Pontoppidans skolegang før Latinskolen

Af Henrik Loft Nielsen

Indledning

I de tre år fra han som knap 6-årig kom til Randers til han som 9-årig begyndte i latinskolen, kom Henrik Pontoppidan til at gå i tre forskellige skoler i byen. Denne periode af hans liv afgrænses af dagen for ankomsten til Randers 11. juli 1863 og den første dag i latinskolen 23. august 1866.

Pontoppidans første to skoler hørte til den type private småbørnsskoler, man kaldte pogeskoler eller staveskoler. De var af varierende kvalitet og der fandtes i de større danske købstæder en hel underskov af dem i ly af det offentlige skolevæsen. I pogeskolerne kunne borgerskabets børn lære gode manerer og elementære skolekundskaber. Fra pogeskolerne kunne disse børn fortsætte over i borgerskolen i adskilte drenge- og pigeklasser og afslutte skolegangen der. For drengene var der, som alternativ til borgerskolen, mulighed for at gå direkte fra pogeskolen til en privat drengeskole, der fungerede som forberedelsesskole til latinskolen. Det var den vej Pontoppidan fulgte. Almuens børn var henvist til almueskolen, den kommunale friskole ('fri' i betydningen gratis i modsætning til borgerskolen, der var en betalingsskole).

Selvbiografierne

Pontoppidan har fortalt om sine første skoleår i erindringsbøgerne Drengeaar (1933) og Undervejs til mig selv (1943).

En version af dette stof havde Pontoppidan dog tidligere offentliggjort i Flensborg Avis (febr.-marts 1932) i 3 artikler under titlen "Hvad Hjernekisten gemte. Nogle Barndomsindtryk". Artiklerne tjente som forarbejder til de første kapitler af Drengeaar.

Året før disse avisartikler havde Carl Dumreicher offentliggjort en Pontoppidan-biografi som et bidrag til Axel Pontoppidans slægtsbog Den yngre Slægt Pontoppidan, 1931, s. 281. Et upubliceret udkast hertil er bevaret i Randers lokalhistoriske arkiv. Dumreichers oplysninger stammer fra samtaler med Pontoppidan, der bagefter kontrollerede og korrigerede manuskriptet. Biografien indeholder kun få, men til gengæld vigtige oplysninger om skolerne, fordi der her opgives navne på flere af lærerne. Et uddrag af Dumreichers biografi følger:

Henrik Pontoppidans første Skolegang foregik i en lille Asylskole nede i "Slotsgaarden", hvor en gammel Enke læste med en halv Snes Drenge. Derfra kom han til en Familie Øckenholt, hvor Konen havde begyndt en Privatskole med Sønnen, Datteren og Henrik Pontoppidan som eneste Elever. Derfra til en Lærer Jakobsen og endelig – i August 1866 og i den lovbefalede Alder af 9 Aar – ind i første Klasse i Latinskolen i Vestergade [...]

Omarbejdelser

Tabellen nedenfor viser hvordan Pontoppidan har omarbejdet sit selvbiografiske stof fra artiklerne i Flensborg Avis over Drengeaar til Undervejs til mig selv.

Det mest iøjnefaldende er Pontoppidans ændrede opfattelse af fru Christensen, hans lærerinde i den første skole. I Flensborg Avis vurderes hun positivt: "Hun var nu også en fornøjelig gammel Dame, der mildnede sine drastiske Opdragelsesmetoder med sit gode Humør og jyske Lune." Og videre om hendes eftermæle: "[...] efter hendes Død blev hun selv og hendes Asyl til en hel Myte i Byen. Længe efter kunde man høre ældre Folk omtale hende som et pædagogisk Geni". Ingen af disse passager kom med i Drengeaar.

Pontoppidan fortæller at når en elev stavede forkert tog fru Christensen linealen "lange Ane" i brug. Men hvor hun i Flensborg Avis nøjedes med at smække eleven over fingrene med linealen, har revselsen i Drengeaar fået en anderledes brutal karakter idet hun nu smækker eleven i hovedet med kanten af linealen.

Fru Christensens vigtigste afstraffelsesmiddel var ifølge Pontoppidan at tvinge elevens fingerspidser ned i natpottens indhold. Iflg. Flensborg Avis synes denne straf kun at være brugt til at true drengene med og beskrives iøvrigt ikke nærmere. Men i Drengeaar tilføjes straffen religiøse overtoner idet det nu berettes at fru Christensen fastholdt synderens fingre nede i potten "lille Benjamin" til han havde bedt om forladelse og lovet bedring. Det er næsten som en miniudgave af kirkens fortælling om synd og nåde med fru Christensen i rollen som en anden pastor Sidenius.

