Henrik Pontoppidan

I en tiltalende Bog af Nordmanden Hjalmar Christensen, Fortællingen Et Liv, er den Anskuelse udtalt, "at Danmarks nuværende Livsbetingelse er aarlig at gøre Noget af Lidet, at revidere det historiske Lager, at bruge Forstørrelsesglasset flittigt og omtænksomt – mens Nordmændene til Nød kan ta femti Aars Hvil, eftersom Skogen vokser".

Denne Dom forekommer mig i sin Strenghed ubillig. Alle Folkeslag kaster Blikket tilbage over det, de historisk har frembragt, for at forstaa sig selv og deres Nutid bedre; og Skoven vokser vel ikke blot i Norge; den grønnes, blomstrer, dufter i Danmark næppe mindre frodigt end andensteds.

I Skønliteraturen har Danmark visselig ikke saa store Personligheder som dem, der i det forrige Aarhundredes sidste Aartier har bragt Norges Navn over Jorden; men sammenligner man Danmarks moderne Digtning med større Folkeslags, med den tyske f. Eks., forekommer det mig ikke, at den staar alt for langt tilbage, og naar man betænker, at Tyskland og Østrig har 80 Millioner Tyskere, mens Danmarks Indbyggerantal er 2½ Million, saa burde den tyske Skønliteratur proportionelt være 32 Gange bedre, hvad dog vel Ingen kan kalde den.

Hvilken Opmuntring for Talentet er det desuden ikke at have en umaadelig Læserkres for Øje, mens mangt og meget forener sig om at nedslaa Modet hos den danske Skribent. Hvad aandelig Næring frembyder ikke Wien og Berlin i Sammenligning med Kjøbenhavn!

Der er meget Talent i Danmark, selv efter at det nyere Tidehvervs største Evner, J.P. Jacobsen og Holger Drachmann, er gaaede bort.

Det er ikke for meget sagt, at der efter deres Tid er opstaaet en tredive-fyrretyve Personligheder i dansk Skønliteratur med større eller ringere, men utvivlsom digterisk Evne, og desuden adskillige med en historisk Begavelse, der ligger den digteriske nær.

Der herskede i nogen Tid Tilbøjelighed til at dele Literatur og Kunst i Rubriker; de enkelte Kunstnere henførtes til hver sin -isme, saakaldt Naturalisme, Idealisme, Realisme, Symbolisme. Saavel i Sverig som i Frankrig har man først lovprist, saa bekæmpet Virkelighedsgengivelsen under Navn af Naturalisme. Ingen virkelig Kunstelsker fortaber sig i doktrinære Inddelinger. Det er Ingen forment at stige lyrisk op over Dagliglivet, som Drachmann har gjort og talrige, der er ulige ham. Vi glæder os over dem, der formaar at kaste et hemmelighedsfuldt Skær over Eksistensen, som Otto Rung har formaaet det i sin Skyggernes Tog. Det Centrale indenfor Poesien er det Lyriske i den; men det Centrale i en hel Literatur er dens Forhold til Livet, som det leves ikke blot i Digteren, men udenfor ham. Kærnen i den udgøres for saa vidt ikke af skøn Lyrik, men af Virkelighedsmaleriet, hvad enten det gives i lystig Karikatur (som af Wied), i skarp Monografi (som af Karl Larsen), i dramatisk Kraftuddrag (som hos Sven Lange, Helge Rode, Henri Nathansen, Otto Benzon) eller med omfattende Hjemmekunst som i Pontoppidans Noveller og Romaner. Han selv morer sig med at lade Poesien bryde ind i Prosaen som "den kongelige Gæst".

I.

Hvis man spurgte, hos hvilken dansk Forfatter man faar det rigtigste og mest omfattende Begreb om dansk Væremaade, Følemaade, Tænkemaade, om repræsentative Personers Holdning i Danmark i den sidste Menneskealder, og det ligeligt for Landbefolkningens og for Bybefolkningens Vedkommende, saa er der næppe Tvivl om, at Svaret maatte lyde: Hos Pontoppidan.

Han kender den danske Bondestand som faa, den jyske, som opvokset i Jylland, den sjællandske, fordi han lang Tid har levet iblandt den; han kender Provinsbyerne, da han er født i én Provinsby, opdraget i en anden og har haft Ophold i flere. Han har endelig været en mangeaarig Iagttager af Livet i Kjøbenhavns Embeds-, Købmands- og Kunstnerkrese. Dog indtager det ikke-kjøbenhavnske Danmark langt den største Plads, i hvad han har frembragt. Først sent naaede han til Hovedstaden som Studie-Genstand. Men han kender den, hvad en anden udmærket Skildrer af Bondestanden, Jakob Knudsen, ingenlunde gør.

Een Stand er der, som han ganske særligt har iagttaget, fordybet sig i og fremstillet, det er Gejstligheden i Danmark, de protestantiske Kapellaner, Præster, Provster og Bisper. Som den lidt ældre franske Romanforfatter Ferdinand Fabre i sine Romaner har nedlagt et dybtgaaende Studium af Frankrigs katolske Præstestand med dens mange forskelligartede Typer, saaledes har Pontoppidan lagt en før uset Sjælekundskab til Danmarks lutherske Præstestand for Dagen. Han har kendt et stort Antal Præster, er selv en Præstesøn og nedstammer gennem Aarhundreder fra Præstemænd med Pibekraver.

I halvtrediehundrede Aar har hans Slægt haft Navn i dansk Literatur. En Erik Pontoppidan, der fødtes I Shakespeares Dødsaar, har paa Latin skrevet den første danske Grammatik og udkastet Forslag til Forbedring af den danske Retskrivning, der endnu i vore Dage ikke fuldt er gennemførte. Han vilde saaledes afskaffe de store Forbogstaver. Han var Teolog, Slotspræst, tilsidst Biskop i Trondhjem, en stiv Ortodoks, der ved enhver Lejlighed betonede Christi Martyrium, svælgede i Blod og Vunder. Den næste Erik Pontoppidan, der fødtes 80 Aar efter, var en af Pietismens Hovedmænd, from som bare Fanden ogsaa han, men ikke helt ortodoks; han var som Historiker i sine kirkehistoriske Annaler ikke heller helt nøjagtig. Da Fejlene paavistes, gik han jamrende til Kongen og fik Kritiken af hans Bøger forbudt. Hans Forklaring til Luthers Katekismus har været mange Slægtleds magre aandelige Næring. I sin Roman Menoza ivrede han mod Skuespil og Dans.

