Duplik
Auf die mittelalterliche oder Ritterzeit ist die neuere oder Professorenzeit gefolgt; jetzt wird die neueste oder Menschenzeit kommen.
Anonymus'1.
Professor Høffdings velskrevne og vidtløftige Artikel i det sidste Hæfte af "Tilskueren" udøvede ved Gennemlæsningen en Virkning paa mig, som den sikkert ikke har fremkaldt hos nogen af dens andre Læsere. Den rykkede mig paa en forunderlig Maade bort fra Omverdenen; den bedøvede mig og gjorde mig synsk. Midti som jeg læste – jeg ved ikke hvorledes det gik til – følte jeg mig hensat andensteds til anden Tid …
Morgensolen skinnede ind ad Ruderne i et hyggeligt Værelse, og dens Straaler belyste en Vugge, hvor i Svøbet laa et nydeligt Barn, et Barn med gode, klare og milde Øjne, med en Tænkers Pande og et alvorligt Udtryk, ret et overordentligt Barn. Ved Væggen stod et Bord og paa Bordet laa en frisk Berlingske Tidende med Aarstallet 1843. Jeg undredes let derved: Herregud, tænkte jeg, skriver vi nu 1843? Da opdagede jeg, at om Vuggen stode Feer i lange hvide Klæder. Man ventede paa Gratierne. Indbudne vare foruden dem de tre gode Feer Esterelle, Abunde og Melusine. Jeg kendte dem straks.
Den høje lyse Esterelle bøjede sig over Vuggen og sagde: Jeg giver dig Retsindighedens gode Gave. – Den elskværdige, overdaadige Abunde tilføjede: Jeg lægger Tænksomhedens ypperlige Gave til. – Den skælmske, brunette Melusine sluttede: Og jeg skænker dig en Skæppe af Viddets Salt.
Dog i det samme saa jeg den onde Fe Karabossa i sin 252 folderige sorte Dragt, besat med Stjærner – hun var ikke indbudt, men i Harme derover uformodet traadt ind – og jeg hørte hende hviske ned til Barnet: "Jeg kan ikke tage mine Søstres Gaver tilbage; men i din Retsindighed skal altid være blandet en Kende Snæversind og Rethaveri; i din Tænksomhed skal der altid rummes en Dosis Spidsfindighed, og i Melusines Skæppe, hvor fuld den end bliver, skal der altid mangle et Gran af Salt, et eneste, men det som udfordres til at forstaa cum grano salis.
Det kloge Barn, som næsten syntes at begribe disse Ord, gav sig i det samme, paa spæde Børns Vis, til at græde højt, ja udstødte en saa skingrende Klage, at Gratierne, som var ved at træde ind af Døren, lysende af ungdomsfrisk Dejlighed og hjærtesmeltende Ynde, forskrækkedes og holdt sig lidt tilbage.
Hurtigt greb Karabossa en lille Flaske, som hun bar skjult i Folderne paa sit sorte Klædebon, og rystede nogle Draaber af den ud i Luften omkring Vuggen. "Jeg har endnu", sagde hun, "min egen Vuggegave at give; det er denne Eliksir. Ikke blot en Tænker skal du vorde, men en ægte Professor, og en svagere eller stærkere, men altid ægte Parfum de professeur skal staa om alt, hvad du skriver, som nu omkring din Vugge. Den Odeur kan Gratierne ikke taale, det ved jeg."
Hun vendte sig triumferende omkring, men de var allerede forsvundne, saa snart de havde sporet Duften fra den lille Flaske.
Saaledes gik det til, at de ikke kom til at staa ved Barnets Vugge.
Die Gratien sind leider weggeflogen citerede Karabossa, ikke uden Ondskab, men med en skærende Vemod i Stemmen …
Ordene vedblev at runge i mine Øren; da jeg i det samme aabnede Øjnene og med Forundring saa mig om. Det hele havde været en Drøm, jeg sad tilbagelænet i min Stol med Prof. Høffdings Artikel i Haanden.
I.
Aarvaagen gav jeg mig til at læse videre i den og saa snart, at den betegner et stort Fremskridt fremfor den første. I denne var Nietzsches konsonantrige Navn ikke en eneste Gang stavet rigtigt, i Gensvaret er det ikke en eneste Gang stavet forkert. Prof. Høffding lærer øjensynligt den fremmede Forfatter 253 bedre og bedre at kende. Naar han alligevel ikke lader ham vederfares Retfærdighed, beror det ikke paa manglende god Vilje, men paa en Egenskab, der ligger dybere end Viljen hos danske Universitetslærde. Selv de bedste iblandt dem føle sig efter faa Aars Forløb i den Grad som Videnskabens regulære Tropper, at de se ned paa de genialeste, helt uafhængige og derfor intet Hensyn tagende Forskere som paa Baschi-Bozuker'2.
Saaledes sluttede Brøchner'3 sin Bog om "Filosofiens Historie i den nyere Tid" med to Anmærkninger, af hvilke den første indeholder en anerkendende Henvisning til Prof. Høffdings "klare og grundige Skrift" om Filosofien i Tyskland efter Hegel, medens den anden forklarer Forfatterens fuldstændige Forbigaaen af Schopenhauer med de Ord, at han i dennes Filosofi kun har kunnet se "en inkohærent og dilettantmæssig opstillet Teori, der paa alle afgørende Punkter hjælper sig med blotte Postulater, i sit hele Anlæg er modsigende, og som kun ved tilfældige Forhold forbigaaende har kunnet opnaa at blive en Modesag."
Selv den, der som jeg af Hjærtet under Professor Høffding enhver fortjænt Anerkendelse, vil for hans egen Skyld beklage at de to Anmærkninger saaledes ere komne til at staa under hinanden paa samme Side. Nu virker den Høffdingske Genius's Klarhed og Grundighed ikke som den burde, saaledes sammenstillet med det usammenhængende og dilettantiske i Schopenhauers Aand, hvis Dyrkelse her endda gøres til en rent forbigaaende Modesag. Ti det herskende Omdømme er, selv i Danmark, ikke at tale om Europa, som bekendt tilbøjeligt til at give den sidstnævnte Filosof Forrangen og betragte ham som det mindst forbigaaende Fænomen af de to.
Det kan nu ikke andet end slaa en Lægmand, der ikke udgiver sig for "Tænker", hvor stor Lighed der er mellem Brøchners Affærdigelse af Schopenhauer og Høffdings af Nietzsche. Hos begge finder man Skolefilosofens Holdning overfor den uskolede filosofiske Ævne, der dog muligvis, endog naar den giver sig Blottelser, skuer videre og tænker ejendommeligere end den regulære Videnskabelighed.
Men Brøchners Uvilje mod Schopenhauer var hos denne dybtfrisindede Mand en Undtagelse, en Fordom, der udsprang af hans Ungdomskærlighed til den Hegelske Aandsretning. Høffdings Antipati mod Nietszche er noget anderledes artet. Det fortælles om afdøde Professor Hermansen'4, at han i sin Tid skal have sagt: "Det er bevist at Hegels Filosofi er fæjl." Saaledes 254 beviser Prof. Høffding, at Nietzsches Filosofi er fejl. Naar Professor Høffding faar en Bog i Haanden, er hans første Tanke den, om det der staar i den er rigtigt eller fejl. Jeg tilstaar, at min første Tanke er en anden. Jeg gaar straks tværs igennem Bogen til Mennesket bagved. Og mit første Spørgsmaal er det: Er dette Menneske værdifuldt, interessant eller ikke? Er han det, saa er hans Bøger upaatvivleligt værd at kende. Spørgsmaalene om rigtigt eller fejl lade sig paa de højeste aandelige Omraader sjældent anbringe og deres Besvarelse betyder ikke sjældent forholdsvis lidt. De første Linjer, jeg skrev om Nietzsche, lød derfor paa at han fortjænte at studeres og bekæmpes. Den Varme, med hvilken jeg skrev om ham, skyldtes ingen Overbevisning om at alt, hvad der findes i hans Skrifter, skulde være rigtigt. Jeg glædede mig over ham, som jeg glæder mig over enhver kraftig og ualmindelig Individualitet. Jeg har altid haft min Glæde af saadanne, ikke blot naar jeg, som her, i mange Maader maatte give den Personlighed, jeg skildrede, Ret, men endog hvor jeg ikke havde en eneste Mening tilfælles med den. Jeg nærer et gammelt Sværmeri for Joseph de Maistre, Aarhundredeskiftets største Reaktionær, og har allerede tidligt lagt det for Dagen (Se Den romantiske Skole i Tyskland 1873 S. 17 ff og 362 ff). Professor Høffding derimod mangler Organet for de store Særlinge. Han tror at have afvist deres Ideer, naar han har betegnet dem som uvidenskabelige Aandrigheder.
Til min store Beklagelse er Professoren bleven saa irriteret over den Karakteristik, jeg nylig skitserede af hans literære Personlighed, at han anslaar en Tone, der gør mig det vanskeligt at vedligeholde den urbanere Samtaleform, uden hvilken en Polemik udarter til et Skænderi. Han læser mig i sin Vrede unøjagtigt, indigneres over hvad han selv lægger ind i min Tekst, slaar af og til et Slag paa Moralens Tromme, taler patetisk, harmfuldt, bittertspydigt, falder hvert Øjeblik bagover af Forbavselse over min Mangel paa Begreb og Konsekvens, udvikler under disse Attituder, som man med et fremmed Udtryk maaske kunde betegne som de mauvais goût, snart Sandheder, jeg aldrig har benægtet, snart Overbevisninger, som han anser for selvfølgelige, men som ganske sikkert bygge paa en ufuldkommen Psykologi, indtil han endelig til Læserens Overraskelse ender med at udtrykke en Beundring for visse Ævner hos mig, som jeg ikke havde Ret til at vente af ham, og hvis Ægthed jeg ingenlunde vil drage i 255 Tvivl, men som netop naar den er saa ægte, som Professoren forsikrer, forekommer mig at burde have haft en Smule tilbagevirkende Indflydelse paa Forfatterens tidligere Holdning og Tone. Jeg fortjæner i Virkeligheden
ni cet excès d'honneur, ni cette indignité.
