"dog ... naturalist"

Pontoppidan, Henrik (1857-1943), dansk forf. Broder til Erik, Morten og Knud P. Blev født i Fredericia, men opvoksede fra sit 6. år i Randers, hvortil faderen, præsten Dines P., flyttede. Realeksamen 1873, hvorefter han studerede ved Polyteknisk læreanstalt, men ophørte dermed 1879 efter at have bestået den skriftlige prøve til 2. del. Hans livsopgave var blevet ham klar. Først blev han lærer på broderen Mortens højskole i Nordsjælland. 1881 giftede han sig med en gårdmandsdatter. Efter at have opgivet arbejdet ved højskolen boede han i Østby og derpå nær Hornbæk, samtidig med flere rejser til udlandet. Ægteskabet opløstes. Senere ægtede P. en kvinde fra københavnsk embedsmilieu. Siden 1910 boede han i Kbh. 1917 modtog P. nobelprisen til deling med Karl Gjellerup. P.'s første novelle "Kirkeskuden" blev trykt i samlingen "Stækkede Vinger" (1881), hans debutbog. Den lille roman "Sandinge Menighed" (1883) indeholdt en kritik af højskolebevægelsen. I de to novellesamlinger "Landsbybilleder" (1883) og "Fra Hytterne" (1887) beskrev han som Schandorph landalmuens liv i mørke farver. Han skrev knapt og pointeret med en tilsyneladende kulde, der netop tjente til at vække medfølelse og harme: "Knokkelmanden" om et husmandspar, der har nået deres mål, da konen må dø af sygdom, "Et Grundskud" om grisen, der dør, og familien, som derfor må sulte, og mange andre trøstesløse landsbybilleder. "Skyer" (1890), fortællinger fra provisorieårene, satiriserede over bøndernes slappe modstand: "Den første Gendarm", der væltes af hesten af en arrig mops, mens bønderne intet gør, "Tro til Døden": den gamle frhedselskende bonde, der dødssyg lader sig bringe til valgstedet, men må se smålighed og splid gøre det omsonst; "Ilum Galgebakke" om den virkeligt revolutionære, der ikke blot snakker og derpå nejer sig. "Isbjørnen" (1887) var en lille munter roman om en vildbasse af en præst. Hidtil havde P. været den kølige naturalist, men i 1890 udgav han en eventyrsamling, "Krøniker", der viste, at han var berørt af 90'rnes begyndende romantik. Det var en samling ironiske eventyr, lignelser og legender. I denne samling indgik senere hans berømte fabel "Ørneflugt" (1894), et modstykke til H. C. Andersens "Den grimme Ælling". Som den naturalist, han dog er, mener P., at selv det geniale kvæles i trivielle omgivelser. Det hjælper ikke at være en kongelig fugl, når man har måttet leve i andegården.

De hidtidige romaner og noveller blev en forberedelse til P.'s store tidsbillede af livet på landet: "Det forjættede Land", tre dele (1891-95), et breddesnit af det Danmark, han kendte til fra sin højskoletid. Emanuel Hansted fra et københavnsk bourgeoisihjem bliver præst på landet, hvis befolkning han kritikløst idealisere: Han tror, han har fundet sit forjættede land, ægter en bondepige og bliver selv en bondepræst. Men alt mislykkes for ham, bønderne regner ham for en særling og åbenbarer efterhånden deres selviskhed. Emanuel svælger i religiøs idealisme, mens han forsommer sin hustru og sit hjem, indtil han en dag sprænger sig selv og dør. Han er af digteren både opfattet som en nar, der løber panden mod virkeligheden, og som en martyr, en helgen. Forf. har her gjort op med de magter, han hidtil havde været underkastet: barndomshjemmets kristendom, højskoletiden i Nordsjælland og hans eget forsøg på at vende tilbage til landlivet, jorden. De andre, mindre romaner fra disse år er ikke så betydningsfulde: "Minder" 1893), "Nattevagt" (1894), "Den gamle Adam" (1894)."Højsang" (1896). "Lille Rodhætte" '1900), "Det ideale Hjem" (1900), "Den kongelige Gæst" (1902) "Borgmester Hoeck og hans Hustru" (1905), "Hans Kvast og Melusine" (1907). Hovedværket er "Lykke-Per" (1898-1904). Præstesønnen Per Sidenius opdrages i Herrens tugt og formaning og bliver en oprører mod præstegården. Han vil være et overmenneske, men han er ikke uden anfægtelser, og den aften, da han fejrer sin triumf i den jødiske finansverden, går han fra festen og gribes stærkt af en salme fra sin barndom, som han hører fra en villahave. Også i den nye kreds er han en hjemløs. Moderens doød vækker de gamle religiøse instinkter i ham, han søger bort og ender i ensomheden som en ydmyg grubler. "Lykke-Per" er en udviklingsroman som "Adam Homo", men med modsat resultat idet P. lader sin helt afbryde sin march mod magten og æren for i stedet at finde sig selv og lykken i ensomheden. P.'s tredie hovedværk blev "De Dødes Rige" (1912-16), et tredie tidsbillede af Danmark, denne gang noget spredt i handlingen. En hovedskikkelse er den store politiker der fremstilles som en blanding af Hørup og Georg Brandes. Han og de andre af det ældre slægtled er stærke, men den næste generation er slap og forstår ikke at leve, kun at nyde og rumstere uden idealer. Forf. betragter tidens Danmark som et goldt helvede, et dødsrige. 1927 kom "Mands Himmerig", en skildring af den let-købte materialisme, der rådede i Danmark under den første verdenskrig. P. skrev sin selvbiograf i flere små bind (1933 ff, senere samlet under titlen "Undervejs til mig selv" (1943).

Kn. B.