I Modsætning til ham har Henrik Pontoppidans Fader Dines som teologisk Forfatter advaret mod pietistisk Ensidighed, var forøvrigt en strengt rettroende Mand.

Man maa mindes denne Afstamning for ret at forstaa den Alvor, hvormed de religiøse Sjælstilstandes Væsen behandles hos Pontoppidan, det Omfang, Fremstillingen deraf har i begge hans to store Romaner, og den Revolte (mod Religionen i dens kristne Skikkelse), hvori hans Sjæleliv er udmundet, en oprørsk Sindsstemning, der i Grunden kan spores hos ham fra allerførste Færd, men som stadig er blevet mere udpræget, mere barsk og besk og afgjort.

Der gives næppe nogen dansk Digter, hos hvem denne Grundstemning, som iøvrigt altid er behersket, nu og da fremtræder saa uforbeholdent. Jeg sigter ikke til hans Lykke-Pers Pistolskud mod Krucifikset i Tirol – der ikke er ment som andet og mere end som et Umodenheds-Symptom, snarere til hans Jakobes Udtalelser.

Jeg skulde tro, at Pontoppidan har maattet forelægge sig selv det Spørgsmaal, om det var andet end naturstridigt, at hans nordiske Forfædre antog en fremmed asiatisk Religion i Stedet for at udvikle deres egen, som Asiaterne har udviklet og tillempet Buddhismen, Afrikanerne og Asiaterne Islam. Den religiøse Frembringelsesevne er i Norden tidligt bleven gold; hvad vi kender som nordisk Mytologi har allerede optaget baade romerske og kristne Elementer'1. Der var ikke i Norden Aandskraft nok til at fastholde den nationale Religion og humanisere den eller rationalisere den. Det nordiske Hedenskab var ikke udviklingsdygtigt. Man antog efter Sydevropas Eksempel en fremmed Religion, der avlede megen Unatur og en god Del Hykleri. Da man endelig i Tilslutning til den tyske Reformation gav sig til at bedsteborgerliggøre denne asiatiske Lære, tabte den sin Skønhed og sin Farveglæde, blev verdslig, embedstro og sansefjendsk.

Den Revolte, som ligger paa Bunden af Pontoppidans Sind, strækker sig langt videre end til det Religiøse, den breder sig til det Politiske og Sociale, til Stat og Samfund.

Vel at mærke, Pontoppidan taler aldrig i eget Navn; han hører til de virkelige Digtere, der lader enhver Personlighed, de frembringer, tale ud fra sit eget Væsen, med sin Ensidighed. sine Overdrivelser og Vildfarelser, sin Begrænsning. Aldrig bruger han uden videre en Skikkelse som Talerør, saaledes som det bestandig skete i ældre dansk Poesi. Frederik Paludan-Müller har i sin store Roman Ivar Lykke et Par udmærkede Mænd, en Avditør og en Etatsraad, der siger nøjagtigt, hvad Digteren vil indprente. Saadan bærer Pontoppidan sig ikke ad. Der er ingen enkelt oprørsk Person, hvem han helt gør lig sig selv. Det er Aanden i hans Bøger, som er oprørsk.

Det drejer sig i dem udelukkende om indre Forhold i Danmark. Aldrig deri et Ord om Danmarks Forhold til Udlandet, om Udenrigspolitik. Medens der i en saadan gammel Roman som Ivar Lykke stadigt drøftes Danmarks Stilling til Tyskland, og mens den politiske Skandinavisme dér af Enkelte forsvares, men af Digteren angribes, føles det tilfulde hos Pontoppidan, at Danmark i hans Tid er blevet et Land uden Udenrigspolitik, oprevet af indre Stridigheder.

Dog, dvæler han end udelukkende ved Danmarks indre Liv, saa sker det ikke med den Hensigt nationalistisk at fremstille dette Liv som mønsterværdigt. Smigrernes Remse lyder som bekendt: Jordens mest civiliserede Land. Nej, hans ramme Satire revser dette Liv endog til Overdrivelse. Han har skildret vore Fiskere som Strandrøvere i Fortid, Bjergningsmænd i Nutid, aldrig som Redningsmænd, hvad de dog med Heltemod er. Men Stoffets Begrænsning gør ikke Fremstillingsmaaden indskrænket. De hjemlige Ejendommeligheder, Modsætninger, Fortrin og Laster er opfattede som almenmenneskelige.

II.

Mest ser han det Hjemlige under Synspunktet: Natur, frit udfoldet Natur – imod ufrisk, blodløs, livsfjendtlig Kultur.

I en lille Fortælling fra 1887 Isbjørnen skildrer han en svær, stor, kejtet Fyr, mislykket som teologisk Studerende, men en Kraftkarl, der som Præst i Grønland vænner sig til Livskaarene og bliver en Fader for Eskimoerne, gifter sig deroppe og trives fortræffeligt, men efter'2 sin Eskimokvindes Død vender hjem til Danmark, hvor han bliver Præst og faar til Husspion en lille bleg, bebrillet, pedantisk Kapellan. Denne fortrænger ham efterhaanden. Isbjørnen maa fortrække; hans rige, velgørende Menneskelighed i dens drøje Former passer ikke ind i et dansk Præsteembede. Han tager tilbage til Eskimoerne efter paa sin Dør med Kridt at have skrevet denne Afskedshilsen til sin Menighed og til Danmark: I har de Tyranner, som I fortjener.

Han er den første Vildmand hvem Pontoppidan med fuld Sympati har malet om det danske Vaaben. Der fulgte andre.

I Samlingen Skyer, Skildringer fra Statsomvæltningens Dage i Danmark (under Estrups Forfatningsbrud'3), er denne almindeligt oprørske Stemning bleven drejet i særlig politisk Retning. Den er lagt i Munden paa en Mandsling, en omvandrende Bissekræmmer, der har set og oplevet meget, været i Berlin under Opstanden 1848, i Paris under Opstanden 1871. Hans eget Blod har flammet med Oprørernes, og alt, hvad der er af Harme over Forfatningsbruddet i Landet, gærer i hans Sjæl.

