Til Hr. Dr. Georg Brandes
Naar en Kritiker af Deres Anseelse og Betydning kalder mine nylig udkomne "Literære Feuilletoner" for "en Bog, om hvilken der som Helhed sikkert bør fældes en gunstig Dom", burde jeg maaske ikke strides med Dem om en enkelt af de i Samlingen optagne Artikler, saa meget mindre som De selv udtrykkelig bemærker, at ogsaa andre "baade her og i Sverig" ere uenige med Dem i Deres Opfattelse af Søren Kierkegaard og jeg altsaa ikke staar ene med mine delvise Indvendinger. Naar De imidlertid gjør mig den Ære at tage særlig til Gjenmæle mod mig og nævner som Deres Grund dertil, at De er overbevist om, at jeg hører med blandt dem, der kun ønske, at der skal vederfares Dem Retfærdighed, saa ville disse Ord være mig dobbelt kjære, om der under "Retfærdighed" ogsaa bliver Plads for Udtalelser fra selvstændige Venner og ikke alene fra blinde Beundrere. Jeg veed ikke, hvor mange af de Yngre, som nu snart for en halv Snes Aar siden i tætte Skarer flokkedes under Kathedret ved Deres første Forelæsninger, der endnu i Dem se deres rette Høvding og Fører, men lige saa utvivlsomt det er, at De i sin Tid har givet mer end een ung Mands aandelige Udvikling det befriende Stød fremad, lige saa utvivlsomt bør det ogsaa være, at De, der selv lærte Deres yngre Samtid at virke for Ytringsfriheden og den sandhedssøgende Diskussion, ikke vil anke over, at en og anden af Deres daværende unge Venner og Disciple muligvis gik sine egne Veje, skulde det end hændes, at disse kom til at krydse Deres Baner. Jeg haaber derfor, at min "Opfattelses-Evne" ogsaa her har skuffet mig, naar jeg i Deres Artikel i "Morgenbladet" syntes, der nu og da lige som lynede lidt af en Banstraale, hvis jeg ikke vilde bøje mig for Deres Ufejlbarlighed, og at det har været mere tilfældigt, end det strax stod for mig, at De her har grebet Lejligheden til en Gang for alle at værdsætte min Bedømmelse af literære Forhold og Personligheder, Dem selv altsaa indbefattet. Jeg kan forstaa, at De, der saa ofte har fristet den for Banebrydere i øvrigt ikke ualmindelige Skjæbne, at Deres Bøger bleve forgudede af en mindre Kreds men enten heftig angrebne eller helt uomtalte af den øvrige Mængde, ofte har haft Vanskelighed ved i deres literære Fæller at se andet end absolute Tilhængere eller bitre Modstandere, men kunde jeg alligevel ikke faa Lov til for mit Vedkommende at føre et, om end aldrig saa lidet, Kompagni paa egen Haand? Thi selv om De virkelig har Ret i Deres endelige Dom om min "herskende Evne", min literære Methode, eller hvad De vil kalde det, beder jeg Dem betænke, at vi jo dog ikke alle kunne være en G. Brandes eller en H. Taine, uden at vor Ret til at existere, til at skrive, ja endogsaa til at skrive om Dem, derfor bør være os forment. Jeg kan saaledes ikke uden videre underskrive Deres Ord om, at det i ethvert givet Tilfælde "først og fremmest" kommer an paa "at danne sig en Opfattelse af Helheden og saa lade alle Enkeltheder bestemmes ud fra den", thi sæt nu, at "Opfattelsen af Helheden" var fejl! Jeg husker vel, at De en Gang i en Anmeldelse ("Det 19. Aarh.", Januar 1877) har sagt følgende: "Jeg tvivler aldrig paa mit Indtryks Rigtighed, men højlig paa min Evne til at forme det i Ord", men ligesom jeg allerede tidligere (i "Nær og Fjærn", Nr. 254, S. 11) har tilladt mig at ytre, at jeg for Deres Vedkommende snarere kunde være tilbøjelig til at vende Sætningen om, saaledes har jeg, for at komme til min omstridte Artikel om Søren Kierkegaard, bl. a. ogsaa nedlagt en Indsigelse mod Deres Opfattelse af M. Goldschmidt, og da De selv nævner mine Bøger "Fra Fyrrerne", skulde det have interesseret mig at høre, om jeg maaske ikke netop ved mine "Enkeltheder" om Korsaren o.s.fr. havde omstyrtet Deres "Opfattelsen af Helheden". Jeg hverken kan eller vil fragaa, at jeg, med Tak i øvrigt for alt hvad jeg har lært af Dem, virkelig er uenig med Dem angaaende adskillige af Deres Udtalelser om dansk Literatur overhovedet, lige til Deres Dom om "Nær og Fjærn", hvilket Ugeblad De ikke kan fortænke mig i, at jeg betragter med andre Øjne end De. Men jeg bør vel her holde mig til Deres Indvendinger mod min Artikel om Kierkegaard.