Jeg havde brugt det Udtryk om Prof. Høffding, at han er den fødte Advokat for den i Tidsalderens dannede Kredse anerkendt gode, altsaa forsaavidt populære Sag. Det er sandt, og der er intet fornærmeligt deri. Jeg havde fortsat: "Deraf en vis Tilbøjelighed til at tage dygtig Afstand fra Personligheder som mig, hvis Lod i Livet er blevet den, altid at maatte føre den upopulære Sag." Dette er ikke mindre sandt og der er heller ikke heri nogen Fornærmelse. Meningen er for enhver, der forstaar at læse nøjagtigt: Af dette Naturel følger den Tilbøjelighed, som Prof. H. først i sin tidlige Ungdom, saa efter 24 Aars Forløb nu paany har lagt for Dagen til Angreb paa en Personlighed som mig, der den Gang stod næsten ene med en da højst upopulær fritænkersk Overbevisning, nu paa andre Omraader (som i Kønsspørgsmaalet og paa det politiske Omraade) har vedkendt sig Meninger, som yderst faa Personer offentligt vedkende sig dels fordi Samfundet ikke vil se sin Moral angrebet, dels fordi de politiske Partier ikke ynde den, der ikke fuldt kan slutte sig til noget af dem.
Prof. Høffding refererer denne Tankegang saaledes: "Det Angreb jeg har rettet paa Aristokratisk Radikalisme udleder han af, at jeg har "en Tilbøjelighed til at tage dygtig Afstand fra Personligheder, hvis Lod i Livet er blevet den, altid at maatte føre den upopulære Sag." Den Insinuation, som heri ligger, afviser jeg som usømmelig og usand."
Professoren kan spare sig Ulejligheden; ti der ligger ikke nogen som helst Insinuation deri, kun Konstatering af en Kendsgerning, af de Angreb paa mig, som Professoren har ført paa to Tidspunkter af mit Liv, hvor jeg har ytret noget særligt upopulært. Imellem dem har der været et Tidsrum, hvor Uviljen imod mig var noget mindsket, dels fordi jeg levede i Udlandet, dels fordi jeg ikke i min Produktion henvendte mig direkte til danske, og i dette Tidsrum var Forholdet mellem Professor Høffding og mig det bedste. Muligheden for at tale om Insinuation, Usømmelighed og Usandhed opstaar kun ved Prof. Høffdings ufine Maade at 256 citere paa, nemlig ved at holde sig til Generalisationen Personligheder og udelade de forklarende Ord som mig.
Hvad mig personligt angaar, forklarer Professoren, at han vel baade som ung og nu i flere Aar har følt sig i Afstand fra mig, men han har ikke taget Afstand fra mig – en ret subtil Distinktion. Han godtgør det – lidt besynderligt – ved at han aldrig har omtalt mig hverken i sine Skrifter eller paa sine Forelæsninger, dernæst ved at han en Gang ved en Doktordisputats har kaldt mig et udmærket Talent. Jeg var ikke til Stede, næppe heller i Landet, saa Faktum var forblevet mig ubekendt. Jeg kvitterer med Tak for Modtagelsen af Komplimenten, som skøndt udtalt i hin Mellemperiode, da Prof. Høffding var mig god, først kommer til min Adresse nu, da han er mig gram. Straalerne fra hin fjærne Stjærne naa mig des værre ikke før den Flamme, der udsendte dem, næsten er slukt. Prof. Høffding forklarer, at havde han fulgt sin Tilbøjelighed, saa havde han aldrig skrevet imod mig. Naar han trods sin Ulyst til at angribe mig – det er altid et Offer, mine ærede Modstandere bringe – dog har gjort det, saa er Grunden "ikke den, at Dr. G. Brandes er upopulær, men netop at han er populær."
Ja naturligvis! Det forstaar jeg meget godt. Naar en har forfægtet et vist System af fra først af helt upopulære Anskuelser i en fem og tyve Aar, saa længe til hans Sag i visse Maader er bleven causa victrix, saa opnaar han efter Menneskelivets Love i adskillige Kredse en Smule Popularitet. Naar han saa ikke, som Skik og Brug er her til Lands, for hver Dag, som gaar, bliver et stedse artigere Barn, men jævnlig paany af sit indre Liv drives til Udtalelse af Meninger, der ikke nyde nogen Yndest, saa er det, at der hos de veltænkende opstaar en dobbelt Irritation, den over de fordærvelige Meninger og den over at de have en trods alt dog saapas anset Talsmand, og disse to Momenter i Forening ægge til Modsigelse.
Prof. Høffding gør mig da Uret, naar han skriver om mig: "Det er noget, som han under sine hyppige Udeladelser om sin Forfølgelse og sin Upopularitet er tilbøjelig til at overse, at han har en stor Tilhængerkreds" og saa derefter giver denne Kreds et lidet smigrende Skudsmaal. Legenden om mine hyppige Udeladelser om Forfølgelse er det ikke mere værd at spilde Ord paa. Jeg gendrev den allerede 1872 (i Begyndelsen af "Forklaring og Forsvar") og den er ikke bleven sandere siden da. Jeg har end 257 ikke talt om min Upopularitet, men om visse Anskuelsers, jeg har forfægtet. Jeg véd ret vel, at jeg langsomt har samlet mig en sympatetisk Læserkreds, ingen stor her til Lands, en større andensteds; jeg nærer den Taknemmelighed imod den, som jeg i fuldt Maal skylder den; der findes i den saa mange Mænd og Kvinder med den høje aandelige Udvikling, som udelukker Troen paa filosofiske Formler, og med det virkelige Frisind, der gør Modtageligheden stor og Viljen enkelt, at Prof. Høffding højligt fejler, naar han mener at kunne betegne deres Væsen med Stikordet Overkultur.
Han forstaar ufint, naar han tror, jeg har tillagt ham den Rolle "at jage efter Popularitet"; han jager ikke efter den, han har i Kraft af sit Naturel de Meninger, der indbringe den. Han angriber ufint, naar han siger, jeg har tillagt mig selv en ædel Rolle ved de Ord, at det er faldet i min Lod bestandig at maatte føre den upopulære Sag. Talen er her ikke om en Rolle men om en Realitet. De jævnaldrende, samtidigt med hvem jeg begyndte mine Studier, og mangfoldige, der have betraadt Rendebanen længe efter mig, have opnaaet Æresposter, Udmærkelser, Embeder, Titler, indflydelsesrige Stillinger. Prof. Høffding véd saa godt som nogen anden, at jeg ikke har modtaget noget som helst af den Art. Han véd ogsaa Grunden. I den fine Populaces Omdømme er jeg forbleven en Nedriver, en Nedbryder af det hellige, det værdifulde. Selv Prof. Høffding forklarer, at han ikke "med samme Glæde og Frejdighed som mange andre ser paa Nedrivelsens Værk." Nedrivelsens Værk! hertil Lands! hvor man end ikke kan faa revet et Ministerium ned; hvor det er umuligt at faa blot saa meget Murværk revet ned, at der kan blive indlagt et Par Ventiler i et Universitet, i hvilket man kvæles; og hvor der ikke i stor Stil bygges andet end Forter og Kirker!
I sin første Artikel havde Prof. Høffding givet en utvivlsom Antydning af, at han efter sin egen Opfattelse hørte til de radikale Aander – Overskriften sagde det – og en ikke mindre utvivlsom Antydning af, at han regnede sig til de revolutionære.
Han skrev nemlig: "Dr. B. skelner mellem to Klasser af revolutionære Aander, af hvilke den ene føler sig tiltrukken af Cæsar, den anden af Brutus. Skulde der ikke kunne gives en tredje Klasse, der hverken i Usurpatoren eller i den sidste Repræsentant for Roms udartede Aristokrati finder den højeste Storhed, og 258 som netop finder hin Tid saa ulykkelig, fordi man kun havde Valget mellem disse to?"
Da Professor Høffding tillægger denne tredje Klasse sin egen Anskuelse, havde han ved sin Skrivemaade tvunget sine Læsere til at henregne ham til den. Ikke des mindre kalder han nu den Udtalelse af mig "aldeles uberettiget", at han har givet en Antydning i denne Retning.
Jeg kan ikke gøre for, at Professoren skriver dunkelt. Han er, siger han, Evolutionist: det nye skal følge af det gamle osv. Er der nogen som i vore Dage ikke véd det? Og er der nogen, hvem det i afgørende Spørgsmaal af praktisk Natur viser Vej? Der er Evolutionister, som ville, vi skal vente til vi have omvendt den sidste Spidsborger. Andre have Hast. Undertiden synes Evolutionen at gaa for sig i Spring med Syvmilestøvler, undertiden synes den at trippe som en Morlille. Selv de skete Revolutioner høre jo med under Evolutionen. En Revolution vilde jo været umulig, i Fald Betingelserne for den ikke forelaa. Prof. Høffding har glemt at protestere mod, at jeg – ligeledes efter hans eget Vink – kaldte ham formentlig radikal; men revolutionære Aander er slet ikke andet end evolutionistiske Radikalere. Han behøvede derfor ikke at sky den ene Betegnelse stærkere end den anden. Men det skal indrømmes, at ingen af dem passer paa ham.
