artikel i Det 20. århundrede (1999)

Der findes et fotografi af den ældre Henrik Pontoppidan, hvor han står en smule tilbagelænet og ser ud på tilskueren. Og han ser på én på en måde, så man kender sig gennemskuet og afsløret. Han kender én, ligesom han kender alle andre danskere. Han ved, hvordan vi er, for selv om det er mange år siden, han døde i 1943 og var født i 1857, er vi ikke særlig meget forandrede eller særlig forskellige fra menneskene på hans tid. Vi lyver stadig, specielt for os selv, hylder stadig falske guder, træder på de svagere - om end vi ikke behandler dem så usselt, som fattigmand blev behandlet på Pontoppidans tid. Især løgnen, livsløgnen som også Henrik Ibsen skrev om, havde Henrik Pontoppidan et godt øje til. Og når han sidder dér på det gamle fotografi, kommer den, han kigger ud på, i tanke om, at det med løgnen, både den ene og den anden form, den kender beskueren fra sig selv. Der findes ingen anden dansk forfatter, der har afdækket, analyseret 'den danske løgn' så klart og på samme tid så dybt som Henrik Pontoppidan.

Henrik Pontoppidan er som mange andre danske digtere præstebarn. Han blev født i Fredericia, men familien flyttede til Randers, og Henrik Pontoppidan måtte som de fleste andre embedsmandssønner slæbe sig gennem en død latinskole, men uden for skolen og især uden for hjemmet, hvor stemningen var tung, trist og meget tempereret, førte han et andet og friere liv. Han underlagde sig Randers by og Randers og omegn under de mange ture, udflugter og flugter, han foretog.

Når stemningen i hjemmet, som han har beskrevet den i sine erindringer Drengeaar (1933), var så tung, skyldtes det i første række, at moderen var svagelig. Hendes mange – 16 – børnefødsler nedbrød hendes helbred, så hun i lange perioder var sengeliggende, mens faderen dels led af en øjensygdom, dels følte han sig overset af sine gejstlige foresatte, hvad der gik ham på. I erindringerne har Henrik Pontoppidan beskrevet, hvordan det hver gang var et chok for ham, når han fra det frie drengeliv med vilde kælketure kom hjem og trådte ind i stuen, hvor hele familien sad og så på ham – den frafaldne, ulydelige.

Henrik Pontoppidan bestemte sig for at blive ingeniør, han ville for alt i verden ikke gå i sin faders og mange andre forfædres teologiske fodspor. Han kom også på Polyteknisk Læreanstalt, men fuldendte ikke sit studium, for han havde truffet beslutning om, at han ville være og leve som forfatter.

Hans egen vej har han, som anført, beskrevet i erindringerne, men også i flere af hans værker, først og fremmest i de 'store' romaner genfinder man i digterisk udformning hans egen udviklingshistorie. Først og fremmest i den roman, som indledte det nye århundrede, Lykke-Per. Den udkom i årene fra 1898 og frem til 1904, senere i en samlet, og omarbejdet udgave i tre bind (1905). Denne arbejdsmetode var almindelig for Henrik Pontoppidan. Han skrev som regel hurtigt og lod så teksterne udkomme, for han havde som andre forfattere voldsomt brug for pengene. Derefter satte han sig for at omarbejde og især at stramme teksterne. De første udgaver rummer dog en friskhed, som undertiden er fjernet fra de senere, mere gennemarbejdede udgaver.

Lykke-Per handler om den nye tids fremadrettede mand. Per er manden, der tror på det moderne fremskridt, ham som tager afstand fra den gamle teologi og alt, hvad denne har frembragt af fejltagelser og tågesnak. Han må dog under vejs erkende, at heller ikke den nye rationelle verden rummer tilstrækkelig med værdier, hvorfor det moderne menneske også må indse, at det ikke har noget at leve på – eller for. Først efter en lang erkendelses- og afskrælningsproces, kommer Per overens med sig selv. Han, der troede han skulle underlægge sig den moderne verden, ender med at leve ensomt, uden religion, men alligevel med ro i sindet. Det siges om ham, at han i slutningen af sit liv levede roligt og var tilfreds med tilværelsen, var en lykkelig elsker af solen, og "havde mange Venner rundt omkring og ingen Uven". Mere kan et menneske ifølge Henrik Pontoppidan ikke opnå i denne tilværelse.

Inden Per nåede så langt, har han – og læseren med ham – været gennem en lang række tilstande og stemninger, og Pontoppidan viser, at menneskelig stræben for det meste er forfængelighed og tomhed, og at det ikke er i religionen, hverken den kristne eller i den moderne fremtidstro, at mennesket finder noget at bygge på.

