De Dødes Rige I. akt – Prolog

Skuespil frit efter Henrik Pontoppidans roman

I,1

Sal og scene ligger i mørke. Et svagt lys fades op. Samtidig høres stemmer. Det er et selskab. Der føres samtaler, der bliver leet. Der er både mænd og kvinder til stede.

Dvs. der er ingen til stede. Kun stemmerne. Men stedet bærer spor af netop at være blevet forladt.

En skikkelse bevæger sig frem, standser op, bliver stående "i døren" og betragter det selskab, der ikke er til stede. Det er Torben Dihmer.

Jytte Abildgaard kommer ind. Lidt hastigt. Som blev hun forfulgt. Hun standser. Hun er blevet opmærksom på skikkelsen.

JYTTE:

– Nej. Sig ingenting. Thyyss.

(i retning af skikkelsen, næsten muntert)

Lykke på rejsen, Dihmer!

Husk nu, De har lovet mor at skrive!

(mod publikum?)

Der er en gammel græsk fabel. Min far fortalte mig den, da jeg var barn. Den handler om manden og kvinden. I begyndelsen er de skabt i ét stykke; men så bliver de delt. De sendes ud i verden hver for sig. Her strejfer de omkring til de igen finder hinanden. Gennem et instinkt. Kærlighedens. Sådan skulle jeg også finde min paradisiske tvillingebroder, sagde han. "Hold dine øjne åbne, Jytte, så du kender ham, når han kommer".

Han kom, da han skulle rejse. Usikker og udsat. Det eneste lod i vægtskålen, der igen ville kunne genoprette ligevægten i hans sind var mit "ja". Nej! Ikke nu! Ikke her! Hvordan kan jeg vide?! Og så rejste han. "Husk, De har lovet mor at skrive!" Til Nauheim. Der udsagde lægerne hans dødsdom: "Deres hjerte, godsejer Dihmer. Det gør os ondt, at et så ungt og lovende menneske som De … håb kan vi ikke give Dem." Jeg vidste ingenting. Heller ikke, at jeg hver dag i tre år ville tænke på ham. Og hver dag tænkte: i dag kommer budskabet fra Randers, i dag læser jeg i avisen, at Torben Dihmer er død på Favsingholm. I dag vil jeg endelig …

Jytte ser sig om, som om hun stadig bliver forfulgt. Det gør hun. Karsten From kommer ind.

KARSTEN:

Frk. Abildgaard. Jeg beder Dem som om forladelse. Der var ikke min mening at trænge mig på. Alt hvad jeg så inderligt ønskede var jo blot, at De ville sætte Dem til flyglet.

JYTTE:

Alt forladt, hr. From. Hvis De blot vil lade mig i fred.

KARSTEN:

Men jeg har hørt, De skulle være en sand virtuos ved et flygel.

JYTTE:

Hr. From!

KARSTEN:

De må i det mindste tilgive mig.

JYTTE:

De er tilgivet.

FRU BERTHA (off):

Jytte.

JYTTE:

Vær venlig at gå.

Gå.

Karsten forstår alvoren, og for ikke at miste alt vender han sig og går. Idet han passerer Fru Bertha.

KARSTEN:

Fru Geheimrådinde.

Karsten ud.

FRU BERTHA:

– Var det ikke … ikke … kunstmaleren.

JYTTE:

From.

FRU BERTHA:

Ja!

JYTTE:

Karsten From!

FRU BERTHA:

… Der er vel ikke noget galt, Jytte? Der er vel ikke noget mellem ham og …

JYTTE:

Ingenting, mor. Han ville være den sidste. Men jeg mister vejret med alle de mennesker. Jeg tror bare jeg trænger til at komme hjem til Dronningens Tværgade.

FRU BERTHA:

Vi skal hjem. Det er det, vi skal.

(er allerede på vej)

Kommer du?

Fru Bertha og Jytte forlader fokus, men forbliver i scenens periferi.

I,2

I kulissen høres en gennemtrængende stemme. Også lidt ophidset.

ASMUS (off):

De må da kunne begribe, at jeg ikke kommer den lange vej fra København for at lade mig vise af på trappen.

Asmus Hagen! Professor Hagen. Jeg er en gammel ven af godsejeren.

Tak. Mange tak!

Asmus kommer ind. Ser sig om.

ASMUS:

Favsingholm – !

(vender sig mod Fru Bertha)

Tapetet hang i laser. Loftet var sværtet af røg. Alt bar præg af forfald.

Fru Bertha rækker Asmus en kop te på en underkop.

