Om Mands Himmerig
Da jeg læste Henrik Pontoppidans tre store romaner for nogle år siden, slog det mig, hvor mange af karaktererne, der lider under deres egen selvforståelse. I Det forjættede land får Emanuel Hansteds tro på, at han skal samle det splittede folk, fatale konsekvenser. I Lykke-Per drømmer Per Sidenius om sin egen storhed, men viger tilbage eller flygter, når han skal bevise den. I De dødes rige er der Tyge Enslev, som stædigt holder fast i sine politiske idéer, der er Mads Vestrup, som falder ud af samfundet, i takt med at det mister interessen for hans prædikener (og om hvem det et sted ligefrem lyder, at han sidder "indemuret i sine tanker" (De dødes rige, s. 39)). Og så er der Jytte Abildgaard og Torben Dihmer, hvis forhold blandt andet ikke bliver til noget fordi Jytte undervurderer sit eget værd, mens Torben anbringer hende på en piedestal. Romanpersonerne lider under deres selvforståelse eller deres verdenssyn på en måde, der skiftevis forhindrer dem i at handle og får dem til at handle trods alle omverdenens tegn på, at de er på vej i den forkerte retning. Og det er dette motiv, der er indgangsvinklen til den bog, jeg skal tale om i dag, nemlig Mands Himmerig fra 1927.
Ved romanens begyndelse befinder hovedpersonen Niels Thorsen sig i en overgangsfase; hans kone Asta er flyttet ud, samtidig med at han forhandler om at overtage det prestigefyldte job som chefredaktør af avisen Friheden. Relativt hurtigt vendes hele situationen dog på hovedet, så Asta flytter tilbage til deres fælles hjem, mens Niels til sin store skræk må se redaktørjobbet gå til den vellidte journalist Rømer. Det er et stort nederlag for Niels, så da hans gamle skolekammerat tilbyder ham en stilling hos den misligholdte konservative avis Døgnet, slår han til. Herefter følger en lang række artikler med heftige udfald mod Niels' tidligere kolleger og meningsfæller. I begyndelsen stiger Døgnets oplagstal betydeligt, men i takt med at Niels' skriverier bliver mere og mere voldsomme, vender både avisens medarbejdere og de konservative partimedlemmer sig mod ham. Samtidig bliver hans forhold til Asta værre; når de endelig ses, er Niels optaget af avislæsning eller egne tanker, og selv Astas graviditet gør kun afstanden mellem dem større. I ren og skær afmagt tager hun en overdosis sovemedicin, og nyheden om selvmordet rammer offentligheden tids nok til at forværre valgresultatet for de konservative. Efter at være blevet reduceret til rablende taler i byrummet, vender Niels sin sidste (og ældste) ven Klemens Junge ryggen. Kort tid efter dør han i sengen på sit barndomsværelse.
Niels Thorsen er måske et af de tydeligste eksempler på, hvor lidt selvindsigt Pontoppidans karakterer kan have. Som ung blev han udråbt til at være "den fødte Fører" (s. 167), der "skulde samle Riget" (s. 171), og det har formet hans voksentilværelse, hvor han ser sig kaldet til at vække den danske folkesjæl, og ikke mindst ungdommen, der slumrer hen, hvis den ikke bliver opildnet. For mig at se lever Niels efter princippet "Livet er en krig". En sådan livsopfattelse må nødvendigvis føre til forestillingen om, at alle enten er med eller mod en. Efter at være blevet forbigået til redaktørjobbet på Friheden, erklærer Niels da også, at han fra nu af kun har venner eller fjender, og det er denne dikotomi, der fører til at alle ender med at vende ham ryggen. Når han ser tingene så sort/hvidt, kan han kun godtage opbakning, hvis den er uden forbehold. Han vil kun have gode råd, hvis de bekræfter ham i det, han allerede ved. Og det fører til, at Niels konsekvent afviser omsorg til fordel for strid: Når maskinmesteren Karl Svendsen for gammel venskabs skyld beder Niels blive væk fra det store fællesmøde, han har tænkt sig at tale ved, opfatter Niels det som en trussel og overfalder maskinmesteren verbalt. Når Asta senere også beder ham blive hjemme fra mødet, anklager Niels hende for at have sluttet sig til hans fjender: "Her i mine Stuer vil jeg have Fred" (s. 150), som han blandt andet siger.
