Ib Ostenfeld 1970

14. Pontoppidan — Notater I—II

For nylig havde jeg lejlighed til at gennemtænke det åbenbart uopslidelige spørgsmål, om Henrik Pontoppidans skildring af sin Lykke-Pers barndomshjem er en maskeret gengivelse af de hjemmeforhold, hvorunder han selv voksede op i Randers præstegård. Da så mange litteraturhistorikeres fortolkning vitterligt er fejlagtig, og da jeg efterhånden er en af de ganske få, der sidder inde med et autentisk kendskab til, hvordan digtning og virkelighed i dette tilfælde forholder sig til hinanden, har jeg fundet det på sin plads at fremsætte en redegørelse.

Spørger man, uden nuancer, om Per Sidenius’ fædrene hjem, trods den litterære retouche, er identisk med Randershjemmet, som det tog sig ud i 1870’erne, må dertil svares, at man nøje må skelne mellem de ydre livsforhold, kulisserne, herunder også præstefamiliens skikke og vaner, og de indre livsforhold, personernes sjælelige præg og den åndelige atmosfære, der hvilede over stuer og hjem.

Det er ganske ligetil, at Pontoppidan i udstrakt grad og indtil små detaljer har gjort anvendelse af sine erindringer om det ydre miljø. Som naturalistisk forfatter har det været ham om at gøre at vælge et sujet, han kendte indefra og skildre det så sandfærdigt som muligt. Og man kan ikke bebrejde ham, at han hertil har brugt det hjem, hvor han selv voksede op. I ydre henseende adskilte det sig næppe stort fra så mange andre livlige præstehjem fra den tid.

Går man derimod over til at betragte de indre livsforhold, stiller sagen sig ganske anderledes. Pontoppidan har da også selv fra første færd i bestemte vendinger givet udtryk for, at Lykke-Per ikke på nogen måde skal anses for en nøgleroman. "Afgjort ikke," 151 sagde han kort og godt på en forespørgsel herom. Hvordan kunne man tvivle?

Han var en meget sikker forfatter, der vidste nøjagtigt hvad han gjorde, og hans noble og varmt sønlige respekt og pietet for sine forældre indebar, at han forstod at skelne mellem de traditionelle ydre livsformer og det private familieliv, som ikke vedkom offentligheden. Men det må bemærkes, at hvor han vover sig tættest ind mod dette private, dog stadig uden at afbilde det, ser man sig stillet over for romanens mest gribende partier.

Det mest slående vidnesbyrd om at der ingen dybere overensstemmelse er mellem hjemmets indre præg og Lykke-Pers barndomshjem, fremgår af, at mens dette sidste skal anskueliggøre den danske præstegårdstype, hvor der leves et underjordisk spøgelsesliv, med fornægtelse af det frodige, for samvittighedsskrupler og indvortes bekymringer befriede naturliv, så var Pontoppidans eget barndomshjem så højst usædvanligt, at der næppe var mange samtidige præstehjem, der kunne sammenlignes med det. Fotografisk gengivet havde det aldrig kunnet anvendes som type.

Fra allernærmeste hold sidder jeg inde med oplysninger, der fortæller, hvordan de to forældre var.

Skønt Dines Pontoppidan havde et sammensat væsen, var han dog en helstøbt natur. Fra slægten havde han arvet en udtalt uafhængighedsfølelse, en meget bestemt praktiseret uvilje mod at stå til ansvar for nogen anden end sig selv for, hvad han tænkte og gjorde. Dette træk kunne tilspidse sig i rethaveriskhed og egenrådighed, tilblandet ømfindtlighed over for kritik af hans væremåde. Men formedelst et også af slægten arvet juridisk talent, en evne til nøje at vurdere, hvor langt han kunne gå, lykkedes det ham altid at gennemføre sine ofte egenmægtige forehavender uden at det var muligt at skride ind over for ham. Hans fremtræden var sikker, overlegen og fast, og som en enevoldskonge herskede han med dæmpet myndighed over sit sogn. Trods disse egenskaber var han hverken kolerisk eller ilter, tværtimod stille og lavmælt, der var over håm en naturlig stilfuldhed, uden enhver storagtighed; den sammenpressede mund med den let 152 fremskudte underlæbe tilkendegav tilstrækkelig tydeligt grænsen for, hvor langt man kunne nærme sig ham. Men med denne sikre form forbandt sig som en ejendommelig modsætning en sindets varme, der forplantede sig til alle i hjemmet og som gav sig udslag i medfølelse over for trængende og lidende. Han var ikke streng og ubøjelig, end mindre bøs, trods det aristokratiske væsen, en imødekommende mildhed kunne stråle ud fra de skarpe øjne. Det vidner om Dines Pontoppidans varme sans for de fortrykte, og også om hans åndelige autoritet, at det var ham, biskop P.C. Kierkegaard i Aalborg opsøgte som ven og sjælesørger, når han overvældedes af tungsind eller stod rådløs over for sin sindssyge søn, Poul.