ASMUS:

Tak, tante. Jeg bliver her kun et øjeblik. Jeg skal være hos Enslev på Skt. Annæ Plads om ti minutter.

Så fuldkommen anderledes end dengang jeg kom med ham hjem på vore ferier fra Herlufsholm.

FRU BERTHA:

Og Dihmer? Det er næsten to år siden, vi hørte fra ham. Vi har da husket blomsterne hvert år til hans fødselsdag?

JYTTE:

(der har sat sig til at læse)

Undskyld?

FRU BERTHA:

Vi har da husket, Dihmers fødselsdag hvert år? Har vi ikke?

JYTTE:

Jo.

ASMUS:

Jeg skulle i øvrigt hilse mange gange.

JYTTE:

Tak.

FRU BERTHA:

Hvordan var han? Lignede han sig selv?

ASMUS:

Nej.

Jytte ser op. Tager sig så selv i det.

FRU BERTHA:

Nej?!

ASMUS:

Jeg havde endda forberedt mig på det værste. Vore indre billeder holder sig skånselsløst godt, når de bliver holdt op mod virkeligheden. For mig stod han jo stadig på talerstolen og lynede af vid og intelligens.

I,3

Torben har stået i periferien hele tiden. Han træder nu et skridt frem og er til stede.

ASMUS:

Torben –!?

TORBEN:

(ler lidt)

Som du ser, er mesterkokkene ved at gøre festmåltidet parat til kirkegårdsrotterne og maddikerne.

ASMUS:

Hvad er nu det for noget sludder.

(vil gå frem mod ham)

TORBEN:

Hold dig på afstand, Asmus. Forrådnelsen er allerede gået i gang.

ASMUS:

Du glemmer vist, at jeg er læge. Og din ven. Du fik da mit kort, gjorde du ikke?

TORBEN:

Jo.

(vil gå frem mod en stol, med stort besvær, kræfterne svigter)

Asmus vil hjælpe.

TORBEN:

Jeg kan godt selv!

(står og svinger lidt)

Det kan jeg vist alligevel ikke.

Asmus hjælper ham på plads i en stol.

ASMUS:

Jeg skrev, at jeg kom med godt nyt. Er du ikke det mindste nysgerrig efter at vide, hvad jeg har at sige.

TORBEN:

Hvad siger man om Per, da han hang i galgen? Nysgerrigheden gik af ham.

ASMUS:

Men håbet, for pokker! Det må man aldrig slippe.

TORBEN:

Det ville jeg helst. Det er det, jeg allerhelst vil slippe.

ASMUS:

Kan være du vil; men så må du dog finde dig i, at vi er nogle stykker, der ikke sådan uden videre har til sinds at opgive det håb. Jeg skal for resten hilse dig fra min kusine Jytte. Hun går stadig omkring og er lige uforlovet…

Torben bliver urolig.

ASMUS:

Og det er ikke fordi, hun mangler tilbud. Jeg begriber hende ikke; men det må være fordi der er en bestemt …

TORBEN:

Asmus!

En lille pause. Asmus hører noget. Ser op/ud.

TORBEN:

Det er fugletrækket. Så får vi mere vådt vejr.

ASMUS:

Også i Rigsdagen er der brug for dig. En mand, der kan samle og styre.

TORBEN:

(helt uforstående)

Hvad mener du?

ASMUS:

Efter Enslev er blevet syg og har overgivet styringen til Tyrstrup, må det nu stå klart for enhver, at Tyrstrup er i lommen på præstefraktionen.

… For du læser da aviserne, gør du ikke?

TORBEN:

Nej.

ASMUS:

Torben. Du skal være ved godt mod. Vi lever i en stor tid. Hver dag gør videnskaben en ny opdagelse. Hvad der i går var en dødelig sygdom, er i dag ikke længere farlig, og jeg har al mulig grund til at tro, at det lige præcis er sådan det forholder sig med din sygdom.

TORBEN:

Ti stille, Asmus. Jeg holder det ikke ud.

I,4

FRU BERTHA:

Er det virkelig muligt?

ASMUS:

(til Fru Bertha)

Det er det, tante. De tilstande, som man tidligere tilskrev ændringer i hjertets væv skyldes i virkeligheden ødelæggelse af skjoldbrugskirtlen. Den skade er desværre uhelbredelig; men vi kan i dag fuldstændig ophæve virkningerne ved at tilføre legemet det manglende kirtelsekret.

TORBEN:

(har rejst sig, står for sig selv)

Det er umuligt –

FRU BERTHA:

Jamen, det er jo vidunderligt. Det er rent ud sagt … Hører du, Jytte!