Prof. Høffding har, til Trods for at han er Angriberen, sat sig fast i den Forestilling, at jeg vil ham til Livs, og dette gør ham, som af Naturen er saa human og velmenende, bitter og spids. Han skriver f. Eks.: "Hvad Dr. B. angaar, saa er han nu naaet til et meget ophøjet Standpunkt. Han er (ganske vist i Skøderne paa Nietzsche) naaet til Overmennesket. Jeg svimler ved Tanken om hvor højt han vil naa, naar han gør sin næste Svingning". Alt, hvad jeg om Overmennesket har sagt, er at Nietzsche af Renans halvt skæmtefulde, halvt skeptisk udtalte Drømmerier om en ny Asgaard har formet en for fuldt Alvor udtalt Fremtidsfantasi. Det er ikke fin Læsning at faa en Hængen i Skøderne paa Nietzsche ud deraf. Jeg overser ikke, at Prof. Høffding, som i Grunden er en finere Mand, har læst saa ufint for at faa en Vittighed frem. Men naar saa blot selve Vittigheden var en Smule mere fin!
Professoren lader her forstaa, at Læsning af Nietzsche har frembragt en Svingning i min Grundopfattelse. Han tager fejl deri. Den Grundsynsmaade, som er fremsat i disse sidste Artikler, 259 fandtes hos mig længe før jeg kendte et eneste Skrift af den tyske Forfatter. At jeg har kunnet vurdere ham, beroede paa, at jeg havde adskillige af hans Anskuelser forud. Jeg har en Gang ved en offentlig Lejlighed lagt dem for Dagen. Da jeg ved Grundlovsfesten 1884 om Aftenen blev opfordret til at tale, gjorde jeg det med de i Avisartikler titnok citerede, forvrængede og angrebne Ord: "Jeg for min Del er ikke Demokrat. Jeg vil ikke tjæne Demokratiet. Kunde jeg, vilde jeg bruge det – til at tjæne Folket", Ord, der afstedkom et langvarigt Spektakel, Deklamationer og Demonstrationer, og som jeg forklarede med den Vending, at jeg vel var overbevist om Venstres forfatningsmæssige Ret, men ikke delte dets Tro paa Flertallet.
Mod Nietzsche er Prof. Høffding paa en Maade grovere end mod mig, men underligt nok, han er det betingelsesvist. N. er, siger Professoren "bleven præsenteret som en stor Filosof" – jeg har aldrig brugt disse Ord. Som Monologer af en tragisk Figur var hans Værker gode nok. Men, hedder det: "Hvis det, han giver, skal være Filosofi, er det meningsløst." Ak ja, de Rubriker! Hvis det, betragtet som menneskelig Ytring, ikke er meningsløst – hvis det tilmed er tankevækkende, ejendommeligt, tit dybsindigt, hvis det aabner Horizonter, hvis det afslører Afgrunde – hvad vil det da sige, at det ikke er Filosofi!
Det er denne Skolemestertone, som ikke klæder Prof. Høffding, saa lidt som den Maade klædte ham, hvorpaa han talende "med Vemod" om Nietzsches Sygdom samtidigt betegnede ham som en sprukken Klokke. Professoren forklarer, at han kun kender denne Sygdom gennem mig og gennem de Symptomer paa dens Komme, jeg har paavist i N.s sidste Skrifter. Ingen, der vil genlæse de Ord, jeg den Gang brugte, kan drage den virkelige Vemod og virkelige Smerte i Tvivl, med hvilke de ere skrevne, nænsomt som de er valgt. Talrige Personer som have læst Stedet hos Prof. Høffding, har følt sig saarede af den i saadanne Udtryk udtalte Beklagelse over at den af ham in absurdum reducerede Tænker nu ogsaa faktisk var udslettet af de sunde og fornuftigt tænkende Væseners Tal. Jeg vilde dog ikke have nævnt dette enkelte Eksempel paa hvorledes Prof. H. føler overfor den irregulære Storhed, hvis ikke det samme typiske Træk var kommet frem i Tyskland. Ogsaa der blev Nietzsches Sindssyge betragtet som det sidste, afgørende Bevis paa det barokke og sygelige i hans Lære. Som den unge Forfatter Leo Berg netop i den Anledning med 260 virkeligt Vemod skrev det: Spidsborgerne havde forsaavidt de kendte ham, bestandig betragtet ham som gal. Saa blev han sindssyg, og Spidsborgerligheden fik, som altid Ret.1
II.
Hvad der gør det mest besværligt at værge sig imod Angreb af en Mand som Prof. Høffding er ikke saa meget Mandens uomtvistelige Dygtighed som den Omstændighed, at han skal og maa have Ret. En Franctireur som jeg kan have taget fejl og bliver ligefuldt den samme. Anderledes en Mand, hvis Fag det er, Aaret rundt at høre andre Mennesker i sine Meninger, ja at prøve Folk i dem til en Eksamen. Hans Autoritet taaler ikke, at han har haft Uret. Deraf et ret pinagtigt Rethaveri. Jeg nødes til at anføre nogle Eksempler derpaa:
I Anledning af min Ytring, at jeg betragter de i de moderne Etiker hævdede Principer som Regulativer, men ikke som mere, skriver Professoren: "Jeg gad vide hvad Etiken skulde være andet end netop en Lære om Regulativer" og bemærker med en hos ham ikke ualmindelig Overlegenhed at mit Studium af Etiken i flere Henseender ikke synes at have været heldigt, siden jeg ikke engang har opdaget dette. "Ikke engang" er virkningsfuldt.
Kant, som dog altid er værd at regne med, naar man taler om Etik, og hans talrige Tilhængere og Efterfølgere, opfattede som bekendt Etiken saaledes, at den gav Menneskeheden ikke et Regulativ men et Imperativ, et ubetinget Bud. – Herbart ombyttede det ubetingede Bud med den praktiske Fornufts ubetingede Bifald eller Mishag ved Viljen. Med andre Ord, der gives Filosofer nok, der tale ikke om Moralregulativer, men om Moralloven og om denne Lov som om et Indbegreb af ubetingede Normer. Saaledes hævder blandt de moderne f. Eks. Steinthal, at Etiken giver os ikke Regulativer, men en Maalestok til Bedømmelsen af Handlinger, Maalestokken for Ros og Dadel. Han afviser som principløs enhver Lykkelære (Eudaimonisme) og enhver Nyttelære (Utilitarisme); ti, siger han, Etiken søger det for alle Tider gyldige, det for alle Mennesker nødvendige.
261 Den Mand, som først sagde: Fiat justitia, pereat mundus'5, troede paa en etisk Lov. Men som jeg udtrykte det, for mig giver den moderne Etik kun Regulativer – med et ædlere Udtryk: regulerende Idealer, med et stærkere: regulerende Illusioner – og herpaa beror det, at den i alle vanskeligere og lidt mere indviklede Tilfælde lader én i Stikken.
Velfærdsmoralen lærer mig f. Eks. at Sanddruhed, Redelighed, Paalidelighed, Hjælpsomhed i Almindelighed have en Tilbøjelighed til at fremme menneskelig Velfærd – hvad man ikke behøvede en Aand fra Graven til at sige én, end ikke en Aand fra Universitetet – men den kan i vanskelige Tilfælde aldrig lære mig om en enkelt bestemt Handling vil have heldbringende eller dog overvejende heldbringende Virkninger for Menneskehedens Vel eller endog blot for et enkelt Folks Lykke. Man tænke paa Charlotte Corday's Stilling til Marat. De Mænd, der majestætsforbryderisk afsatte Gustav IV Adolf vare overbeviste om, at Afsættelsen var en for Sverig og Civilisationen nødvendig Daad. Alexander den Andens Drabsmænd var overbeviste om at Czarmordet var en for Rusland og Civilisationen gavnlig Handling. Dette er ikke nok til at gøre Handlingen etisk; ti her spørges ikke om Overbevisningen alene; men det er Moralfilosofen umuligt at udlede en saadan Handlings Værd eller Uværd af dens Forhold til det højeste Formaal, Menneskehedens Velfærd. Regningen lader sig aldrig udføre.
Med Rette hævder derfor Friedrich Paulsen'6, at den almindelige Moralprædiken (som han mærkeligt nok synes at tillægge nogen Betydning) ganske maa indskrænke sig til Indprægen af saadanne almindelige Forskrifter som: ikke lyve, ikke bedrage, ikke skade o.s.v., men han tilstaar samtidigt, at Moralfilosofen ikke kan vægre sig ved den Indrømmelse, at der kan forekomme Tilfælde, hvor en Gennembryden af disse Regler er tilladt eller endog nødvendig.
"Den, der vil gaa sikkert, siger han, maa holde sig indenfor den sædelige Lov [ɔ: det sædelige Regulativ]; ti hvem der bryder den, handler altid paa egen Risiko". "Rigtignok", fortsætter han med anerkendelsesværdig Ærlighed, "er det ikke de stærke Naturer, der skatte Sikkerhed mest. De Mænd ved hvem store Vendinger er blevne hidførte i det historiske Liv, have hyppigst paa den ene eller den anden Maade forladt Moralens og Rettens sikre Vej". (Etik 184-87).