I Undervejs til mig selv har historien om "lille Benjamin" fået helt nyt indhold. Nu slutter den med at den 6-årige jeg-fortæller iværksætter et veritabelt lykke-per'sk oprør mod den autoritære asylmoder og hendes morallære, hvor han i raseri sætter sig korporligt til modværge så potten vælter. Asylmoderen klager over ham, men får ingen støtte hos forældrene som tværtimod reagerer ved at tage ham ud af skolen.

I de to første udgaver af erindringerne Flensborg Avis og Drengeaar slutter skolegangen hos fru Christensen uden dramatik. Her får vi ganske kort at vide at skolen måtte lukke fordi fru Christensen var blevet syg om natten og bragt på hospitalet. Senere nævnes at hun var død. I virkeligheden blev fru Christensen indlagt på Sindssygeanstalten i Aarhus, hvor hun døde 22.9.1866.

Pontoppidan har måttet forkorte sit stof kraftigt under omarbejdelsen af Drengeaar og de 3 andre erindringsbøger til etbindsudgaven Undervejs til mig selv. Alligevel har det været ham magtpåliggende at udvide sin fortælling med historien om oprøret mod asylmoderen. Er sandheden at Pontoppidan i grunden holdt af fru Christensen, som han i 1932 omtaler som en fornøjelig gammel dame med godt humør og jysk lune, men at han i 1943 ofrer hende for et "højere" formål: at kunne føre sit oprør mod religionens autoriteter helt tilbage til 6-års alderen?

