Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Berlin. 11. september 1931
Nomadeblod
Hotel Stephanie, Kurfürstendamm 45
Berlin d. 11 Septbr. 31
Min kære Ven!
Tak for Deres Brev. De ved ikke, hvor det glædede mig! Tænk, saa skal jeg i en nær Fremtid møde Dem paa Vejen fra Stationen til Holmegaardsvej, maaske lidt bleg og mat efter det lange Sengeleje, men atter med Benene paa Jorden og Hovedet rankt i den lette Efteraarsluft. Hvor vi skal sludre os igennem Dagen, og naar Lyset er tændt, og Kødbollesuppen sender sin forjættede Damp mod Loftet, mens Geneveren blinker skælmsk i det duggede Glas – hvilken Fryd! Jeg elsker de Aftener i Deres Stuer, først efter Turen i Dyrehaven inde i Arbejdsværelsets Stilhed med et Strejf af Solnedgangen paa Himlen i Vest – og saa, naar 2 Lampen er tændt og Cigaretten med, De i Lænestolen, jeg i Nærheden af Chokoladeæsken – herrlich, herrlich!
Tænk, snart 5 Maaneder er gaaet, siden vi sidst saa' hinanden. Jeg har ikke fortrudt, at jeg kom ud. Jeg trængte dertil, Forholdene derhjemme pressede mig saa underlig for Brystet. Jeg har jo dovnet derude, som end ikke det tykkeste Dovendyr vilde kunne forestille sig i Drømme – men denne absolute Fredningstilstand, om jeg saa maa sige, har virket forunderlig velgørende paa Sind og Sans. Hjemme gaar man jo halvt sovende omkring, man kender det altsammen, har set og hørt det samme i et halvt hundrede Aar, man sløves for Indtryk – baade ydre og indre – og der sniger sig en underlig Haabløshedens Apathi over Gemytet, hvor let antændeligt det end er fra Fødslen. Krudtet bliver vaadt. Jeg 3 kan jo paa en vis Maade ikke beklage mig over min Stilling, men alligevel – hverken i den jødiske Verden eller i den danske derhjemme føler jeg mig tryg eller i Harmoni med Omgivelserne. Jeg er ikke persona grata, ønsker det jo heller ikke, men en vis modus vivendi er dog nødvendig, ikke blot for at kunne eksistere, men mest for at kunne producere. De aner f. Eks. ikke, hvor det har hæmmet mig intet Forlag at have. Jeg maa forhandle med en slet og ret Boghandel, som jo mit nuværende Forlag er, og finde mig i – for overhovedet at faa en Bog trykt – at dette "Forlag" trykker min sidste Bog i 1500 Eksemplarer og betaler mig for denne Bog, hvori der dog var to store nye Essays (om Olaf Poulsen og Fjelstrup) 10% af hvert solgt Eksemplar. Hvilket vil sige, at jeg til Dato har faaet udbetalt siger og skriver 200 Kr. Enhver ussel 4 Boghandler faar 33%. Der er jo da Gudskelov Retfærdighed til.
Naa – al den Slags er jo til syvende og sidst Biting. Hovedsagen er, at man lever i Frihed. Jeg skylder ingen noget, jeg har ingen ydre Forpligtelser. Jeg kan blive her, jeg kan rejse hjem, jeg kan – som jeg paatænker – til Februar tage Billet til Palæstina. En Ting har denne Tur vist mig: jeg har en Draabe af dét Nomadeblod i mig, som jeg troede forlængst var indtørret af Stillesidden i Fr. 6 Allé. Jeg længes efter at se mig omkring, nye Steder, nye Ansigter, det giver Fantasien Næring, stimulerer Sansen og forynger Sindet. Jeg har travet længe nok om i Spinaten. Ja, De har jo selv følt det, naar De tidligere tog "Randslen paa Ryggen og Staven i Haand". De er heller ingen Smørrebrødsdansker, ogsaa i Dem er der Blod af det gamle og evigunge Nomadeblod – skønt 5 De paa en vis Maade som Skribent er det danskeste Udslag jeg kender, lavmælt, faamælt, behersket – er De paa den anden Side saa mærkelig udansk: mørkladen, modsætningsrig, lidenskabelig, i dybeste Modstrid med det nationale Gemyt og den hjemstavnsbundne Mælkebrødsbegrænsning. Hvorfor tror De, vi fandt hinanden? Hvorfor drages jeg mod Dem og ikke f. Eks. mod Jakob Knudsen, Aakjær eller Skjoldborg og Nexø? Fordi De er fri af Aand, min kære Herre, og fordi Aandens Frihed er Livet i højeste Potens for mig.