Moderen, Marie Oxenbøll, var en meget betydelig personlighed, og, som det hedder i familiens annaler, var hun ikke blevet belæsset med opdragelsen af 16 børn, havde hun kunnet udvikle sig til en "grande dame" i bedste forstand. Hun havde en kritisk forstand, en fremragende common sense, og hun forstod at skelne væsentligt fra uvæsentligt ved altid at kunne slå ned på det afgørende i en sag. Hun var, trods de indsnævrede forhold, hun måtte leve under, en kvinde af stort format, der jævnbyrdigt drøftede akademiske spørgsmål med sin mand og sine begavede sønner og døtre, ja historien melder, at hun som enke stilfærdigt kunne sætte selve biskop Fog til vægs, når han visiterede i datterens, pastorinde Jespersens hjem på Møn. Men i modsætning til ægtefællen var hun af køligere natur. Varmeudstrålingen i hjemmet kom fra faderen, og dette forhold, så forskelligt fra de fleste andre hjem, har haft overmåde betydning for børnenes særprægede udvikling til stærke, forstandsprægede, nøgterne, følelsesdæmpede naturer. Fra hende arvede de det bundne, fasttøjlede temperament, og det kom, sammen med den fra faderen overtagede stil, til at danne forudsætning for deres litterære talent. Samtlige børn blev fremragende stilister, det var dem en fuldkommen naturlig egenskab at udtrykke sig i et klart, gennemsigtigt, ligefremt sprog, bag hvilket der strømmede et lige så klart, uforvrøvlet tan- keforløb. Deres omfangsrige og indholdsmættede breve var små kunstværker. I sin enkestand skrev moderen hver uge et langt 153 brev til hver af de mange voksne børn!

– Præstehjemmet i Brødregade prægedes for sønnen Henrik i lige så høj grad som af forældrene af de 6 ældre søskende, som unægtelig ikke hørte til gennemsnittet. De fyldte hjemmet med munterhed, festligt liv og af allehånde løjer. Påhitsomheden syntes uden grænser. Der blev skrevet fikse eller fine, stemningsfulde vers eller hele epopeer, hvergang lejlighed tilbød sig. Familieavisen "Hjemmets Nisse", i "Punch"s lignelse, gav afløb for overgivne indfald i tekst og tegning, hvor man gjorde sig lystig over hinanden og over borgerskabets komiske vaner. Den hvidkalkede vognport blev overmalet med kraftige scener fra Niels Ebbesens dådrige liv. Man deltog med iver i sangforeningens flerstemmige korpræstationer og man dansede med stadens skønheder på Harmonien og i anlægget. Over al denne lystighed var der noget opfindsomt, med en islæt af practical jokes, der appellerede til snildet og hvor flovser eller en alt for folkelig gemytlighed ikke fandt indpas. Hertil kom en tidlig modnet interesse for tidens kulturelle cg politiske bevægelser, og disse præstebørn udviklede hurtigt en virtuos, verdensmandsmæssig fremtræden, der gjorde dem suveræne over for andet godtfolk. Der blev med tiden ikke et gran tilbage i deres sind, der røbede deres provinsielle præstelige herkomst. Deres kritiske sans var tidlig vakt, og skønt det opladte blik for livets humor aldrig forlod dem, indøvede de fra første færd en klar, ædruelig holdning over for mennesker og begivenheder.