Læseren bliver med Per ført gennem en lang række miljøer fra det københavnske radikale højborgerskab over brægende grundtvigianere til den ensomhed, hvor mennesket kan nå frem til sig selv. Pers filosofi i sidste fase af hans liv lyder: (…) "at der kun er eet, der overvinder Lidelsen og det er Passionen".

Romanen om Lykke-Per er skrevet af en forfatter, der grublede over tilværelsen, og som var en skarp iagttager af menneskene. Og ingen af deres svage eller forfængelige sider overser han. Især det, der har med påtagethed og hykleri at gøre, har Henrik Pontoppidan et knivskarpt blik for.

Inden Henrik Pontoppidan skrev Lykke-Per havde han skrevet et antal noveller, hvoraf nogle rummer den skarpeste samfunds- og sociale kritik, der indtil da havde været skrevet på dansk. Debutsamlingen Stækkede Vinger (1881) efterfulgtes af Landsbybilleder (1883), Ung Elskov (1885) og Fra Hytterne (1887), som sammen med Skyer (1890) er de to mest kritiske og skarpeste i hele forfatterskabet. Det er især præsternes og bondestandens hykleri og fedteri, Pontoppidan er ude efter. Han påviser også den sociale arvs tilsyneladende uafvendelighed.

Disse historier fra det almindelige liv er renlivet naturalistiske fremstillinger, men i andre historier anvender han undertiden gamle fortælleformer som for eksempel legendeformen – om end der ikke er det mindste kristelige i indholdet – og dyrefablen. Den mest berømte i denne genre er "Ørneflugt" (1894), en omvendt Den-grimme-ælling-historie med den bitre morale: "For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden."

Sideløbende med novellerne skrev Henrik Pontoppidan en række såkaldte små romaner, en form, som hans forlægger var meget glad for. De var ikke dyre at producere og kunne sælges for en billig penge.

Den første af de små romaner var Sandinge Menighed (1883), der sædvanligvis betragtes som en forstudie til hans første store roman Det forjættede Land. Den handler om grundtvigianismen, som Pontoppidan havde det svært med, idet han fandt, at alt blev sovset ind i sang og bøvet tale, og at den danske bonde fik hovedet fordrejet af samme retning. Det store Spøgelse (1907) er en frygtelig tragisk historie om en ung pige, der tager livet af sig, fordi hun ikke tør banke sit herskab op en aften, hun har gået tur med sin kæreste, mens Isbjørnen (1887) handler om teologen, der fryses ud af den danske selvgod- og tilstrækkelighed. Da Isbjørnen, den udstødte præst, drager tilbage til Grønland, hvor han kom fra, skriver han følgende ord på døren til sin kirke: "I har de Tyranner, som I fortjener".

Sideløbende med novellerne og de små romaner og et par enkelte skuespil skrev Henrik Pontoppidan foruden Lykke-Per to andre store romaner. Den første var Det forjættede Land, der udkom som tre selvstændige men sammenhørende bøger: Muld, Det forjættede Land og Dommens Dag (1891-95) og i en samlet udgave med titlen Det forjættede Land (1898).

Det forjættede Land er historien om Emanuel Hansted og hans kamp med omverdenen og især med sig selv. Han taber over alt, magter hverken at være præst eller bonde og ender med at blive sindssyg. Tilværelsen blev for meget for Emanuel Hansted, bl.a. fordi den fædrene og mødrene side i ham, to vidt forskellige naturer, hele tiden kæmpede mod hinanden. Igen er analysen og fremstillingen af såvel de selvgode bønder som præsterne og de øvrige myndighedspersoner kritisk til det hårde. Der er ingen nåde at hente for de af os, der er glade for en smule livsløgn. Den lille forkomne glæde formår Pontoppidan at ætse væk.

Den sidste af de store romaner er De Dødes Rige, der udkom i fem bind i årene fra 1912-16. Den handler om en velhavende godsejer Torben Dihmer og hans bekendtskabskreds, og i den færdes læseren som titlen angiver i en udlevet verden i dens sidste dage. Både verden og dens mennesker er præget af forfald og kraftløshed. Det er først i slutningen ved mødet med et ungt par, der tør sætte sig over den døde verdens konventioner, at læseren får en smule håb at bygge videre på.

Men selv om Henrik Pontoppidan ikke lægger fingrene imellem, når han skildrer danskerne og danskernes mange livsløgne, føler man som læser alligevel en sær opstemthed ved læsningen af Pontoppidan: tænk at der findes en forfatter, der kender os – danskerne – så godt.

I 1917 fik Henrik Pontoppidan sammen med Karl Gjellerup Nobelprisen i litteratur.