Pontoppidan roser sjældent sine personer, men navnlig i De Dødes Rige kan han blive så opbragt på nogle af dem, at han næsten bespytter dem i sin vældige vrede. Lidenskabsløs og tilbageholdende er denne fortæller så vist ikke, og han bliver det mindre og mindre gennem de tre store romaner.
Hakon Stangerup i Dansk Litteratur Historie, bd. 3, s. 288.