Skidt og kanel
Internettet har muliggjort, at enhver i dag kan få uanede mængder af information. Alligevel har de fleste erfaret, at én ting er at have adgang til alle informationerne, en anden ting at bruge dem, dvs. finde de relevante, sortere dem og kontrollere dem. Kunsten er ikke at finde mange informationer, – men at finde få, der er brugbare. Mange anvender i dag internettet som det mest nærværende og opdaterede opslagsværk. Men hvordan kan vi være sikre på, at dét, vi finder, er rigtigt – med mindre vi slår op under Encyclopedia Britannica? Og netop dén institution er begyndt at indskrænke sit personale under indtryk af konkurrencen på nettet i øvrigt. Der manglerfiltre, sorteringsmekanismer og pålidelige kilder. Der mangler portaler med relevante links. Der mangler dybde i informationen på mange hjemmesider. Der mangler også refleksion over, hvilke informationer vi skal bruge,og hvad vi skal bruge dem til. Der er behov for både fantasi og fodarbejde for at udvikle de mange muligheder til noget rigtigt brugbart. Ofte finder man mere skidt end kanel.
I mediehistorien er normen, at ethvert nyt kommunikationsmiddel først anses for at være skadeligt og derefter gradvist indoptages i kredsen af acceptable medier. Da bogtrykkerkunsten kom frem i anden halvdel af 1400-tallet, gav det anledning til et indeks over forbudte bøger (Index librorum prohibitorum 1559) fra pavestolens side. I 1920'erne frygtede Carl Nielsen for musiklivets fremtid i lys af radioens mulighed for at overtage koncerterne – og var i øvrigt imod den skrattende lydkvalitet. Fjernsynet blev af både konservative og kulturradikale i 1950'erne kritiseret for at være en stor, fordummende underholdningsmaskine. Da computeren kom frem i 1980'ernes begyndelse,skortede det ikke på advarende røster om mediets skadelige indvirkning på især børn og unge.
Lanceringen af de forenede computere gennem internettet har brudt dette mønster. I løbet af ganske få år er over halvdelen af de danske husstande blevetkoblet på internettet og har dermed fået adgang til viden, underholdning og kommunikation i et hidtil uset omfang. Gradvist er det gået ind i dagligdagen, godt hjulpet på vej af en livlig kursusaktivitet – og ikke mindst en næsten enstemmigt god presse. Trods problemer med porno, pædofile netværk, overvågning og manglende kontrol har modtagelsen i de andre medier nemlig været samarbejdsorienteret frem for konkurrencebetonet. Både forlag, aviser, radio og fjernsyn henviser i dag til internettet for videre samtale, oplysning, uddybning eller genkaldelse i netudgaver eller nyhedsgrupper. Det er ikke så underligt i betragtning af den radikale åbning af mulighederne for oplevelse og viden, nettet giver. Men hvad med kvaliteten?
Hvis kvaliteten på internettet skal blive højere, så er det nødvendigt at kombinere en forsknings- og en formidlingsindsats. Vi kan passende begynde med kulturarven. Det er et område, som mange mennesker interesserer sig for. Det kan aflæses i museernes besøgstal og i antallet af henvendelser til arkiverne om slægtshistorie for bare at nævne et par eksempler. En kombineret indsats på dette felt kan give et afkast, som både almindelige brugere, studerende, forskere og undervisere kan få glæde af. I digitaliseret form kan store dele af kulturarven i princippet stilles til rådighed for alle på internettet. Det gælder enestående, uvurderlige værker, som middelaldermanuskripter, tegninger og malerier – og den type materiale, der bare slides ned af dagligt brug, som det er tilfældet med kirkebøger og andet arkivmateriale. Det gælder bånd med klassikere fra radioen og fjernsynet. Det gælder de samlinger, der befinder sig på vores kulturhistoriske museer. Adgangen kan demokratiseres radikalt – til fordel for brugere og materialer. Det er godt for realiseringen af det virtuelle universitet, og det er godt for vidensniveauet.
På internationalt plan er der gang i initiativerne inden for formidling og tilgængeliggørelse af kulturarven. I mange europæiske lande og USA lægger nationalbibliotekerne sig i selen for at opbygge en netudgave af nationallitteraturens klassikere fra oldtid/middelalder og frem. Et godt eksempel leverer Biblioteque Nationale de France, der har satset på at tilgængeliggøre franske illustrerede middelaldertekster (se http://www.gallica.bnf.fr). På forskellige universiteter findes der også elektroniske udgivelsescentre på højt niveau. Kunst- og kulturhistorie har været et andet væsentligt digitalt satsningsområde. Mange store kunst- og kulturmuseer i Europa og USA har gjort dele af deres samlinger tilgængelige på internettet og offentliggjort dele af deres kommenterede kataloger (se f.eks. http://www.metmuseum.org/collections/index.asp). Der er forskellige muligheder for interessante måder at tilrettelægge sit netbesøg på, og der eksperimenteres en del med, hvordan museumsgæsten skal kunne gebærde sig i det virtuelle museum.