JYTTE:

(det gør hun, hun har også rejst sig)

Vil det sige … ?

ASMUS:

At vi kan vente ham tilbage? Ja. To piller, tre gange om dagen. Og om en halvt år er han her, nøjagtigt som vi husker ham.

Jytte vender sig bort. Hun forlader scenen.

Fru Bertha ser på Asmus. De forstår begge.

FRU BERTHA:

Jytte –

(vender sig så mod Asmus)

Og der vil ikke være nogen mén?

ASMUS:

Fysisk bliver der ikke problemer. Mentalt vil der kunne være nogle overgangsproblemer.

FRU BERTHA:

Han har vel ikke taget skade på sin forstand?

ASMUS:

(opmærksom på, hvor Jytte befinder sig, hun skal ingenting høre)

Kun et spørgsmål om tid og tålmodighed. Men tung – og sær, er han blevet. Den lokale læge har han forment adgang til Favsingholm, mens døren tilsyneladende står åben for denne … præst …

I,5

TORBEN:

Pastor Vestrup.

ASMUS:

En præst. Kan du ikke bede ham komme igen.

Mads Vestrup kommer gående ind, tyk og tung.

MADS:

Jeg vidste ikke Dihmer ventede besøg.

ASMUS:

Det gjorde "Dihmer" heller ikke. Og det var kun under opbud af alle mine kræfter, jeg nåede godsejeren. Til gengæld er jeg overbevist om, at min syge ven ikke kommer til at fortryde han til sidst måtte give efter for min stædighed. Jeg er professor Asmus Hagen.

TORBEN:

Professoren er læge.

MADS:

Jaså.

TORBEN:

Jeg tror, de to herrer kender hinanden fra studenterdagene i København.

ASMUS:

Gør vi det ?!

TORBEN:

Jeg mindes da at have set begge i Aprilforeningen i sin tid.

MADS:

Jeg tænker kun ugerne på min tid i København.

ASMUS:

(til Torben)

Du tilgir forhåbentlig, at jeg bare måber.

MADS:

København er er et Sodoma. Man besmykker sig med titler, men sjælen fortabes.

ASMUS:

Til gengæld blomstrer ånden, hr. pastor.

MADS:

For Vorherre er det hele et, og vi skal alle dø.

ASMUS:

Jeg har ladet mig fortælle, at der sine steder skulle være et liv før døden.

TORBEN:

Asmus …

MADS:

Døden kommer før man aner.

ASMUS:

Og at livet også kan blomstre op, hvor man mindst venter det. Således som det nu sker på Favsingholm.

MADS:

Selv den værste markedsgøgler kan da se, at Dihmer snart skal dø.

TORBEN:

Professoren er kommet for at fortælle om en ny kur. Han siger, jeg vil være rask om et halvt år.

ASMUS:

Om højst et halvt år!

MADS:

Et halvt år?!

TORBEN:

Jeg har selv svært ved at fatte det.

MADS:

Med Guds miskundhed er alt gørligt.

ASMUS:

Guds miskundhed, hr. pastor?! Så mystisk behøver man ikke at gøre det. Jeg har nogle piller med, og de piller, intet andet, er hvad der kan kurere Torben.

MADS:

Hokus-pokus, Hokus-pokus!

ASMUS:

Det er videnskab, min herre!

MADS:

Så sætter De Dem på samme åndelige standpunkt som negre og hottentotter, der tilbeder "ånderne" i kampesten og træstykker.

ASMUS:

Det må De vist forklare lidt nærmere.

MADS:

Jeg mener, det kun kan være dumme og opblæste mennesker, der kan tro, at en pille eller noget andet kan eje nogen lægende kraft i sig selv.

ASMUS:

Må jeg så foreslå pastoren gøre et forsøg – med amerikansk olie. Jeg kan forsikre Dem, at virkningen vil være den samme uafhængig af trosbekendelsen.

MADS:

De mener altså, at den amerikanske olie skal være en velsignelse for den arme menneskehed?!

ASMUS:

I hvert fald er det til velsignelse for den part, der lider af forstoppelse.

MADS:

Men hvad nytter det?

ASMUS:

Jeg foreslår vi stopper diskussionen. Det fører ingen steder hen.

MADS:

Hvad nytter det, spøger jeg! Til hvad gavn er det, legemet bliver friskt, hvis sjælen sygner hen og hjertet forhærdes?

ASMUS:

Det ligger med forlov uden for mit område at besvare. Jeg kan kun konstatere, at videnskabens fremmarch tager sig ud som en stadig længere række af små mirakler.

MADS:

Mirakler – ?!

ASMUS:

Mirakler.