262 Regulativet orienterer altsaa teoretisk, men i Praksis er det i Tvivlstilfælde uanvendeligt, dels fordi jeg ikke kender Menneskehedens Vel nøjagtigt, dels fordi det historisk har vist sig, at de rent elementære Regler næsten altid have maattet overtrædes af dem, der vilde udrette noget stort, med andre Ord: Reglernes ubetingede Overholdelse synes vanskeligt forenelig med Storhed.
Mit næste Eksempel paa Professorens uheldige Rethaveri er dette: Han havde forløbet sig slemt ved hint Citat af Nietzsche angaaende Løgnens Guddommelighed, der skulde og maatte gøre det Indtryk paa Læseren at denne Forfatter var halvt forrykt, og som gjorde det umuligt at finde ud af hvad han virkelig havde sagt, forvrænget som det var til det taabelige, ja til det flade. Prof. H. lod her tilmed Nietzsche angribe Videnskabsmændene med disse fyndige Ord: "De hylde endnu ikke den Maksime" "Intet er sandt, alt er tilladt". En skikkelig Læser kunde slet ikke faa andet ud deraf end at efter det gale Menneskes Mening var Løgn en fortræffelig Ting og Livets Hemmelighed den: Jo galere, jo bedre! Nu hævder Professoren at hans hele Forseelse er den ikke at have gengivet Nietzsches Udtalelse ordret, N. udtrykker sig noget stærkere end i hans Gengivelse, og jeg "gør et Nummer" ud deraf.
Professor H. havde misforstaaet Tysken, det var et Uheld, dog af mindre Vægt. Men hans Iver for at give en ufordelagtig Mening om den fremmede Forfatter, der ved Sygdom er forhindret fra at forsvare sig, tvinger mig til endnu en Gang at eftervise, paa hvilken Maade han er bleven citeret:
Nietzsche havde sagt: "Da de kristne Korsfarere stødte paa hin uovervindelige Assassiner-Orden, hin Orden af frie Aander fremfor nogen, hvis lavere Grader levede i en Lydighed, som ingen Munkeorden har naaet, da fik de ad en eller anden Vej ogsaa et Vink om hint Symbol og Karvestok-Ord, der var forbeholdt de øverste Grader alene som deres Hemmelighed: Intet er sandt, alt er tilladt". Han priser den Aandsfrihed, som røber sig i dette Symbol, og siger: "Har mon nogensinde en europæisk, en kristelig Fritænker forvildet sig ind i denne Sætning og dens labyrintiske Følgesætninger. Kender han denne Hules Minotaurus af Erfaring? Jeg tvivler derpaa".
Dette er da ikke en flad Anbefaling af den almindelige Opløsning; denne Sætning aabner Nietzsche ikke en Havn, men en Labyrint, der fører ind til en Hule, og denne Hule har sin Minotaurus. – Og nu citeres hos Prof. H. videre paa denne Maade: 263 Først anføres halvfjærde Linje af Nietzsches Genealogie S. 168, hvilke ere skrevne til Ære for Filosoferne, men hvor verehrungswürdige (ærværdige) er oversat agtværdige, saa det hele kan synes let ironisk ment, derpaa følger efter et Par Prikker fem Linjer af S. 166, altsaa et langt tidligere Sted, hvis Mening, er, at Filosoferne anse sig for Modstandere af det asketiske Ideal, men inderst inde ikke er det – Linjer, der saaledes løsrevne af deres Sammenhæng kun udtale en Mistro mod alle Slags troende, og saa følger efter et Par Prikker en enkelt Linje fra S. 169 nederst, den misforstaaede om Vilfarelsens, Løgnens og Blindhedens Guddommelighed. Saaledes citeret maa selv en Engel af Klarhed synes konfus.
Og saaledes har Prof. H. bestandig citeret Nietzsche. Paa samme Side (Demokratisk Radikalisme S. 851) hed det f. Eks.: "Men naar den Tankens Stoicisme, der veier sit Nej lige saa vel som sit Ja forkastes". Nietzsche taler selvfølgelig ikke imod at nogen vejer sit Nej saa vel som sit Ja, men mod den Stoicisme, der forbyder sig Nej saa strengt som Ja, det vil sige: staar stille overfor saakaldte Kendsgerninger og giver Afkald paa enhver Fortolkning af dem, fordi der i al Fortolkning, da den tilretteskyder, udelader, forkorter o.s.v., er en Art Forvanskning – om denne Stoicisme er det, han siger, at den ligesaavel udtrykker en Askese som hvilken som helst Fornegten af Sanselighed. Man tænke sig, at Prof. Høffding i denne Anledning holdt en Forelæsning for Nietzsche af det Indhold, at naar den Tankens Stoicisme forkastes, der vejer sit Nej lige saa vel som sit Ja, saa bortdrages Grundlaget for al Videnskab; det maa nemlig vel mærkes, at et Ja i én Retning ikke nødvendigvis medfører et Nej i en vis bestemt anden Retning; det kommer an paa, om de to Retninger udelukke eller ophæve hinanden og dette maa nøje overvejes … og saa fremdeles i denne Common-sense-Stil.
Jeg har oprigtig Medfølelse med Prof. Høffding. Han kan som Professor i Filosofi ikke overfor sine Russer være bekendt at have haft Uret, da han viste en anden, endda en Ikke-Fagmand som mig, til Rette. Men det vilde have gavnet hans hele Stilling overfor Publikum og end ikke have skadet hans Ufejlbarhed som Selvhersker over alle Russer synderligt, om han havde indrømmet et eller andet Fejlgreb paa mere underordnede Punkter.
Han har ikke villet det. Han paastaar saaledes endnu en Gang, at Nietzsche forveksler Spørgsmaalet om Moralens historiske Oprindelse med Spørgsmaalet om dens Værdi, skøndt jeg 264 har anført Steder, hvor N. direkte udtaler sig mod en saadan Forveksling.
Hvor findes da Forvekslingen? Jo Prof. H. meddeler, at Nietzsche udtrykkeligt i "Genealogie der Moral" S. IX erklærer Behandlingen af det første Spørgsmaal for Middel til Afgørelse af det andet. Denne Udtalelse er vildledende. Nietzsche siger her sandt og simpelt: "I Grunden laa der mig den Gang noget langt vigtigere paa Hjærte end egne eller fremmede Hypoteser om Moralens Oprindelse (eller nøjagtigere: disse kun for et Formaals Skyld, til hvilket de er et blandt mange Midler): det gjaldt for mig om Moralens Værdi."
Altsaa: At behandle Spørgsmaalet om Moralens Oprindelse som ganske og aldeles underordnet det om dens Værdi, og at kalde en Hypotese om Moralens Oprindelse for et blandt de mange Midler, gennem hvilke man kan naa til en Bestemmelse af Værdien – det er at forveksle Oprindelse og Værdi. – Bedste Hr. Professor! Dette er ikke at læse med den gode Læsers Øje.
Nej Nietzsche forveksler ingenlunde de to Spørgsmaal, som han saa vel har forstaaet at holde ud fra hinanden paa selve det Sted, Professoren alene har anført imod ham. Men selvfølgelig behandler han ikke de to Problemer som var de hinanden uvedkommende. Højst naturligt ser han i Besvarelsen af det ene Spørgsmaal et blandt mange andre Midler til at naa til Besvarelse af det andet. Da Lassalle i sin Tid godtgjorde, at hos Romerne, det Folk, der først udviklede den europæiske Arveret, var Arvingen oprindeligt Viljesarving, ikke Formuesarving af den Døde, og da han ifølge disse sine Studier betegnede det som de nyere Juristers store Vildfarelse, at de ansaa Testamentet for naturretligt – saa beviste han ganske vist ikke derved, at Testamentet ikke i vore Dage kunde bestaa som noget helt forskelligt fra hvad det i sin Oprindelse var. Men han tog noget af Grundlaget bort under den moderne Opfattelse af Begreberne Ejendom og Arv. Han godtgjorde, at i Principet var de nugældende Arvesystemer ensbetydende med Statens Regulering af Formuesefterladenskaberne. Han forvekslede altsaa ikke Spørgsmaalet om Arverettens Oprindelse med Spørgsmaalet om dens Karakter og Værdi nu til Dags. Men idet han opstillede og med Held forfægtede en genial Hypotese om Oprindelsen, unddrog han den nu bestaaende Arveret en af dens Sanktioner.
Saaledes forveksler ikke heller den Spørgsmaalet om Kristendommens Værd med det om dens Oprindelse, der som 265 Renan skriver en "Histoire des origines du Christianisme". Men enhver forstaar, at der er en Sammenhæng imellem de to Spørgsmaal, og at den, der interesserer sig levende for det første, drives til at sysle med det andet.
I sin Iver for at gøre Nietzsche tankeløs havde Prof. H. dernæst i sin første Artikel forklaret, at N. var stedt i en Selvmodsigelse, naar han roste de aktive Følelser paa Tilbageslagsfølelsernes Bekostning; ogsaa det primitive Aristokratis Selvfølelse var en Tilbageslagsfølelse. Jeg svarte hertil, at denne Følelse for N. vel var relativ, men ikke reaktiv.