Da Niels i første omgang tror, at han skal skilles fra Asta, lyder det:
Han var igen bleven tro mod sig selv og vilde forstaa sit ægteskabelige Forlis som et Vink af Skæbnen. Det var det nødstedte Fædreland, der krævede ham helt. Al hans Evne, al hans Manddomskraft skulde fra nu af tilhøre Folket og vies dets Genrejsning. Han vilde betragte sig som en, der var hvervet til livsvarig Krigstjeneste. Med Opofrelse af al personlig Lykke skulde han i Fremtiden leve som en Landsknægt uden andet Hjem end Lejrbaalet. Jomsvikingernes barske Lov gjaldt endnu den Dag i Dag for enhver, der vilde gøre Mands Gerning i en vanslægtet Tid. Ingen Kvinder i Lejren! (s. 42)
Afsnittet illustrerer ikke kun Niels' krigeriske tankegang og hans tendens til at gøre sig selv til en slags martyr, det viser også hans ringeagt for kvinder. Problemet for ægteparret er ikke så meget, at de har forskellige livsanskuelser, men snarere, at Niels aldrig opdager, at Asta har en livsanskuelse. Han ser kun sit eget fordomsfulde – og ærligt talt også ret forrykte – kvindesyn.
Spørgsmålet om, hvad det vil sige at se et andet menneske er et af dem, der optager mig mest i mit eget forfatterskab. Jeg har skrevet om det i flere af teksterne fra min essaysamling De andres geometri, og jeg vil gerne læse to stykker op derfra, for at vise, hvad jeg tænker om det:
Når vi danner os et billede af et andet menneske, sker det på baggrund af en uoverskuelig mængde af detaljer. Træk, handlinger og talemåder føjes mere eller mindre bevidst sammen til et helhedsindtryk, som er stabilt nok over tid til at vi føler, at vi kender vedkommende og kan foreslå aktiviteter, som vi forestiller os at de gerne vil deltage i, eller købe gaver, som vi tror, de vil blive glade for. En af faldgruberne er, at man glemmer at se hinanden og i stedet kun ser det, der bekræfter det billede, man i forvejen har. Det kan være ret fremmedgørende at opdage, at en anden – som burde være blandt dem, der kender en bedst – tillægger bestemte detaljer uforholdsmæssigt stor betydning, eller misforstår noget og føjer det til billedet uden at kunne korrigere det igen bagefter. Man bliver spærret inde i en udgave af sig selv, der aldrig har eksisteret i virkeligheden, hvor tilfældige anekdoter eller en reaktion fra en hændelse i barndommen bliver ophøjet til uforanderlige personlighedstræk. (s. 135)
At elske eller begære nogen, ja, i det hele taget det at kende nogen godt, indebærer at skabe et billede, som rigtignok er baseret på træk ved vedkommende, men som kun kan samles på denne særlige måde af netop en selv. Det er at skabe en mere eller mindre løs ramme, som personens udsagn og handlinger kan fortolkes igennem. Men den anden er der netop til at stride imod rigide fortolkninger. (s. 158)
At være sammen med et andet menneske vil både sige at skabe dette billede og hele tiden at få det udfordret. Men det kræver vel at mærke, at man ikke konstant sætter sig selv forrest. Netop fordi Niels anskuer livet som en krig, er der ingen gråzoner i hans forhold til andre. Det levner ingen plads til menneskelighed eller følelsesmæssig dybde: I hans hoved er Astas eneste rolle at støtte ham; han interesserer sig ikke for hende som menneske – han vil ikke høre om hendes barndomsminder, ikke se billeder fra hendes ungdom, og selvom han har lært at tolerere al omverdenens larm, både i og uden for lejligheden, kan han stadig ikke holde ud at Asta spiller klaver, mens han arbejder. Det er, som om lige netop dén lyd går ham på nerverne fordi den er et udtryk for hendes følsomhed, for hendes personlighed, altså netop det, han ikke kan rumme.
