Fribaarne Anskuelser
"Politiken" lægger igjen i Gaar ud mod "Morgenbladet", og da ingen har Fred længer, end éns Nabo vil, skal vi heller ikke tøve med at optage den os tilkastede Handske.
Og denne Handske er da ogsaa en lille Smule i Familie med Bjørnstjerne Bjørnsons. Efter at d'Hrr. Hørup og Edv. Brandes har faaet summet sig paa, at de – til den ondskabsfulde Verdens almindelige Morskab – var med at lykønske Bjørnson paa hans Fødselsdag umiddelbart efter Digterens sidste Sædeligheds-Foredrag i Jylland, kommer de to Redaktører – der forhaabenlig nok tør sige "vi to" til hinanden – pludselig i Tanker om, at man i Stedet for at prise Bjørnson som en "Tugtens Svøbe" og lægge sig "paa Maven for den norske Sædelighedsprædikant" tværtimod skulde sige til ham om hans Foredrag: "Dette er at forhaane danske Borgere; dette er at besudle vor hæderlige og brave Bybefolkning."
Men naar "Politiken" nu undrer sig over, at "ingen er faldet paa at sige" dette "til den norske Forfatter", saa gaar det de to telegraferende Redaktører ligesom Hr. Flovmand hos Fritz Jürgensen, der ogsaa først bag efter fandt paa, hvad han egenlig ved den givne Lejlighed kunde og burde have sagt.
Til alt Held for "Politiken" er nu imidlertid Hr. Bjørnson rejst sin Vej, og det turde være mer end tvivlsomt, om han nogen Sinde faar de to Herrers smukke Efterskrift til deres Telegram at læse. Mulig slipper derfor ogsaa "Politiken"s Rygstykker denne Gang for hans fra tidligere Lejligheder kjendte "Tugtens Svøbe".
Derimod finder "Politiken" i Gaar, at det for Resten kunde være nyttigt nu en Gang at overveje, hvad forfærdeligt i Grunden Henrik Pontoppidan har sagt om de danske Bønder.
En saadan Overvejelse kan utvivlsomt være nyttig for "Politiken". Bladet kan nemlig saa med det samme "overveje Nytten" af alle sine egne Theorier paa literære, moralske og sociale Omraader. De falder nemlig alle godt i Traad med Pontoppidans Udtalelser, og det var vel ogsaa denne Overensstemmelse, der drev Pontoppidan til hans opsigtvækkende Debut i "Politiken".
Men naar, som sagt, "Politiken" selv finder en saadan Overvejelse nyttig og Pontoppidans Artikler betimelige, saa forstaar vi ikke, hvorfor "Politiken" i Begyndelsen af sin Replik vil skyde Pontoppidan udenfor Redaktionen. Naar Bladet dog ender med at godkjende ham, hvortil saa alle de mange Ord om at gjøre Plads for navngiven Mand, selv om denne "ikke fuldtud repræsenterer Bladets Anskuelser i det enkelte Spørgsmaal", og hvortil endelig de fagre Talemaader om, at det just er "Politiken"s journalistiske Ære "at være et gjæstfrit Hjemsted for fribaarne Anskuelser"?
Fribaarne Anskuelser!
Det var Ordet, forløsende ligesom "perspektivisk" var det for Assessor Svale1. "Politiken", der heller ikke i Gaar kan skrive en Artikel, uden at dets "Abonnenter", "Frygten for at miste Abonnenter", "Blade med eller uden Abonnenter" o.s.fr. gaar som en sagte Pengepolka-Melodi gjennem hele Ræsonnementet, "Politiken", for hvem alt i Følge dens Samtids Opfattelse er Geschäft, "Politiken" holder altsaa aabent Hus for "fribaarne Anskuelser"!!
