Bipersoner

In absentia. Endnu en gang kunne det hævdes, at Thorkild Hansen aldrig har skrevet bedre end i den lille samling af kronikker, der udkommer i anledning af 75-års dagen. Men man skal ikke glemme, at de kommer i mangel af bedre. Det bedste ligger stadig som elverguld i de gyldendalske kældre.

Thorkild Hansen: Genklang. Rejser og portrætter 1959-89. Udgivet af
Gitte Jæger og Lars Peter Rømhild. 142 sider. 195 kr. Gyldendal.

HVIS ikke Thorkild Hansen pludselig var død den 4. februar 1989, ville han i denne uge være fyldt 75. Ikke nogen specielt høj alder for en nutidsdansker. I stedet blev han, så mærkeligt det kan lyde, en af litteraturens unge døde. Temmelig rynket af skind ganske vist. Men i en alder af 62 stadig kun på tærsklen til et forfatterskab, han havde haft på bedding, siden han var sytten.

Det kan man delvis læse om sidst i den samling, som forfatterens litterære eksekutorer, Jæger & Rømhild, har udsendt i dagens anledning – i en kronik om "Digternes privatliv", som oprindelig stod trykt i avisen ugen efter Thorkild Hansens død i en skibskahyt ud for de caribiske øer i 1989. Heri fastslog han, at betydelige digtere ikke overlever i kraft af deres værker, men i kraft af deres liv. Man kunne tænke på Rousseau med hans banebrydende værker, Victor Hugo med alle hans romaner og Voltaire med rækken af hans skuespil – store publikumssucceser i forfatternes egen levetid, og læst af ingen efter deres død. Det eneste sted, hvor de ifølge Thorkild Hansen stadig levede, var dér, hvor deres egen ubetydelige person havde overlevet. I Rousseaus bekendelser, i Hugos efterladte dagbøger, i Voltaires breve. Den skjulte selvbiografiske pointe heri kunne ingen opfatte, dengang kroniken stod i avisen. Den fremgik først året efter, da Thorkild Hansens dagbøger fra årene i Paris 1947-52 kom på gaden i december 1990. Dem havde han efter 13 års arbejde fået færdig umiddelbart inden afrejsen til Dansk Vestindien. Her var altså prøven på det forfatterskab, der skulle overleve ham, når ingen længere gad læse, hvad han havde skrevet om Knut Hamsun, om von Scholten, om Jens Munk, ja, selv måske om Carsten Niebuhr. Flere kritikere mente da også efter læsning af Et atelier i Paris, at Thorkild Hansen aldrig havde skrevet bedre, end dengang han var tyve...

DET HAR de ment flere gange siden. Senest da Thorkild Hansens artikler fra hans ansættelse på dagbladet Information 1952-62 for fire år siden forelå. Nu er vi så nået til tredje ombæring.

Først kom artiklerne fra Ekstra Bladet 1947-52. Derpå dem fra Information. Og i denne uge følger så en række kronikker fra det tidsrum, hvor Thorkild Hansen havde slået sig ned som selvstændig forfatter. Om dem kunne man med samme ret sige, at han aldrig har skrevet bedre.

Sandheden er vel, at Thorkild Hansen var bedst i omgang med døgnets genrer, selvom det ikke var dem, der gjorde ham berømt – anmeldelsen, interviewet og kroniken, som han mestrede til fuldkommenhed. Og så selvfølgelig dagbogen. Her var for et fotografisk øjebliksmenneske den på samme tid veldefinerede og vilkårlige ramme, som var perfekt inspirerende. Til forskel fra de store romaner, hvor han som en krydsning af en faghistoriker og nyhedsreporter måtte bygge sine episke panoramaer op med rigelig brug af retorisk kit og skiltning. Det sikrede nye læsere en tryg og fremkommelig vej igennem de ofte komplicerede stofophobninger, men det kunne også gøre genlæsninger til en udmattende slalom mellem litterære kneb.

EN SMAGSPRØVE på begge dele kan man få i det eneste større bidrag til ugens bog, som går ud over kroniklængde. Det handler om livets hovedveje og sideveje, om berømmelse og om bipersoner. Dvs. om den polytekniker, der i 1876 blev foretrukket som medlem af årets Grønlandsekspedition fremfor stud. polyt. Henrik Pontoppidan. En skuffelse, der fik den 18-årige Pontoppidan til at afbryde studierne lige før sin afsluttende eksamen. "Den Grønlandsekspedition, som Pontoppidan troede skulle gøre ham berømt, blev ikke til noget for hans vedkommende og takket være det blev han – berømt. Men samtidig opstod der jo på dette punkt af hans livsbane en lille sidevej, som mærkelig nok ingen hidtil har betrådt."

Sidevejen hed Andreas Kornerup. Han nåede at gøre sig fordelagtigt bemærket, også som kunstmaler, på tre ekspeditioner, inden han i en alder af 24 døde som følge af den tuberkulose, han havde pådraget sig under de arktiske strabadser. Samme år som den jævnaldrende Henrik Pontoppidan udsendte sin debutbog, Stækkede Vinger.

En konstellation af pointeret spænding, som alligevel ender med at fuse lidt ud. Længe før den indtræffer, er tuberkulosen skamredet til retorik i formler som: "Ikke-rygere må holde sig fra indlandsisen." Og da Andreas Kornerup på sin første Grønlandsekspedition med egne ord føler sig " fængslet" af en "henrivende udsigt" til det isfyldte Davisstræde, kan fortælleren ikke dy sig: "Man kunne her tilføje udsigten ind i Andreas Kornerups egen fremtid, om end man ikke ville benytte ordet henrivende." Eller ville man?