Han'4 vil ryste Støvet af sine Fødder og forlade Danmark, hvor Luften er ham for kvalm, efter at han forgæves har forsøgt at ægge Bønderne ved at haane deres Spaghed. Han har dannet sig den Overbevisning, at Friheden aldrig vil blive sikret af dem, for hvem den kun er et højtideligt Evangelium, men kun af dem. hos hvem Frihedstrangen endnu er dyrisk, instinktsikker, uovervindelig; det egentlige Proletariat, hvad man kalder Bærmen, Krapylet. Krapylet har for ham altid været Frihedens Erobrer og dens Livvagt; det skylder vi den Smule Frihed, vi har. Det alene sætter nemlig Livet ind og slaar løs, det, som sulter, fryser og udstaar al menneskelig Elendighed, nedstammer fra Forbrydere og ikke gaar af Vejen for at bruge raa Magt – en Anskuelse, som omtrent stemmer med Kropotkin i hans Bog'5 om den store Revolution, kun at han siger Folket. Mandslingen har Ret, for saa vidt kun magre Fortvivlede nogensinde vilde gøre Revolution i et lille fedt Land som Danmark, men Uret i sin Tro paa en Frihed, sikret af de Raaeste.

En Omvæltning kan vel sjældent lykkes uden Massernes Rejsning. Det lærer det moderne Ruslands Skæbne. Den væbnede Hærs Tilslutning er dog vigtigere end de uvæbnede Massers. Det lærer den tyrkiske Revolution.'6

Lykkes kan endelig Revolutionen uden Masserne, ja, imod Masserne, rent fra oven naar Chefen er et Geni som Bismarck eller naar Chefens Avtoritet er stor og kraftig, anses for overnaturlig. Det lærer'7 Japans Omslag fra østerlandsk Lensvæsen til vesterlandsk Modernisme.

Men selv om Omvæltningen har de Laveststaaende behov, Friheden har i dem ringe Støtte. De trænger mindre til Frihed end til Velvære og har ingen Interesse for Andres Frihed, kun Sans for deres egen. Men den Tankegang, Pontoppidan har ladet sin Bissekræmmer angive'8 paa Ilum Galgebakke, er blot det yderste Kraftudslag af hans Tro paa Demokratiet, vor Tidsalders politiske Religion. Den har tildels afløst den nærmest foregaaende Tids Tro paa Nationaliteten og stadige Sysselsættelse med Nationalitetsprincipet.

Den almindelige Stemmeret, der giver Enhver Lov til at følge sin Mening uden derfor at meddele Nogen en begrundet Mening, er i vore Dage'9, hvad den lille Flaske i Reims med himmelsk Salvningsolie var under Kongedømmet i Frankrig. Dens Kaarne er de Udkaarne.

Adskillige skarpt tænkende Mænd, der i vore Dage er Demokrater, er det uden Begejstring; de er det, fordi af flere forskellige skrækkelige Onder Demokratiet synes dem det ringeste. Andre veludrustede Mænd hører til Demokratiets Troende. Pontoppidan er en af dem.

III.

Fire Aar senere varierer Pontoppidan sin Yndlingsskikkelse i Fortællingen Nattevagt (1894). Her er Oprørsinstinkternes Talsmand en Kunstner, Jørgen Hallager kaldet. Han er et Almuesbarn, der har de grove Forurettelser at hævne. som hans Fader har lidt. Han er som Kunstner-Zigøjner paa Kant med hele det officielle Samfund. Han er som ultramoderne Menneske løjerligt nok en Afskyer af Renæssancen, som han har forset sig paa og hvis inderste Væsen han øjensynligt aldrig har forstaaet noget af.

I sin Egenskab af Virkelighedselsker er Hallager Hader af al Lyrik. Han tror paa Kunstens Sendelse som Virkelighedsgengiver og Nyttestifter. Kristian Krohg forfægtede denne Tro i Firserne i Norge. Hallager svarer i vor nordiske Literatur til hvad Bazarov (fra Turgenievs Fædre og Sønner) er i den russiske.

Romantiken, den gamle som den nyopkogte, er ham en Gru.

I Fortællingen er Talen om en Digter, der har slaaet om og nu forkynder det Modsatte af, hvad han oprindeligt forherligede, og den Talende er en ung Kunstner, der paa lignende Maade har skiftet Ideal. Jørgen Hallager udbryder:

"Du og Sahlmann er to halve Alen af samme Stykke Lammedyffel. Som ægte Sønner af vort velsignede lille Vejrmølle-Land drejer I Jer derhen, hvorfra Vinden blæser. Det er det, I kalder for at være en lyrisk Natur … Der er i vore Dage intet saa godt som at have en retskaffen Fortid at bede om Forladelse for."

Kunstneren svarer:

"Det er netop i mine Øjne Sahlmanns store Fortjeneste, det bedste Bevis paa hans Geni, at han før nogen Anden herhjemme sagde sig løs fra alt Principrytteri og lod sin Pegasus tumle sig frit. hvor den selv lyster, i Stedet for at binde den som Trækdyr for Tidens sociale, politiske eller moralske Omnibus."

"Ja vist … jeg kender Jer, Kæltringer," svarer Jørgen. "Hele Romantikens Katekismus i nyt Oplag! At se og tænke klart, det er Tegn paa Dumhed! At kalde sort for sort og hvidt for hvidt – det er Mangel paa aandelig Overlegenhed. Derfor op med Løgn og Gøgl og Svulst og Humbug! Hvad rager det Jer, at Millioner af Jeres Medmennesker dør af Sult. at Friheden trædes i Støvet, at Sandheden krænkes'10? I er raske Svende, der rider paa Jeres Pegasus op paa de blaa Bjerge og drikker Dus med Guder og Gudinder! Hyp! Hyp! Tiden tørster efter Skønhed! Tiden tørster efter Glæde. Er det ikke saadan, de nye Stikord hedder?"

"Jo – netop."

"Netop, ja. Og straks er I Taskenspillere'11 ved Haanden som Publikums adrætte Kelnere. En Gang Glæde – værs'artig –. Ønsker Herskabet Skønhed – om to Minutter."

Pontoppidan er altsaa en Modstander af Kants og Goethes og Romantikens Lære om Kunsten som sit eget Formaal, der dog har meget for sig, og er vred paa Danmarks største nyere Lyriker for hans Omslag. I flere af Pontoppidans Bøger gøres han under forskellige Navne til Genstand for lystig eller skarp Satire, skønt Pontoppidan begyndte og endte med Beundring for hans rige Talent. Der er en Slags Kærligheds Had heri. Pontoppidan bekæmper i ham sit eget lyriske Hang. Der findes i hans Bøger talrige indstrøede lyriske Digte, næsten altid anførte i satirisk Mening til Latterliggørelse. Rimeligvis var de fra først af alvorligt mente, da han skrev dem.

