Otto Benzon
Det er to og tredive Aar siden, at Otto Benzon debuterede med den lille Dialog, Surrogater, et nydeligt Arbejde, i hvilket der fremsættes og gennemføres den halvt skæmtsomt, halvt alvorligt udtrykte Idé, at vi lever paa Erstatningsmidler, eller af Livet tvinges til med Tak at tage imod, hvad der i Mangel af bedre kan opnaas. Han og Hun træffes efter Aars Adskillelse paany. Hun har i sin Tid som ung Pige afvist hans Frieri, er efter et ret glædesløst Ægteskab blevet Enke og ser nu med friske Øjne paa hans Fortrin, som hun en Gang oversaa, fordi hans Ironi skræmte hende. Han har bevaret sin Følelse for hende, og de to forenes.
Det er en fordringsløs Bagatel; men Samtalen har ved Liv og Vid de gode Egenskaber, Replikskiftet har bevaret hos Otto Benzon, og den i sin Modenhed vemodige Livsfilosofi, som denne Scene imellem to Personer rummer, giver det lille Skuespil Holdning og indpræger det i Erindringen.
En Skandale, som to Aar efter fulgte, og hvori forskellige Samfundsfordomme og Samfundslatterligheder angribes, er nok saa ungdommeligt som det lille gammelkloge Arbejde, der stillede det, man faar, i Modsætning til det, man oprindeligt attraar. En Skandale var Satire over kjøbenhavnske Forhold som den, Gustav Esmann i dens Spor slog ind paa; den gør paa godt kjøbenhavnsk Løjer med den højere Borgerstands kjøbenhavnske Tomhed, Verdslighed og Snobberi, holder sig op over Etatsraaders og Etatsraadinders honnette Ambition og Sædelighedskrav. Handlingen har to Udtræk, først Modstanden imod, at Husets Søn vil ægte en Kvinde, der fortjener sit Brød, saa Harmen over, at denne Kvinde oven i Købet har kendt en anden Mand før ham. Hvad Samfundet forkasteligt priser og beundrer, er personliggjort i en tarvelig Kammerjunker. Hvad Samfundet i dets Flovhed sympatiserer med og tilgiver, er personliggjort i Husets unge Søn, der er lutter Hjertekulde og Flabethed, beregnet, selv naar han synes letsindig. Stykket er let henkastet, gaar uforsagt løs paa Samfundsmoralen og gaar ikke dybere, end at Publikum uden Vanskelighed kan følge. Dets Sceneheld var overordentligt og holdt sig længe.
Af de to smaa Pjeser, der fulgte 1886, er Jernbanescenen Provisorisk en Spøg, i hvilken det egentlige Spil er knyttet til Tidsforholdene og nu har mistet sin Aktualitet. I Dialogen leges med Foreløbige Tilstande, med Gendarmer, med Had og Forbitrelse som "Følelser, der kan drage de gyseligste Konsekvenser efter sig"; men Spøgen er munter og kvik, udsprunget af et let og godt Humør. Det andet lille Stykke, Tilfældigheder, der er værdifuldere, har Stemning tilfælles med Surrogater. I begge har Mandspersonen elsket og friet forgæves; i begge er en anden bleven foretrukket for ham. Men Situationen er forskellig. Hist bliver Kvinden af Omstændighederne ført tilbage til den Mand, hun som pur ung ikke forstod at paaskønne. Her opdager den Forelskede af den rent uvilkaarlige Bevægelse, hvori en anden Mands Komme sætter den unge Pige, at hun slet ingen Tanke har for ham, og trækker sig resigneret tilbage. Helhedsindtrykket er kønt.
Først fem Aar derefter havde Benzon paany et Stykke færdigt, Sportsmænd, den skarpeste og muntreste af hans Satirer, det af hans Skuespil, som mødte stærkest Modstand, idet Goos som Minister tog den som Censor ganske blødhjernede Erik Bøghs Parti imod Teaterchefen Fallesen, der vilde holde sin Haand over Stykket. I Fortalen er Udtalelser af Censor om det opbevarede for Efterverdenen, og selv naar Hensyn tages til den i Provisorietiden hos Magthaverne raadende grandiose Fæiskhed, maa det her i Kritiken ydede imponere.
