Familieskrønerne

Der går en familieskrøne om hvordan det lykkedes Dines Pontoppidan at komme fra Trinitatis Kirken i Fredericia til Skt. Mortens i Randers, og den følger mærkværdigvis nok samme spor som det mere vidnefaste om Børge Pontoppidans kongevej fra Bogø til Damsholte. Det er Henrik Pontoppidan selv der har bragt den i omløb uden for familien. Hvorfra skulle nemlig ellers litteraturhistorikeren Vilh. Andersen havde fået den forkerte oplysning at biskop Brammer i Århus var imod ansættelse af Dines Pontoppidan i det, troede de, lukrative Randers-embede?

Vilh. Andersen bringer skrønen i det biografiske 3. kapitel af sin bog til Pontoppidans 60-årsdag i 1917 med den udtrykkelige pointe, at: "Et Indtryk af kirkelig Ufordragelighed satte sig derigennem fast i Sønnens Sind"¹. At Henrik Pontoppidan selv, som til mange andre enkeltheder i kapitlet, er formidler af skrønen, fremgår også af at han i Drengeaar udbygger den ved at fortælle at faderen gik direkte til ministeren og derfra videre til Frederik VII for at distancere sine medansøgere. P.G. Lindhardt har i sin biografi om Dines Pontoppidan² påvist at der ingen hold er i dette, selv om biskop Brammer i øvrigt var nogenlunde lige så kritisk over for Dines Pontoppidan som omvendt. Så ufordrageligheden kan godt have gjort indtryk også på den midterste søn.

Der går også en skrøne om Pontoppidan-familiens derpå følgende ankomst til Randers den 11. juli i 1863³; den lyder sådan:

I Aaret 1863 var der en Dag stor Opstandelse i den gode Stad Randers, ganske særlig i Brødregade. Thi udenfor Præstegaarden holdt en Flytteomnibus. Og en saadan var paa det Tidspunkt en Begivenhed, der kaldte Godtfolk til Vinduer og Gadedøre. Man var spændt paa at se den nye Præsts Indbo, og her var en prægtig Lejlighed dertil. Men hvad skildrer de gode Borgeres Overraskelse, da Vognens Porte slaas op, og en munter Børneflok myldrer ud.

Det var Præsten Dines Pontoppidan, der paa denne praktiske Maade flyttede sit Hjem fra Fredericia til Randers. Børneskaren bestod dengang af 12 Søskende.

Jo, det var rigtignok en indholdsrig Flytteomnibus!

Denne lille beskrivelse kan man læse i den af Axel Pontoppidan redigerede Den yngre Slægt Pontoppidan fra 1931. Men historien går lidt længere tilbage, til Illustreret Tidende for 26. september 1920. En lille artikel fejrer her sognepræsten i Spjellerup, Hans Peter Pontoppidans netop overstående 60 års-fødselsdag og fortæller i sin optakt hvor hyggeligt gammeldags præstegården i Spjellerup er, og hvor berømt den er fordi den senere biskop J.P. Mynster her havde sit åndelige gennembrud. Derefter følger historien om flytteomnibussen. Hans Peter Pontoppidan, nummer fem af Dines Pontoppidans syv sønner, døde en halv snes år senere og nåede foruden portrættet om sin farfar til Axel Pontoppidans slægtsbog kun at levere et ganske kort, næsten intetsigende og beskedent bidrag om sig selv. De 15 linjer indeholder dog en typisk Pontoppidan-udtalelse:

Jeg er vistnok stemplet af at tilhøre en gammel evangelisk-luthersk Præsteslægt med dertil hørende Kultur, hvilket giver en vis fri Stilling til de øjeblikkelig herskende Retninger og Meninger.⁴

Et udsagn såvel hans far som hans brødre - og søstre - kunne underskrive. Axel Pontoppidan måtte selv skrive biografien om Hans Peter, og her brugte han ord til andet optakten til artiklen fra Illustreret Tidende om Spjellerup præstegård. Flyttebussen endte derimod et andet sted i slægtsbogen, i biografien af den ældste datter, Inger Pontoppidan (1849-1905). Artiklen er skrevet af Maria Mynster, hendes medarbejder og vist efterfølger på det børnehjem Inger i 1890'erne var leder af. Men det er næppe Maria Mynster, snarere redaktør Axel Pontoppidan der har formidlet citatet ind i denne ret umotiverede sammenhæng. Umotiveret, for Ingers erindring kan det ikke være. Både hun og Morten Pontoppidan var på dette tidspunkt ude af billedet.