Dette maatte modsiges. Professoren skriver: "Denne Distinktion kender Nietzsche ikke. Lige efter at han som anført har erklæret det aktive Menneske for bedre end det reaktive, bebrejder han den moderne Biologi, at den har borteskamoteret Begrebet om den egentlige Aktivitet. Man stiller Tillæmpelsen i Forgrunden, det vil sige, en Aktivitet af anden Rang, en blot Reaktivitet. Altsaa han hævder udtrykkeligt, at der skal gives Følelser som ikke bero paa Tillæmpelse d.v.s. ikke er bestemte ved Forhold til noget ydre, ikke er relative, og at den aristokratiske Selvfølelse skal være af denne Art …"
Da jeg læste dette, maatte jeg tænke paa min Drøm om det Gran af Salt der altid skulde mangle i Melusines Skæppe, det Gran af Salt, hvormed det gælder om at forstaa. Ti ikke med en Stavelse taler Nietzsche her om Følelser, ikke et Øjeblik sigter han til den aristokratiske Selvfølelse. Hvad han sigter til er noget ganske forskelligt, og hvad han siger, er sandt og dybt. Hans Mening er at den moderne Darwin-Spencerske Grundopfattelse hos adskillige, der i den se en Løsning af Livets Gaade, har ført til en Forglemmen, en Overspringen af selve den hemmelighedsfulde nisus'7 (jeg har intet dansk Ord derfor), som Livet i sit inderste Væsen er, og som visselig ikke er forklaret ved at man stiller et Ord som Tillæmpelse i Forgrunden. Han angriber den Spencerske Definition af Livet som: en bestandig mere hensigtssvarende indre Tilpasning efter ydre Omstændigheder. Han finder deri Livets Væsen miskendt, den af en indre Kilde strømmende Virksomhed, som Sibbern kaldte det, der for ham er Attraa efter Magt. "Dermed", siger han, "er overhovedet den principielle Forrang overset, som tilkommer de spontane, formende Kræfter, paa hvis Virkning først Tillæmpelsen følger, og i Organismen selv det Herredømme fornægtet, som tilkommer de Funktioner, i hvilke 266 Livsattraaen fremtræder aktiv og formgivende." Heller ikke her er da Nietzsche selvmodsigende eller tankeløs.
Prof. Høffding slaar med spærret Skrift fast, at jeg intet har svaret paa Hovedpunkterne i hans Kritik af N.s Moralgenealogi. Hvorfor skulde jeg svare derpaa? For det første havde jeg selv eftervist, at hvad N. forebringer om forskellige Oldtidsfolks Klassifikation af Menneskene, i Virkeligheden ikke stammer fra ham men fra Paul Rée. N. havde selv ikke givet sin Lære ud for andet og mere end en Hypotese, og denne er i mangt og meget plausibel. Til Menneskeaandens evige Inventarium hører uden Tvivl aldeles ikke Vurderingen af Velvilje og Fordømmelsen af Grusomhed. Der eksisterer endnu den Dag i Dag mangesteds paa lavere Kulturtrin, hos Indianerne i Nordamerika, hos nord- og østafrikanske Stammer o.fl., en Moral, ifølge hvilken det meste, vi kalde Last, anses for Dyd, og ifølge hvilken man erhverver sig Ære ved Rov og Drab. Det meste af den Moral, der kom til Orde som rent arisk Moral i det gamle Indien, i det gamle Grækenland og paa det gamle Island, svarer nøje til hvad N. kalder Herremoral. Jeg har selv udtalt, at han med sit Forsøg paa at tilbageføre den historiske Kristendom til det, han kalder Slavemoral har leveret en Karikatur i det 18de Aarhundredes Aand og Stil. Hvad ligner det da at lade som om Angreb paa dette Forsøg var Angreb, jeg er forpligtet til at afvise!
Prof. Høffdings synes mig i øvrigt ikke frygtelige. Han finder Spirer til moderne Humanitet i en indisk Sætning, som han anfører efter et tysk Værk, jeg ikke kender, dernæst i et Sted af Odysseen og i en Sætning af Plato. Hvad Inderne angaar var deres hele Moral som bekendt Kastemoral og Nietzsche har en hel Række Uddrag i Herremoralens Aand af Manu's Lov, der blev sanktioneret som Samfundslovbog2. De homeriske Digte som Helhed er affattede i "Herremoralens" Aand. Hvad Platon angaar, har N. med yderste Energi lagt sin Uvilje for Dagen imod ham som et i dybere Forstand ugræsk Fænomen. Han mener dermed omtrent hvad jeg mente, da jeg for mange Aar siden (i min Bog om Søren Kierkegaard) betegnede Sokrates som "den helleniske Aands Selvopløsning". For Prof. H. er Platon i dette Forhold kun "den store græske Tænker og den rige atheniensiske Adelsmand". 267 Han maa imidlertid forsøge paa at sætte sig ind i Nietzsches Synsmaade med Hensyn til Platon. N. skriver: "Min Mistro mod Platon gaar i Dybden: jeg finder ham saa vildfarende fra alle Hellenernes Grundinstinkter, saa formoraliseret, saa præeksistent-kristelig – han har allerede Begrebet god som øverste Begreb – saa jeg om det hele Fænomen Platon hellere brugte Ordet "højere Svindel" eller hvis man foretrækker det Idealisme end noget andet Ord. Man har maattet bøde dyrt for at denne Athenienser gik i Skole hos Ægypterne eller hos Jøderne i Ægypten". (Nietzsche: Götzendämmerung 53, 182).
Som man ser, er Nietzsche ikke uden Blik for den Kontrast, hvori Platon staar til Hellenismen, som han opfatter den. Men her som bestandig fremhæver Prof. Høffding triumferende mod ham, hvad han selv har sagt i Skrifter, Professoren ikke kender, kalder saa dette Kritik af Nietzsche og spørger mig udæskende, hvorfor jeg ikke gendriver den. I Tilfælde som dette gendriver jeg den ikke, fordi den kom gendrevet til Verden; i et Par andre tier jeg, fordi jeg hverken har Tid eller Lyst til yderligere at fordybe mig i Æmnet, og fordi jeg er min egen Vogter, ikke Nietzsches.
Den lidenskabelige og krænkede Tone, hvori nu alle disse Indsigelser ere forebragte, røber, hvor ubehageligt Professoren har følt sig berørt af mit dog yderst høviske Svar paa hans første Artikel. Medens Professor Høffdings Angreb nærmest sætte mig i godt Humør, har mit Forsvar bragt ham ud af Humøret. Det forklares sikkert ved, at jeg er ganske anderledes vant til at møde Modstand end han. Jeg er i Literaturen ikke bleven forkælet. Jeg har maattet slaa mig igennem i Kamp med alle Slags Fjender, og jeg har lært af alle disse Fejder, selv af det Jubelhyl, der har fulgt hver simpel Blottelse, jeg gav mig, var det end kun en Hukommelsesfejl. Prof. Høffding har aldrig offentligt hørt andet end Ros, aldrig mødt andet end kollegial eller discipelunderdanig Agtelse. Lad ham nu lære af denne første Tilbagevisning, han har mødt.
En glødende Tilhænger af min ærede Modstander, der staar ham nær og paa hans Vegne straks efter mit første Svar tog til Orde mod mig, røbede, at det, som gik Prof. Høffding saa nær i den dygtige Karakteristik, jeg har givet af ham, var den fordringsløse Sammenstilling mellem hans Etik og Professor P. Hansens'8 Danske Literaturhistorie. Om ingen af disse Bøger var der i denne Sammenstilling udtalt et eneste ondt Ord; om ingen af Forfatterne 268 heller. At det imidlertid er netop Professor P. Hansen, der er faldet Prof. H. Høffding og hans Venner saa tungt for Brystet, har ogsaa senere røbet sig i forskelligartede Protester fra Prof. H. H.'s Beundrere, som rundt om i Bladene have staaet at læse. Der er én Mand i København, for hvem det maa have været underligt at læse alle disse mere eller mindre harmfulde Indsigelser. Det er Professor P. Hansen. Han har uden Tvivl, ligesom jeg, troet at han var en langt højere skattet Mand. Jeg finder, at man har handlet hensynsløst imod ham. Det er jo muligt, at jeg for min Del overvurderer Professor P. Hansen. Men det er ogsaa muligt, at mine Angribere overvurdere Professor Høffding og undervurdere ham. Eller ligger det krænkende ved Sammenstillingen i at Prof. H. H. er Universitetsprofessor, men Prof. P. H. kun titulær? Han ligner i ethvert Tilfælde, som jeg fremhævede, Prof. Høffding saa vel i noget vist korrekt og upersonligt i sin hele videnskabelige Holdning som i sit Hang til at frembringe store, alt omspændende Værker.
Prof. H. opfordrer mig til at skrive ikke Artikler men et sammenhængende Værk. Det er ikke ret længe siden jeg paa én Gang udgav to ret store sammenhængende Bøger, og jeg skal snart udgive en paany, naar man blot ikke forstyrrer mig ved unødig Polemik.
Der har blandt Prof. Høffdings Beundrere især været én, hin Yndlingsdiscipel, som har ligget ved Mesterens Bryst, hvem Prof.'s Angreb paa mig og mit Svar derpaa, atter og atter har trykket Pennen i Haanden. Han har afvekslende været spotsk, bitter, overlegen, vittig overfor mig, altid stor paa det. Alle hans Indlæg har jeg ikke læst, men de, jeg læste, have stadigt paany kaldt den samme Tanke frem i mit Sind, en Tanke, der allerede var berørt i min første Artikel, hvor det ønskelige fremhæves i at Morallærerne hellere end at opdrage paa hele Menneskeslægten gjorde som Pædagogerne i tidligere Aarhundreder, samlede al deres Kraft paa Opdragelsen af et enkelt Menneske, medens man nu har det triste Syn, at deres egne Børn og Elever sjældent hæve sig over den moralske Middelmaadighed. Prof. Høffding udtaler i sit sidste Indlæg det Ønske, at jeg ikke vilde sprede men samle mig. Stadigt paany har jeg under Læsningen af hine Artikler maatte sige til mig selv: Hvad om Professor Høffding istedenfor at sprede sine Kræfter paa et helt Publikums moralske Opdragelse havde samlet sig til et saadant enkelt, betydeligt 269 Værk som man havde haft Ret til at vente af hans Haand, idet han f.Eks. havde udviklet Hr. Knud Ipsen'9 til et Ideal af Velopdragenhed, Beskedenhed, sædelig Ynde o.s.v., til en Art Musterknabe for den danske studerende Ungdom – med hvor meget større Fornøjelse endnu vilde man ikke da læse dennes, i Forvejen allerede saa lærerige Artikler!
