Slægten Berendsen

N.J. Berendsen: Af en gammel Journalists Erindringer, 1918. 248 sider + indholdsfortegnelse.

227 […]

En Aften i November [1886] dampede saa "franske Berendsen" (et Tilnavn man den Gang beærede mig med) afsted til den franske Hovedstad. Kun faa Aar efter gik Tilnavnet over til en anden, min elleve Aar yngre Fætter Albert Berendsen. Bedre Eftermand kunde jeg ikke have ønsket mig. Albert nærede samme Interesse for fransk Sprog og Litteratur som jeg, men havde adskilligt forud for mig. Da han som halvvoksen Dreng i nogle Aar havde nydt Undervisning i en belgisk Skole og havde faaet sin første merkantile Uddannelse i Frankrig, talte han Fransk som en Indfødt, og da den kønne, elegante unge Mand var en født Charmeur, forstod han hurtigt at vinde Folk. Og naar jeg kun kunde støtte franske Interesser i Danmark med min Pen, kunde han tillige støtte dem med en velfyldt Pengepung. Han var nemlig Søn af velhavende Forældre og havde efter Faderens Død overtaget dennes store Forretning, som han med fremragende Dygtighed og stort Held førte videre. Til at støtte Personer og Sager, der havde vakt hans Interesse, kunde han med sit gode Hjerte ligefrem udfolde en straalende Flothed. "Alliance française" i København kunde tale med derom. Og kunde han, der var meget forfængelig og til Tider kunde være lidt fremfusende, en Gang imellem støde Folk for Hovedet, forstod han meget hurtigt at erobre dem tilbage med en munter Spøg eller et vittigt Indfald. Destoværre for ham selv havde han, for at bruge det malende franske Mundheld, tændt sit Lys ved begge Ender. Han var i for høj Grad samtidig Arbejdets og Livsnydelsens Mand. Hans Konstitution var for sart hertil, og skønt han plejedes paa det omhyggeligste af den vakre, opofrende Hustru, som han ægtede i 1895, bortrev 228 Døden ham to Aar senere efter tunge Lidelser, som han bar med sandt Heltemod. Ogsaa mig var Albert Berendsen en trofast Ven i de strenge Tider, der ventede.

[…]

247 […] Under de seks Aars Ophold i Paris fik jeg adskillige meget vanskelige Perioder at klare, men de gjorde mig ikke i mindste Maade bitter mod den skønne By. Da jeg endelig brød op, var min Beundring for Paris, min Kærlighed til den vidunderlige By ikke en Smule ringere end i min tidligste Ungdom.

Men medens de absolut interessanteste Aar af mit Liv er forløbne i Paris, fik jeg de lykkeligste Aar, som Skæbnen har forundt mig, i min Fødeby, hvor der efter en kort Trængselstid oprandt en Række Aar, der ligefrem blev mig en Dans paa Roser. Det var Perioden, hvor jeg var knyttet til Bladet "Dannebrog", hvor jeg fik saa rig Lejlighed til at dyrke 248Fransk og Teater, de to Passioner, der som røde Traade slynger sig gennem hele mit Liv, og hvorunder jeg ovenikøbet to Gange fik Lejlighed til at aflægge et lille nyt Besøg i Paris under de behageligste økonomiske Forhold. Omgiven af gode, trofaste, flinke Kammerater, med en elskværdig og dygtig Redaktør som Secher nu var bleven det, og med Otto Borchsenius som nærmeste Foresatte, – han, der var kommet mig saa venligt i Møde lige fra den første Tid, jeg begyndte at sysle med litterært Arbejde, og som ofte gæstfrit havde aabnet sit udmærkede Ugeblad "Ude og Hjemme"s Spalter for mig, – maatte jeg jo have været meget utaknemmelig, hvis jeg ikke havde følt mig som det lykkeligste Menneske under Solen.

[…]