Artikel i

Illustreret dansk Konversationsleksikon

Pontoppidan, Henrik, Forf., f. 1857 i Fredericia. Broder til ovenn. Erik P. og til nedenn. Knud og Morten P. Efter Afgang fra Realklassen i Latinskolen i Randers, hvor Faderen Dines P. var Sognepræst, tog P. Adgangseksamen til Polyteknisk Læreanstalt (1873) og 1877 1. Del af Ingeniøreksamen; saa afbrød han Studierne og levede, fraset et kortere Ophold paa Broderen Morten P.s Højskole, af sin Pen. 1917 fik han Nobelprisen sammen med Karl Gjellerup, 1929 blev han Æresdoktor ved Lunds Universitet og 1932 Æresborger i Randers.

Fra en Fodtur i Schweiz (1876) hjembragte han sit første Digterværk, det aldrig udgivne Drama Hjemve, men hans egl. Debut som Forf. skete 1881 med Stækkede Vinger. Herpaa fulgte bl. a. en Række Fortællingsamlinger: Landsbybilleder (1883), Fra Hytterne (1887), Skyer, Krøniker og Natur (1890), som viser karakteristiske Træk i P.s Digterfysiognomi ved Emnevalg (Præstegaarden, Landalmuens Liv, Provisorieaarene) ved den realistiske, prunkløse Stil, som giver de Mennesker, han skildrer, individuelt Liv, ved det vaagne Blik for den ordknappe Lidenskab hos Almuesfolk og ved en "taareløs Medfølelse" med disse.

I 1880'erne og 90'erne leverede P. journalistiske Bidrag til Børstidende og Politiken og paabegyndte med Sandinge Menighed (1883) Udgivelsen af sine smaa Romaner. Sandinge Menighed, som ironiserer over det grundtvigske Bondesværmeri, fører direkte over i P.s første Hovedværk Det forjættede Land (1891-95), der er en Slags Erindringer om den Tid, da P. med sin første Hustru, en sjællandsk Bondepige, levede sammen med sjællandske Bønder, men som tillige er en Idédigtning om Menneskeaandens Kampe for Sandhedserkendelse, der stiller Værket paa Linie med Henrik Ibsens Brand. Den Dom, som P. heri afsiger over Tidens kunstigt oppustede Følelsesliv, fælder han ogsaa i En Kærlighedshistorie (1883), i Den gamle Adam (1894) og tydeligst i Højsang (1896, senere dramatiseret som De vilde Fugle) som tillige med Minder (1893) er af Magister Globs Papirer. Magister Glob bekender sig som et Menneske, der "elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt" og "ikke skammer sig ved at vandre ud efter Næsen paa den gyldne Middelvej". Af samme Type er ogsaa Dr. Martens i den hvasse Kunstnerroman Hans Kvast og Melusine (1907).

Som Indlæg i Tidens Debat om Ægteskabet fremtræder Mimoser (1886), der advarer mod Hjemmenes Drivhusvarme. Konsekvensen af denne Advarsel drages i Det ideale Hjem (1900), der forkaster Ægteskabet som Grundlag for Hjemlivet. Karakteristisk for P.s "Tvesyn" er det, at Et Kærlighedseventyr (1. Udg. 1918) fremsatte det modsatte Synspunkt. Af andre smaa Romaner maa nævnes Ung Elskov (1885), Isbjørnen (1887), Spøgelser (1888), Lille Rødhætte (1905, Thora van Deken); desuden Novellen Den kongelige Gæst (1908, dramatiseret af Svend Leopold med Musik af Hakon Børresen).

P.s Forfatterskab kan i visse Henseender betragtes som en Diskussion mellem Digterens fra Milieu og Afstamning frigjorte Jeg og Præsteætlingen, som aldrig helt kan frigøre sig, og som værdsætter det dybe Livsperspektiv, han har faaet fra sit Barndomshjem. Milieuets hæmmende Magt er Udgangpunktet for Ørneflugt (1893), Borgmester Hoeck og hans[sic!] Hustru (1905), Det store Spøgelse (1907), Præstens (Rabbinerens) Datter (1918), men først og fremmest for P.s andet Hovedværk Lykke-Per (1898-1904), hvori Forfatteren hævder Selvets frie Udfoldelse som Personlighedens Maal. Det Opgør med Kirke og Kristendom, som indirekte kommer til Orde i Lykke-Per, skærpede P. i Foredraget Kirkens og dens Mænd (1914), men i Drengeaar (1933; 1. Del af Erindringerne) vedgaar han Gælden til "den brøstfældige lutherske Kirke som vor Aands Vugge og Rangle, der har lagt Grunden i os til det vi er blevet".

P.s nationale Indstilling skiller ham ud fra den danske Litteraturs "Europæere", som flokkedes om Georg Brandes. Dennes æggende Evne værdsætter P. højt, men Afsmagen for de "ormstukne Frugter" fra "det Kundskabens Træ, han planted' i Landet" (Digtet til Georg Brandes paa dennes 70 Aars Fødselsdag) præger P.s tredie Hovedværk De Dødes Rige (1912-16). Dette og den sidst udkomne Roman Mands Himmerig (1927) en Slags Fortsættelse af Skuespillet Asgaardsrejen) er et Varselraab fra en Mand, som har set et Mene-Tekel over det Land, han paa en simpel og storladen Maade har udtrykt sin Kærlighed til i Genforeningsdigtet Det lyder som et Eventyr, men som han ogsaa har tugtet i Overensstemmelse med den Opfattelse af Kunstens Gerning i et Folk, som udtales i Nattevagt (1894): "at være Tidens Lyre og Sværd, den sande vox dei, der bringer Guds Dom fra Menneskeslægt til Menneskeslægt".

I.H.