Nyt om Pontoppidan

Nyhedsbrev og Facebook

Redaktionens nyhedsbrev henvender sig normalt kun til netstedets brugere når der er "store" nyheder på vej. For at gøre kommunikationen med brugerne hurtigere og mere fri og uformel er vi begyndt at bruge Facebook. Vi opfordrer derfor vore brugere/læsere til at tilmelde sig den Facebook-gruppe der hedder Pontoppidan selskabet. Til dem der forbinder Facebook med ligegyldigt pladder, kan vi kun sige at hvis man vælger sine facebook-venner med omhu, er der ingen fare på færde. Som medlem af en gruppe behøver man ikke at være facebook-ven med nogen, ikke engang de andre medlemmer. Men man bliver meget bekvemt adviseret på sin mail-adresse når der er nye meddelelser på gruppens "opslagstavle".

Netstedet og skolen

Med udgangen af 2013 – 70-året efter hans død – udløber ophavsretten til Pontoppidans værker. Vi stiler mod til den tid at have det meste af Pontoppidans produktion lagt på netstedet. Det omfatter ikke blot de endelige udgaver af værkerne, men også udkast og tidligere udgaver som er blevet omarbejdet. Hertil kommer et stort udvalg af sekundærlitteratur. Vi har på Facebook over for skolernes lærere og elever peget på de muligheder der ligger i at studere en forfatters sproglige udvikling gennem Pontoppidans omarbejdelser. Vi ser det som en særlig opgave at bistå skoler, gymnasier og universiteter med at udvikle et kildegrundlag for undervisningen i litteratur og sprog.

Vi ønsker alle brugere et varmt forår.

15. april 2013.
Flemming Behrendt
Henrik Loft Nielsen