Og nu sidder jeg altsaa her efter at have gennemtravet mit elskede Schwarzwald og set mig omkring i de smaa og store Byer i det skovsusende og bækrislende Sydtyskland. Berlin virker som Modsætning koldt, tørt, poesi- og fantasiforladt. Ikke en Bygning, der løfter Blikket og Sindet, ikke 6 et Torv eller en Plads, der minder om Sagn og Historie. Kun Sten. Men Liv er her jo unægtelig mellem disse Mursten og paa disse Brosten, et nervøst Liv med Haanden paa Struben og Pistolen for Brystet. Da jeg var her sidst, levede jeg fuldkommen for mig selv, kendte ingen, og ingen kendte mig. Nu har de mange Mennesker, som jeg var sammen med i Basel, faaet mig opsporet, og jeg er daglig sammen med Mennesker af forskellig Art og fra forskellige Lag, mest Skribenter, filosofiske og journalistiske, som Jøder jo gerne er: enten livsfjerne eller midt i Malstrømmen. I Mellemtiden ser jeg saa, hvad her er at se – og det er ikke lidt. Kaiser Friedrichsmusæet har jeg gennemgaaet saa temmelig grundigt og genset de gamle herlige Italienere og Hollændere, Deutsches Musæum med Holbein og Dürer, Pergamonmusæet, vidunderlig ophøjet 7 og rent i Form og Følelse, og Neues Musæum med dets ægyptiske Herligheder. Og et Par stille hengemte Samlinger har vi fundet, som ellers ingen besøger: Lessing Musæet, der er indrettet i den gamle Nicolai'ske Boghandel, og Tell Halaf Musæet med gammel hettitisk Kunst fra 3000 f. Chr. – mærkelig i sin primitive grusomme Ophøjethed, en Modsætning til den græske Kunsts beherskede Ro og Harmoni.
Ellers tilbringer vi Tiden med Udflugter i Omegnen, i Samvær med nye Venner og Bekendte – og Aftnerne enten i Teatrene eller paa de andre offentlige Steder, hvor "Berlin" mødes, spiser, drikker, danser, og lever – om jeg saa maa sige – figurlig og bogstavelig fra Haanden og i Munden. Teatrene er her som andre Steder slette, ledede af smarte Geschäftsmennesker, ødelagte af Primadonnaregissører og Primadonnaartister. Jeg overværede en Reinhardforestilling 8 iaftes: Den skønne Helena, dumt, feminint, ½ perverst og ½ knockabout, et modbydeligt Sammensurium uden Lune eller Ynde. De andre Teatre spiller dels de gamle Travere i moderne Udhaling, dels moderne krigsinflammerede Opkog, med en Blanding af Geschäft og Sensation. Kun ét Teater arbejder efter Sigende alvorligt: "Die Volksbühne" – og har som Følge heraf foreløbig indstillet Virksomheden.
Men herom og om meget andet vil vi tale, naar vi om et Par Uger mødes. Hvor jeg glæder mig! De og et Par andre er dét Danmark, jeg længes efter og holder af. Ellers synes jeg, at Danmark er mig saa fjernt, skjult i Taagen.
Nu farvel, og paa snarligt Gensyn! Vi mødes ved Philippi1 paa Holmegaardsvej.
Deres hengivne
Henri Nathansen