Pontoppidan har overhovedet reageret heftigt mod sine nærmeste Forgængere. Den store Enevoldsen, der skriver fire Linjer i en Maaned og dør under Udarbejdelsen af en Eftersætning, er en drøj Karikatur af Jacobsen. I Højsang kaldes Drachmann for Liebmann og hans Manér efterlignes skæmtsomt: "Hurra min Pegasus! holla min lystige Fole!"

I Lykke-Peer endelig er han Marinemaleren Frithiof Jensen, og hans Jargon'12 i et lystigt Lag er morsomt eftergjort. Lykke-Peer forbavses og forfærdes en Nat. da Frithiof pludselig kaster Vildmands-Masken, raser mod den moderne Tid med dens Industri og dens Nyttelære og "aabenbarer sig som en spag og skælvende Konfirmand."

Paa det Tidspunkt havde netop en enkelt, hidsigt fritænkersk yngre Digter larmende forkyndt sit Frafald. Den unge, evnerige Polytekniker, Lykke Peer, harmes derover og rent i Almindelighed over, at selv den største tekniske Opfindelse i et Land som Danmark vækker mindre Opmærksomhed end "en lille lyrisk Luseknækkers" Eventyrspil.

Der udviklede sig i disse Aar hos Henrik Pontoppidan øjensynligt en heftig Foragt for den Kunst, som var blot Luksus (omtrent som hos Tolstoi og en Tid lang hos Strindberg), men især for den overstrømmende, rent artistiske Lyrik i Danmark.

I sit Skuespil Asgaardsrejen fra Aar 1906 har han indført en vis Otto Kall, forhenværende Journalist og Lystspildigter, en barsk ældre Herre, der personligt saa temmelig har lidt Skibbrud i Livet, men har alle sine Ungdoms Krav og Idealer i Behold, og som derfor er gennemsyret af en kraftig Menneskeforagt. For ham læser et Par unge, ret slappe Mennesker et lyrisk Digt, der ikke synes Tilskueren værre end lyriske Digte er flest – det er et Marinemaleri, noget uklart og noget skruet i Stilen:

Hør Bølgernes Skrig!
Som fraadende Munde,
der aabner og lukker for blodfyldte Svælg;
som kæmpende Hunde,
hvis Rygbørster flyr fra den flængede Bælg,
de knurrer og glammer
i Vellyst og Jammer,
mens Himmel og Hav staar i Flammer.

Den unge Mand udbryder:

Er det ikke vidunderligt levende? Og den Rytme! Man har aldeles Fornemmelse af at staa paa et gyngende Skibsdæk. – Hvad siger du, Onkel?

Otto Kall.

Du har ganske Ret. Jeg begynder virkelig at faa Kvalme.

Frits.

Skaal Onkel! Du er uforbederlig.

Otto Kall.

Hvem siger din Hvalp Skaal til? – Du skulde ikke glemme, hvem du taler til. Og maaske vi saa kan blive fri for mere af den Lirumlarum. Det skal være Poesi. Ordskvalder er det! Artistgøgl! Behændighedskunster! Jeg skider paa'13 den Ungdom, der lar sig byde saadan noget Bavl.

(De andre springer op med truende Holdning. Han fortsætter):

Skønhed! Aa, Gud hjælpe os! I er nøjsomme, stakkels Børn! I vil snakke om Skønhed og har aldrig været med til saa meget som at slaa en Dumhed for Panden. I ligner godt nok Jeres Ophav, salig Konferensraaden paa Frederiksberg og de andre dionysiske Bedsteborgere paa det danske Parnas. Skønhed! Ja vel! Skal jeg sige Jer, hvad der er skønt, ja, hvad der er det skønneste i Verden? Aa nej! I begriber det dog ikke, I sølle Belletrister! Men jeg skal sige Jer, hvad der er det usleste, det lumpneste, det mest nederdrægtige af Alt. Det er at sidde som travrige Aber med Hovedet paaskæve og lyske sig, naar der rundt om i Verden staar Kamp paa Liv og Død for Menneskenes Frihed. Og I vil kaldes Ungdom! Det skal være Fremtiden! Paa Skraldevognen med Jer! Der hører I hjemme.

Paa dette Punkt, i denne ufuldkomment motiverede Forbitrelse, er det næsten, som hørte man Pontoppidans egen Stemme igennem, og man faar et levende Indtryk af, hvorledes han personligt opfatter sit Kald.

IV.

Disse løsrevne Brokker giver kun et Begreb om Understrømmen i Pontoppidans Sjæl, slet intet om hans Væsen som digterisk Fortæller. I Samlingerne Landsbybilleder, Fra Hytterne, Skyer fra hans unge Dage er der en sjælden Evne til med faste Træk og med Stilens Fynd at male grangiveligt Livet, som det leves paa Landet, i Byen og ved Havet mest med Sortsyn, idet Grumhed og Bestialitet ved Stranden, Hykleri og Hovmod hos Gaardmandsklassen, Fattigmands Nød og udsatte Stilling, Rædslen for Fattighuset og Vandringen til det, bryder Idyllen.

Her møder os snart Bonderaahed med Svir og Drik, snart Bispedumhed, der forfærdes over den uskyldige, saakaldt sekteriske Indskrift paa en Husmandshytte: "Jeg og mit Hus vil tjene Herren" – en Indskrift, der har gjort saa stærkt et Indtryk paa Pontoppidan, at den, som vækkende gejstlig Forargelse, atter forekommer i Lykke-Peer.

Den mesterlige lille Samling Skyer er Svøbeslag, som rammer det politiske Frasemageri hos Førerne som hos Landsby-Matadorerne og er stilfærdig Forherligelse af den politiske Alvor og Troskab hos Menigmand, dels hos den fattige Bonde, der dødssyg overbringer sin Stemmeseddel og saa dør (mens Partiet af Splidagtighed lider Nederlag), dels hos den frivilligt landflygtige unge Haandværker, der fra Norge vender tilbage, da han efter Attentatet paa Estrup tror, at nu gaar det løs, og melder sig til Tjeneste, men afvises.

Ved Siden af Spotten har Pontoppidan imidlertid det gode Humør, det danske Lune, Latteren parat, som den muntert klinger i Fortællingen Et Offer om den sølle Købstads-Barber, der af Beregning fra Socialist bliver højkonservativ, først lovsynges i de fine Aviser, saa forsmaas og glemmes.