Som Skandalen havde drejet sig om det sociale Hykleri i Kønsspørgsmaal, saaledes behandlede Sportsmænd den som Fædrelandskærlighed forklædte Sjofelisme i Erhvervslivet og Stymperagtighed i Idrætslivet. Stykket var kun løst bygget som Skuespil, men bragte en god Fremstilling af den nævenyttige, patriotiske Frasemager, flere pudsige Bifigurer, og en med fast Haand gennemført Afsløring af Hulhed, der udgives for Soliditet. Forfatteren holdt sig for Ørene, naar der til Fædrelandets Ære blev sunget falsk.
I dette Stykke, hvor Benzons gode Egenskaber som Skuespilforfatter laa klart for Dagen, sporedes ogsaa de mindre gode, som hænger sammen med dem. Det knitrer her som overalt i hans Stykker uafbrudt i Dialogen. Den er formet saadan, at hvad En har sagt, straks derefter paa en slaaende Maade drejes imod ham; saa overraskende Vendinger med næsten trættende Hyppighed forekommer. Liv er der altid i denne Dialog; men som der i den yngre Dumas' Dramer er vel mange Ordspil eller Sentenser, i hvilke Forfatterens udmærkede Hoved spores, saaledes mærkes Forfatteren ikke sjældent gennem de Talende her. Dermed hænger det sammen, at der i ikke faa af Benzons Skuespil findes en overmaade godt begavet Mand – Konsul Bøye, Fabrikant Bay, Kaptajn Ring – der af Forfatteren anvendes til uden synderlige Omsvøb at meddele Tilskueren, hvad der skal lægges denne paa Sinde.
En Sætning, Benzon mange Steder i sine Arbejder indprenter Publikum, er den simple, men jo ikke sjældent miskendte Sandhed, at Spøg er berettiget og ikke udelukker Alvor, saa hvad der er meddelt i skemtende Form, kan være ramme Alvor, rammende Alvor. Sikkert er det desuden, at Alvoren klæder Benzon bedst, naar den forebringes med godt Lune og uden direkte Moraliseren.
Derfor klæder den ham mindre godt i Anna Bryde, et noget tungt og trist Ægteskabsdrama om de Fristelser, en ung Søofficersfrue kan bukke under for, mens Manden er paa Langfart, og om hvor pjaltet Elskeren til syvende og sidst stundom viser sig, naar den vrede Ægtemand hjemvendt optræder i al sin Mandighed. Her er Forfatteren selv, som hans vakre Ræsonnør, Kaptajn Ring af Fodfolket, forelsket i Ægtemanden, beskytter derfor paa rent udvortes Maade den unge Frue mod Fald ved i rette Øjeblik at slaa en Gadedørsnøgle ud af Haanden paa Elskeren og arrangerer tilsidst en alle Duellove spottende Duel, hvor den Udfordrede end ikke har Vidner, alene for at faa Elskeren blotstillet som fejg, da han af Nervøsitet skyder før det sidste Kommandoord er udtalt. Denne Idé, at man ikke bør forsmaa, ved rent udvortes Indgriben at forhindre to illegitimt Forelskede i at blive nogle Timer ene med hinanden, vender tilbage i Frie Hænder. Det Konservative i Otto Benzons Natur er lige saa haandfast som det Oppositionelle.
Naar det gælder om at skrive en levende Dialog, staar Otto Benzon ikke tilbage. Men som man af Duelscenens Beskaffenhed ser, er den dramatiske Bygnings solide Opførelse ikke hans Styrke, ja øjensynligt en Ting, hvorpaa han ikke lægger synderlig Vægt. For at der i Frie Hænder skal blive Spænding og Knude, efterlader Hovedpersonen i Stykket forlibte Vers til en navngiven Dame, skrevne under et bevæget Bankraadsmøde, paa Bordet, da han forlader Salen – en ikke sandsynlig Produktivitet og end mindre sandsynlig Glemsomhed.
