Kaninernes Svar

Morten Bagstrævers kjøbenhavnske Kaniner piber igaar over Politikens Kanin-Artikel.

Deres Organ insinuerer – med sædvanligt Hykleri –, at Politiken undrede sig over, at man ikke havde sagt til Bjørnson: Det, Du siger, er en Forhaanelse mod danske Borgere.

Det véd Organet godt, at Politiken aldrig har sagt. Politiken skrev tværtimod, at ingen var faldet paa at komme med saadanne Beskyldninger imod Bjørnson. Des mere skabagtigt fandt vi det, at Bjørnsons Kaninlakejer hyklede Forargelse over, at Henrik Pontoppidan talte et kraftigt Ord om Usædeligheden paa Landet.

Den Trafik, at gøre Pontoppidans Ord til Politikens, har vi allerede tilstrækkelig karakteriseret. Den er af samme Finhed som den, Hr. Bertel Elmgaard anvender med sine literære Produkter.

Først sælger han et Par Noveller til Husvennen i Aarene 1879-81; nogle Aar senere, da han har Anledning til at tro sine Frembringelser glemte, sælger han de samme Fortællinger til Nordstjærnen. Men ved et uheldigt Tilfælde opdages "Geschäften". Saa kedeligt kan det gaa for en stræbsom Kanin.

Fra den Tid kredser Hr. Bertel Elmgaards Tanker sygeligt om Begrebet "Geschäft", og intet oprører ham mere, end at noget literært Foretagende betaler sig. Han har paa sin Maade forsøgt at gøre "Geschäft".

Skulde det være ham eller Hr. Secher, der i Artiklen igaar kalder Politiken for et Boulevard-Blad, der kun tænker paa Geschäft? – "Geschäft" klinger mest af Hr. Elmgaard; men "Boulevard-Blad" leder straks Tanken hen paa salig Dags-Avisens Redaktør. Boulevard-Blad – kan man tænke sig en højere Komik, end at Hr. Sechers Blad som Skældsord kalder et andet Blad for Boulevard-Blad? Morgenbladet, der lever paa Stumperne af den afdøde Dags-Avis, kan intet værre finde at sige om et Blad, end at det er et Boulevard-Blad. Det er hvad Franskmændene kalder le comble. Hr. Secher er som skabt til at bruge "Boulevard-Blad" som Skældsord. Hr. Secher har altid haft en anerkendt Ævne til at sætte sig i komisk Belysning. Men siden Morgenbladet med saa dyb Foragt taler om de Blade, "der gør Geschäft", tør man vel antage, at d'Hrr. Secher og Borchsenius nu definitivt har opgivet deres forfængelige Indbildning om at kunne konkurrere med Politiken. Vi vil ærligt sige, at det burde de have gjort for længe siden; de vilde derved have sparet sig mange Ærgrelser og kunde alt i lang Tid have helliget sig til deres sidste Dages Gærning: at "værne om" Moralen og Religionen; men samtidig vilde det være ubilligt af os ikke at anerkende de anspændte Anstrængelser, som disse fattigt begavede Journalister fra Politikens første Dage har gjort for at efterligne vor Journalistik. Og vi tilstaar, at vi har høstet Gavn af denne d'Hrr.s ihærdige Efterligning. Hvergang vi har set Dags-Avisen og Morgenbladet med Begær gribe og efter beskeden Ævne udnytte en af vore journalistiske Ideer, har vi følt det som en virkelig Paaskønnelse, en Opmuntring til at arbejde videre.

Og hvorfor ikke tilstaa vore ædlere Følelser? Vi har glædet os ogsaa over det, Dags-Avisen og Morgenbladet vandt derved. Dhrr. vilde selv være de første til at indrømme det, om de vilde se, hvordan deres Blade saa ud, før Politiken kom, og f. Eks. et Aar efter. Der er virkelig en betydelig Fremgang at spore – en Fremgang, som ialfald har pyntet paa deres Uheld i Konkurrencen. De kan ialfald prale af, at de gjorde, hvad de kunde, for at komme til at ligne Politiken.

Der er i Morgenbladets Artikel en Bebrejdelse til os, som vi endnu skal sige et Par Ord om. Morgenbladet bebrejder os, at vi altid lader det høre, at det har saa faa Abonnenter. Hvis Morgenbladet ikke kan lide at høre denne Sandhed, saa vil vi give det det eneste Raad, der her kan hjælpe.

Hold op med det latterlige Skaberi, at hele Landet staar bag Dhrr. Secher og Borchsenius; hold op med den dumme Frækhed, at det er Morgenbladet med Dhrr. Secher og Borchsenius, der fører an i Venstrebevægelsen herhjemme. Publikum mindes endnu for tydeligt de Triumfhyl om Fremgang og Tilslutning, som Hr. Secher udstødte paa Dags-Avisens Vandring mod Graven.

Eller, siden Venstre er saa begejstret for Dhrr., hvorfor holder det saa ikke deres Blad? Hvorfor lod Venstrefolket – det store Venstrefolk – Dags-Avisen gaa ind? Hvorfor lader det Morgenbladet friste en kummerlig Eksistens? Hvorfor abonnerer det paa Politiken?

Morgenbladet giver Politiken Skylden for, at Venstre tabte ved Valgene sidst her i Kjøbenhavn. Monstro det var de Blade, der ingen Abonnenter havde, som skulde have bragt Sejren hjem? Nej, om d'Hrr. havde udgivet deres Blade saa godt, at de havde skaffet dem lige saa mange Abonnenter som Politiken, saa havde Venstres Sag maaske staaet bedre ved Valgene.

Nu maatte Politiken gøre næsten hele Arbejdet paa Venstres Vegne, og vi tør desværre heller ikke i Fremtiden regne paa stor Hjælp fra de Blade, der er betroet til d'Hrr. Secher og Borchsenius' Røgt.

Den enes Blad ligger under Jorden, og den andens er gaaet i Følgeskab med det døde.

Tilsammen har disse Bladmordere et net Antal Blade paa deres Samvittighed. Men Særkendet for d'Hrr. er deres usvækkede Fantasi. Selv foran den tommeste Abonnementsprotokol drømmer de sig i Spidsen for en mægtig Bevægelse.

D'Hrr. Secher og Borchsenius foran – bagved hele det danske Folk.

Ja, Godmorgen. Nu kiler straks det danske Folk i Hælene paa saadanne – Redaktører!