V.

Der findes et Steds i Pontoppidans Gemyt et paradoksalt Element, som undertiden bryder frem. Det overrasker, fordi der i ham, med hans Had til de Afveje, hvortil Lyriken i Sindet kan lede, synes at være en Grundsum af sund om end stridbar Fornuft. Han bliver stundom paradoks som Bernard Shaw eller Frank Wedekind eller Strindberg af den blotte Modsigelseslyst og Tilbøjelighed til at overdrive og forbløffe, dog især af et kritisk Hang til at prøve og forkaste det Vedtagne og af en Trods, der driver ham til at forfægte en Grundanskuelse, selv om han véd, den ingen Tilslutning kan finde. Netop i disse sine Paradokser'14 røber han sig som sand Poet; selv om han har'15 anderledes blivende Værdi, hvor han trodser paa det Fornuftige.

I Landsbybilleder undrede i sin Tid Novellen En Kærlighedshistorie (fra 1883), fordi den utvetydigt vilde godtgøre Urimeligheden af at sætte en ung Bondepige i Hovedet, at Ægteskab bør grundes paa Kærlighed. Hun tvinges af sin Moder til at indgaa en Forbindelse, for hvilken hun gyser tilbage, og som derfor af hendes unge borgerlige Veninde og dennes Mand, Præsten, stemples som usædelig. Men da det kommer til Stykket, viser det sig, at hun efter Aars Forløb er mere tilfreds end Damen, som giftede sig af Tilbøjelighed. At det kan gaa saadan, vil intet erfarent Menneske modsige, men derfor bliver et Ægteskab, grundet paa legemlig Modbydelighed, lige fælt. Pontoppidans Uvilje mod overspændte Elskovsforestillinger, hentede fra Ingemanns Romaner, har her ført ham noget vel vidt og bragt ham til at modsige Synsmaader, han andet Steds forfægter, idet mindste betinget, som i Højsang og Vilde Fugle, Lidenskabens Tragikomedier.

I en lille Roman fra Pontoppidans yngre Dage, kaldet Ung Elskov, som oprindelig havde en helt forskellig Karaktér, har han senere lagt nogle beslægtede Slutningsord (om det alt for store Væsen, der gøres af denher Kærlighed) i en Bondekones Mund, saa det viser sig, at Paradokset har ligget ham paa Hjerte.

I Parentes: han er en saare hensynsløs Bearbejder. Af Ung Elskov er næppe en Side bleven staaende, som den var, og Fortællingens Gang, som Fortællingens hele Form, er gjort om – vel i Reglen til det bedre, ordknappere, mandigere, men dog saaledes, at den, der kender den tidligere Formning, savner meget.

En Digter bør helst forbedre sig i et følgende Værk, ikke gerne i det samme.

Af en Ungdomsbog, Spøgelser, som han ellers synes at have kasseret, har han reddet en Scene om en gammel Taarnvægters Runde over i Fortællingen Den lille Rødhætte.

Pontoppidans næste paradokse, iøvrigt meget morsomme Bog hedder Mimoser (fra 1886). Den gaar med stor Tapperhed stik imod det netop i hine Dage saa hidsige Krav til Mandens Renhed og Troskab i seksuelle Forhold. Bjørnsons Hanske stod paany paa Dagsordenen. Nogle altfor uverdsligt opdragne unge Kvinder mister paa Grund af deres højtspændte Idealer den huslige Lykke, der var dem beskaaret. Den ene opløser i fuldt Hysteri sit Ægteskab for en ussel Histories Skyld mellem hendes herkuliske Husbond og en Malkepige, den andens Ægtefælle er ved at afmandes i Hjemmets Luft, til han under Paavirkning af sin dristige Moder redder sig ud af Ødelæggelsen sammen med en fin og smuk Veninde.

Bogens vilde Moral udtales af Moderen, der til den kvindelige Repræsentant for en "Forening til Sædelighedens Fremme" svarer:

"Jeg tror, at er der noget Punkt, hvor dette velsignede Lands Kræftbyld ligger, saa turde det være disse saa meget lovpriste og besungne Hjem, om hvilke du selv bemærkede et og andet smukt. Du brugte (om hvad du kaldte Glædespigers Opholdssteder) Ordet Venushuler – men disse Hjem er mulig netop vore egentlige Venushuler, der udmarver vore Mænd, stjæler deres Energi og gør vore Kvinder svage og enfoldige. Der murer vi os inde med vore Evner'16 og vor Taabelighed."

Det tredje og mest paafaldende, mest udæskende Paradoks rummes i Bogen Det ideale Hjem, som kort at sige er et Indlæg for Matriarkatet mod Ægteskabet, idet Romanen vil godtgøre, at en Mand helst bør tage sig af sine nære Slægtninges Børn, ikke opdrage sine egne. Den mandlige Hovedperson udgiver her et Skrift om, hvad han kalder "Elskovens Vornedskab", vel i Stil med et af Hans Jægers. Frigørelsen vil gengive 1) Afkommet Elskovsbørnenes Sundhed – med den er det rigtignok som bekendt i Reglen saare skralt bevendt – 2) Kvinderne deres Renhed og Stolthed 3) Mændene deres Bejlerkraft.

Dog, dette Skrifts Tendens er underordnet i Sammenligning med Bogens egen, som er den at vise, hvilken Lykke det vilde være, om Børn aldrig lærte deres Fader at kende, men lærte at betragte sig alene som Afkom efter Moderen, en Frugt af hendes Hengivelse til Alnaturens Vilje. Thi – hedder det yderst subtilt – i Forholdet til Faderen vækkes der let hos Barnet en forstyrrende Mistanke om, at det ikke særlig var dets Fremkomst, han tilstræbte i sit Samliv med Moderen. Hendes Attraa kan derimod let opfattes kun som den første Kærlighedsytring overfor det vordende Barn.

Ikke, at Bogens mandlige Hovedperson mangler Kærlighed til Børn, tværtimod, han elsker dem; men medens han anser det for Pligt og Lykke at opdrage sin Søsters Børn, tror han sine egne bedst tjente med en Plejefader. Moral: Opdrag Nevøer'17 og Niècer'18. Det Paradoks, hvori Digteren her har behaget sig, rummer sikkert nok ikke noget Skriftemaal og er ikke noget Selvforsvar.