Når flammerne læser en bog, springer de ikke et ord over. Af Andreas Kornerup bliver der endnu en mini-Munk. En biperson på en sidevej, der fra begyndelsen var en blindgyde. Men hvem afgør, hvad der er hovedvej og hvad sidevej? Var Andreas Kornerup ikke hovedvejen i 1876, mens Henrik Pontoppidan måtte humme sig ad en sidevej til erstatningsfjeldene i de schweiziske alper?

ALLIGEVEL bliver dette tema, som Thorkild Hansen delte med Peter Seeberg, hængende ved læsningen af fødselsdagsbogens andre bidrag. Først og fremmest i dobbeltportrættet af maleren Hans Smidth, der fulgte med som enlig loftslogerende i skiftende villaer hos sin bror, den danske cementmogul F.L. Smidth, indtil dennes pludselige død i en alder af 49, hvorefter maleren indtog direktørens plads nede i stuerne mellem kone og seks børn i alderen fra 1 til 10 år. Og mens familielykken voksede, forsvandt det vidunderlige lys ud af hans billeder, for først at dukke op igen lige inden hans død.

En lille magisk historie og et af de få steder, hvor det lykkes Thorkild Hansen at undgå sit livs Midas-lignende paradoks: ikke at kunne fremstille en udstødt uden at få succes, ikke at kunne skrive om en nøjsom uden at tjene penge på det, ikke at kunne røre ved en biperson uden at gøre ham berømt.

Et paradoks, som mod slutningen af Thorkild Hansens liv synes at have vendt den tunge ende nedad. I en hårrejsende reportage om skovbrandene ved Cabris, som tre år før Thorkild Hansens død stod at læse her i avisen, kommer vi fra arktisk is til pyromanernes ild. Hver sommer, når den sydfranske maki er blevet knastør, binder den slags mørkemennesker våde benzinklude om haserne på kaniner og slipper dem løs i krattet med ild mellem benene. Og mens branden døgn for døgn formørkede sommerhimlen med sine sorte cumulusskyer, følte Thorkild Hansen sig på sin terrasse hensat til Anden Verdenskrigs ildstorme under bombardementerne af Dresden. Da vinden til sidst slår om, lige inden flammerne når hans eget hus, er huset for længst brændt ned for hans indre blik sammen med fyrre års verdenshistorie plus hans egen: "I går var det tyvene, der ville have hele møget, i dag ilden, i morgen døden, i overmorgen glemselen." Selv figurerer han i reportagen ikke som noget "jeg", men kun som et "han", delt mellem resigneret ængstelse for bohave og øjenfryd ved den buldrende ødelæggelse.

"NÅR flammerne læser en bog, springer de ikke et ord over," skrev Thorkild Hansen i sin posthume kronik, hvor han med afstandtagen skildrede, hvordan Johs. V. Jensen i 1940 havde fodret sit fyr med private papirer, for at de ikke skulle falde i hænderne på eftertiden. I dag ved vi, at Thorkild Hansen selv forinden havde gjort det samme med alle sin ungdoms dagbøger til og med hjemkomsten fra Paris. Et atelier i Paris er ikke et vidnesbyrd om, at Thorkild Hansen skrev allerbedst, da han var tyve. Men om, at han skrev allerbedst, da han var tres.

Det er nærliggende at forestille sig, hvordan det kunne være gået, hvis han selv havde været der til at forestå en rullende udgivelse af de resterende bind, han havde liggende, halvt i hovedet, halvt i pulten, som et mega sidestykke til Proust, Céline og Gide.

Men så glemmer man, at Thorkild Hansen umiddelbart før sin sidste rejse i 1988 var gået durk i Klaus Rifbjergs særlige forlagsfælde til fordrivelse af forfattere fra Gyldendal, ligesom Henrik Stangerup før ham og Carsten Jensen efter. Fælden bestod i noget så enkelt som såret forfængelighed. Og skyldtes i Thorkild Hansens tilfælde, at Rifbjerg som forlagsdirektør havde stået fadder til en håndbog om moderne dansk litteratur, hvis indholdsfortegnelse på forhånd havde bortdømt en række af landets og Gyldendals største forfattere. Heriblandt Thorkild Hansen. Før afrejsen havde han allerede indledt forhandlinger om at følge i Henrik Stangerups fodspor over til Lindhardt og Ringhof.

Var det sket, var også Et atelier i Paris blevet fanget i forlagsfælden. Thorkild Hansen kunne kun være gået som en fri forfatter uden fremtid, eftersom Gyldendal ejede retten til udgivelsen af samtlige hans dagbøger. Den havde han selv i sin tid solgt for et millionbeløb i vore dages penge.

Så døde han, hvorved vejen alligevel stod åben for udgivelsen af Et atelier i Paris på Gyldendal. Til gengæld var der lukket for resten af de planlagte bind. Forlaget og de litterære eksekutorer viste sig bundet af hensyn til privatlivets fred, som Thorkild Hansen – som så mange andre forfattere – mente sig hævet over.

I stedet holdes gryden nu på tolvte år i kog med genoptryk af gamle avisartikler, isprængt en enkelt luns utrykt materiale. I dette tilfælde en værdiløs portrætskitse af Johs. V. Jensen. Det er stadig eminent, og det bliver ved med at være eminent. Men mest til glæde for kendere og gamle kendinge, hvoraf der bliver stadig færre.

Når arkivskabene nu ikke kan åbnes, var det måske på tide at indse, at Thorkild Hansen allerede har givet os det, vi har. Tre bøger, som mageligt overlever århundredskiftet: Det lykkelige Arabien og Pariserdagbøgerne, der svæver som to himmellegemer, frigjort fra henholdsvis hans biografiske og hans selvbiografiske forfatterskab. Og imellem dem hundestjernen Søforhør, der vil blive hængende som et af forrige århundredes frækkeste journalistiske kunstgreb.