Hr. Harald Bergstedt

I Sommeren 1915 var jeg en Uges Tid paa Skagen. Der blev jeg paa Hotellet opsøgt af en mig ubekendt Hr. Harald Bergstedt, dengang, om jeg ikke fejler, velmeriteret Degn og Skolelærer dersteds. Jeg kan ikke sige, jeg netop havde længtes efter ham. Han kom for at anmode mig om at holde Foredrag for Fiskerne der i Byen og forklare dem Aarsagerne til den udbrudte Verdenskrig.

Jeg svarede, som sandt var, at jeg dels ikke havde nogen som helst Lyst til at holde Foredrag, dernæst at Fiskerbefolkningen var ganske ude af Stand til forstaa, hvad jeg havde at sige om Verdenskrigen.

Dette er den eneste Gang i mit Liv, jeg har set Hr. Bergstedt, noget, hvorover jeg ikke er bedrøvet. Efter min Opfattelse var vort Mellemværende dermed til Ende.

Ikke efter Hr. Bergstedts. Han sendte mig snart derefter de hedeste Kærlighedserklæringer. Over sine Breve plejede han at skrive Thomas Moore's Vers Thee, only thee. Saa fulgte Meddelelser af paafaldende personlig Natur, som jeg ikke nu kunde anføre uden at være lige saa indiskret som Hr. Bergstedt. De drejede sig om hans seksuelle, ogsaa hans ægteskabelige Forhold, som de dengang var, og var udførte med en Oprigtighed og Udførlighed, som forbavsede. De var visselig ikke fremkaldte af nogen Nysgerrighed eller Spørgelyst fra min Side. De syntes at skulle oplyse mig om Grundene til hans mig aldeles uvedkommende Overflytning fra Skagen til Sæby.

Det hele udmundede imidlertid i en heftig Forbitrelse over, at han det Aar ikke havde faaet Otto Benzons Legat. Venligt insinueredes, at jeg nok kun gav det til dem, der gik mig under Øjne (Hr. Bergstedt havde altsaa ikke gaaet mig under Øjne).

Da der ikke indgives Ansøgning til dette Legat, skyldte jeg ingen Regnskab. Men straks efter Modtagelsen af Hr. Bergstedts Brev skrev jeg, og frasagde mig al Befatning med Legatet, idet jeg samtidig overgav Hvervet1 til en anden. Hr. Bergstedt meddelte mig, at hans syge Hustru havde "fnyst af Raseri" over at han det Aar ikke havde faaet Legatet.

Da jeg havde frasagt mig Uddelingen, troede jeg, nu at kunne have Fred for Hr. Bergstedt.

Men nej! Bestandig paa ny denne Barbersvends klamme Fingre i mit Ansigt.

Da Hr. Nexø, den Sjæl, uden at spørge mig, havde sat mit Navn under en Erklæring imod den ungarske Regering, et Manifest, hvis Bestemmelse var at gaa den civiliserede Verden rundt, og som for mit Vedkommende mindst vilde have den Følge aldeles at lukke Ungarn for mig, og da jeg protesterede imod dette uhæderlige Misbrug af mit Navn, tog en brav lille Række danske Forfattere til Orde imod mig i en jysk kommunistisk Avis.

Min oprindelige Beundrer Hr. Bergstedt "indrømmede" her sine Fæller, at "vel var jeg saa forfængelig som en gammel Abe foran et Spejl" (Fyren tror, man kan skrive Sligt), ikke desmindre var jeg det skarpeste Hoved, Danmark siden Holbergs Tid havde frembragt, og han stillede mig den Fryd i Udsigt, at ved min Ligbegængelse vilde han slutte sig til Følget, selv om jeg rejste mig op i Kisten og nedlagde Protest.

Forestillingen er fantastisk. Da mit Lig – hvis jeg dør i Danmark – vil blive brændt i aller største Stilhed uden noget som helst Følge, og da ingen Art Ligbegængelse vil finde Sted, vil den skildrede dramatiske Situation ikke komme til at indtræde.

Men jeg erfor af Hr. Bergstedts Artikel som af hans Brev, at han hører til dem, der piller sig i Næsen med Tommelfingrene, naar han træder ind i en fremmed Stue, og som tror sig Alting tilladt over for en Mand, hos hvem han en enkelt Gang har trængt sig ind paa et Hotelværelse. Han bruger endog uden Blu det af salig Otto Borchsenius i ikke kærlig Hensigt dannede Fjolsord brandesiansk. Han nægter sig intet. Han synes ikke at kunne lodde Dybden af den Modbydelighed, hans Færd som Skribent og Agitator maa indgyde Folk, som har en smule Opdragelse og Kultur. De er – som han beregner – ikke alt for mange. Men det er jo ikke nok at være formelig "vommet" af Smagløshed; man maa forstaa at bære alt dette usunde Fedt med nogen Anstand.

I en Artikel mod en saakaldt "Fritænkerforening", om hvilken jeg aldrig har hørt, og med hvilken jeg aldrig har haft det ringeste at gøre, finder Hr. Bergstedt Anledning til paa ny at indrode mig og mit Navn. Han har lært meget af mig, men har i høj Grad suppleret mig med min gamle Kamerat Troels-Lund. Herregud, jeg ventede mig dog noget større. "Den ældre Radikalisme sad i sit Studerekammer og trak Linier op paa det aandelige Generalstabskort." Nu skal altsaa jeg gøres til en Stuelærd; jeg, som har færdedes ti Gange mere i Verden end alle Danmarks Bergstedter tilsammen. Skulde vi dog ikke nu engang slaa en Pløk i Sludderens Spundshul? Det bliver til sidst for galt. Der maa dog være et Par fornuftige Mennesker i Danmark, selv om de tier over for det evigt kogende Vrøvl.

Jeg begriber ikke, hvad mit Navn har med en planlagt Fritænkerforening at gøre. I de store Lande er Frimurer- og Fritænkerforeninger Magter. I Danmark har jeg nu i 40 Aar holdt mig i Miles Afstand fra enhver fritænkersk Forening. Ordet Forening og mit Navn turde paa dansk Grund være som Vand og Ild.

Hr. Bergstedt er en fortræffelig Lægprædikant over for Fritænkerforeningen. Turde jeg – hvad der ikke tilkommer mig – give ham et Raad, saa skulde det være det, nu til en Forandring at sætte sig ned og lære sig noget.

Salzburg, 25. Maj 25.

Georg Brandes

 
[1] Hvervet: dette stemmer ikke med at GB vedblev at uddele Benzons legat hvert år til og med 1920. tilbage