Det ultimative eksempel på, at Niels ikke ser Asta, men kun bekræfter sit eget verdensbillede, hvor omgivelserne er imod ham, er Astas ring. Niels får øje på den, da han besøger hende for at få afklaring på deres forhold inden han overtager jobbet på Friheden, og han opfatter den som et bevis på, at Asta har fået sig "en Trøster" (s. 35). Så snart han føler sig forrådt, beslutter han sig for at de må skilles. Noget tid senere, da Asta alligevel er flyttet hjem til ham, spørger han en aften ind til ringen: "Har den Erindringsværdi for dig, siden du gør saa megen Ære af den? For smuk er den jo egentlig ikke" (s. 108-109). Problemet er bare, at det ikke blot er ham selv, der har givet hende ringen som minde om deres første udflugt sammen – den tur er netop også Astas mest dyrebare minde overhovedet. Det er næsten svært at forestille sig, at afstanden mellem dem kunne være større: Det, der for hende er et dyrebart symbol på deres kærlighed, er for ham et irritationsmoment og et tegn på hendes manglende loyalitet. Han forventer, at hun giver sig fuldstændig hen til ham, og når hun rent faktisk gør det, sætter han ikke engang pris på det; han er så langt inde i sit eget projekt, at han regner hendes opofrelse for en selvfølgelighed.
Når han besøger hende for at få afklaret deres forhold, beder han hende om at sige nej til interviews, fordi det vil stille ham i et dårligt lys, hvis skilsmissen bliver offentlig. Og da han senere foreslår Asta, at de endelig tager på den bryllupsrejse, han skylder hende, er det udelukkende fordi han har brug for at komme væk fra al virakken i København. Asta bærer over med Niels af kærlighed, af respekt – og faktisk også en god portion frygt, tror jeg – mens Niels netop er overbærende over for hende af mangel på respekt. Hans totale mangel på selvindsigt bliver tydelig efter Astas død, hvor han tænker, at han var god og overbærende, og at han jo ikke havde gjort hende noget ondt. Selv efter at have drevet hende til selvmord, forstår han ikke, at det er ham, der er problemet.
Det er også her, han tænker følgende uden at opdage, at det er ham selv, han karakteriserer: "Saa blindt havde hun i sin Sindsvildelse styrtet sig ud i Mørket […] Endnu med Døden for Øjnene havde hun været opfyldt af Tanken om en indbildt Krænkelse"! (s. 160). For den, der – som Niels – føler sig berettiget og vel nærmest også udvalgt, må det at blive fravalgt til avisjobbet nødvendigvis være en krænkelse – også selvom den ikke tager sig sådan ud for resten af verden. Og selv i sine sidste øjeblikke er han stadig overbevist om, at det er ham, der er blevet uretfærdigt behandlet. Det er ham, der har ret, mens alle andre tager fejl, og det er lige præcis den sindsvildelse, der altså får ham til at styrte sig ud i mørket.
Her vil jeg gerne lige gøre en kort afstikker til Torben Dihmer fra De dødes rige. Ved at opstille forskellene og lighederne mellem Torben og Niels kan vi nemlig se, hvordan Pontoppidan udforsker sit motiv med de misforståede selvbilleder på tværs af bøgerne. En markant forskel mellem dem er i deres forhold til kvinder: Hvor Niels ikke formår at se Asta, fordi han undervurderer hende, sætter Torben Jytte på en piedestal ved ikke at se hende, som hun er, men kun se et billede af hende, han selv har skabt: Han ser hende som ægte og uforstilt, stadig som det naturbarn, han mødte på Samsø, da de var børn. Udover at hun nu er blevet voksen, er Jyttes tilgang til livet også ændret efter broderens død, men det har Torben ikke blik for. Mange ting forhindrer dem i at finde sammen, men jeg tror at den primære årsag til, at Jytte ikke kan give sig hen til Torben er, at hun kan mærke, at han er forelsket i en selvskabt version af hende, som både er overfladisk og rigid, og som hun derfor aldrig vil kunne leve op til.
