Et Kanin-Aar

Et frodigt Kanin-Aar, 1887.

**
*

Kaninen er et graadigt Dyr med lange Øren, [æder sig fed] paa fremmede Marker – frem i Laden, en skinhellig Kanalje, springende fejg og adræt fra det ene Sted til det andet.

**
*

Hvis en Kanin var et Menneske, vilde den f. Eks. paa samme Tid være Fritænker og erklære sig oprørt over andres Ugudelighed; den vilde ikke gaa i Kirke, men den vilde anlægge et hvidt Slips.

Den vilde jævnlig vise sig sammen med Præster og Degne, og naar nogen ærligt erklærede sig for Fritænker, vilde den foreslaa sine theologiske Venner, at de – Kaninen og Theologerne – i Forening skulde "værne om Folkets Gudstro."

**
*

Kaninen vilde være paa samme Tid Modstander af alle Forsvarsplaner og ivrig – vi tør endogsaa sige: varm Forsvarsven. Den vilde arbejde trofast sammen med Antimilitaristerne gaa lige til Militaristerne og udtrykke sin dybtfølte Harme over sine Partifællers "kolde Forsvarsnihilisme."

**
*

Den vilde æde med bredt Kammeratskab alt, hvad den kunde skrabe til sig af moderne Aand og Literatur; den vilde kline sig op af berømte Digtere og Kritikere, og den vilde forarges over de hæslige Beskyldninger for Mangel paa Danskhed, som reaktionære og fanatiske Modstandere kunde slynge imod disse Mænd.

Men naar den kom i Selskab med Theologerne, vilde den sige: Vi danske Kaniner oprøres over disse importerede Ideer; vor kendte og skattede danske Moral oprøres ved denne galliske Letfærdighed. Skal vi – Kaniner og Theologer – ikke "værne om Folkets Sædelighedsfølelse"?

**
*

Kaninen siger "vi to" til alle; den er familiær med alle, og den taales af mange som et "uskadeligt" Dyr. Det er dens Natur at snaske i Allemands Fad.

Siger Theologerne til den: "herut med Dig; her hører Du ikke hjemme" – saa piber den ynkeligt og siger: Hvorfor maa jeg ikke være her? Jeg er jo en skikkelig Kanin, der har den dybeste Ærbødighed for Theologien.

Og sparker Fremskridtspartiet den til side, hyler den: Er ikke jeg en Fremskridtskanin? O! jeg er saa begejstret for alt Fremskridt!

**
*

Kaninen er i evig Forbavselse over sin egen Bravhed. Naar nogen griber den i dens vævre Upaalidelighed og tager den i dens lange Øren og rusker den, har den en inderlig Følelse af Verdens Utaknemlighed.

Den er ganske forbavset over, at nogen kan være saa ond. Den er aldrig i Tvivl om, at den bliver skændig overfaldet – uden Grund.

Thi det er Kaninens Natur at leve som Gæst paa andres Marker. Af sig selv har den intet. Den er baade som Dyr og Menneske en Snyltegæst.

Alles Gæst, alles Ven, alles Bagtaler.

Politiken lørdag 31.12.1887