Kirken og dens Mænd

Af H-y [Henry Madsen]

Henrik Pontoppidan: Kirken og dens Mænd. Et Foredrag. (G.B.N.F.). 30 S.

Henrik Pontoppidans Foredrag for nylig ved en af de "literære Aftener" i Aalborg vedbliver at beskæftige Sindene, og Diskussionen om det fortsættes, skønt den i alt væsentligt kun kan støtte sig til Bladenes Udtog af Talen. Nu foreligger Foredraget trykt som Pjese, i Pontoppidans eget smukke, mandige Sprog, og Diskussionen vil sikkert blusse op paa ny med en Række af disse teologiske Indlæg, hvorom Pontoppidan siger, at de "synes at være kommen til Verden i al Hyggelighed ved en Pibe Tobak og en Kop Te". Tehygge og Pibefredsalighed er der ikke meget af i Pontoppidans Pjese; det er et Stridsskrift, der sigter djærvt og rammer haardt, et Opgør med Landets frodige Præstestand, som Foredragsholderen har fulgt med saa megen Agtpaagivenhed under hele sit Forfatterskab.

Allerede de første Ord giver Optakten an:

Vi har her i Landet elleve Hundrede funktionerende Præster, der Søndag efter Søndag staar paa Prækestolene og ivrer mod anderledes Tænkende. Jeg har ment, at de en Gang bør møde Modkritik, og jeg tror, at det navnlig for Tiden er gavnligt, ogsaa for Kirken selv, at dens Forhold bliver belyst saa alsidigt som muligt. Mine Ord her skulde være et beskedent Bidrag dertil.

Kosteligt giver Pontoppidan et Interiør fra Universitetet en Dag, hvor der fabrikeres teologiske Kandidater. Han var kommet ind i Avditoriet ved en Fejltagelse, og "jeg kan næsten sige, jeg aldrig er blevet saa forskrækket. – – – Jeg havde en Fornemmelse af at være blevet ført flere Hundrede Aar tilbage i Tiden, at have overrasket en af Middelalderens hemmelige Retter i Funktion."

I Referaterne af Talen har man særligt lagt Mærke til Pontoppidans Ord om den liberale Teologi. Han har ogsaa mange hvasse Ord til den, han spotter ubarmhjertigt Præsterne, der en Dag, "overbevist af en eller anden tysk Professor", beslutter sig til at opgive væsentlige Stykker af den Trosbekendelse, de hidtil har villet leve og dø paa, og saa ubekymret giver sig til at sidde og smaasnakke om Vejret og Høstudsigterne eller deres svage Maver, og han fastslaar:

Det er en Kendsgerning, at store Dele af Nutidens danske Gejstlighed har kapituleret overfor den videnskabelige Kritik – i hvert Fald i Hjertet. Og Ingen vil kunne nægte, at det i det Hele og Store har været en Overgivelse, der hverken har kostet Blod eller Taarer eller visnede Hænder.

Men han er endnu mindre en Forherliger af gammeldags Ortodoksi og Luthers Katekismus:

Jeg er tværtimod overbevist om, at den augsburgske Dogmekirke nu gaar sin endelige Opløsning imøde. Dens Livskilder er udtørrede, dens Moderbryst er blevet goldt. Den er et opsminket Lig, og den Tilværelse, den skænker sine troende Børn, er et Skinliv, en Spøgelsefærd.

Skriftet er hvast i sin Kritik, saa hvast netop, som man kunde vente det af denne gamle Stridsmand. Svagere synes det, hvor det forsøger at opstille den ny Tids Idealer. Den nye Tempelbygning, hvorom Pontoppidan taler, er endnu ikke bygget op; under dens Marmor er ingen Menighed samlet, dens Præster er faa og uenige. Den er en Anvisning paa Eftertiden, og saa længe Templet endnu ikke er indviet, vil de 1100 teologiske Kandidater hverken savne Arbejde eller Tilhang – eller, naar Dagens Gerning er omme, den traditionelle Pibe og Tekop. I de stille Præstegaarde vil man endnu længe i Tryghed kunne suge Næring af Kirkens golde Moderbryst, eller, om det gaar vidt, finde Surrogat i det, Pontoppidan kalder "den rationalistiske Narresut".

Henrik Pontoppidans lille Skrift vil i vide Krese blive modtaget med Interesse. Den Iver, hvormed Foredraget, straks det var blevet afholdt, er blevet drøftet, især i Provinsen, viser, at der videnom hersker et Ønske om fra Talerstolene at høre andre og djærvere Ord end de frygtsomme og svævende Talemaader, der saa længe har været den daglige Kost paa Møder og Foredragsaftener.

H—y.