Adskillige af Pontoppidans bøger er kommen i ny gennemarbejdede udgaver, og det er interessant at se, med hvor stræng selvkritik han har vejet og ændret sin stil. Hans rettelser er i almindelighed forbedringer.
Niels Møller i Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst & Industri, 1917, s. 549-54.
Som med Paludan Müller maa man ogsaa med Pontoppidan tit søge til Førsteudgaven af Værkerne for at gribe Digteren i hans fulde og uvurderlige Originalitet.
Frederik Schyberg i Digteren, Elskeren og den Afsindige, 1947, s. 90-91
Man kan ved hver ændret Tekst diskutere, om den betegner en Forbedring eller det modsatte. Men naar det gælder at forstaa den oprindelige Intention, den Inspiration, som har skabt netop denne Novelle eller Roman, er der ingen Tvivl om, at man skal gaa til Originaludgaven.
F.J. Billeskov Jansen i Henrik Pontoppidan. Ledetråd for læsere, 1978, s. 8.
(…) for de store romaners vedkommende (er) andenudgaverne benyttet ud fra det synspunkt, at da der ikke sker væsentlige ændringer i de basale fortolkninger under omarbejdelsen, så vil det – romanernes nøglestilling taget i betragtning – være rimeligt at skele til den større kunstneriske konsekvens disse udgaver repræsenterer og give dem fortrinsret.
Klaus P. Mortensen i Ironi og utopi, 1982, s. 26.
Og så et citat om en helt andens ikke-omarbejdelser:
Originaludgaverne bør kendes og respekteres, ikke forringes ved noget Forbedringsforsøg ...
Sophus Claussen i brev til Gyldendal 15.6.19291.