MADS:

Men hvorfra får lægen sit mod til at udrette disse "mirakler", hvis hans blik ikke rækker længere end til spidsen af sin egen næse, når han ikke føler sig som Guds ydmyge redskab?

ASMUS:

Når et menneske falder og brækker ryggen, er der sjældent tid til at tage Vorherre med på råd.

MADS:

Om de herrer læger kunne følge deres patienters livsløb til enden, ja, ud over døden til Dommen, vil de nok i de fleste tilfælde have grund til at fortryde de "mirakler", de så hovedløst gjorde på dem.

ASMUS:

Da må jeg vist minde Dem om, at Jesus selv optrådte som læge.

MADS:

Jesus er Guds søn!

ASMUS:

Samme Jesus skulle efter sigende endog ha opvakt døde til livet igen. Den slags befatter vi andre os ikke med.

MADS:

Jeg sku ha tænkt det; men når dødens time oprinder for et stakkels menneske, så vil al selvskabt herlighed opløses i dunst.

ASMUS:

Sikkert.

MADS:

Når mørket sænker sig over vore øjenlåg og det udtærede legeme krummer sig i angst og pine, hvad hjælper så alle videnskabens pulvere og dråber?

ASMUS:

Arhh, vi har da morfinen.

MADS:

– Gift!

ASMUS:

Men en gift, der i videnskabens hånd forvandles til en velsignelse for menneskeheden.

MADS:

Gift. Det er gift!

ASMUS:

I løbet af nogle få øjeblikke bringer det freden til den lidende stakkel, så sødt som et barn ved sin mors bryst. De har sikkert selv bemærket, at kirkens nådemidler med denne lille sølvsprøjte har fået en alvor konkurrent.

MADS:

Var Dem! Også de onde har deres løn "borte". I dødsstunden åbner helvede sit mørkegab til en frygtelig, men retfærdig straf. Det skal være de troendes trøst mod denne verdens hån.

(vender sig mod Torben)

Og De, Dihmer, hvad svarer De dette opblæste menneske.

TORBEN:

Professor Hagen er kommet af samme grund som De, pastor Vestrup. For at hjælpe

MADS:

For dødens gru og samvittighedens vånde findes ingen medicin.

(går)

TORBEN:

– Vidste du, at jeg friede til din kusine? Aftenen før jeg skulle rejse. Noget svar fik jeg ikke. Hvis ikke hendes øjne var svaret. Det var angst, der strålede ud af dem. De øjne har forfulgt mig i tre år.

ASMUS:

Torben …

TORBEN:

"Lykke på rejsen, Dihmer." Dihmer!

ASMUS:

Hids dig nu ikke op.

TORBEN:

"Husk De har lovet mor at skrive". Jeg skrev. Én gang. Din tante og din kusine har været så venlige trofast at sende mig blomster til min fødselsdag. Men hvad kunne jeg skrive tilbage, der kunne interessere en ung, livslysten kvinde … Hvorfor denne angst ?!

ASMUS:

Jeg tror Jytte er den, der har tænkt mest på dig, mens du har været syg. Hun bekymrer sig; men holder det for sig selv. Du kender hende jo.

TORBEN:

Nej! Jeg kender hende ikke. Men jeg syntes ikke, jeg kunne leve uden hende.

Og nu siger du, at jeg skal leve?

ASMUS:

Du har været syg. Du vil blive rask.

TORBEN:

Vi lever i en stor tid.

ASMUS:

Jeg tror, du vil have godt af at hvile dig nu.

TORBEN:

Jeg kan ikke forstå det. Du må give mig tid, Asmus.

ASMUS:

Det er en svimlende tanke. Efter årtusinders trældom løsbinder vi os fra vor skæbne – og åbner døren ind til et paradis, det er op til os selv at skabe.

FRU BERTHA:

San Bartolomaeo?

Asmus leder Torben ud. Vender sig mod Fru Bertha.

ASMUS:

(til Fru Bertha)

San Bartolomaeo al Mare. Det er en lille by ved den italienske riviera. Efter et kurophold i Wiesbaden forventes han derned i midten af marts.

Men, tante, jeg må videre. Enslev venter ikke. Så meget er det da lykkedes mig at få ham til hægterne, at han igen giver ondt af sig, hvis man ikke er punktlig.

FRU BERTHA:

San Bartolomaeo.

(skriver op)

ASMUS:

Jeg henviser det gerne til mine patienter. Jeg kan virkelig kun anbefale det. Det er muligt at leje små villaer og blive bespist på hotellet i nærheden.

(forsvinder)

Forsæt til Akt II