Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
16. september 1909
denne min ustandselige Sludren
16 Sept. 09
Kjære Henrik Pontoppidan
Jeg skammede mig, da jeg havde forladt Dem i Aftes, over at jeg ikke havde sagt pænere Tak, ikke mere havde vist, at jeg var rørt over, at De med saa megen Omhu havde arrangeret den fineste Middag for mig med ægte Skildpaddesuppe og andre Herligheder, da jeg dog sad der som halvvejs indbudt af mig selv. Men jeg véd, De ikke betragter mig som Snyltegæst. Saa meget vrøvlede jeg om Cook1, Egan2, Stanton3, Fick4 og andet, at jeg slet ikke fik nok at vide om Dem selv; jeg vilde frygte, det var en 2 senil Egenskab, denne ustandselige Sludren, ifald jeg ikke vidste, jeg var endnu mere forfalden dertil tidligere. Men Latterligheder har jeg oplevet derved. En Dag havde Jaurès5 bedt mig til Middag med Briand6 og Viviani7 (de to nuværende Ministre) og jeg var forud meget fornøjet derover; saa snakkede jeg selv saa uophørligt, at jeg næsten ikke erfor det mindste af de andre. Saadan er jeg desværre, og saadan var jeg.
Gode Ønsker for Vejret paa Rejsen. Det er lidt trist denne Morgen.
Deres og Deres elskværdige Frues
Georg Brandes.