Med Ordene "en temmelig utrolig Anekdote" har jeg selvfølgelig ikke tilsigtet nogen "Fornærmelse", men det er sikkert for stor en Bagatel at dvæle videre ved.
Med Hensyn til Kierkegaards Paastand fra Marts 1846, at "et Oprør vilde i vore Dage være det utænkeligste af alt", henviser jeg S. 189 i min Bog udtrykkelig til min Skildring (i "Fra Fyrrerne" I) af Kierkegaards og de andre "store Gamles" Kontraopposition imod den politiske Opposition, saaledes som denne fornemlig kom til Orde i Hovedstadens Presse og "Akademikernes" Kredse. Det fremgaar med mer end tilstrækkelig Tydelighed, at Talen er om Martsdagenes Bevægelse i Kjøbenhavn, og jeg er ude af Stand til at fatte, hvad Meningen skal være med, at jeg vilde nægte Oprørets Tilstedeværelse i Slesvig.
Min Restriktion overfor Fremstillingen af Kierkegaards Forlovelseshistorie gjøres med Urette til en personlig Krænkelse, men hvis jeg har forstaaet Dem ret, gjælder Deres stærke Ord her mere andre Literater end mig, og jeg skal overlade til disse selv at forsvare deres Paastande.
Jeg har ikke misforstaaet Deres Ytring om, at "Paradoxet viger for Passionen". Saa snart Kierkegaard valgte Passionen ɔ: Martyriet, var hans Angreb paa den officielle Kristendom kun et Tidsspørgsmaal (direkte Udtalelser i saa Henseender forekomme mange Steder i Dagbøgerne), men jeg mener bestandig, at Forholdet til Mynster var uendelig mere afgjørende end Korsarens Angreb. Se Side 191 i min Bog.
Med Hensyn endelig til Spørgsmaalet om Kierkegaards Position, hvis han havde levet længer, vil jeg gjerne indrømme, at man har lagt mere ind i Deres Ord, end der virkelig ligger, men for mit eget Vedkommende kan jeg ikke nægte, at det fremdeles staar for mig som dobbelt unyttigt at anstille slige Undersøgelser overfor en saa dialektisk Natur som Søren Kierkegaard. Hvad "Kristenheden" angaar, har De Ret, at Kierkegaard bruger Ordet om den officielt kristelige Verden, men da denne selvfølgelig bekjender sig til "de kirkelige Dogmer", kan jeg ikke indse, hvad urigtigt der S. 195 i min Bog findes om Sibberns Stilling til Kierkegaard. Mine Ord S. 194 om "Klosteret" ende jo udtrykkelig med, at jeg ikke vil ind paa saa løse Hypoteser, men hvis det for øvrigt kunde have været tænkeligt, at Kierkegaard, som han saa ofte fantaserer om, havde opgivet sit Forfatterskab og havde trukket sig tilbage til Landet, vilde dette jo have været en Slags Gjennemførelse af Klostertanken.
Til Slutning underskriver jeg ganske Deres Ord om, hvor umuligt det er at tage Hensyn i hvert Ord, man skriver, og hvor nødvendigt det er at regne paa Læserens gode Forstand og – jeg tilføjer – velvillige Sindelag.
Kjøbenhavn, den 17de Oktober 1880.
Deres ærbødige
Otto Borchsenius.