Det siger sig selv, at ganske afset fra pietetsfølelsen kunne Henrik ikke bruge det her skildrede indre familiemiljø som undermaling for sin beskrivelse af Per Sidenius' hjem. Dertil var det for særpræget og for usædvanligt, og dets medlemmer var ham for jævnbyrdige til at han kunne sætte sig til dommer over dem. Det har han da heller ikke gjort. Han indså desuden, at han selv med sit kød og blod tilhørte dette Slægtsmiljø til forskel fra det ydre præstehjemsmiljø - det forhold, at alle 16 børn var af samme afkom og derfor fælles om grundlæggende sjælsegenskaber, som arvedes videre ned gennem slægtens yngre generationer. Han erkendte da også, at forskellene mellem ham selv 154 og hans søskende dybere set var færre end lighederne. De var alle særartede og kunne ikke ret bekvemme sig til at gå i spand med nogen. Deres egentlige livsform bestod i at hengive sig til deres egen eftertanke og nå til deres private resultater uden at føle behov for støtte hos andre. De kendte såre vel til denne derfes særart og indrettede sig derefter, uden at ulejlige andre med sig selv og virke besværlige. Et ensomt liv var en del af deres skæbne, men som skæbneegenskab fandt de sig til rette dermed. De kunne støtte sig til deres sikre forstand som en aldrig svigtende forbundsfælle, og udadtil besad de denne betvingende, på én gang imødekommende og distancerende, elskværdighed, der bragte dem i kontakt med hvem som helst de ville. Selskabelig trang havde de slet ikke. De foretrak den ganske lille kreds og havde intet imod at være helt alene. Men hjerteligheden kom til gengæld uhæmmet til syne over for de nærmeste. "Vi kender i grunden så lidt til hinanden," kunne Pontoppidan sige i sine seneste år, når talen faldt på dem, der stod uden for den inderste kreds. – Undrer man sig over, at Pontoppidanemes strengt tæmmede væsen kunne være grundlag for en så frodig skaberevne, må forklaringen søges i, at den nævnte selvstændige eftertanke var så vedholdende og intens, iagttagelsesevnen så skarp og den sproglige udtryksevne så usædvanlig logisk og klar. "Kraftudfoldelse og overskud er et minus for kunstnerisk arbejde," var en replik, Pontoppidan ofte anvendte, når han så tilbage på sit eget forfatterskab. Han slægtede begge forældrene på, men dog mest moderen, med hendes kølige sind, der var på vagt over for alle illusioner, uden derfor at være mørkt.

Den yngste af de mange søskende opholdt sig i en sommerferie på sine gamle dage i en badepension. Herfra skrev hun: "… Stedet er såmænd meget godt, men jeg er ikke opdraget med alt det indremissionske og hvad dermed følger, så jeg bliver så træt deraf, at jeg kun trænger til at komme hjem til mig selv i ro –" Atmosfæren var i Randershjemmet ikke snæver.

– Henrik Pontoppidan deltog efter evne i de fælles løjer. Men han udviklede sig i trægere tempo og havde flere personlige problemer at bakse med. Vi vil lade Pontoppidan få det sidste ord 155 ved, som eksempel på hans forsøg i practical jokes, at anføre slutningen af et oprømt brev, han som syttenårig skrev fra Randers til de store brødre, der nu studerede i København. Den lyder således:

"… Og tilsidst beder jeg Eder tilgive, at jeg vover at bede Eder om at tillade mig at tage mig den Frihed at spørge Eder, om I vil være af den Godhed at forunde mig at driste mig til at bede Jer om at skænke mig den Lykke at turde nærme mig Eder for at sige Jer, at jeg intet ønsker inderligere end at blive i Stand til at vise Jer, hvor meget det glæder mig, at Skæbnen er mig saa gunstig at hidføre det Øjeblik, der skænker mig den Lykke at kunne forsikre Eder, at det er mig umuligt ved Ord at udtrykke de Følelser, der griber mit Hjærte ved den Tanke, at Eders Godhed berettiger mig til at nære det Haab, at I er overtydede om, hvor dybt jeg føler, hvilket Fortrin det er, at jeg har den Ære at tegne mig

med inderlig Højagtelse
Eders trofaste hengivne
Broder Henrik P."