Nej! Det er fremkaldt ved Harmen over den vanvittige Kontrakt, der ved Ægteskabets Stiftelse indgaas, som er uopløselig uden begges Samtykke'19. Hans Vredes Tordensky har sejlet over hans Digtnings Himmel fra den Dag, denne først udspændte sig. Den gled langs vore Kyster, og et Lyn slog strejfende ned i den Kyst-Befolkning, for hvem en Stranding var et Bytte, en forønsket Lejlighed til Plyndring, et andet Lynglimt strejfede den Del af Landbefolkningen, der syntes'20 hellig, men var hovmodig og nærig. Saa standsede Skyen paa hans Bud over Søsterstæderne Religionens Sodoma og Politikens Gomorrha, hvor alt var lullet til Ro i Fraser og Forsagthed, i Stakkelshed og Snobbethed og Virkelighedsflugt. Og paa hans Vink revnede hans Harmes Sky og aabnede sit Ildsvælg. Et Haglvejr af Spottens Gnister, en Ildregn af glødende Foragt styrtede ned, ramte Politikere og Præster, Bjergningsmænd og Storbønder, Kunstnere og Digtere, slappe Familiefædre og nervøse Fruer og Mødre, indtil alle Afguder i Hjemmene, som i Kirkerne, paa Valgtribunerne som paa Børsen smeltede som Voks'21, mens de lystige Flammer antændte'22 Fantasien, stundom blændede Fornuften, omspændte og opbrændte Humbug og Bedsteborgerlighed, som var de Blaar.

VI.

I Pontoppidans Hovedværker er hvert'23 Paradoks forsvundet. Det er sande'24 og dybe Bøger.

Der er to: Tre-Binds Romanen Det forjættede Land og den oprindelig i 8 Bind udkomne, senere noget sammentrængte Lykke-Peer, to Bøger om det moderne Danmark, der svarer til hinanden som Land til By, begge udmærkede Værker (maaske paa sine Steder lidt vel brede), der graver dybt i Karakteristiken af Personer som af Kaar.

Tilfælles har de det ene, at det danske Folks religiøse Tilstand, især for saa vidt den er Arv og stadigt tilbagevendende Gengangeri, er hvad der med særlig Inderlighed her er studeret.

Det forjættede Land fremstiller Modsætningen mellem to Klasser, Bondefolk og Byfolk, og viser, hvorledes endog det mest begejstrede Forsøg paa Sammensmeltning af dem kommer til at strande. Lykke-Peer behandler Modsætningen mellem to Stammer, to Grundanskuelser, og viser, hvorledes selv et Forhold, baaret af Lidenskab fra den ene Side, stødvis tilbagevendende Ømhed fra den anden, indenfra brister, naar Grund-Uligheden er der. I den første Roman gifter den unge Præst sig med en Bondepige; i den anden forlover den unge Ingeniør sig med en Jødinde, og begge Forbindelser gaar over Styr.

Til Det forjættede Land hører, som en Art Prolog, en lille Roman fra 1883, Sandinge Menighed, som'25 overraskede fordi det Billede, her var givet af grundtvigianske Krese, var ganske nyt. Tidt havde man set Grundtvigianismen railleret'26 ud fra det gamle Højres Opfattelse og tidt forherliget som Sandhed og Ædelsind ud fra de indviede Krese'27; men det Nye var, at her talte en Indviet og en i mange Maader sympatisk stemt saaledes, at Synsmaadens og Livsførelsens Brøst hos Grundtvigianerne blev aabenbar.

Fru Gylling, de folkelige Vækkelsesbestræbelsers store kjøbenhavnske Beskytterinde, som kommer til Stede overalt, hvor der skal bygges en Forsamlingssal eller indvies en Højskole, har en egen orakelmæssig Maade at smile paa, naar man spørger hende; hun kan trække saa dybsindigt paa Skulderen og kaste et saa beaandet Blik op i Loftet, at hun har faaet Ord for at være Landets aandfuldeste Kvinde.

Hun tager sig af en ung, forsømt Bondepige, der først er overbevist om, at det virkelig er sandt, hvad de altid har sunget om derhjemme paa Skolen, at alle Mennesker nu er blevne lige, at Fødsel, Stand og Rigdom ikke betyder noget længer'28, men snart'29, udsat for et raat Forførelsesforsøg af Husets Søn og for en kraftig Afvisning som Svigerdatter af selve Fru Gylling, kommer til at sande, at Kløften mellem Stænderne endnu er dyb.

Dog, dette er blot et Anslag af Tonen. Det forjættede Land er Historien om en ung dansk idealistisk Kapellan, der i mange Maader føler som en Frederik van Eeden, vil leve i Landalmuen og med den, baaret oppe af en stærk Bevidsthed om sit Kald men som med al sin Noblesse'30 og sin Offervillighed viser sig udygtig til at bakses med Personer og Forhold i det virkelige Liv og derfor ender som en stakkels vanvittig Taabe.

Medens Emanuel Hansted hele Bogen igennem er behandlet med mild Sympati, virker den Opfattelse af ham, der tilsidst udtales af en gammel kløgtig Præst, som rev Forfatteren med Magt et Bind fra Læserens Øjne og istemte en tordnende Dom'31: Til den Ytring, at Emanuel altid har haft en underlig Magt over Menneskene, svarer Præsten: Ja, den Magt, som Enfoldighed og Vanvid desværre altid har over ubefæstede Sjæle. Paa hans Gravsten burde skrives:

Herunder hviler Don Quixote's Genganger, Emanuel Hansted ved Navn, som var født til at være en skikkelig Kapellan men troede sig en Profet og Helgen; som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt, ansaa enhver Indskydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen og forfuskede Alt, hvad han fik mellem Hænder, men ikke desmindre indtil det sidste betragtede sig som Forsynets Udvalgte, der skulde berede Tusindaarets Komme. Hans Uskyldighed'32 var den at være Barn af en forskruet Tid, et forfjamsket Aarhundrede, der som intet andet har fremelsket Enfoldigheden og sat Præmie paa Daarskaben, hvor overspændte Idéer, hysterisk Lamenteren og al Slags ekscentrisk Vindmageri blev beundret som Udtryk for den sande, gudbenaadede Genialitet. Han var et Produkt af den lyriske Forraadnelsesproces, hvori den gamle Verdens Samfund for Øjeblikket er ved at gaa til Grunde.