Ligesom det er tilfældet med Niels, har Torben Dihmers omgangskreds altid ment at han har potentiale til at blive noget stort. Fru Bertha hentyder til hans "førerevner" (De dødes rige, s. 135), mens hr. Zaun siger, at partiet altid har haft "særlige forventninger" til Dihmer (s. 107). Niels' og Torbens verdenssyn er beslægtede, idet de begge to er præget af undergangsstemning. På et tidspunkt siger Torben eksempelvis, at han tror "vi befinder os på en dødssejler, som en skøn dag går til bunds med os allesammen. Og det kan ingen menneskelig magt forhindre" (s. 522). De er begge to desillusionerede, men en væsentlig forskel mellem dem er altså, at den ene stadig tror, der er noget at kæmpe for. Der er noget desperat over Niels' håb, som om det virkelig er den sidste krampetrækning, mens Torben snarere kun har et skuldertræk tilovers for verden.
Niels' desperate håb fører ham ud i en kamp, han kun kan tabe, mens Torben resignerer: Hans sygdom lader sig nemt behandle, men fordi de 3 års isolation på Favsingholm har fået ham til at se sig selv som en, der ikke længere hører til i sin samtid, holder han op med at tage sin medicin og lukker lige så langsomt ned for sit liv. På den måde bliver de begge to ofre for deres selvforståelse; Niels fordi han handler for voldsomt, og Torben fordi han i for høj grad undlader at handle. Det er ikke fordi Torben absolut skal forfølge den politiske karriere, som omgivelserne forventer, men hans tanker om livets håbløshed er så altomfattende, at de forhindrer ham i at se, hvordan folk omkring ham faktisk gerne vil ham.
En ting, som jeg har tænkt over, når jeg har læst Pontoppidans bøger, er, at der er en hel del dyreanalogier. Der er også bemærkelsesværdigt mange af dem i Mands Himmerig: Hr. Steiner har "Dromedarøjne" (s. 19), Niels' fjender er rotter (s. 137) og kryb (s. 126), Asta beskrives "som en løbsk Hest" (s. 153), mens Klara Junge hånligt omtaler Niels som en hane, der jager hønsene med hug og stød "for at tvinge dem til underkastelse" (s. 166) – for nu blot at nævne en håndfuld. Med en enkelt markant undtagelse, som jeg vender tilbage til om lidt, er disse sammenligninger i romanen overvejende negative.
Niels længes efter storhed, at hæve sig over andre, og min fornemmelse er, at dyreanalogiernes funktion simpelthen er at trække personerne – og ikke mindst Niels – tilbage mod det jordiske. En stor del af bogens metaforer går nedad, fra himlen til jorden. Et eksempel er redaktionssekretæren Mefisto, der på grund af sine knuste digterdrømme omtales som "den forulykkede Himmelstormer" (s. 16), og der er også Niels' bekendte dr. Vadum, der fremstilles som en mand, der ikke ønsker at deltage i tidens diskussioner, men foretrækker at leve i idéernes verden. Da Vadum til både sin egen og Niels' overraskelse er blevet forlovet, tænker Niels: "Saa nu var ogsaa denne mørke Stormfugl hentet ned fra Skyerne af Eros Pil!" (s. 159).