Korrektivet til historien kunne Axel Pontoppidan dog godt have fundet. For i 1926 havde den yngre randrusianer Carl Dumreicher interviewet Morten Pontoppidan, den anden præst blandt de syv Dines Pontoppidan-sønner der nåede til skelsår og -alder. Dumreicher, der måske havde læst Illustreret Tidende i 1920, spørger den 75-årige Morten Pontoppidan om han kan huske ankomsten til Randers:

Ja, tydeligt. Vi tog – det var lige før Sommerferien – med Dampskib til Aarhus – dengang var der jo kun Jernbane derfra og til Randers — og altsaa videre med Toget⁵. Da alle vi ti Børn paa Banegaarden var proppet ind i Omnibussen og denne begyndte at køre, blev min lille Broder Hans Peter højst forbavset. Han havde uden videre opfattet Vognen som vort fremtidige Hjem. Det laa nu imidlertid paa Brødregade og var en ganske anderledes herskabelig Bygning end Præsteboligen i Fredericia. Da Fa'r lukkede Fløjdørene op og viste Mo'r den lange Række Værelser en suite, gav hun sig til at græde. Ikke af Glæde, men af en Forudfølelse af, hvor stort et Arbejde der her ventede hende og hvor mange Kræfter hun skulde komme til at lægge i det.⁶

Der er altså forskel på en "Flytteomnibus" og en "Omnibus". Byens hoteller, med Martens Hotel i spidsen, havde straks ved jernbanens åbning i september 1862 etableret en omnibus-service [annonce i RA 6.9.1873] og fik hurtigt følgeskab af de andre hoteller. Hvor fine disse omnibusser var, så de for en treårig kunne lignes ved et præstehjem, er det ikke i dag nemt at finde vidnesbyrd om. Men vi kender både en model og en tegning af en omnibus som det måske kunne have været:

Den blevet bygget efter en omhyggeligt udarbejdet model på fabrikken Scandia [her gengivet efter Hotel Randers 125 år, 1981 o.f. s. 33; en model der i dag står udstillet i et af Hotel Randers' vinduer ud til Torvegade]. Den luksuriøse omformningen af landevejstrafikkens dagvogn er i stil med Scandias 1. klasses jernbanevogne [Georg Nørregård: Vognfabrikken Scandia Randers 1861-1961, u.å., s. 34]. De rødpolstrede plydsbænke og grønne, selvoprullende gardiner kunne bekræfte Morten Pontoppidans version af historien, og måske var omnibussen netop Martens, lånt eller lejet, det véd vi ikke. For på hotellet er de mange Pontoppidaner næppe flyttet ind, selv om møblerne ad søvejen endnu ikke var nået frem fra Fredericia. Familien kan være rykket ind blandt forgængeren, provst W. Jørgensens møbler, før de to gamle rejste fra det store hus til den mere end tiårige pensionisttilværelse i ??. Nu er der bare den hage ved den viste model at den ifølge en gengivelse på et julekort fra Scandia i 1981 er leveret i 1884! At Hotel Randers' jubilæumsbog fra 1981 gengiver den som "hotellets første" omnibus, er næppe nagelfast. Desværre er der ikke bevaret ordrebøger fra Scandia fra før 1877; så det er ikke muligt hverken at fastslå at Martens hotelomnibus var bygget hos Scandia eller at den i hvert fald var lige så flot, og det kan heller ikke fastslås at det var i hans omnibus Pontoppidan-familien ankom i til præstegården.

Familieskrønens sammenblanding af de to slags omnibusser er såmænd nok i virkeligheden kommet ind i historien da den 60-årige Spjellerup-præsts erindring blev fortalt videre til Illustreret Tidendes unavngivne journalist. Det blev til en historie så burlesk at ikke alene Axel Pontoppidan, men også den ellers meget skarpsindige kirkehistoriker P.G. Lindhardt⁷ og den utrættelige Pontoppidan-forsker Thorkild Skjerbæk falder for den. Skjerbæk betegner den forsigtigt som "Overleveringen"⁸. Iøvrig bekræfter Henrik Pontoppidan selv i Drengeaar (1933) om flytningen til Randers at "jeg paa denne min tidligste Rejse gjorde Bekendtskab med Tidens store Vidunder "Dampvognen". Jernbanen fra Aarhus til Randers – den første i Jylland (…) nylig taget i Brug" (1962, s. 16). Lidt senere tilføjer han, som for at ærte skrønen, at man ved flytningen til Randers "ikke kendte Nutidens store, polstrede Flyttevogne, hvor et helt Indbo stables ind og føres bort som et rullende Pulterkammer." (1962, s. 19).

Dines Pontoppidan havde som sin far og af samme grund god brug for et mere indbringende embede. Desværre blev det økonomisk beklippet, først ved en strukturændring der oprettede ekstra kapellanstilling(er??), dernæst ved at formandens levede lige så længe, ja længere, end Dines Pontoppidan som måtte udrede en tredjedel af sine indkomster til formandspensionen. Så økonomien var og forblev trang med de mange uforsørgede børn.

Ved skoleåret start den 23. august kom den ældste søn, Erik, i Latinskolen ud i Vestergade, halvvejs til den fjernliggende station. Pontoppidan kalder ham i Drengeaar