Det maa trøste de danske Bønder, at "Politiken" dog i det mindste en Gang imellem forstaar den Kunst at æde disse "Anskuelser" i sig igjen. Hvad var det, forhenv. Folketingsmand P. Andersen forleden skrev mod Pontoppidan i selve "Politiken"? Ja, Bladet siger nok, at "Pontoppidan vel er Mand for at svare, om han har Lyst." Men hidtil har han i hvert Fald ikke haft Lyst. Nu kommer det maaske. "Politiken"s Gaarsartikel maa have skærpet hans Appetit.
Medens "Politiken" saaledes beholder de "fribaarne Anskuelser" for sin egen og sine Venners Mund, har det kun "lavpandet Ondskab og ækelt Hykleri" tilovers for os andre. Dog haaber "Politiken" paa, at Bønderne ikke lader sig narre af vor Leflen for dem. "Lader Bønder sig fange" – spørger den – "paa saa tyk en Limpind?" "Politiken" mindes nemlig en meget tyk Limpind, som en af den højeste Oplysnings øverste Spidser en Gang satte op i en jydsk Skov. Var det ikke selve Dr. Georg Brandes, der havde fundet sin Ligemand i Dannelse i en dansk Bonde?
Mindre for "Politiken"s end for vore Læseres Skyld tilføjer vi følgende. Skal "Morgenbladet" dømme efter de Indlæg, vi i den sidste Tid har modtaget angaaende Pontoppidans Artikler i "Politiken", saa ser sikkert det langt overvejende Flertal af danske Bønder med samme Øjne som vi paa Brandesianernes hele, vildere og vildere, Færd. For en Sikkerheds Skyld har vi dog stræbt efter saa vidt muligt kun at give saadanne Indsendere Ordet, som enten var udgaaede fra eller endnu er knyttet til Bondestanden. Vi tænker ogsaa, at Vidnesbyrd fra Mænd som – foruden den nævnte P. Andersen og Henning Jensen – Zach. Nielsen, Peder R. Møller og Bertel Elmgard kan veje op mod saavel Pontoppidans som "Politiken"s egne Paastande.
Det er, om ikke glædeligt saa dog til at forstaa, at en By som Kjøbenhavn paa sin hidsige Jagt efter en Storstads Vilkaar i godt som i ondt, ogsaa har faaet sig et Boulevardblad, og det er jo kun et Tegn mere paa Venstres Fremgang i Hovedstaden, at det er Venstre og ikke Højre, der har affødt denne de nye Tiders Fremtoning. Men paa den anden Side paalægger denne Kjendsgerning ogsaa Venstre visse Forpligtelser. Vi maa – som vi tidligere har fremhævet her i Bladet – selv kunne tage vore Korrektiver uden Højres Hjælp, men naar Kampen er endt, skal det være os en Fornøjelse at afstaa de efterhaanden udskilte Elementer til Højre. Vi har heller ikke tvivlet om, at det ny og gamle Højre til rette Tid vil vide at finde hinanden. De er allerede godt paa Veje dertil. Læg f.Ex. "Politiken"s Gaarsartikel ved Siden af Godske Nielsens Søndagsføljetoner om Bjørnson i "Dagbladet".
Netop fordi dette den store Bys Overflade-Skum, med dets Frivolitet og Gøgl, Reklame og Geschäft, staar igennem et Venstreblad, har vi anset det for vor Pligt, uden at trættes og uden at rokkes af Stedet, selv overfor de laveste personlige Angreb, at tage Kampen op. Og vi agter at blive ved dermed. Er der nemlig nogen Venstremand i Kjøbenhavn, der tør benægte, at Venstre i sin Helhed altfor ofte har maattet bøde for "Politiken"s Synder? Lige fra Valgene i Januar til Kjøbenhavns Befæstning har "Politiken" atter og atter været et vigtigt Led i Højres Agitation, selv om det naturligvis stadig hedder "Venstrepressen" i Almindelighed. Men Højre har sikkert nok sine Grunde til at lade, som om det slet ikke ser den ovenfor nævnte aandelige Berøring med sin nuværende politiske Modsætning. Det maa derfor staa dobbelt klart for os andre, at midt imellem de to Extremer, med Front til begge Sider, ligger det danske Venstres Fremtidsvej.