Synoptisk sammenstilling

Flensborg Avis 1932	Drengeaar 1933	Undervejs... 1943
[25.2.1932] Ikke længe efter begyndte et nyt Livsafsnit for mig, idet jeg kom i Skole. [...]	[Kap. 1] 21 Ved denne Tid begyndte et nyt Livsafsnit for mig, idet jeg kom i Asyl-Skolen. [...]	[Kap. 1] 15 Men nu begyndte et nyt Livsafsnit for mig. Jeg kom i Asylskole.
[4.3.1932] Den Pogeskole, jeg først blev anbragt i, laa ved Byens største Torv, Frederikspladsen, eller Fisketorvet, som det også hed. Der havde en Gang i gamle Dage ligget et Slot på det Sted. Nu lå her en Del sammenbyggede, mest ældre Huse omkring en fælles Gårdsplads, som endnu kaldtes Slotsgården.	[Kap. 2] 26 Den Pogeskole, jeg blev anbragt i, laa nær ved Byens største Torv, Fredrikspladsen eller Fisketorvet, som det ogsaa kaldtes. Her skal i gamle Dage have ligget et kongeligt Slot, efter et Sagn opført af Sten fra 11 nedbrudte Landsbykirker. Nu laa der en Del sammenbyggede, mest ældre Huse omkring en fælles Gaardsplads, der endnu kaldtes Slotsgaarden.	Den [Asylskolen] laa i en Samling gamle Bygninger, der kaldtes Slotsgaarden. [...]
På en lav Førstesal i et af de ældste Huse, hvor der i Stuen var et Snedkerværksted, lå Skolen – eller "Asylet", som den vistnok kaldtes. En stejl, mørk Trappe førte derop, og hele Lokalet bestod af et enkelt Værelse med et Par Bænke og Skamler til en halv Snes Drenge. Desuden stod der en Omhængsseng derinde, da Stuen samtidig var Asylmoderens Soveværelse.	Paa en Førstesal i en af de ældste Bygninger, hvor der i Stuen var et Snedkerværksted, husedes Skolen – eller "Asylet", som den i Almindelighed og med mere Ret kaldtes. En stejl, mørk Trappe førte derop, og hele Lokalet bestod af et eneste Værelse med to Bænke ved Væggen og et Par Skamler foran til de mindste Drenge. Ved en anden Væg stod en Omhængsseng, 27 da Stuen ogsaa var den gamle Asylmoders Soveværelse.	Asylskolen laa i Nærheden og var et enkelt Værelse med Bænke langs Væggene og 16 nogle Skamler for de mindste Børn. Ved den ene Væg stod en Omhængseng, da Stuen desuden var den gamle Asylmoders Soveværelse.
Men trods disse indskrænkede og ubekvemme Forhold, som næppe vil finde Nåde hos nogen Skolekommission i vore Dage, var Fru Christensens Asyl meget anerkendt og søgt, tilmed af Byens bedste Familier. Hun var nu også en fornøjelig gammel Dame, der mildnede sine drastiske Opdragelsesmetoder med sit gode Humør og jyske Lune.	Men trods disse indskrænkede og højst ubekvemme Forhold, som næppe noget Skoleopsyn i vore Dage vilde godkende, var Fru Christensens Asyl meget anset og søgt af Byens bedste Familjer. Ingen ringere end vor navnkundige Sprogforsker Vilh. Thomsen havde siddet paa hendes Skamler og altsaa her lagt Grunden til sin Verdensberømmelse.
Vi lærte at stave og skrive Tal; men Formålet for Undervisningen var forøvrigt væsentlig at optugte os til at sidde artigt stille og vænne os af med dårlige Manerer som at pille sig i Næsen og bide Negle.	Vi lærte at stave og skrive Tal, men Formaalet var forøvrigt væsenlig at opdrage os til at sidde artigt stille og vænne os af med visse Unoder som at pille os i Næsen og bide Negle.	Vi lærte at skrive Tal og at stave; men Formaalet var forøvrigt væsentlig at opdrage os til at sidde artigt stille og vænne os af med visse Unoder som at pille os i Næsen og bide Negle.
Som Kur mod den sidste Uvane anvendte hun et hårrejsende Middel. Det uundværlige lille Møbel under Sengen blev trukket frem, og Fingerspidserne af den syndefulde Hånd tvungen ned i Indholdet.	Som Kur mod disse Uvaner anvendte hun et haarrejsende Middel, som heller næppe nogen Skolekommission i vore Dage vilde billige. Det uundværlige lille Møbel under Sengen blev trukket frem, og Fingerspidserne paa den brødefulde Haand med Magt tvungen ned i Indholdet og fastholdt der, indtil Synderen havde bedt om Forladelse og lovet Bedring.	Som Kur mod den Slags Uvaner brugte den gamle Dame at trække det uundværlige lette Møbel under Sengen frem og tvinge Fingerspidserne paa den brødefulde Haand ned i Indholdet og fastholde dem der, indtil Synderen havde bedt om Forladelse og lovet Bedring.
Der stod for os Drenge en sådan Skræk af denne Straf, at den blotte Trusel om at trække "lille Benjamin" frem fra Sengeomhænget i Almindelighed var tilstrækkelig til at holde os i Ave.	Der stod for os Drenge en saadan Gru af denne Straf, at 28 den blotte Trusel om at trække "lille Benjamin" frem fra Sengeomhænget gerne var tilstrækkelig til at holde os i Ave.	Der stod for mig en saadan Skræk af denne Straf, at den blotte Trusel om at trække "lille Benjamin" frem kunde faa mig til at gyse, og da det en Gang blev forsøgt at gøre Alvor af Truselen, satte jeg mig til Modværge med et Raseri, saa Benjamin væltede, og Indholdet flød ud over Gulvet. Det førte videre til, at Asylmoderen klagede over mig hjemme; men mine Forældre kunde ikke anerkende hendes Opdragelsesmetoder og tog mig ud.
Længe forundtes det mig nu ikke at nyde godt af hendes Opdragelse. En Dag fandt vi Døren til hendes Stue lukket. Den gamle Dame var blevet syg om Natten og bragt på Hospitalet. Hun kom aldrig mere til at trone i sin Armstol og smække os over Fingrene med Linealen "lange Ane", når vi stavede forkert.	Det forundtes mig forøvrigt ikke længe at nyde godt af den gamle Dames Opdragelsesmetoder. En Dag fandt vi Skolen lukket. Hun var bleven syg om Natten og bragt paa Hospitalet. Vi kom aldrig mere til at staa ved hendes Armstol med vor ABC og blive smækket i Hovedet med Kanten af hendes Lineal "lange Ane", naar vi stavede forkert.
Men efter hendes Død blev hun selv og hendes Asyl til en hel Myte i Byen. Længe efter kunde man høre ældre Folk omtale hende som et pædagogisk Geni, og hertil bidrog velsagtens, at vor berømte Sprogforsker Vilh. Thomsen havde været blandt hendes Elever og således af hende og lange Ane lært Begyndelsesgrundene i sin Videnskab.
Der blev nu gjort Forsøg med et Par andre Børneasyler, der var endnu mindre og endnu mere private, ...	Der blev nu gjort Forsøg med en anden Pogeskole med kun tre Elever, hvoraf de to var Bestyrerindens egne Børn. Det varede heller ikke længe.
... indtil jeg i Syvårs-Alderen kom ind i en rigtig Drengeskole med rigtige Skoleborde og store Landkort på Væggene. Der var kun et enkelt Klasseværelse, og ...	Men i Syvaarsalderen kom jeg ind i en rigtig Drengeskole med rigtige Skoleborde og store Landkort paa Væggene. Ogsaa