Den specielle gemytlige facon mellem brødrene er bibeholdt. Men den er krydret med en elskværdig-spydig, let syrlig ripost over for forsøg fra de ældre brødres side på at optræde som hans formynder,

&nash; Dines Pontoppidan døde i sit hjem 31. maj 1879. Henrik var ilet hjem til dødslejet og deltog i begravelsen. Nogle dage efter sin tilbagekomst til hovedstaden skrev han til moderen:

Tak for de dage, jeg var hjemme og for alle dage. Jeg er så inderlig glad over, at jeg så vor fader i hans sidste timer og tog(?) hans sidste åndedræt; thi på det kan jeg leve og føle, at vort liv ender ikke her. Jeg takker ham for hans liv og for hans død, thi i begge dele har han været mig et lysende eksempel. Han har ledet mig med en varm og kærlig hånd, som jeg ikke skal slippe; thi den rækker ud over død og grav. Jeg føler måske nu mere end nogen sinde, hvor meget han har været for mig. Nu er han lagt 156 i jorden som et frø, der vil spire og vokse op af hans grav som et skyggende træ med lutter gode frugter, hvoraf vi kan plukke.

(- - -) Nu mange hilsener til alle og til den gamle præstegård

fra din hengivne søn Henrik.

Pontoppidan har været bevæget af den indgribende begivenhed, der indebar opbrud fra det gamle hjem. Selv om han i sine modne år måske ville have modificeret sine ord (hvad vi jo alle gør), var han dog allerede så moden og hans følelsesliv så fastlagt og konstant gennem hele livet (ligesom hans uændrede stilform), at man kan slutte, at han bevarede varme og uudslettelige minder om faderen – ligesom senere om moderen – som en velforseglet skat i sit indre. Det kunstneriske formål, han stillede sig med beskrivelsen af Sideniusfamilien, blev mindst af alf bragt til udførelse på bekostning af dyre, private følelser. Det gengivne brev skrinlægger alle forsøg på at identificere familien i romanen med den pontoppidanske familie.

Pontoppidan blev sin tids og sin slægts gode krønikeskriver. Og det er som at drikke det klare, sunde brøndvand, trukket lige op af jordens muld, at læse hans bøger.

Henrik Pontoppidan er vort folks Jeremias. Han var ingen lyseslukker (som det er sagt), men han havde et mørkt undergangssyn på sit folk. Som den jødiske profet så han ingen anden redning fra dets fornedrelse end hårde prøvelser, og som denne blev han med sin strenge tale en ensom og uforsonlig skikkelse, fuld af smerte over for dette folk, som han elskede. For dem begge lå håbet hos dem, der underkastede sig lidelserne. Fra dem skal en ny blomstringstid oprinde, og et nyt, karakterfuldt folk skal udgå af deres rækker. Da vil folkehjertet slå med fornyet kraft og vise sig værdigt til at skabe en bedre eksistens, uden den gamle moralske elendighed, men med instinkt for de værdier, der holder et folk oppe.
 

II

Litteraturforskere har villet se danske forbilleder til Pontoppidans 157 store romaner, især Lykke-Per. Rubow "vædder", at Lykke-Per "er inspireret af Hjemløs og Ivar Lykkes Historie", Brix nævner Adam Homo.

Ja, sådan kan man tro. Men formodningerne stemmer ikke rigtigt med Pontoppidans forfatterfysiognomi. Han ville ikke være et litteratur-menneske, der byggede på de hjemlige traditioner. Han gik sine egne veje, personligt engageret, og hans stærke, bundne temperament sigtede mod større idealer, mod store revolutionære navne, de absolutte autoriteter, der virkelig var beundring værd og som kunne støtte ham i hans kunstneriske higen og som med radikal kraft omvurderede gamle værdier, – de store russere, Nietzsche, Ibsen, vel vidende sin egen begrænsning.

I denne henseende er der grunde til at vende blikket en anden vej. Der tænkes på Goethe, især på Wilhelm Meister og tildels Faust. Man vil, imod Rubow, "vædde" på, at romanen om Wilhelms læreår har svævet for Pontoppidans syn, da han skrev sin Lykke-Per. Han drømte ikke om at ville måle sig med digterkongen, men han ville være i det bedste, mest lærerige selskab for selv at kunne skabe solide værker.