III.
Saa er jeg da endelig paany naaet igennem til det eneste Spørgsmaal, der i Grunden har interesseret mig i denne Debat, det om Det store Menneske. Jeg kan ikke, for at over alt, hvad Professor H. har skrevet derom, staar der for mig en svag, men ægte Duft fra Karabossas Flaske. Da en Professor ikke kan være bekendt at have haft Uret, forsøger han at komme fra hvad han har sagt. Hans Ord lød: At de store Mennesker ere store ved at være de store Midler ses ogsaa deraf, at det meget ofte var heldigst, om de ikke havde været nødvendige". Da jeg i min forrige Artikel protesterede mod denne Opfattelse, siger han nu: "Jeg har benægtet, at de store Mennesker kun vare Maal." Professoren gaar her saa vel fra Ordlyden af sine Ord som fra deres Mening.
Andensteds tager han igen om Ordene med en Haandfasthed, der er mit Temperament ganske fremmed. Det er mig umuligt at tage massivt som han paa Ordene: Menneskehedens, Historiens Formaal. I Virkeligheden er jo Udtryk som disse Approksimationer, Indrømmelser til gammeldags Sprogbrug; i Grunden er de som saa mange lignende Udiryk ren Mytologi. Vi kende ikke Finalaarsager, vide intet som helst om Historiens eller Menneskehedens Formaal, end ikke om der er et. Det vil sige: vi vide ikke, mod hvilket Endemaal Tiderne arbejde hen, eller om de overhovedet arbejde hen mod et Endemaal.
Naar Renan – vel tidligst af nulevende – lod en Person i en af sine Dialoger sige: "I en Sum er Menneskehedens Formaal det at frembringe store Mennesker … Frelsen vil komme fra store Mennesker", saa mente han med Formaal øjensynligt kun det ønskværdige, det attraaværdige. Allerede Tilføjelsen "Frelsen vil komme o.s.v." viser, at disse store Mennesker efter hans Forestilling som efter min ikke leve blot for deres egen Skyld, om de end med Rette kaldes Maalet.
270 For Eduard von Hartmann er Historiens Formaal en Realitet, en Begivenhed, en Katastrofe – nemlig en af de bedst udrustede Mennesker frivilligt hidført Verdensundergang. Dette Maal naas altsaa selvfølgeligt ikke under Menneskehedens Liv, men først ved alle Tiders Ende. Derfor kaldte jeg dette Maal "et i det uendelige udskudt". Og jeg fandt det langt simplere, mere ædru og rationelt – end dette at se det ønskværdige i Altets Undergang eller i en Dommedag eller i et tusendaarigt Rige, hvad altsammen først skal indtræffe til Slutningen – at sige: det virkeligt attraaværdige, ønskværdige, "Maalet" er store Mennesker, ti de er Tilværelsens Blomst og uden dem opnaa vi andre intet Gode, som tilfredsstiller vor højeste Attraa.
Nu forklarer Prof. Høffding mig, at Maalet, netop naar man fremhæver de store Menneskers højeste Ønskværdighed, bliver skudt ud i det uendelige, ti, siger han, "som Goethe har udtalt det, de store Geniers Produktivitet strækker sig ud over deres egen Person og Tid og virker maaske Aarhundreder igennem." Vi behøvede vist ikke Goethe til at sige os dette; ti al Produktion, enhver som helst Handling selv af et daarligt Menneske har en Virkning, som atter har en Virkning, hvis Rækkevidde gaar i det uendelige og undertiden kan spores i Aarhundreder.
Jeg havde til Professoren rettet Spørgsmaalet: Kan den Velfærd, der er Maalet, naas udenom de store Mennesker? og berørt, at han paa en Gang herpaa svarede Ja og Nej, idet han ét Sted erklærer at store Mennesker "aldrig ville kunne undværes", et andet Sted at det "meget ofte var heldigst, om de ikke havde været nødvendige." Selvfølgeligt sige de to Udtalelser ikke i rent bogstavelig Forstand hinanden imod, men der findes den dybere Modsigelse imellem dem, at der, naar Spørgsmaalet rettes, om det var bedst, vi kunde være de store Mennesker foruden, svares snart Ja, snart Nej, og Talen er vel at mærke om dem, som Professoren selv kalder store.
Det ønskelige var for ham, at vi ikke behøvede dem, at de Omvæltninger, de Katastrofer, de Sindsbevægelser, der ofte alene synes at muliggøre dem, kunde undgaas og de med dem, saa Livet gled stilfærdigt af Sted som en douce Strøm med en lille fredelig Gennemsnitslykke for Hvermand. Men samtidigt erklærer han, at for ham som for mig er de store Mennesker Kulturens Kilder. Modsigelsen ligger i paa én Gang om de store Mennesker at sige med et Hjærtesuk: De er des værre tit nødvendige – paa 271 én Gang at nære hvad Professoren kalder "det fromme Ønske" at man ikke behøvede dem, og saa samtidigt betragte dem som en Kulmination af alt jordisk.
Prof. Høffding spørger (med en maaske en Smule naiv Overbevisning om at alle maa give ham Ret): "Det skulde altsaa ikke have været heldigst for Frankrig om det ikke havde behøvet Jeanne d'Arc til at hjælpe sig?"
Jeg véd ikke noget Udbrud der i den Grad som dette fortjæner den københavnske Æresbetegnelse: et borgerligt Ord.
Mit Svar er: Skulde en Skikkelse som Jeanne d'Arc's for Alvor være for dyrt betalt med en nu halvfemtehundrede Aar gammel Invasion af engelske Tropper? De Onder, som hin Invasion førte med sig, er længst udviskede, som havde de aldrig været til, men Bondepigen fra Domremy staar endnu bestandig lige lysende igennem Tiderne i fransk og ikke-fransk Fantasi. Ikke at slippe Dyrkelsen af denne Skikkelse vil endnu længe være et folkeligt Eksistensspørgsmaal for Frankrig.
Der gives, tror jeg, tre Hovedklasser af store Skikkelser: 1) De som udelukkende frembringe uomtvistelige Værdier: En Astronom som Kepler, en Digter som Shakespeare, en Opfinder som Stephenson, en Kunstner som Michel Angelo, en Komponist som Mozart. Intet fornuftigt Menneske vil sige, at de bedre kunde undværes. 2) De som frelse deres Landsmænd eller Medmennesker overhovedet fra en eller anden Ulykke, som Jeanne d'Arc, naar hun renser sit Land for Fjender, eller Pasteur, naar han helbreder for Hundegalskab. Hvis én siger, det var bedre, man ikke havde behøvet dem, kan han dermed kun mene, at havde man været fri for Ulykken, hvorpaa de raade Bod, saa havde de været overflødige; men dette vil jo blot sige, at Ulykke er et Onde. Da Jordelivet efter sit Væsen er rigt paa Ulykke af enhver Art, forringer dette hverken den store Skikkelses Værdi for et Folk eller for Menneskeheden. 3) Saa er der endnu en tredje Klasse af store historiske Individualiteter, saadanne, der ikke blot som Jeanne d'Arc have afværget et Onde fra deres Kreds eller Land, men ogsaa selv, som Julius Cæsar eller Frederik den Anden'10, maattet tilføje deres egne Landsmænd ondt. I talrige Tilfælde lader den moraliserende Opfattelse af saadanne Personligheder som blotte store Symptomer paa ulykkelige Tilstande eller som store Farer, store Svøber sig kun fastholde fra et kortsynet Nyttestandpunkt. Men til denne Klasse maa endnu henføres saadanne 272 Mænd, der som den store Napoleon tilsyneladende have gjort mere Skade end Gavn, været Skyld i utallige Menneskers Lidelser, ja i utalliges voldsomme Død. Om slige Personligheder anser Prof. Høffding det for givet, at det var bedre om Forholdene ikke havde muliggjort eller nødvendiggjort dem. Han føler sig sikker paa, at de ikke have bidraget til at fremme Maalet, Menneskeslægtens Velfærd.
Men dette er et Spørgsmaal, som det er saare vanskeligt at besvare og saare letsindigt saaledes at afgøre forud med et Nej.
Da Renan i sin "Israels Historie" har behandlet Kong Salomons Regering, kommer han til det Resultat, at denne i sin Helhed set var Vildfarelse, men fremhæver tillige hvilket Indtryk den gjorde paa Fantasien, saa dette Tidsrum i Aartusender derefter kom til at staa for det israelitiske Folks Bevidsthed som en virkelig Glanstid. Han viser, at saaledes kunne selv store Fejltagelser i Tidernes Løb blive til stor Lykke for et Folk. Han nævner eksempelvis blandt andre store Fænomener Napoleon I, der vel har bragt Frankrig til Undergangens Rand, men dog maa regnes til Frankrigs mest uomtvistelige Nationalformue, fordi Menneskene under deres daglige Livs Graat i Graat have en Trang til at dvæle ved saadanne store Fænomener i Fortiden, der have udbredt et glimrende Lysskær til alle Sider.
