Ørnen
*Han har seet det, han har sagt det selv,
ung, og stolt af Vingerne, der bar ham:
Hans blev Hvilen i et stormfyldt Hvælv,
hans den Luftvej, Næbbets Huggert skar ham,
hans den Ensomhed i Lys og Øde,
som kun Ørns Blik uden Blink tør møde.
Her var Liv og Lykke forudsagt,
skjult for Guders Avind: Tidligt klog,
halvt af Verdens-, halvt af Selvforagt,
paaløj han sin Ørn Tilbagetog:
Nedskudt af en Præstegaardsforpagter
segned den med Vingerne i Pjalter.
Klarsyns Angst i svimmel Ensomhed,
Hjemvee mod sin Barndoms Blomsterhegn –
han har kendt dem; han har spejdet ned,
maalt de høje med de lave Tegn,
gennemskuet By og Borg og Hytte…
før han i et Brus bar bort sit Bytte.
"Vers? – En Kunstner er han, stor Skribent!
Land og Folk i et halvt Hundred Aar
har han fint ironisk sat paa Prent." –
Ja; som hvide Arr og røde Saar…
Hør saa, hvor de kagler, hvor de fester:
"Hvilken flittig gammel Mand og Mester!"
"Hvilken Klogskab! Hvor hans Form er klar!" –
Lammet bræger, Hanen gør et Hop.
Men hvad Byrder denne Flyver bar,
hvor hans Klo greb fat, hans Næb rev op,
at her hulker Skrig, og Isslag brænder –
det veed kun hans fri og faldne Frænder!
Blikket, frygtløst under hvide Bryn,
funkler midt i Undergangens Port;
ser bag Askestorm og Bølgelyn
Maalet for sig: Danmark, skæbnestort,
skabt til stolt at styrte eller stige
som en Havørn i sit eget Rige.
Derfor lo hans varme Hjerte vildt;
derfor klemte han med hvasse Kløer…
Ingen rejste sig; hans Raab var spildt;
han skal paa Museum, når han døer…
Skrig, du Ørn, som aldrig lod dig binde!
Aander hører. Snart er Timen inde.