Niels udtrykker i en samtale med Klemens Junge sin skuffelse over, at der ikke ville stige nogen Fugl Føniks op, hvis København stod i flammer. Senere drømmer han i sin dødsvildelse om Ragna Nordby, der i et snedækket landskab kommer til ham, nedstigende fra bjerget som en fugl (s. 175). For mig at se er det bogens mest positive dyreanalogi. Den udstiller samtidig forskellen på, hvordan Niels opfatter Asta og Ragna. Beskrivelsen af Ragnas kraftfulde og sikre landing i snelandskabet står i hjerteskærende kontrast til beskrivelsen af, hvordan Asta i sin tid forelskede sig i Niels: "Som grebet af en Hvirvelvind var hun bleven ført bort i en svimlende Himmelflugt; og da hun kom til sig selv igen, laa hun sønderbrudt og blødende paa Jorden" (s. 46).
Ragna er det tætteste, Niels kommer på at opleve en Fugl Føniks. Men den stiger vel at mærke ikke op af asken, den flyver fra de sneklædte bjerge og ned til ham. I stedet for at falde, som de andre karakterer gør, styrer Ragna selv elegant ned fra de højere tinder. Her er bevægelsen ikke udtryk for magtesløshed og svaghed, men for styrke, og Ragna fuldender dermed Niels' fantasi om det handlekraftige og kampmodige folk: I hende ser han en kvinde, der kan komplimentere ham og være med til at realisere drømmen om at vække det danske folk. Men som vi har hørt tidligere, bliver hans interesse i hende vakt, da han bliver mindet om, at hun har været model for et kunstværk: "Han huskede godt den store Billedgruppe, der kort efter hans og Astas bryllup havde været udstillet her i København. Den magtfulde Valkyrieskikkelse med det paa en Gang moderømme og kampglade Blik havde vakt Mindet om en Ungdomsforhaabning hos ham, der selv midt under Hvedebrødsdagenes Lykke stemte ham vemodig" (s. 114). Således længes han altså ikke efter Ragna, men efter sin forestilling om hende, baseret på kunstværket. Han fortaber sig så at sige i et billede. Tidligere har vi hørt, at Ragnas daværende kæreste ikke begik selvmord på grund af uretfærdig behandling, men fordi han blev jaloux efter at have set et foto af Niels hænge hjemme hos Ragna. Så hun har altså også forelsket sig i et billede – og det er mildt sagt forstemmende, at den eneste person, der for Niels er den levende drøm om Danmarks fremtid, er en, der er stort set lige så forblændet af ham, som han selv er.
Noget af det, der er så fint ved Pontoppidans romaner er, at han viser det enkelte menneskes relationer til sine nærmeste, til lokalsamfundet, til den politiske situation og til de verdenssyn, der skurrer mod hinanden i brydningstider. En af de helt store styrker er, at han ikke behandler disse områder som afgrænsede, men tværtimod hele tiden viser, at de uundgåeligt er forbundne. Nogle gange føles personerne som en efterprøvning af et bestemt verdenssyn, som bliver testet af omgivelsernes modstand indtil det må give endeligt fortabt; måske er det også derfor, personerne ofte dør hos Pontoppidan: De giver op når den sidste lille dråbe er vredet ud af deres livsanskuelse. Blandt hans romankarakterer findes der både egoister og blide sjæle, der vil deres omgivelser det bedste. Men fælles for mange af dem er, at de mister blikket for andre mennesker, måske endda allermest når de tror, at de faktisk ser dem. Niels Thorsen er måske nok et narcissistisk fjols, men han er netop ikke ond: Han tror faktisk at det, han gør, er det bedste for andre. Problemet er bare, at han altid kun ser dem på en måde, der bekræfter det, han i forvejen ser. Det er der noget utroligt ensomt ved, og det er en ensomhed, jeg læser som en understrøm i Pontoppidans romaner, og som på en og samme tid er meget brutal og virkelig rørende.
*
Litteratur:
Martin Bastkjær: De andres geometri, Arena, 2018
Henrik Pontoppidan: Mands Himmerig i Smaa Romaner 1905-1927, bind II, Gyldendal & Det danske sprog- og litteraturselskab, 2011
Henrik Pontoppidan: De dødes rige, Gyldendal, 2014