Det forekommer mig, at der er mere Aand i denne Betragtning end i den, som Prof. Høffding har gjort sig til Talsmand for. Napoleons Skikkelse og den Fart, han gav vor Klodes Historie, har faaet Millioner af franske og fremmede Hjærter til at svulme. Endog Shelley brugte, efter hans Død det Udtryk, at Moder Jord havde varmet sine gamle Fingre over Gløderne af hin ildfulde Aand. Der lader sig sikkert nok aldrig føre noget Bevis for at den Nytte, Napoleon har gjort Frankrig og Menneskeheden, vejer tungere end den Skade, han har tilføjet. Men kun en plat Moral, der har vingestækket Fantasien, kan anse det for godtgjort, at det var bedre for Frankrig og Jorden, om Historien havde været denne Skikkelse foruden.
Med Skikkelser af denne Type, hvis Værd for Menneskeheden kan omstrides, har jeg imidlertid i mine Artikler slet ikke indladt mig, fordi jeg vilde gaa sikkert, have Tilfældet rent.
Hvad jeg har villet indprænte paany, var først og fremmest kun dette: Det gælder om stor Personlighed. Naar man hertil har svaret: "Nej, det gælder om Lykke, den højeste Lykke for 273 Slægten" – saa er denne Indvending i mine Øjne, kun et Bevis paa, hvor slet man har forstaaet mig. Goethe vilde have forstaaet min Mening, han, som har skrevet Versene:
Volk und Knecht und Ueberwinder,
Sie gestehn zu jeder Zeit
Höchstes Glück der Erdenkinder
Sei nur die Persönlichkeit.
Uden om de store Personligheder kan den sande, menneskeværdige Lykke slet ikke naas. At den store Personlighed er Maalet, og at den højeste Lykke er Maalet er da to Sætninger, som intet udestaaende have med hinanden, og Prof. Høffdings Forudsætning "at der dog var saa megen Konsekvens" i min Tankegang, at jeg ikke paa én Gang fastholdt hin og antog denne, er derfor af gode Grunde bleven beskæmmet. At jeg ved min anden Artikel skulde "have brækket Spidsen af de store Ord og de dristige Tanker i den første" er en ren Indbildning af Prof. Høffding. Ærgerlig over min Benægtelse af at de Vejrmøller, mod hvilke han fra først af fældede sin Lanse, var vandrende Riddere, som han har nedlagt, paadutter han mig, at jeg oprindeligt har kaldt Vejrmøllerne for Riddere og bagefter – ligesom hin nu vel hyppigt citerede svenske Præst – har betegnet mine egne tidligere Udtalelser som "Løgn altsammen". Prof. Høffding skal og maa være Sejerherre; om over Vejrmøller eller Riddere, tyske Filosofer eller svenske Præster, gør mindre til Sagen. Blot han kan trykke Kransen om sin Isse.
Han har "ikke villet tro sine egne Øjne", da han i min forrige Artikel om Nietzsches Forhold til Lykkemoralen læste de Ord: "Jeg havde sat mig den Opgave at fremstille Nietzsche, ikke at markere ethvert nok saa underordnet Punkt, paa hvilket jeg var uenig med ham. Jeg vilde derved ikke have opnaaet andet end at slaa Skikkelsen i Stykker". Et underordnet Punkt! udraaber Professoren: Det er jo det hvorpaa alt kommer an!
For ham ganske vist, men ikke for mig. For ham, i hvis Øjne Lykkemoralen konstituerer en Art ny Dogmatik, og som tror i den at have den Støttestav, der aldrig knækker, den Regel, som aldrig svigter, den Vægt, som aldrig viser falsk, det Orakel, som altid giver Svar. Ingenlunde for mig. Mon man hos andre Mennesker end Professorer finder en saadan Tyrketro paa en Formel? Jeg tror det ikke, en Formel er for en ægte Professor hvad Religionen er for en ærlig Præst.
274 Han vil ikke fatte at for et skeptisk Verdensbarn som mig er Lykkemoralens Princip kun et Orienteringsprincip, ikke mere. Formlen: den højest mulige Lykke for det størst mulige Antal lader jo det Spørgsmaal ganske aabent, hvor stor en Sum af Lykke der kan falde i hver enkelts Lod. Og naar man saa tilmed, som jeg, ikke betragter det blot elementære Velvære, der kun er opnaaeligt, hvor de højere Fordringer til Livet ikke kendes eller ere bragte til Tavshed, som nogen sand, nogen ægte Lykke, saa maa nødvendigvis al virkelig, al sædelig Stræben gaa ud paa at fremme Udviklingen af stor Personlighed; stor Personlighed alene kan føle den højeste Lykke. Da med andre Ord den højeste Lykke, den højeste Kultur, den store Personlighed for mig er forskellige Udtryk for ganske nær beslægtede Begreber, saa vil det let forstaas, at det for mig kun havde en ganske underordnet Interesse at markere min Afvigelse fra Nietzsche i Spørgsmaalet om Lykkemoralen.
En ung Forfatter, Hr. Arnold Rohde, som Prof. Høffding er meget vred paa, og hvem han endog, uden Skygge af Grund, betegner som min Discipel, har, skøndt han indtager et andet Standpunkt til Velfærdsmoralen end jeg, meget rigtigt set og hævdet, at der ikke findes nogen som helst Selvmodsigelse i min Holdning men at jeg "gennemfører mit Standpunkt konsekvent".
Jeg havde brugt det Udtryk at man i Staterne gærne samtidigt gør adskilligt for Massernes elementære Kultur og en lille Smule for de kulturbærende Elementers Vel. I den – i øvrigt ganske urigtige – Forudsætning at jeg med kulturbærende Elementer mener dem "som stifte ny Kultur" forsøger Prof. Høffding nu at vise Statens fuldstændige Afmagt til at fremme ny Kultur. Med spærret Skrift forsikrer han: "Ingen Statsmand kan frembringe Kulturkilder".
Det er unødigt at raabe det saa højt; for der er ingen, som paastaar det modsatte. Men denne Sætning udtømmer ligefuldt paa ingen Maade Staternes Forhold til de store Personligheder, end mindre Folkenes Forhold til dem.
Vi kan selvfølgelig ikke fremtrylle den store Personlighed; der gives ingen Metoder til at avle Genialiteten. Men vi kan lade være med at kvæle den, det er ét; vi kan give den Betingelser for dens Udvikling, det er et andet.
Vi kan lade være med at kvæle Genialiteten. Det vil sige: Man skal ikke behandle Genierne som England behandlede Shelley, 275 som Tyskland behandlede Hölderlin eller Heinrich v. Kleist, som Danmark behandlede P.A. Heiberg. Det gælder ganske vist om at optugte Masserne til at forstaa, at de har Pligter mod de ualmindelige Mennesker, at de bør holde deres Dom tilbage, hvor de ikke kan overskue eller forstaa, men denne Fremgangsmaade er saare langsom; det gælder derfor først og fremmest om af gøre de saakaldt højest Dannede, de magthavende Personligheder det begribeligt, at de ikke er til for at spærre eller plumre Kulturkilderne men for at vogte over dem. "Ingen Statsmand kan frembringe Kulturkilder" – det er vist; heller intet andet Menneske kan det. Men det geniale Menneske finder dem; han har i sig en Affinitet med andre geniale Personligheder, der gør, at han opdager og forstaar dem, længe før de opdages og begribes af andre. Der findes maaske altid Spirer nok til Genialitet – blot der er Udviklingsmuligheder. At Beethoven, hvis han som Barn var bleven hensat blandt de Vilde paa Sydhavsøerne, ikke var bleven Beethoven, det er vel klart. En Schopenhauer, født i Danmark, vilde utvivlsomt være gaaet til Grunde. Aldrig havde han faaet et Værk som "Die Welt als Wille und Vorstellung" trykt paa dansk Grund. Sætte vi det umulige, at det var sket, saa havde man indespærret Forfatteren; man havde sikkert ikke nøjedes med at landsforvise ham. En Nietzsche, født i Danmark, vilde hurtigt have forarget saaledes, at han ikke havde kunnet faa sine Bøger forlagte. At han her var bleven Universitetslærer, er utænkeligt; Professor Høffding var bleven hans lykkelige Konkurrent.
Kan man altsaa for det første lade være med at kvæle Genialiteten, saa kan man for det andet give den Betingelser for dens Udvikling. Det er det, som Fyrstemagt, Kongemagt, Pavemagt en Gang betragtede som et af deres Hovedformaal. Selvfølgeligt har aldrig nogen Fyrste eller Pave kunnet frembringe et stort Menneske. Men han har kunnet skabe den Tilstand, der gjorde dets fulde Udvikling mulig. Ogsaa uden Julius den Anden vilde visselig Michel Angelo være et epokegørende Geni. Men uden ham vilde han ikke have dekoreret det sixtinske Kapel, maaske aldrig have udført Freskomalerier. Og hvor langt ringere vilde Michel Angelo ikke staa for os uden det Kapel!
Vi have haft Konger, faderlige Konger, som drev de betydeligste Mænd, der fandtes i Danmark, ud af Landet. Man 276 sammenligne hermed hine Paver, der gav de store Kunstnere Opgaver, som gjorde dem dobbelt store.
Storhertugdømmet Weimar betød i det attende Aarhundrede før Karl August besteg dets Trone, aandeligt ikke stort mere end i vore Dage Aarhus. Men dette Weimar gav Datidens største Genier og Talenter Eksistensbetingelser og fremmede deres Befrugten af hverandre3. Medens fire Mænd som Wieland og Herder, Goethe og Schiller endnu var samlede indenfor dette lille Lands snævre Grænser, gav Danmark Slip paa sine fire betydeligste Mænd, paa Carstens'11, paa Malte-Brun, paa P.A. Heiberg, paa Steffens, udstødte de to og forviste de to andre, i Steden for at gøre deres Ævner saa frugtbare som muligt for Landets Kultur.