Her har Pontoppidan'33 Ram paa Tidsalderens Idiottilbedelse, samtidig florerende hos Richard Wagner i Parsifal og hos Dostojevski i Idioten, senere hos Théodor de Wyzewa i hans evangeliske Fortællinger og hos vore egne Journalister.

Med Undtagelse af Hansteds bondefødte Frue og den kloge, skønhedselskende, kølige Præstedatter Ragnhild er de øvrige Personer i denne Bog – saa godt de end er gjorte – maaske ikke fængslende nok, har noget udviskede Konturer, saa de ved en Oversættelse næppe vilde interessere Evropa.

Anderledes forholder det sig med Pontoppidans Hovedværk, i mange Maader et Mesterværk, Lykke-Peer. Her er Trækkene i de vigtigste Aasyn saaledes gravede ind i Læserens Sind (og det uden omkvædsagtig Gentagelse), at enkelte Skikkelser ved Livagtighed overgaar Alt, hvad der er mig bekendt af alvorligt opfattede Skikkelser i nyere dansk Poesi.

Pontoppidan har aldrig gjort noget Forsøg paa at skrive impressionistisk, dramatisk som Jonas Lie eller Herman Bang. Han fortæller paa gammeldags Maade, kun at han aldrig'34 selv er til Stede som Fortæller. Hans Sprog er marvfuldt, ikke fantastisk, ikke søgende ny Ord'35 og skyende de fremmede. Hans Billeder er simple, slaaende, aldrig sparkende, som det nu'36 beundres. "Som en rødkammet Hane mellem sine Høns knejsede Kirken midt i Flokken af straatækte Huse".

Der er vel en Smule Selvbiografi i Romanen. Det latiniserede Pontoppidan (Broby) er blevet til Sidenius'37, og det hedder bittert, at Sideniusserne tror at hæve sig selv ved at lade haant om det Eneste, der er en Livskamp værd.

Lykke-Peer er Præstesøn, er et blandt talrige Børn, er Polytekniker, som Digteren selv. Han er paa det tekniske Omraade Opfinder. Han har sin Digters grundige Uvilje mod alt blot kunstnerisk. Han har sin Digters vemodige Grundsyn paa Danmark, "et dødsdømt Land, der i Løbet af et Menneskes Liv var svundet ind til Ruin, sygnet hen til et unyttigt Rudiment paa Evropas svulmende Legeme."

Aldrig før er der gjort et saa dybtgaaende Studium af det egentlig danske Naturel i dette gamle Vikingeland, der i Aarhundredernes Løb er blevet tæmmet, overvældet, skrællet og forgældet. Lykke-Peer er tilsyneladende en Naturkraft, en Bamse, stærk og hensynsløs, besluttet paa at erobre Skatten, men han aabenbarer sig efterhaanden som et Menneske uden Lidenskab, uden stærk Selvopholdelsesdrift, eller rettere: han besidder kun Lidenskabens negative Egenskaber, dens kolde Natside'38, ikke dens hærdende og lutrende Flamme.

Han er (siger Pontoppidan) Landets ægte Søn, et fuldbaarent Barn af det lidenskabsløse danske Folk med de blege Øjne og de frygtsomme Sind – Bakketroldene, der ikke kan se mod Solen uden at nyse, men som i Skumringen sætter sig paa deres lille Jordtue for med Fedel eller ved fromt Klokkespil at fremkogle straalende Syner. Et Puslingefolk med store tænksomme Hoveder men et Barns kraftløse Lemmer; et Tusmørkefolk, der kan høre Græsset gro og Blomsterne sukke, men som forputter sig i Jorden, hver Gang Morgenhanen galer.

Fra Peers første Barndom er Livet kristeligt blevet mistænkeliggjort for ham baade i Hjemmet og paa Skolen, Gravens Korsmærke er blevet tegnet paa hans Pande og hans Bryst fra den første Dag, han saá Lyset.

Det viser sig hans Liv igennem. Straks den første Gang en yppig Kvinde hengiver sig til ham, stødes han ikke ved hendes virkelige Laster, hendes Skaberi f. Eks., men han væmmes ved hendes Temperament. Alt holdningsløst, alt kamæleonsagtigt Omskifteligt har noget tiltrækkende for ham, som det f. Eks. møder ham i Frithiof Jensens Kunstnerpersonlighed, hvorimod Forstandsklarhed og fast Ensidighed, som det'39 træder ham i Møde hos hans jødiske Forlovede, i Længden støder ham tilbage.

Saa begærlig han nu og da er, begærlig efter Penge i den Grad, at han med Glæde forstødte sin Brud, i Fald han kunde faa hendes Kusine, der ejer 50 Millioner, saa "huser han dog inderst inde en middelalderlig Klosterbroder, for hvem asketisk Levevis og haardføre Vaner har noget skjult Tillokkende". Han ender da heller ikke som en Adam Homo, men rolig og stilfærdig som fattig Eneboer.

Hans Væsens Sammensathed er grebet med Mesterhaand'40. Han er det moderne Produkt af to Faktorer'41: Danskhed og Barndoms-Kristendom.

Alligevel er det ikke Peers Skikkelse, som giver Værket dets Tiltrækning, det er de øvrige lyslevende Figurer i Bogen, fremfor alle Jakobe, den fornemme og faste unge Jødinde, styg af Ansigt med sit Ørne- eller Papegøjenæb, men karakteristisk'42, saa hun bliver En uforglemmelig i sin Særegenhed. Slank og fin. Overstrømmende i sanselig Betagethed, der bliver Elskov. Af Stolthed saa reserveret'43, at hun end ikke meddeler sin Forlovede, at hun er med Barn ved ham. [Jeg troede dette Træk usandt; saa erfor jeg det selv af en ung Kvinde, der betroede sig til mig]'44.

Ved sine sikre Omrids, sit rige indre Liv, ved den Fortættelse af Figuren, som er Digterens vanskeligste Kunst, rager Jakobes Skikkelse op over hele Danmarks nyere Literatur.

Der er overhovedet en plastisk Styrke i Bogen. Læs Stedet, hvor Peer ser sin Moders fattige Kiste hænge i Kranen paa det Skib, der skal føre Liget til Jylland og ser den som en anden Vareballe sænkes ned i Lasten.

