofi. I sin Afhandling siger Prof. Høffding S. 855 at Stormennesker "aldrig ville kunne undværes", men S. 859, at det "meget ofte var heldigst, om de ikke havde været nødvendige".
Den, der principielt vilde Velfærd uden Hensyn til menneskelig Storhed, vilde naa til at se Idealet i Slaraffenland, (hvad Prof. Høffding sikkert ikke gør), eller dersom han har stræbt at nærme Begreberne Velfærd og Kultur saa meget som muligt til hinanden, vil han konsekvent se Maalet i en elementær, demokratisk Kultur ɔ: i en Kultur, der strækker sig til det størst mulige Antal.
Den, der principielt attraar Frembringen og Udviklen af store Mennesker (i den Overbevisning, at deres Fremkomst og Liv er Betingelsen for alt hvad der giver Livet Værdi, det hedde og kaldes nu Fuldkommenhed, Fremskridt, Udvikling, Lykke eller Velfærd) vil se Maalet i en aristokratisk Kultur, selv om saare faa direkte kunne blive delagtige i den. Han vil betragte Florents under Renaissancen som uendeligt mere kultiveret end Schweiz i vore Dage, skøndt Beboerne af Florents den Gang hverken kunde læse eller skrive, og skøndt Indbyggerne i Schweiz i vore Dage alle sammen kan det.
Da vi var Børn, lærte vi i Skolen, at Danmark var det Land, der omtrent stod højest i Europa i Kultur, fordi Almueskoleundervisningen var saa udbredt, at alle Mennesker kunde læse og skrive, medens Frankrig med sine den Gang saa faa og daarlige Almueskoler var et Land, der stod langt tilbage i Kultur, siden kun saa og saa mange Procent af Indbyggerne drev disse ædle Kunster. Først mange Aar derefter begreb jeg, at dette Forhold mere end opvejedes ved, at de højest udviklede i Frankrig var mere udviklede end de højest dannede i Danmark.
Intet fornuftigt Menneske vil indvende noget mod Omsorgen for det størst mulige Antals Lykke eller det størst mulige Antals Kultur. Men naar man i Steden for at tale om Lykke for det 24 størst mulige Antal, siger om en Mand som Leonardo: "En Maler som han er Historiens Maal", saa mener man, at han i og for sig er den store Lykke for Menneskeheden, den ubetingede Kulturværdi, og at denne vilde været fortabt hvis han i Stedet for at male saaledes, at han ene tænkte paa at tilfredsstille sig selv, havde givet sig til at male saadan, at det størst mulige Antal kunde nyde hans Malerier. Han selv, ikke Massernes Plasér, er Formaalet. Dette er ikke, som Prof. Høffding kalder det, Moloksdyrkelse af Geniet. Det er Overbevisning om, at uden det højeste, yderst faatallige, Mindretals med yderste Anspændelse indvundne Kultur er ingen værdifuld Udvikling mulig, intet Fremskridt i Ordets egentligste Forstand. Uden de højeste Minoriteters Kultur synke Masserne i Aandløshed.
Vist er det godt, at Bønder lære at læse, og vist er det sandt, at Genier ikke sjældent udgaa fra en Hytte. Men Spørgsmaalet er ikke det. Spørgsmaalet er om, som Prof. Høffding tror, Afstanden mellem de højest udviklede og Masserne, altsom disses Kulturniveau løftes, vil tage af eller ikke.
Den vil visselig ikke tage af. Ti skøndt det kulturfremmende Mindretal alene faar Massernes Kultur til at stige, saa mindskes ikke derved Afstanden mellem Højdepunkterne og Vandspejlet. Ti Niveauet for det faatallige Mindretals og Niveauet for det uhyre Flertals Kultur stiger med altfor ulige Hurtighed. Det er da, selv naar Opgaven formuleres som den at hæve Menneskeheden, løfte den Trin for Trin – det faatallige Mindretals Kultur, hvorom det gælder. Og da Mindretallet atter har de store enkelte at takke for sin Kultur, saa er det de store enkelte, hvis Frembringelse og Opretholdelse er Maalet.
I Regelen føles ikke Spaltningen mellem den demokratiske og den aristokratiske Betragtningsmaade, fordi man samtidigt i Staterne gør adskilligt for Massernes elementære Kultur og en lille Smule for de kulturbærende Elementers Vel. Men Spaltningen fornemmes stærkt i de ikke faa Tilfælde, hvor Valget rejser sig mellem: fremfor alt at lægge an paa Vulgarisering af den indvundne Kultur og: fremfor alt at drive den højeste Kultur, hvortil et Folk er naaet, i Vejret.
For Tiden er det her i Norden og sikkert mange andre Steder Vulgariseringen, hvorpaa der fremfor alt lægges an. Det er et Udslag af den demokratiske Strømning gennem Tidsalderen. Den er mægtig, selv hvor den, som i Danmark, hæmmes paa 25 mange Maader og mest af Folk, der ikke repræsentere nogen anden Magt end Dannelsesfilisteriet. Men naar Prof. Høffding siger: "Hvad Demokratiet vil, er netop, at det Aristokrati, som ikke kan undværes, virkeligt bliver et Aandsaristokrati", saa tvivler jeg ikke om, at han og mange af de bedste Mænd, der kalde sig Demokrater, ville dette; men jeg benægter, at de da med Sandhed kunne kaldes Demokrater. Demokrati betyder Folkeherredømme og intet andet. Kalder man alt, hvad man synes om, for demokratisk, bliver det umuligt at føre Diskussion om Ordet og Sagen. Dog ikke én, men hundrede Gange har jeg her til Lands i de Organer, der i eminent Forstand betragte sig og betragtes som Demokratiets, læst Mistænkeliggørelser af ethvert Aandsaristokrati, læst Angreb efter Angreb paa enhver Opfattelse, der ikke er "den kompakte liberale Majoritets", læst Frasen om, at Menneskeheden ikke mere behøver førende Aander, og set Hensynet til Kulturens Vulgarisering sat himmelhøjt over det til dens direkte Fremme.
Udtrykket Aristokratisk Radikalisme har jeg derfor ikke formet alene af theoretiske Grunde for at give en slaaende Betegnelse for en fremmed Forfatters Tankegang, men for at markere den ny Tendens, jeg selv har søgt at udvikle i nordisk Aandsliv, med et Navn, der ved sin Besynderlighed vilde fremkalde Studsen og brænde sig ind i Læseverdenens glemsomme Erindring.
Georg Brandes.