Prof. Høffding skriver de vise Ord: "Naar det er umuligt at angive en Metode til ligefrem at skabe Stormennesker [hvilket stygt Ord!] saa er det ikke mindre umuligt at angive en aldeles sikker Ordning, der kan føre til, at Stormenneskene altid faa den Indflydelse, som tilkommer dem." Aldeles sikre Midler til at store Mennesker altid komme til deres Ret, lade sig selvfølgelig ikke angive. Men til en Begyndelse kunde man maaske blive enig om, at de Midler, som Christian IV anvendte overfor Tycho Brahe, Christian V overfor Griffenfeldt, Christian VI overfor Holberg, Frederik VI overfor Steffens, og som Danmark senere bragte i Anvendelse overfor Moltke, Norge overfor Abel, ikke føre til Maalet. Og det var allerede saa meget vundet.
Professoren forklarer, at Striden i den menneskelige Verden netop staar om, hvem der er stor, og fortsætter: "At sige: Stormenneskene skulle regere er et meget barnligt Program" og for at give en slaaende Forestilling om min Barnlighed minder han træffende om "den Konstitution, Sismondi udkastede som Dreng, og hvis første Bestemmelser vare disse: § 1 Tous les Français seront heureux. § 2 Tous les Français seront vertueux." Citatet er, som i Almindelighed Citaterne hos Prof. Høffding, lidt ukorrekt. § 1 indeholdt i Sismondis Udkast, at Franskmændene skulde være dydige, og først § 3, at de skulde være lykkelige. Jeg haaber Professoren trods Sismondis Barnlighed paaskønner dette Træk hos ham, at han, saa ung og uerfaren han var, sagde: Først Dyden, saa Lykken! Enhver Etiker siger som han.
277 "At finde en saadan Maalestok for Storheden, at den straks anerkendtes af alle og sattes paa Herskersædet, vilde være at finde de vises Sten".
Jeg har ikke udgivet mig for at have fundet den. Men jeg bliver ikke derfor Demokrat. Prof. H. opfatter Ordet Demokrati som et blot politisk Begreb. Jeg har taget det i langt videre Mening. Han mener, at "i den virkelige Verden er den eneste mulige Fremgangsmaade den, at de store, i det hele de kyndige og erfarne, maa stræbe at overbevise de andre". Han undersøger hvor mange Maader der er "paa hvilke faa kunne herske over mange", tager atter her Ordet herske rent politisk og kommer saa til det Resultat, at den ypperste Form er Afstemning, Valg. I sin forrige Artikel fremsatte han jo ogsaa den Paastand, at hvad Demokratiet vil er et virkeligt Aandsaristokrati.
Det rene demokratiske Princip er imidlertid ikke det at indsætte et Aandsaristokrati, men dette, at Flertallet afgør. Det ægte Aristokratis Princip er, at enhver paa sin Plads skal gælde saa meget som han er og underordne sig under den højerestaaende.
De bedre, de bedste – hvordan skal de findes? De kunne dog vel findes anderledes end ved at de faa Flertal ved et almindeligt Valg. Faa tvivle paa, at Hartmann og Gade er de ypperste danske Musikere – de er dog ikke valgte dertil. Selvfølgeligt maa de bedste overbevise de andre om deres Betydning, men de behøve ikke at overbevise dem ved Ord. At Tordenskjold i sin Tid var den ypperste danske Søhelt, at Thorvaldsen i sin Tid var den første danske Billedhugger, det godtgjorde deres Gerninger for enhver, der forstod at bedømme dem. Men naar Prof. Høffding om hine andre, der maa overbevises, siger: "Konger, Ministre, Folkemængder – alle Slags Magthavere høre til disse andre", saa er her demokratiske og aristokratiske Former blandede mellem hverandre. Bismarck behøvede, som den preussiske Forfatning for en Menneskealder siden var, kun at overbevise en eneste Mand, Kong Wilhelm, for at naa frem til den højeste Magt. Havde han skullet vælges til den af mere end en, var han rimeligvis aldrig kommen til Magten, og i en Republik som den nuværende franske var han rimeligvis bleven styrtet et Aar derefter.
Det at skænke den store Personlighed de Udviklingsmuligheder og den Indflydelse, der tilkommer den, er det, hvorom det gælder. Om dette politisk bedst naas under et gennemført Demokrati eller under saadanne aristokratiske Republiker som Venedig 278 var i det 15de Aarhundrede eller England (om end ikke af Navn en Republik) var senere hen, er i det mindste et aabent Spørgsmaal. At gøre denne Gavn paa det aandelige Omraade som paa det politiske, det var Kongedømmets, som al Fyrstemagts, Idé fortræffeligt udviklet i Lorenz von Steins'12 Værker. Det var den geniale Mening med det, som nu altfor mange Steder er gaaet tabt – en Idé, for hvilken Menneskeheden endnu ikke har fundet fuld Erstatning.
Jo utvivlsommere det er, at Demokratiets Strøm er i bestandig Stigen, des nødvendigere er det, saa indtrængende som muligt hos Befolkningerne at vække Opmærksomheden for hvad Schiller har udtrykt i dette Epigram:
Millionen sorgen dafür, dass die Gattung bestehe,
Aber durch wenige nur pflanzet die Menschheit sich fort.
og Hebbel i disse Linjer:
Nimmer in tausenden Köpfen, der Genius wohnt nur in Einem,
Und die unendliche Welt wurzelt zuletzt doch im Punkt.
I sin Bog Popular government hengiver Henry Maine sig til de tungsindigste Befrygtninger for Europas Fremtid paa Grund af Demokratiets Fremtrængen paa alle Omraader. Det forekommer ham, at de fladeste og mest hverdagslige Anskuelser vinde stedse mere Jordsmon. Han mener, at Følgen til sidst bliver den, at Fremskridt, Forbedring af menneskelige Tilstande, der altid er udgaaet fra fremragende Enkelte, aldrig fra demokratiske Flertal, ophører og ender i Stillestaaen. – Det rent Politiske interesserer mig mindre, især fordi her til Lands det herskende Mindretal er en endnu langt idéløsere Gruppe end det Flertal, som arbejder sig frem. Men ogsaa paa de fleste andre Omraader ser jeg Farer som ingen hos os har stillet sig det til Opgave at imødegaa, stedse voksende Farer for Udviklingen af de fremragende Enkelte, de store Personligheder.
Det er da den store Enkelte, hvis Værd, hvis Selvherlighed det gælder om paany at betone i en Tidsalder, hvor al Fremskridtsbegejstring har Ordet Omnibus (for alle!) til Løsen og hvis Fremskridtsmænds rette Emblem Omnibus'en er. Jeg véd, at jeg ikke miskender det store og gode i hint Løsen; men jeg tror, at jeg har en særlig skarp Sans for Farerne derved. Ikke blot Jærnbanetoget er jo en Omnibus, men Avisen er en Onmibus, Skolen er en Omnibus, Universitetet er en Omnibus, Kunstakademiet 279 er en Omnibus, Dannelsen er en Omnibus. Militæret uniformerer, Gejstligheden uniformerer, Juristeriet uniformerer, Partipolitiken uniformerer.
Da Italien i det 15de og 16de Aarhundrede frembragte Verdens ypperste Kunst, sendte Fædrene deres Sønner i Guldsmedelære eller i Malerlære, den enkelte Dreng til en enkelt fortrinlig Mester i Faget. Og Drengene gik ud af Læren som Mestere i deres Kunst, som store særegne Personligheder. Nu, da Italien ingen Kunst har og ingen faar, men har faaet preussisk uniformeret Hærvæsen og Skolevæsen, nu sender det sine unge Mænd til Sverig at gaa i Sløjdsskole, hvor Undervisningen er ens for alle, og hvor den endnu aldrig har fostret nogen personlig Originalitet.
Er det gaaet saadan i det rige Italien, saa er det intet Under at det skorter paa stor Individualitet hos os. Vi maa naa til igen at taale Individualitet hos hverandre. Det er det første Skridt. Saa maa vi naa til at fordre Individualitet af hverandre. Det er det næste Skridt.
Jeg tror egentlig ikke, at Prof. Høffding er synderligt uenig med mig heri. Han har kun et helt forskelligt Temperament.
Det har været mig en Fornøjelse at udfægte denne lille Dyst med ham. Altfor tit er det faldet i min Lod at blive angrebet af Personer, jeg ikke kunde være bekendt at svare eller for hvem jeg kun vilde gøre den forønskede Reklame ved at svare. Man vil da forstaa, hvor kært det har været mig, for en Gangs Skyld at have til Modstander en Hædersmand som ham. Jeg har aldrig angrebet ham; jeg har tidligt sat Pris paa ham og holder i Grunden mere af ham end han af mig. Kritisk Virksomhed gør smidig, og jeg er mere vant end han til at finde mig i et fra mit eget helt forskelligt Naturel. Det har moret mig at drille ham en Smule, da han var saa overlegen; men jeg har gjort det sine ira et studio'13. Jeg føler overfor ham hverken Vrede eller Nag. En Strid som denne sluttes bedst ved, at man rækker hinanden Haand.
Naar Einheriarne havde hugget hinanden sønder og sammen, rejste de sig ganske hele op og gik fredeligt Side om Side tilbage til Valhal.
Georg Brandes.