Anna Bryde fra 1894 fulgtes først 1900 af Moderate Løjer. Det næste større Skuespil var Frie Hænder fra 1908, hvorefter der paany er en længere Pavse til Foraar og Efteraar. Det kunde derfor synes, som om Benzons Virksomhed som Fabrikant havde været ham Hovedsagen, Forfattervirksomheden en Fristundssyssel. Den lille Pjese Forældre fra 1907 beviser dog det stik modsatte. Der er i den udtalt en næsten sygelig Begejstring for den kunstneriske Stræben, for hvilken alt andet, deriblandt andre Menneskers Vel, med Rette ofres. Stykkets udprægede Følsomhed gør det mindre tiltalende end Benzons andre korte Skuespil. Men Forfatterens Kunstbegejstring er utvetydig.
I dette Stykke forekommer et Motiv, som vil vende tilbage: Fader og Søn som Dyrkere af samme Kunstart, Sønnen forelæggende Faderen, hvad han har frembragt. I Frie Hænder forekommer et andet Motiv, som vil vende tilbage: en Hovedperson, der har en omfattende praktisk Virksomhed og samtidigt er dramatisk Satiriker. Der er i dette Stykke megen Tale om et nyt Skuespil af Fabrikanten. Det Temperament, denne lægger for Dagen, ligesom de Forfatteregenskaber, der tillægges ham, falder nøje sammen med Otto Benzons. For dog at fjerne Skikkelsen, er Forelskelse i en andens Kone tildigtet.
I Sommernatsdrømmen indførte Shakespeare for Løjer, i Hamlet for Alvor, Teatret i Teatret. Goethe optog Indfaldet i sin Markedsfest, Oehlenschläger efterlignede ham i sit St. Hans Aften Spil.
De tyske Romantikere med deres Hang til kunstnerisk Refleksion og Selvfordobling benyttede Tanken paa deres Vis, og i Tieck's Den bagvendte Verden, i Hoffmanns Blandina ligesom i Heibergs Julespøg og Nytaarsløjer ligger den ene dramatiske Kugleskal, som i kinesiske Elfenbenskugler, indeni den anden. I vore Dage er dette Motiv i Danmark paany taget op. Saavel i Sven Langes En Digters Kærlighed som i hans Samson og Dalila handler Stykket om et Teaterstykke, efter hvis Titel Skuespillet bærer Navn. Otto Benzon har givet efter for samme Hang til at lade Dramer dreje sig om Dramer. Skønt Forfatteren i slige Tilfælde let kommer til at gøre Indtryk af en Art Narcissus, morer det i Reglen Publikum, at Illusionen styrkes, idet der leges med den.
Benzon har flere Gange formaaet at udruste sine Hovedpersoner med den Mangfoldighed af ejendommelige Smaatræk, som er levende Menneskers Karakteristik, naar de er i Besiddelse af Særegenhed. I Moderate Løjer er det Farcemotiv, at en Ikke-Døv udgiver sig for Døv, flettet sammen med en Fremstilling af unge Kunstneres Kamp mod akademisk Magtsyge og Indskrænkethed. Her findes en godlidende, morsom Godsejerskikkelse med sære Karaktertræk og originale Talemaader. I Frie Hænder, hvor enkelte Bifigurer er godt tegnede med faa Streger og kun én ren Karikatur (Kammerherren) gaar igen fra Sportsmænd, samler Alt sig om den dygtigt og upartisk gengivne Hovedskikkelse, en Bankier med Snuhed og med Hjerte, lidet skrupuløs i Valget af sine Midler, men ejendommelig i sin hele Stil og trods sin ufine Snedighed indtagende ved Forstand, godt Sindelag og Rundhaandethed.