I dansk sammenhæng har de seneste år leveret flere gode eksempler på, hvad vi kan bruge internettet til i forbindelse med forskningsformidling og kulturarv. Det kongelige Bibliotek er begyndt at lægge klassikere ud på nettet, og opbygningen af et dansk nationallitterært arkiv er dermed påbegyndt. Men der er også den internationale kulturarv. Det seneste eksempel på netudgivelse er her den såkaldte Inkakrønike, skrevet af den kristne indianer Felipe Guaman Poma de Ayala og færdiggjort i 1615. Inkakrøniken er optaget på UNESCOs liste over den internationale kulturarv, der skal hæges om. Trods en rolig tilværelse godt forseglet på Det Kongelige Bibliotek er den truet af undergang. Syreindholdet i blækket nedbryder papiret. Samtidig er manuskriptet et enestående kildeskrift til erobringen af Amerika set ud fra de oprindelige beboeres synsvinkel. Manuskriptets tilgængeliggørelse på internettet er dermed af stor værdi, både for at sikre bevarelsen af krøniken og forbedre adgangen til den.
Også danske kunstmuseer har været aktive. Statens Museum for Kunst har i foråret 2001 åbnet et virtuelt kunstmuseum med gengivelse af 100 danske kunstværker, og Ordrupgaardsamlingen har lagt 25 impressionistiske malerier ud med kommentarer og links til relevante museer i udlandet. Tilsvarende giver Nationalmuseet et indtryk af sine udstillinger på nettet, der kan fungere som appetitvækker. Men der kunne og burde gøres meget mere i dansk sammenhæng, både hvis målsætningen er, at vi skal være verdensmestre i IT, og hvis det blot gælder om at forbedre kvaliteten på nettet. Set fra de store internationale netsteder mangler der links til dk. Set fra et dansk perspektiv mangler der en sammenkædning af forskning og formidling på internettet og et samlet forum for erfaringer med digitalisering, både fra et afsender-, et produkt- og et brugerperspektiv.
De nævnte eksempler viser, at der er nok at tage fat på. Den største risiko for øjeblikket er ikke, at der intet bliver gjort, for det bliver der. Den største risiko består i, at vi får en spredt, ukoordineret indsats på de forskellige biblioteker, arkiver og museer, der betyder, at de sammeerfaringer med forskningsindsats og praktisk tilrettelæggelse skal gøres flere gange. På den baggrund har Statens Humanistiske Forskningsråd ogKulturministeriets Forskningsudvalg i forening foreslået en samlet indsats over 5 år fra 2002 til 2006 (læs mere om det i Humaniora nr. 22001). Forslaget lægger sig i forlængelse af igangværende initiativer på biblioteker og arkiver, kunst- og kulturhistoriske museer, men inddrager også radio- og fjernsynsområdet. Der vil således være tale om en ekstrainvestering, men også om en synergieffekt. På længere sigt skal forskning, digitalisering og formidling indgå som en naturlig del af virksomheden på de pågældende områder.
Hvad kan der så komme ud af sådan en indsats? Først og fremmest kvalitet på internettet. Jeg har allerede berørt de perspektiver, der ligger i en intensiveretog koordineret indsats inden for elektronisk udgivelse af klassikerne, på arkivområdet og inden for kunst og kultur. Lad mig supplere med et enkelt eksempel fra et andet område. En stor del af vores elektroniskekulturarv ligger på vanskeligt tilgængelige bånd i DRs og TV 2s arkiver. DR åbnede i anledning af sit 75-årsjubilæum i år 2000 et netsted, derviste de rige muligheder i arkivet, men ganske selektivt og i småbidder. Der bør ske en kommenteret registrering af båndene efter videnskabeligekriterier; der bør ske en selektiv digitalisering af lyd- og videobånd fra vores elektroniske kulturarv; og der bør ske en tilgængeliggørelse af denne elektroniske kulturarv på internettet. Såvel medieforskere somalmindelige mediebrugere vil have fornøjelse af et sådant elektroniskmediearkiv.
Nogle vil måske frygte, at øget tilgængeliggørelse vil betyde enden på de virkelige museumsbesøg. Jeg tror tværtimod, at det åbner nye horisonter. Den vigtigsteindgang til viden er for mange unge internettet. Et andet publikum kanblive interesseret i kulturarven, forudsat at den findes på nettet; kan stifte bekendtskab med både Saxo, radiomontagens og TV-teatrets klassikere samt Abildgaards og Lundbyes malerier. Og i øvrigt: selv om interessante kunsthistoriske genstande kan vises tredimensionalt, vil der fortsat være noget særligt ved at iagttage dem på stedet. Det viste sig jo også, at radioen ikke betød enden på dansk musikliv.
Det er klart, at der er organisatoriske og copyrightmæssige problemer i sagen, når det drejer sig om bøger, kunst, lyd- og videobånd. Det vil koste penge atløse dem. Men når man kan løse problemerne internationalt, må det velogså kunne lade sig gøre i Danmark. Det haster med at forbedre udbuddetbog kvaliteten af det materiale og den information, der er tilgængelig inden for kulturarven på internettet. Både i nationalt og internationalt perspektiv er det vigtigt, at der er mere kanel end skidt på internettet, og at der ikke savnes links til og fra dk.