Hans optagethed af Goethe gik langt tilbage i tiden. Det første vidnesbyrd kan findes på min hylde. Da han ville skænke sin yngste søster en konfirmationsgave, i 1884, valgte han Faust i P. Hansens oversættelse, i komponeret bind og med guldsnit. En smuk dedikation pryder titelbladet. Gaven afslører mere om giveren end om modtageren.

Pontoppidan nævner Goethe et par gange i sine erindringer. Han slutter sig til hans krav om at opnå at skrive en klar, fast, mandig prosa. Men et andet sted anslår han en let drillende tone ved at omtale den tyske digter som geheimeråden i Weimar, en flothed, som også Blicher benytter sig af og fra hvem den kan være hentet. – Titlen Hamskifte på 2. bind af erindringerne er hentet hos Goethe. Det gælder også titlen på den lille roman Hans Kvast og Melusine.

Lykke-Per er som Wilhelm Meister en bog om en fantast, der gennem sine erfaringer lærer at befri sig for fantasteriet. Dette er ikke uden videre forkasteligt. Det er genemgangsstadium til 158 personlig afklaring, en nødvendig gæringsperode. Faust finder tilsidst mening i sit liv ved nyttig virksomhed, Wilhelm opdrages af Tårnselskabet (som Torben Dihmer på Favsingholm). Han når til samme filosofi som Lykke-Per: "For at sige det med eet ord: mig selv, ganske som jeg er, var det dunkelt, fra ungdommen af, mit ønske og min hensigt at danne hélt." Kun hvis man følger sin inderste natur, skænkes følelsen af lykke og følelsen af at man trods alle fejltrin kan udrette noget godt. – Pontoppidan stiller sig med Goethe dobbelttydigt til Kristendommen, Prome- theus stikker hovedet frem, og det asketiske ideal vækker begges uvilje. Han samstemmer med digteren i Weimar i, at hans høje ærinde er, med et Goetheudtryk, at bevare den hellige ild for kommende generationer. Han vil nok iagttage samfundsbevægel-serne og det politiske spil, men vil selv holde sig udenfor. "Det horer ikke til mit embede," som Goethe udtrykte sig over for bebrejdelser imod ham, at han forholdt sig passiv under friheds- krigen 1813.

Et fortrin fremfor den tyske digter havde Pontoppidan i sin sunde virilitet. Han forstod som kun få moderne forfattere at foretrække og skildre kvinder i moden alder, mens Goethes mange forelskelser og deres overførelse i digtning angår ungdommelige, ja juvenile typer, ofte af raffineret erotisk-ubestemt, kønsløst præg, forst og fremmest Mignon, som han selv har kaldt Lehrjahres hovedskikkelse. – Goethes smag for umodne kvindetyper, endog drengetyper, gennem hele sit liv, kan med udbytte studeres i den svenske nervelæge N. Antoni's Goethebog, Många maskers man, 1963, det mest nøgterne og saglige billede af digteren (ved siden af beundringen) der endnu er fremkommet.

Når endelig nævnes, at Lykke-Per er fælles med Faust om at lade fantasien give sig udslag i polytekniske projekter, er der visr tilstrækkeligt materiale til at underbygge formodningen om, at Goethe har været Pontoppidan en inspirationskilde, mest en positiv, men også en negativ. Men heller ikke mere. Wilhelm tager imod opdragelsen og bliver "et godt menneske". Lykke-Per følger sin forfatter ud i ensomheden og i skuffelserne, og grundstemningen fører til forskelligt resultat. Lykke-Per forekommer 159 i øvrigt at være det mest helstøbte værk. Wilhelms historie er løsere i sammenføjningerne og ikke altid lige smagfuld (Mignons bisættelse).

Ligger det ikke nær på tilsvarende måde at forestille sig, at stødet til formningen af Emanuel Hansteds skikkelse er hentet ved iagttagelse af Tolstoj's dengang af den hele verden fulgte voldsomme religiøse omsving, med afsværgelse af alt tidligere litterært arbejde? Man kan kun gisne derom, ligesom man ikke kan se bort fra den vistnok upåagtede indflydelse, Goethes Tasso med hans prinsesse har haft på Schacks Phantasterne.