Ikke alt i Bogen er mig lige kært'45. Handlingens Anslag er unaturligt. Ingen testamenterer sin Formue til en heldig Medbejler. Ingen blaseret ung Mand dræber sig for en Dusinkvindes Skyld. Præsteskikkelserne Blomberg og Fjaltring fortjener ikke den Plads, der i Bogens Slutning ødes paa dem; men Værket er rigt og lærerigt.

Efter denne Bog er der hos os skrevet to store Romaner i flere Bind, der giver et Billede af Nutidens Danmark.

Den ene er Laurids Bruuns fortjenstfulde Af Bygernes Æt. Den har fremfor Pontoppidans Roman ét Fortrin, det mere dramatiske i Kompositionen, og det Pletskud, at alle Heltens Forhaabninger, hans hele Stilling, bryder sammen, fordi han ikke vil overtage den Formue, kan arver efter sin Svigerfader, da kan erfarer, den er vunden ved politisk Korruption'46. Maaden, hvorpaa denne Korruption betragtes af Omgivelserne, og Maaden, hvorpaa man lader Helten falde, da han er formueløs, er betegnende for de sidste Tiaars Danmark.

Men ingen Skikkelse er her fortættet og fremstillet i højt Relief som Hovedfigurerne i Lykke-Peer; Ingen kan maale sig med Jakobe.

Den anden omfattende Roman, der lader sig sammenligne med Pontoppidans Bog, er Martin Andersen Nexø's Pelle Erobreren. Den er helliget'47 Pontoppidan, og dens første Bind udkom to Aar efter Lykke-Peers sidste. Det er vor Literaturs første store Proletar-Roman, en for Hovedpartiernes Vedkommende oplevet Bog, indeholdende en overvældende Masse af Enkelt-Iagttagelser. hvis Sandhed umiddelbart fornemmes, og et rigt Galleri af indtrængende forstaaede mandlige og kvindelige Individualiteter. I sin Fremstilling af den kjøbenhavnske Socialismes Udvikling er den uhistorisk og fantastisk og i sit Slutningsbind er den udenfor Virkeligheden og udenfor, hvad Værket var anlagt til at skulle bevise, Proletariatets Sejr ved egen Kraft. Bogens Synsmaade er desværre Menigmands alene; Repræsentanterne for Overklassen stedmoderlig behandlede. Her fattes Solblikket ovenfra. Men et stort Værk er det.

Pontoppidans Roman har med sine Ufuldkommenheder en sikrere Holdning, et videre Blik. Den er som Bog Mindesmærket over en Danskhed, der har hersket i Aarhundreder – lige saa længe som Pontoppidan'ernes literært-teologiske Dynasti – men som Henrik Pontoppidan maaske mere energisk end nogen anden har stræbt at skrinlægge for bestandigt, paa det, at'48 højere Livsformer af dansk Aand kan'49 spire og trives i dens Sted.

Georg Brandes

 
['1] har allerede optaget… > 1913: er saare magert og har dog allerede optaget… tilbage
['2] men efter… > 1913: men dog efter… tilbage
['3] Forfatningsbrud > 1913: provisoriske Love tilbage
['4] Han > 1913: Mandslingen tilbage
['5] som omtrent stemmer med Kropotkin i hans Bog > 1913: der omtrent stemmer med Kropotkins i hans Bog tilbage
['6] tilføjet 1913: En Haandfuld tapre Mænd under Anførsel af en Helt kan forfærde Hære og styrte en Regering. Det lærer Garibaldis Erobring af Sicilien og Neapel. tilbage
['7] Det lærer > 1913: Det sidste lærer tilbage
['8] angive > 1913: anslaa tilbage
['9] i vore Dage > 1913: nutildags tilbage
['10] krænkes > 1913: kværkes tilbage
['11] Taskenspillere > 1913: Taskenspiller-Kunstnere tilbage
['12] Jargon > 1913: Mundart tilbage
['13] paa > 1913: af tilbage
['14] Netop i disse sine Paradokser > 1913: Netop i disse Paradokser tilbage
['15] selv om han har > 1913: om han end har tilbage
['16] Evner > 1913: Uvaner tilbage
['17] Nevøer > 1913: Søstersønner tilbage
['18] Niècer > 1913: Søsterdøtre! tilbage
['19] den vanvittige Kontrakt, der ved Ægteskabets Stiftelse indgaas, som er … > 1913: at den Kontrakt, der ved Ægteskabets Stiftelse indgaas, er … tilbage
['20] der syntes > 1913: som syntes tilbage
['21] smeltede som Voks > 1913: smeltede lig Voks tilbage
['22] antændte > 1913: tændte tilbage
['23] hvert > 1913: ethvert tilbage
['24] sande > 1913: sunde (men "sunde" er en trykfejl!) tilbage
['25] som > 1913: der tilbage
['26] Tidt havde man set Grundtvigianismen railleret > 1913: Tidt var der drevet Spas med Grundtvigianismen tilbage
['27] Krese > 1913: Kredses tilbage
['28] længer > 1913: længere tilbage
['29] men snart > 1913: men der snart tilbage
['30] Noblesse > 1913: Sjælsadel tilbage
['31] rev Forfatteren med Magt et Bind fra Læserens Øjne og istemte en tordnende Dom > 1913: skar den dybt igennem tilbage
['32] Uskyldighed [formentlig en sætterfejl] > 1913: Undskyldning (i overensstemmelse med foredragsmanuskriptet)$$ tilbage
['33] Pontoppidan > 1913: Pastor Petersen tilbage
['34] aldrig > 1913: ikke tilbage
['35] ikke fantastisk, ikke søgende ny Ord > 1913: ikke søgende nye Ord tilbage
['36] som det nu > 1913: som de stundom tilbage
['37] Sidenius > 1913: det latinske Sidenius tilbage
['38] Lidenskabens negative Egenskaber, dens kolde Natside > 1913: Lidenskabens kolde Natside tilbage
['39] som det > 1913: som den tilbage
['40] Mesterhaand > 1913: fast Haand tilbage
['41] Faktorer > 1913: Virkekræfter tilbage
['42] karakteristisk > 1913: præget tilbage
['43] reserveret > 1913: tilbageholden tilbage
['44] […] > 1913: den firkantede parentes udeladt tilbage
['45] Ikke alt i Bogen er mig lige kært > 1913: Ikke alt i Bogen er lige godt tilbage
['46] Korruption > 1913: Uredelighed (to steder) tilbage
['47] helliget > 1913: tilegnet tilbage
['48] paa det, at > 1913: i Haab om, at tilbage
['49] kan > 1913: vil tilbage