Ludvig Feilberg
En sjælelig Sundhedslære
I 1913 skrev Jakob Knudsen nogle artikler om filosoffen Ludvig Feilberg (1849—1912), som havde optaget ham meget. Feilberg havde, og har stadig, den skæbne, at hans tanker i hver generation tiltrækker skiftende kredse af læsere.
I sine erindringer priser Henrik Pontoppidan Feilbergs evne til realistisk iagttagelse og hans usøgte stilkunst. Det var den psykologiske introspektion, som blev Ludvig Feilbergs arbejdsmetode. Lige fra sin ungdom førte han dagbog over sine sjælelige tilstande; han vandt hurtigt en færdighed i den præcise psykologiske beskrivelse, som giver disse øjebliksanalyser betydning ud over den anvendelse, Feilberg selv gjorde af dem i sine bøger. Forfatteren udfoldede i disse eksempler en sprogkunst, som meget inspireredes af Turgen-jevs romaner og noveller.
Som den russiske digter havde Feilberg en forkærlighed for den vegetative åndstilstand, den afslappede harmoni, en åbenhed, hvorunder indtrykkene ubehindret strømmer ind i sjælen og gør den aktiv. I sit første skrift skildrer han indgående sådanne "Stemninger, der paa en ejendommelig Maade minde om Plantelivet, Tilstande, hvori man ligesom ikke raader for sig selv, men snarere maa siges at gro, til¬hørende Naturen og gjørende dens Vilje, Tilstande, hvori en vis Hverdags-Bevidsthed paa en ejendommelig Maade træder tilbage paa samme Tid, som man ligesom glemmer sig selv, bliver sat uden for Tiden". Bogen hed Om størst Udbytte af Sjælsevner (1881). Med undertitlen: Bidrag til praktisk Psykologi. Det var nemlig meningen, at den skulle gøre nytte! Det siges i afhandlingens slutning, at man trods naturvidenskabens betydelige udvikling ikke har forstået, "at sjælelige Kræfter ere Naturkræfter, virkende efter Naturlove, og at der kan drives mere eller mindre rationelt Brug af dem paa lignende Maade, som man f. Eks. kan drive mere eller mindre økonomisk og forstandigt Agerbrug".
533 I sin dyrkelse af stemningen havde Feilberg lighed med halvfemsernes digtere; det var ikke mærkeligt, at beskrivelserne af åbenheden måtte fængsle Helge Rode (ligesom senere Anker Larsen). I en lille bog, Holbergs Træ i Fiolstræde (1882), finder Feilberg love for, at en genstand kan træde frem med "Selvexistens" og derfor med skønhedsværdi; i hovedværket Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet (1896) udvikler han modsætningen mellem sjælens naturharmoniske "Ligeløb", præget af åbenhed, uvilkårlig aktivitet, tankerigdom, kort sagt af "Mulighedsværdi", og "Kredsning", hvor den åndelige virksomhed består i genkendelse, koncentration, praktisk indsats, rutine. Endelig i det store værk Om sjælelig Ringhed (1899—1902) og i flere dermed sammenhængende skrifter, Naturlærens Leve-ABC (1905—07), Kort Fremstilling af de sjælelige Naturudviklingslove (1910), formulerer og eksemplificerer han "Værdilæren", dvs. læren om fire grader af kvalitet eller fortætning inden for åndens virksomhed. Simpel reproduktion af naturindtryk, overfladisk selskabelighed, beskæftigelse med dårlige sensationer, etc. har blot A-kvalitet. B-kvalitet finder vi i det målbevidste, fornuftbestemte arbejde. I C-kvaliteten har hjertevarmen fået overtaget, mennesket arbejder som kunstner, i kærlighed til naturen, sit hjem, sit land, sin næste. Og endelig, med D-kvaliteten, gøres indsatsen selvforglemmende, offervilligt. Sjælen åbner sig nu ikke blot mod naturen, men mod en guddommelig evighed. Det var efter denne livsfilosofs anskuelse enhvers pligt at bidrage, hos sig selv og andre, til den sjælelige aktivitets forædling; som denne stiger op i graderne, forøges også livsudbyttet, lykken. Feilberg var overbevist om, at al den sjælelige energi, et menneske udvikler, forplanter sig til og bevares i universet.
Denne åndelige sundhedslære vandt genklang i højskolekredse; Feilberg var fra 1887 ministeriel tilsynsførende ved folkehøjskolerne og følte sig i bitter kontrast til den akademiske verdens rationalisme. Med sin opdagelse af livsåbenheden, naturens tale i menneskesjælen, foregriber han William James' og Henri Bergsons intuitionslære. Ludvig Feilberg fortjener en plads i den nyere filosofis universalhistorie.
